Thingsordningsafsnittet - Revisjonshistorikk

Carsten på 27. mai 2020 kl. 20:00

2020-05-27T20:00:14Z

Carsten på 19. okt. 2019 kl. 20:47

2019-10-19T20:47:36Z

Carsten på 19. okt. 2019 kl. 20:35

2019-10-19T20:35:23Z

Carsten på 19. okt. 2019 kl. 20:28

2019-10-19T20:28:53Z

Carsten på 19. okt. 2019 kl. 20:23

2019-10-19T20:23:05Z

Carsten på 19. okt. 2019 kl. 20:20

2019-10-19T20:20:32Z

Carsten på 19. okt. 2019 kl. 20:18

2019-10-19T20:18:43Z

Carsten på 19. okt. 2019 kl. 19:41

2019-10-19T19:41:55Z

Carsten på 19. okt. 2019 kl. 19:37

2019-10-19T19:37:53Z

Carsten på 12. okt. 2019 kl. 13:14

2019-10-12T13:14:27Z

@@ Linje 31: / Linje 31: @@
 <blockquote>
-'''Indhold:'''
+'''Indhold:'''[[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]]<br>[[Fil:Grågås Cover.jpg|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/gragas-vilhjalmur-finsen-9788743012313| <center>Vilhjálmur Finsen:<br> '''Grágás - Islændernes lovbog''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]
 </blockquote>

@@ Linje 779: / Linje 779: @@
 Præster skulle tage sig lovligt Hjem, senest naar 8 Uger ere tilbage af Sommeren, og forkynde hvad Hjem de have. Forkynder Præsten ikke hvad Hjem han har, kan han gyldigen stævnes paa hvilken af de Kirkeeieres Bopæl, man vil, ved hvis Kirker han har holdt lovlig Gudstjeneste. Kommer Præsten til Landet sildigere end ved Begyndelsen af den 5te Sommermaaned (29), skal han have skaffet sig et Hjem inden en halv Maaned efter at han er ankommen til den Fjerding, hvor han vil være.
-Tager nogen sig Tjeneste for et Aar og er i Tjenesten 2 Uger før Althinget, og under Althingstiden og 2 Uger efter samme, skjøndt han da forlader Tjenesten, saa er hans lovlige Hjem og Thingstavn paa den Bondes Bopæl, hvor han har været i de 6 Uger, og der kan han gyldigen stævnes. Arbeider en Mand for Dagløn, kan han gyldigen stævnes, hvor han i Sommerarbeidstiden opholder sig en halv Maaned eller længere. Men opholder han sig ingensteds en halv Maaned paa eet Sted under Sommerarbeidstiden, kan man gyldigen stævne ham, hvor han i den Tid har opholdt sig i det mindste i 3 Nætter; har han intetsteds været saa længe, kan man stævne ham, hvor han, saavidt man veed, sidst har haft Natteherberge. I alle Tilfælde, naar man ikke veed en Mands lovlige Hjemstavn, og man ikke har Lejlighed til at forelægge ham lovligt Spørgsmaal derom, kan man gyldigen stævne ham, hvor han, saavidt man veed, sidst har haft lovligt Hjem; man skal tilkalde sine 5 Nabobønder til Udsagn, om det er det sidste Hjem man vidste han havde, eller ikke, samt om man har haft Leilighed til at forelægge ham de lovlige Spørgsmaal derom eller ikke. Kun i det Tilfælde er man pligtig at spørge en Mand om hans Hjemstavn, for derefter at bestemme Stævningsstedet, dersom man træffer den Mand og kommer til at tale med ham under saadanne Omstændigheder, at man kjender ham og man har Vidner, man kan tilkalde, og det er paa et Tidspunkt, da man har erfaret Forurettelsen og man vil stævne ham. .
+Tager nogen sig Tjeneste for et Aar og er i Tjenesten 2 Uger før Althinget, og under Althingstiden og 2 Uger efter samme, skjøndt han da forlader Tjenesten, saa er hans lovlige Hjem og Thingstavn paa den Bondes Bopæl, hvor han har været i de 6 Uger, og der kan han gyldigen stævnes. Arbeider en Mand for Dagløn, kan han gyldigen stævnes, hvor han i Sommerarbeidstiden opholder sig en halv Maaned eller længere. Men opholder han sig ingensteds en halv Maaned paa eet Sted under Sommerarbeidstiden, kan man gyldigen stævne ham, hvor han i den Tid har opholdt sig i det mindste i 3 Nætter; har han intetsteds været saa længe, kan man stævne ham, hvor han, saavidt man veed, sidst har haft Natteherberge. I alle Tilfælde, naar man ikke veed en Mands lovlige Hjemstavn, og man ikke har Lejlighed til at forelægge ham lovligt Spørgsmaal derom, kan man gyldigen stævne ham, hvor han, saavidt man veed, sidst har haft lovligt Hjem; man skal tilkalde sine 5 Nabobønder til Udsagn, om det er det sidste Hjem man vidste han havde, eller ikke, samt om man har haft Leilighed til at forelægge ham de lovlige Spørgsmaal derom eller ikke. Kun i det Tilfælde er man pligtig at spørge en Mand om hans Hjemstavn, for derefter at bestemme Stævningsstedet, dersom man træffer den Mand og kommer til at tale med ham under saadanne Omstændigheder, at man kjender ham og man har Vidner, man kan tilkalde, og det er paa et Tidspunkt, da man har erfaret Forurettelsen og man vil stævne ham.
 Vil en Tjenestekarl ikke begive sig til en Tjeneste han har taget, eller forlader Tjenesten uden lovlig Grund, straffes han med 3 Marks Bod og kan Husbonden paa sin Bopæl stævne ham med Hensyn til Lønnen, ifald han har betalt ham den. Bryder Bonden Overenskomsten med Tjenestekarlen, straffes han med 3 Marks Bod.

@@ Linje 734: / Linje 734: @@
 En Bonde, der ingen Tjenestekarle har, kan [kun] gyldigen tilkaldes, naar han har saa megen Formue, at 2 Koesværdier falde paa hver af dem, som han har at forsørge.
-Samles der Folk til Modstand mod de Mænd, som skulle tilkalde Kvidmænd, og de paa Grund af Vold ikke ere istand til at iværksætte Tilkaldelsen, da kan man forelage Stævning i den Sag, hvori Tilkaldelsen skulde skee, paa det Sted, hvor de kunne trænge længst frem for at stævne; og høre Modstanderne ikke Stævningen, kan man lyse den (23), og [derefter] tilkalde 9 Nabobønder paa Thinge; og skal det regnes, som om ingen Kvidmand er blevet tilkaldt hjemme i Bøigden, naar man ikke har været istand til at kunne tilkalde dem alle.
+Samles der Folk til Modstand mod de Mænd, som skulle tilkalde Kvidmænd, og de paa Grund af Vold ikke ere istand til at iværksætte Tilkaldelsen, da kan man foretage Stævning i den Sag, hvori Tilkaldelsen skulde skee, paa det Sted, hvor de kunne trænge længst frem for at stævne; og høre Modstanderne ikke Stævningen, kan man lyse den (23), og [derefter] tilkalde 9 Nabobønder paa Thinge; og skal det regnes, som om ingen Kvidmand er blevet tilkaldt hjemme i Bøigden, naar man ikke har været istand til at kunne tilkalde dem alle.
 Vil en Mand reise bort ud af Landet, kan han, om han vil, overdrage en anden at anlægge eller forsvare sin Sag og at varetage sit Gods, som han her efterlader. Den Haandslagscontract skal gjælde i 3 Vintre, men fra den Tid ere hans nærmeste Arvinger berettigede til at bevare Godset.

@@ Linje 676: / Linje 676: @@
 <font color=DarkSlateGrey>
 <ol start="20">
-<li>Lovsagmand fra 1109 til 1117.</li>
+<li>Lovsigmand fra 1109 til 1117.</li>
 </ol>
 </font color=DarkSlateGrey>

@@ Linje 591: / Linje 591: @@
 <center>'''<span id="62">62.</span> Namsret'''</center>
-Det er fastsat, at over hver Mand, som er bleven dømt til Fjørbaugsmand eller Skovmand, skal Namsret holdes. Begjæring om Namsret skal ved Thingets Slutning fremsættes for den Gode, i hvis Thinglaug den skyldige er; og skal Namsretten afholdes 14 Dage efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag, paa den skyldiges Bopæl, i Pileskuds Afstand fra samme, paa et Sted, hvor der hverken er Ager eller Eng. Men veed Sagsøgeren ikke den domfældtes Bopæl, da skal han holde Namsretten paa den Godes Bopæl, hos hvem Sagsøgeren er i Thinglaug. Dersom han ikke veed hvor han er i Thinglaug, skal der forholdes paa samme Maade, som naar han ikke veed hans Hjemstavn. Det er fastsat, at han skal til Vidnesbyrds Afgivelse tre Nælter eller længere Tid før Namsretten tilkalde de Vidner, der vare tilstede ved Afsigelsen af Dommen, dersom den skyldiges Straf blev bestemt ved Dom, men ellers de Vidner, der bleve tilkaldte, da han ved Forlig var bleven erklæret for Fjørbaugsmand eller Skovmand, og skal man [i Tilfælde af at den skyldige ikke personlig har sluttet Forliget] lade føre de Vidner, der ved Forliget bleve tilkaldte ved Afgivelsen af Vidnesbyrdet om, at den skyldige har givet en anden Fuldmagt til at afslutte Forliget om Straffen. De som have Gjæld at fordre af den skyldige, skulle have ved Haanden Vidner om, at de have afkrævet ham Gjælden, men de som ei have Vidner, skulle have Nabobønder; de skulle tilkaldes idetmindste 4 Nætter før. Den som har forfulgt den skyldige til Straf, har 3 Nætter eller længere Tid før at tilkalde Nabobønder, for at give Kvidudsagn om, hvilke Gjenstande der blive at confiskere. Disse Nabobønder ere ligeledes pligtige til afgive Udsagn om alle de Fordringer, som de, der have Gjæld at fordre af den domfældte, fremkomme med uden at have Vidner til at bevise samme.
+Det er fastsat, at over hver Mand, som er bleven dømt til Fjørbaugsmand eller Skovmand, skal Namsret holdes. Begjæring om Namsret skal ved Thingets Slutning fremsættes for den Gode, i hvis Thinglaug den skyldige er; og skal Namsretten afholdes 14 Dage efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag, paa den skyldiges Bopæl, i Pileskuds Afstand fra samme, paa et Sted, hvor der hverken er Ager eller Eng. Men veed Sagsøgeren ikke den domfældtes Bopæl, da skal han holde Namsretten paa den Godes Bopæl, hos hvem Sagsøgeren er i Thinglaug. Dersom han ikke veed hvor han er i Thinglaug, skal der forholdes paa samme Maade, som naar han ikke veed hans Hjemstavn. Det er fastsat, at han skal til Vidnesbyrds Afgivelse tre Nætter eller længere Tid før Namsretten tilkalde de Vidner, der vare tilstede ved Afsigelsen af Dommen, dersom den skyldiges Straf blev bestemt ved Dom, men ellers de Vidner, der bleve tilkaldte, da han ved Forlig var bleven erklæret for Fjørbaugsmand eller Skovmand, og skal man [i Tilfælde af at den skyldige ikke personlig har sluttet Forliget] lade føre de Vidner, der ved Forliget bleve tilkaldte ved Afgivelsen af Vidnesbyrdet om, at den skyldige har givet en anden Fuldmagt til at afslutte Forliget om Straffen. De som have Gjæld at fordre af den skyldige, skulle have ved Haanden Vidner om, at de have afkrævet ham Gjælden, men de som ei have Vidner, skulle have Nabobønder; de skulle tilkaldes idetmindste 4 Nætter før. Den som har forfulgt den skyldige til Straf, har 3 Nætter eller længere Tid før at tilkalde Nabobønder, for at give Kvidudsagn om, hvilke Gjenstande der blive at confiskere. Disse Nabobønder ere ligeledes pligtige til afgive Udsagn om alle de Fordringer, som de, der have Gjæld at fordre af den domfældte, fremkomme med uden at have Vidner til at bevise samme.
 Dersom trængende komme til Namsretten, skal der fordres Udsagn af Tylfterkviden, om de ere berettigede til at forsørges af den domfældte eller ikke. Dem skal man erklære for berettigede til Forsørgelse af ham, som han er nærmest eventuel Arving til, og desuden dem, som Nabobønder ved Kvidudsagn bevise, at han har modtaget Penge med, [ifølge Forsørgelses- eller Arvesalgscontract], og det saaledes, at Vilkaarene paa begge Sider have været billige. Men ere flere lige nær beslægtede med den trængende, da skulle de omtalte Nabobønder dele Forsørgelsespligten mellem dem; for den Deel, som Forsørgelsespligten vilde tilkomme den domfældte, skal den trængende dømmes til at gaae paa Omgang. Naar man er bleven domfældt paa Grund af Paterniteten til et Barn, er det ikke nødvendigt at bringe dette til Namsretten [for at træffe Bestemmelse om dets Forsørgelse]. Men dersom [ellers] de Mænd, som dertil ere pligtige, ikke føre den domfældtes trængende Slægtninge til Namsretten, da paadrage de sig selv Forsørgelsespligten, dog uden at deres Arvinger [efter deres Død] ere pligtige at fortsætte Forsørgelsen.

@@ Linje 584: / Linje 584: @@
 Vi skulle holde Leidsammenkomster [Høstmøder], og skulle de Goder, som ere i Thinglaug sammen, afholde Høstmøde sammen; det skal holdes paa deres Vaarthingsted, med mindre de faae [Lovrettens] Tilladelse til at indrette det anderledes. Høstmødet skal ikke holdes sildigere end den Søndag, da der, Løverdagen før, ere 8 Uger tilbage af Sommeren; tidligere skal Høstmøde ei holdes end 14 Nætter efter Althingets Slutning. Men intet Høstmøde skal være kortere end en Dag, fra Morgen til Aften, og ikke længere end to Nætter. Høstmødet skal indvies ganske som et Thing, og for Fornærmelser udøvede paa indviet Høstmøde forhøies den personlige Bod som paa Thinge.
-Der paa Høstmødet skulle forkyndes alle nye Love, og Beregning af Aarstideme [for det nys begyndte Aar] og Bestemmelser om Tamperdages Helligholdelse og om Begyndelsen af Langefasten, samt om Aaret er et Skudaar, og om Tillægsdage blive at føie til Sommeren, samt om man skal møde tidligere paa Althinget end naar 10 Uger ere forløbne af Sommeren. Men dette skal foredrages af den Gode, som det tilkommer at fredlyse Thinget, med mindre han og de andre Goder have fordelt det paa anden Maade imellem sig.
+Der paa Høstmødet skulle forkyndes alle nye Love, og Beregning af Aarstiderne [for det nys begyndte Aar] og Bestemmelser om Tamperdages Helligholdelse og om Begyndelsen af Langefasten, samt om Aaret er et Skudaar, og om Tillægsdage blive at føie til Sommeren, samt om man skal møde tidligere paa Althinget end naar 10 Uger ere forløbne af Sommeren. Men dette skal foredrages af den Gode, som det tilkommer at fredlyse Thinget, med mindre han og de andre Goder have fordelt det paa anden Maade imellem sig.
 Alle [rette] Thingmænd ere berettigede til, om de ville, at bygge sig Boder paa deres Thingsted; de ere berettigede til at have deres Heste der, medens de ere paa Høstmøde eller Vaarthing eller medens de opføre deres Boder der. Dersom Mænd, som ere komne til et andet Thinglaug, eie Boder paa Thingstedet, da ere de ikke berettigede til oftere at opføre [nye] Boder der, men de kunne istandsætte deres Boder hvis de ville; opføre de Boder der, da falde Boderne til Grundeieren, hvad enten denne er en af Thinglaugets Thingmænd eller ikke, men hin straffes for Opførelsen af Boden. Naar Folks Boder enten paa Althinget eller Vaarthinget styrte ned og falde til Jorden og ligge saaledes nede i 3 Sommere, da er, hvo som vil, berettiget til der at gjøre sig Bod.

@@ Linje 575: / Linje 575: @@
 Dersom en Mand bliver forvist eller fredløs ifølge Forlig. Men da bliver han forvist eller fredløs ifølge Forlig, dersom han ved Haandslag slutter Overenskomst, om at overtage Straffen, eller han giver Haandslag paa, at den anden skal, om han vil, bestemme hans Straf. Det er fastsat, at ikke kan een Mand bestemme Nogens Straf, med mindre Straffen angives samtidig med at han ved Haandslag overdrager til hiin at bestemme Straffen, og de da strax slutte Overenskomst derom. Dersom den skyldige har givet Haandslag paa, at den anden kan bestemme hans Straf, dersom han vil, da kan Voldgiftsmanden ikke bestemme hans Straf paa anden Maade, end ved at udnævne 11 Mænd, men selv skal han være den 12te Mand. Men dersom hans Straf var bleven betegnet, da Bestemmelsen af samme ved Haandslag blev voldgivet, da kunne Voldgiftsmændene ikke bestemme nogen anden Straf for ham, end der under Vidners Tilkaldelse var angivet. Men førend Voldgiftskendelsen forkyndes, skulle i Voldgiftsmændenes Paahør de Vidner føres, der bleve tilkaldte, da den skyldige ved Haandslag voldgav Bestemmelsen af Straffen. Dersom en anden end han selv [paa hans Vegne] ved Haandslag voldgav Bestemmelsen af Straffen, da skal, førend Voldgiftskendelsen forkyndes, de Vidner føres, der bleve tilkaldte, da den skyldige havde overdraget til ham ved Haandslag at voldgive Bestemmelse af Straffen. Vidnerne skulle forud aflægge Ed, og saaledes skulle de aflægge Ed og afgive Vidnesbyrd, at Voldgiftsmændene høre det. Dersom en Mand overdrager til en anden at fastsætte hans Straf, eftersom han vil bestemme den. Usque in finem. da bør det være gyldigt. Dersom man ved Haandslag overdrager til en anden Bestemmelsen af hans Straf og angiver Straffen bestemt, da er det ikke nødvendigt at afsige Dom. Straffen kan da forkyndes paa Lovbjerget. Ei kan en Mands Straf bestemmes ved Voldgift, med mindre Straffegraden er bleven bestemt, da han ved Haandslag overdrog til den paagjældende Ret til at bestemme Straffen; og han kan ikke ved Voldgift bestemme Straffen, uden han gjør det selv tolvte. Men Vidnesbyrdet om Overdragelsen af Voldgiften skal føres inden nogen anden Mand ved Haandslag slutter Forlig om hans Straf. Vidnerne skulle aflægge Ed og afgive Vidnesbyrd saaledes, at Voldgiftsmændene høre det. Disse ere Lov-Straffe i vort Land: dersom man bliver gjort til Skovmand, der ei maa føres ud af Landet, eller til Fjørbaugsmand, men den tredie bestaaer i, at Fjørbaugsstraffen skjærpes saaledes, at den straffede ikke faaer Ret til at føres tilbage til Landet.
-Dersom der ere to søgsmaalsberettigede i samme Sag og den ene vil anlægge Sagen paa Vaarthinget, den anden paa Althinget, da skal den raade, som vil anlægge den for Althinget. Men dersom den anden allerede har beredet Sagen til Anlæggelse paa Vaarthinget, da er den anden beretliget til, hvilken af Delene han vil, at anlægge Sagen paa Althinget og lade nedlægge Forbud mod Sagens Fremme [paa Vaarthinget], eller ogsaa [bagefter] stævne Vaarthings Dommen til at kjendes uefterrettelig.
+Dersom der ere to søgsmaalsberettigede i samme Sag og den ene vil anlægge Sagen paa Vaarthinget, den anden paa Althinget, da skal den raade, som vil anlægge den for Althinget. Men dersom den anden allerede har beredet Sagen til Anlæggelse paa Vaarthinget, da er den anden berettiget til, hvilken af Delene han vil, at anlægge Sagen paa Althinget og lade nedlægge Forbud mod Sagens Fremme [paa Vaarthinget], eller ogsaa [bagefter] stævne Vaarthings Dommen til at kjendes uefterrettelig.
 Dersom 2 Fjørbaugssager haves imod een Mand og for samme Domstol, da skal han dømmes til Skovmand, dersom der er samme Sagsøger i begge Sager. Dersom disse 2 Sager haves imod een Mand, nemlig Fjørbaugssag og Skovgangssag for een Ret, da skal Dommen bestemmes i Henhold til Skovgangssagen, og skal Sagsøgeren i samme holde Namsret. Men om 2 Skovgangssager haves mod een Mand og der ere 2 [forskjellige] Sagsøgere i de Sager, da skulle de indbyrdes kaste Lod om, hvem af dem skal afholde Namsretten, men hver af dem skal medbringe sine Bevismidler til Namsretten og lade føre Vidnesbyrd om, hvorledes hans Straf ved Dommen blev bestemt. Men de ere begge lige berettigede til det ved Namsretten forbrudte Gods og til at anlægge Sag i Anledning af Underhold, der ydes ham. Men dersom 2 Mænd have Sager imod samme Mand, da skulle de indbyrdes kaste Lod om, hvem af dem skal afholde Namsretten. Nu hvilke end de Retskrænkelser ere, for hvilke han af begge kunde paastaaes domfældt, da skulle de fordele det saaledes imellem sig, som om de begge havde gjort ham til Skovmand. Men dersom Retskrænkelserne mod den ene ere mindre end imod den anden, da er det som om den sidste alene havde faaet ham domfældt; men dele skulle de det forbrudte Gods i alle andre Henseender som ellers. Hvad enten der fattes meget eller lidet i at hans Straf kunde bestemmes til Skovgang med Forbud mod at føre ham ud af Landet, og dersom der opstaaer en Skovgangssag imod ham, da skal han sagsøges som skyldfri Mand og søges til fuld [Skovgangs] Straf. Dersom en Mand bliver Fjørbaugsmand, da skulle Mænd ikke forbyde ham Udenlandsreise; og ei bør hans Straf at skjærpes, med mindre han gjør sig skyldig i saadan Forseelse, hvorfor han bliver Skovmand. Naar en Mands Straf bliver bestemt ved i Forlig eller paa Vaarthinget, og der [iforveien] henstaae uafgjorte Sager imod ham, enten Fjørbaugssag eller Skovgangssag, da skal den Mand, som har at søge de Sager, stævne den, som har faaet Straf erklæret over den skyldige, og i Stævningen paastaae ham dømt til Fjørbaugsgaard, fordi han svigagtig har faaet Straf erklæret over den skyldige og fordi han derved har villet forspilde hans Sag, og at han ei vilde have sagsøgt ham, dersom ikke hin Sag henstod uafgjort imod ham; og skal han tilkalde 9 Bønder, Naboer af den sagsøgte til Udsagn om det har været hans Hensigt at anlægge den Sag imod ham for [virkelig] at gjøre den skyldige forvist eller løs, og om han derved har villet forspilde den Sag, som Sagsøgeren har imod den skyldige. Dersom Kviden giver det Udsagn, at han derved vilde forspilde hans Sag, da gjælder det Fjørbaugsgaard for den, som har faaet Straffen erklæret over ham og det hedder Svigstraf, og bør Dommen [hvorved den er fastsat] da kjendes ugyldig.

@@ Linje 193: / Linje 193: @@
 Dersom en Mand vil rydde Domstol, da skal han nævne sig Vidner: »jeg nævner til det Vidnesbyrd, at jeg sværger Ed paa Korset, Lov-Ed, og siger det Gud, at jeg vil saaledes rydde en Mand af Domstolen, som jeg troer det sandest og rettest og mest stemmende med Loven.« Dersom han ikke ønsker at sværge oftere i Sagen, da skal han tilføie: »saaledes vil jeg søge Sager« — skal han sige — »og værge Sager, og fremstille Vidner og føre Vidnesbyrd, og foretage alle lovlige Handlinger, hvilke det tilkommer mig at udføre, medens jeg er paa dette Thing.« Den som anvender Forkastelsesretten, skal begynde Frændskabsopregningen ved [to] Brødre, eller ved Broder og Søster, eller ved [to] Søstre, og tælle Leddene paa begge Sider, indtil man er kommen til den Mand, som sidder i Domstolen, og den Mand [den ryddendes Modpart], som er Sagsøger eller Sagvolder i den Sag. Dersom den, som [saaledes] har opregnet Frændskabet, er fjernere beslægtet med Sagsøgeren eller Sagvolderen [paa hvis Vegne det skeer] end Næstsødskendebarn, da behøves ikke andre Mænd for, som Mededsmænd, paa sin Ære, at bevidne Rigtigheden af Frændskabsopregningen. Dersom man angiver Frændskabet paa den Maade, at Dommeren er beslægtet med Modparten enten i den eller i den Slægtskabsgrad [uden at anføre det bestemt], da er han ei pligtig til at reise sig af Domstolen. Dersom man anfører Frændskabet urigtig, eller afgiver falsk Vidnesbyrd paa Althinget, da gjælder det Skovgang. Paa Grund af Slægtskab til dem skal man rydde, som ere rette Sagsøgere eller Sagvoldere [uden Hensyn til Dommerens Slægtskab med dem, som paa disses Vegne maatte føre Sagen.] Ret er det, at hvem, som vil, forlanger Værnkvid for den Mand, hvem Sag gives, dersom han ei er paa Thinge og han ei har overdraget til nogen Mand at føre sit Forsvar; ei kan den Mand rydde Domstol, som ikke har overtaget Forsvaret i Sagen af den sagsøgte, men rydde kan han alle Kvider, eftersom han vil. Lige Ret til Rydning har hver af Parterne, de, som søge, og hine, som værge.
-Næstsødskendebørn skulle reise sig fra Domstolen og de som ere nærmere beslægtede med Modparten, eller, i Drabssager, med Drabsmanden, den dræbte eller Sagsøgeren, — samt tre nærbesvogrede: dersom man er gift med en Mands Datter eller Søster eller Moder, hvo af dem som er gift med den andens Frænke, den Mand, som sidder i Domstolen, eller Parten. Tre aandelig beslægtede skulle reise sig fra Domstolen: dersom den ene har holdet den anden under Primsignelse eller under Daab eller under Biskops Haand [Confirmation]; ei skal man anvende Forkastelsesret formedelst aandeligt Slægtskab imellem Dommeren og sig selv. Mænd skulle nævne sig Vidner: »til det Vidnesbyrd, at jeg erklærer paa min Ære, at det er sand og ret Opregning af Frændskab imellem dem« — og nævne dem begge, den, der af Domstolen skal ryddes, og Modparten. Dersom han rydder paa Grund af Svogerskab: »jeg erklærer paa min Ære, at det Svogerskab finder Sted imellem dem, at han er gift med den Kone, eller var gift med hende, da jeg vidste sidst;« da bliver bans Bevidnelse paa sin Ære gyldig, om hin end [senere] er skilt fra Konen men ei er det da Pligt for ham at reise sig fra Domstolen. Naar en Mand vil rydde Domstol paa Grund af aandeligt Slægtskab, da skal han bevidne paa sin Ære, hvilket aandeligt Slægtskab der er imellem dem, Parten og Dommeren, og nævne hver af dem. Dersom han skal rydde Domstol paa Grund af uafgjorte Drabssager, da skal hin opregne Frændskab imellem den, som sidder i Domstolen, og enten Drabsmanden, eller Sagsøgeren for Drabet, eller den dræbte, og erklære paa sin Ære at det »er sand og ret Opregning af Frændskabet mellem dem paa begge Sider, som nu er fremsagt, og der ere disse uafgjorte Sager imellem Modparten og den som sidder i Domstolen« — og skal han nævne hver af dem ved Navn. Ifølge Slægtskab med den Mand skal man rydde, paa Grund af uafgjorte Drabssager, som [af Sagsøgeren, blandt de flere Deltagere i Drabet,] er kaaret til Drabsmand efter Loven [og af hvis Æt Frændebøder for Drabet derfor skulde udredes], men ikke ifølge Slægtskab med flere Mænd, skjøndt de have været med ved Drabet.
+Næstsødskendebørn skulle reise sig fra Domstolen og de som ere nærmere beslægtede med Modparten, eller, i Drabssager, med Drabsmanden, den dræbte eller Sagsøgeren, — samt tre nærbesvogrede: dersom man er gift med en Mands Datter eller Søster eller Moder, hvo af dem som er gift med den andens Frænke, den Mand, som sidder i Domstolen, eller Parten. Tre aandelig beslægtede skulle reise sig fra Domstolen: dersom den ene har holdet den anden under Primsignelse eller under Daab eller under Biskops Haand [Confirmation]; ei skal man anvende Forkastelsesret formedelst aandeligt Slægtskab imellem Dommeren og sig selv. Mænd skulle nævne sig Vidner: »til det Vidnesbyrd, at jeg erklærer paa min Ære, at det er sand og ret Opregning af Frændskab imellem dem« — og nævne dem begge, den, der af Domstolen skal ryddes, og Modparten. Dersom han rydder paa Grund af Svogerskab: »jeg erklærer paa min Ære, at det Svogerskab finder Sted imellem dem, at han er gift med den Kone, eller var gift med hende, da jeg vidste sidst;« da bliver hans Bevidnelse paa sin Ære gyldig, om hin end [senere] er skilt fra Konen men ei er det da Pligt for ham at reise sig fra Domstolen. Naar en Mand vil rydde Domstol paa Grund af aandeligt Slægtskab, da skal han bevidne paa sin Ære, hvilket aandeligt Slægtskab der er imellem dem, Parten og Dommeren, og nævne hver af dem. Dersom han skal rydde Domstol paa Grund af uafgjorte Drabssager, da skal hin opregne Frændskab imellem den, som sidder i Domstolen, og enten Drabsmanden, eller Sagsøgeren for Drabet, eller den dræbte, og erklære paa sin Ære at det »er sand og ret Opregning af Frændskabet mellem dem paa begge Sider, som nu er fremsagt, og der ere disse uafgjorte Sager imellem Modparten og den som sidder i Domstolen« — og skal han nævne hver af dem ved Navn. Ifølge Slægtskab med den Mand skal man rydde, paa Grund af uafgjorte Drabssager, som [af Sagsøgeren, blandt de flere Deltagere i Drabet,] er kaaret til Drabsmand efter Loven [og af hvis Æt Frændebøder for Drabet derfor skulde udredes], men ikke ifølge Slægtskab med flere Mænd, skjøndt de have været med ved Drabet.
 Dersom den, som paa sin Ære har bevidnet Frændskabet, ikke er ret Opregner [ikke er fjernere beslægtet med den, paa hvis Vegne han anvender Forkastelsesretten, end Næstsødskendebarn], da skal han have to andre Mænd, som skulle erklære paa sin Ære, at »det er sand og ret Opregning af Frændskabet, som han foretog« — og nævne ham ved Navn. Mededsmændene skulle sværge de Eder, som bør ledsage en Bevidnelse paa sin Ære. Med Hensyn til Mededsmændenes Frændskab med Modparten skal man vælge dem saaledes, at de ere fjernere beslægtede med ham end Næstsødskendebarn. Den, som anvender Forkastelsesretten, skal nævne Vidner paa, »at jeg tager dig ud af Domstolen« — og nævne ham ved Navn — »fordi at nu er ret Lov-Rydning skeet« — og angive, om han tager ham ud af Domstolen ifølge sin egen Forkastelsesret eller en anden Mands [nemlig Partens, der ikke selv fører sin Sag]. Dersom han ikke vil reise sig fra Domstolen, men vil ligefuldt blive siddende, da er det Thingkrænkelse, og gjælder det Fjørbaugsgaard. Da skal han nedlægge Forbud mod hans Sæde i Domstolen. Dersom Goden ikke har selv hørt paa hans Rydning, og ei heller den, som er ryddet, da skal han gaae til Godens Bod og sige ham, at han har ryddet hans Trediedelsmand af Domstolen, og betegne Domstolen, og nævne Dommeren ved Navn, og nævne hans Fader eller Moder. Dersom Goden ikke vil troe, at han har rettelig ryddet Dommeren, da er den ryddende pligtig at fremsige alle de Ord for Goden, som han talede, da han ryddede Dommeren af Domstolen, dog uden at han behøver at sværge Ed. Kan han ikke naae at gaae ind i Boden, da skal han fremsige Rydningsordene foran Boddøren, saaledes at hine høre det ind. Han skal fremsige Rydningsordene, hvor de kunne komme fremmest, dersom de ikke naae at gaae til Boden. Dersom de gaae ind i Boden, og der mellem de Mænds Æt, som ere bodfaste der, og deres Æt, der gaae ind, henstaae uafgjorte Drabssager, saaledes at hine, som den dræbtes Frænder, kunne forbyde disse, som Drabsmandens Frænder, at dele Tag med sig, da skulle de indtrædende gaae ud, og den først, som sidst gik ind. Dersom Goden fritager den ryddende for at fremsige Rydningsordene anden Gang, da skal den ryddende tilkalde Vidner paa Fritagelsen, og er Goden da pligtig at udnævne en anden Dommer strax, saaledes, at han kan see det, ifald han vil give Agt derpaa. Dersom han ikke saae, hvem Goden udnævnte til Dommer anden Gang, da er Goden pligtig at sige ham, hvem han har udnævnt til Dommer, naar han spørger derom, og nævne Dommeren ved Navn, saavelsom hans Fader, eller Moder, dersom de vare islandske. Dersom Goden ikke vil sige det, da skal den ryddende nævne sig Vidner: »til det Vidnesbyrd« — skal han sige — »at jeg beder dig« — og nævne Goden, — »at sige, hvem du udnævnte til Dommer« — og betegne Domstolen — »jeg beder dig Lov-Bøn.« Dersom Goden da ikke vil sige det, bliver han skyldig til Bod og Fortabelse af sit Godord. Dersom han ikke træffer Goden, da skal han fremføre sin Begjering ved hans Plads [i Lovretten], og angive, hvor Goden har sin Bod. Dersom Goden søger at undgaae at tale med ham, paa det at han ikke skal faae Vished om, hvem han har udnævnt til Dommer, eller han forhaler Dommerudnævnelsen, paa det at færre Dommere skulle blive ryddede, da gjælder det ham Bod og Fortabelse af sit Godord. Naar Mænd rydde Domstole, da er den, som er ryddet, pligtig at reise sig fra Domstolen, dersom Rydningsord ere blevne fremsagte efter Loven, om end Bevidnelsen paa sin Ære er feilagtig [i Henseende til Slægtskabs- eller Svogerskabsgradens nøiagtige Betegning], undtagen naar Mænd bevidne Svogerskab paa sin Ære, og den, som sidder i Domstolen, [nu] er skilt fra Konen.

@@ Linje 191: / Linje 191: @@
 Den Mand, som vil anvende Forkastelsesretten mod en Domstol, han skal gaae derhen, hvor den Mand sidder i Domstolen, som han vil rydde, og tale saaledes at han eller den Gode, som udnævnte ham til Dommer, hører det; men om ingen af dem er der, da kan han dog fremsige Rydningsordene, hvor han troer, at den Mand har siddet, som han vil rydde af Domstolen, og er den Handling gyldig, om han end ikke veed at træffe lige det Sted, hvor den andens Plads har været. Sagsøgere og Sagvoldere kunne rydde Domstol om de ville, og skulle sværge Eder derved.
-Dersom en Mand vil rydde Domstol, da skal han nævne sig Vidner: »jeg nævner til det Vidnesbyrd, at jeg sværger Ed paa Korset, Lov-Ed, og siger det Gud, at jeg vil saaledes rydde en Mand af Domstolen, som jeg troer det sandest og rettest og mest stemmende med Loven.« Dersom han ikke ønsker at sværge oftere i Sagen, da skal han tilføie: »saaledes vil jeg søge Sager« — skal han sige — »og værge Sager, og fremstille Vidner og føre Vidnesbyrd, og foretage alle lovlige Handlinger, hvilke det tilkommer mig at udføre, medens jeg er paa dette Thing.« Den som anvender Forkastelsesretten, skal begynde Frændskabsopregningen ved [to] Brødre, eller ved Broder og Søster, eller ved [to] Søstre, og tælle Leddene paa begge Sider, indtil man er kommen til den Mand, som sidder i Domstolen, og den Mand [den ryddendes Modpart], som er Sagsøger eller Sagvolder i den Sag. Dersom den, som [saaledes] har opregnet Frændskabet, er fjernere beslægtet med Sagsøgeren eller Sagvolderen [paa hvis Vegne det skeer] end Næstsødskendebarn, da behøves ikke andre Mænd for, som Mededsmænd, paa sin Ære, at bevidne Rigtigheden af Frændskabsopregningen. Dersom man angiver Frændskabet paa den Maade, at Dommeren er beslægtet med Modparten enten i den eller i den Slægtskabsgrad [uden at anfere det bestemt], da er han ei pligtig til at reise sig af Domstolen. Dersom man anfører Frændskabet urigtig, eller afgiver falsk Vidnesbyrd paa Althinget, da gjælder det Skovgang. Paa Grund af Slægtskab til dem skal man rydde, som ere rette Sagsøgere eller Sagvoldere [uden Hensyn til Dommerens Slægtskab med dem, som paa disses Vegne maatte føre Sagen.] Ret er det, at hvem, som vil, forlanger Værnkvid for den Mand, hvem Sag gives, dersom han ei er paa Thinge og han ei har overdraget til nogen Mand at føre sit Forsvar; ei kan den Mand rydde Domstol, som ikke har overtaget Forsvaret i Sagen af den sagsøgte, men rydde kan han alle Kvider, eftersom han vil. Lige Ret til Rydning har hver af Parterne, de, som søge, og hine, som værge.
+Dersom en Mand vil rydde Domstol, da skal han nævne sig Vidner: »jeg nævner til det Vidnesbyrd, at jeg sværger Ed paa Korset, Lov-Ed, og siger det Gud, at jeg vil saaledes rydde en Mand af Domstolen, som jeg troer det sandest og rettest og mest stemmende med Loven.« Dersom han ikke ønsker at sværge oftere i Sagen, da skal han tilføie: »saaledes vil jeg søge Sager« — skal han sige — »og værge Sager, og fremstille Vidner og føre Vidnesbyrd, og foretage alle lovlige Handlinger, hvilke det tilkommer mig at udføre, medens jeg er paa dette Thing.« Den som anvender Forkastelsesretten, skal begynde Frændskabsopregningen ved [to] Brødre, eller ved Broder og Søster, eller ved [to] Søstre, og tælle Leddene paa begge Sider, indtil man er kommen til den Mand, som sidder i Domstolen, og den Mand [den ryddendes Modpart], som er Sagsøger eller Sagvolder i den Sag. Dersom den, som [saaledes] har opregnet Frændskabet, er fjernere beslægtet med Sagsøgeren eller Sagvolderen [paa hvis Vegne det skeer] end Næstsødskendebarn, da behøves ikke andre Mænd for, som Mededsmænd, paa sin Ære, at bevidne Rigtigheden af Frændskabsopregningen. Dersom man angiver Frændskabet paa den Maade, at Dommeren er beslægtet med Modparten enten i den eller i den Slægtskabsgrad [uden at anføre det bestemt], da er han ei pligtig til at reise sig af Domstolen. Dersom man anfører Frændskabet urigtig, eller afgiver falsk Vidnesbyrd paa Althinget, da gjælder det Skovgang. Paa Grund af Slægtskab til dem skal man rydde, som ere rette Sagsøgere eller Sagvoldere [uden Hensyn til Dommerens Slægtskab med dem, som paa disses Vegne maatte føre Sagen.] Ret er det, at hvem, som vil, forlanger Værnkvid for den Mand, hvem Sag gives, dersom han ei er paa Thinge og han ei har overdraget til nogen Mand at føre sit Forsvar; ei kan den Mand rydde Domstol, som ikke har overtaget Forsvaret i Sagen af den sagsøgte, men rydde kan han alle Kvider, eftersom han vil. Lige Ret til Rydning har hver af Parterne, de, som søge, og hine, som værge.
 Næstsødskendebørn skulle reise sig fra Domstolen og de som ere nærmere beslægtede med Modparten, eller, i Drabssager, med Drabsmanden, den dræbte eller Sagsøgeren, — samt tre nærbesvogrede: dersom man er gift med en Mands Datter eller Søster eller Moder, hvo af dem som er gift med den andens Frænke, den Mand, som sidder i Domstolen, eller Parten. Tre aandelig beslægtede skulle reise sig fra Domstolen: dersom den ene har holdet den anden under Primsignelse eller under Daab eller under Biskops Haand [Confirmation]; ei skal man anvende Forkastelsesret formedelst aandeligt Slægtskab imellem Dommeren og sig selv. Mænd skulle nævne sig Vidner: »til det Vidnesbyrd, at jeg erklærer paa min Ære, at det er sand og ret Opregning af Frændskab imellem dem« — og nævne dem begge, den, der af Domstolen skal ryddes, og Modparten. Dersom han rydder paa Grund af Svogerskab: »jeg erklærer paa min Ære, at det Svogerskab finder Sted imellem dem, at han er gift med den Kone, eller var gift med hende, da jeg vidste sidst;« da bliver bans Bevidnelse paa sin Ære gyldig, om hin end [senere] er skilt fra Konen men ei er det da Pligt for ham at reise sig fra Domstolen. Naar en Mand vil rydde Domstol paa Grund af aandeligt Slægtskab, da skal han bevidne paa sin Ære, hvilket aandeligt Slægtskab der er imellem dem, Parten og Dommeren, og nævne hver af dem. Dersom han skal rydde Domstol paa Grund af uafgjorte Drabssager, da skal hin opregne Frændskab imellem den, som sidder i Domstolen, og enten Drabsmanden, eller Sagsøgeren for Drabet, eller den dræbte, og erklære paa sin Ære at det »er sand og ret Opregning af Frændskabet mellem dem paa begge Sider, som nu er fremsagt, og der ere disse uafgjorte Sager imellem Modparten og den som sidder i Domstolen« — og skal han nævne hver af dem ved Navn. Ifølge Slægtskab med den Mand skal man rydde, paa Grund af uafgjorte Drabssager, som [af Sagsøgeren, blandt de flere Deltagere i Drabet,] er kaaret til Drabsmand efter Loven [og af hvis Æt Frændebøder for Drabet derfor skulde udredes], men ikke ifølge Slægtskab med flere Mænd, skjøndt de have været med ved Drabet.

@@ Linje 791: / Linje 791: @@
 Dersom en gift Tjenestekarl tager bort af Tjenesten paa Grund af Drabssager [der henstaae uafgjorte mellem hans Æt og en anden af Gaardens Folk] og hans Kone tager bort med, da straffes hun ikke, fordi hun forlader Tjenesten, og kan han gjøre Krav paa Godtgjørelse for hendes Afsavn af Vinterophold paa Gaarden; ligeledes dersom Konen tager bort paa Grund af uafgjorte Drabssager, og hendes Mand følger hende, kan der gjøres Krav paa Godtgørelse for Vinterophold for ham.
-Dersom Husbonden [naar en Tjenestekarl har fornærmet en anden Tjenestekarl] lader den Fornærmede tage bort, kan denne gjøre Krav paa Godtgjørelse for Vinterophold og skal ikke give Erstatning for, at de Arbeider han skulde forrette, ikke blive fuldførte. Dersom en Tjenestekarl tilføier sin Husbond en Fornærmelse, som straffes med fuld personlig Bod, skal Tjenestekarlen forlade Tjenesten uden at faa nogen Godtgjørelse for Afsavnet af Vinterophold, og kan Bonden derhos anlægge Sag imod ham. Dersom en Tjenestekarl taler saadanne Ord til Husbonden, som straffes med halv personlig Bod, skal han forlade Tjenesten; gjør han det ikke, regnes Fornærmelsen som om den egnede sig til fuld personlig Bod, og straffes han derfor med Landsforvisning. Dette er det eneste Tilfælde, hvor der for Fornærmelser, der [kun] egne sig til halv personlig Bod, kan anlægges Sag (30). Endvidere er det bestemt med Hensyn til de Ord eller Gjerninger, hvorved Tjenestekarlen fornærmer sin Husbonde eller Madmoder og hvorfor der skal betales fuld personlig Bod, at dersom han ikke tager bort, fordobbles den personlige Bod. Dersom en Bonde jager sin Tjenestekarl bort af Tjenesten uden lovlig Grund, straffes han derfor med tre Marks Bøder, og kan Tjenestekarlen af Bonden fordre Godtgjørelse for Afsavnet af Ophold, hvis han har begjært det under Vidners Tilkaldelse, og denne da har nægtet ham det.
+Dersom Husbonden [naar en Tjenestekarl har fornærmet en anden Tjenestekarl] lader den Fornærmede tage bort, kan denne gjøre Krav paa Godtgjørelse for Vinterophold og skal ikke give Erstatning for, at de Arbeider han skulde forrette, ikke blive fuldførte. Dersom en Tjenestekarl tilføier sin Husbond en Fornærmelse, som straffes med fuld personlig Bod, skal Tjenestekarlen forlade Tjenesten uden at faa nogen Godtgjørelse for Afsavnet af Vinterophold, og kan Bonden derhos anlægge Sag imod ham. Dersom en Tjenestekarl taler saadanne Ord til Husbonden, som straffes med halv personlig Bod, skal han forlade Tjenesten; gjør han det ikke, regnes Fornærmelsen som om den egnede sig til fuld personlig Bod, og straffes han derfor med Landsforvisning. Dette er det eneste Tilfælde, hvor der for Fornærmelser, der [kun] egne sig til halv personlig Bod, kan anlægges Sag (31). Endvidere er det bestemt med Hensyn til de Ord eller Gjerninger, hvorved Tjenestekarlen fornærmer sin Husbonde eller Madmoder og hvorfor der skal betales fuld personlig Bod, at dersom han ikke tager bort, fordobbles den personlige Bod. Dersom en Bonde jager sin Tjenestekarl bort af Tjenesten uden lovlig Grund, straffes han derfor med tre Marks Bøder, og kan Tjenestekarlen af Bonden fordre Godtgjørelse for Afsavnet af Ophold, hvis han har begjært det under Vidners Tilkaldelse, og denne da har nægtet ham det.
 Dersom der mellem Folk, der ere paa samme Gaard, opstaae Drabssager af den Beskaffenhed, at en af Folkene som Slægtning til den Dræbte kan nedlægge Forbud imod at være sammen med en anden af Folkene som Drabsmandens Frænde, skal Drabsmandens Frænde tage bort fra Gaarden og nyde Godtgjørelse for Afsavn af Vinterophold, efter som Nabobønder vurdere det til. Sager, hvori saadant Forbud kan nedlægges, ere de hvor i det mindste en Øre skal betales [eller oppebæres] i Frændebøder for Drab, efter Reglerne om disse Bøders Beregning, nemlig naar man er beslægtet med Drabsmanden eller den Dræbte i 5te Led eller nærmere.