Svensk jul - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 13. des. 2016 kl. 16:34

2016-12-13T16:34:26Z

Carsten på 13. des. 2016 kl. 15:20

2016-12-13T15:20:10Z

Carsten på 13. des. 2016 kl. 15:18

2016-12-13T15:18:27Z

Vis endringer

Carsten på 13. des. 2016 kl. 13:04

2016-12-13T13:04:10Z

Vis endringer

Jesper på 12. des. 2016 kl. 07:22

2016-12-12T07:22:40Z

Carsten på 11. des. 2016 kl. 18:47

2016-12-11T18:47:46Z

Carsten på 11. des. 2016 kl. 16:44

2016-12-11T16:44:44Z

Carsten på 11. des. 2016 kl. 16:43

2016-12-11T16:43:52Z

Carsten på 11. des. 2016 kl. 16:43

2016-12-11T16:43:06Z

Vis endringer

Carsten på 11. des. 2016 kl. 15:42

2016-12-11T15:42:21Z

@@ Linje 845: / Linje 845: @@
 Meget taler for denne opfattelse, såsnart man ikke bliver stående ved det enkelte land, men eftersøger optog og skikke, der naturlig kan sammenstilles med de hær skildrede. I Sverig, i visse egne af Sønderjylland og Sydtyskland er omridtet med påvirkning af julemotiver bevaret. Folket i England, Belgien, Sydtyskland kender åreladningen, der måske kan opfattes som en afbleget rest af et oprindeligt hesteoffer. I Nørrejylland og Sydnorge kan optøjerne måske delvis være en rest, levnet fra forsøgene på at låne eller borttage fremmede heste, hvorpå jo et og andet i de svenske skikke kunde tyde; påvirkede af nyårskikkenes nærhed, ja, måske en rest fra den tid, juledag var nyårsdag, er de udartede til alskens vildskab.
 '''Fodnoter'''
+<references/>
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]

@@ Linje 12: / Linje 12: @@
 Jul, Bd. I
 <br>Af<br>[[Henning Frederik Feilberg biografi| Henning Frederik Feilberg]]<br>1904</center>
@@ Linje 19: / Linje 20: @@
-<center><FONT COLOR=darkred>'''Under udarbejdelse'''</FONT COLOR=darkred></center>

@@ Linje 404: / Linje 404: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Henning Frederik Feilberg]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. des. 2016 kl. 18:47
Linje 291:		Linje 291:

	Efter hjemkomsten morer man sig med alle slags lege hjemme og går forklædt i byen for at kyse børnene.		Efter hjemkomsten morer man sig med alle slags lege hjemme og går forklædt i byen for at kyse børnene.
		+
		+
		+	Endelig festen i hovedstaden. I forrige århundredes midte meldte julen sin ankomst 1ste søndag i advent med salmen: »gør døren høj, gør porten vid, den ærens konge kommer hid!« og den første søndag i December samledes børnene i borgerlige huse for at lukke sparebøsserne op og se, hvad deres flid i det forløbne år havde indbragt. Efter at en del af indholdet var lagt hen til husets regelmæssige pensionærer, gamle, sygelige udtjente ammer, ældre arbejdsløse mænd, der bestemte dage i ugen mødte og derefter kaldtes Tirsdagsgubben, Søndagsgubben, Sabbatsbergsgumman, gjorde man overslag over den levnede sum og hvilke julegaver der kunde købes. Fa'r skulde have et ostindisk lommetørklæde, tjenestepigerne halsklæder, gårdskarlen, som ban plejede, en stivet krave og et mundstykke til en cigar, og så det øvrige, ja dær var valget vanskeligt.
		+
		+
		+	Uro og uorden var der i hus og stuer, ustyr i køkkenet; der slagtedes og kogtes, grisefødder optrådte på aftensbordet som varslende profeter, og »istersmørret« blev en stående adventsret. En hel tønde hvedemel blev bragt til bageren, kander og kedler blev skurede, så de skinnede som solen, og midt i al travlheden kom skorstensfejeren, uvelkommen som altid.
		+
		+
		+	I skolen havde man travlt med prøveskrifter, med lektierne havde man sluttet, skønskrift var kun tilbage. Store sager var det ikke, som krævedes, men fint skulde det være. Tre eller fire linier tværs over et halvark var det hele, der blev begyndt kl. 8 om morgenen og arbejdet til kl. 3, navn skulde der skrives under. Det var pynteligt, men svært. Av, en klat i den sidste linie! Ja, så er der ikke andet for end at begynde forfra. Læreren har travlt med at skære gåsepennene, — omsider får det dog altsammen ende, og der gives to dages skureferie før examen. Børnene var naturligvis i vejen i juletravlheden derhjemme og blev sendte ud »att åka kälke« på Carl XIII's torv eller på Observatoriebakken, eller den dristigere fart på Fabriksbakken på Kungsholmen. Så kom examensdagen, vidnesbyrdene uddeltes allerede om morgenen.
		+
		+
		+	Forældrene kommer op på formiddagen, hvad der giver nogen ro i børnenes sind, de føler sig ikke sikkre for prygl, før de er komne. Endelig afslutningen i Qvarta. Skolens efor med kors på brystet uddeler præmierne; tale, formaning, taksigelse, så en salme, — nu begynder juleferien.
		+
		+
		+	Rundt om er der juleudstillinger, der er steder nok at gøre indkøb. Dagen før juleaftensdag går småbørnene ud med tjenestepigerne for at se på de trearmede lys og på armstagerne, der er omviklede med kulørt papir i de svenske farver.
		+
		+
		+	Omsider kommer juleaften. Formiddagen er lang, men håbefuld. »Julegranen« er kommen; den kan ikke stå, der skal sættes en ny fod på den. Når det er sket, pyntes den med brogede stjærner af papir og glaskugler og på grenenderne sættes stumper af voksstabler. »Nisse« og »Nasse« bliver hængt i toppen. »Julebukken« med æbler og nødder gør dem selskab.
		+
		+
		+	Middagsmad mærker man intet til. Den, der er sulten, kan gå ud i køkkenet og drikke kaffe, eller om man foretrækker det, spise franskbrød dyppet i en af gryderne. Kl. 5 kommer forældrene hjem, men — tomhændede. Klokken 6 høres der en voldsom ringen på døren, en ubekendt person med kraven op om ørerne, sorte knebelsbarter og briller spørger med barsk røst, om det er hær, at herskabet bor. Jo, det er hær. Han afleverer en pakke, der gemmes i garderoben. Straks efter at han er borte, det slår aldrig fejl, kommer morbror Palle, den gamle ugifte onkel, børnenes ven, men han har slet intet med sig, og forklarer, at han var kommen så sent fra sit arbejde og havde desværre ikke fået tid til at købe noget, men han skulde passe bedre på næste jul. Løjerligt var det forresten, men der var en hel mængde små gaver ved juletræet, som morbror ganske sikkert havde bragt med sig, og børnene begyndte at tale om, at manden med brillerne vist havde været morbror selv.
		+
		+
		+	Så tændes lysene på »julegranen«; alle, små og store, unge og gamle tager hinanden i hånden og går rundt, pigerne hentes ind fra køkkenet, alle skal være med, og til Orsapolskans vemodige toner danser man rundt om træet. Det er ikke den viltre dans, der er udtrykket for livslyst eller attrå, men snarere en af de religiøse kultusdanse, der i fordoms tid har hørt festtiderne til.
		+
		+	Så får de mindste børn deres julegaver og julebord, hvorpå fa'r og mo'r lukker sig inde og låser døren, de har noget at bestille. Kl. 8 går småbørnene i seng, og bordet dækkes. Af og til hører man, at der bliver ringet stærkt på døren, en hemmelighedsfuld person åbenbarer sig med en eller anden pakke
		+
		+
		+	Kl. 8½ sætter man sig tilbords, retterne er de samme hver jul; ludfisk, risengrynsgrød, og smørtærte. Vin var der også på bordet. »Grødrim« blev sjælden brugt, ludfisk erstattedes tit af gedde; når tærten kom ind, blev »julklapperne« hentede i en klædekurv, der blev stillet ved siden af husfaderen, der nu læste adresserne op, som tit indeholdt lystige titler eller ledsagedes af vers. Stundom var der en hel række adresser, den ene indeni den anden, så pakken vandrede fra hånd til hånd, inden den fandt sin rette ejer.
		+
		+
		+	»Julklappen«, der hører med til den svenske jul, må komme uventet, på en overraskende måde, dens bærer må være ukendt og helst komme og gå som et lyn, således at der den dag, såvidt muligt, vendes op og ned på tilværelsen. Man anstrenger alle sine evner for at overgå hverandre i løjerlige indfald, i at vanskeliggøre gavens opdagelse. Den bliver tit så snurrig indpakket og så mærkelig skjult, at man med besvær nødes at løse, opskære, søge, atter gennemsøge, hvad man engang har kastet tilside, inden man finder det skjulte. En lille fin guldring kan blive gæmt i en kasse, der vejer 100 pund, et guldhjærte i en julekage til et pund. Også det indfald er blevet brugt, at en person har givet sig selv som julegave og ladet sig gæmme i en tom tønde. Det fortælles således, at en ung greve i Stockholm forærede sig selv på denne måde til en ung dame, der havde været ganske ubøjelig over for hans tilnærmelser. Da man fik bunden slået ud af vinfadet, sprang en smuk, ung mandsperson frem og kastede sig for den skønnes fødder. Han var fra hoved til fod klædt i et harnisk af rosiner og konfekt, havde på brystet et stort hjærte af marcipan, hvorpå der var skrevet: »o du hårde og ubøjelige skønhed! Det bedste i mig har du fortæret, tag nu dette hjærte, ja opslug mig hel med al min sødme, som jeg nu ligger for dine fødder!«
		+
		+
		+	Det siger sig selv, at hundreder, ja, tusinder af bud, med eller uden maske, postillioner til hest eller tilfods, eller for den sags skyld på krykker, er på færde til langt ud på natten i de særeste og mest æventyrlige forklædninger, som nogen forvoven fantasi kan optænke.
		+
		+
		+	Ved midnatstid bliver der ro, og man skilles med det faste forsæt at gå i »julottan« kl. 7.
		+
		+
		+	Kl. 6 juledagsmorgen var tjenestepiger og børn i klæderne, morbror Palle blev rusket op af sin søde søvn af små, bløde barnearme; snart var han oppe og, mens pigerne tog børnene med, sørgede han for de voksne. Morbror vilde altid i Clara kirke, thi han var født dær i sognet, og det var ham ganske ligegyldigt, hvem der prædikede. Gaderne var mørke, hær og dær lyste en søvnig lygte, et enkelt sted tydede et oplyst rullegardin på, at folk indenfor var på færde. Var det klart vejr, kunde man måske opdage en enlig stjærne, der for børnenes fantasi blev til Betlehemstjærnen.
		+
		+
		+	Når man kom ind på kirkegården, så man den mørke kirke rejse sig som et fjæld, mens lysene derindefra strålede besøgeren imøde gennem de bladløse linde, et billede der stærkt fæstedes sig i sindet. Så trådte man ind gennem den store dør, gyste ved synet af »skampallen«, men blev snart varm i det klart oplyste rum. Skolebørnene i koret sang hosianna, menigheden istemte: »af højheden oprunden er en morgenstjærne klar og skær«, prædiken var lang, man frøs om fødderne. Det store altervindue, der først var ganske mørkt, begyndte at lysne, det vendte nemlig mod øst, lysene skinnede røde og morgentjenesten var forbi, og det var dag, når man gik hjem. Da drengene blev ældre, gik man i Solna kirken, men dær begyndte »ottan« allerede kl. 6, hvoraf følgen var, at ungdommen kom for silde, gudstjenesten var forbi, og kirken låst. Istedet vandrede man til Staldmestergården, drak glögg og spiste frokost dær.
		+
		+
		+	Juledag var der gerne familiemiddag for ældre slægtninge og husets nærmere eller fjærnere venner. Aftenen plejede man at tilbringe i stilhed ved whistbordet. Anden juledag derimod var ungdommens dag. De gamle åbnede ballet med en polonaise, hvorpå de sædvanlige danse, vals polka, francaise og mazurka opførtes. De ældre kunde sommetider fortsætte med gammeldags danse, en enkelt blandt de halvgamle, der var særlig bevægelig, kunde forlange en »slängpolska«. Så blev der begyndt på pantelege og sanglege.
		+
		+
		+
		+
		+
		+	<center>_____________________________</center>
		+
		+
		+
		+
		+	Atter må vi gå noget tilbage. Der er størst sandsynlighed for, at spor af ældre skikke kan findes ude i landsbygderne.
		+
		+
		+	De tre sidste dage før jul anses af almuen, f. eks. i Jämtland, for særlig betydningsfulde. I henhold til gamle tiders tro antager man, at på et bestemt øjeblik i disse dage standser såvel solen som alt andet, der bevæger sig, af skabningen. Ingen kender, når det øjeblik kommer, men alt, hvad man da har om hånde, mislykkes.
		+
		+
		+	Der er jo meget at gøre. »Julekors« rejses af ulige størrelse, man lader spånerne sidde på dem, så der dannes et slags løvværk, og planter dem på snebunker i gården eller på det sidste vedlæs, der føres tilhuse. Over alle døre tegnes hjulkors. Sædvanligt er at »julgraner« opstilles ved indgangen til gården; de kaldes også »julestager«, og man forstår ved at klippe og studse grenene, at give dem et pynteligt udseende. Meningen med alt dette er at værge sig mod »julesvennerna«, nogle kæmpestore vætter, der er kløvede lige op under armene, og som bor i søer, men i juletiden nærmer sig menneskeboliger for at gøre fortræd. Møder man en af dem, skal man sige:
		+
		+	::»Skvink skvank,
		+	::jag lopp fra minom notvant«.
		+
		+
		+	Før solnedgang udsættes endelig et eller flere »fugle-nek«. Inden døre har husmoderen travlt, stuen er oplyst af »julbrasan« og »grenlys« med flere, mest tre, arme. Den gamle skik er, at gulvet bestrøs med halm, det skal være rughalm og utærsket. Pigerne laver små knipper deraf, som de hænger op under taget, og som forestiller frierne, de venter. Husbonden tog sine varsler. Han satte sig på en stol, den ældste af børnene, eller hans hustru, lagde et neg på hans knæer; han trak da stråene enkeltvis ud og kastede dem op imod taget og blev ved dermed, til maden var færdig. Børnene stod så rundt om og talte hvor mange af dem, der blev hængende ved sparrerne: så mange kærve skulde der næste år blive at tærske.
		+
		+
		+	Julebordet bugner af mad under den pyntelige »julekrone« af halm eller træpinde. Folk giver sig den aften tid til at spise, bordet bliver slående dækket til tyvendedagen. Efter måltidet tilses stalden. Ligger kvæget, bliver der lejesæd ad åre; slår de op, bliver kornet stående og tyndt. Køer såvelsom heste erholder deres rundelige foder. Hønsene får deres part af julegrøden.
		+
		+
		+	Aftenen skal gerne strækkes så langt som muligt, så leger man for tidsfordriv. En yndet morskab er »att ta jul-dockan« eller »julluppen«. Der bliver lavet en lille halmfigur, som hensættes på gulvet. En af de tilstedeværende lægger sig på ryggen med hovedet nærved dukken på gulvet; så gælder det, om han i den stilling kan løfte benene over sit hoved og med dem gribe dukken og kaste den fra sig. Bruger man en sko, og den falder med tåspidsen mod døren, er det dødsvarsel.
		+
		+
		+	Der er så forresten løjerne med »julebukken«, der går om, og meget andet.
		+
		+
		+	Julelysene brænder hele natten; går et ud, varsles død. Alle husets folk holder sig sammen og reder sig seng i julehalmen. Ingen må være ude; thi udenfor rådede, om det også kun var få timer, Jætter, Trolde, mørkets onde magter. Det er næsten altid en julekvæld, at Jætterne kommer for at låne øl, eller byde gæster til sig i bjærget. Selv om man ikke møder Jætterne, får man alligevel at mærke, at der den aften rører sig, hvad ellers aldrig sés: varsler for årets afgrøde, varsler for, hvad der skal ske. Og ét mere: julenat besøger de døde deres gamle hjem og holder gudstjeneste derefter i kirken, og ve de levende, som tilfældig kommer ind i deres kreds.
		+
		+
		+	Alt kl. 2 begynder julemorgenen. Kirkevejen er lang, ofte drog folk hjemmefra ved midnatstide for at gå, ride, køre gennem de mørke skove, undertiden i snefog og uvejr, af og til dog også under vinterhimlens tindrende stjærnelys. Man slog sig sammen flokkevis fra hver gård. Et stort blus en »jultanne« eller »julabloss«, et tjæreblus, der tit var flere alen langt, dannet af små harpiksrige grantræer, sammenbundne ved jærnringe (Småland), bares foran, og det var et vidunderligt syn fra den klart oplyste kirke til alle sider at se blussene, som vandrende stjærner, komme nærmere. Såsnart de enkelte flokke nåede kirkegården, kastede de faklerne sammen i en stor dynge til et »julebål«. Slog røg og luer højt op, varsledes grøde og godt år. Drev røgen tilside eller ilden sluktes, var udsigterne til god høst kun små.
		+
		+
		+	I kirken var der lys på alter og prædikestol, og lysekronerne var tændte, desuden havde bonde og hustru hver deres lys med. I ældre tid var kirkegulvet strøet med halm, i senere år med fint, hakket granris. Når det gryede ad dag, sang man: »den signede dag med fryd vi ser«, mens folket samledes til altergang, og da plejede andagten at være størst.
		+
		+
		+	Men underligt skifter det i menneskers sind. Såsnart det lakkede ad enden med gudstjenesten, blev folk urolige, det gjaldt at komme hjem så hurtigt som muligt, thi den, der først nåede sin gård, fik sit korn i det kommende år først bjærget, og såsnart prædiken blev sluttet, ilede folk ud. Der blev dog mer end én vanskelighed at overvinde for dem, som boede kirken nærmest, thi fjærnere boende havde i stilhed sørget for, at stavtøjet til forspandet var blevet borte, eller der var kastet vand på de enkelte stykker af seletøjet, så alt var sammenfrosset i en klump, eller tømmerne kunde være skårne itu. Det er også sket, at et hølæs med langsom kørsel fod for fod har spærret vejen. Karlene, som sad på det havde så gerne brændevin med og drak med latter og lystige tilråb kirkegæsterne til, der ikke kunde komme hurtigt nok hjem og få »kyrksupen«.
		+
		+
		+	Hjemkomne gik husfader eller husmoder først ud i stalden og strøg kreaturerne langs ryggen, thi ellers vantrivedes de, de skulde også smage julehalmen, inden de om foråret blev førte på græs. Smulerne fra julebordet blev strøede om frugttræerne, at de ad åre skulde bære rigt.
		+
		+
		+	I Finland lokkes hønsene ind julemorgen. På gulvet lægger man en ring af strå og inden deri deres føde; hanen skal med, og galer han, varsles æg og kyllinger mere end sædvanligt. Meningen med halmkransen er sagtens, at de ej skal lægge æg udenfor huset.
		+
		+
		+	I landets sydlige egne omtales ikke denne kapkørsel fra kirken julemorgen. Ödman fortæller, at man efter endt gudstjeneste spiste til middag kl. 9 og tog derefter en forsvarlig middagssøvn. En stående ret var i Skåne langkål »stekt på pannjärn«. Den dag blev man hjemme, ingen vilde udsætte sig for at blive tituleret »julegris« eller få en skål suppe over hovedet. Tiden gik med salmesang og fortællinger, med at spise og sove, og som regel først efter gudstjenesten 2den juledag begyndte julegilderne med deres morskab.

@@ Linje 238: / Linje 238: @@
 ::»Jag sitter ijämter ett not och äter gröt!«
 hvortil den følgende svarede:
-»Jag sitter ijämter et fä och gör så mä!«
+::»Jag sitter ijämter et fä och gör så mä!«

@@ Linje 208: / Linje 208: @@
 ::»fira gångare
-:fira hängare,
+::fira hängare,
 ::två spjut,
 ::två ljus,

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. des. 2016 kl. 15:42
Linje 15:		Linje 15:


−	~~<small>~~<small>»MIDVINTERSFESTEN, JULEN, BIBEHÅLLER<br>I FOLKTRON MESTA SPÅREN AF SITT UR-<br>SPRUNG FRÅN EN HEDNISK HÖGTID«,<br> (''J. Wahlfisk. Bidr. t. Södermanl.s äldre Kulturh. VIII. 83.'') </small></~~small~~>	+	<small>»MIDVINTERSFESTEN, JULEN, BIBEHÅLLER<br>I FOLKTRON MESTA SPÅREN AF SITT UR-<br>SPRUNG FRÅN EN HEDNISK HÖGTID«,<br> (''J. Wahlfisk. Bidr. t. Södermanl.s äldre Kulturh. VIII. 83.'') </small>
		+
		+
		+
		+	<center><FONT COLOR=darkred>'''Under udarbejdelse'''</FONT COLOR=darkred></center>
		+