http://heimskringla.no/index.php?action=history&feed=atom&title=Vor_Folke%C3%A6t_i_Oldtiden%3A_Liv_og_sj%C3%A6lVor Folkeæt i Oldtiden: Liv og sjæl - Revisjonshistorikk2026-06-14T14:35:51ZRevisjonshistorikk for denne sidenMediaWiki 1.34.0http://heimskringla.no/index.php?title=Vor_Folke%C3%A6t_i_Oldtiden:_Liv_og_sj%C3%A6l&diff=55248&oldid=prevCarsten på 17. des. 2019 kl. 09:162019-12-17T09:16:08Z<p></p>
<table class="diff diff-contentalign-left" data-mw="interface">
<col class="diff-marker" />
<col class="diff-content" />
<col class="diff-marker" />
<col class="diff-content" />
<tr class="diff-title" lang="nb">
<td colspan="2" style="background-color: #fff; color: #222; text-align: center;">← Eldre revisjon</td>
<td colspan="2" style="background-color: #fff; color: #222; text-align: center;">Revisjonen fra 17. des. 2019 kl. 09:16</td>
</tr><tr><td colspan="2" class="diff-lineno" id="mw-diff-left-l123" >Linje 123:</td>
<td colspan="2" class="diff-lineno">Linje 123:</td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'>−</td><td style="color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #ffe49c; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"><div>Egils ord: »Af mig har Ran rusket meget, havet sled min æts bånd over«, kan tyde på at han har set Ran stå som en forfærdelig kvinde med hænderne knugede om det der tilhørte ham; »Ægirs deje« råber han til hende i sin udfordrende trods. I Heidreksgåderne leger bølgemøerne med næsten sydlandsk frihed. Først<del class="diffchange diffchange-inline">: </del>kommer de sørgende; mange mænd har deres komme bragt skade, – og dermed frister de livet. Nu ses de med lyse lokker indbundne i hvid hoveddug; ingen husbond har de kvinder. Sjælden er de skånsomme mod farende folk, i vinden må de våge. Atter kommer de gående i brændingssærke, ind gennem fjorden stævner de, der finder de en hård seng; men lidet leger de i vindstille. Men disse vers siger kun Nordboens tanke halvt ud; den anden halvdel ligger antydet i de navne som de lyshårede grumme bar: en hed »hævende«, en anden »himmelglitrende«, en tredje »duvende«, en fjerde »kolde« og en femte »blodighårede«. Og disse to halvdele må føjes sammen, hvis vi skal nå ind til den virkelige værdi i de gamle beskrivelser af havet. Moderne læsere omformer ubevidst gåderne under indflydelse af samtidens naturpoesi. Vor gengivelse forandrer optrinnets perspektiv, fordi vore ord er præget af andre associationer, og når de forbindes, <FONT COLOR=grey><small> ''(side 188)'' </small></FONT> skaber de en atmosfære der er de gamle digte fremmed. Når vi læser disse skildringer af bølger der brydes mod kysten eller af lange bølgerækker der jager hinanden, nyder vi synet af de klare, rentskårne konturer, og vi indsnuser brændingens salte sprøjt, men vor rekonstruktion er på en gang for plastisk og for impressionistisk, fordi det i følge vor erfaring er øjeblikkets overvældende indtryk der søger sig afløb i digteriske billeder. Men de gamle ord genfremkalder ikke indtryk knyttet til øjebliksstemninger; hvis vi vil fange dybden i det gamle billede, må vi erstatte de moderne allusioner og deres stemningsværdier med de antydninger der ligger gemt i navnene på bølgemøerne, – ti omend måske Heidreksgåderne repræsenterer den nordiske naturpoesis fuldendelse er der ingen tvivl om at selv deres bølgemøer godt kunde føre sig efter navnene Duvende eller Kolde eller Blodighårede, – som bryder det poetiske billede af linjerene nymfeskikkelser, og samtidig banlyser alle følelser der vækkes ved havets øjeblikkelige skønhed. Der hersker ikke nogen modstrid mellem subjekt og verbum i digterens beskrivelse af vinterstormene: »Fornjots sønner begyndte at fyge«, og heller ikke en stormskildring som denne: »Bygerne kartede og snoede Ægirs stormfro døtre«, indeholder i sig selv noget brud på sund sans. Så kunde man da endnu i sene historiske tider tale om Ran og Ægir som det hav de var, uden at tilsløre deres personlighed. »Søhøjenes hest slider sit bryst ud af den hvide Rans mund«, siger en skjald om skibet der arbejder sig frem i søen; en anden beskriver dets hårde duven i disse linjer: »Den vådsvale Ran fører gang på gang fartøjet ned i Ægirs kæve.« Her er endnu intet af den moderne digters »som om«, når han inspirationsdrukken lader sig omslynge af bølgens arme; og her er ingen spillen på den pikante modsætning mellem munde med røde læber og munde af en anden bygning. Når bølgen hedder kolde, eller Ran kaldes vådsval, betyder tillægsordet ikke at kvinden er kold som havet, men at hun har selve bølgekulden i sig. Det »stormfro« som tillagdes Ægirs døtre, måtte også, så længe sproget ikke var helt forstenet, gælde noget mere end blot havkvindernes hoveren i vejret. For den der har opsuget den gamle kultur i sig, om end kun i overleveringens opspædning, kommer ordet kampfro, anvendt på krigeren, med en egen, energisk klang; man føler en utilfredshed ved de moderne substituter, og det en utilfredshed der ikke vil give sig overfor sådanne refleksioner som disse: at ordet var kraftigere, at kampglæden var voldsommere –; den følelse som tillægsordet kundgør, er ikke en brænding som opstår ved at krigeren og kampen støder sammen: kampglæden og kampen selv er en egenskab i manden, i hans sjæl. Således også de stormfro bølger: vinden er ikke musikanten for deres dans.</div></td><td class='diff-marker'>+</td><td style="color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #a3d3ff; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"><div>Egils ord: »Af mig har Ran rusket meget, havet sled min æts bånd over«, kan tyde på at han har set Ran stå som en forfærdelig kvinde med hænderne knugede om det der tilhørte ham; »Ægirs deje« råber han til hende i sin udfordrende trods. I Heidreksgåderne leger bølgemøerne med næsten sydlandsk frihed. Først kommer de sørgende; mange mænd har deres komme bragt skade, – og dermed frister de livet. Nu ses de med lyse lokker indbundne i hvid hoveddug; ingen husbond har de kvinder. Sjælden er de skånsomme mod farende folk, i vinden må de våge. Atter kommer de gående i brændingssærke, ind gennem fjorden stævner de, der finder de en hård seng; men lidet leger de i vindstille. Men disse vers siger kun Nordboens tanke halvt ud; den anden halvdel ligger antydet i de navne som de lyshårede grumme bar: en hed »hævende«, en anden »himmelglitrende«, en tredje »duvende«, en fjerde »kolde« og en femte »blodighårede«. Og disse to halvdele må føjes sammen, hvis vi skal nå ind til den virkelige værdi i de gamle beskrivelser af havet. Moderne læsere omformer ubevidst gåderne under indflydelse af samtidens naturpoesi. Vor gengivelse forandrer optrinnets perspektiv, fordi vore ord er præget af andre associationer, og når de forbindes, <FONT COLOR=grey><small> ''(side 188)'' </small></FONT> skaber de en atmosfære der er de gamle digte fremmed. Når vi læser disse skildringer af bølger der brydes mod kysten eller af lange bølgerækker der jager hinanden, nyder vi synet af de klare, rentskårne konturer, og vi indsnuser brændingens salte sprøjt, men vor rekonstruktion er på en gang for plastisk og for impressionistisk, fordi det i følge vor erfaring er øjeblikkets overvældende indtryk der søger sig afløb i digteriske billeder. Men de gamle ord genfremkalder ikke indtryk knyttet til øjebliksstemninger; hvis vi vil fange dybden i det gamle billede, må vi erstatte de moderne allusioner og deres stemningsværdier med de antydninger der ligger gemt i navnene på bølgemøerne, – ti omend måske Heidreksgåderne repræsenterer den nordiske naturpoesis fuldendelse er der ingen tvivl om at selv deres bølgemøer godt kunde føre sig efter navnene Duvende eller Kolde eller Blodighårede, – som bryder det poetiske billede af linjerene nymfeskikkelser, og samtidig banlyser alle følelser der vækkes ved havets øjeblikkelige skønhed. Der hersker ikke nogen modstrid mellem subjekt og verbum i digterens beskrivelse af vinterstormene: »Fornjots sønner begyndte at fyge«, og heller ikke en stormskildring som denne: »Bygerne kartede og snoede Ægirs stormfro døtre«, indeholder i sig selv noget brud på sund sans. Så kunde man da endnu i sene historiske tider tale om Ran og Ægir som det hav de var, uden at tilsløre deres personlighed. »Søhøjenes hest slider sit bryst ud af den hvide Rans mund«, siger en skjald om skibet der arbejder sig frem i søen; en anden beskriver dets hårde duven i disse linjer: »Den vådsvale Ran fører gang på gang fartøjet ned i Ægirs kæve.« Her er endnu intet af den moderne digters »som om«, når han inspirationsdrukken lader sig omslynge af bølgens arme; og her er ingen spillen på den pikante modsætning mellem munde med røde læber og munde af en anden bygning. Når bølgen hedder kolde, eller Ran kaldes vådsval, betyder tillægsordet ikke at kvinden er kold som havet, men at hun har selve bølgekulden i sig. Det »stormfro« som tillagdes Ægirs døtre, måtte også, så længe sproget ikke var helt forstenet, gælde noget mere end blot havkvindernes hoveren i vejret. For den der har opsuget den gamle kultur i sig, om end kun i overleveringens opspædning, kommer ordet kampfro, anvendt på krigeren, med en egen, energisk klang; man føler en utilfredshed ved de moderne substituter, og det en utilfredshed der ikke vil give sig overfor sådanne refleksioner som disse: at ordet var kraftigere, at kampglæden var voldsommere –; den følelse som tillægsordet kundgør, er ikke en brænding som opstår ved at krigeren og kampen støder sammen: kampglæden og kampen selv er en egenskab i manden, i hans sjæl. Således også de stormfro bølger: vinden er ikke musikanten for deres dans.</div></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
</table>Carstenhttp://heimskringla.no/index.php?title=Vor_Folke%C3%A6t_i_Oldtiden:_Liv_og_sj%C3%A6l&diff=55247&oldid=prevCarsten på 16. des. 2019 kl. 07:242019-12-16T07:24:14Z<p></p>
<table class="diff diff-contentalign-left" data-mw="interface">
<col class="diff-marker" />
<col class="diff-content" />
<col class="diff-marker" />
<col class="diff-content" />
<tr class="diff-title" lang="nb">
<td colspan="2" style="background-color: #fff; color: #222; text-align: center;">← Eldre revisjon</td>
<td colspan="2" style="background-color: #fff; color: #222; text-align: center;">Revisjonen fra 16. des. 2019 kl. 07:24</td>
</tr><tr><td colspan="2" class="diff-lineno" id="mw-diff-left-l66" >Linje 66:</td>
<td colspan="2" class="diff-lineno">Linje 66:</td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'>−</td><td style="color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #ffe49c; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"><div>Livet er ikke, som det falder os naturligt at antage, en upersonlig formende kraft, tværtimod; langt fra at bringe de tusinder af ting <FONT COLOR=grey><small> ''(side 181)'' </small></FONT> nærmere til hinanden holder det dem skarpt adskilte. Livet er vilje. Alt hvad der er til, handler fordi det i sig føler en tilskyndelse, fordi det finder behag i dette og mishag i hint. Stenens sjæl, så vel som træets og dyrets, opfyldes af lyst og hensigt og godtykke, men stenens vilje er ikke dyrets, og ingen af de to er en menneskevilje. Jorderobrerens ævne til at gøre forskel på villende væsener og sætte enhver af sine medsjæle i det ceremonielle relief der svarer til dens pretentioner og sikrer ham dens bevågenhed, er så højt udviklet, at vi kan forstå den er erhvervet gennem pågående erfaringer. Mennesket måtte snart opdage at hver enkelt af hans omgivelser elsker og hader på sin måde, efter sine uforgribelige grundsætninger, – efter sin natur. Denne opdagelse er det som har gjort mennesket så årvågent og lydhørt overfor sjælsytringer i det fremmede rundt om ham. Ve den der troede at tingene havde menneskevilje og menneskeævne! Den der skal kæmpe sig frem og være i stand til at overantvorde morgendagen sine erobringer fra i dag, for ham gælder det først og fremmest om forståelse af hvordan det er hans omgivelser vil; al opdragelse går ud på at bibringe novicerne sjælekundskab og derved sætte dem i stand til at tage verdenskampen op. Der sidder da i mennesket en stærk følelse af forskellen mellem de lidenskaber og den selvbeherskelse som er inden i ham selv, og de åndelige kræfter som støder imod ham fra alle sider, en følelse som netop skærpes ved den ubevidste, dybtliggende genkendelse eller identifikation som bærer opmærksomheden. Det primitive menneske beviser ved sine indbyrdes afvigende rituelle optrin sin ævne til at skelne mellem de forskellige viljer der virker indenfor hans verden. De ceremonier der skaffer rigelig nedbør er ikke de samme som dem han benytter sig af, når han vil sikre sig bisonens velvilje, og bisonriterne afviger igen fra dem han benytter overfor andre dyr. Vi lader os narre af sproget og vor tilbøjelighed til at bruge alle abstrakte ord i enkeltal, men vor enkeltalsform »vilje« er resultat af et tankearbejde som slet ikke var gjort i hine tider, da stenen for alvor talte et ord med i laget, da træet og dyret og stenen var realiteter og ikke, som nu, blot skygger på baggrund af naturen. Den ansporing til at se enheden i tilværelsen som synes at ligge i naturmenneskets personifikation – som vi kalder det – af naturen, har kun gyldighed i vore tanker, og grunden til vor misforståelse ligger i at vi ser mytologien i lys af hellenistisk filosofi; vort poetiske sprog, så vel som vor videnskabelige terminologi nedstammer fra den alexandrinske antropomorfisme, og alle europæiske spekulationer over myter og legender beherskes af <del class="diffchange diffchange-inline">lankegangen </del>hos Stoikere og Nyplatonikere, som prøvede på at omdanne de oprindelige græske tanker om naturen og mennesket til et rationalistisk og sentimentalt system. Primitive ord som Europæerne oversætter ved »sjæl« rummer en stor del af den betydning der dæk- <FONT COLOR=grey><small> ''(side 182)'' </small></FONT> kes af vore ord »existens« eller »tilværelse«, men på den anden side er al primitiv existens liv.</div></td><td class='diff-marker'>+</td><td style="color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #a3d3ff; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"><div>Livet er ikke, som det falder os naturligt at antage, en upersonlig formende kraft, tværtimod; langt fra at bringe de tusinder af ting <FONT COLOR=grey><small> ''(side 181)'' </small></FONT> nærmere til hinanden holder det dem skarpt adskilte. Livet er vilje. Alt hvad der er til, handler fordi det i sig føler en tilskyndelse, fordi det finder behag i dette og mishag i hint. Stenens sjæl, så vel som træets og dyrets, opfyldes af lyst og hensigt og godtykke, men stenens vilje er ikke dyrets, og ingen af de to er en menneskevilje. Jorderobrerens ævne til at gøre forskel på villende væsener og sætte enhver af sine medsjæle i det ceremonielle relief der svarer til dens pretentioner og sikrer ham dens bevågenhed, er så højt udviklet, at vi kan forstå den er erhvervet gennem pågående erfaringer. Mennesket måtte snart opdage at hver enkelt af hans omgivelser elsker og hader på sin måde, efter sine uforgribelige grundsætninger, – efter sin natur. Denne opdagelse er det som har gjort mennesket så årvågent og lydhørt overfor sjælsytringer i det fremmede rundt om ham. Ve den der troede at tingene havde menneskevilje og menneskeævne! Den der skal kæmpe sig frem og være i stand til at overantvorde morgendagen sine erobringer fra i dag, for ham gælder det først og fremmest om forståelse af hvordan det er hans omgivelser vil; al opdragelse går ud på at bibringe novicerne sjælekundskab og derved sætte dem i stand til at tage verdenskampen op. Der sidder da i mennesket en stærk følelse af forskellen mellem de lidenskaber og den selvbeherskelse som er inden i ham selv, og de åndelige kræfter som støder imod ham fra alle sider, en følelse som netop skærpes ved den ubevidste, dybtliggende genkendelse eller identifikation som bærer opmærksomheden. Det primitive menneske beviser ved sine indbyrdes afvigende rituelle optrin sin ævne til at skelne mellem de forskellige viljer der virker indenfor hans verden. De ceremonier der skaffer rigelig nedbør er ikke de samme som dem han benytter sig af, når han vil sikre sig bisonens velvilje, og bisonriterne afviger igen fra dem han benytter overfor andre dyr. Vi lader os narre af sproget og vor tilbøjelighed til at bruge alle abstrakte ord i enkeltal, men vor enkeltalsform »vilje« er resultat af et tankearbejde som slet ikke var gjort i hine tider, da stenen for alvor talte et ord med i laget, da træet og dyret og stenen var realiteter og ikke, som nu, blot skygger på baggrund af naturen. Den ansporing til at se enheden i tilværelsen som synes at ligge i naturmenneskets personifikation – som vi kalder det – af naturen, har kun gyldighed i vore tanker, og grunden til vor misforståelse ligger i at vi ser mytologien i lys af hellenistisk filosofi; vort poetiske sprog, så vel som vor videnskabelige terminologi nedstammer fra den alexandrinske antropomorfisme, og alle europæiske spekulationer over myter og legender beherskes af <ins class="diffchange diffchange-inline">tankegangen </ins>hos Stoikere og Nyplatonikere, som prøvede på at omdanne de oprindelige græske tanker om naturen og mennesket til et rationalistisk og sentimentalt system. Primitive ord som Europæerne oversætter ved »sjæl« rummer en stor del af den betydning der dæk- <FONT COLOR=grey><small> ''(side 182)'' </small></FONT> kes af vore ord »existens« eller »tilværelse«, men på den anden side er al primitiv existens liv.</div></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
</table>Carstenhttp://heimskringla.no/index.php?title=Vor_Folke%C3%A6t_i_Oldtiden:_Liv_og_sj%C3%A6l&diff=49040&oldid=prevCarsten: Vor Folkeæt i Oldtiden: Liv og sjæl2019-01-01T12:40:32Z<p>Vor Folkeæt i Oldtiden: Liv og sjæl</p>
<a href="http://heimskringla.no/index.php?title=Vor_Folke%C3%A6t_i_Oldtiden:_Liv_og_sj%C3%A6l&diff=49040">Vis endringer</a>Carsten