JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 19:11

2013-12-23T19:11:57Z

Jesper: Thor i Helheim (Adam Oehlenschläger)

2013-01-14T15:30:38Z

Thor i Helheim (Adam Oehlenschläger)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thor i Helheim (Adam Oehlenschläger)]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
 Poetiske skrifter
 Et episk Digt

<big>''' Thor i Helheim'''</big></center>

<blockquote>
1. En Saga fast utrolig
 Jeg nu kundgiøre maa:
 Mod Utgards fierne Bolig
 Monne de Kæmper gaae;
 Hvert Skridt de monne tage,
 Da var det ligerviis,
 Som gled de to tilbage
 Hen paa den glatte Iis.

 2. Da monne Veien dale;
 Det gik i Dybet brat.
 Man hørte Haner gale,
 Det blev til mørke Nat.
 Da Thialf' og Roska gyste,
 Men frem gik Asa-Thor;
 Hans Harnisk for dem lyste,
 De traadte i hans Spor.

 3. Alt mere dybt de stege
 Ned i det steengraa Field;
 Da saae de Skygger blege,
 Og hørte Kildevæld.
 Gud Thor ei længe hviled,
 Han slog sig ei til Taal;
 Med raske Skridt han iled
 Hen mod sin Idræts Maal.

 4. Som nu han frem sig skyndte
 Heel fro og trøstelig,
 Da Mørket snart begyndte
 I Lys at tabe sig.
 Man skued Fakler blaane
 Udi den dybe Grøft;
 Glimt af den blege Maane
 Faldt i en Klippekløft.

 5. Da kom de til en Laage
 Udi den Klipperad;
 Der monne to Skygger vaage,
 De tæt for Døren sad.
 De vare dødligblege
 Og under Øine blaae;
 De op fra Bænken stege,
 Og paa det Følge saae.

 6. Den Ene var en Qvinde,
 Den Anden var en Mand;
 Sligt Folk man ingensinde
 Saae i et andet Land.
 De monne svarligt fryse
 Udi det kolde Hiem.
 De toge til at gyse,
 Da Thor tiltalte dem.

 7. De havde Hielme sorte,
 Hver løfted Hamren sin;
 Foruden Pandserskjorte
 De stod i hvide Liin.
 De Hamre graalighvide
 Var giort af Dødningbeen;
 De lod dem mat nedglide,
 Da Asa-Thor fremtreen.

 8. De sagde: "Ingensinde
 Slig Skare før hidkom.
 Hvad søger I derinde?
 Vend om, o Flok! vend om."
 De monne svarligt sukke
 Udi den skumle Vraa;
 De sagde: "Vi mon indlukke
 Kun dem, som døe paa Straa.

 9. Hvad vil I Kæmper stærke,
 Som gløder i liflig Kraft,
 Forinden Sprinkelværke,
 Hvor ingen Fryd er havt?
 Hvor blakketbleg en Qvinde
 Uddeler Sorg og Qvalm
 Blandt dem, som boe derinde,
 Hendøet paa Bænkehalm?"

 10. Da sagde Thor hiin stærke
 Til Rosk' og sine Mænd:
 "Nu kan jeg fuld vel mærke,
 hvor vi er vandret hen.
 For Helheims sorte Grotter
 Vi nu tilvisse staae.
 Loke! din blege Dotter
 Vi snart at see vil faae."

 11. Da skiælved Loke fage,
 I Kinden steg hans Blod,
 Han vilde gaae tilbage,
 Han blev i Hu saa mod.
 Han sagde: "Jeg vil ei skue
 Min Æt saa drøvelig;
 Til Asgards lyse Lue
 Jeg atter svinger mig."

 12. Da raabte Thor hiin faste,
 En Gud saa god, som stærk:
 "Du maa dig ei forhaste
 med overilet Værk.
 Hvad nytter Sorg hiin svare
 Vel over Skiebnens Bud?
 Lad brat slig Daarskab fare!
 Den sømmer sig ei en Gud.

 13. Alt af en Jetteqvinde
 Du dig bedaare lod.
 Det Gode ingensinde
 Sprang ud af Jetteblod.
 Men vist din Elskovsbrynde
 Stod udi Skuldas Bog;
 Hun monne din Daad fremskynde,
 Den Norne viis og klog.

 14. Man for din Æt maa gyse,
 Men hvo foragter den?
 Den skabtes til at kyse
 Guder, saavel som Mænd.
 En Angst, som ulmer, flammer,
 Og bryder voldsomt ud,
 Den kun fra dig nedstammer,
 Du underfulde Gud!

 15. Hvor heldigt Livet gløder,
 Hvor det i Kraft bestaaer,
 Der altid Frygten møder
 For at det snart forgaaer.
 Saaledes Fenris skrækker
 I Valhals bedste Lyst;
 Hans Blik en Frygt opvækker
 Selv udi Odins Bryst.

 16. Hvad var vort Asgard vide
 Vel frem for Jordens Hiem,
 Hvis ikke Sorg og Qvide
 Og Død adskilte dem?
 Den eviglumske Smerte,
 Ret som en Snog saa grøn,
 Omvinder Jordens Hierte;
 Det, Loke! er din Søn.

 17. Vel var det, Asa kiære!
 At Hel du avled stærk;
 Hun bør høit agtet være,
 Hun straffer Niddingsværk.
 Hun er min Hevnerinde,
 Hun tugter rædde Mænd;
 Thi lad din Sorg forsvinde,
 Og vend ei om igien!"

 18. Alt ved den kloge Tale
 Forsvandt da Lokes Frygt.
 Han monne sig husvale
 Alt ved den Herres Kløgt.
 Sit Spyd Gud Thor da hæved,
 Og stødte Døren ind;
 Den let tilbage svæved,
 Ret som et Blad for Vind.

 19. Da saae man Thor at drage
 Med sine Mænd afsted.
 Høit Hallen monne gientage
 Den Skares tunge Fied.
 Det var sig Roska liden,
 Den fagre Lilievaand,
 Hun vandred Thor ved Siden,
 Og holdt ham ved hans Haand.

 20. Igiennem krumme Gange
 Kun svage Lys de saae;
 De var saa saare trange,
 Der var heel ondt at gaae.
 Da pludselig de skued
 En Hule hen mod Nord,
 Hvor Stenen høit sig bued
 Udi en Sal saa stor.

 21. Der sad langs Væggens Side
 De rædde Helheims Mænd;
 De var saa syglighvide.
 Thor vandred mod dem hen.
 De var saa saare bange,
 De svedte Angstens Sved.
 Om deres Liv en Slange
 Tæt slyngte sig, og bed.

 22. En Stol høit monne stande
 Alt under hvælvet Steen;
 Den var af Hovedpande
 Og skiøre Dødningbeen.
 Der saa man Hel at true,
 Halv var hun hvid mod Fod,
 Mod Issen blaa at skue
 Af underløbet Blod.

 23. Et Dødningbeen hiin hvide,
 Vel bleget i Maaneskin,
 Hun strakte ud til Qvide
 Med et hevngerrigt Sind.
 Det monne muldent lugte,
 Hun svang det som en Vaand;
 Som Kongespiir hun brugte
 Det i sin klamme Haand.

 24. Der var saa tyst derinde,
 En Liiglugt overalt;
 Der rørtes ingen Vinde,
 Kun hule Suk giengialdt.
 Tre Fakler blaalig lued,
 Ved hver en Dødning stod;
 Man idel Rædsel skued,
 Kun intet Spor af Blod.

 25. Da saae man Thor at smile,
 Han vendte sig omkring,
 Han monne hurtigt ile
 Hen i de Dødes Ring.
 Han raabte høit derinde
 Da disse strenge Ord:
 "Saa gaae det hver en Qvinde,
 Som ei tør følge Thor!

 26. I usselige Daarer,
 Som frygted Saar og Død!
 Nu Hel jer evig saarer
 Med Qval og bitter Nød.
 I lod ei Hielmen hvælve
 Om Issen kiækt i Strid;
 I skabtes til at skiælve,
 Saa skiælv til evig Tid!"

 27. Derpaa den strenge Kæmpe
 Treen fast for Hela frem.
 Han monne Stemmen dæmpe
 I hendes mørke Hiem.
 Han sagde: "Gustne Qvinde!
 Retfærdigt straffer du;
 Dog staaer jeg ei herinde
 Med en frivillig Hu.

 28. Til Utgards Drot at drage,
 Dertil stod fast mit Sind,
 Da monne han det saa mage,
 At her jeg vandred ind.
 Thi siig mig, hvis du mægter,
 Hvad Kaas jeg tage maa,
 For at de stærke Slægter
 I Jotunheim at gaae!"

 29. Da skreg til Miølners Svinger
 Hel med sin Stemme styg;
 Det klang, som Sværdet klinger
 Udi en Pandserryg:
 "Forlad min sorte Bue!
 Gak frem! Snart est du der.
 Det blænder mig, at skue
 Din Sundheds Rosenskiær."

 30. Da vinkte brat behænde
 Gud Thor med dristigt Blik.
 Sig Loke bort mon vende,
 Da Hel forbi han gik;
 Fast han sit Øie lukked,
 Saa tung var ham den Gang.
 Hun saae paa ham, og sukked,
 I hendes Spiir det klang.

 31. Det vil jeg ei fordølge,
 Da gik den stærke Gud
 Alt med sit lidet Følge
 Af Hulen snarligt ud.
 Igiennem Bierget vide
 Han foer paa hurtig Fod;
 Paa Fieldets anden Side
 Den Gud da snarlig stod.
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Thor i Helheim (Adam Oehlenschläger) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 19:11

Jesper: Thor i Helheim (Adam Oehlenschläger)