Torfin Karlsæmnes Saga - Revisjonshistorikk

August på 24. mai 2020 kl. 18:14

2020-05-24T18:14:43Z

Carsten på 25. aug. 2017 kl. 13:43

2017-08-25T13:43:58Z

Jesper på 16. nov. 2014 kl. 14:19

2014-11-16T14:19:09Z

Jesper på 15. nov. 2014 kl. 16:08

2014-11-15T16:08:05Z

Jesper på 12. nov. 2014 kl. 06:14

2014-11-12T06:14:30Z

Jesper på 30. okt. 2014 kl. 18:08

2014-10-30T18:08:59Z

Vis endringer

Jesper på 17. feb. 2014 kl. 20:05

2014-02-17T20:05:19Z

Jesper på 29. aug. 2013 kl. 18:31

2013-08-29T18:31:38Z

Carsten: Torfin Karlsæmnes Saga

2013-01-13T22:08:58Z

Torfin Karlsæmnes Saga

Vis endringer

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eiríks saga rauða]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Vinland]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Torfin Karlsæmnes Saga]] !!  !!
 |-
-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Thorfin Karlsefne og Snorre Thorbrandsön]] !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eiríks saga rauða (Hauksbók)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Thorfin Karlsefne og Snorre Thorbrandsön]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes saga]] !!  !!

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes saga]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Thorfin Karlsefne og Snorre Thorbrandsön]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 50: / Linje 50: @@
 Karlsæmne og hans Mænd havde rejst deres Boder ovenfor Søen, somme nærmere ved den, andre længer borte. De var nu der den Vinter. Der faldt ingen Sne, og alt deres Kvæg gik ude og bjergede selv Føden. Da det vaaredes, saa’ de en Mængde Skindbaade komme roende sønderpaa om Næsset, saa mange, at det saa’ ud, som der var drysset Kul foran Vigen, og fra hver Baad blev der svunget Stænger. Karlsæmne og hans Folk svang da deres Skjolde, og da de kom sammen, holdt de Kjøbstævne. Folkene i Skindbaadene vilde helst have rødt Tøj, de havde Graaværk og andre Skindvarer med, som de gav i Bytte derfor. De vilde ogsaa kjøbe Sværd og Spyd, men dem forbød Karlsæmne og Snorre deres Folk at sælge. Skrælingerne tog et Stykke rødt Tøj paa et Spands Længde for et helt graat Skind og bandt det om Hovedet. Det gik nu saa med Handelen en Stund, men saa begyndte Tøjet at slippe op for Karlsæmnes Folk; de skar det da i saa smaa Stykker, at de ikke var bredere end en Finger, men Skrælingerne gav alligevel lige saa meget derfor som før, eller mere.
-Det traf sig nu saa, at en Tyr, Karlsæmne havde med, løb frem fra Skoven og brølede højt. Skrælingerne bleve saa rædde derved, at de løb ud til deres Skindbaade og roede langs Landet, og saa saa’ Nordboerne ikke noget til dem i hele tre Uger. Men da den Tid var ledet, saa’ de en stor Mængde Skrælinger komme søndenfra i Baade som en hel Strøm, og nu blev alle Stængerne svungne imod Solen, og de hylede alle meget højt. Karlsæmne og hans Mænd toge da et rødt Skjold og holdt op imod dem; Skrælingerne sprang af Baadene, og saa gik de imod hinanden og sloges; der blev en hvas Skudregn, thi Skrælingerne havde Blider med, og Karlsæmne og hans Folk saa’ ogsaa, at de løftede en meget svær Kugle, næsten som en Faaremave at se til og blaa af Farve, op paa en Stang og kastede den fra Stangen ud over Karlsæmnes Folk, og det gav et svart Gny, hvor den faldt ned. Herover bleve Karlsæmne og hans Folk saare rædde, saa at de ikke tænkte paa andet, end at fly og at komme bort langs med Aaen, thi det tyktes dem, at Skrælingernes Flok kom imod dem fra alle Sider, og de standsede ikke, før de kom til nogle Klipper, hvor de satte sig drabelig til Modværge. Frojdis kom ud og saa’, at Karlsæmne og hans Mænd trak sig tilbage; hun raabte efter dem: »Hvi fly I for disse Uslinger, saa gjæve Mænd som I ere? det tykkes mig, I maatte kunne slaa dem ned som Kvæg; havde jeg Vaaben, tror jeg, jeg skulde slaas bedre end nogen af Jer«. De gav ikke Agt paa hendes Ord. Frøjdis vilde følge efter dem, men hun kom kun sent afsted, thi hun var med Barn, men alligevel fulgte hun efter dem ind i Skoven. Skrælingerne satte efter hende; hun fandt en Mand liggende død paa hendes Vej, det var Torbrand Snorressøn; der sad en flad Sten fast i Hovedet paa ham: hans Sværd laa ved Siden af ham, det tog hun og lavede sig til at værge sig. Da Skrælingerne kom hen til hende, trak hun Klæderne bort fra sine Bryster og slog dem ud over det blottede Sværd, og derover bleve Skrælingerne saa rædde, at de flyede til deres Baade og roede bort. Karlsæmne og hans Folk kom nu hen til hende og roste hende for hendes Mod. Der var faldet to af Mandskabet, men en Mængde af Skrælingerne. Nordboerne havde her maattet vige for Overmagten; nu gik de hjem til deres Boder, forbandt deres Saar og tænkte over, hvad det vel kunde have været for en Mængde Mennesker, der var kommet imod dem oppe fra Land, og skjønnede de nu, at det kun havde været Skrælingernes Flok, der var kommet fra Baadene, og at den anden Flok maatte have været Øjenforblændelse. Skrælingerne fandt ogsaa en død Mand og ved ham en Øxe; en af dem tog Øxen op og hug med den i et Træ, og det gjorde de andre ogsaa, den ene efter den anden, og det tyktes dem, at Øxen var et stort Klenodie og at den bed godt; men saa tog en og hug i en Sten med den, saa den brast, og da de saa’, at den ikke kunde staa sig imod Sten, tyktes det dem, at den duede til Ingenting, og de kastede den bort.
+Det traf sig nu saa, at en Tyr, Karlsæmne havde med, løb frem fra Skoven og brølede højt. Skrælingerne bleve saa rædde derved, at de løb ud til deres Skindbaade og roede langs Landet, og saa saa’ Nordboerne ikke noget til dem i hele tre Uger. Men da den Tid var ledet, saa’ de en stor Mængde Skrælinger komme søndenfra i Baade som en hel Strøm, og nu blev alle Stængerne svungne imod Solen, og de hylede alle meget højt. Karlsæmne og hans Mænd toge da et rødt Skjold og holdt op imod dem; Skrælingerne sprang af Baadene, og saa gik de imod hinanden og sloges; der blev en hvas Skudregn, thi Skrælingerne havde Blider med, og Karlsæmne og hans Folk saa’ ogsaa, at de løftede en meget svær Kugle, næsten som en Faaremave at se til og blaa af Farve, op paa en Stang og kastede den fra Stangen ud over Karlsæmnes Folk, og det gav et svart Gny, hvor den faldt ned. Herover bleve Karlsæmne og hans Folk saare rædde, saa at de ikke tænkte paa andet, end at fly og at komme bort langs med Aaen, thi det tyktes dem, at Skrælingernes Flok kom imod dem fra alle Sider, og de standsede ikke, før de kom til nogle Klipper, hvor de satte sig drabelig til Modværge. Frøjdis kom ud og saa’, at Karlsæmne og hans Mænd trak sig tilbage; hun raabte efter dem: »Hvi fly I for disse Uslinger, saa gjæve Mænd som I ere? det tykkes mig, I maatte kunne slaa dem ned som Kvæg; havde jeg Vaaben, tror jeg, jeg skulde slaas bedre end nogen af Jer«. De gav ikke Agt paa hendes Ord. Frøjdis vilde følge efter dem, men hun kom kun sent afsted, thi hun var med Barn, men alligevel fulgte hun efter dem ind i Skoven. Skrælingerne satte efter hende; hun fandt en Mand liggende død paa hendes Vej, det var Torbrand Snorressøn; der sad en flad Sten fast i Hovedet paa ham: hans Sværd laa ved Siden af ham, det tog hun og lavede sig til at værge sig. Da Skrælingerne kom hen til hende, trak hun Klæderne bort fra sine Bryster og slog dem ud over det blottede Sværd, og derover bleve Skrælingerne saa rædde, at de flyede til deres Baade og roede bort. Karlsæmne og hans Folk kom nu hen til hende og roste hende for hendes Mod. Der var faldet to af Mandskabet, men en Mængde af Skrælingerne. Nordboerne havde her maattet vige for Overmagten; nu gik de hjem til deres Boder, forbandt deres Saar og tænkte over, hvad det vel kunde have været for en Mængde Mennesker, der var kommet imod dem oppe fra Land, og skjønnede de nu, at det kun havde været Skrælingernes Flok, der var kommet fra Baadene, og at den anden Flok maatte have været Øjenforblændelse. Skrælingerne fandt ogsaa en død Mand og ved ham en Øxe; en af dem tog Øxen op og hug med den i et Træ, og det gjorde de andre ogsaa, den ene efter den anden, og det tyktes dem, at Øxen var et stort Klenodie og at den bed godt; men saa tog en og hug i en Sten med den, saa den brast, og da de saa’, at den ikke kunde staa sig imod Sten, tyktes det dem, at den duede til Ingenting, og de kastede den bort.
 Karlsæmne og hans Folk skjønnede nu, at hvor vel Landets Vilkaar ellers vare gode, vilde de stadig have Ufred at frygte fra dem, der alt boede i det. De lavede sig da til at fare bort, og agtede sig hjem til deres eget Land og sejlede nordpaa langs Kysten. De fandt fem Skrælinger med Skindpelse paa sovende nede ved Havet; de havde Æsker med, hvori der var Dyremarv blandet med Blod. Karlsæmne og hans Folk skjønnede, at disse Mænd maatte være blevne forviste Landet. De slog dem ihjel. Siden kom de til et Næs, hvor der var en Mængde Hjorte, og hele Næsset var at se til som en Møgklump, fordi Dyrene laa der om Nætterne, De kom nu tilbage til Strømfjord, hvor der var fuldt op af alt, hvad de trængte til. Saa sige Somme, at Bjarne og Gudrid vare blevne tilbage der med Hundrede Mand, men at Karlsæmne og Snorre fór sønderpaa med halvtredsindstyve Mand, og at de ikke var længere ved Hop end to Maaneder og vendte tilbage samme Sommer. Karlsæmne fór derpaa med ét Skib ud at søge efter Torhal Jæger, men de øvrige blev tilbage. De sejlede nord forbi Kjølenæs og blev saa drevne mod Vest med Landet om Bagbord. Der var ikke andet end øde Skove, saa langt de kunde se, og næsten ingen Lysninger i dem. Og da de havde sejlet længe, kom de til en Flod, der løb fra Øst mod Vest; de lagde ind i Mundingen og lagde til ved den søndre Bred.

@@ Linje 38: / Linje 38: @@
 Der var nu megen Tale om, at man skulde fare hen og søge det Land op, som Lejf havde fundet, og mest raadede Torstejn Eriksson, som baade var kløgtig og vennesæl dertil. De bad ogsaa Erik om at følge med, thi hans Lykke og Omsigt havde Folk mest Tro til. Han undslog sig længe, men da hans Venner blev ved at bede ham derom, sagde han omsider ja. De gjorde nu det Skib rede, som Torbjørn var kommet med; der blev taget tyve Mand ud, og de havde kun lidet Gods med, ikke andet end Vaaben og Levnetsmidler. Om Morgenen, da Erik red hjemmefra, tog han en Kiste med Guld og Sølv og gjemte den, og gav sig saa paa Vej, Det hændte da, at han faldt af Hesten og brækkede nogle Ribben og kom til Skade med sin ene Arm i Skulderbladet, og da det var overgaaet ham, sagde han til sin Kone Torhild, at hun skulde gaa og hente Kisten med Sølvet og Guldet; det var det at han havde gjemt det, han havde maattet undgjælde for, mente han. Siden sejlede de bort fra Eriksfjord med stor Glæde, og det tyktes dem, at alt saa’ overmaade lovende ud for dem. De drev længe om paa Havet og kunde ikke komme ind i den Kurs, de vilde; de fik Island i Sigte og fik ogsaa Fugle fra Irland at se, og saaledes tumledes deres Skib om paa Havet imellem Landene; om Høsten vendte de tilbage og vare da saare udslidte og ilde tilredte, og lige i Begyndelsen af Vinteren kom de tilbage til Eriksfjord. Da sagde Erik: »Gladere vare vi, da vi sejlede ud af Fjorden her i Sommer, dog er der endnu mange gode Raad for os at finde«. »Det sømmer sig nu for Høvdingen at sørge vel for alle de Mænd, som nu staa raadløse her, og at skaffe dem Ophold i Vinter«. »Sandt er det, som Ordet lyder«, sagde Erik, »at Ingen véd, hvad man mener, før man har svaret, og saa gaar det ogsaa her; nu ville vi følge dit Raad«. Saa fulgte alle de, som ikke havde andet Ophold, hjem med Torstejn og Erik til Bratteli og var der om Vinteren.
-Nu er at melde, at Torstejn Erikssøn bejlede til Gudrid, og baade hun og hendes Fader svarede vel derpaa, og hun blev fæstet ham. Siden fik han hende tilægte; Brylluppet stod paa Bratteli om Høsten, og der blev holdt et godt Gilde, hvor mange vare samlede. Torstejn ejede Gaarden Lysefjord i Vesterbygden halvt med en anden Mand, som ogsaa hed Torstejn, og hvis Kone hed Sigrid. Torstejn Erikssøn flyttede til Lysefjord til sin Navne om Høsten og Gudrid med ham; der blev taget vel imod dem, og de var der om Vinteren. Lidt ud paa Vinteren hændte det, at der kom Sot der paa Gaarden. Værkstyreren hed Gard og var ikke nogen vennesæl Mand; han fik først Soten og døde, og saa varede det ikke længe, før end den ene døde efter den anden. Torstejn Erikssøn og hans Navne Torstejns Hustru Sigrid blev ogsaa syge. En Kveld var Sigrid gaaet udenfor, og Gudrid fulgte hende; idet de vendte sig mod Døren, gav Sigrid et højt Skrig fra sig. »Vi have baaret os uforsigtig ad«, sagde Gudrid, »staa ikke stille, saa kommer du til at fryse, lad os skynde os ind, det forteste vi kan«. »Det er lettere sagt end gjort nu«, sagde Sigrid, »thi jeg ser alle de Døde staa for Døren, og jeg ser baade din Husbond Torstejn og mig selv i Flokken; tungt er det at se sligt«. Lidt efter sagde hun: »Lad os nu gaa ind, Gudrid, nu ser jeg ikke længer Flokken.« Da saa’ hun heller ikke længer Torstejn, men før tyktes det hende, at han stod der med en Svøbe i Haanden og vilde slaa Flokken, De gik nu ind, og før det var Morgen var hun død, og der blev lavet en Kiste til Liget. Samme Dag agtede Folkene sig ud paa Søen, og Torstejn fulgte dem ned til Baadehavnen, og siden, da det begyndte at blive mørkt, gik han ned for at se deres Fangst. Medens han var der, sendte Torstejn Erikssøn Bud, at han maatte komme op til ham, der var overmaade uroligt deroppe, sagde han, den døde Sigrid havde rejst sig overende og vilde i Sengen til ham. Da Torstejn kom ind, var hun kommen op paa Sengestokken, men han greb hende og holdt hende en Buløxe for Brystet. Torstejn Erikssøn døde henad Aften. Torstejn Bonde bad Gudrid lægge sig til at sove, han skulde nok vaage ved Liget, sagde han. Hun gjorde saa, men da det var ledet lidt ud paa Natten, rejste Torstejn Erikssøn sig op og bad sin Navne kalde Gudrid did, han vilde tale med hende. »Gud har givet mig Orlov og skjænket mig denne Stund til Bedring for mine Kaar«, sagde han. Torstejn Bonde gik da til Gudrid og vakte hende, bad hende signe sig og bede Gud staa hende bi og sagde hende, hvad Torstejn Erikssøn havde sagt. »Han vil tale med dig«, sagde han, og du faar nu selv bestemme, hvad du vil gjøre, thi jeg kan intet Raad give dig«. »Kan hænde«, svarede Gudrid, »at denne vidunderlige Tildragelse gaar ud paa Ting, som siden ville mindes længe; jeg haaber, at Gud vil holde sin Haand over mig, og med hans Miskundhed vil jeg vove at gaa til ham og høre, hvad han har at sige, thi skal det være mig til Mén, vil jeg ikke kunne undfly det, men det aner mig, at det maa være noget vigtigt«. Saa gik Gudrid til Torstejn. Det tyktes hende, at han fældede Taarer; han hviskede hende nogle Ord i Øret, saa at kun hun kunde høre dem, men højt, saa at alle kunde høre det, sagde han at de vare salige, der holdt Troen vel, thi med den fulgte al Hjælp og Miskundhed, men mange holdt den ilde, »og er det en Uskik, der har været her i Grønland, siden Kristendommen blev indført her, at begrave Folk i uviet Jord og kun synge lidet over dem. Jeg vil, at I skulle føre mig og de andre, der ere døde her, til Kirke, men Gard skulle I brænde saa snart som muligt, thi han volder alt det Spøgeri, her har været i Vinter« Han talte ogsaa til hende om hendes egen Skjæbne og sagde, at der var bestemt hende anselige Raar, men raadede hende at vare sig for at gifte sig med nogen grønlandsk Mand. Han bad hende give deres Gods til Kirken og til de Fattige, og saa sank han atter tilbage. Det havde været Skik paa Grønland, efter at Kristendommen var kommen did, at Folk bleve begravede i uviet Jord paa Gaardene, hvor de døde; der blev da rejst en Pæl fra Brystet paa den Døde, og siden, naar der kom Præster til, skulde Pælen trækkes op, og der blev hældt Vievand derned og sunget derover, om det end var længe efter. Torstejns og de andres Lig blev førte til Kirken i Eriksfjord, og der blev sunget over dem af Præsterne. Erik tog sig af Gudrid og var hende i Faders Sted. Kort efter døde Torbjørn, og alt Godset skulde da tilfalde Gudrid. Erik tog hende til sig og sørgede vel for alle hendes Sager.
+Nu er at melde, at Torstejn Erikssøn bejlede til Gudrid, og baade hun og hendes Fader svarede vel derpaa, og hun blev fæstet ham. Siden fik han hende tilægte; Brylluppet stod paa Bratteli om Høsten, og der blev holdt et godt Gilde, hvor mange vare samlede. Torstejn ejede Gaarden Lysefjord i Vesterbygden halvt med en anden Mand, som ogsaa hed Torstejn, og hvis Kone hed Sigrid. Torstejn Erikssøn flyttede til Lysefjord til sin Navne om Høsten og Gudrid med ham; der blev taget vel imod dem, og de var der om Vinteren. Lidt ud paa Vinteren hændte det, at der kom Sot der paa Gaarden. Værkstyreren hed Gard og var ikke nogen vennesæl Mand; han fik først Soten og døde, og saa varede det ikke længe, før end den ene døde efter den anden. Torstejn Erikssøn og hans Navne Torstejns Hustru Sigrid blev ogsaa syge. En Kveld var Sigrid gaaet udenfor, og Gudrid fulgte hende; idet de vendte sig mod Døren, gav Sigrid et højt Skrig fra sig. »Vi have baaret os uforsigtig ad«, sagde Gudrid, »staa ikke stille, saa kommer du til at fryse, lad os skynde os ind, det forteste vi kan«. »Det er lettere sagt end gjort nu«, sagde Sigrid, »thi jeg ser alle de Døde staa for Døren, og jeg ser baade din Husbond Torstejn og mig selv i Flokken; tungt er det at se sligt«. Lidt efter sagde hun: »Lad os nu gaa ind, Gudrid, nu ser jeg ikke længer Flokken.« Da saa’ hun heller ikke længer Torstejn, men før tyktes det hende, at han stod der med en Svøbe i Haanden og vilde slaa Flokken, De gik nu ind, og før det var Morgen var hun død, og der blev lavet en Kiste til Liget. Samme Dag agtede Folkene sig ud paa Søen, og Torstejn fulgte dem ned til Baadehavnen, og siden, da det begyndte at blive mørkt, gik han ned for at se deres Fangst. Medens han var der, sendte Torstejn Erikssøn Bud, at han maatte komme op til ham, der var overmaade uroligt deroppe, sagde han, den døde Sigrid havde rejst sig overende og vilde i Sengen til ham. Da Torstejn kom ind, var hun kommen op paa Sengestokken, men han greb hende og holdt hende en Buløxe for Brystet. Torstejn Erikssøn døde henad Aften. Torstejn Bonde bad Gudrid lægge sig til at sove, han skulde nok vaage ved Liget, sagde han. Hun gjorde saa, men da det var ledet lidt ud paa Natten, rejste Torstejn Erikssøn sig op og bad sin Navne kalde Gudrid did, han vilde tale med hende. »Gud har givet mig Orlov og skjænket mig denne Stund til Bedring for mine Kaar«, sagde han. Torstejn Bonde gik da til Gudrid og vakte hende, bad hende signe sig og bede Gud staa hende bi og sagde hende, hvad Torstejn Erikssøn havde sagt. »Han vil tale med dig«, sagde han, og du faar nu selv bestemme, hvad du vil gjøre, thi jeg kan intet Raad give dig«. »Kan hænde«, svarede Gudrid, »at denne vidunderlige Tildragelse gaar ud paa Ting, som siden ville mindes længe; jeg haaber, at Gud vil holde sin Haand over mig, og med hans Miskundhed vil jeg vove at gaa til ham og høre, hvad han har at sige, thi skal det være mig til Mén, vil jeg ikke kunne undfly det, men det aner mig, at det maa være noget vigtigt«. Saa gik Gudrid til Torstejn. Det tyktes hende, at han fældede Taarer; han hviskede hende nogle Ord i Øret, saa at kun hun kunde høre dem, men højt, saa at alle kunde høre det, sagde han at de vare salige, der holdt Troen vel, thi med den fulgte al Hjælp og Miskundhed, men mange holdt den ilde, »og er det en Uskik, der har været her i Grønland, siden Kristendommen blev indført her, at begrave Folk i uviet Jord og kun synge lidet over dem. Jeg vil, at I skulle føre mig og de andre, der ere døde her, til Kirke, men Gard skulle I brænde saa snart som muligt, thi han volder alt det Spøgeri, her har været i Vinter« Han talte ogsaa til hende om hendes egen Skjæbne og sagde, at der var bestemt hende anselige Kaar, men raadede hende at vare sig for at gifte sig med nogen grønlandsk Mand. Han bad hende give deres Gods til Kirken og til de Fattige, og saa sank han atter tilbage. Det havde været Skik paa Grønland, efter at Kristendommen var kommen did, at Folk bleve begravede i uviet Jord paa Gaardene, hvor de døde; der blev da rejst en Pæl fra Brystet paa den Døde, og siden, naar der kom Præster til, skulde Pælen trækkes op, og der blev hældt Vievand derned og sunget derover, om det end var længe efter. Torstejns og de andres Lig blev førte til Kirken i Eriksfjord, og der blev sunget over dem af Præsterne. Erik tog sig af Gudrid og var hende i Faders Sted. Kort efter døde Torbjørn, og alt Godset skulde da tilfalde Gudrid. Erik tog hende til sig og sørgede vel for alle hendes Sager.
 Paa Høfde paa Høfdestrand boede der en Mand ved Navn Tord; han var gift med Fridgerd, en Datter af Tore den sendrægtige og Irekongen Kjarvals Datter. De havde en Søn, som hed Snorre og var gift med Tord Gelles Datter Torhild Rype, og Tord Hesthøfde hed deres Søn. Tord fik en Søn, som hed Torfin Karlsæmne, Torun hed Torfins Moder. Han fór meget i Kjøbfærd og havde Ord for at være en dygtig Kjøbmand. En Sommer gjorde Karlsæmne sit Skib klart og agtede sig til Grønland. Snorre Torbandssøn fra Alptafjord fulgte med, og de var i alt fyrretyve Mand ombord. Der var en Mand ved Navn Bjarne Grimolfssøn, han stammede fra Bredefjord, og Torhal Gamlessøn hed en anden, som stammede fra Østfjordene; de rustede ogsaa deres Skib samme Sommer og agtede sig til Grønland, og de var ogsaa i alt fyrretyve Mand ombord. Karlsæmne og de andre stak nu i Søen med disse to Skibe, saa snart de vare færdige til at sejle. Der meldes Intet om, hvor længe de var paa Havet, men det er vist, at om Høsten kom begge Skibene til Eriksfjord. Erik og andre af Egnens Folk red ned til dem, og der holdtes Kjøbstævne, som gik let fra Haanden; Styrmændene tilbød Erik at udtage af Varerne, hvad han vilde, og Erik viste sig til Gjengjæld ogsaa som en storsindet Mand imod dem og bød Mandskabet paa begge Skibene hjem til sig paa Bratteli for Vinteren, hvad Kjøbmændene med Tak tog imod. Deres Ladning blev flyttet op til Bratteli, og der var ingen Mangel paa store Udhuse til at gjemme Varerne i og heller ikke paa hvad andet der behøvedes, saa de var vel tilfreds om Vinteren. Da det lakkede ad Jul, blev Erik meget tavs og var ikke nær saa munter, som han plejede at være. Engang gav Karlsæmne sig i Tale med ham og sagde: »Er der noget, der trykker dig, Erik Bonde? Folk finder, at du ikke er saa munter, som du plejer at være. Du har víst os den største Gavmildhed, og det er vor Skyldighed at lønne dig derfor med alt det Gode, vi formaa at yde. Sig nu frem, hvad der bedrøver dig«. Erik svarede: »I tage vel og venlig til Takke og jeg er heller ikke ræd for, at det skal komme til at gaa ud over Jer paa den Vis, at vi ingen Hjælp kan yde Jer længer, men det frygter jeg, at naar I komme andensteds hen, vil det blive sagt, at aldrig har I havt en daarligere Jul end den, som nu kommer, da Erik den Røde skulde sørge for Jer paa Bratteli i Grønland«. »Det har ingen Nød, Bonde«, svarede Karlsæmne; »vi have baade Malt og Korn paa vort Skib; tag deraf, hvad I vil, og gjør saa stateligt et Gilde som Jer lyster«. Dette Tilbud tog Erik imod, og der blev nu redet til Julegilde, og det blev saa anseligt, at Folk mente, de næppe nogensinde havde set saadan Pragt i det fattige Land. Da Julen var ovre, bejlede Karlsæmne hos Erik til Gudrid, thi det tyktes ham, at han maatte have Raadighed over hende. Erik svarede vel derpaa og sagde, at hun fik følge sin Skjæbne, og at han ikke havde hørt andet end godt om ham; saa fæstede Torfin Gudrid, og der blev Gilde igjen. Det var om Vinteren, paa Bratteli, at deres Bryllup blev drukket.

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eiríks saga rauða]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Torfin Karlsæmnes Saga]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eiríks saga rauða]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Vinland]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Torfin Karlsæmnes Saga]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Thorfin Karlsefne og Snorre Thorbrandsön]] !!  !!

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 29. aug. 2013 kl. 18:31
Linje 76:		Linje 76:
	[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]		[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]
	[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]		[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
		+	[[Kategori:Grønlandica]]