JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 19:11

2013-12-23T19:11:04Z

Jesper: Thor kommer til Utgard (Adam Oehlenschläger)

2013-01-14T15:32:21Z

Thor kommer til Utgard (Adam Oehlenschläger)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thor kommer til Utgard (Adam Oehlenschläger)]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
 Poetiske skrifter
 Et episk Digt

<big>''' Thor kommer til Utgard'''</big></center>

<blockquote>
1. Da laae ret for hans Øie
 Den store Utgardsstad.
 Det mon ham vel fornøie,
 Han blev i Hu saa glad.
 Af store Biergerader
 Var Byen sluttet ind;
 Ved Porten Mænd i Plader
 Sad der med Haand paa Kind.

 2. Hen fra de grønne Volde
 De smiilte til hans Hammer;
 De havde Klippeskiolde,
 Og Spyd af Granestammer.
 Gud Thor gik uforfærdet
 Afsted med sine Mænd.
 De Jetter hæved Sværdet,
 Men sænkte det igien.

 3. Det Jettespyd hiin lange,
 Som Thialfe trolig bar,
 Gud Thor da monne fange
 Alt med sin Kraft saa svar.
 Hardt det mod Porten stævned,
 Saa det i Bierget klang;
 Da brat de Bolte revned,
 Med Gny den Port opsprang.

 4. Da monne Roska skiælve,
 Hun fandt sig i et Huus,
 Hvor Klipper høit mon hvælve,
 Og skiulte Dagens Lius.
 En Væg af Marmor hvide
 Stod for dem blank og blot;
 Der, finge de at vide,
 Var Utgarde-Lokes Slot.

 5. Udi den skumle Bolig
 Ei skinte mindste Sol;
 Der sad den Høvding rolig
 I steenudhugne Stol.
 Omkring den Drot hiin svare,
 Som der saa trøstig sad,
 Stod udi Harnisk klare
 En treleds Kæmperad.

 6. Thor monne paa ham stirre,
 Den stærke Gud, saa trygt;
 Han saae hans Læbe dirre
 Af underkuet Frygt.
 Han rørte ei en Sene,
 Han var som Marmor graa;
 Med røde Ædilstene
 Paa Asa-Thor han saae.

 7. Udi den dybe Hule
 Der var stort Mørk' og Qvalm.
 Han slog mod Skioldets Bule
 Alt med sin Kiølv af Malm:
 Da lyste Biergets Kløfter
 Med Sølv og røden Guld,
 Ild giennem dybe Grøfter
 Sprang frem af sorten Muld.

 8. Alt ved de stærke Fakler
 Den Drot da talte saa:
 "Du seer, at Loftet vakler,
 thi det er bedst, at gaae."
 Sit Blik Gud Thor da hæved,
 Da han de Ord fornam;
 Han saae, en Klippe bæved,
 Og vilde knuse ham.

 9. Han sagde: "Det maa synke,
 Som ei kan hæve sig.
 Du skal mig ikke ynke,
 Hvis Stenen dræber mig."
 Den Klods med megen Vælde
 Da faldt fra høien Kløft
 Ned i de hule Fielde -
 Og fyldte Gulvets Grøft.

 10. Da aabned sig en Laage
 I Biergets Side stor,
 En hvid og døsig Taage
 Ud af sit Giemme foer.
 Den monne rundtom fare,
 Som i en Bølgedands;
 Omkring den Asa-Skare
 Den lagde sig i Krands.

 11. Da smiilte Gudens Læbe,
 Han saae paa Jetten stivt:
 "Dit Field mig kan ei dræbe,
 og heller ei din Gift.
 Valhalla jeg forlader,
 Jeg er sædvanlig tryg,
 As Odin er min Fader,
 Min Moder kaldes Frygg."

 12. Da svared brat behænde
 Den fule Utgards Drot:
 "Jeg veed vel, til hvad Ende
 Du kommer i mit Slot.
 Jeg veed, fra hvem du stammer
 I lysen Klædebon.
 Dog skrækker ei den Hammer,
 Du har udi din Haand.

 13. Du til din Styrke sætter
 For stor og dristig Lid.
 Husk: Jetterne er Jetter,
 Og det fra Arilds Tid!
 Før Aserne de leved
 Med megen Vælde stor,
 Da ikke tænkt var blevet
 Paa Miølner og paa Thor.

 14. Ved Verdens første Tide,
 Før Nogen Lyset saae,
 Var Gab i Afgrund vide,
 Men endnu intet Straa.
 Mod Norden Iis og Taage
 Da laae i Niffelhiem,
 Fra Muspels sydre Laage
 Foer Ild og Gnister frem.

 15. Da mødtes Hedens Vinde
 Med Riimfrost i den Grav;
 De blandte sig derinde,
 Og der blev Draaber af.
 Ild monne Kulden dæmpe,
 Og Kulden atter Ild;
 Deraf fremstod en Kæmpe,
 Den stærke Ymer vild.

 16. Han blev en vældig Fader
 Til alle Troldes Æt,
 Som nu i Biergets Rader
 Med megen Kraft er sæt.
 Var da ei til din Kærre,
 Som nu saa stolt du seer."
 Da svared Thialfes Herre:
 "Lad mig kundgiøre meer!

 17. Jeg skal dig vist giengielde,
 Fortælle Sagnet tro:
 Da ved Alfaudurs Vælde
 Blev til Audumble Ko.
 Hun slikked Riim af Stene,
 Da sprang vor Stamme god
 Af kolden Kraft ei ene,
 Men og af Kiød og Blod.

 18. I kolde stille Kræfter
 Sig blandte rørigt Liv.
 Da Bure blev; derefter
 Blev Bør, han tog en Viv
 Af eders Kæmpestamme,
 Heel skiøn og mild at see.
 Deraf sprang frem i Flamme
 Gud Odin, Vil' og Vee.

 19. Hvad hele Verden aatte
 Udi sit dunkle Hiem,
 Sig sammenhobe maatte,
 For os at bringe frem.
 Først mangen Egestamme
 Maa voxe, hugges smaa,
 Før der med liflig Flamme
 En Alterild kan staae.

 20. Derfor, o sorte Jetter!
 Saae I først Lyset her.
 De første As-Idrætter
 Var dem, at knuse jer.
 Vi Ymer snart mon dæmpe,
 Han ei vor Kraft modstod;
 Da hver en Jettekæmpe
 Flux drukned i hans Blod.

 21. Vi kasted ned med Torden
 Hans Krop i Svælgets Grav,
 Deraf vi skabte Jorden,
 Af Blodet Jordens Hav,
 Udaf hans Been de fierne
 Bierge med megen Gru,
 Skyerne af hans Hierne;
 Der drømmer den endnu.

 22. Hans tykke Øienbryne
 Blev sat i mangen Rad;
 Deraf blev snart tilsyne
 Den store Midgards Stad.
 Hans hvælvethøie Pande
 Vi spændte ud derpaa.
 Da Himlen mon opstande;
 Den farved Freia blaa.

 23. Med muspelheimske Gnister
 Vi pryded den i Hast;
 Nu Stiernen aldrig mister
 Sit lyse Stralekast.
 Udi sin Glands hiin klare
 Den høit paa Himlen staaer,
 Mens Asers stolte Skare
 Paa den med Fødder gaaer.

 24. Vi tvende Træer mon fælde
 Alt ved hiin store Sø;
 Da blev ved Guders Vælde
 En Svend, dertil en Mø.
 Den Svend frem monne komme
 Af Egens Bul, saa kiæk;
 Møen, den hulde Blomme,
 Sprang af en Rosenhæk.

 25. Askur og Embla klare
 Blev ikke lidet glad,
 Da vi dem hen lod fare
 Til Midgards store Stad.
 Vel alle Jordens Hære
 Sprang frem af deres Rod,
 Som nu os Guder ære
 Med Ild og Offerblod.

 26. Det Sagn er vel i Minde:
 I Jetters Nederlag
 Bergelmer med sin Qvinde
 Kun undkom paa et Vrag.
 Fra dem alene stammer
 Du med din Kæmpeæt,
 Som nu blandt Malm og Flammer
 I Biergets Dyb er sæt.

 27. Til disse mørke Sale
 Vi bragte eder hid.
 Hvad har du da at prale
 Om ældre Fødselstid?
 Af Aser overvundet
 Med alt dit Kogleri,
 Est du til Fieldet bundet,
 Og kun om Natten fri.

 28. Men ret som Ukrud vilde
 Udbreder sig heel snart,
 Saa gaaer det ogsaa, ilde,
 Med eders Kæmpeart.
 Mod Asers Hær hiin faste
 I atter prøve paa
 Jer dristigt at formaste;
 Men det skal ilde gaae.

 29. Ei nok, at I fordærve
 Den bolde Askurs Æt,
 Og mangt et Rov erhverve
 Ved skammelig Idræt;
 Men selv de Altre faste,
 Som staae for Valhals Gud,
 I vover at kuldkaste,
 Og slukke Flammen ud.

 30. Derfor fra Odins Rige
 Jeg kommen er herned,
 For dig, o Trold! at sige,
 At jeg din Trædskhed veed;
 At Valhals Herre mægter
 Blot ved et Ord saa brat
 De jotunheimske Slægter
 Vel at fordærve plat."

 31. Thors Blik stod høit i Lue
 Ved disse strenge Ord;
 Han var heel skiøn at skue,
 Den stærke Asa-Thor.
 De gyldne Plader lyste
 Ham paa det hvalte Bryst.
 I Løn hver Jotun gyste,
 Han stod saa rolig, trøst.

 32. Taus i de vilde Flammer
 Han skued nær og fiern;
 Han løfted op sin Hammer,
 Saa tung, af drevet Jern.
 Ned giennem Fieldet dandsed
 En sølvklar Klippebæk,
 Den ved hans Fødder standsed,
 Hvor den blev stum af Skræk.

 33. Da sagde Jetten fage,
 Den feige Utgards Drot:
 "Jeg lader dig ei drage
 I Vrede fra mit Slot.
 Du skal din Fod her fæste
 Endnu en stakket Tid.
 Jeg vil dig venligt gieste,
 Da du est kommen hid.

 34. Vi vil alt uden Vrede,
 Naar Ingen meer er træt,
 En Leg her tilberede,
 Som sømmer Heltes Æt;
 Saa kan vi uden Harme
 See udi Kappelyst,
 Hvo der har stærkest Arme
 Og mandigst Kæmpebryst."

 35. Sit Ja til denne Tale
 Gav Thor med villig Hu.
 I guldbesprængte Sale
 Dem Drotten førte nu.
 Et Bord af Marmor hugget
 Stod der paa gyldne Been.
 Da blev heel svarlig drukket
 Af huul Karfunkelsteen.

 36. Da toned Kildevældet,
 Alt Sølv i Bierget klang,
 Høit Stormen lød i Fieldet,
 Det var en selsom Sang.
 Gud Thor ved Roskas Side,
 Samt Thialf' og Loke froe
 Sad udi Salen vide;
 Heel lysteligt man loe.
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Thor kommer til Utgard (Adam Oehlenschläger) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 19:11

Jesper: Thor kommer til Utgard (Adam Oehlenschläger)