Uddrag af Snorres Edda - Revisjonshistorikk

Knut på 3. apr. 2024 kl. 07:23

2024-04-03T07:23:18Z

Jesper på 8. des. 2022 kl. 05:54

2022-12-08T05:54:43Z

Jesper på 26. sep. 2022 kl. 17:35

2022-09-26T17:35:35Z

Jesper på 12. aug. 2020 kl. 11:31

2020-08-12T11:31:14Z

Jesper på 22. jul. 2020 kl. 14:17

2020-07-22T14:17:20Z

Jesper på 21. jul. 2020 kl. 19:47

2020-07-21T19:47:23Z

Jesper på 21. jul. 2020 kl. 19:13

2020-07-21T19:13:30Z

Jesper på 21. jul. 2020 kl. 18:58

2020-07-21T18:58:40Z

Jesper på 21. jul. 2020 kl. 18:57

2020-07-21T18:57:48Z

Jesper på 20. jul. 2020 kl. 17:16

2020-07-20T17:16:15Z

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Edda Snorra Sturlusonar]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Den Norrøne Gudeheimen (Snorres Edda)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Snorres Edda]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Snorres Edda (svensk)]] !! [[Fil:Faeroysk.gif|32px|link=Gylvaginning]]
 |-
 |}

@@ Linje 2 252: / Linje 2 252: @@
-====Hjadingestriden====
+====Hjadningestriden====
 ''(Skáldskaparmál, kap. 62)''
-Kampen kaldes ''hjadingernes uvejr'' eller ''byge'', mens våben kaldes ''hjadingernes ild'' eller ''stok''. Der findes en fortælling om dette:
+Kampen kaldes ''hjadningernes uvejr'' eller ''byge'', mens våben kaldes ''hjadningernes ild'' eller ''stok''. Der findes en fortælling om dette:
 En konge ved navn Høgne havde en datter, som hed Hild. Den konge, der hed Hedin Hjarrandeson, bortførte hende som hærfang. Kong Høgne var dengang taget til kongemøde, men da han erfarede, at der var blevet hærget i hans rige, og at hans datter var blevet bortført, tog han af sted med sin hær for at opsøge Hedin, og han fik at vide om ham, at han drog nordpå langs med landet. Da kong Høgne kom til Norge, fik han at vide, at Hedin var sejlet vestpå over havet. Så sejlede Høgne efter ham helt til Orknøerne, og da han kom til det sted, der kaldes Håø, var Hedin dér med sit følge.
@@ Linje 2 262: / Linje 2 262: @@
 Så opsøgte Hild sin far og tilbød ham på Hedins vegne et halssmykke som forlig, men i modsat fald — sagde hun — var Hedin klar til at kæmpe, og Høgne skulle ikke gøre sig håb om nogen skånsel fra hans side. Høgne gav sin datter et vredt svar, og da hun mødte Hedin, fortalte hun ham, at Høgne ikke ville forliges, men bad ham gøre klar til kamp. Det gjorde de så på begge sider; de gik op på øen og stillede hærene i slagorden.
-Så råbte Hedin til Høgne — sin svigerfar — og tilbød ham forlig og en mængde guld i bod. Da svarede Høgne: »Dit tilbud kommer for sent, hvis du vil forliges, for nu har jeg trukket sværdet Dåinsleif, som dværgene har lavet — og det skal forårsage død, hver gang det blottes, og det svigter aldrig i hugget, og sår gror aldrig sammen, hvis de skæres med det.« Da sagde Hedin: »Du praler med sværdet, men ikke med sejren. Jeg kalder det sværd godt, som er tro imod sin herre.« Derpå begyndte de den kamp, der kaldes Hjadingestriden, og de sloges hele den dag, men om aftenen gik kongerne til skibene.
+Så råbte Hedin til Høgne — sin svigerfar — og tilbød ham forlig og en mængde guld i bod. Da svarede Høgne: »Dit tilbud kommer for sent, hvis du vil forliges, for nu har jeg trukket sværdet Dåinsleif, som dværgene har lavet — og det skal forårsage død, hver gang det blottes, og det svigter aldrig i hugget, og sår gror aldrig sammen, hvis de skæres med det.« Da sagde Hedin: »Du praler med sværdet, men ikke med sejren. Jeg kalder det sværd godt, som er tro imod sin herre.« Derpå begyndte de den kamp, der kaldes Hjadningestriden, og de sloges hele den dag, men om aftenen gik kongerne til skibene.
-Om natten gik Hild til de faldne, og med trolddom vækkede hun alle dem, der var døde. Dagen efter gik kongerne til slagmarken og kæmpede — det gjorde også de folk, der var faldet dagen før. Sådan foregik kampen den ene dag efter den anden, at alle, der faldt, og alle våben — og tilsvarende skjolde — der lå på slagmarken, blev til sten. Men når dagen kom, rejste alle de døde mænd sig og kæmpede, og alle våbnene var da anvendelige. Det siges i kvad, at hjadingerne skal afvente Ragnarok på denne måde. Brage Skjald digtede i ''Ragnar Lodbrogs Drapa'' i henhold til dette sagn:
+Om natten gik Hild til de faldne, og med trolddom vækkede hun alle dem, der var døde. Dagen efter gik kongerne til slagmarken og kæmpede — det gjorde også de folk, der var faldet dagen før. Sådan foregik kampen den ene dag efter den anden, at alle, der faldt, og alle våben — og tilsvarende skjolde — der lå på slagmarken, blev til sten. Men når dagen kom, rejste alle de døde mænd sig og kæmpede, og alle våbnene var da anvendelige. Det siges i kvad, at hjadningerne skal afvente Ragnarok på denne måde. Brage Skjald digtede i ''Ragnar Lodbrogs Drapa'' i henhold til dette sagn:

@@ Linje 2 628: / Linje 2 628: @@
 Hånden kan kaldes ''næve'' eller ''lab''. På armen kaldes det ''albue; overarm; ulveled; led; finger; greb; håndflade; negl; fingerspids; håndkant; neglekød''. Armen kan kaldes ''våbenets'' eller ''skjoldets land; skulderens'' eller ''ærmets'' eller ''håndfladens træ''. Eller ''guldringens, falkens'' og ''høgens'' — eller alle dennes navnes — ''land''. I nyskabelser: ''Skulderens fod'' eller ''buens betvinger''.
-Et ben kan kaldes ''fodbladets, vristens'' eller ''hosens træ'' og tilsvarende. Eller ''vejens, gangens'' eller ''trinets løbepil''. Foden kan kaldes disses ''træ'' eller ''støtte''. Fødder kendetegnes ved ''ski, sko'' eller ''strømper''. På benet kaldes det ''lår; knæ; læg; underben; vrist; fodsål; tå''. Man kan kendetegne benet ved alt dette og kalde det ''træ''. Det kaldes også ''rå'' eller ''sejl'' og kendetegnes med disse dele.
+Et ben kan kaldes ''fodbladets, vristens'' eller ''hosens træ'' og tilsvarende. Eller ''vejens, gangens'' eller ''trinets løbepil''. Foden kan kaldes disses ''træ'' eller ''støtte''. Fødder kendetegnes ved ''ski, sko'' eller ''strømper''. På benet kaldes det ''lår; knæ; læg; underben; vrist; fodsål; tå''. Man kan kendetegne benet ved alt dette og kalde det ''træ''. Det kaldes også fodens ''mast'' eller ''rå'' og kendetegnes med disse dele.
 Sprog benævnes også ''ord; ordsprog; tale; veltalenhed; fortælling; trætte; mål; sang; snak; galder; kvæden; beretning; samtale; skvalder; spot; latter; pral; sludder; vrøvl; vås.'' Det kaldes også ''stemme; klang; røst; mæle; tuden; bulder; brag; drøn; gny; skrald; larm.''

@@ Linje 935: / Linje 935: @@
 Da sagde Gangtræt: »Er der sket større ting blandt aserne? Tor udviste en mægtig styrke på denne færd.« Høj svarede: »Der kan fortælles om hændelser, som aserne anser for mere væsentlige. Denne fortælling begynder med, at den gode Balder drømte betydningsfulde drømme og frygtede for sit liv. Da han fortalte aserne om drømmene, rådslog de sammen, og det blev besluttet, at man ville bede om sikkerhed for Balder imod alle slags farer. Frigg modtog løfter om, at Balder skulle skånes af ild og vand, jern og alle slags malm, sten, jorden, træerne, sygdommene, dyrene, fuglene, giften og slangerne. Da dette var gjort og bevidnet, morede Balder og aserne sig med, at han skulle stå frem på tinget, mens alle de andre skulle skyde på ham eller hugge ham eller kaste med sten — men hvad der end blev gjort, tog han ikke skade, og alle fandt dette meget berømmeligt.
-[[Fil:Dauði Baldrs ins góða (SÁM 66).jpg|thumb|300px|right|<center>'''Balders død'''</center>]]Da Loke — Laufeys søn — så dette, syntes han ikke godt om, at Balder ikke tog skade. Han begav sig til Frigg i Fensal og antog kvindeskikkelse. Da spurgte Frigg, om denne kvinde vidste, hvad aserne foretog sig på tinget. Hun svarede, at alle skød på Balder, men at han ikke tog skade. Frigg sagde: »Intet våben eller noget træ vil give Balder mén. Jeg har modtaget ed fra dem alle.« Da spurgte kvinden: »Har alle ting aflagt ed på at ville skåne Balder?« Frigg svarede: »Vest for Valhal gror der et skud, som kaldes mistelten. Jeg fandt den for ung til, at ville afkræve den eden.« I det samme forsvandt kvinden, men Loke greb misteltenen og rev den op og gik til tinget. Høder stod yderst i kredsen, fordi han var blind. Da sagde Loke til ham: »Hvorfor skyder du ikke på Balder?« Han svarede: »Fordi jeg ikke kan se, hvor Balder er, og desuden fordi jeg er våbenløs.« Loke sagde: »Gør du dog som de andre og vis Balder en tilsvarende ære! Jeg skal vise dig hen imod ham. Skyd denne gren efter ham!« Høder tog misteltenen og skød den efter Balder efter Lokes vejledning. Skuddet fløj igennem Balder, og han faldt død til jorden, hvilket er den største ulykke, der er sket blandt guder og mennesker.
+[[Fil:Dauði Baldrs ins góða (SÁM 66).jpg|thumb|300px|right|<center>'''Balders død'''</center>]]Da Loke — Laufeys søn — så dette, syntes han ikke godt om, at Balder ikke tog skade. Han begav sig til Frigg i Fensal og antog kvindeskikkelse. Da spurgte Frigg, om denne kvinde vidste, hvad aserne foretog sig på tinget. Hun svarede, at alle skød på Balder, men at han ikke tog skade. Frigg sagde: »Intet våben eller noget træ vil give Balder mén. Jeg har modtaget ed fra dem alle.« Da spurgte kvinden: »Har alle ting aflagt ed på at ville skåne Balder?« Frigg svarede: »Vest for Valhal gror der et skud, som kaldes mistelten. Jeg fandt den for ung til at ville afkræve den eden.« I det samme forsvandt kvinden, men Loke greb misteltenen og rev den op og gik til tinget. Høder stod yderst i kredsen, fordi han var blind. Da sagde Loke til ham: »Hvorfor skyder du ikke på Balder?« Han svarede: »Fordi jeg ikke kan se, hvor Balder er, og desuden fordi jeg er våbenløs.« Loke sagde: »Gør du dog som de andre og vis Balder en tilsvarende ære! Jeg skal vise dig hen imod ham. Skyd denne gren efter ham!« Høder tog misteltenen og skød den efter Balder efter Lokes vejledning. Skuddet fløj igennem Balder, og han faldt død til jorden, hvilket er den største ulykke, der er sket blandt guder og mennesker.
 Da Balder var faldet, mistede alle aserne mælet og stod som lamslåede uden at hjælpe ham. Den ene så på den anden, og alle havde samme mening om den, der havde forvoldt dette, men som ingen kunne hævne — så stor en fredhellighed var der dér. Og da aserne forsøgte at tale, brød de i stedet i gråd, så ingen med ord kunne fortælle andre om deres sorg. Odin blev ramt meget hårdere af denne ulykke, da han bedre end andre kunne forstå, hvor stort et tab og afsavn Balders død ville være for aserne. Da guderne kom til sig selv, tog Frigg ordet og spurgte hvem blandt aserne, der ville gøre sig fortjent til hendes fulde kærlighed og velvillighed ved at ride ad vejen til Hel og forsøge at finde Balder og tilbyde Hel en løsesum, hvis hun ville lade Balder drage hjem til Asgård. Ham der kaldtes Hermod den Raske — Odins søn — var rede til færden. Så tog man Odins hest Sleipner og førte den frem, og Hermod steg på denne hest og red hurtigt derfra.

@@ Linje 1 193: / Linje 1 193: @@
 Skade — jætten Tjasses datter — iførte sig hjelm og brynje og fuld udrustning og drog til Asgård for at hævne sin far. Aserne tilbød hende bod og forlig, men først og fremmest, at hun måtte vælge sig en mand blandt aserne, dog sådan at hun skulle vælge efter fødderne uden at se resten. Hun fandt én mands fødder usædvanligt smukke og sagde: »Ham vælger jeg! Intet er grimt på Balder.« Men det var Njord fra Noatun. Skade havde som en del af forliget krævet, at guderne skulle gøre noget, som hun ikke mente, de formåede: At få hende til at le. Så gjorde Loke det, at han bandt en snor om skægget på en ged og den anden ende af snoren om sine nosser. Så trak de på skift i hver sin retning, mens de begge skreg højt. Så lod Loke sig falde i skødet på Skade, og da lo hun. Aserne blev dermed forligte med hende.
-Det fortælles, at Odin gjorde det som bod til Skade, at han tog Tjasses øjne og slyngede dem op på himlen og skabte to stjerner.« Da sagde Ægir: »Tjasse forekommer mig at have været særligt mægtig. Hvilken slægt kom han af?« Brage svarede: »Hans far hed Ølvalde, og jeg skal fortælle dig noget om ham, der vil forekomme dig bemærkelsesværdigt. Han var meget rig på guld, men da han døde og hans sønner skulle skifte arven, opgjorde de guldet, de skulle dele, på den måde, at de hver især skulle tage deres mundfulde af det, og alle skulle de tage lige mange. Den ene af dem var Tjasse, den anden Idje og den tredje Gang. Nu bruger vi det udtryk, at kalde guldet for disse jætters mundfulde, men vi tilslører det i sagkundskaben eller skjaldskaben på den måde, at vi kalder det for disse jætters sprog eller ord eller mål.« Da sagde Ægir: »Det forekommer mig at være godt forvaret i sagkundskaben.«
+Det fortælles, at Odin gjorde det som bod til Skade, at han tog Tjasses øjne og slyngede dem op på himlen og skabte to stjerner.« Da sagde Ægir: »Tjasse forekommer mig at have været særligt mægtig. Hvilken slægt kom han af?« Brage svarede: »Hans far hed Ølvalde, og jeg skal fortælle dig noget om ham, der vil forekomme dig bemærkelsesværdigt. Han var meget rig på guld, men da han døde, og hans sønner skulle skifte arven, opgjorde de guldet, de skulle dele, på den måde, at de hver især skulle tage deres mundfulde af det, og alle skulle de tage lige mange. Den ene af dem var Tjasse, den anden Idje og den tredje Gang. Nu bruger vi det udtryk, at kalde guldet for disse jætters mundfulde, men vi tilslører det i sagkundskaben eller skjaldskaben på den måde, at vi kalder det for disse jætters sprog eller ord eller mål.« Da sagde Ægir: »Det forekommer mig at være godt forvaret i sagkundskaben.«
@@ Linje 1 202: / Linje 1 202: @@
 ''(Skáldskaparmál, kap. 5-6)''
-Ægir sagde endvidere: »Hvorfra stammer den idræt, som I kalder skjaldskab?« Brage svarede: »Ophavet til dette var, at guderne havde et udestående med det folk, der kaldes vaner. Men de holdt et forsoningsmøde og aftalte våbenhvile på den måde, at man fra begge sider gik frem til et kar og spyttede i det. Ved afskeden ville guderne ikke lade dette fredstegn gå til spilde, så de tog det og skabte en mand deraf. Han hed Kvaser. Han var så klog, at ingen kunne spørge ham om noget, som han ikke kunne give svar på. Han drog vidt omkring i verden for at bibringe folk viden, men da han kom på besøg hos nogle dværge — Fjalar og Galar — kaldte de ham til samtale i enrum og dræbte ham, og de lod hans blod løbe ned i to kar og én kedel; den kaldtes Odrører, mens karrene hed Son og Bodn. De blandede blodet med honning, og deraf opstod den mjød, som gør enhver, der drikker af den, til skjald eller vismand. Dværgene sagde til aserne, at Kvaser var blevet kvalt af visdom, fordi ingen var kyndig nok til at stille ham kloge spørgsmål.
+Ægir sagde endvidere: »Hvorfra stammer den idræt, som I kalder skjaldskab?« Brage svarede: »Ophavet til dette var, at guderne havde et udestående med det folk, der kaldes vaner. Men de holdt et forsoningsmøde og aftalte våbenhvile på den måde, at man fra begge sider gik frem til et kar og spyttede i det. Ved afskeden ville guderne ikke lade dette fredstegn gå til spilde, så de tog det og skabte en mand deraf. Han hed Kvaser. Han var så klog, at ingen kunne spørge ham om noget, som han ikke kunne give svar på. Han drog vidt omkring i verden for at bibringe folk viden, men da han kom på besøg hos nogle dværge — Fjalar og Galar — kaldte de ham til samtale i enrum og dræbte ham, og de lod hans blod løbe ned i to kar og en kedel; den kaldtes Odrører, mens karrene hed Son og Bodn. De blandede blodet med honning, og deraf opstod den mjød, som gør enhver, der drikker af den, til skjald eller vismand. Dværgene sagde til aserne, at Kvaser var blevet kvalt af visdom, fordi ingen var kyndig nok til at stille ham kloge spørgsmål.
 Så bød disse dværge en jætte, der hed Gilling, hjem til sig sammen med hans kone. Dværgene tilbød da Gilling at ro ud på havet sammen med dem, men da de sejlede langs med landet, roede dværgene på et blindskær, hvorved skibet kæntrede. Gilling kunne ikke svømme, så han druknede, men dværgene bragte skibet på ret køl og roede i land. De fortalte hans kone, hvad der var sket, men hun tog det meget tungt og græd højt. Så spurgte Fjalar hende, om ikke hun ville få det bedre, hvis hun så ud over havet, hvor han var omkommet. Det ville hun gøre. Da sagde han til sin bror Galar, at denne skulle gå op over døren, når hun gik ud, og lade en kværnsten falde ned i hovedet på hende, for han var led ved hendes skrigeri. Dette blev gjort.
@@ Linje 1 231: / Linje 1 231: @@
 »Hvilke talemåder bruges i skjaldskaben?« »Skjaldesproget har tre forgreninger.« »Hvilke?«
-»Den, at man kalder hver ting for dets navn. En anden gren er den, der hedder benævnelser. Den tredje gren af sproget er den, der kaldes for kenninger, og den gren bruger vi til at betegne Odin eller Tor eller Tyr — eller en hvilken som helst af aserne eller alferne. Og for hver af dem, jeg nævner, tilføjer jeg enten navnet på en anden as’ ejendel eller omtaler en eller anden af denne samme as’ bedrifter; så tillægges den sidstnævnte navnet, og ikke den, hvis navn blev brugt. Således siger vi ''Sig-Tyr'' eller ''Hænge-Tyr'' eller ''Farma-Tyr'', og det er så betegnelser for Odin, og det kalder vi for kenninger — på samme måde kan vi sige ''Vogn-Tyr''.«
+»Den, at man kalder hver ting for dets navn. En anden gren er den, der hedder ''benævnelser''. Den tredje gren af sproget er den, der kaldes for ''kenninger'', og den gren bruger vi til at betegne Odin eller Tor eller Tyr — eller en hvilken som helst af aserne eller alferne. Og for hver af dem, jeg nævner, tilføjer jeg enten navnet på en anden as’ ejendel eller omtaler en eller anden af denne samme as’ bedrifter; så tillægges den sidstnævnte navnet, og ikke den, hvis navn blev brugt. Således siger vi ''Sig-Tyr'' eller ''Hænge-Tyr'' eller ''Farma-Tyr'', og det er så betegnelser for Odin, og det kalder vi for kenninger — på samme måde kan vi sige ''Vogn-Tyr''.«
@@ Linje 1 709: / Linje 1 709: @@
 Da aserne blev trætte af hans skryderi, nævnte de Tors navn. I det samme ankom Tor til hallen med hammeren løftet, og han var aldeles vred og spurgte, hvem der havde besluttet, at rævesnu jætter skulle drikke dér, og hvem der havde givet Hrungner løfte om fred i Valhal, og hvorfor Freja skænkede for ham, som om det var et gilde for aser. Da svarede Hrungner, mens han så uden venlighed på Tor, og sagde, at Odin havde indbudt ham til at drikke, og at han var dér med hans fred. Da sagde Tor, at Hrungner skulle komme til at fortryde den indbydelse, før han kom derfra. Hrungner sagde, at Ase-Tor ikke ville opnå stor ære ved at dræbe ham, når han var ubevæbnet. Det ville være et større bevis på mod, hvis han turde kæmpe imod ham på grænsen ved Stenmarksgærdet, »— men det var også fuldstændig tåbeligt af mig,« sagde han, »— at jeg efterlod mit skjold og min slibesten hjemme. Hvis jeg havde haft mine våben her, skulle vi holde tvekamp med det samme, og ellers vil jeg anklage dig for niddingskab, hvis du vil dræbe mig, når jeg er ubevæbnet.« Tor ville på ingen måde undslå sig for tvekamp, når han blev udfordret, for det havde ingen budt ham tidligere.
-Hrungner tog straks af sted og red i voldsom fart, til han kom til jættrnes verdenen. Hans færd og det, at der var aftalt et møde mellem ham og Tor, blev meget omtalt blandt jætterne. Jætterne mente, det ville have meget at sige, hvem der sejrede. De kunne forvente sig ondt af Tor, hvis Hrungner faldt, for han var den stærkeste blandt jætterne. Så lavede jætterne en mand af ler ved Stenmarksgærdet, og han var ni raster høj og tre raster bred under armene. De kunne ikke finde et hjerte, der var så stort, at det passede til ham, før de tog et fra en hoppe, men det sad ikke roligt i ham, da Tor kom. Hrungner havde et hjerte, der er berømt. Det var stenhårdt og pigget med tre spidser som det tegn, man siden har ristet, og som kaldes et Hrungnershjerte. Hans hoved var også af sten. Også hans skjold, der var bredt og tykt, var af sten, og han holdt det foran sig, da han stod ved Stenmarksgærdet og afventede Tor. Han havde en slibesten som våben og bar den over skulderen — og han så ikke hyggelig ud. Ved siden af ham stod lerjætten, der blev kaldt Møkkurkalfe, og han var meget skræmt. Det siges, at han pissede, da han så Tor.
+Hrungner tog straks af sted og red i voldsom fart, til han kom til jættrnes verdenen. Hans færd og det, at der var aftalt et møde mellem ham og Tor, blev meget omtalt blandt jætterne. Jætterne mente, det ville have meget at sige, hvem der sejrede. De kunne forvente sig ondt af Tor, hvis Hrungner faldt, for han var den stærkeste blandt jætterne. Så lavede jætterne en mand af ler ved Stenmarksgærdet, og han var ni raster høj og tre raster bred over brystet. De kunne ikke finde et hjerte, der var så stort, at det passede til ham, før de tog et fra en hoppe, men det sad ikke roligt i ham, da Tor kom. Hrungner havde et hjerte, der er berømt. Det var stenhårdt og pigget med tre spidser som det tegn, man siden har ristet, og som kaldes et Hrungnershjerte. Hans hoved var også af sten. Også hans skjold, der var bredt og tykt, var af sten, og han holdt det foran sig, da han stod ved Stenmarksgærdet og afventede Tor. Han havde en slibesten som våben og bar den over skulderen — og han så ikke hyggelig ud. Ved siden af ham stod lerjætten, der blev kaldt Møkkurkalfe, og han var meget skræmt. Det siges, at han pissede, da han så Tor.
 Tor kom til tvekampen i følge med Tjalfe. Da løb Tjalfe hen, hvor Hrungner stod, og sagde til ham: »Du er uforsigtig — jætte! — når du står med skjoldet foran dig. Tor har set dig, og han farer gennem jorden, og han vil angribe dig nedefra.« Så skød Hrungner skjoldet under sine fødder og stod oven på det med begge hænder på slibestenen. I det samme så han lyn og hørte en vældig torden. Så så han Tor i asevrede. Han fór rasende af sted og hævede hammeren og kastede den fra lang afstand imod Hrungner. Hrungner løftede slibestenen op med begge hænder og kastede den imod. Den mødte hammeren i flugten, og slibestenen bristede. Den ene del faldt til jorden, og derved opstod alle sandstensbjerge. Den anden del ramte Tor i hovedet, så han styrtede til jorden. Hammeren Mjølner traf Hrungner midt i hovedet og splintrede skallen i småstykker, og han faldt frem over Tor, så hans ben lå hen over Tors hals. Tjalfe gik imod Møkkurkalfe, som faldt uden særlig hæder. Så gik Tjalfe hen til Tor for at fjerne Hrungners ben fra ham, men han kunne ikke udrette noget. Så kom alle aserne til, da de hørte, at Tor var faldet, og de ville fjerne benet fra ham, men de kom ingen vegne. Da kom Magne — Tors søn med Jernsaxe. Han var da tre nætter gammel. Han verfede Hrungners ben af Tor og sagde: »Det var en slem skade — far! — at jeg kom så sent. Jeg tror, at jeg ville have slået denne jætte ihjel med mine næver, hvis jeg havde truffet ham.« Da rejste Tor sig og tog godt imod sin søn og sagde, at Magne nok skulle blive en mægtig mand, »— og jeg vil,« sagde han, »— give dig hesten Guldfakse, som Hrungner har ejet.« Da talte Odin og sagde, at det var forkert af Tor at give den gode hest til en jættekællings søn og ikke til sin far.
@@ Linje 1 912: / Linje 1 912: @@
 [[Fil:AM 738 4to, 41r, BW Loki.jpeg|thumb|right|300px|<center>'''Loke'''</center>]]Hvorfor kaldes guld for ''Sifs hår?'' Loke Laufeyson havde på lumsk vis klippet alt håret af Sif. Da Tor blev klar over dette, greb han Loke, og han ville have knust hver en knogle i ham, hvis Loke ikke forinden havde lovet, at han ville få sortalferne til at lave hår til Sif af guld, som ville vokse som andet hår. Derefter drog Loke hen til de dværge, der kaldes Ivaldesønnerne, og de fremstillede håret og Skidbladner og det spyd, der hedder Gungner, som Odin ejer.
-Derpå væddede Loke med den dværg, der hedder Brok, sit hoved på, at Broks bror — Sindre — ikke kunne fremstille tre dyrebarheder, der var lige så gode som disse. Da de kom til smedjen, lagde Sindre et svineskind i essen og bad Brok blæse imens og ikke holde inde, førend han havde taget det ud af essen, som han havde lagt deri. Straks da han var gået ud af smedjen, mens den anden blæste, satte en flue sig på dennes hånd og bed, men han blæste videre som hidtil, indtil smeden tog ud af essen: Det var en galt, og børsterne var af guld. Derpå lagde Sindre guld i essen og bad Brok blæse og ikke holde inde med blæsningen, før han kom tilbage. Så gik han. Da kom fluen og satte sig på halsen af Brok og bed ham — denne gang dobbelt så kraftigt som før — men han blæste videre, indtil smeden tog den guldring, der kaldes Drøpner, ud af essen. Så lagde han jern i essen og bad Brok blæse og sagde, at det ville blive ubrugeligt, hvis blæsningen aftog. Da satte fluen sig imellem øjnene på Brok og bed ham i øjenlågene, og da blodet løb ind i øjnene på ham, kunne han ikke se noget, så han viftede hurtigt med hænderne og slap blæsebælgen, imens han slog fluen væk. Da kom smeden ind og sagde, at nu var det lige før, at alt, hvad der var i essen, var gået til spilde. Så tog han en hammer ud af essen. Han overlod sin bror Brok alle dyrebarhederne og bad ham tage dem med til Asgård for at få afgjort væddemålet.
+Derpå væddede Loke med den dværg, der hedder Brok, sit hoved på, at Broks bror — Sindre — ikke kunne fremstille tre dyrebarheder, der var lige så gode som disse. Da de kom til smedjen, lagde Sindre et svineskind i essen og bad Brok blæse imens og ikke holde inde, førend han havde taget det ud af essen, som han havde lagt deri. Straks da han var gået ud af smedjen, mens den anden blæste, satte en flue sig på dennes hånd og stak, men han blæste videre som hidtil, indtil smeden tog ud af essen: Det var en galt, og børsterne var af guld. Derpå lagde Sindre guld i essen og bad Brok blæse og ikke holde inde med blæsningen, før han kom tilbage. Så gik han. Da kom fluen og satte sig på halsen af Brok og stak ham — denne gang dobbelt så kraftigt som før — men han blæste videre, indtil smeden tog den guldring, der kaldes Drøpner, ud af essen. Så lagde han jern i essen og bad Brok blæse og sagde, at det ville blive ubrugeligt, hvis blæsningen aftog. Da satte fluen sig imellem øjnene på Brok og stak ham i øjenlågene, og da blodet løb ind i øjnene på ham, kunne han ikke se noget, så han viftede hurtigt med hænderne og slap blæsebælgen, imens han slog fluen væk. Da kom smeden ind og sagde, at nu var det lige før, at alt, hvad der var i essen, var gået til spilde. Så tog han en hammer ud af essen. Han overlod sin bror Brok alle dyrebarhederne og bad ham tage dem med til Asgård for at få afgjort væddemålet.
 Da han og Loke frembar dyrebarhederne, tog aserne plads i dommersædet, og den kendelse, som Odin, Tor og Frej afsagde, skulle stå ved magt. Så gav Loke Odin spyddet Gungner, og Tor håret, som Sif skulle have, og Frej Skidbladner — og han gjorde rede for alle dyrebarhederne: At spyddet aldrig blev standset i flugten, mens håret ville gro fast, så snart Sif fik det på hovedet, og at Skidbladner fik medvind, i det samme sejlet blev hejst, hvorend man skulle hen, og det kunne foldes sammen som en dug og opbevares i en pung, hvis man ønskede det.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 21. jul. 2020 kl. 19:47
Linje 991:		Linje 991:


−	Så sker det, der forekommer som en betydningsfuld hændelse: Ulven sluger solen, og menneskene anser det for et stort tab. Så tager den anden ulv månen, og forvolder således også stor skade. Stjernerne ~~forsvinder~~ på himlen. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster, så træerne løsnes fra grunden og bjergene ramler, mens alle lænker og bånd brister og rykkes over. Da slipper Fenrisulven fri. Så skyller havet ind over land, idet Midgårdsormen snor sig i jættevrede og søger på land. Det sker også, at det skib, der hedder Naglfar, løsner. Det er lavet af døde mænds negle, og derfor må der advares imod, at folk dør med uklippede negle, for så vil vedkommende bidrage meget til skibet Naglfar, som guder og mennesker ville ønske blev bygget sent. Men i denne søgang flyder Naglfar. Den jætte, der styrer Naglfar, hedder Hrym. Fenrisulven løber med munden på vid gab, og underkæben er langs jorden, mens overkæben rører himlen. Han ville gabe endnu mere, hvis der var plads. Flammer står ud af hans øjne og næse. Midgårdsormen udspyr en sådan gift, at den fylder luften og vandet; han er ganske afskyelig og farer ved siden af Ulven.	+	Så sker det, der forekommer som en betydningsfuld hændelse: Ulven sluger solen, og menneskene anser det for et stort tab. Så tager den anden ulv månen og forvolder således også stor skade. Stjernerne på himlen forsvinder. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster, så træerne løsnes fra grunden, og bjergene ramler, mens alle lænker og bånd brister og rykkes over. Da slipper Fenrisulven fri. Så skyller havet ind over land, idet Midgårdsormen snor sig i jættevrede og søger på land. Det sker også, at det skib, der hedder Naglfar, løsner. Det er lavet af døde mænds negle, og derfor må der advares imod, at folk dør med uklippede negle, for så vil vedkommende bidrage meget til skibet Naglfar, som guder og mennesker ville ønske blev bygget sent. Men i denne søgang flyder Naglfar. Den jætte, der styrer Naglfar, hedder Hrym. Fenrisulven løber med munden på vid gab, og underkæben er langs jorden, mens overkæben rører himlen. Han ville gabe endnu mere, hvis der var plads. Flammer står ud af hans øjne og næse. Midgårdsormen udspyr en sådan gift, at den fylder luften og vandet; han er ganske afskyelig og farer ved siden af Ulven.

	[[Fil:Heimdallr (SÁM 66).jpg\|thumb\|300px\|right\|<center>'''Heimdal med Gjallarhorn'''</center>]]I denne larm revner himlen, og derfra kommer Muspelsønnerne ridende. Surt rider forrest, og der er flammende ild foran og bagved ham. Hans sværd er fortræffeligt. Det skinner mere klart end solen. Da de rider over Bifrost, bryder den sammen, som det tidligere blev fortalt. Muspels sønner søger fremad på den slette, der kaldes Vigrid. Samtidig kommer Fenrisulven og Midgårdsormen. Da er også Loke kommet og Hrym sammen med alle rimturserne. Med Loke følger alle Hels følgesvende. Muspelsønnerne går i en særskilt slagorden, og den er meget lys. Sletten Vigrid er hundrede raster bred på hver led.		[[Fil:Heimdallr (SÁM 66).jpg\|thumb\|300px\|right\|<center>'''Heimdal med Gjallarhorn'''</center>]]I denne larm revner himlen, og derfra kommer Muspelsønnerne ridende. Surt rider forrest, og der er flammende ild foran og bagved ham. Hans sværd er fortræffeligt. Det skinner mere klart end solen. Da de rider over Bifrost, bryder den sammen, som det tidligere blev fortalt. Muspels sønner søger fremad på den slette, der kaldes Vigrid. Samtidig kommer Fenrisulven og Midgårdsormen. Da er også Loke kommet og Hrym sammen med alle rimturserne. Med Loke følger alle Hels følgesvende. Muspelsønnerne går i en særskilt slagorden, og den er meget lys. Sletten Vigrid er hundrede raster bred på hver led.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 21. jul. 2020 kl. 19:13
Linje 491:		Linje 491:


−	Odin kaldes Alfader, fordi han er far til alle guderne. Han kaldes også Valfader, fordi hans plejesønner er alle dem, der falder i kamp. Dem fordeler han i Valhal og Vingolf, og dér kaldes de einherjer. Han kaldes også Hængegud og Haptagud og Farmagud, og han kaldte sig desuden andre navne, da han var kommet til kong Geirrød:	+	Odin kaldes Alfader, fordi han er far til alle guderne. Han kaldes også Valfader, fordi hans plejesønner er alle dem, der falder i kamp. Dem fordeler han i Valhal og Vingolf, og dér kaldes de ''einherjer''. Han kaldes også Hængegud og Haptagud og Farmagud, og han kaldte sig desuden andre navne, da han var kommet til kong Geirrød:


Linje 726:		Linje 726:


−	Disse kaldes valkyrier. Dem sender Odin til hver en kamp. De udvælger de mænd, der skal dø, og bestemmer, hvem der skal sejre. Gunn og Rota og den yngste af nornerne, der hedder Skuld, rider ligeledes ud for at udpege, hvem der skal falde, og for at afgøre kampen. Jord — Tors mor — og Rind — Vales mor — regnes blandt asynjerne.«	+	Disse kaldes ''valkyrier''. Dem sender Odin til hver en kamp. De udvælger de mænd, der skal dø, og bestemmer, hvem der skal sejre. Gunn og Rota og den yngste af nornerne, der hedder Skuld, rider ligeledes ud for at udpege, hvem der skal falde, og for at afgøre kampen. Jord — Tors mor — og Rind — Vales mor — regnes blandt asynjerne.«

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 21. jul. 2020 kl. 18:58
Linje 625:		Linje 625:
	Der er en, der hedder Brage. Han er agtet for klogskab og særligt for sin veltalenhed og ordkunst. Han véd mest om skjaldskab, og efter ham kaldes skjaldskab for ''brag'', og efter hans navn kalder man en, der besidder ordsnildhed frem for andre, for ''brage-mand'' eller ''brage-kvinde'' — altså både mænd og kvinder. Hans kone hedder Idun. I et skrin opbevarer hun de æbler, som guderne skal bide i, når de ældes, så bliver de alle unge, og sådan går det lige indtil Ragnarok.« Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig, at guderne må stole meget på Iduns årvågenhed og troskab.« Da svarede Høj, imens han lo: »Det var nær gået galt engang. Det kunne jeg godt fortælle om, men du skal nu først høre flere af asernes navne.		Der er en, der hedder Brage. Han er agtet for klogskab og særligt for sin veltalenhed og ordkunst. Han véd mest om skjaldskab, og efter ham kaldes skjaldskab for ''brag'', og efter hans navn kalder man en, der besidder ordsnildhed frem for andre, for ''brage-mand'' eller ''brage-kvinde'' — altså både mænd og kvinder. Hans kone hedder Idun. I et skrin opbevarer hun de æbler, som guderne skal bide i, når de ældes, så bliver de alle unge, og sådan går det lige indtil Ragnarok.« Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig, at guderne må stole meget på Iduns årvågenhed og troskab.« Da svarede Høj, imens han lo: »Det var nær gået galt engang. Det kunne jeg godt fortælle om, men du skal nu først høre flere af asernes navne.

−	Der er en, der hedder Heimdal. Han kaldes ''den hvide As''. Han er mægtig og hellig. Han fødtes af ni kvinder, der alle var søstre. Han kaldes også Hallinskide eller Guldtand. Hans tænder er af guld. Hans hest hedder Guldtop. Han bor på det sted, der kaldes Himmelbjerg ved Bifrost. Han er gudernes vagtpost og sidder dér ved himlens rand for at beskytte broen mod bjergkæmper. Han behøver mindre søvn end en fugl. Lige meget om det er nat eller dag, kan han se hundrede raster frem. Han kan også høre græsset gro på jorden og ulden på fårene, og alt hvad der frembringer højere lyd. Han har det horn, der kaldes Gjallarhorn, og når han blæser i det, kan det høres i alle verdener. Heimdals sværd kaldes Mandshoved. Det fortælles her:	+	Der er en, der hedder Heimdal. Han kaldes ''den hvide as''. Han er mægtig og hellig. Han fødtes af ni kvinder, der alle var søstre. Han kaldes også Hallinskide eller Guldtand. Hans tænder er af guld. Hans hest hedder Guldtop. Han bor på det sted, der kaldes Himmelbjerg ved Bifrost. Han er gudernes vagtpost og sidder dér ved himlens rand for at beskytte broen mod bjergkæmper. Han behøver mindre søvn end en fugl. Lige meget om det er nat eller dag, kan han se hundrede raster frem. Han kan også høre græsset gro på jorden og ulden på fårene, og alt hvad der frembringer højere lyd. Han har det horn, der kaldes Gjallarhorn, og når han blæser i det, kan det høres i alle verdener. Heimdals sværd kaldes Mandshoved. Det fortælles her:

@@ Linje 590: / Linje 590: @@
-Så drog Skade op på fjeldet og slog sig ned i Trymheim. Hun tager ofte af sted på ski med sin bue for at skyde dyr. Hun kaldes skigudinde eller skidis. Som det siges:
+Så drog Skade op på fjeldet og slog sig ned i Trymheim. Hun tager ofte af sted på ski med sin bue for at skyde dyr. Hun kaldes ''skigudinde'' eller ''skidis''. Som det siges:
@@ Linje 625: / Linje 625: @@
 Der er en, der hedder Brage. Han er agtet for klogskab og særligt for sin veltalenhed og ordkunst. Han véd mest om skjaldskab, og efter ham kaldes skjaldskab for ''brag'', og efter hans navn kalder man en, der besidder ordsnildhed frem for andre, for ''brage-mand'' eller ''brage-kvinde'' — altså både mænd og kvinder. Hans kone hedder Idun. I et skrin opbevarer hun de æbler, som guderne skal bide i, når de ældes, så bliver de alle unge, og sådan går det lige indtil Ragnarok.« Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig, at guderne må stole meget på Iduns årvågenhed og troskab.« Da svarede Høj, imens han lo: »Det var nær gået galt engang. Det kunne jeg godt fortælle om, men du skal nu først høre flere af asernes navne.
-Der er en, der hedder Heimdal. Han kaldes Den hvide As. Han er mægtig og hellig. Han fødtes af ni kvinder, der alle var søstre. Han kaldes også Hallinskide eller Guldtand. Hans tænder er af guld. Hans hest hedder Guldtop. Han bor på det sted, der kaldes Himmelbjerg ved Bifrost. Han er gudernes vagtpost og sidder dér ved himlens rand for at beskytte broen mod bjergkæmper. Han behøver mindre søvn end en fugl. Lige meget om det er nat eller dag, kan han se hundrede raster frem. Han kan også høre græsset gro på jorden og ulden på fårene, og alt hvad der frembringer højere lyd. Han har det horn, der kaldes Gjallarhorn, og når han blæser i det, kan det høres i alle verdener. Heimdals sværd kaldes Mandshoved. Det fortælles her:
+Der er en, der hedder Heimdal. Han kaldes ''den hvide As''. Han er mægtig og hellig. Han fødtes af ni kvinder, der alle var søstre. Han kaldes også Hallinskide eller Guldtand. Hans tænder er af guld. Hans hest hedder Guldtop. Han bor på det sted, der kaldes Himmelbjerg ved Bifrost. Han er gudernes vagtpost og sidder dér ved himlens rand for at beskytte broen mod bjergkæmper. Han behøver mindre søvn end en fugl. Lige meget om det er nat eller dag, kan han se hundrede raster frem. Han kan også høre græsset gro på jorden og ulden på fårene, og alt hvad der frembringer højere lyd. Han har det horn, der kaldes Gjallarhorn, og når han blæser i det, kan det høres i alle verdener. Heimdals sværd kaldes Mandshoved. Det fortælles her:
@@ Linje 645: / Linje 645: @@
 [[Fil:Ullr (SÁM 66).jpg|thumb|300px|right|<center>'''Ull'''</center>]]En af aserne hedder Høder. Han er blind. Han er meget stærk, men guderne ville ønske, at man ikke behøvede nævne denne as, for hans gerning vil længe blive husket blandt guder og mennesker.
-Der er en, der hedder Vidar — Den tavse As. Han har en kraftig sko. Han er den stærkeste næst efter Tor. Hos ham henter guderne stor støtte, når det gælder.
+Der er en, der hedder Vidar — ''den tavse as''. Han har en kraftig sko. Han er den stærkeste næst efter Tor. Hos ham henter guderne stor støtte, når det gælder.
 Ale eller Vale er navnet på en, som er søn af Odin og Rind. Han er djærv i kamp og særligt træfsikker.
@@ Linje 668: / Linje 668: @@
 ''(Gylfaginning, kap. 33-34)''
-»Blandt aserne opregnes endnu én, som nogle kalder asernes bagtaler og falskhedens foregangsmand og alle guders og folks skændsel. Han hedder Loke eller Lopt og er søn af jætten Farbøte. Hans mor hedder Laufey eller Nål. Hans brødre er Byleist og Helblinde. Loke er kvik og smuk at se på, men en ondsindet og meget omskiftelig natur. Han besad mere end andre den egenskab, der kaldes snedighed, og brugte list i alt, hvad han foretog sig. Han bragte hele tiden aserne i de største vanskeligheder, men ofte hjalp han dem med sin svigefuldhed. Hans kone hedder Sigyn og deres søn Nare eller Narfe.
+»Blandt aserne opregnes endnu én, som nogle kalder ''asernes bagtaler'' og ''falskhedens foregangsmand'' og ''alle guders og folks skændsel''. Han hedder Loke eller Lopt og er søn af jætten Farbøte. Hans mor hedder Laufey eller Nål. Hans brødre er Byleist og Helblinde. Loke er kvik og smuk at se på, men en ondsindet og meget omskiftelig natur. Han besad mere end andre den egenskab, der kaldes snedighed, og brugte list i alt, hvad han foretog sig. Han bragte hele tiden aserne i de største vanskeligheder, men ofte hjalp han dem med sin svigefuldhed. Hans kone hedder Sigyn og deres søn Nare eller Narfe.
 Loke havde desuden flere børn. En jættekælling i jætternes verden hed Angerboda. Loke fik tre børn med hende. Den første var Fenrisulven, den anden Jørmungand — det er Midgårdsormen — og den tredje var Hel. Guderne erfarede, at disse tre søskende voksede op i jætternes verden, og guderne indså af spådomme, at denne søskendeflok ville forvolde dem mange skader og ulykker, og alle forventede sig meget ondt af dem — ikke kun på grund af det mødrene ophav, men især på grund af det fædrene. Derfor gav Alfader guderne besked på at gribe børnene og føre dem til sig, og da de kom til ham, kastede han Ormen i det dybe hav, der omgiver hele verden. Men Ormen voksede, så han ligger midt i havet og omkranser hele verden og bider sig selv i halen.

@@ Linje 2 028: / Linje 2 028: @@
-::Dér har sværd-sejlenes
+::Dér har sværdenes sejls
 ::sømfri master kranset
 ::fyrsten i gulv-Følkvers