Knut på 23. apr. 2018 kl. 09:03

2018-04-23T09:03:09Z

Carsten: Uddrag af Eyrbyggja saga CCR/FM (C)

2018-04-06T16:12:16Z

Uddrag af Eyrbyggja saga CCR/FM (C)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eyrbyggja saga]] !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Øyrbyggjerne]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Snorre Godes Saga]] !! !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Eyrbyggja Saga (Dansk)]] !! !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Uddrag af Eyrbyggja saga CCR/FM (C)]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Island A. M. Mallet.jpg|thumb|250px|<center>'''Island med Grønland i baggrunden''' ''Alain Manesson Mallet (1719)''</center>]]

<center>'''[[Islændingesagaer]]'''

Udvalgte tekster fra

'''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''
 [[C. C. Rafn]] og [[Finnur Magnusson]]

<big>'''VIII.''' <big>'''Uddrag af Eyrbyggja saga'''</big></big> '''(Eller den store Saga om Thorsnæsingerne, Øreboerne og Alftefjordsmændene). Om Grønlændernes islandske Hjemstavns første Beboelse og Tildragelser, samt Grønlands ældste Nybyggeres og Amerikas første islandske Opdageres Levnet.'''

 <big>'''C. Efterretninger om Björn Asbrandsön, kaldet Bredevigsmændenes Kæmpe'''</big>

'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center>

Text

----

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
[[Kategori:C. C. Rafn]]
[[Kategori:Finnur Magnússon]]
[[Kategori:Grønlandica]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. aug. 2018 kl. 07:26
Linje 17:		Linje 17:


−	~~Udvalgte tekster fra~~

−	'''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''	+	'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] I'''
	<br>[[C. C. Rafn]] og [[Finnur Magnusson]]		<br>[[C. C. Rafn]] og [[Finnur Magnusson]]

@@ Linje 24: / Linje 24: @@
 <big>'''VIII.'''<br><big>'''Uddrag af Eyrbyggja saga'''</big></big><br>'''(Eller den store Saga om Thorsnæsingerne, Øreboerne <br>og Alftefjordsmændene). Om Grønlændernes islandske<br>Hjemstavns første Beboelse og Tildragelser, samt Grønlands <br>ældste Nybyggeres og Amerikas første islandske Opdageres Levnet.'''
 <br><br><big>'''C. Efterretninger om Björn Asbrandsön, kaldet Bredevigsmændenes Kæmpe'''</big></center>
@@ Linje 238: / Linje 237: @@
 . Gudleif hed en Mand, som var en Sön af Gudlög den Rige fra Strömsfjord, og en Broder til den Thorfinn, fra hvem Sturlungerne nedstamme<ref> Gudlög den Rige var en Sön af Thormod Gode, som udvandrede fra Voss i Norge; han udvidede sin Faders Landnam, i det nuværende Myre-Syssel, og boede paa Borgarholt ved Strömfjorden. See Landnamas 1 P 19 og 2 P.6 Capitel, hvor Sturlungernes Herkomst fra hans Sön Thorfinn ogsaa udvikles.</ref>. Gudleif var en dygtig Söfarer. Han eiede en stor Knör, men Thorolf Sön af Eyra-Lopt, en anden. Da de sloges med Gyrd, en Sön af Jarlen Sigvald, mistede Gyrd sit(ene)Öie<ref>Dette fortælles saaledes lidet udförligere paa det sidst anförte Sted af Landnama: ''Guðleifr er átti annan knör [annat skip] en annan [annat] Þórólfr, son Lopts hins gamla af Errarbakka, þá er þeir börðust við Gyrð jarl Sigvaldason i Meðalfararsundi, ok heldu fe sínu; þar um orti Guðleifr Gyrðs visur''; Gudleif, som eiede en Knör (Skib) men Thorolf, en Sön af Lopt den Gamle, fra Örebak, den anden, da de sloges med Jarlen Gyrd Sigvaldsön i Middelfartssund (det lille Belt) og beholdt deres Gods – (hvilket Jarlen da har havt i Sinde at bemægtige sig). Derom digtede Gudleif de saakaldte Gyrds-Viser. Dette nu ellers ubekjendte Digt kaldes Glodisvise, uden Tvivl ved en Trykfeil, i Suhms Historie af Danmark III, 785, hvor kun Landnama, men ikke Eyrbyggja, med Hensyn til Jarlen eller Jarlssönnen Gyrd, er bleven paaberaabt. At Thorolf Loptsön ellers især har faret hellem Norge og Örebak, hans Hjemstavn, vises af Njalas 120de og 140de Capitel.</ref>. Det begav sig i Kong Olaf den Helliges sidste Levetid at Gudleif var dragen ud paa en Handelsreise til Dublin, men da han seilede (derfra) mod Vesten, agtede han sig til Island. I det han var kommen vesten for Irland, opkom en heftig Nordostvind, som drev dem vesterpaa langt ud i Havet mod Sydvest<ref> Kort för Columbus's fölgerige Opdagelse af Amerika, dreves og Skibe af Storme mod dets Kyster, i den samme Retning, fra det vestlige Irland. Den Cours, som Columbus selv tog paa sin förste Reise, var ei heller meget forskjellig herfra; da han selv havde været i Island, er det höist sandsynligt, at han der har lært at kjende Islændernes gamle Beretninger om Gudleifs o. fl. Reiser til Amerika; see Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed 2 B. S. 25, 113, 127 o. fl. Mere herom i nærværende Værks 3 Deel. Kun bemærke vi forelöbig, at de Skibe, med hvilke Columbus foretog sin Opdagelsesreise, ingenlunde vare store, men tillige, for det meste, af samme Indretning som de nordiske i det 11te, 12te og 13de Aarhundrede.</ref>, saa at de ikke vidste af noget Land at sige (i Nærheden), men det var allerede langt ude paa Sommeren, og de gjorde mange Löfter, for at de kunde komme over Havet<ref>Mærkelig nok grebe Columbus og hans Folk, i det samme Tilfælde, paa samme Hav, til det selvsamme Middel. Baade Gudleif og han bekjendte sig og til den samme, nemlig den katholske Religion.</ref>, og det skete da, at de saae Land langt borte. Det var et stort Land<ref>Sandsynligvis var det Kysten af Florida med tilgrændsende Lande. Herom mere i nærværende Værks 3die Deel.</ref>, men de vidste aldeles ikke, hvilket Land det var Gudleif og hans Skibsfolk toge den Beslutning at seile til Kysten, thi de vare kjede af at drive længere omkring paa det store Hav. De fik der en god Havn, og da de havde været en kort Tid ved Landet, kom Folk dertil, hvor de vare. De kjendte intet Menneske deriblandt, men det forekom dem snarest, at de talte Irsk<ref> Formodentligt meente man da, at den Egn, hvortil Gudleif og hans Folk kom, var en Deel af det amerikanske saakaldte store Irland. See ovenfor S. 154, 163-166, 436-38.</ref>. Snart samledes til dem en saa stor Mængde Mennesker, at de udgjorde adskillige Hundrede i Tället. Disse Mænd foretoge sig et Angreb paa dem, toge fat paa dem alle, bandt dem og dreve dem op paa Landet. Der bleve de förte hen til et Möde, og Dom skulde der fældes over dem. De forstode saa meget, at nogle vilde at de skulde dræbes strax, men andre, at man skulde fordele dem omkring til Ophold (blandt Indbyggerne) og holde dem i Trældom<ref>Denne Beretning, om de indfödte Amerikaneres Behandling mod Skibbrudne, stemmer ganske overeens med den, som vi vide at de sædvanligst have brugt, efter Americas fuldstændige Opdagelse.</ref>. Medens dette blev forhandlet, saae de, hvor der red en stor Flok, i hvilken et Banner blev baaret<ref>Jfr. ovenfor S. 163, 436, hvor de Stænger hvorved Flige vare fæstede, i de eskimoiske Börns Beretninger vistnok betegne Bannere eller Faner, hvilke vi og vide at de amerikanske Vilde i nyere Tider have brugt.</ref>. Deraf troede de at kunne vide, at en Hövding befandt sig i den Flok. Da denne Flok kom derhen, saae de at en stor og drabelig Mand red under Banneret<ref>P. E. Müller, som i Saga-Bibliotheket I, 194, erklærer nærværende Fortælling, i Hovedsagen, at bære Sanddruhedens Præg, tilföier Fölgende, med Hensyn til denne dens Post: "At Björn kom ridende til Strandbredden kunde være et af Sagaskrivernes sædvanlige Tillæg, der ikke tage i Betænkning at udmale de enkelte Omstændigheder, eftersom de ansee det rimeligt for at gjöre Sagen anskueligere." Dog beretter Sagaskriveren ikke, som ellers ofte er Tilfældet, at Björn steg af Hesten, der overhoved slet ikke ommeldes. Vi kunne og bemærke, at a) Ordet riða i det Oldnordiske har flere Betydninger end den ommeldte danske, (som mangle i Haldorsens islandske Ordbog, men udvikles i Glossarierne til Njala, S. 757 og den ældre Edda II, 758, 761), nemlig overhoved at fare frem, bevæges, bæres i det Höie, eller höiere end Mennesker sædvanlig staae eller gaae, f. Ex. ved at hjöre paa en Vogn, bæres i en Bærestol, hvilket sidste her virkelig maa (formedelst Björns höie Alder, og tillige hans store Anseelse eller Værdighed) antages at have været Tilfældet, skjönt det vel er mueligt at Heste, med Ares, Björns eller de America da besögende Irlænderes Skibe kunne tilfældigviis være blevne bragte til denne Kyst, men dog have der været meget sjeldne, saa at Racen snart var uddöd.</ref>; han lod til at være temmelig höjaldrende, og hans Haar vare af den Aarsag blevne ganske hvide. Alle, som vare der tilstede, böiede sig for denne Mand, og modtoge ham saavel, som de kunde. De mærkede, at man da strax hensköd alle Raad og Bestemmelser om deres Sag til hans Afgjörelse. Derefter sendte den samme bedagede Mand Bud efter Gudleif og hans Skibsfolk. Da de kom frem for denne Mand, talte han til dem paa Nordisk<ref>Nemlig i det da over hele Norden (Danmark, Sverrig, Norge og Island) gængse Sprog, skjönt man i senere Tider, da det Danske begyndte at afvige derfra, især ved tydsk Indflydelse, ved den Benævnelse mest forstod det Norske, og endelig, da dette og i Skrift og Tale var blevet dansk, det Islandske, som endnu beholder Oldsprogets Bygning og fleste almindelige Ord.</ref>, og spurgte fra hvilke Lande de vare. De svarede ham, at de fleste blandt dem vare Islændere. Manden spurgte, hvilke af dem der vare Islandske. Gudleif svarede, at han var en Islænder; han hilste da Oldingen, men denne modtog hans Hilsen venlig, og spurgte, hvorfra i Island han egentlig var? Gudleif svarede, at han var fra det Herred, som kaldtes Borgarfjord. Da spurgte han: fra hvilket Sted i Borgarfjorden han var? og Gudleif fortalte det rigtig. Derpaa spurgte denne Mand næsten efter enhver af de större Mænd i Borgarfjorden eller Bredefjorden. Og i det de talte herom, spurgte han nöjagtig, i alle Henseender, först om Snorre Gode og hans Söster Thuride fra Frodaa, og (dernæst) mest om Kjartan, hendes Sön, som da var Huusbonde der. Landets Indbyggere raabte, paa den anden Side, at man skulde fatte en endelig Beslutning om Skibsmandskabet. Derefter gik denne store Mand bort fra dem, og udnævnte, med sig, 12 af sine Mænd<ref>En saadan Raadsforsamling passer ganskt til de amerikanske Vildes Skikke; saavel mange blandt dem, som Nordboerne overhoved, lagde stor Vægt paa 12 Tallet, med Hensyn til et saadant antaget Antal af styrende Guder.</ref>, hvorpaa de tilbragte en lang Tid med Samtaler. Dernæst gik de til Folkemödet, og da sagde den store Mand til Gudleif og hans Fölge: Vi Landets Indbyggere have forhandlet adskilligt mellem os om eders Sag, og have Landets Mænd nu voldgivet den til mig, og jeg vil da give eder Tilladelse til at reise, hvorhen I vil, men skjönt I synes at det nu er meget langt ud paa Sommeren, vil jeg dog give eder det Raad, at I söger at komme snart bort herfra, thi Folkene her ere utroe og vanskelige at omgaaes, men tykkes allerede at man har gjort Brud paa Loven til deres Skade. Gudleif svarede: hvad skulle vi, hvis Skjæbnen forunder os at komme til vore Fædrene egne, vel sige derom, hvo der har givet os denne Frihed? Han svarede: Derom vil jeg ikke fortælle eder noget, thi jeg önsker ikke mine Frænder eller Fostbrödre en saadan Reise hertil, som 1 vilde have gjort, hvis I ikke, for min Skyld, vare slupne bedre herfra, men nu er jeg allerede paa den Alder, sagde han, at det jo kan ventes hver Time, at Alderdommen lægger mig i Graven, men om jeg lever en Stund herefter, saa ere der dog heri Landet mægtigere Mænd end jeg, som kun ville unde udenlandske Mænd, hvis de komme hertil, en ringe Skaansel, skjönt de nu ikke ere nærværende her, hvor I ere komne til Kysten. Derefter lod han Skibet udruste med dem, og var selv tilstede, indtil den Bör kom paa, som var bekvem for dem til at gaae ud af Havnen med. Men förend Gudleif og han skiltes fra hinanden, trak denne Mand en Guldring af sin Haand og overgav den til Gudleif, tilligemed et godt Sværd. Derpaa sagde han til Gudleif hvis det vorder dig beskjæret at komme til Island, da skal du overbringe dette Sværd til Bonden Kjartan paa Frodaa, men Ringen til hans Moder Thuride. Gudleif sagde: Hvad skal jeg da sige derom, hvem der sender dem disse Kostbarheder? Han svarede: Sig det som sandt er, at den sendte dem, som var en bedre Ven af Huusmoderen paa Frodaa, end af Goden paa Helgafell, hendes Broder. Men hvis noget Menneske troer at vide, hvo der har eiet disse Kostbarheder, saa sig disse mine Ord, at jeg forbyder enhver, at drage herhen til mig, thi det lader sig aldeles ikke udföre, med mindre det gaaer Folk saa særdeles heldig med Landingsstedet, som det har gaaet eder, thi dette Land har en stor Udstrækning men faa gode Havne<ref>Den Mening kan og tillægges disse Ord, at Landets Havne vare vanskelige at söge for Ubekjendte.</ref>, hvorimod der allevegne er bestemt en ufredelig Behandling for udenlandske Mænd, undtagen det kunde træffe sig saa, som Tilfældet nu er blevet med eder. Derefter gik Gudleif og hans Skibsfolk tilsöes, og kom til Irland sildig i Efteraaret, samt til bragte der Vinteren i Dublin. Den næste Sommer derefter seilede de til Island, hvor Gudleif overbragte (Vedkommende) disse Kostbarheder. Folk antoge det for vist, at denne Mand har været Björn, Breidvikingernes Kæmpe, endskjönt man ikke har andre sikkre Efterretninger derom end disse, som nu ere fortalte<ref>Heraf kan man med P. E. Müller (7. c.) slutte at flere Efterretninger om denne Gudleifs Reise have i hans Tid været i Omlöb i Island. Det er stor Skade at Sagaskriveren ikke har meddeelt dem, men han havde egentlig kun den Hensigt at optegne de Efterretninger om sin Helt Björn, som han ansaae for at være troværdige.</ref>.
 ==Fodnoter==

Uddrag af Eyrbyggja saga CCR/FM (C) - Revisjonshistorikk

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 07:26

Knut på 23. apr. 2018 kl. 09:03

Knut på 23. apr. 2018 kl. 08:41

Carsten: Uddrag af Eyrbyggja saga CCR/FM (C)