Carsten: Vagn Aagesen: Tredie Samtale

2018-06-16T06:14:09Z

Vagn Aagesen: Tredie Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vagn Aagesen: Tredie Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Kæmpelivets Undergang i Nord |Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Vagn Aagesen eller Jomsborgs Undergang:'''<br><big><big>'''Tredie Samtale'''</big></big>
</center>

<big>'''Jomsborg.'''</big>

Sigvald og Astrid sadde paa Bænk, og hans Arm var snoet om hendes Midie.

::Sigvald.

::O! mere glad var Svibdag ei, da kærlig
::Han Menglad holdt i stærke Kæmpearm;
::Ham Nornen bød at vandre kolde Veie,
::Men Veien endtes hos hans Venneviv;
::Saa maatte jeg og vandre kolde Veie,
::Men Veien endtes hos min Venneviv.

::Astrid.

::Som Menglad sad jeg ogsaa her i Borgen
::Og vented paa mit Ønskes Fugl, som fløi;
::Han kom igen, og jeg var fuld af Gammen,
::Nu er jeg det ei længer.

::Sigvald.

::Og hvorfor?

:: Astrid.

::Fordi min Fugl, som fløi til Strid mod Høgen,
::Ei kunde tvinge den, og kom dog hid
::Igen med alle sine skønne Fjedre,
::Og uden Spor af Høgens Klo.
::O! da du gik af Badet op, min Sigvald!
::Da ledte Øiet smaalig efter Saar,
::Og da jeg tørred dig, jeg stirred
::Saa fast paa Klædet, thi jeg mente dog
::Jeg skulde se lidt Blod, jeg vidste,
::Du kom fra Striden, hvor Saamange faldt,
::Mig tyktes, at du maatte være saaret,
::Før du forlod de djærve Kæmpers Lig.

::Sigvald.

::Hvi vil med Sligt du spilde nu vor Gammen?
::Sig Freia Tak, fordi hun frelste mig!
::Du tro'r dog ei, jeg flygted, som en Niding!

:: Astrid.

::En Niding! Hu! det er et rædsomt Ord.
::Ak! var du det og kunde du det være!
::Nei, det umuligt er, men sig!
::Forlod med dig og alle Kæmper Striden?

:: Sigvald.

::Vist gjorde de, det har jeg sagt saa tit,
::Undtagen de, som nødtes til at blive,
::Fordi der ei var Liv i dem; jeg tro'r,
::Du vilde helst, blandt dem jeg skulde været.

::Astrid.

::O! kan du vredes paa din Astrid saa,
::Fordi af kærlig Angst hun spørger,
::Om end hun spurgte dig for tit!
::O! kunde du mig ind i Hjertet kige,
::Og se min Gru, ved blotte Tanke om,
::Man nævned dig ei mer en trofast Kæmpe!
::End nødes jeg at spørge længer: veed
::Du ei, hvordan det Vagn er gaaet?

::Sigvald.

::Er han ei død, saa lever han endnu.

::Astrid.

::Hvor kan du tale saa? Du sørger
::Da ei for Bue eller Vagn,
::Ei over Jomsborgs bedste Kæmper?

::Sigvald.

::De bedste? ja, maaske for dig,
::For mig de altid var de værste,
::Og jeg er glad, at jeg engang blev fri,
::For alle dem, som pukkede paa Størke,
::Og vilde styre, raade mer end jeg;
::Først nu jeg agter mig for Jomsborgs Høvding.

::Astrid.

::Men hvad er Jomsborg uden slige Kæmper?

::Sigvald.

::Hvad Vindland for din Fader er: et Rige,
::Og Kæmper ere alle mine Mænd
::Saasnart jeg vil, men naar jeg vil det, spage.
::De kæmpe ikke mer for Kampens Skyld,
::Men kun for mig og for en Del af Byttet,
::Med slige Folk en Høvding bedst er tjent.

::Astrid.

::Jeg ei forstaar, hvad dermed du vil sige,
::Og gid jeg aldrig maa begribe det!

Sigvalds Mænd: Aslak og Endrid traadte ind i Salen.

::Aslak.

::Vi snappet har et Skib, som kom fra England,
::Med deiligt Klæde og med Vin beladt,
::Her bringe vi dig Noget af det bedste.

:: Sigvald.

::Saa! det var herligt, lad mig se!
::Ja, Astrid! det er Klæde, fint og fagert,
::Det skal du svøbes i, og du kan tro,
::Det syne vil omkring din smekkre Midje.
::Men, det er sandt, det skulde deles først.

::Aslak.

::Men vi har hentet det, og du er Høvding,
::Saa mener jeg, at vi bør tage først,
::Der blir jo nok endda at dele siden.

::Sigvald.

::I har da ogsaa taget noget selv!
::Jeg maatte dog vel se: hvormeget.

::Aslak.

::Nei, Høvding! du vil dog vel ikke
::Med Tommelfingren maale Klædet ud
::Og draabevis os tælle Vinen til?
::Hvad vi har faaet, vil vi nok beholde.

::Sigvald.

::Nu vel! saa lad os smage Vinen da!

Ind traadte Bjørn hin Bretske.

::Astrid.

::O! er du der, du gamle raske Kæmpe!
::O! kommer du fra Norrig? hvor
::Har du saalænge dvælet? hvorfor fulgte
::Du ei med Sigvald?

::Bjørn.

::Mere spørger du,
::End jeg paa engang kan besvare.
::Fra Norrig kommer jeg, og ei
::Jeg Sigvald fulgte, thi jeg havde
::En anden Vei end han.

::Astrid.

::Du lever da,
::Men Bue faldt jo dog i Slaget,
::O! sig mig Noget om den Kækkes Død!

::Bjørn.

::De hugged Hagen af og Underlæben,
::Men det han ændsede kun lidt,
::Han raabte: nu skal Danmarks Møer
::Ei lystes ved at kysse mig. Tilsidst
::Han tabte Hænderne, med begge Stumper
::Han greb to Kister med Strutharalds Guld,
::Og sprang i Havet, raabende: fra Borde!
::Fra Borde alle Bues djærve Mænd!
::Og alle sprang, og fulgte ham til Valhal,
::Ei mangled Nogen af dem Odins Tegn.

:: Astrid.

::De havde Alle Saar! den stærke Bue!
::I Døden som i Livet var han Jern.
::Men, lever Vagn?

::Bjørn.

::Han er i Fyn.

::Astrid.

::Hvi kom han ei med dig til Jomsborg?

::Bjørn.

::Du længes svarlig efter Enkestanden,
::Den ogsaa snart kan vorde dig til Del.

::Astrid.

::Hvorledes, Gamle! hvad er hændt?

::Bjørn.

::Saa veed du ei at Sigvald…

::Sigvald.

::Hold din Mund!

::Bjørn.

::Jeg holder paa mit Sværd og taler.

::Sigvald.

::Veed du da ei at jeg er Høvding her,
::Og kender du ei længer Jomsborgs Love,
::Som byde, at ei her maa blottes Sværd,
::At Ingen her maa Tidender frembære?
::Gak Endrid, du, og Aslak! river Sværdet
::Af Haanden paa ham, fører fluks ham ud!

::Bjørn.

::Ja, har I Lyst at faae at vide,
::Om dette er i Norrig blevet sløvt,
::Saa kommer kun! Du Sigvald! snakker,
::Om Jomsborgs Love, du som brød
::De helligste, og flygted som en Niding
::Imedens vi mod Overmagten stred.
::Den Pil som Vagn dig sendte til Farvel,
::Den fik du ei, derfor han æsker
::Dig nu ved mig til Holmgang ud,
::Og hver Mands Niding, den som ikke møder!

::Sigvald.

::Jeg flygted ei for Mennesker, men Trolde,
::Og aldrig jeg mod Slige laved Strid.
::Vor Lov forbyder Jomsborgs Mænd at gange
::I Tvekamp med hinanden, derfor ei
::Jeg møder Vagn, og er dog ingen Niding.

::Bjørn.

::Den er du, og den skal du vorde kaldt
::I alle Nordurlande.

:: Sigvald.

::Aslak! Endrid!
::Hvi nøle I? hvi gribe I ham ei?

::Aslak.

::Fordi vi kende Bjørn. Kan du huske,
::Hvordan det gik ved Haralds Arveøl?
::Hvis ei, saa gak, og grib ham selv.

Med haanlige Lader udgik Bjørn af Salen, og ingen Mand rørte sig fra Bænk.

::Astrid.

::Saa er du da ei længere min Sigvald!
::Du er kun Loke i min Sigvalds Ham.
::Som Freia, da hun Othar mer ei saae,
::Jeg nu maa gange over Skov og Hede,
::Med Graad paa Kind, min Sigvald at oplede.
<br><br>

<big>'''Fyen.'''</big>

Ene stod Vagn, sørgmodig og grublende for Palnatokes Høi ved Midienat.

::Vagn.

::Nei, der er intet, intet Valhal mere,
::Saa lød jo fordum, Toke! dine Ord!
::Og nu mig tykkes, at jeg altid hører
::Dig mæle saa igennem Høiens Muld.
::Nei, der er intet Valhal mer, thi Hakon
::Ved Jetters Hjelp har vundet Seier,
::Og Jomsborgs Kæmper faldt, og Jomsborg selv
::Er ikke mere til, en Røverhule
::Den atter nu er vorden. Toke! ak!
::Hvi lærte du mig, at der var et Valhal?
::Jeg gik saa trøstig, kæmpende, fordi
::Mig tyktes Liv og Kamp var eet paa Jorden,
::Og uden Gru jeg tænkte paa den Stund,
::Da Liv og Kamp fik Ende, Døden seired.
::Men nu! jeg saae et Glimt af Guders Liv,
::Jeg saae et Skin igennem Ragnaroke,
::Og naar jeg kæmper, stirrer Øiet did,
::Dog der ei mer for mig er Lys at finde.
::Hvi rammedes jeg ei af Thorgerds Pile
::I Hjørungvaag! hvi gav mig Erik Fred?
::Hvi tog jeg den? Nu kunde jeg jo ligget
::I Høien rolig; uden Tvivl og Frygt,
::Som Toke, ja, som han, o Palnatoke!
::O! lever du, og er et Valhal til,
::Da rid ved Nat fra Odins Sal til Høien,
::Og stil min Længsel med et venligt Ord!
::Du maa, du skal, thi du har Tørsten vækket,
::Du maa og slukke den, du skal, du maa!

::For Vagns Øine var det tilsyne, som Høien oplodes, og en Stemme tyktes han at høre.

::Vagn.

::Uvenlig, Drauge! er din hæse Røst,
::Du spørger: hvi jeg vel vil vække Døde?
::Jeg vide vil, om Valhal og om Aser
::Er til, om jeg paa dem tør stole trygt?

::Du tier, Drauge! atter lukkes Høien.
::Fornægter du da Aserne? ak! ja,
::Nu er det kommet, hvad du spaaed, Frænde!
::Af Levende og Dødt fornægtes Aser,
::Forgæves Øiet i det tomme Rum
::Henstirrer efter, hvad min Sjel begærer!

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Vagn Aagesen: Tredie Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Vagn Aagesen: Tredie Samtale