Carsten på 10. jun. 2018 kl. 10:41

2018-06-10T10:41:03Z

Carsten: Til Adam Oehlenschläger - NFSG

2018-06-10T10:40:03Z

Til Adam Oehlenschläger - NFSG

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Til Adam Oehlenschläger]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

<big><big>'''Til Adam Oehlenschläger'''</big></big>
</center>

::1.
::Mit Hjerte banker, højt min Aand sig hæver,
::Jeg nævned Dig og nævned dig med Sands,
::Og hver Gestalt, du trylled frem, hensvæver
::For Aandens Øie, klædt i Straaleglands;
::Med Korset jeg din Olaf ser fremtræde,
::Mig Asalivet vorder lig en Drøm,
::Og Smertens Graad blir Andagts Taarestrøm,
::Jeg klage vil, og maa en Lovsang kvæde.

::2.
::I Nidaros jeg for Høialtret knæler,
::Og skuer Valborg ved sin Axels Lig,
::Min hele Sjel i vaade Øie dvæler,
::Og løfter sig mod Krist i Himmerig;
::Men aldrig kan jeg Valhals Guder glemme,
::Den Rune, som i Skjoldet Urda skar,
::Fra spæde Alder mig inddrevet har
::I gamle Nord, og der jeg kun har hjemme.

::3.
::Jeg sad, og stirred i de gamle Skrifter,
::Mig fængslede den store Kæmpeaand,
::Som byggede i Hedenolds Bedrifter,
::Og bandt dem fast med Jernets stærke Baand
::Til Valhals Guder, til det Evighøie;
::En Trang hel dyb jeg i mit Indre fandt
::Til at udfolde Tiderne, som svandt,
::For Samtids og den fjerne Fremtids Øie.

::4.
::Jeg vovede et Greb i stærke Strænge;
::Men Aanden flygted fra den dumpe Klang,
::Med Sorg forgæves greb jeg tit og længe,
::Men aldrig stilledes den indre Trang;
::Ustadig mellem Tiderne jeg svæved,
::Og ingensteds jeg havde noget Hjem,
::For Oldtid kun mig Nutid bragte frem,
::Og halvt sit Slør kun Oldtid for mig hæved.

::5.
::En mægtig Lue tændtes i mit Hjerte,
::Og voldsom jeg fra Oldtid mig løsrev,
::Men da omspændtes jeg af idel Smerte,
::Og Nornen mig paa nøgne Fjeld omdrev;
::Da tyede jeg angerfuld tilbage,
::Og bange stædtes jeg for Oldtid frem,
::Men løftet var det dunkle Slør, et Hjem
::Jeg havde nu for alle Livets Dage.

::6.
::At tolke det, som nu mig lyst er vorden,
::Mig bød en Røst som Røsten fra en Gud,
::Enddog Du kvad, o store Skjald! om Norden,
::Ei maa jeg tie, glemme strænge Bud.
::Ei vil jeg mig forvoven med Dig maale,
::Det blege Lys i Natten har sit Hjem,
::Men aldrig dog i Strid det traadte frem
::Om Varme og om Glands med Solens Straale.

::7.
::Som Trygvason Du est i Norden baaren,
::Men vendte aarle Dig, som han, mod Syd,
::Og hvor Du gik, der smiled liflig Vaaren,
::Og hvert dit Kvad var ligt en Guddoms Lyd;
::Som Olaf, Du igen mod Nord Dig vendte,
::Og skued Kraften med din dybe Sands,
::Du vakte den, men klædt i Sydens Glands,
::Og stundum ei sig selv i sig den kendte.

::8.
::Thi griber jeg, o Skjald! de stærke Strænge,
::Og Mange ræddes for den hule Lyd,
::Men Lyde, som fra Nordens Gravhøi trænge,
::Ei smelte kan, som Tonerne fra Syd,
::Og vovede jeg Strængen at nedstemme,
::Og dæmpede jeg Røstens hule Klang,
::Betydningsløs da blev mit Liv, min Sang,
::Thi ikkun dybt i Norden jeg har hjemme.

::9.
::Der stod en Gran paa Norrigs høie Fjelde,
::Den eied tusindaarigt Hjem i Nord
::Ei huggedes den om ved Sydens Vælde,
::Men undergravet var dens Rod i Jord.
::Som Ygdrasills de andre prude Grene,
::Den raadned under fule Ormes Tand.
::Hvorfor? – Ei nogen Dødeligs Forstand
::Udgrunder, hvad kun Norner veed allene.

::10.
::Hentørret, løs, og hartad hel udhulet,
::Stod Granen der, da kom en Vind fra Syd,
::Den faldt, men dog den ei var hel forfulet,
::Det gjalded trindt, som mange Tordners Lyd;
::Thi stort var Faldet, Jorden maatte revne,
::Da tunge Rod sig op fra Dybet tvang,
::Den friske Gren, før den isønder sprang,
::Mod haarde Fjeld og stred med fulde Evne.

::11.
::Det stærke Bulder vil jeg her genføde,
::Som det paa Danmarks Sletter lød engang,
::Til det i fjerne, sagte Drøn hendøde,
::Og dæmpedes af Sydens Takkesang.
::Ei veed jeg, om mig Nornen dette under,
::Og Faa i Norden eie Dommerkald;
::Thi vender jeg mig til dets største Skjald,
::Til Dig som kvad om Hakon og Vaulunder.

::''Grundtvig.''

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. jun. 2018 kl. 10:41
Linje 11:		Linje 11:


−	'''Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi \| Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]	+	'''[[Kæmpelivets Undergang i Nord \|Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi \| Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

Til Adam Oehlenschläger - Revisjonshistorikk

Carsten på 10. jun. 2018 kl. 10:41

Carsten: Til Adam Oehlenschläger - NFSG