Ástríðr og de to nordiske r-lyd
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første bind, s. 38-43
Christiania 1883.
I den strid, som for en årrække siden førtes mellem Bugge og Gislason om de oldnordiske kvindenavne på -ríðr, spillede navnet Ástríðr en ikke uvæsentlig rolle. Som bekendt havde Bugge, tidskr. f. philol. VII, 226 ytret den opfattelse, at det som sidste bestanddel af kvindenavne hyppig forekommende -ríðr var afledet af verbet ríða, medens Gislasons årb. f. nord. oldkyndighed 1868, 351 ff. herimod gjorde gældende, at der af de med ríða paralelle stærke verber, såsom bíða, líða, síða o. s. v. ikke kan afledes femininformer som *bíðr, *líðr, *síðr, og tillige fremhævede at Ástríðr efter Bugges forklaring vilde have "den lidet smagfulde betydning: elskovsrytterske". Gislason mener derimod, at alle kvindenavne på -ríðr opr. have sluttet på -fríðr, hvilket hyppig findes både som sidste compositionsled (Jófríðr, Snæfríðr o. l.) og som selvstændigt kvindenavn: Fríðr. I tidskr. f. philol. VIII, 189-90 præciserer Bugge - uden bestemt at ville benægte muligheden af, at kvindenavne på -ríðr kunne udgå fra ældre -fríðr, sin opfattelse derhen, at -ríðr, fem., opr. stamme ridja-, var dannet af -ríðr, mas., stamme ríða-. Hvad specielt navnet Ástríðr betræffer, mener Bugge i overensstemmelse med Cleasby-Vigfusson, at ikke ást men áss er det første compositionsled og finder en støtte for denne opfattelse i Dynnastenens "Ásríði". Ástriðr vilde da ikke have betydningen "kærlighedsrytterske", men snarere omtrent: "guddommelig rytterske", hvilket ganske stemmer overens med den kendsgerning, at de fleste kvindenavne efter deres betydning må opfattes som valkyrjenavne. Herimod indvender Gislason, årb. 1870, s. 120 ff. at mandsnavnene på -ríðr ere altfor få og sjeldent forekommende til at man tør tro, at de danne grundlaget og udgangspunktet for den talrige slægt af kvindelige egennavne på -ríðr. Angående Ástríðr protesterer Gislason bestemt mod den antagelse, at t er indskudt: "hvor r og s høre til forskellige led i en sammensætning, forliges de meget godt; jfr. t. ex. Ísríðr, Ísröðr, Ásröðr, húsrúm". Langt snarere kunde man, mener Gislason, med F. Magnusen antage, at Ástríðr stod for Ásfríðr ved en overgang af sfr til str lig den, der foreligger i húsfrú - hústrú. Men da det ved F. Magnusens antagelse bliver uforståeligt, hvorfor det heder Ást-ríðr ikke *Ás-tríðr af *Ásfríðr ligesom hús-frú blev til hús-trú, fastholder Gislason sin opfattelse: at navnets første bestanddel er ást ikke áss. "Det eneste," siger han, "der kunde lede til den formodning, at Ást- i Ástríðr dog mulig stod for Ás-, er den enkelte omstændighed, at Ást- som første led i i et sammensat oldn. personnavn ikke synes at forekomme undtagen foran r. Men (på den anden side) hvor let havde t ikke kunnet forsvinde imellem s og en følgende endelyd, sprogbrugen ikke tillod at opofre? Man tænke sig f. ex. et *Ástdíss! Desuden ere der, foruden fríðja (hunkøn) og ráða (hankøn), kun få som sidste led i sammensatte oldnordiske personnavne brugelige stammer, der i forening med Ást vilde frembringe en skøn betydning. Forbindelser som *Ástbera, *Ástbjörn, *Ástbrandr, *Ástgeirr vare naturligvis mulige, men de vilde dog være et geminantur tigribus agni? Efter Gislasons opfattelse er navnets ældre form altså *Ástfríðr, efter Bugges mening derimod Ásríðr.
Jeg tilstår, at ingen af disse forklaringer forekommer mig fuldt tilfredsstillende. Bugges tydning har den svaghed, at den ikke ævner på fyldestgørende måde at forklare det sidste compositionsled -ríðr. Dette have Gislasons modbemærkninger årb. 70. 121 f., som det synes mig, til evidents godtgjort. Og særlig for navnet Ástríðr´s vedkommende kan det, såvidt jeg ser, i ingen henseende have den ringeste betænkelighed at antage -ríðr for at udgå fra et opr. -fríðr. Medens jeg således med hensyn til forklaringen af navnets sidste bestanddel ganske slutter mig til Gislasons opfattelse, må jeg for det første leds vedkommende erklære mig fuldkommen enig med Bugge. De indvendinger, som Gislason har gjort gældende herimod, synes mig ikke at have afgørende vægt. Når nemlig Gislason ytrer, at s og r forliges meget godt, hvor de høre til forskellige stavelser og derfor snarere kunde være tilbøjelig til at slutte sig til F. Magnussens mening, at sfr var gået over til str ligesom i húsfrú = hústrú, så er dertil for det første at bemærke, at formen hústrú sikkert ikke er opstået ved en ellers ganske uhørt og physiologisk fuldstændig ubegribelig overgang af sfr til str; utvivlsomt er húsfrú først bleven húsrú og heraf er da formen hútrú opstået ved indskud af t ligesom i straumr af sru, eller i stammen austra- oldn. austr. cfr. lit. auszrà (Noreen, nord. tidskr. f. philol. n. r. IV. 35, Sievers, Paul-Braune beitr. V. 526). Ordet hústrú lærer os altså, at indskud af t kan finde sted, selv om s og r høre til forskellige stavelser, og de af Gislason anførte, ikke synderlig hyppig forekommende tilfælde, hvor første led slutter på s og andet led begynder med r, kunne i det højeste kun bevise, at et sligt indskud ikke med absolut nødvendighed behøver at indtræde overalt, hvor den omtalte lydforbindelse forefindes. Og på den anden side synes Gislasons forsvar for ást som første led mig ikke fyldestgørende. Gislason indrømmer selv, at ást i begyndelsen af navne kun forekommer foran r (- jeg kender ikke andre exempler end Ástríðr og Ástráðr -), men her kan det, som vi nys have set, meget vel være indskudt. At t kunde udfalde i et tilfælde som det af Gislason supponerede Ástdíss er sikkert. Men det er ikke mindre sikkert, at det ikke vilde være udfaldet i andre tilfælde såsom *Ásthildr, *Ásteiðr -såfremt sådanne navne overhovedet havde existeret. Og når Gislason videre bemærker, at der foruden fríðja- (hunkøn) og ráða- (hankøn) kun er få som sidste led i sammensatte oldnordiske personnavne brugelige stammer, som i forening med Ást vilde frembringe en skøn betydning, så er dette vel i og for sig rigtigt, men for det foreliggende spørgsmål uden vægt, ti ingen vil vistnok nægte, at navnene Ástríðr og Ástráðr have en ikke mindre tiltalende og naturlig betydning, når man opfatter det første led som áss, end hvis man med Gislason anser den første bestanddel for identisk med substantivet ást. Jeg skønner derfor ikke rettere, end at alt taler for og intet imod at antage Ástríðr for at være opstået af et opr. Ásfríðr. Her ligesom i húsfrú udfaldt først f'et og i den således opståede mellemform med sr (som vi måske har bevaret på Dynnastenen) indskødes til lettelse af udtalen et t: Ástríðr. At det heder Ást-ríðr men hús-trú, hvilket Gislason finder påfaldende, synes mig ikke vanskeligt at forstå: ved en - vistnok forholdsvis sen - folkeetymologi har man sat Ástríðr i forbindelse med ást, hústrú derimod med adjektivet trúr.
Er nu denne forklaring den rette, have vi altså heri et nyt vidnesbyrd om, at t i oldn. kan indskydes mellem et s og et oprindeligt, ikke af z opstået r. Heraf lader sig imidlertid med fuldkommen sikkerhed slutte, at det opr. r, de ældre runers R, endnu i oldn. har bevaret sin dentale karakter og ikke, som Wimmer (fornn. forml. s. 11) og Bugge (Kristiania videnskabsselskabs forhandlinger 1872 s. 424) mene, er blevet "gutturalt" eller uvulært, ti det er naturligvis utænkeligt, at et t skulde kunne indskydes mellem et s og et ikke dentalt r. Til samme resultat er ad anden vej også Verner kommen, anz. f. d. a. IV. 341. At også det af z opståede r, de ældre runers Ψ, må have været dentalt, følger af sagens natur og betvivles vel af ingen.
Søge vi nu nøjere at bestemme, hvori forskellen mellem disse to dentale r-lyd har bestået, synes det mig ikke tilstrækkeligt med Verner anf. sted at antage, at de have været udtalte med forskjellig timbre, ti "timbren" er afhængig af mundstillingen, og på denne sidste kommer det ved bestemmelsen af en lyd først og fremmest an. Jeg har nu i Kuhns zeitschr. XXIII, s. 531 f. eftervist, at det sædvanlige evropæiske tunge-r, som Brücke kalder det alveolære, ikke udtales på samme sted som det alveolære t, d, s, z, l, n, men noget længere tilbage i munden, mere hen ad cerebralstillingen til, og jeg har tillige gjort opmærksom på, at det gamle indiske r efter pratiçakhja'ernes beskrivelse har været udtalt på samme måde (1). Det tør da også antages, at dette r, som jeg har kaldt det gingivale, har været identisk med det fællesgermanske r og det urnordiske R. Men ved siden af dette findes der også et andet, virkeligt alveolært r, som fremkommer, når man bringer tungen i den stilling, som udkræves for at udtale det alveolære t´ eller s´ (efter Brückes betegnelse), og dette adskiller sig fra det gingivale ved, som jeg anf. st. har påvist, at have en mere "hvislende" character og tillige derved, at tungeryggen ved dets frembringelse er mere hævet op mod ganen, hvorved den nærmer sig til i-stillingen. Det forekommer mig nu meget sandsynligt at antage dette rent alveolære r for at være identisk med de ældre runers Ψ, ti på den ene side er dette opstået af det fællesgermanske z, hvilket efter al rimelighed har været en ren alveolarlyd, og på den anden side virker det af z opståede r i senere nordisk i-omlyd, hvilket fortræffeligt stemmer med det alveolære r´s ovenfor fremhævede med i nærbeslægtede natur. Og sandsynligheden stiger efter mit skøn næsten til vished, når vi betænke, at netop de samme to r-lyd, hvis tilværelse jeg her har forudsat for urnordiskens vedkommende, den dag i dag forekomme ved siden af hinanden i armenisk, hvor de strængt holdes ude fra hinanden og have hver sit tegn. Det gingivale, normal-evropæiske r skrives nemlig her med tegnet Հ, hvorimod det armeniske ը - hvad prof. Sievers har gjort mig opmærksom på og hvad jeg selv senere har haft lejlighed til at overbevise mig om - er fuldkommen identisk med det rent alveolære r. Når et nulevende sprog både i tale og skrift kan holde disse to r-lyd ude fra hinanden, er det ikke for dristigt at antage, at det samme har været tilfældet med de ældre runers sprog.
København i juli 1882.
JULIUS HOFFORY.
Noter:
* 1) Det beror på en misforståelse, når Sievers ytrer, at jeg har kaldt "das vordere r (1)" gingivalt og derimod "das mittlere und hintere r (2)" alveolært (Grundzüge der phonetik (2), 85-86). Jeg har tværtimod kaldt den mere fremskudte ("vordere") r-lyd alveolær, det mere tilbagetrukne, normal-evropæiske tunge-r derimod gingivalt (cfr. mine ovenciterede bemærkninger i Kuhns zeitschr. XXIII.
