JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 19:13

2013-12-23T19:13:30Z

Jesper: Thor drager paa Eventyr med Loke (Adam Oehlenschläger)

2013-01-14T15:29:04Z

Thor drager paa Eventyr med Loke (Adam Oehlenschläger)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thor drager paa Eventyr med Loke (Adam Oehlenschläger)]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
 Poetiske skrifter
 Et episk Digt

<big>'''Thor drager paa Eventyr med Loke'''</big></center>

<blockquote>
1. Et Sagn, fuld værd at høre
 Med gamle Runer staaer;
 Laaner mig eders Øre,
 Mens jeg Guldharpen slaaer!
 Hvad i de mørke Skrifter
 Er sat med sindrig Hu
 Om Asernes Bedrifter,
 Det vil jeg tolke nu.

 2. Om Guders Færd mod Jetter,
 Om deres lange Tvist
 Og Kiærligheds Idrætter,
 Om Asa-Lokes List,
 Om Valhal vil jeg siunge,
 Om Thors Bersærkergang.
 Nu kommer, Gamle! Unge!
 Og lytter til min Sang.

 3. Det melder en gammel Sanger,
 Hvad nu I høre faaer:
 Et Land er nævnt Thrudvanger,
 Deri en Hofgaard staaer;
 Dens Lofte paa Piller ruge,
 Af Sale er Huset fuld:
 Fem hundred, fyrgetiuge,
 Og vel beklædt med Guld.

 4. Søer og grønne Volde
 Er trindt om Gaarden lagt,
 Med kobberrøde Skiolde
 Er hele Huset takt.
 Det Kobber kan man skue
 Fra Jordens dybe Dal;
 Høit straaler i sin Lue
 Den lyse Kæmpesal.

 5. Der boer den Gud for Krige,
 Den stærke Asa-Thor.
 Næst Odin, kan man sige,
 Er han meest høi og stor.
 Han styrker bolde Helte
 Alt med sin Manddomsaand;
 Om Lænd han har et Bælte,
 Staalhandske paa sin Haand.

 6. Miølner, hans tunge Hammer,
 Er dog hans bedste Skat;
 Hvorhelst med den han rammer,
 Der følger Døden brat.
 Naar Bæltet han griber efter,
 Og giorder om sin Lænd,
 Da voxe svart hans Kræfter
 Vel fremfor alle Mænd.

 7. Af Aser overvundet,
 Fra Dagens Lys forstødt,
 Til Biergets Mørke bundet,
 Hvor Alt er koldt og dødt,
 Utgarde-Lok' i Lænker,
 Den Jetters fule Drot,
 Paa Hevn der evig tænker
 Udi sit Fængselsslot.

 8. Thi drog han til den Ende
 Til Upsals Helligdom;
 Han slukte Offrets Brænde,
 Og rev de Altre om.
 Hofgoder der mon stande,
 Dem slog han ned for Fod,
 Og drak af Hovedpande
 Det fromme lunkne Blod.

 9. Da Odin brat erfared
 Den fule Idræt nu,
 Da snarlig aabenbared
 Sig Vreden i hans Hu.
 I Hast han sammenkaldte
 De Aser til et Raad,
 Og lydeligt fortalte
 Utgarde-Lokes Daad.

 10. Da nu de Aser hørte
 Den Kæmpes onde Spil,
 Sig deres Indvold rørte,
 Og deres Blod blev Ild.
 Enhver af Hevn mon tørste
 Ved hvad der nys var hændt;
 Til Jotunheimens Fyrste
 Han bad at vorde sendt.

 11. De Guder brat mon haste,
 Dog stærkest higed Thor.
 Da bød dem Odin kaste
 Guldtavel over Bord;
 Men først om trende Dage
 Bestemte han den Tid,
 At Ingen skulde drage
 Med Harm iilsindet did.

 12. Til Bords da Hver sig satte
 Med Higen i sit Sind.
 Thors Tanker var saa bratte,
 Han støtted Haand mod Kind.
 Man saae ham længe grunde;
 Den Herre tænkte paa,
 Hvorledes bedst han kunde
 Den Jotun straffet faae.

 13. Den asianske Herre
 Med staalbeklædte Bryst
 Tidt spænder for sin Kærre,
 Har til at age Lyst.
 De Bukke frem han kalder,
 Ud af den lune Stald.
 Naar Kærren vældigt gialder,
 Det kaldes Tordenskrald.

 14. Den er vel Loke nævnet
 Blandt asianske Mænd,
 Som ofte did er stævnet
 For Asketræet hen.
 Dannis er han tilsyne,
 Men Falskhed er hans Skik;
 Under hans Øienbryne
 Har han et listigt Blik.

 15. Stor Snildhed er ham skienket;
 De asianske Mænd
 Haver han ofte krænket,
 Og frydet tidt igien.
 Heel pyntelig i Tale
 Er han, og snild i Ord.
 Han sad i Odins Sale
 Paa Bænk med Asa-Thor.

 16. De vene Valhals Piger
 Med Kinden rosenrød
 Da rakte hver en Kriger
 En Drik saa saare sød.
 De største Horn udstukke
 De understærke Mænd.
 Thor ledte sine Bukke
 Da brat for Kærren hen.

 17. Med Søm han fast mon nagle
 Guldskoe til haarden Hov;
 Selen fra lette Skagle
 Han fæst om stærken Bov,
 Tog saa i Haand sin Hammer,
 Bød Loke fare med.
 Der gnistred Ild og Flammer,
 Saa hardt de foer afsted.

 18. Ned ad den hvalte Bue
 Da kiørte Auka-Thor;
 Der stod en Rosenlue
 Langs med de brede Spor.
 Heimdal i Hornet stødte,
 Da Kærren forbi ham gik;
 De syv Jomfruer mødte
 Gud Thor med milde Blik.

 19. Da saae man dybt fra Jorden
 Et svart og bistert Syn;
 Det buldrede med Torden,
 Det glimtede med Lyn.
 Guldkærren som en Svane
 Da skilte Skyen ad.
 Den høie Jotunbane
 Deri med Loke sad.

 20. Meldte da Loke fage,
 Bestandig arg i Hu:
 "Har du ei Lyst at drage
 Til Jotunheima nu?
 Dig brænder ingen Lue,
 Af Styrke har du nok;
 Lyster dig ei at skue
 Engang Utgarde-Lok'?

 21. Hvo veed, om hist du vinder
 Udi det Tærningspil?
 At staae for barske Fiender
 Skal Mod og Styrke til.
 Hvo iblandt Aser kneiser,
 Som du, i Kraft og Aand?
 Jeg tænker: bedst du reiser
 Da did paa egen Haand."

 22. Da svared Thor hiin stærke,
 En helt saa gram i Strid:
 "Paa vore Pandsersærke
 Ei kiendes Sværdebid.
 Min Hielm har ingen Skrammer,
 Den trodser Jernets Vold,
 Og hvor min Miølner rammer,
 Der styrter Dverg og Trold.

 23. Min Fader Alting skuer,
 Ham bør sig største Priis,
 Hans Øie kraftigt luer,
 Hans Aand er saare viis.
 Dog kan vel Thor sig raade;
 Det er min Stoltheds Gift,
 At takke Odins Naade
 For hver forundt Bedrift."

 24. Kiørte hen den bolde Herre,
 Den stærke Asa-Thor,
 Med Loke paa sin Kærre
 Ned ad den grønne Jord.
 Smaafugle sang paa Qviste,
 Sig bøied de smekkre Træer,
 Ret ligesom de vidste,
 At Valhals Gud var nær.

 25. Roser og smaae Violer
 Da falmed for hans Blik:
 Den spæde Blomst ei taaler
 Saa svar en Luedrik.
 Sig deres Kalke lukked
 Langs ad den stolte Vei;
 Det var ret, som de sukked,
 Fordi han saae dem ei.

 26. Da monne Solen dale,
 Dens røde Straaler veg;
 Over de Bølger svale
 Den gule Maane steg.
 Forbi to Kæmpehøie
 Da kiørte den Herre mild;
 Der smiilte først hans Øie
 Med en lemfældig Ild.

 27. De Skyer sig monne flytte
 Saa graaligt, langsomt frem.
 Da kom de til en Hytte,
 Det var en Bondes Hiem.
 Thor fra sin gyldne Kærre
 Da fordred Nattely.
 Bonden giensvarte: "Herre!
 Det vil jeg strax dig flye."

 28. Traadte med venligt Øie
 De Kæmper ind fra Toft;
 De maatte dybt sig bøie
 For Husets lave Loft.
 Der sad den Bondes Qvinde,
 Hans Dotter gik paa Stand
 Under de høie Linde.
 Hun var en Lilievand.

 29. Den Bonde sig monne neie
 Med Qvinden drøvelig;
 Han sagde: "Vi kan ei pleie
 Jer, som det burde sig.
 Nødtørftighed os tvinger
 At æde Jordens Rod."
 Da bød dem Miølners Svinger
 At have freidigt Mod.

 30. Den stærke Jotunbane
 Fat om sin Hammer tog,
 Alt efter gammel Vane
 Han sine Bukke vog.
 Qvinden da Dugen bredte,
 Hun var i Hu saa glad,
 Mens Loke tilberedte
 Saa qvægelig en brad.

 31. De er vel værd at høre,
 De underfulde Ord:
 De Bukke rundt kan kiøre
 Kring Jorden Asa-Thor;
 Til Nadver han dem føder,
 Kaster Skind og Been i Vraa:
 Naar aarle Solen gløder,
 De atter karske staae.

 32. Da kom fra grønne Skove
 Den Dreng med Qvist og Green.
 Loke de fede Bove
 Da stak paa skarpen Teen.
 Midt udi Bondens Stue,
 Alt paa de Fliser smaae,
 Brændte den muntre Lue,
 Heel lystigt ud det saae.

 33. Et Fad ei Bonden eied
 Udi sin hele Vold;
 Thi lagde, som han pleied,
 Gud Thor sin Steg i Skiold.
 De fede Gedebukke
 Da trøsteligt de nød.
 Det Blod som kom i Krukke,
 Var bleven liflig Miød.

 34. Da Nadveren var til Ende,
 Var Auka-Thor ei seen,
 Han Skindet ud mon spænde,
 Der skulde kastes de Been.
 Bondens Smaadreng behænde
 Da vilde sin egen Tarv:
 Han brød et Been i tvende,
 Og aad den stærke Marv.

 35. De Fugle qviddred glade
 I aarle Morgenstund.
 Da klædte de sig i Plade
 Alt efter korten Blund;
 De Vaaben de monne hærde,
 Bandt Skinner om Arm og Been,
 Og sleb de blanke Sværde
 Paa haarden Hvæssesteen.

 36. Da var det først, tilfulde
 Man Drengens List fornam:
 Bukken, som trække skulde,
 Var udi Hoften lam.
 Da Thor mon Læben bide,
 At lee ham ikke lysted;
 Knoklerne bleve hvide,
 Saa haardt han Miølner krysted.

 37. Hans Sener stærkt sig spændte;
 Jeg siger det for sand,
 Det Hvid' i Øiet udvendte
 Den understærke Mand.
 Sit Bryn han dybt lod synke,
 Ret som den vrede Biørn.
 Da maatte man vel ynke
 Den Bonde med Viv og Børn.

 38. De Varsler var heel onde,
 Den Nød var saare stor.
 Neied den usselig Bonde
 Sig dybt for Asa-Thor,
 Bød ham Alt, hvad han aatte,
 For Drengens onde Værk.
 Da smile vel han maatte,
 Den rige Kæmpe stærk.

 39. Han ynktes ved den Qvide,
 Ved Bondens store Nød;
 Hans Miner blev heel blide,
 Han op ham stande bød.
 Han sagde: "Vil du mig give
 Din Søn og Dotter bold,
 Da skal de hos mig blive,
 Og føre Stang og Skiold."

 40. Da maatte sig vel glæde
 Den Bonde af ganske Hu.
 I Staal og Pandserklæde
 Dem Loke førte nu.
 Thialf' og Roska liden
 Ei deres Glæde dulgte;
 Bestandig trofast siden
 Den stærke As de fulgte.

 41. Thrudvangers stolte Herre
 Drog frem med freidigt Mod;
 Hans Bukke med hans Kærre
 Til des hos Bonden stod.
 Til Jotunheim at vanke
 Lysted den stærke Mand.
 Droge de Kæmper ranke
 Da mod Troldkæmpe-Land.

 42. Det kan jeg fuld vel sige:
 Thialf' blev en Helt saa god,
 Han var en Kæmpes Lige
 I Førlighed og Mod;
 Det voldte stærken Spise.
 Dertil var han heel klog,
 Thor monne høit ham prise;
 Han bar den tunge Brog.

 43. Roska, den vene Søster,
 Vel havde Freias Maal;
 Om hendes trinde Bryster
 Sig hvælved blanken Staal.
 Som ingen Mø i Thule,
 Hun smiilte kiæk og huld;
 Over de Lokker gule
 Bar hun en Hielm af Guld.

 44. Med megen Larm og Bulder
 Gud Thor i Kobber gik,
 Med Miølner paa sin Skulder,
 Med Fasthed i sit Blik.
 Loke var ei betynget,
 Med lette Skridt han gled,
 Hans sorte Lok sig slynged
 Ad hvide Brynie ned.

 45. Som nu de Kæmper gode
 Sig rask afsted begav,
 Da pludselig de stode
 For et vredladent Hav.
 De stolte Bølger skummed,
 Og rørte hviden Bund;
 Vredeligt Ægir brummed
 Huult fra sin sorte Grund.

 46. I dybe Klippehaller
 Sidder den Herre svar,
 En Krone af Koraller
 Han om sin Tinding har.
 Han styrer Bølgen dunkel
 Med sin Baadshage-Stang,
 Besat med klar Karfunkel.
 Hans Haar og Skiæg er Tang.

 47. Naar med sin Stang han rager,
 Den understærke Gud,
 Da Havet vældigt brager,
 Og seer heel bistert ud.
 Paa Hlesey kan I finde
 Hans Muskelthrone staae.
 Ran er den Herres Qvinde,
 Hans Datter Bølgen blaa.

 48. Med Niord tidt Forbund fanger
 Den vaade Gud saa tryg;
 Niord paa sin rappe Ganger
 Da rider ad Bølgens Ryg.
 Dens vilde Flugt formindsker
 Vist Havets Rasen ei;
 Forfærdeligt den vrinsker
 Hen ad sin vaade Vei.

 49. Da Thor nu mon fornemme,
 Selv Loke frygtsom stod,
 Da hæved han sin Stemme,
 Og bad ham fatte Mod.
 "Du bød mig selv hiddrage,"
 Sagde den stærke Mand;
 "Nu vil vi ei forsage,
 I hvad der møde kan."

 50. Thi styrted som en Klippe
 I Havet Asa-Thor;
 Han lod ei Haabet glippe.
 De Andre efterfoer.
 Med Hielm og Pandsersærke,
 Opmuntret, uforsagt,
 Strede de Kæmper stærke
 Mod Havets store Magt.

 51. De stemte sig med Vælde
 Igiennem Fraad' og Tang;
 Under steile Fielde
 De hørte Havfruesang.
 Da gieldte det tilvisse,
 At bryde vaaden Rum;
 Høit over deres Isse
 Slog Havets hvide Skum.

 52. Det maa Enhver vel sige:
 Den understærke Thor
 I Styrke har ei Lige
 I Himmel, som paa Jord.
 Han sine Sener spændte,
 Han hialp de Andre hver,
 Ret som en Hval han rendte
 Forbi de skarpe Skiær.

 53. Kun sielden længe dvæler
 Den understærke Mand;
 Snart Midgardsormens Qvæler
 Vandt til det tørre Sand.
 Da stod de vandbetynget
 Ved Maanens matte Skin
 Udi en Ørk, hvor Lynget
 Dem vikled Foden ind.

 54. Før falder Maanens Skive
 Fra Himlen ned til Jord,
 Før Thor kan modløs blive;
 Han raabte høit de Ord:
 "Nu lader os med hverandre
 Ved dette røde Lius
 Dybt ind i Landet vandre,
 Indtil vi seer et Huus."

 55. De vandred op i Landet
 Med stor Besværlighed;
 Snart siunke de i Sandet,
 Snart de paa Isen gled.
 Der blæste skarpe Vinde,
 Da segned Roska hen.
 Loke hialp den hulde Qvinde,
 Han var en Qvindeven.

 56. Natten var sort at skue,
 Det hyled fiern og nær,
 Den mørke Himmelbue
 Var fuld af røde Sværd,
 Af Stierner med Riis og Haler;
 Da skialv den vene Mø.
 Man hørte store Hvaler
 Høit fnyse i vilde Sø.

 57. Thor blev i Hu da bister,
 Han spændte fast sit Bælte:
 "Utgarde-Loke frister
 De lyse Asgards Helte.
 Han skal os ei forlede,
 Jeg vil hans Frækhed dæmpe."
 Saa talte i sin Vrede
 Gud Thor, den stærke Kæmpe.

 58. Da blev de vaer en Hytte,
 De ginge strax derind.
 Den kunde vel beskytte
 For Kuld og skarpe Vind.
 Dens Rum var saare vide,
 Sligt Huus de saae ei før:
 Dets ene ganske Side
 Var en heel mægtig Dør.

 59. Thi løfte de da Brogen,
 De trængte vel til Føde.
 Ung Roska sad i Krogen
 Med Kinder lidet røde.
 To sødne Bukkebove
 Da Hungeren fordrev,
 Saa gik de hen at sove,
 Kun Thor aarvaagen blev.

 60. I Døren han sig satte
 Med Haand alt under Kind,
 Sin Miølner han mon fatte
 Med uforfærdet Sind.
 Han maatte sig vel trøste
 Alt ved sin bedste Skat,
 Saa fast han den mon kryste,
 Og stirred i svarten Nat.
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Thor drager paa Eventyr med Loke (Adam Oehlenschläger) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 19:13

Jesper: Thor drager paa Eventyr med Loke (Adam Oehlenschläger)