Vis kilden til Almindelig rosende tilnavne

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Almindelig rosende tilnavne]] !!  !! 
|-
|}


<center><big><big>'''[[Tilnavne i den islandske oldlitteratur]]'''</big></big>


ved [[Finnur Jónsson biografi|Finnur Jónsson]]


særtryk af<br>
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie<br>
1907


H.H. Thieles Bogtrykkeri<br>
Kjøbenhavn<br>
1908


<big>'''Sjætte afdeling'''</big><br><br>

'''Almindelig rosende tilnavne'''</center>


''afbragð'', Jón Ann. XIV. ‘Udmærket’, egl. ‘noget som (ved sine egenskaber) adskiller sig fra alt andet’ (jfr. ''bregða af, frá'').

''dagmær'', Margrét Ann. XII—XIII. ‘Dagmø’, ɔ: Dronning Dagmar. Der er næppe tvivl om, at Islænderne har betragtet navnet som et tn., der var stærkt rosende ( = solen?).

''dís'', Þorfinnr XIII. D. N. ‘Dis’; hører måske ikke hid.

''snót'', Gunnhildr Fas., sagnh. Et poet. navn på en kvinde, efter Snorre ‘en kvinde, som finder træffende ord’.

''stjarna'', Hildr Ldn. IX—X; Ǫgmundr XIII. ‘Stjærne’; hvad H. angår, bar »den yngre Mb.« navn og tn. sål., men Hb. har i ét ord ''hilldistiorn'', som dog mulig kan være rigtigt; Stb. har i ét ord ''hilldistiornu'', som vist snarest er at læse som 2 ord.

''sæta'', Sigríðr Hkr. XII. ‘Hjemmesidderske’; »sæta heitir sú kona, er búandi hennar er af landi farinn«; men der ligger tillige noget værdigt selvstændigt i tn.

''bekk-'' -Hildr Fas., sagnh. ‘Bænke-’, sål. kaldt i modsætning til Brynhildr, fordi hun forblev i hjemmet og deltog i kvindearbejdet.

''árbót'', Álof Hkr., Ldn., Nj. IX—X. ‘Årbod’, egl. en, der ved sin lykke bevirker åringens godhed.

''bekkjarbót'', Þorbjǫrg Ldn. X. ‘Bænkebod’, egl. en, som gör bænken bedre, anseligere (ved at sidde der), bænkepryd; i øvrigt har Hb.: ''beiarbot'', hvilket måtte opfattes som ''bœjarbót'' ‘gårdspryd’.

''Danmarkarbót, Danabót'', Þyri Hkr., Ann. X. ‘Danmarks, Danernes bod’; jfr. de foreg.

''sveitarbót'', Sveinn Sturl., Bisk. XIII. ‘Skarepryd’, jfr. de foreg.

''Danaást'', Knútr Flat. X. ‘Daners kærlighed’, »konungr unni honum um alla menn fram ok þar með ǫll alþýða«; deraf tn.

''Sygnatrausti'', Vébjǫrn (= V. ''Sygnakappi'' s. d.) Ldn. IX; Vémundr enn gamli Flat., sagnh. ‘Sogningers tillid’, en, som S. kan stole på og få bistand hos.

''boddi'', Ívar Bǫgl., Hák. XIII. ‘Bonde’, ifg. Rigsþ., det er vel snarest et rosende tn., ‘storbonde’ el. lign. Måske oprl. etsl. kælenavn, jfr. ''goddi(?)''.

''drengr'', Andrés Ann. XIII—XIV; Óláfr Hkr. X; Ǫgmundr Hkr. XII (v. l. for ''dengir'' s. d.). ‘Dreng, svend’, d. v. s. en brav og dygtig mand; jfr. Snorres »drengir heita vaskir menn ok batnandi«.

''karlsefni'', Þorfinnr Ldn., Eir. XI. ‘Mandsævne’, d. v. s. stof til en (dygtig) mand, en, der vækker udmærkede forvæntninger.

''manna-'' -Þengill, Flat., SnE., sagnh. Når det hedder: »Þ., er kallaðr var manna-Þ.«, må dette være et rosende tn., ‘mænds-’, men forklaringen er usikker.

''biskup'', Þorvarðr Bisk. XIII—XIV. ‘Biskop’; kan være ironisk ment.

''pávi'', Þorgils Sturl. XIII. ‘Pave’.

''greifi'', Eiríkr Sturl. XIII. ‘Greve’.

''gramr'', Pátrekr Ann. XIV. ‘Fyrste’; næppe adj. ‘bitter, gram’.

''tyggi'', Þórðr Sturl. XIII. ‘Fyrste’.

''ǫðlingr'', Vilhjálmr Orkn. XI. ‘Ædling, fyrste’; sön af V. »hinn ágæti maðr«, der mulig også er at opfatte som tn.

''drótning'', Jón Bǫgl. XIII; Jón Hák. XIII. ‘Dronning’; tn. er vel ironisk; den sidste er vel opkaldt efter den første på grund af slægtskab.

''lávarðr'', se ovf.

''borgarhjǫrtr'', Þóra Fas., sagnh. ‘Borghjort’, fordi hjorten er et af de prægtigste og stateligste dyr.

''borgarklettr'', Sigurðr Sv. XII. ‘Borgklippe’, vel fordi han var sådan, at ‘borgen’ kunde stole på ham, jfr. Sverrir »gekk þegar upp til borgar (i Bergen) ok hitti þá, er þar réðu fyrir, S. b.« osv.

''gullfjǫðr'', Svanhildr Flat., sagnh. ‘Guldfjeder’, på grund af hårets farvepragt? S. var en datter af Dag Dellingsson.

''sælingr'', Þórarinn Ldn. X—XI; Þórir Ld. X. ‘Den lykkelige’; dannet af ''sæll'' ‘rig, lykkelig’.

''ágæti (hinn)'', Vilhjálmr, se ovf.: ''ǫdlingr''.

''dýrr, dýri (hinn)'', Helgi XI. Eyvindr Sv. XII; Guðmundr Sturl., Ann. XII—XIII; Ívarr Hák. XIII. ‘Den herlige’; H.s tn. ''dýrr'' er ikke helt sikkert, da det også kan tydes som ''dýr'' ‘et dyr’.

''frægi'', Baldvini Mág., uhist. ‘Den berömte’.

''prúdi (hinn)'', Ásbjǫrn Flat., sagnh.; Bolli Ld. XI; Eilífr Ldn. X; Grundi Skt. IX; Hrói Flat. X (= Hr. ''heimski'' osv.); Hugi Hkr. XI—XII; Kolli Bj. X—XI; Kolli Skt., Flat. XI; Sǫlvi Ldn., Gr. XI; Þorgrimr Vígl., uhist. ‘Den prude, pragtfulde og høviske’; jfr. beskrivelsen af B. i Ld. (s. 284); om S. hedder det, at han var »ofláti mikill ok vitr maðr«.

''ríki (hinn), ríka (hin)'', Elfráðr Ldn., Eg. IX; Eysteinn (= E ''illi'' osv.) Hkr. IX; Guðmundr Ldn., Nj., Gl., Ljósv. X—XI; Hákon Ldn. X; Ingigerðr Eir. XHI; Jón Ann. XIII; Knútr Hkr., Ljósv. osv. X—XI; Magnús Flat. XI (= M. ''góði''); Ragnhildr Hkr. IX; Rǫgnvaldr Orkn. IX; Sigurðr Ldn. X; Zóe Hkr. XI. ‘Den mægtige’.

''tígna (hin)'', Ingibjǫrg Orkn. XII. ‘Den fornemme, værdige’.

''friðkolla'', Margrét Hkr. XII. ‘Fredkulla’, egl. fredhoved; ''kolla'' dannet af ''kollr'' se ovf.; sål. kaldt, fordi hun blev gift med kong Magnus barfod efter fredslutningen ved Götaelven 1101.

''friðsami'', Fróði Hkr. osv., sagnh. ‘Den fredelige’; jfr. Frodefreden.

''siðláta (hin)'', Helga Fsk. (= H. ''hin hárprúða)''. ‘Den höviske’.

''trausti'', Helgi Ldn. X; Ulfheðinn Fms. III, sagnh. ‘Den stærke, pålidelige’.

''hepni (hinn)'', Hǫgni Bisk. X; Leifr Hkr., Ldn., Eir. X—XI. ‘Den heldige’.

''eimuni'', Eiríkr Hkr., Knytl. XII. ‘Altid erindret’, som aldrig glemmes.

''harmdauði'', Hákon XII—XIII. ‘Den til (alles) sorg døde’; det er Håkon Sverres sön, der betegnes således.

''þingskorinn'', Þormóðr Hák. XIII (v. l. ''-skaun, skǫmm''). Tn. kan næppe bet. andet end hvad Rygh har formodet, ‘veltalende på tinge’, jfr. ''skorinorðr-'', hvis ''skǫmm'' er rigtigt, bet. ordet ‘tingskam’ og hører til næste afdeling, ''-skaun'' kan give mening, hvis ''skaun'' er = ''skaunn'' ‘skjold’.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]