Carsten: Vagn Aagesen: Første Samtale

2018-06-14T21:04:51Z

Vagn Aagesen: Første Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vagn Aagesen: Første Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Kæmpelivets Undergang i Nord |Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Vagn Aagesen eller Jomsborgs Undergang:'''<br><big><big>'''Første Samtale'''</big></big>
</center>

{|
|    '''De Talende.'''
|-
|    ''Sigvald:  ''
|    Jomsborgs Høvding.
|-
|    ''Astrid:''
|    hans Kone, Datter af Bursilav i Venden.
|-
|    ''Vagn:''
|    -
|-
|    ''Ingeborg:''
|    hans Kone.
|-
|    ''Bjørn hin Bretske:''
|    Palnatokes Fostbroder.
|-
|    ''Svend Buesøn:''
|    -
|-
|    ''Aslak:''
|    -
|-
|    ''Endrid:''
|    -
|-
|    ''Hakon hin Rige:''
|    Norrigs Jarl.
|-
|    ''Erik:''
|    hans Søn.
|-
|    ''Eivind Kelda:''
|    en Seidmand.
|-
|    ''Tvende Hofgoder:''
|    -
|-
|    ''Odinkar:''
|    -
|-
|}

'''Første Samtale.'''

<big>'''Jomsborg.'''</big>

<big>''Borgegaarden.''</big>

Rundt vare Jomsvikinger spredte, og de Fleste syslede med Vaaben. Sigvald og Thorkil stode afsides og samtalede.

Svend, en Jomsviking.

::Svend.

::Hvad mener du? er dette Skjold nu blankt?

::Jomsvikingen.

::Du er saameget for det Blanke
::Og Smukke. Du vil faae en Hjertesorg
::I Norrig, naar vi møde Jarlen.
::Hvor vil du gemme da dit lange Haar,
::Som er saa gult og fagert, at ei Blodet
::Skal smudske det?

::Svend.

::O! det har ingen Nød.
::Naar Striden bliver hvas, jeg skærer
::Det af og flyer det til dig,
::Saa tænker jeg, det er i god Forvaring.

::Jomsvikingen.

::Nu! det var netop svart som spurgt.
::Men, ser du hist, hvor Sigvald staar og taler
::I Løn med Thorkil? det mig tykkes fast,
::Som af det Tog han ei har megen Gammen.

:: Svend.

::Han loved kanske mer, end han har Lyst
::Og Evne til at holde.

::Jomsvikingen.

::Men sig mig dog, hvordan det ret gik til
::Der ved Strutharalds Arveøl?

::Svend.

::Ja, hvordan mener du? De drak tilbørlig,
::Og Munden kom paa Gang, saa fik Kong Svend
::Dem til at gøre store Løfter.

:: Jomsvikingen.

::Hvad loved Sigvald egenlig?

::Svend.

::En Færd til Norrig, som ei skulde endes,
::Før Hakon eller han var dræbt.
::Da kan du tro, at Kongen glædtes.

::Jomsvikingen.

::Hvad mener du er Kongens Agt?

::Svend.

::At sende Sigvald med en kærlig Hilsen
::Til Palnatoke. Du kan tro, at Svend
::Ham under Jomsborg mindre selv end Astrid.

::Jomsvikingen.

::Ja, dengang narred Sigvald ham
::Da rigtig nok. – Men, ser du hist;
::Der gaa jo To med dragne Sværde
::Ind paa hinanden, det er Nyt
::I Borgen, vi maa se de Løier.
<br><br>

<big>''Borgsalen.''</big>

::Vagn.

::O hvilken Tomhed her i disse Sale!
::O hvilken Tomhed inden i mig selv!
::Hvad er vel Jomsborg uden Palnatoke?
::En mægtig Krop, hvis Sjel er faret ud,
::Hvad Sværdet er, som hænger hist paa Knagen,
::Hel frygteligt det var i Tokes Haand,
::Nu hænger det saa tamt og stille
::Som Knagen selv.

Længe grublede han, før han igen kom til Orde.

::Det hænger stille,
::Men naar det grebes af en vældig Haand,
::Da maatte det, som forhen, bide Skjolde,
::Og foer en kraftig Aand i døde Krop,
::Fik den da ikke Liv igen? den fik.

::Odinkar.

::Det ei.

::Vagn.

::Hvorfor?

::Odinkar.

::Fordi den døde,
::Thi Intet dør, som mægter end at leve.

::Vagn.

::Men hvem er du, som lurer paa min Tale?

:: Odinkar.

::Din Frænde Odinkar, en kristen Klerk.

::Vagn.

::Hvorledes kom du ind i Borgen?

::Odinkar.

::Ad samme Port, som Tokes Lig kom ud.

::Vagn.

::Ja, du har Ret, det Lig har Veien jævnet,
::Men spurgte Ingen, hvad du vilde her?

::Odinkar.

::De havde Andet at bestille,
::Thi Alle stod omkring to Mænd
::Som sloges om et Kvindfolk. Sigvald
::Dem vilde skilt; men fik kun onde Ord.

Hurtig greb Vagn Tokes Sværd fra Knagen og vilde ile ud, men Odinkar traadte for ham.

::Det er forbi. Da Bue Digre hørte
::Hvorom de stred, han fluks dem begge dræbte,
::Og overtraadte Loven selv
::For at ei Loven skulde overtrædes,
::Jeg ser, du havde samme Sindelag.

::Vagn.

::Maaske. Men sig! hvad vil du her?

:: Odinkar.

::Mit høie Kald mig driver rundt i Norden,
::At bringe Folket Daab og Kristendom,
::Jeg fremmerst søger mine egne Frænder
::Og Palnatokes ædle, djærve Æt.
::Derfor jeg kom, med dig jeg vilde tale,
::Og lære dig den Sandhed, jeg har lært.

::Vagn.

::Og mener du, jeg vil din Lærdom nemme?

::Odinkar.

::Det veed jeg ei, det veed allene Gud,
::Men jeg maa tale, selv for døve Øren.
::Dog, Palnatoke hørte mig, og du,
::Det veed jeg, lyster ham at ligne.

::Vagn.

::Han hørte dig, men troed dig dog ei.

::Odinkar.

::Han troed dog at Kristus vilde seire
::I Nord, paa Jomsborg ene stoled han,
::Det er forbi. Hvorpaa vil du nu stole?

::Vagn.

::Paa Aserne og paa min egen Kraft,
::Om Alle tabe, jeg dog vist skal vinde,
::Og, om jeg stolede paa Jomsborg end,
::Var det saa daarligt? Du har luret,
::Og hørt af Sorg jeg var forsagt,
::Men Norrigs Hakon snart skal sande:
::Der er endnu et Jomsborg til.

::Odinkar.

::At der har været et engang.
::En Kæmpe rammes kan af Pilen,
::Skønt Buestrængen brast itu
::Da Pilen fløi, men troer du at Strængen
::Blir derfor hel igen?

::Vagn.

::Er Buen god,
::Man derfor ei behøver den at slænge,
::Man snoer sig en anden Stræng,
::Og er den end lidt mere stakket,
::Saa Buen skyder ei saa langt og vist,
::Den skyder dog.

::Odinkar.

::Ifald den ikke brister,
::Naar den skal bøies til den korte Stræng,
::Og om den nu var ormestukken
::Som den, hvorpaa du selv vil være Stræng!
::Nei, Frænde! Jomsborg er ei mere,
::Og Palnatoke selv til Undergang
::Det vied, da han brød sin egen Lov.

:: Vagn.

::Hvorledes?

::Odinkar.

::Mindes du ei længer,
::At han mod Loven tog dig i sin Flok?
::Da rystede han selv de stærke Mure
::Og Asers Trone med; thi høit han svor,
::At Loven skulde fast som Valhal stande.
::Det skal opfyldes, selv I maa
::Med Blindhed slagne, Valhal styrte,
::I fare hen at øde Hakons Magt
::Og eders Guder kæmpe mod sig selv.

::Vagn.

::Nei, nu som altid, Aser imod Jetter,
::Thi Hakon er ei Asers Ven, han skal
::Forgaa, men Aser bo paa Norrigs Klipper.

::Odinkar.

::Det mener du, fordi du ei begriber,
::At underlige ere Herrens Raad,
::Naar Jordens Magter sig mod Kristum sanke,
::De dog allene tjene Himlens Gud.

::Vagn.

::Hvem er den Himlens Gud, og hvem er Krist?

:: Odinkar.

::I disse Ord, hel faa, du spørger, Frænde!
::Om Alt, hvad der er noget Spørgsmaal værdt.
::Du stævner kæk til Mimers rene Kilde
::Som sprang af Jord ved Kristi Guddoms Bliv;
::Med viet Haand jeg dyre Drik dig rækker,
::Og beder Gud, du føle maa dens Kraft,
::Saa klart du ser, hvad ei du kan begribe!

::Den Himlens store Gud, som jeg dig nævned,
::Han var, da Intet var, hans Aandepust
::Hensvæved over tomme Ginnunggab,
::Det klare Lys da skinned i det Høie
::Og i det Dybe vælted Bølgen sig;
::Men Jorden blev imellem begge løftet,
::Med Træer, Dyr og spæde Urter fyldt.
::Da skabte Herren i sit eget Billed
::En Mand af Jord og med sin Guddoms Aande
::Han gennemvarmed, styrked Jordens Gud;
::Af Mandens Kød og Ben en Kvinde
::Til helligt Samfund blev af Herren skabt
::Og derfor lever Kvinden kun i Manden,
::Og føler kun, hvad Manden tænker kæk.
:: De ligned Gud, men Slangen lokked dem,
::De vilde være deres Skabers Lige,
::Da raabte Gud, og straffed dem med Død,
::Hvert Menneske kan endnu høre Røsten,
::Og skælvende han vender sig mod Gud,
::Men Slangen lokker ham igen til Jorden,
::Hvis han sig vender, er det evig Død,
::Men Kamp, naar kæk mod Himlen han opstirrer.

::Vagn.

::Hel Meget tykkes mig at ligne det
::Som selv jeg tror, kun noget anderledes.

::Odinkar.

::Vist ligner det. Guds Billede ei saa
::Er svundet, at jo nogle Træk end findes
::I hver en Sjel og dybe Træk der var
::I hans, som kløgtig Asalæren bygged.
::Alfader han er Himlens store Gud,
::Og Aserne blev skabte i hans Billed,
::Men vilde stolte være Guder selv,
::Og derfor skal de dø i Ragnaroke.

::Vagn.

::Ret som om Mennesket du sagde nys.

:: Odinkar.

::Saa er det. Men om Krist du ogsaa spurgte.
::Ham veed ei Asalæren Noget om,
::Thi han ei kom, før sent i Tidens Fylde.
::Alfader saae, at stor blev Slangens Magt,
::At Mange lod sig af den Trædske lokke,
::Og de som kæmped, savned Lys og Kraft;
::Da rørtes han ved Slægtens store Jammer,
::Og kærlig han forlod den al sin Skyld,
::Han sendte ned sin egen Søn til Jorden,
::At knuse Slangens Hoved, saa den ei
::De Svage mer saa vældig kunde lokke.
::Nu har vi Fred med Gud, og hver som tror
::Paa Krist, han har i ham Guds Billed.

:: Vagn.

::Men hvem er Krist? hvor blev han af?

::Odinkar.

::Han er Guds Søn og han er Gud tillige,
::Han døde for os Alle, men igen
::Han lever hos sin Fader høit i Himlen.

::Vagn.

::Det er jo hartad som vor Asathor,
::Der gaaer i Strid mod Midgards Udyr.

:: Odinkar.

::En dunkel Spaadom kan det maaske være,
::Thi førend Kristus kom, han lovet var.

::Vagn.

::Saa det vi tro, engang skal komme,
::Er kommet allerede nu!
::Nei, det er ikke sandt, thi Jetter
::Har endnu megen Magt paa Jord,
::Saa er jo Slangens Hoved ikke knuset,
::Saa kan, saa maa vi ikke have Fred.

::Odinkar.

::Vist er det knuset, dog den ei er død.
::Vel maa vi end imod den Trædske stride,
::Men vi har Fred med Gud ved Krist,
::Og kraftig Hjelp af ham til Striden.

::Vagn.

::Men naar skal Slangen dræbes hel?

::Odinkar.

::Den dræbes ei, men bindes, pines evig
::Med alle dem, den lokked til sig hen.

:: Vagn.

::Hvad? skal den aldrig dræbes? Nei, langt heller
::Jeg vente vil paa Ragnarokes Strid,
::End saa forliges med Alfaders Fjende.
::Saa knuste Aser Ymers Hoved, men
::De bandt ham kun, og derfor skal de dø.
::Du frister mig, som Loke fristed Aser.

::Odinkar.

::Du ei forstaar mig; thi du mener at
::Den Slange, som jeg taler om, lig Ymer
::Er blevet af sig selv, men ikke saa,
::Den kommen er fra Gud og derfor kan
::Den ikke dø.

::Vagn.

::Fra Gud? du lyver.
::Er onde Jetter af Alfader skabt,
::Saa er jo selv han ond, saa strider
::Han jo imod sig selv, og vi,
::Vi er hans Narre, nei, du lyver.
::Gak bort! jeg vil ei høre mer.

::Odinkar.

::Men Slangen er som Aser falden.

::Vagn.

::End engang byder jeg: gak bort!
::Og tal ei meer om dine onde Guder!

::Odinkar.

::Dig Himlens Gud tilgive! thi du veed
::Ei hvad du siger. Alt vil du begribe,
::Selv Gud, hvordan han røres i sig selv;
::Begriber du da bedre Ymers Fødsel
::Og Ragnaroke?

::Vagn.

::Hold din Mund
::Og gak!

::Odinkar.

::Jeg gaar, men med et sorgfuldt Hjerte.
::Dog end et Ord! naar Levende og Dødt
::Fornægter Aserne, og naar dit Øie
::Forgæves stirrer i det tomme Rum,
::Og søger det, hvorefter Sjælen længes,
::Da tænk paa mig! og tænk paa Krist!

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Vagn Aagesen: Første Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Vagn Aagesen: Første Samtale