Thord Hredes saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 1. feb. 2025 kl. 14:41

2025-02-01T14:41:14Z

Jesper på 23. mar. 2014 kl. 10:10

2014-03-23T10:10:45Z

Jesper på 23. des. 2013 kl. 08:21

2013-12-23T08:21:12Z

Vis endringer

JJ.Sandal på 16. jan. 2013 kl. 14:59

2013-01-16T14:59:35Z

Carsten: Thord Hredes saga

2013-01-14T16:13:44Z

Thord Hredes saga

Vis endringer

@@ Linje 161: / Linje 161: @@
 Thord opholdt sig nu i Flatatunge, og endte Bygningsarbeidet; det var et saare stærkt Huus, og det stod lige til den Tid, da Egil var Biskop paa Holum. Og da Thord vil bort, følger Bonden Thorgrim ham, selv tiende; de ride nedad Skagefjorden; og da Øssur seer deres Færd, tyktes han ikke at have Styrke nok for at ride efter dem. De ride ad deres Vei, indtil de komme til Miklebæ i Oslandsliden. Thorhall modtager Thord vel, men Hustruen bedre. Bonden Thorgrim red hjem, og han og Thord skiltes ad i meget Venskab. Thord bliver nu meget berømt over en stor Deel af Landet. Dette spørger Midfjords-Skjegge, og lader, som om han ikke veed, hvad der foregaaer imellem hans Frænde Øssur og Thord. Thord sidder i Ro næsten til Jul. Det var en Morgen før Julen, at Thord vilde fare hen at see sin Hest Svidgrim. Den stod med fire Hopper. Thorhall bad Thord vente og fare tre Nætter senere, „thi jeg fører mit Hø fra Høstakkerne.” Thord sagde han skulde raade; “men ikke kommer det mig uventet, om vi komme til at møde Mænd.” Thorhall sagde, at alt var ikke tabt, skjøndt der var nogen Forskjel paa Styrke. Thord smilte til hans Ord og sagde: „Saa monne det være, dersom du staaer ved min ene Side.” Konen sagde: „Gid aldrig din Selvroes maa trives; mig tyktes, at Thord havde liden Nytte af dig paa det Møde, du var med paa; og er den Kone ilde gift, som har dig til Mand; thi du er baade pralende og feig.” Thord siger: „Ikke er det saa at forstaae; Thorhall er ingen Angrebsmand, og forsigtig, men er vistnok den djærveste Kæmpe, dersom det kommer til en Prøve.” Thorhall siger: „Ikke behøver du, Hustrue, at være saa haard i din Tale; thi jeg har ikke i Sinde, at vige Pladsen for een, dersom vi ere lige godt bevæbnede.” De lod nu deres Samtale falde. En Landstryger var tilstede ved deres Samtale. Han løb afsted og kommer om Aftenen til Thveraa.
-Øssur spurgte ham om Tidender, eller hvor han kom fra. Han sagde, at han ingen Tidender kunde fortælle, „men paa Miklebæ i Oslandslid var jeg i Nat.” Øssur spurgte: „Hvad tog Helten Thord Hrede sig for?” Drengen svarer: „Visseligen kan du sige det, at han er en Helt, saa skammelig du er blevet behandlet af ham; men jeg saae ham Intet bestille, undtagen at han nettede Hjaltepladen paa sit Sværd. Men Thorhall hørte jeg sige, at de monne føre Hø fra deres stakker inden tre Nætter.” Øssur spurgte: „Hvor mange Mænd monne de blive!” Drengen svarer: „Ikke flere end Thord, Eyvind og Thorhall.” „Vel fortæller du, Dreng!”, siger Øssur. Derpaa tilkaldte han tolv Mænd til Følgeskab og red ud til Oslandslid. Denne samme Morgan ride de hjemmefra, Thord, Eyvind og Thorhall: Thord bad Eyvind medtage sine Vaaben, og meente at det vilde ikke være overflødigt for dem. Han gjorde saa. De ride ud til Svidgrimshole. Da sagde Thord: „Det er mit Ønske, Thorhall! at du bliver her tilbage, men Eyvind og jeg skulle opsøge Hestene! Thorhall sagde, han skulde raade. De gik da op ad. Skrænten. Snee var der i Skrænten, og paa mange Steder var der faste Sneedynger. Øssur kommer til Høgjerdet med sine tolv Ledsagere, og de slaae strax en Kreds om Thorhall, droge deres Vaaben, og opfordrede ham til at følge dem hen til Thord. Thorhall blev yderlig forskrækket, og segnede ned ved Siden af Gjerdet, og sagde, at Thord var gaaet op ad Skrænten med en Ledsager. Øssur sagde: „Ilde er det, at have Træl for sin Eneven,” og slog ham med Øxehammeren, saa at han besvimede. Derpaa løb de op ad Skrænten. Da sagde Thord til Eyvind: “Mænd komme fra neden op ad Skrænten og kjender jeg dem grant; det er Øssur, som er der, og vil end engang mødes med mig. Nu skulle vi see til, om vi kunne naae til Skeggjahamarr (Skjeggesklint) og derfra til Svidgrimshole, der er et godt Forsvarssted. Eyvind svarer: “Vel kunne vi naae til Klinten.” De løb til Klinten. I det samme komme Øssur og hads Ledsagere til. Thord gik yderst ud paa Klinten. Glat Snee var der paa Klinten, og heelt ned til Foden af samme, og det var overordentlig steilt. Det var forbundet med den største Livsfare at gaae der ned. Siden satte de Spydene imellem Benene og lode dem saaledes glide nedad. De kom da til Svidgrimshole. Øssur og hans Ledsagere kom nu snart til. Thord sagde: “Megen Iver viser du for at faae mit Liv, Øssur! ikke vilde det være ilde, at det gik ud over dig selv; vi skulle heller ikke begge komme bort fra dette Møde.” Øssur sagde, at det havde han ogsaa havt i Sinde, at Thord skulde ikke længer undslippe. De angribe nu Thord og Eyvind. Thord kastede et Spyd henimod Øssur og i det samme løb en af dennes Mænd frem foran ham, og Spydet fløi igjennem ham. En Mand huggede til Thord, men han satte Skjoldet imod, og Hugget traf dette, og Thord blev ikke saaret. Thord huggede til denne Mand og gav ham Banesaar. Han huggede strax til en anden; det traf Halsen og Sværdet løb ned i Brystet; han faldt død paa Jorden. Den tredie gjennemborede han med Sværdet. Eyvind dræbte den fjerde. Øssur angreb dem nu med megen Heftighed; da faldt endnu to af hans Mænd. Eyvind fik da flere Saar; han blev da mat formedelst Blodtab, han satte sig ned og var overmaade mødig. De andre sex angreb nu Thord, han forsvarede sig saaledes, at de intet Saar fik ham bibragt. Thord sagde da til Øssur: „Vanskeligt falder Angrebet Eder sex; og hvad monne jeg mindre ville, end hedde Formand for disse Folk, og bruge dem alene til Skjold idag; nu skulde du snarere gjøre et Angreb og hevne din Frænde Orm og al den Vanære, som jeg har tilføiet dig.” Øssur bliver nu meget vred ved altsammen, baade ved Thords krænkende Ord, og formedelst det Had, som han bar til ham; han løber da henimod ham og hugger til ham med begge Hænder. Sværdet traf i Skjoldet og der gik et stort Stykke deraf. I det samme huggede Thord til Øssur; det Hug traf Øssur paa den venstre Side; Sværdet løb ned langs Rygraden og løsnede den fra Ribbenene, og siden ind i Hulheden; Øssur faldt da strax død ned. Øssurs Folk, som vare i Live, flygtede bort, og fortalte Øssurs Drab. Thord lod Eyvind føre hjem; han havde mange Saar, hvorfor han længe blev sengeliggende, men blev helbredet tilsidst. En Høi blev opkastet over Øssur. Thord fortalte Øssurs Drab paa Miklebæ og kvad en Vise:
+Øssur spurgte ham om Tidender, eller hvor han kom fra. Han sagde, at han ingen Tidender kunde fortælle, „men paa Miklebæ i Oslandslid var jeg i Nat.” Øssur spurgte: „Hvad tog Helten Thord Hrede sig for?” Drengen svarer: „Visseligen kan du sige det, at han er en Helt, saa skammelig du er blevet behandlet af ham; men jeg saae ham Intet bestille, undtagen at han nettede Hjaltepladen paa sit Sværd. Men Thorhall hørte jeg sige, at de monne føre Hø fra deres stakker inden tre Nætter.” Øssur spurgte: „Hvor mange Mænd monne de blive!” Drengen svarer: „Ikke flere end Thord, Eyvind og Thorhall.” „Vel fortæller du, Dreng!”, siger Øssur. Derpaa tilkaldte han tolv Mænd til Følgeskab og red ud til Oslandslid. Denne samme Morgen ride de hjemmefra, Thord, Eyvind og Thorhall: Thord bad Eyvind medtage sine Vaaben, og meente at det vilde ikke være overflødigt for dem. Han gjorde saa. De ride ud til Svidgrimshole. Da sagde Thord: „Det er mit Ønske, Thorhall! at du bliver her tilbage, men Eyvind og jeg skulle opsøge Hestene! Thorhall sagde, han skulde raade. De gik da op ad. Skrænten. Snee var der i Skrænten, og paa mange Steder var der faste Sneedynger. Øssur kommer til Høgjerdet med sine tolv Ledsagere, og de slaae strax en Kreds om Thorhall, droge deres Vaaben, og opfordrede ham til at følge dem hen til Thord. Thorhall blev yderlig forskrækket, og segnede ned ved Siden af Gjerdet, og sagde, at Thord var gaaet op ad Skrænten med en Ledsager. Øssur sagde: „Ilde er det, at have Træl for sin Eneven,” og slog ham med Øxehammeren, saa at han besvimede. Derpaa løb de op ad Skrænten. Da sagde Thord til Eyvind: “Mænd komme fra neden op ad Skrænten og kjender jeg dem grant; det er Øssur, som er der, og vil end engang mødes med mig. Nu skulle vi see til, om vi kunne naae til Skeggjahamarr (Skjeggesklint) og derfra til Svidgrimshole, der er et godt Forsvarssted. Eyvind svarer: “Vel kunne vi naae til Klinten.” De løb til Klinten. I det samme komme Øssur og hads Ledsagere til. Thord gik yderst ud paa Klinten. Glat Snee var der paa Klinten, og heelt ned til Foden af samme, og det var overordentlig steilt. Det var forbundet med den største Livsfare at gaae der ned. Siden satte de Spydene imellem Benene og lode dem saaledes glide nedad. De kom da til Svidgrimshole. Øssur og hans Ledsagere kom nu snart til. Thord sagde: “Megen Iver viser du for at faae mit Liv, Øssur! ikke vilde det være ilde, at det gik ud over dig selv; vi skulle heller ikke begge komme bort fra dette Møde.” Øssur sagde, at det havde han ogsaa havt i Sinde, at Thord skulde ikke længer undslippe. De angribe nu Thord og Eyvind. Thord kastede et Spyd henimod Øssur og i det samme løb en af dennes Mænd frem foran ham, og Spydet fløi igjennem ham. En Mand huggede til Thord, men han satte Skjoldet imod, og Hugget traf dette, og Thord blev ikke saaret. Thord huggede til denne Mand og gav ham Banesaar. Han huggede strax til en anden; det traf Halsen og Sværdet løb ned i Brystet; han faldt død paa Jorden. Den tredie gjennemborede han med Sværdet. Eyvind dræbte den fjerde. Øssur angreb dem nu med megen Heftighed; da faldt endnu to af hans Mænd. Eyvind fik da flere Saar; han blev da mat formedelst Blodtab, han satte sig ned og var overmaade mødig. De andre sex angreb nu Thord, han forsvarede sig saaledes, at de intet Saar fik ham bibragt. Thord sagde da til Øssur: „Vanskeligt falder Angrebet Eder sex; og hvad monne jeg mindre ville, end hedde Formand for disse Folk, og bruge dem alene til Skjold idag; nu skulde du snarere gjøre et Angreb og hevne din Frænde Orm og al den Vanære, som jeg har tilføiet dig.” Øssur bliver nu meget vred ved altsammen, baade ved Thords krænkende Ord, og formedelst det Had, som han bar til ham; han løber da henimod ham og hugger til ham med begge Hænder. Sværdet traf i Skjoldet og der gik et stort Stykke deraf. I det samme huggede Thord til Øssur; det Hug traf Øssur paa den venstre Side; Sværdet løb ned langs Rygraden og løsnede den fra Ribbenene, og siden ind i Hulheden; Øssur faldt da strax død ned. Øssurs Folk, som vare i Live, flygtede bort, og fortalte Øssurs Drab. Thord lod Eyvind føre hjem; han havde mange Saar, hvorfor han længe blev sengeliggende, men blev helbredet tilsidst. En Høi blev opkastet over Øssur. Thord fortalte Øssurs Drab paa Miklebæ og kvad en Vise:
 <blockquote>

@@ Linje 37: / Linje 37: @@
 Der var en Mand, som hed Thord, en Søn af Harde-kare; han var en meget anseet Mand; han var Høvding over de Herreder, som vare i Nærheden af ham. Han var Herse af Rang, men stod over Jarler i mange Henseender. Han havde ægtet en Kone af fornem Slægt. Han havde med sin Kone tre Sønner og en Datter. Den ældste af hans Sønner hed Steingrim, den anden Klypp, den tredie Eyulv; men Datteren hed Sigrid. Deres Børn vare alle haabefulde; men dog var Klypp den første af sine Brødre. De vare alle udmærkede og overmaade stærke, smukke og anseelige, som deres Slægt var. Deres Søster, Sigrid, var en særdeles smuk Kvinde, pralende og højsindet. Hun havde den største Færdighed i kvindelige Haandarbejder af alle de Kvinder, som der opvoxede samtidig med hende. Og da Brødrene næsten vare fuldvoxne Mænd, blev deres Fader syg og døde. Han blev stedet til Jorden med megen Pragt efter gammel Skik, Og efterat Arveøllet var holdt, fødte Thords Hustru et Drengebarn, der var baade stort og smukt. Ham blev givet Navn, og Hustruen vilde, at han skulde hedde Thord efter hans Fader, da hun meente, at han vilde blive en stor Mand, dersom han slægtede sine Frænder paa. Da Thord voxede til, var han høj af Væxt og stærk, smuk og anseelig, haardfør, uskaansom mod alle dem, som han var uvenlig sindet imod, men afholdt af Folk i Almindelighed. Han var gavmild, blid i Tale og vennefast. Han var meget munter og særdeles behændig i alle Slags Lege. Han var en bedre Svømmer end nogen, og en god Skjald. Paa den Tid, da dette gik for sig, raadede Gunnhildssønner over Norge. Da Thord voxede til, fik han Lyst til at tage til Kong Gamle Gunnhildssøns Hof, som var den meest afholdte Konge i Norge, næst efter Kong Hakon Adalstensfostre. Dengang Thord tog til Kong Gamles Hof, var han tolv Vintre gammel. Kongen syntes, han var en fremragende Mand i alt, hvad han skulde udføre. Han opholdt sig hos Kongen tre Vintre. Han gik, altid foran Kongen i enhver Livsfare, naar Kongen var i Kamp; han opnaaede stor Anseelse og Ære, og blev vidtberømt. Da Thord havde været tre Vintre hos Kong Gamle, sagde han til ham, at han ønskede at tage til sine Ejendomme. Kongen sagde: „Et godt Følgeskab har du ydet os, og en anseet Mand vil du blive.” Kongen laaste fra sit Bælte et Sværd, som han plejede at bære daglig og sagde til Thord: „Her er et Sværd i som jeg vil give dig, og hvormed jeg troer at Lykke vil følge; dermed skal følge mit Venskab.” Thord takkede ham for denne Hædersbeviisning ligesom alle de andre, som han viste ham. Kongen sagde: „Det beder jeg dig om, at du ikke giver dette Sværd til nogen Mand, eller skiller dig af med det, med mindre du skal kjøbe dit Hoved fri, hvilket heller ikke er usandsynligt, at du vil komme til at behøve.” Thord svarede: „Jeg agter, Herre! ikke at være fjærnet fra eder for længere Tid, saalænge det staaer til mig at følge eder.” Da sagde Kongen: „Det vil ikke gaae saaledes til; thi vi ville aldrig see hinanden, efter at vi nu skilles ad.” Thord blev taus ved Kongens Ord, og svarede ikke; siden tog han Orlov af Kongen og foer hjem til sine Godser, og hans Frænder bleve glade ved hans Komme. Hans Broder, Klypp, havde overtaget Bestyrelsen af alle hans og hans Brødres Ejendomme, og var bleven Høvding over de Herreder, som deres Fader havde været sat over. Han var ogsaa Herse af Titel. Men kort efter at Thord, tog bort fra Kong Gamle, sloges denne og Kong Hakon den gode; og i det Slag faldt Kong Gamle, som der er fortalt i de norske Kongers Sagaer.
-Kong Sigurd slefa (Fraade), Gunnhilds Søn, havde stor Lidenskab for Fruentimmer. Han lagde i sin Seng Oløv, en Datter af Skjegge paa Yrje. Hun var Herse Klypp Thordsøns Hustru. Thord æggede ofte sin Broder, Klypp, til Hevn. Og engang kom Thord til at tale med sin Broder og sagde: „Hvorledes er dette? vil du ikke ryste den Vanære af dig, som hviler paa dig i Forhold til Kong Sigurd, og vil du saaledes blive til et Vidunder og blive dadlet af hver Mand, og vil aldrig synes at kunne ansees for slig en Mand, som dine forrige Frænder have været, dersom du vil taale af Kong Sigurd, at han skal tilføie dig en Saadan Vanære, at han lægger din Ægtehustru i sin Seng, uden at du forsøger at hevne det? Skjøndt der er nogen Forskjel paa Styrke, er det bedre, at lade sit Liv med Ære, dersom Skjæbnen har det saaledes bestemt, end at taale slig en Vanære uden at gjøre noget. Jeg og mine Brødre ville hellere tilbyde dig at fare med dig, end at taale dette længere, uden at vi forsøge at hevne det, hvorledes det end gaaer.” Da svarede Klypp: „Sandt siger du, Broder! at fuldelig var det nødvendigt at hevne denne Vanære, dersom der gaves Leilighed; og fuldbegjerlig er jeg efter at hevne paa ham min Vanære.” Efter denne Samtale gjøre alle Brødrene dem færdige til at reise hjemmefra med en stor Flok Mænd, og begive dem paa Veien til Uplandene, hvor de spurgte at Kongen var til Gilde. Og da de kom til den Gaard, hvor Kongen var tilstede og sad ved Drikkebordet, stillede Brødrene deres Folk i den Orden, i hvilken de skulde gaae ind. Thord sagde, at den skulde gaae først ud, som gik sidst ind. Klypp skal gaae først ind, næst efter ham Thord, dernæst Steingrim, derpaa Eyjulv, og saa siden de andre, enhver efter hans Orden. Alle havde de fuld Rustning, med Hjelme og Skjolde og dragne Sværde. Og da Herse Klypp kom hen til Kongen, svang han sit Sværd og hugger Kongen i Hovedet og kløvede ham lige ned til Skuldrene. Kongen segnede da død frem paa Bordet. Derefter vendte Brødrene om og vilde ud af Hallen; og i det samme hører Thord en Larm bag ved sig, og seer, at hans Broder Klypp var bleven huggen tit Bane. Det gjorde en Mand ved Navn Hroald, en Søn af Øgmund, der var en Søn af Hardekare. Han var en nær Slægtning af Thords Sønner. Han stod og opvartede ved Kongens Bord, da de kom ind, og derfor toge de dem ikke i Vare for ham. En anden Mand dræbte han ved Navn Øgmund Valthjofssøn, og da Thord seer sin Broders Fald, huggede han til Hroald, og huggede ham sønder i to Dele ovenfor Hofterne. Siden løb Folk op over hele Stuen og droge deres Vaaben og gjorde et stærkt Angreb paa Brødrene, men de forsvarede dem godt og tappert. Thord benytter da vel det Sværd, som Kong Gamle havde givet ham, og blev Manges Banemand, førend han kom ud. Det gik der, som altid, at naar man mister pludselig sin Høvding, blive de fleste forvirrede, naar de skulle forfølge deres Fjender; saaledes gik det ogsaa her. Brødrene foere nu hjem til deres Gaarde. Kong Harald spørger snart disse Tidender, sin Broder, Kong Sigurds Fald, og har i Sinde at udsende Mænd for at dræbe Brødrene. Da han var nordpaa i Landet, blev det udsat i længere Tid, end det ellers vilde have blevet Tilfældet. Han stevnede til Ting, hvor han forviste dem fra hele Norge, men tilkjendte sig alle deres Ejendomme. Nu er der at fortælle, at Brødrene kom hjem og fortalte Kong Sigurds og deres Broder Klypps Fald. Da kvad Thord en Vise:
+Kong Sigurd slefa (Fraade), Gunnhilds Søn, havde stor Lidenskab for Fruentimmer. Han lagde i sin Seng Oløv, en Datter af Skjegge paa Yrje. Hun var Herse Klypp Thordsøns Hustru. Thord æggede ofte sin Broder, Klypp, til Hevn. Og engang kom Thord til at tale med sin Broder og sagde: „Hvorledes er dette? vil du ikke ryste den Vanære af dig, som hviler paa dig i Forhold til Kong Sigurd, og vil du saaledes blive til et Vidunder og blive dadlet af hver Mand, og vil aldrig synes at kunne ansees for slig en Mand, som dine forrige Frænder have været, dersom du vil taale af Kong Sigurd, at han skal tilføie dig en Saadan Vanære, at han lægger din Ægtehustru i sin Seng, uden at du forsøger at hevne det? Skjøndt der er nogen Forskjel paa Styrke, er det bedre, at lade sit Liv med Ære, dersom Skjæbnen har det saaledes bestemt, end at taale slig en Vanære uden at gjøre noget. Jeg og mine Brødre ville hellere tilbyde dig at fare med dig, end at taale dette længere, uden at vi forsøge at hevne det, hvorledes det end gaaer.” Da svarede Klypp: „Sandt siger du, Broder! at fuldelig var det nødvendigt at hevne denne Vanære, dersom der gaves Leilighed; og fuldbegjerlig er jeg efter at hevne paa ham min Vanære.” Efter denne Samtale gjøre alle Brødrene dem færdige til at reise hjemmefra med en stor Flok Mænd, og begive dem paa Veien til Uplandene, hvor de spurgte at Kongen var til Gilde. Og da de kom til den Gaard, hvor Kongen var tilstede og sad ved Drikkebordet, stillede Brødrene deres Folk i den Orden, i hvilken de skulde gaae ind. Thord sagde, at den skulde gaae først ud, som gik sidst ind. Klypp skal gaae først ind, næst efter ham Thord, dernæst Steingrim, derpaa Eyjulv, og saa siden de andre, enhver efter hans Orden. Alle havde de fuld Rustning, med Hjelme og Skjolde og dragne Sværde. Og da Herse Klypp kom hen til Kongen, svang han sit Sværd og hugger Kongen i Hovedet og kløvede ham lige ned til Skuldrene. Kongen segnede da død frem paa Bordet. Derefter vendte Brødrene om og vilde ud af Hallen; og i det samme hører Thord en Larm bag ved sig, og seer, at hans Broder Klypp var bleven huggen til Bane. Det gjorde en Mand ved Navn Hroald, en Søn af Øgmund, der var en Søn af Hardekare. Han var en nær Slægtning af Thords Sønner. Han stod og opvartede ved Kongens Bord, da de kom ind, og derfor toge de dem ikke i Vare for ham. En anden Mand dræbte han ved Navn Øgmund Valthjofssøn, og da Thord seer sin Broders Fald, huggede han til Hroald, og huggede ham sønder i to Dele ovenfor Hofterne. Siden løb Folk op over hele Stuen og droge deres Vaaben og gjorde et stærkt Angreb paa Brødrene, men de forsvarede dem godt og tappert. Thord benytter da vel det Sværd, som Kong Gamle havde givet ham, og blev Manges Banemand, førend han kom ud. Det gik der, som altid, at naar man mister pludselig sin Høvding, blive de fleste forvirrede, naar de skulle forfølge deres Fjender; saaledes gik det ogsaa her. Brødrene foere nu hjem til deres Gaarde. Kong Harald spørger snart disse Tidender, sin Broder, Kong Sigurds Fald, og har i Sinde at udsende Mænd for at dræbe Brødrene. Da han var nordpaa i Landet, blev det udsat i længere Tid, end det ellers vilde have blevet Tilfældet. Han stevnede til Ting, hvor han forviste dem fra hele Norge, men tilkjendte sig alle deres Ejendomme. Nu er der at fortælle, at Brødrene kom hjem og fortalte Kong Sigurds og deres Broder Klypps Fald. Da kvad Thord en Vise:
 <blockquote>

@@ Linje 220: / Linje 220: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
-[[Kategori:Halldor Friðriksson]]
+[[Kategori:Halldór Friðriksson]]