Vapnfirdingernes Saga - Revisjonshistorikk

Jesper: Fodnoter

2016-11-23T05:47:00Z

Fodnoter

Jesper på 29. okt. 2013 kl. 20:00

2013-10-29T20:00:57Z

Jesper på 29. okt. 2013 kl. 13:02

2013-10-29T13:02:46Z

Jesper på 15. feb. 2013 kl. 16:19

2013-02-15T16:19:03Z

Carsten: Vapnfirdingernes Saga

2013-01-14T16:17:00Z

Vapnfirdingernes Saga

Vis endringer

@@ Linje 53: / Linje 53: @@
-(1)
+<ref>Desværre mangler her et centralt afsnit af sagaen. I forordet til oversættelsen skriver Gunnlaugur Þórdarson: ''Pag. 21'' [i originalhåndskriftet],'' om Broddhelges drab'' [forøvet af Geite], ''er desværre for det meste ulæselig …'' ([[Bruker:Jesper|jl]])</ref>
-. . .  at du er bleven fortörnet paa os, og er det dog skeet mod min Villie. Bjarne var meget taus. Kolfinn tog hjemme fra med Bjarne. Han tog Ordet i en uheldig Stund (2) og sagde, idet han saae op til Himmelen: »nu er Veirliget meget ustadigt; jeg syntes för, at det saae ud til en Byge, men nu er det ikke usandsynligt, at det vil gaae over.« Bjarne svarede: »da vil det bestandig blive godt Veir, dersom denne Byge gaaer over.« Han reiste sig derpaa op og sagde: »mit Been sover.« »Da skal du forholde dig rolig,« svarede Geite. I det samme huggede Bjarne efter Geites Hoved, saaledes at han döde strax paa Stedet; men aldrig saasnart var det skeet, förend Bjarne fortröd Gjerningen, og han satte sig igjen ned og understöttede Geites Hoved, som saaledes opgav Aanden med Hovedet liggende paa Bjarnes Knæ. Geite blev siden efter begravet [uden Ceremonier], og derpaa tog enhver hjem til Sit. Dette Drab blev allevegne misbilliget, og alle tykkedes, at det kun slet anstod en brav Mand. Bjarne tog hjem til Hof, og jog strax ved sin Ankomst Thorgerd silfra bort, og befalede hende aldrig mere at komme for sit Aasyn. Thorkel Geitessön opholdt sig ikke i Island, dengang hans Fader blev dræbt, og Blæng forestod Gaarden Krossavik med Besætning med Egilssönners Bistand, som vare besvogrede med Geite. Om Foraaret afskaffede Bönderne Tinget, og vare slet ikke at bevæge til at holde noget Ting, thi de vare af den Mening, at det var meget misligt at have noget at bestille med de Mænd, som havde Deel i slige grove Forbrydelser. Det fortælles, at Bjarne overdrog en Mand, ved Navn Birting, det Hverv at udspeide, naar man kunde vente nogen Fjendtligheder, og da strax at underrette ham derom, for at man ikke skulde kunne overrumple ham. En Mand, ved Navn Thorvard, var anseet for at være dengang den dygtigste Læge der i Herredet; han boede paa Gaarden Eiriksstader, og var meget afholdt. Thorkel Geitessön kom kort efter til Island og tog Ophold paa sin Gaard Krossavik, og lod som Intet var forefaldet. Da sendte Bjarne nogle Mænd hen til, Thorkel, som han vidste at vare begges Venner, og lod dem tilbyde Thorkel Forlig og at lade Sagen afgjöres ved hans Voldgift. Da de forkyndte Thorkel deres Ærende, lod han som han ikke hörte det, og vedblev ligefuldt den Samtale, han havde begyndt, uden at afbryde den. Afsendingerne vendte derpaa hjem til Bjarne, og fortalte ham, hvorledes Alting var gaaet til. Man forstod Thorkels Opförsel ved denne Lejlighed saaledes, at han ikke tænkte paa Hevn. Bjarne pleiede hvert Efteraar at gaae til Overdrevet, som hans Fader havde gjort, og da vovede ingen at tilföie hinanden nogen Uret. Thorvard fik Nys om, at Thorkel beredte sig ogsaa til at tage hen til Overdrevet, og havde et udsögt Fölge med til denne Reise, og han underrettede strax Bjarne herom. Bjarne besluttede da at blive hjemme, og lod andre Mænd gaae i sit Sted. Derpaa tog man hen til Overdrevet, men Thorkel traf ikke Bjarne, som han havde troet, og for det förste kom Fjendtlighederne altsaa ikke til Udbrud.
+. . .  at du er bleven fortörnet paa os, og er det dog skeet mod min Villie. Bjarne var meget taus. Kolfinn tog hjemme fra med Bjarne. Han tog Ordet i en uheldig Stund<ref>fordi at han, ved den efterfölgende figurlige Tale, mindede om at slaae Geite ihjel.</ref> og sagde, idet han saae op til Himmelen: »nu er Veirliget meget ustadigt; jeg syntes för, at det saae ud til en Byge, men nu er det ikke usandsynligt, at det vil gaae over.« Bjarne svarede: »da vil det bestandig blive godt Veir, dersom denne Byge gaaer over.« Han reiste sig derpaa op og sagde: »mit Been sover.« »Da skal du forholde dig rolig,« svarede Geite. I det samme huggede Bjarne efter Geites Hoved, saaledes at han döde strax paa Stedet; men aldrig saasnart var det skeet, förend Bjarne fortröd Gjerningen, og han satte sig igjen ned og understöttede Geites Hoved, som saaledes opgav Aanden med Hovedet liggende paa Bjarnes Knæ. Geite blev siden efter begravet [uden Ceremonier], og derpaa tog enhver hjem til Sit. Dette Drab blev allevegne misbilliget, og alle tykkedes, at det kun slet anstod en brav Mand. Bjarne tog hjem til Hof, og jog strax ved sin Ankomst Thorgerd silfra bort, og befalede hende aldrig mere at komme for sit Aasyn. Thorkel Geitessön opholdt sig ikke i Island, dengang hans Fader blev dræbt, og Blæng forestod Gaarden Krossavik med Besætning med Egilssönners Bistand, som vare besvogrede med Geite. Om Foraaret afskaffede Bönderne Tinget, og vare slet ikke at bevæge til at holde noget Ting, thi de vare af den Mening, at det var meget misligt at have noget at bestille med de Mænd, som havde Deel i slige grove Forbrydelser. Det fortælles, at Bjarne overdrog en Mand, ved Navn Birting, det Hverv at udspeide, naar man kunde vente nogen Fjendtligheder, og da strax at underrette ham derom, for at man ikke skulde kunne overrumple ham. En Mand, ved Navn Thorvard, var anseet for at være dengang den dygtigste Læge der i Herredet; han boede paa Gaarden Eiriksstader, og var meget afholdt. Thorkel Geitessön kom kort efter til Island og tog Ophold paa sin Gaard Krossavik, og lod som Intet var forefaldet. Da sendte Bjarne nogle Mænd hen til, Thorkel, som han vidste at vare begges Venner, og lod dem tilbyde Thorkel Forlig og at lade Sagen afgjöres ved hans Voldgift. Da de forkyndte Thorkel deres Ærende, lod han som han ikke hörte det, og vedblev ligefuldt den Samtale, han havde begyndt, uden at afbryde den. Afsendingerne vendte derpaa hjem til Bjarne, og fortalte ham, hvorledes Alting var gaaet til. Man forstod Thorkels Opförsel ved denne Lejlighed saaledes, at han ikke tænkte paa Hevn. Bjarne pleiede hvert Efteraar at gaae til Overdrevet, som hans Fader havde gjort, og da vovede ingen at tilföie hinanden nogen Uret. Thorvard fik Nys om, at Thorkel beredte sig ogsaa til at tage hen til Overdrevet, og havde et udsögt Fölge med til denne Reise, og han underrettede strax Bjarne herom. Bjarne besluttede da at blive hjemme, og lod andre Mænd gaae i sit Sted. Derpaa tog man hen til Overdrevet, men Thorkel traf ikke Bjarne, som han havde troet, og for det förste kom Fjendtlighederne altsaa ikke til Udbrud.
 Siden efter sendte Thorkel Geitessön, saaledes fortælles det, en Mand, ved Navn Koll, hjemme fra hen til Thorarin paa Gaarden Egilsstader; han skulde faae at vide, hvor mange Folk der vare tilstede paa Hof. Da han kom hen til Egilsstader, traf han Thorarin ude, og fortalte ham sit Ærende. Thorarin svarede: »det vil sandsynlig forekomme dig, at jeg tager mindre gjestfrit imod dig;  men du skal dog vende om igjen snarest muligt, og see til at ingen mærker noget til, at du var her paa Egilsstader, men jeg skal senere udspeide det, Thorkel önsker at vide, og meddele ham saa Underretning derom.« Med denne Beskeed begav Koll sig altsaa paa Hjemreisen, men blev noget længe underveis. Paa denne Tid hændte det sig, at en Mand paa den nærmeste Gaard ved Eiriksstader brak Benet, og Lægen Thorvard blev hentet; han kom da ogsaa strax og forbandt Benet. Man tilböd ham at opholde sig der Natten over, men han vilde ride hjem om Natten, og da traf han paa Koll underveis. De hilsede hinanden og spurgte om Nyheder. Thorvard spurgte saaledes, hvorfra Koll kom; men Koll spurgte imod, hvorfor han reiste ved Nattetider. Thorvard sagde, at sligt havde intet at betyde, men »siig mig nu dit Ærende.« »Jeg tog op i Herredet,« gjensvarede Koll, »for at söge efter Faar, men jeg fandt dem ikke.« De skiltes siden ad, og Koll tog hjem om Natten. Næste Morgen lod Thorvard sin Hest sadle og red hen til Hof. Han blev der gjestfrit modtaget og man spurgte ham om Nyheder, men han sagde, at en Mand havde brækket sit Been. Siden tog han Bjarne afsides og fortalte ham, at han havde mödt Koll, og at han troede, at han kom fra Egilsstader og havde vistnok ikke sagt ham eet sandt Ord om sin Reise. »Jeg indseer tydelig,« sagde Bjarne, »at du ikke vil, at noget skal gaae for sig længere ude i Herredet, uden at jeg faaer det strax at vide, og modtag min Tak derfor. Nu skal du begive dig hjem, og underveis skal du aflægge et Besög paa Gaarden Faskrudsbakke, som ligger midt i Herredet; der ere Thorkels Mænd, og skulde der blive spurgt om, hvor mange Folk her ere tilstede, da skal du svare, at her indfandt sig i Morges nogle af vore Mænd, og at temmelig mange Heste bleve drevne hjem, uden at du vidste, hvortil de skulde bruges.« Thorvard tog afsted med denne Beskeed, og kom underveis hen til Gaarden Bakke; der blev han spurgt om, hvor mange Folk der vel vare tilstede paa Hof; men han svarede dertil Ord til andet saaledes som ham var blevet paalagt, og tog derpaa hjem. Da han var borte, blev der strax sendt Bud hen til Egilsstader med den Beskeed, at der var en Mængde Folk tilstede paa Hof. Herom underrettede Thorarin siden Thorkel, og han troede, at under disse Omstændigheder vilde det ikke være raadeligt, at begynde nogen Fjendtligheder, og Alt blev saaledes ved det samme vinteren over.
@@ Linje 88: / Linje 88: @@
 '''Noter:'''
-<ol start="1">
+<references />
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
 [[Kategori:Gunnlaugur Þórdarson]]

@@ Linje 58: / Linje 58: @@
 . . .  at du er bleven fortörnet paa os, og er det dog skeet mod min Villie. Bjarne var meget taus. Kolfinn tog hjemme fra med Bjarne. Han tog Ordet i en uheldig Stund (2) og sagde, idet han saae op til Himmelen: »nu er Veirliget meget ustadigt; jeg syntes för, at det saae ud til en Byge, men nu er det ikke usandsynligt, at det vil gaae over.« Bjarne svarede: »da vil det bestandig blive godt Veir, dersom denne Byge gaaer over.« Han reiste sig derpaa op og sagde: »mit Been sover.« »Da skal du forholde dig rolig,« svarede Geite. I det samme huggede Bjarne efter Geites Hoved, saaledes at han döde strax paa Stedet; men aldrig saasnart var det skeet, förend Bjarne fortröd Gjerningen, og han satte sig igjen ned og understöttede Geites Hoved, som saaledes opgav Aanden med Hovedet liggende paa Bjarnes Knæ. Geite blev siden efter begravet [uden Ceremonier], og derpaa tog enhver hjem til Sit. Dette Drab blev allevegne misbilliget, og alle tykkedes, at det kun slet anstod en brav Mand. Bjarne tog hjem til Hof, og jog strax ved sin Ankomst Thorgerd silfra bort, og befalede hende aldrig mere at komme for sit Aasyn. Thorkel Geitessön opholdt sig ikke i Island, dengang hans Fader blev dræbt, og Blæng forestod Gaarden Krossavik med Besætning med Egilssönners Bistand, som vare besvogrede med Geite. Om Foraaret afskaffede Bönderne Tinget, og vare slet ikke at bevæge til at holde noget Ting, thi de vare af den Mening, at det var meget misligt at have noget at bestille med de Mænd, som havde Deel i slige grove Forbrydelser. Det fortælles, at Bjarne overdrog en Mand, ved Navn Birting, det Hverv at udspeide, naar man kunde vente nogen Fjendtligheder, og da strax at underrette ham derom, for at man ikke skulde kunne overrumple ham. En Mand, ved Navn Thorvard, var anseet for at være dengang den dygtigste Læge der i Herredet; han boede paa Gaarden Eiriksstader, og var meget afholdt. Thorkel Geitessön kom kort efter til Island og tog Ophold paa sin Gaard Krossavik, og lod som Intet var forefaldet. Da sendte Bjarne nogle Mænd hen til, Thorkel, som han vidste at vare begges Venner, og lod dem tilbyde Thorkel Forlig og at lade Sagen afgjöres ved hans Voldgift. Da de forkyndte Thorkel deres Ærende, lod han som han ikke hörte det, og vedblev ligefuldt den Samtale, han havde begyndt, uden at afbryde den. Afsendingerne vendte derpaa hjem til Bjarne, og fortalte ham, hvorledes Alting var gaaet til. Man forstod Thorkels Opförsel ved denne Lejlighed saaledes, at han ikke tænkte paa Hevn. Bjarne pleiede hvert Efteraar at gaae til Overdrevet, som hans Fader havde gjort, og da vovede ingen at tilföie hinanden nogen Uret. Thorvard fik Nys om, at Thorkel beredte sig ogsaa til at tage hen til Overdrevet, og havde et udsögt Fölge med til denne Reise, og han underrettede strax Bjarne herom. Bjarne besluttede da at blive hjemme, og lod andre Mænd gaae i sit Sted. Derpaa tog man hen til Overdrevet, men Thorkel traf ikke Bjarne, som han havde troet, og for det förste kom Fjendtlighederne altsaa ikke til Udbrud.
-Siden efter sendte Thorkel Geitessoö, saaledes fortælles det, en Mand, ved Navn Koll, hjemme fra hen til Thorarin paa Gaarden Egilsstader; han skulde faae at vide, hvor mange Folk der vare tilstede paa Hof. Da han kom hen til Egilsstader, traf han Thorarin ude, og fortalte ham sit Ærende. Thorarin svarede: »det vil sandsynlig forekomme dig, at jeg tager mindre gjestfrit imod dig;  men du skal dog vende om igjen snarest muligt, og see til at ingen mærker noget til, at du var her paa Egilsstader, men jeg skal senere udspeide det, Thorkel önsker at vide, og meddele ham saa Underretning derom.« Med denne Beskeed begav Koll sig altsaa paa Hjemreisen, men blev noget længe underveis. Paa denne Tid hændte det sig, at en Mand paa den nærmeste Gaard ved Eiriksstader brak Benet, og Lægen Thorvard blev hentet; han kom da ogsaa strax og forbandt Benet. Man tilböd ham at opholde sig der Natten over, men han vilde ride hjem om Natten, og da traf han paa Koll underveis. De hilsede hinanden og spurgte om Nyheder. Thorvard spurgte saaledes, hvorfra Koll kom; men Koll spurgte imod, hvorfor han reiste ved Nattetider. Thorvard sagde, at sligt havde intet at betyde, men »siig mig nu dit Ærende.« »Jeg tog op i Herredet,« gjensvarede Koll, »for at söge efter Faar, men jeg fandt dem ikke.« De skiltes siden ad, og Koll tog hjem om Natten. Næste Morgen lod Thorvard sin Hest sadle og red hen til Hof. Han blev der gjestfrit modtaget og man spurgte ham om Nyheder, men han sagde, at en Mand havde brækket sit Been. Siden tog han Bjarne afsides og fortalte ham, at han havde mödt Koll, og at han troede, at han kom fra Egilsstader og havde vistnok ikke sagt ham eet sandt Ord om sin Reise. »Jeg indseer tydelig,« sagde Bjarne, »at du ikke vil, at noget skal gaae for sig længere ude i Herredet, uden at jeg faaer det strax at vide, og modtag min Tak derfor. Nu skal du begive dig hjem, og underveis skal du aflægge et Besög paa Gaarden Faskrudsbakke, som ligger midt i Herredet; der ere Thorkels Mænd, og skulde der blive spurgt om, hvor mange Folk her ere tilstede, da skal du svare, at her indfandt sig i Morges nogle af vore Mænd, og at temmelig mange Heste bleve drevne hjem, uden at du vidste, hvortil de skulde bruges.« Thorvard tog afsted med denne Beskeed, og kom underveis hen til Gaarden Bakke; der blev han spurgt om, hvor mange Folk der vel vare tilstede paa Hof; men han svarede dertil Ord til andet saaledes som ham var blevet paalagt, og tog derpaa hjem. Da han var borte, blev der strax sendt Bud hen til Egilsstader med den Beskeed, at der var en Mængde Folk tilstede paa Hof. Herom underrettede Thorarin siden Thorkel, og han troede, at under disse Omstændigheder vilde det ikke være raadeligt, at begynde nogen Fjendtligheder, og Alt blev saaledes ved det samme vinteren over.
+Siden efter sendte Thorkel Geitessön, saaledes fortælles det, en Mand, ved Navn Koll, hjemme fra hen til Thorarin paa Gaarden Egilsstader; han skulde faae at vide, hvor mange Folk der vare tilstede paa Hof. Da han kom hen til Egilsstader, traf han Thorarin ude, og fortalte ham sit Ærende. Thorarin svarede: »det vil sandsynlig forekomme dig, at jeg tager mindre gjestfrit imod dig;  men du skal dog vende om igjen snarest muligt, og see til at ingen mærker noget til, at du var her paa Egilsstader, men jeg skal senere udspeide det, Thorkel önsker at vide, og meddele ham saa Underretning derom.« Med denne Beskeed begav Koll sig altsaa paa Hjemreisen, men blev noget længe underveis. Paa denne Tid hændte det sig, at en Mand paa den nærmeste Gaard ved Eiriksstader brak Benet, og Lægen Thorvard blev hentet; han kom da ogsaa strax og forbandt Benet. Man tilböd ham at opholde sig der Natten over, men han vilde ride hjem om Natten, og da traf han paa Koll underveis. De hilsede hinanden og spurgte om Nyheder. Thorvard spurgte saaledes, hvorfra Koll kom; men Koll spurgte imod, hvorfor han reiste ved Nattetider. Thorvard sagde, at sligt havde intet at betyde, men »siig mig nu dit Ærende.« »Jeg tog op i Herredet,« gjensvarede Koll, »for at söge efter Faar, men jeg fandt dem ikke.« De skiltes siden ad, og Koll tog hjem om Natten. Næste Morgen lod Thorvard sin Hest sadle og red hen til Hof. Han blev der gjestfrit modtaget og man spurgte ham om Nyheder, men han sagde, at en Mand havde brækket sit Been. Siden tog han Bjarne afsides og fortalte ham, at han havde mödt Koll, og at han troede, at han kom fra Egilsstader og havde vistnok ikke sagt ham eet sandt Ord om sin Reise. »Jeg indseer tydelig,« sagde Bjarne, »at du ikke vil, at noget skal gaae for sig længere ude i Herredet, uden at jeg faaer det strax at vide, og modtag min Tak derfor. Nu skal du begive dig hjem, og underveis skal du aflægge et Besög paa Gaarden Faskrudsbakke, som ligger midt i Herredet; der ere Thorkels Mænd, og skulde der blive spurgt om, hvor mange Folk her ere tilstede, da skal du svare, at her indfandt sig i Morges nogle af vore Mænd, og at temmelig mange Heste bleve drevne hjem, uden at du vidste, hvortil de skulde bruges.« Thorvard tog afsted med denne Beskeed, og kom underveis hen til Gaarden Bakke; der blev han spurgt om, hvor mange Folk der vel vare tilstede paa Hof; men han svarede dertil Ord til andet saaledes som ham var blevet paalagt, og tog derpaa hjem. Da han var borte, blev der strax sendt Bud hen til Egilsstader med den Beskeed, at der var en Mængde Folk tilstede paa Hof. Herom underrettede Thorarin siden Thorkel, og han troede, at under disse Omstændigheder vilde det ikke være raadeligt, at begynde nogen Fjendtligheder, og Alt blev saaledes ved det samme vinteren over.
 Næste Foraar skulde Bjarne gjöre en Reise ud til Sökanten; han var nödt til at tage Veien over de öde Fjeldstrækninger, thi Söen gik heelt ind i Vigene. Paa den öde Fjeldstrækning laae der nogle Sæterhytter, og da Bjarne, kun selv tredie, red forbi een af disse, blev han med eet var, at Thorkel Geitessön laae der i Baghold for ham, thi han havde faaet Nys om, at Bjarne skulde reise. Uden for Sæterhytten stod en trebenet Træblok. »Lad os nu tage denne Træblok,« sagde Bjarne, »iföre den min Kappe og sætte den op i min Sadel; men I skulle ride paa begge Sider af den og understötte den, og tage saaledes hen til den Höi, som ligger nærmest Sæterhytten, og imidlertid vil jeg skjule mig der. Dersom de andre ride efter eder forbi Sæterhytten, da har jeg i Sinde at tage Veien ind i Skoven og söge saaledes at undflye Faren; men skulde de ride hen til den og undersöge den, vil jeg söge at forsvare mig mandigen til det yderste.« Bjarnes Fölgemænd efterkom Befalingen. Thorkel var ikke skarpsynet, men klog, og saae gjerne rigtig, det han godt kunde skjelne; og da de kom hinanden nærmere, spurgte han sit Fölge, om det var ganske sikkert, at de rede tre i Tallet forbi Hytten, »thi Bjarne kunde mulig,« sagde han, »tage den Beslutning at skjule sig i den, medens vi ride der forbi.« Alle forsikkrede ham om, at de vare tre i Tallet, som rede forbi Sæterhytten. Thorkel svarede: »jeg saae at Hestene vare tre i Tallet, men jeg tvivler paa, at en Mand red paa hver af dem.« »Vi ere ganske forvissede paa, at en Mand red paa hver af Hestene, og det saa meget mere, som han var störst at see til, som red i Midten.« »Vi ville da antage, at I have seet rigtig,« sagde Thorkel, »men jeg troer dog, at vi begaae en Feil ved ikke at undersöge Hytten.« Dernæst red Thorkel og hans Fölge efter de andre, men da de vare komne i Nærheden af hinanden, lode Bjarnes Mænd Træblokken falde ned af Hesten, og toge dernæst hurtig afsted. Imidlertid tog Bjarne Veien ind i Skoven, og undslap saaledes Thorkel. Thorkel vendte dernæst hjem, og var meget utilfreds med dette Udfald af hans Foretagende.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 29. okt. 2013 kl. 13:02
Linje 10:		Linje 10:


−	<center><big>'''Vapnfirdingernes Saga'''</big><br>	+	<center>[[Islændingesagaer]]
		+
		+
		+	<big>'''Vapnfirdingernes Saga'''</big><br>
	'''''med et Uddrag af Landnámabók'''''		'''''med et Uddrag af Landnámabók'''''

@@ Linje 61: / Linje 61: @@
 Kort efter sendte Thorkel Geitessön nogle Mænd til Fljotsdalsherredet hen til sine Frænder Helge og Grim Droplögarsönner, og bad dem om at besöge ham i Krossavik. De toge strax afsted med Thorkels Afsendinger og besögte Thorkel, som tog meget gjestfrit imod dem. Helge spurgte, hvad de skulde foretage sig, siden han havde sendt Bud efter dem. »For kort Tid siden foretog jeg mig en Reise,« sagde Thorkel, »med hvis Udfald jeg er meget utilfreds; jeg blottede mine Hensigter, saaledes at hver kunde see, at jeg havde i Sinde at beröve Bjarne Livet, men fik dog aldeles intet udrettet. Nu har jeg i Sinde at gjöre et fjendtligt Anfald paa Bjarne, og angribe ham med Ild, dersom det ikke kan skee med Vaaben.« Helge fandt stort Behag i denne Beslutning, men de begave sig först til Hvile Natten over. Thorkel pleiede at lide af en Sygdom, og fik ofte pludselig heftige Anfald deraf. Helge vaagnede allerede i Dagbrækningen og klædte sig paa; han gik dernæst hen til Thorkels Seng og sagde: »nu er det paa Tiden at staae op, dersom du er saaledes til Sinds, som i Gaar, thi sjelden erholder den Sovende Seier.« Thorkel svarede: »jeg vil kun lidet af Betydenhed kunne foretage mig Dagen over, formedelst mit Sygdomsanfald.« Helge tilböd sig, at ville sætte sig i Spidsen for dette Foretagende, og udföre deres Beslutning. Thorkel svarede: »mig tykkes, at det alene tilkommer mig at være Hovedmanden for dette Foretagende.« Helge blev stödt herover og sagde: »anden Gang skal du ikke bede mig om at deeltage i dette Foretagende, dersom du nu mangler Mod dertil, da jeg dog er kommen herhid for at yde dig Bistand, og paa den anden Side vil du heller ikke lade dette Foretagende udföre ved andre.« De skiltes dernæst ad i Uenighed, og Brödrene toge hjem; alt blev roligt i nogen Tid, og Thorkel og Bjarne traf ikke hinanden for denne Gang.
-Næste Foraar begave Hövdingerne Bjarne Broddhelgessön og Thorkel Geitessön sig til Vaartinget i Fljotsdalsherredet. I Thorkels Fölge vare Blæng, Egilssönnerne Thorarin, Hallbjörn og Throst, og Eyjolv, som boede paa Vidiveller; de vare femten i Tallet. De toge hen til Groa paa Gaarden Eyvindaraa, og hun drog Omsorg for alle deres Nödvendigheder. I Bjarnes Fölge var Lægen Thorvard af Eiriksstader, Brune af Thorbrandsstader, Eilif Tjörvesön, to Brödre af Buastader, Berg og Brand, Sönner af Glituhall, Skide Bjarnes Pleiefader, og Hauk Loptsön; de vare atten i Tallet. Helge Asbjörnssön og Thordis, en Datter af Broddhelge, toge gjestfrit imod dem, da de kom til Mjofanes. Da Tinget var forbi, blev Thorkel först reisefærdig, hvilket Bjarne ogsaa helst önskede. Da han ogsaa var reisefærdig, forærede hans Söster, Thordis todda, ham et Halssmykke og tilföiede, at hun ikke vilde modtage nogen Foræring af ham for det; hun fastgjorde det om hans Hals. Thorkel drog med sit Fölge over den öde Fjeldstrækning, og kom sildig til Bödvarsdal; der besluttede de at overnatte hos en Bonde, ved Navn Kare, som var een af Thorkels Tingmænd. Da de gik til Sengs, paalagde Thorkel ham at iagttage, om nogen kom over den öde Fjeldstrækning, og da strax at underrette ham derom. Bjarne drog sagte frem over Fjeldstrækningen, og var vel tilfreds med den Fordeel, at Thorkel havde i Forveien traadt en Sti, thi Föret var yderst slet. Om Natten gjestede Bjarne en Qvinde, ved Navn Freygerd. Derpaa toge de over Fjeldstrækningen og kom tidlig paa Morgenstunden ned i Bödvarsdal, i Nærheden af den Gaard, som tilhörte Kare. Da de bemærkede, at Thorkels Spor laae hjem til Gaarden, befalede Bjarne, at först skulde gaae tre Mænd jævnsides, saa andre tre, saa de tredie tre og saa fremdeles; »thi saaledes vil det see ud, som Sporene kun ere efter tre Mænd.« De gjorde som han böd dem. Kare var ude, da de droge forbi, men han underrettede Thorkel ikke herom, thi det forekom ham, at Forholdet mellem Frænderne var meget misligt, og han vilde ikke tage nogen Deel deri. Thorkel vaagnede nu i sin Seng og kaldte paa sit Fölge, og sagde, at nu havde man faaet udsovet. De toge deres Vaaben og gik ud. Thorkel bad dem om at gaae tilbage paa den traadte Sti og see, om de ikke bemærkede nogen Spor ligge ud fra den; de fandt tre Mænds Spor. Thorkel gik hen til Sporene og sagde: »disse Mennesker have været meget tunge, og jeg troer næsten at Bjarne har draget her forbi, og lad os derfor forfölge dem uden Ophold.« Da de havde tilbagelagt et Stykke Vei fra Gaarden, bemærkede de, at Sporene spredtes ad. De toge nu saa hurtig afsted, de kunde, indtil de vare komne i Nærheden af det Forreste af Dalen. Der ligger en Gaard, som kaldes Eyvindarstader; der boede en Mand, ved Navn Eyvind. Da Bjarne havde et kort Stykke Vei tilbage til Hegnet, hvilede de dem. Da sagde Bjarne: »længere vil jeg ikke flygte for Thorkel, og her skulle vi oppebie hvad der vil skee,« og i dette Öieblik saae de Thorkel og hans Fölge. Da de kom nærmere, talte Thorkel til sit Fölge, og sagde: »lad os angribe dem tappert; vi Frænderne skulle möde hinanden, men Blæng skal kæmpe imod Birning, Thröst imod Thorvard, og saaledes hver af de andre.« Nu begyndte Kampen; Bjarne og hans Fölge forsvarede sig tappert, men de andre angrebe dem modig. Der gik nogen Tid hen, uden at nogen blev saaret. Da sagde Thorkel: »vi vise Feighed i vort Angreb, da intet af Betydenhed forefalder.« Bjarne svarede: »du har noget stort i Sinde.« En Qvinde gik ud paa Gaarden Eyvindarstader, og saae at de kæmpede. Hun vendte hurtig ind igjen, og sagde: »jeg troer, Eyvind, at Frænderne Thorkel og Bjarne kæmpe med hinanden kort herfra, og jeg saae en Mand liggende læne sig op til Hegnet, og jeg syntes at han var meget bange.« Eyvind sagde: »lad os ile hurtig til og bringe Klæder med os og kaste dem om deres Vaaben.« Eyvind fik fat paa et Stykke Træ; han bar det paa Skulderen og löb indtil han kom til Hegnet, der hvor Manden laae; men det var Thorvard, som der laae. Han sprang forskrækket op, og da han indfandt sig i Kampen, begyndte Nederlaget; men Thorvard havde lænet sig op til Hegnet formedelst Træthed. Först faldt Birning for Blæng; da huggede Thorkel til Bjarne, og Hugget ramte Halsen, og man hörte et Knald. Bjarne blev let saaret, men Halssmykket faldt ned i Sneen; Bjarne bukkede sig efter det og lod det komme i sin Lomme. Thorkel sagde: »pengegjerrig er du endnu, Frænde.« Bjarne svarede: »du vil nok mage det saa i Dag, at man vil have Pengene nödig.« Thorkel satte sig ned formedelst Træthed, men Blæng angreb Bjarne heftigen, og deres Kamp endte saaledes, at Blæng faldt. Da stod Tborkel op igjen og styrtede ind paa Bjarne, men blev saaret i Haanden og blev udygtig til Kamp. Begge Glittuhallssönner faldt der; Eyjolv faldt og for Hallbjörn, men dog var der Liv i ham. Da kom Eyvind til, og slog saaledes til alle Sider ind imellem de Kæmpende med sit Stykke Træ, at de vare nödte til at vige fra hinanden. Der vare ogsaa nogle Qvinder med ham, som kastede Klædningsstykker om deres Vaaben, og saaledes ophörte nu Kampen. Af Bjarnes Fölge faldt fire Mænd, og mange vare saarede af dem, som levede. Thorkel havde ogsaa mistet fire Mænd. Eyvind spurgte, om Thorkel tillod, at Bjarne og hans Mænd bleve bragte hjem til Gaarden, og sagde, at han indsaae, at han og hans Fölge vilde hjelpe sig selv; Thorkel lagde Eyvind ingen Hindringer i Veien. Der blev sörget for deres Liig, som der faldt, og dernæst toge begge afsted; Thorkel tog hjem til Krossavik, men Eyvind bragte Bjarne hen til Hof. Lægen Thorvard kom hen til Hof og forbandt de Saarede. Eilif Tjörvesön laae længe af sine Saar, men blev dog tilsidst helbredet. Bjarne tog strax hen til Glittuhalle og berettede ham hans Sönners Död; han tilböd ham at tage Ophold hos sig, og lovede selv at erstatte ham hans Sönner. Halle svarede: »stort Tab har jeg lidt ved at miste mine Sönner, men bedre er dog at have mistet dem, end at de skulde kaldes feige, som nogle af dit Fölge. Endnu vil jeg forestaae mine Gaarde, og ikke tage hen til Hof, men modtag min Tak for dit Tilbud.«
+Næste Foraar begave Hövdingerne Bjarne Broddhelgessön og Thorkel Geitessön sig til Vaartinget i Fljotsdalsherredet. I Thorkels Fölge vare Blæng, Egilssönnerne Thorarin, Hallbjörn og Throst, og Eyjolv, som boede paa Vidiveller; de vare femten i Tallet. De toge hen til Groa paa Gaarden Eyvindaraa, og hun drog Omsorg for alle deres Nödvendigheder. I Bjarnes Fölge var Lægen Thorvard af Eiriksstader, Brune af Thorbrandsstader, Eilif Tjörvesön, to Brödre af Buastader, Berg og Brand, Sönner af Glituhall, Skide Bjarnes Pleiefader, og Hauk Loptsön; de vare atten i Tallet. Helge Asbjörnssön og Thordis, en Datter af Broddhelge, toge gjestfrit imod dem, da de kom til Mjofanes. Da Tinget var forbi, blev Thorkel först reisefærdig, hvilket Bjarne ogsaa helst önskede. Da han ogsaa var reisefærdig, forærede hans Söster, Thordis todda, ham et Halssmykke og tilföiede, at hun ikke vilde modtage nogen Foræring af ham for det; hun fastgjorde det om hans Hals. Thorkel drog med sit Fölge over den öde Fjeldstrækning, og kom sildig til Bödvarsdal; der besluttede de at overnatte hos en Bonde, ved Navn Kare, som var een af Thorkels Tingmænd. Da de gik til Sengs, paalagde Thorkel ham at iagttage, om nogen kom over den öde Fjeldstrækning, og da strax at underrette ham derom. Bjarne drog sagte frem over Fjeldstrækningen, og var vel tilfreds med den Fordeel, at Thorkel havde i Forveien traadt en Sti, thi Föret var yderst slet. Om Natten gjestede Bjarne en Qvinde, ved Navn Freygerd. Derpaa toge de over Fjeldstrækningen og kom tidlig paa Morgenstunden ned i Bödvarsdal, i Nærheden af den Gaard, som tilhörte Kare. Da de bemærkede, at Thorkels Spor laae hjem til Gaarden, befalede Bjarne, at först skulde gaae tre Mænd jævnsides, saa andre tre, saa de tredie tre og saa fremdeles; »thi saaledes vil det see ud, som Sporene kun ere efter tre Mænd.« De gjorde som han böd dem. Kare var ude, da de droge forbi, men han underrettede Thorkel ikke herom, thi det forekom ham, at Forholdet mellem Frænderne var meget misligt, og han vilde ikke tage nogen Deel deri. Thorkel vaagnede nu i sin Seng og kaldte paa sit Fölge, og sagde, at nu havde man faaet udsovet. De toge deres Vaaben og gik ud. Thorkel bad dem om at gaae tilbage paa den traadte Sti og see, om de ikke bemærkede nogen Spor ligge ud fra den; de fandt tre Mænds Spor. Thorkel gik hen til Sporene og sagde: »disse Mennesker have været meget tunge, og jeg troer næsten at Bjarne har draget her forbi, og lad os derfor forfölge dem uden Ophold.« Da de havde tilbagelagt et Stykke Vei fra Gaarden, bemærkede de, at Sporene spredtes ad. De toge nu saa hurtig afsted, de kunde, indtil de vare komne i Nærheden af det Forreste af Dalen. Der ligger en Gaard, som kaldes Eyvindarstader; der boede en Mand, ved Navn Eyvind. Da Bjarne havde et kort Stykke Vei tilbage til Hegnet, hvilede de dem. Da sagde Bjarne: »længere vil jeg ikke flygte for Thorkel, og her skulle vi oppebie hvad der vil skee,« og i dette Öieblik saae de Thorkel og hans Fölge. Da de kom nærmere, talte Thorkel til sit Fölge, og sagde: »lad os angribe dem tappert; vi Frænderne skulle möde hinanden, men Blæng skal kæmpe imod Birning, Thröst imod Thorvard, og saaledes hver af de andre.« Nu begyndte Kampen; Bjarne og hans Fölge forsvarede sig tappert, men de andre angrebe dem modig. Der gik nogen Tid hen, uden at nogen blev saaret. Da sagde Thorkel: »vi vise Feighed i vort Angreb, da intet af Betydenhed forefalder.« Bjarne svarede: »du har noget stort i Sinde.« En Qvinde gik ud paa Gaarden Eyvindarstader, og saae at de kæmpede. Hun vendte hurtig ind igjen, og sagde: »jeg troer, Eyvind, at Frænderne Thorkel og Bjarne kæmpe med hinanden kort herfra, og jeg saae en Mand liggende læne sig op til Hegnet, og jeg syntes at han var meget bange.« Eyvind sagde: »lad os ile hurtig til og bringe Klæder med os og kaste dem om deres Vaaben.« Eyvind fik fat paa et Stykke Træ; han bar det paa Skulderen og löb indtil han kom til Hegnet, der hvor Manden laae; men det var Thorvard, som der laae. Han sprang forskrækket op, og da han indfandt sig i Kampen, begyndte Nederlaget; men Thorvard havde lænet sig op til Hegnet formedelst Træthed. Först faldt Birning for Blæng; da huggede Thorkel til Bjarne, og Hugget ramte Halsen, og man hörte et Knald. Bjarne blev let saaret, men Halssmykket faldt ned i Sneen; Bjarne bukkede sig efter det og lod det komme i sin Lomme. Thorkel sagde: »pengegjerrig er du endnu, Frænde.« Bjarne svarede: »du vil nok mage det saa i Dag, at man vil have Pengene nödig.« Thorkel satte sig ned formedelst Træthed, men Blæng angreb Bjarne heftigen, og deres Kamp endte saaledes, at Blæng faldt. Da stod Thorkel op igjen og styrtede ind paa Bjarne, men blev saaret i Haanden og blev udygtig til Kamp. Begge Glittuhallssönner faldt der; Eyjolv faldt og for Hallbjörn, men dog var der Liv i ham. Da kom Eyvind til, og slog saaledes til alle Sider ind imellem de Kæmpende med sit Stykke Træ, at de vare nödte til at vige fra hinanden. Der vare ogsaa nogle Qvinder med ham, som kastede Klædningsstykker om deres Vaaben, og saaledes ophörte nu Kampen. Af Bjarnes Fölge faldt fire Mænd, og mange vare saarede af dem, som levede. Thorkel havde ogsaa mistet fire Mænd. Eyvind spurgte, om Thorkel tillod, at Bjarne og hans Mænd bleve bragte hjem til Gaarden, og sagde, at han indsaae, at han og hans Fölge vilde hjelpe sig selv; Thorkel lagde Eyvind ingen Hindringer i Veien. Der blev sörget for deres Liig, som der faldt, og dernæst toge begge afsted; Thorkel tog hjem til Krossavik, men Eyvind bragte Bjarne hen til Hof. Lægen Thorvard kom hen til Hof og forbandt de Saarede. Eilif Tjörvesön laae længe af sine Saar, men blev dog tilsidst helbredet. Bjarne tog strax hen til Glittuhalle og berettede ham hans Sönners Död; han tilböd ham at tage Ophold hos sig, og lovede selv at erstatte ham hans Sönner. Halle svarede: »stort Tab har jeg lidt ved at miste mine Sönner, men bedre er dog at have mistet dem, end at de skulde kaldes feige, som nogle af dit Fölge. Endnu vil jeg forestaae mine Gaarde, og ikke tage hen til Hof, men modtag min Tak for dit Tilbud.«
 En Dag sagde Bjarne til Lægen Thorvard: »nu er det bragt saavidt med vore Saar her paa Hof, at vi ville kunne hjelpe os selv alene efter dine Raad, men det veed jeg, at Thorkel Geitessön har ogsaa Saar, som ingen læger, og han bliver nu ogsaa meget svag. Jeg önsker,« siger Bjarne, »at du tager hen til ham for at helbrede ham.« Thorvard sagde, at han vilde efterkomme hans Önske. Han tog nu afsted og kom til Krossavik omtrent i Middagsstunden; man spillede der Skak. Thorkel lænede sig op til den ene Skulder og saae paa Skakspillet, og var meget bleg. Ingen hilsede Thorvard, da han kom. Han gik strax hen til Thorkel og sagde: »lad mig see dit Saar, thi det er blevet mig sagt, at det er farligt.« Thorkel bad ham gjöre som han önskede. Han var der syv Nætter, og Thorkel blev bedre med hver Dag. Siden tog Thorvard bort fra Krossavik, og Thorkel betalte ham godt for sin Helbredelse. Han forærede ham en Hest og en Sölvring og var venlig og forekommende i sin Tale. Thorvard tog siden hen til Hof og berettede Bjarne, hvorledes Sagerne stode. Han var meget vel tilfreds med dette Udfald af Sagen, da Thorkel var bleven helbredet.