Þórsdrápa (Eilifr Guðrúnarson)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 21. des. 2013 kl. 08:55 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif Svensk.gif


Den norsk-islandske skjaldedigtning


ved
Finnur Jónsson
1912-1915


Eilifr Guðrúnarson
Torsdrape
Þórsdrápa


1.
Midgårdsormens fader æggede jætternes banemand til at rejse hjemmefra; Loke var dygtig til at lyve, (ti) Odins lidet pålidelige ven (Loke) erklærede, at der kun var grønne vange til Geirrøds hjem.

2.
Den uforfærdede Tor lod ikke Loke længe bede sig om at drage på vandring, — de havde lyst til at knuge jætteslægten — da jættebesøgeren (Tor), kraftigere end Gandviks beboere, gjorde sig rede til at rejse fra Odins hjem til jætternes boliger.

3.
Tjalfe blev hurtigere til at gøre sig i stand til rejsen med mændenes anfører end den troldkyndige Sigyns menederske ægtemand; — således lyder min sang — ; de to jættekvindedræbere begav sig nu på vandring.

4.
Og de kampvante gik, indtil jættekvindernes banemand kom til en elv — det var dengang, da den handleraske Tor, hidsig i sind, agtede at slå jættens brud ihjæl.

5.
Og jættekvindens fjende vadede over opsvulmede elve, der, piskede af haglstormen, væltede ned ad bjærget. Kraftig vadede den ophidsede jættedræber over den brede flod, hvor vandene spyede giftig kulde.

6.
De stak spydene foran sig ned i elvens bund; dens glatte runde sten sov ikke; stavene (spydene) sang, idet de stødte mod stenene, og den brusende bjergstrøm fór, stormpisket, afsted med klippestykker.

7.
Tor så elvens strøm bryde på sine kraftige skuldre; styrkebæltets gud så ingen bedre udvej end at erklære, at hans styrke (højde) skulde vokse til himlen, medmindre flommen aftog.

8.
Odins hjems stolte edelig forbundne vikinger, kyndige i kamp, vadede kraftig, mens strømmen væltede frem; bjærgstrømmen, opsvulmet af storm og regn, bruste stærkt mod ham, som forøger jætternes nød.

9.
[Og så gik det] Indtil Tjalfe hængte sig fast, så at han kom til at svæve i luften, ved Tors skjoldbånd — det var en kraftprøve for himmelkongen —; [de opdagede nu, at] jættekvinder gjorde strømmen så strid for stavene. Jættekvindens bane, bister i hu, havde også Grids stav med sig.

10.
[Dog] tabte disse mænd, fri for lyde og stridbare, ikke modet ved den dybe bjærgelvs rasende strøm. Tors sind blev [netop] stedse mere dristigt og skånselsløst. Hverken Tors ellers Tjalfes hjærte bævede af frygt.

11.
Og siden havde de forbundne kæmper, der undlod at benytte deres sværd, en kamp med jætter, førend de kom til at have en hjælmleg med Geirrød selv.

12.
Det kolde Sverrigs fjendeskare flygtede for jætternes undertrykker; i faren greb de flugten; da Odins ætling stod urokkelig, måtte jætterne bukke under.

13.
Hvor herserne, med modigt sind, nu gik ind i jættens hus, blev der larm og støj blandt jætterne. Men Tor blev bragt i en farlig knibe ovenover jættekvindens hætte (hoved); det var et fjendtligt fredsbrud.

14.
Og de [Tor og Tjalfe] stødte hovederne op imod bjærghulens tag; [til gengæld] blev de [jættekvinderne] stangede med sværdene; kærrens styrer knækkede den gamle ryg i bægge hulekvinderne.

15.
Jordens søn viste der sin sjældne idræt — og dog holdt jætterne ikke op med deres drikkelag(?) — buespænderen, dværgens ætling, skød den i essen kogte jærnstang ud imod Tors mund.

16.
Jættens overvinder greb i luften det tunge jærnboltstykke.

17.
Så at kampens fremskynder, Freyas gode Ven, greb med sin hånd jærnbolten i luften, da jættens glødende flamme fløj vredt fra hånden [på jætten] mod Truds kærlige fader.

18.
Jættens hal bævede, da jættens brede hoved faldt ind under husets gamle søjle; Ulls herlige stefader slog kraftigst jærnbolten midt ned i jættens bæltested.

19.
I sin vrede tilintetgjorde han ganske jætteynglen med sin bloddryppende hammer; jættens banemand vandt [en fuldstændig] sejr; heller ikke manglede han, vognens gud som voldte jætterne sorg, bistand af sin rejsefælle.

20.
Den af menneskene dyrkede jættedræber kæmpede med kraft med skovens myge gren; ikke kunde jætterne tilføje ham, der forminskede deres alder og blev godt støttet [af Tjalfe], nogen skade.

21.
Vred stod Vrøskvas broder; Magnes fader vandt sejr; hverken Tors eller Tjalfes hjærte bævede af frygt.