Anmærkninger (Strengleikar)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Strengleikar

Anmærkninger

Fortalen

Fortalen bestaaer af to Dele, den förste tilhörer den norske Oversætter selv, den anden den franske Digt-Samling, hvis Indhold udgjör Gjenstanden for hans Oversættelse. I Begyndelsen af sin Fortale gjör Oversætteren Rede for sit Arbeides Hensigt. Han vil bevare i Mindet Fortidens Dyder og underlige Begivenheder - om Sandheden af det Fortalte synes han ikke at nære nogen Tvivl -, paa det at kommende Slægter deraf kunne hente Fornöielse og Kundskab, samt ved at agte paa Exemplerne blive bedre Mennesker og befordre sin evige Salighed. I Slutningen handler han om sit Verks Oprindelse.

Hacon konongr (d. e. Kong Haakon Haakonssön; der styrede Norge fra 1217 til 1263) let norrœna or volsko male: „lod oversætte paa Norsk (fornorske) fra det franske Sprog“. Benævnelsen valskt mál eller valska brugtes nemlig om det romansk-franske Sprog (lingva romana, romans, romaunz) og betegner her det nordfranske. Den har sin Oprindelse fra Folkenavnet Valir, hvorved de gamle Nordmænd egentlig betegnede Frankriges Beboere af keltisk Herkomst (Galli); deraf ogsaa Landsnavnet Valland (Gallia) for Frankrige.

Lioða bok eg. Sangbog, her en Bog indeholdende franske Sange oversatte paa Norsk i ubunden Stiil.

Syðra Bretland d. e. Bretagne i Frankrige, saaledes kaldet af Nordmændene til Forskjel fra det egentlige Bretland d. e. Wales; i gammel Fransk benævnes det Bretaigne la menur (Britannia minor), det mindre Britannia.

Frannz, efter det Franske France, eenstydende med Frakland, Frakkaríki, Frankrige med Hensyn til det herskende Folk, Frankerne, Frakker (li Franceis).

Ved ljóðsöngr maa her forstaaes Digt, indrettet til at synges efter en vis Melodi under Ledsagning af Instrumental-Musik.

De her opregnede musikalske Instrumenter höre til de i Middelalderen i det vestlige Europa mest benyttede og oftest omtalte. - Harpa, Ags. hearpe, nfr. harpe, sfr. arpa, mlat. harpa, arpa, Harpe; den skal i Middelalderen almindelig have havt en triangulær Form og 25 Strenge. - Gígja, mlat. giga, nfr. gigue, sfr. gigua, guiga, Gige, et Strengeinstrument nær beslægtet med fiðla, nfr. viole, vièle, sfr. viula, viola, Violin, jfr. n. f. Anm. Guimars lioð Cap. 19. - Simphan eller Simfon, mlat. symphonia, efter Du Cange et Slags Tromme. - Organ, mlat. organum, nfr. organ, orgene, sfr. orgue, Orgel; i Middelalderen brugtes meget Haandorgel, som bares bundet over Skulderen, og paa hvilket man spillede med den höire Haand, medens man styrede Piberne med den venstre. - Timpan, mlat. tympanum, nfr. tympan, et Slags Tamburin. - Salterium, mlat. psalterium, nfr. psaltère, salteire, sfr. psalterion, et Strengeinstrument med 10 Strenge, der sloges med et Plectrum (Du Cange). - Corum (saal. dat. pl.; nom. sgl. cor), mlat. chorus, efter Du Cange et musikalsk Instrument, hvis nærmere Beskaffenhed dog ikke kjendes. - Om Middelalderens musikalske Instrumenter jfr. Roquefort-Flamericourt: de l'état de la poésie françoise dans les XIIe et XIIIe siècles. Paris 1815. p. 98-131.

Den anden Deel af Fortalen tilhörer den gamle franske Bearbeider af de bretoniske Sange og danner Indledningen eller Prologen til den Samling af saadanne, overförte i franske Vers, hvilken Forfatteren (Digterinden Maria af Frankrige, Marie de France?), tilegner en unavngiven Konge (man formoder: Kong Henrik III. af England, 1216-1272). Naar man her sammenligner den norske Oversættelse med den franske Original, saadan som denne findes hos Roquefort: Poèsies de Marie de France I. p. 42-46, viser det sig, at den förste er meget fri, og blot gjengiver den sidstes Tanker i Hovedsagen. Dette kan forklares deels af Oversætterens Maneer i det Hele, deels maaskee ogsaa deraf, at den franske Text, som har foreligget ham ved hans Arbeide, ikke har i Eet og Alt svaret til den af Roquefort leverede, eller ikke paa alle Steder været den norske Bearbeider fuldkommen tydelig. Muligen kan desuden en Stræben efter at lempe Originalens Udtryk paa de Forhold, under hvilke den norske Oversættelse blev til, nemlig i Fölge Foranstaltning af en norsk Konge, have bevæget Oversætteren til med vel beraadet Hu, at giöre enkelte Forandringer. Tankegangen, som den fremtræder i den norske Oversættelse er fölgende: Dem som Gud har forlenet Vid og Kundskaber og Meddelelsesevne sömmer det ikke at skjule disse Guds Gaver hos sig, men ogsaa at lade dem komme Andre tilgode og derved tillige selv vinde Berömmelse. Oldtidens Viismænd fremsatte sine Lærdomme i et dunkelt Sprog, overladende til Efterkommerne nöiere at forklare dem. Senere begyndte i alle Lande de kundskabsrigeste Mænd at udtale sig i Modersmaalet. Da det nu sömmer dem, som ville bevare sit Liv dadelfrit, stedse at arbeide noget for af sin egen Viden at oplyse Andre, saa er det faldet Forfatteren ind at oversætte en eller anden god Fortælling for paa denne Maade at gjöre den forstaaelig og underholdende for saa mange som muligt. Han har hertil valgt de Sange, som han havde hört i det söndre Bretland (Bretagne) om der forefaldne underlige Begivenheder, og hvad der udgjör disse Sanges indhold vil han nu samle i en Bog og tilegne sin Konge. Det skal glæde Forfatteren, om hans Arbeide vinder den forstandige Hövdings Bifald, og behager Klerker og Hirdmænd i hans Hof.

- De enkelte Punkter, hvori denne Tankegang væsentlig afviger fra Originalens, skulle i det Fölgende paapeges.

snilld at birta nl. vizku sina oc kunnasto: „Veltalenhed til at lægge sin Forstand og sine Kundskaber for Dagen“.

sem goðlæikr . . . . umbotum: „naar deres Velvillie bliver berömt i Befordringen af Andres Bedste“ d. e. derved at den virker til Andres Gavn.

þa . . fyrnskonne; her paaberaabes i den franske Original Grammatikeren Priscians Vidnesbyrd: Ces le tesmoine Prescien. Roquf. Prologue l. 10.

diupom skilnengom: „med dyb Betydning“.

þat sem . . . skilnengar: „det som hörte til Forklaring og ret Opfatning“.

sua at . . tungum; hertil findes egentlig intet tilsvarende i den franske Text hos Roquefort; den norske Oversætter anförer uden Tvivl dette, at de sildigere Tiders Lærde udtrykte sig i Modersmaalet, som et Mærke paa deres Stræben efter at hæve den Dunkelhed, hvori de ældre Tiders Viismænd indhyllede sine Læresætninger.

Hvad der i den franske Text svarer til den norske Oversættelses þa var siðr . . . tungum, nemlig Prol. l. 9-22. er noget dunkelt, og kan neppe forklares saaledes, at det udtrykker den norske Oversætters Tanke. Stedet lyder som fölger: Custume fut as ansciens, ceo le tesmoine Prescien, es livres que jadis fescient, assez oscurement diseient, pur cens ki à venir esteient et ki aprandre les deveient, ki puessent glosser la lettre, e de lur sen le surplus mettre; li philesophe le saveient et par eus mesmes entendeient, cum plus trespassèrent le tens, et plus furent sutil de sens, et plus se savèrent garder, de ceo ki est à trespasser, hvilket synes at burde oversættes: „Det var de Gamles Sædvane, det bevidner Priscianus, at naar de forfattede Böger, da talede de temmelig dunkelt for deres Skyld, som kom efter dem, og skulde forstaae dem, at de kunde glossere (d. e. nöiere udvikle og forklare) det Skrevne, og af sin egen Forstand fuldstændiggiöre det; Philosopherne forstode og fattede det af sig selv, da Tiden skred længere frem, og de bleve mere subtile af Forstand og bedre vidste at vogte sig for hvad der bör undgaaes“.

or volsku i bokmal snua: „oversætte fra Fransk i Bogsprog“; bókmál betegner i Kongespeilet (C. 6. S. 14. Anh. S. 188. L. 14. f. n.) og paa flere Steder Latin; dette er sandsynligviis ogsaa nærværende Forfatters Mening, og Talen er altsaa om en Fortællings Oversættelse fra Fransk paa Latin. Dette svarer imidlertid ikke til hvad der er sagt i det Foregaaende og ikke heller til det næst paafölgende at þat . . . skilia. Her finder desuden en iöinefaldende Uovereensstemmelse Sted mellem den norske og den franske Text, i hvilken sidste det heder (Prol. l. 30.): e de Latin en Romaunz traire: „og oversætte (Fortællingen) fra Latin paa Romansk (d. e. Fransk)“, altsaa netop det Modsatte af hvad den norske Oversætter udtrykker. Meningen i den franske Text (Prol. l. 28-42.) er i det Hele: Forfatteren har först tænkt paa at skrive en god Fortælling (bone estoire faire) og oversætte den fra Latin paa Fransk, men da dette ved nærmere Eftertanke forekom ham mindre hensigtsmæssigt, eftersom allerede saa mange andre havde foretaget sig det samme, bestemte han sig til at gjengive i Vers de Folke-Sange (blot lais, at de vare bretoniske nævnes ei her udtrykkelig), som han havde hört. - Om den norske Oversætters Udtryk grunder sig i en Skrivfeil, i det han egentlig har villet sige: or bókmáli í völsku, eller i en virkelig Misforstaaelse af Grundtexten, eller endelig i en særegen Betydning, som han muligen har lagt i Ordet bokmál, lader sig vanskelig afgjöre.

lioð gjengiver her den franske Texts lais.

Dat. konongi maa sættes i Forbindelse med fram telia i næst foregaaende Linie.

er guð leðe . . . goðlæiks: „hvem Gud, i det han satte ham over os, forlenede Forstand og Magt, Lykke og Overflod af mangfoldig vidt berömt Godhed (gode Egenskaber?)“.

oc hans hirðar etc. har intet tilsvarende i den franske Text hos Roquefort og synes saaledes at være et Tillæg af den norske Oversætter.

I. Guiamars lioð

Denne Fortælling benævnes i den franske Text hos Roquefort (I. p. 48-113) Lai de Gugemer, og begynder der med en Indledning (l. 1-20), som ganske mangler i den norske Oversættelse, og i Grunden heller ikke har det ringeste med Fortællingens Indhold at gjöre. Den er imidlertid for saavidt mærkelig, som deri findes visse Udtryk, hvoraf man har udledet, at Marie af Frankrige er denne Digt-Samlings Forfatterinde, nemlig Ordene (l. 5-6): Oiez, segnurs, ke dit Marie, ki en sun tens pas ne s'ublie. Forresten indeholder den et Udfald mod Bagvaskere, der stræbe at nedsætte udmærkede Mænds eller Kvinders Fortjeneste.

Cap. 1. sua sem ritningar hava synt mer, i den franske Text (l. 25): sulune la lettre è l'escriture; dette Udtryk viser, at den franske Oversætter i det mindste i denne Fortælling har havt skrevne Kilder for sig, og altsaa ikke i sit Arbeide har fulgt mundtlige Overleveringer alene.

Odels konongr, i den franske Text (l. 29): Artus, hvormed vel er meent den berömte Sagnhelt af dette Navn.

lændr maðr; saaledes gjengives stedse i disse Oversættelser det franske barun.

Leunsborg, i den franske Text (l. 32): Liun, uden Tvivl det nuværende Leon eller St. Pol de Leon, fordum Hovedstaden i Landskabet Leonais i det nordvestlige Bretagne (i nuv. Dep. Finisterre); dette Leonais udgjorde i den tidligere Middelalder et særskilt lidet Fyrstendömme, der i Midten af det 13de Aarh. blev forenet med Hertugdömmet Bretagne.

Dridias, i den franske Text (l. 33): Ordials.

Vngen, i den franske Text (l. 38): Noguent; efter et andet Haandskrift: Uogine.

Cap. 2. Flandr, i den fr. Text (l. 53): Flaundres, Flandern.

Lorenge, i den fr. Text (l. 55): Loreine, Lothringen.

Burgunnie, i den fr. Text: Burguine, Bourgogne.

Angeo, i den fr. Text: Angwe, Anjou.

Gaskunnia, i den fr. Text: Gascuine, Gascogne.

Cap. 3. væiðemonnum, i den fr. Text (l. 80): ses vénéors et ses berniers, af hvilke Ord det förste svarer til den norske Oversættelses, og betegner: Jægere i Almindelighed, det andet derimod: Tjenere (Hundevogtere?).

fœrðe honom, her: förte (bar) for ham.

sporrakkia dyra oc villisvina: „de Hunde, som skulle opspore Dyrene (Hjortene) og Vildsvinene“; i den fr. Text (l. 87-88): son arc li porteit un vallez, sun hansart et sun berserez: „en Tjener bar for ham hans Bue, hans Pile og hans Lanse“ (Roquef.).

nam staðar etc.: „stod fast i Hesten“; her siger den fr. Text (l. 100-102) ikkun, at Pilen traf hans Laar, saaledes at han maatte stige af Hesten, hvilket falder rimeligere.

gaurr, et Skjældsord: slet, lumpen Karl; i den fr. Text (l. 109): vassau, eg. Vassal, Tjener.

þuilik er her n. pl. og maa referere sig til de foregaaende Ord hugsotta oc harma (sgl. hugsott, harmr) af hvilke det förste er f., det andet m. g.

þessi orlog etc.: „denne Skjæbne skal i Sandhed gaae i Opfyldelse for dig“; hertil er intet svarende i den fr. Text.

Cap. 4. hafnar vagr: „en Havne-Vaag“ d. e. en Vaag, som danner en Havn; i den fr. Text (l. 152): Braz fu de mer, hafne i aveit.

gecc hann . . . treet: „han gik ombord paa Skibet og reiste Masten“; her afviger den norske Oversættelse fra den fr. Text, hvor det tilsvarende Udtryk (l. 154) er: dunt Gugemer connut le tref: „(et Skib) hvis Segl(?) Gugemer kjendte“. Fremstillingen i den norske Text; at den saarede Guiamar, om hvem det nedenfor siges, at han ikke uden store Smerter kom ombord paa Skibet, „reiste Masten“, er lidet rimelig; men heller ikke i den franske Text er Meningen ganske klar.

sem æinn viðr være allt, herefter er i den fr. Text (l. 161-166) et Tillæg, der ei har noget tilsvarende i den norske; Indholdet heraf er: „Skibets Segl (veile) var heelt af Silke, saare skjönt, naar det udfoldedes; Ridderen blev meget tankefuld, thi han havde ikke hört omtale, at Skibe kunde komme i den Egn“; dette passer ei godt til hvad ovenfor er sagt, at „han kjendte Skibets Segl“.

forfialar: de Fjæle, som dannede Sengens Forside; det Udtryk i den franske Text (l. 173), som herved skal gjengives, er: li pecun è li limun: „Fodstykkerne og Stolperne“.

pell, svarende til fr. paile, pali, mlat. pellum, var Benævnelse paa et Slags kostbart Töi, hvis nærmere Beskaffenhed nu ikke mere kjendes; det udtrykker ellers her den fr. Texts: drap d'Aufrique, (afrikansk Töi (l. 177).

kullt, i den fr. Text (l. 178): coute, af hvilket Ord ogsaa Formerne keulte og coltre findes, beslægtet med det lat. culcita; det norske Ord er aabenbare laant af det Franske, og betegner her et Teppe eller en Overdyne.

koddi, Hovedpude, i den fr. Text (l. 180): oreillier.

skylldi alldri ælldazt, i den fr. Text (l. 182): il ne l'éust jamais kenu: „han havde det (Hovedet) aldrig graahaaret“.

sabelina skinn, det samme som almindeligere udtrykkes ved safali, Sobel, baade Dyret og sammes Skind.

Cap. 5. hin mætasta . . . kuenskum: „den ypperste i alle Egenskaber, der udmærke belevne Kvinder“.

byrllaðe af byrla, forrette en Skjænkers (Mundskjænks) Tjeneste; her uden Tvivl blot: opvarte ved Bordet; i den fr. Text (l. 262): et à sun mengier la serveit.

sua sem Ouidius etc., herved betegnes Ovids Digt de arte amandi. Denne Skildring af Loftværelsets eller Salens Udsmykning med Malerier afviger noget fra den franske Texts (l. 233-246).

með frunne . . . hæim kom: „denne Pige var stedse hos Fruen, naar hun foer hjemme fra og indtil hun kom hjem“, altsaa: hun var uadskillelig fra Fruen, naar denne var ude af Borgen.

Cap. 6. kastaðe skikkiu sinni: „hun kastede (af sig) sin Kappe“, nemlig for at være lettere i sine Bevægelser; i den fr. Text (l. 279): son mantel oste la pucele.

Cap. 7. vit skulom, saaledes findes oftere i denne Oversættelse Subjectet foran sit Verbum i Eftersætninger, hvilket ikke ellers er den almindelige Constructionsmaade, som her vilde være: skulom vit.

Cap. 8. at ec gere . . . fallenn: „at jeg gjör dig bekjendt med den Hendelse, som har truffet mig“.

hit minna Brætland betegner det samme som syðra Bretland (s. o. f. Anm. Forrœða.), nemlig Bretagne, og er en ligefrem Oversættelse af den fr. Texts (l. 317): Bretaine la menor.

Cap. 9. er bol oc bál brænni: „hvem Ulykke og Baal brænde“ d. e. ham skee en Ulykke! i den fr. Text (l. 350): maus fus et male flambe l'arde! „den onde Ild og den slemme Flamme brænde ham“!

Cap. 11. Her er den fr. Text (l. 402-412) vidtlöftigere, i det den nemlig lader Guiamar yttre, at han vil aabenbare sin Kjærlighed for hende, og hvis hun stöder ham fra sig, da staaer intet andet tilbage for ham end at döe af Sorg; dog beslutter han sig ved nærmere Eftertanke til at fortie sin Smerte.

innan tanna ser: „inden sine Tænder“ d. e. ved sig selv; ligefrem Oversættelse af den fr. Texts: entre ses dens (l. 419).

oc (var) at komet: „og det var nær ved; det var paa Nippet“.

Ved Slutningen af dette Capitels Indhold har den fr. Text (l. 427-428) en Overgang, som her mangler: Si il ad mal pur li amer, ele ne s'en puet nient loer: „hvis han föler Smerte paa Grund af sin Kjærlighed til hende, saa kan hun ikke rose sig af at have det bedre“.

Cap. 12. oc mællte . . . staðen; dette Spörgsmal lægger den fr. Text Ridderen i Munden (l. 442-444).

þu matt unna . . . ast pinni: „du kan elske paa den Maade og den Kvinde (din Kjærlighed kan være saaledes beskaffen og gjælde den Kvinde), at det vel sömmer din Kjærlighed“; dette udtrykker dog ikke fuldkommen den fr. Texts Ord (l. 449-450): amer poez en itel guise, car bien est votre amur assise: „I kan elske paa en saadan Maade; thi eders Kjærlighed er vel anbragt“.

Cap. 13. glœymdi hon æigi: „lod hun det ikke gaae upaaagtet hen“.

hon kændi . . . af honum: „hun mærkede, at hun fölte en hæftig Kjærlighed til ham“.

su kona . . . syniazt længr: „den Kvinde, som er koket (skartsöm, i den fr. Text l. 517: femme vilainne de mestier), for hende passer det, at lade sig bede længe og gjöre sig kostbar og vise sig stor paa det, for at man skal holde hende for saa meget bedre, som hun længere gjör Vanskeligheder“.

þriu missare: tre Halvaar; i den fr. Text (l. 537): an è demi.

þat misfell þæim: „den Ulykke hendte dem“. Her har den fr. Text (l. 538-544) et lidet Tillæg, indeholdende en almindelig Bemærkning om Lykkens Ustadighed.

Cap. 14. er æftir fallde etc.: „som kan opfolde ( d. e. oplöse igjen) denne æftir betegner her det samme som strax ndf. aftr: tilbage i sin tidligere Tilstand; den fr. Text (l. 564): ki despléer le porrat.

með þeim formala: „med den Betingelse“.

Cap. 15. fannz þat . . . med þæim: „det forekom Alle (Alle fortolkede det), som om der var en ægteskabelig Fortrolighed mellem dem (som om de levede paa en saa fortrolig Fod med hinanden som Mand og Kone)“; noget tilsvarende hertil findes ei i den fr. Text.

riddare gjengiver her den fr. Texts (l. 581): cambrelenc, der ellers andensteds oversættes med: rekkiusveinn, Kammertjener.

æina digra furustong . . . hengo, i den fr. Text (l. 597-98): une grosse perce de sap, u suleient pendre li drap; en saadan Stang at hænge Klæder paa har altsaa i Middelalderen hört til det almindelige Husgeraad endog i en fornem Frues Værelse.

þa scal þægar . . . illa: „da skal man strax drive han i Havet; omkommer han, da er det ham (Borgens Herre?) en Glæde; men hvis han kommer levende og frisk fra Skibet, da vil (alligevel) han (Ridderen?) være ilde tilfreds (föle sig ulykkelig)“. Saaledes kan maaskee dette Sted rettest forklares, skjönt det altid bliver Tvivl underkastet, til hvem af de tvende Hovedpersoner, Borgens Herre eller Ridderen, honom paa hvert af Stederne efter Oversætterens Mening skal vise hen, ligesom ogsaa om han ved reka i haf har tænkt sig, at man skulde kaste Ridderen i Havet og lade det komme an paa, hvorvidt han ved Svömmen kunde redde sig ombord paa Skibet og siden bort til et andet Land, - eller at man skulde lade ham i Fred gaae ombord, og saa lade Skibet styre sin egen Kurs til Havs; det sidste forekommer os at stemme bedst med hvad strax nedenfor siges. Det tilsvarende i den fr.Text (l. 616-18) lyder: il le metreit giers en la mer; s'il garesist, ceo li pesast, et bel li fust se il nèiast, hvori den samme Utydelighed finder Sted.

vapnhæst, i den fr. Text (l. 640): destrier, mlat. dextrarius, Stridshest.

Cap. 17. fyrir þui . . . græiva sins eg.: „fordi han havde noget at sysle med en af sine Grever“, hvilket uden Tvivl her skal sige, at han laa i Krig med ham; dette siges ligefrem i den fr. Text (l. 695): si guerroioit un sien veisin. Da her bruges Ordet veisin, Nabo, saa maa formodes, at der i den fr. Text, der forelaa den norske Oversætter, har staaet et andet Ord f. Ex. vavassin, Undervassal, eller ogsaa har han i Hast forvexlet veissin med et saadant.

graddornar: Trappen som förte ned fra Borgen.

rækkiosveinn eg. Sengesvend d. e. en Svend som gjör Opvartning i Sengeværelset, i den fr. Text (l. 702): camberlenc, Kammersvend.

alfkona gjengiver den fr. Texts (l. 706): fée.

bliatbonden, af bliat, et fremmet Ord, mlat. bliaudus, bliaus, blialdus, nfr. bliaut, Benævnelse paa et vist Klædningsstykke, maaskee et Slags Overkjortel eller Kappe, har muligen ogsaa betegnet et vist Slags Töi (Blyant); her altsaa: Baandene i hendes Bliat eller Kjortel, i den fr. Text (l. 740): de sen bliaut trença les laz: „han sönderskar Baandene i hendes Kjortel“.

Cap. 18. atræið: Kampridt, Dystridt, af at: Hidsen, Kamp, brugtes eenstydende med burtreið, turniment, baade om alvorligere Kamp og om blot Lystkamp; i den fr. Text (l. 746): turnéiement.

þui at Meriadus . . . upp a mikla aumbun: „thi Meriadus havde sendt ham Bud med indstændig Begjæring“; ömbun eg. Gjengjæld, Lön, altsaa efter Ordene: „paa en stor Gjengjæld“ d. e. „med den Erklæring, at han vilde være ham stor Forbindtlighed skyldig“.

nu hævi ec ihugat mikla hæimsku: „nu har jeg tænkt en stor Daarskab“, det var en taabelig Tanke jeg nu havde.

mær þæsse, nemlig Meriadus's Söster.

til fehirðis sins: „til sin Skatmester“; fehirðir, den som har ens Gods i Forvaring; i den fr. Text (l. 798): un cambrelenc, en Kammersvend.

oc kynlegt potte nl. honum: „og det forekom ham besynderligt“.

huærium atburð, for: með h. a.: „med hvilken Hendelse har jeg fundet dig her“, hvorledes er det gaaet til, at jeg har fundet dig her.

halldet for hefir halldet.

Cap. 19. sem æiginn hans riddere, i den fr. Text (l. 845): ses humes liges: hans Vassal (homo ligius); Oversætteren maa have fundet, at det norske Udtryk handgenginn maðr, som ellers er saa almindeligt, ikke i den Betydning, hvori Nordmændene toge det, ganske passede til det ovennævnte franske. I Norge, hvor Lensvæsenet var ukjendt, manglede man ogsaa i Sproget fuldkommen tilsvarende Udtryk for de Forhold, der vare hiin Institution egne.

til banlagaraz . . . . atreiðar, i den fr. Text (l. 860): qui fust venus pur turneier: „som var kommen for Turneringens Skyld“; Ordet banlagaraz, hvis det ikke er en Skrivfeil, vide vi ikke at forklare.

oc sa (skal) skiott dauðr ef nokot bilar honum: „og den skal faae en hastig Död, som (eg. hvis han) i nogen Henseende svigter ham“; i den fr. Text (l. 864): mult est huniz qui or li faut: „og den bliver meget udskammet, som nu svigter ham“.

gigia gjengiver her den franske Originals rote, mlat. rota, rocta, et Navn, som udledes af det keltiske Cruit, Crwth, der betegnede et blandt de keltiske Folkefærd hjemmehörende Strenge-Instrument (s. F. Wolf über die lais p. 242-246); De la Villemarqué (Chants populaires de la Bretagne. 1846. I. xxxiv.) forklarer det gamle, rota eller chrota som eenstydende med senere Tiders rébek, et Instrument med tre Strenge, der ströges med en Bue; altsaa et Instrument lignende vor Langleik, Islændingernes lángspil, helst naar dette behandles som paa Island, nemlig stryges med Bue; i Norge slaaes det med et Stykke Fiskebeen.

strænglæiks lioð, dette Udtryk hvormed Originalens lai her gjengives, tydeliggjör paa det bestemteste den norske Oversætters Begreb om det nævnte franske Ords Betydning, nemlig: Digt, som synges med Accompagnement af Strengeleg eller i det Hele af musikalske Instrumenter.

notum (Enkt. nóti), Noder, her: Melodi sat i Noder.

Den hele Slutning: En af pessare sagu etc. lyder i den fr. Text (l. 885-888): De cest cunte k' oï avez fu Gugemer le lai trovez, qu'hum dist en harpe è en rote, boine en est à oïr la note.

II. Eskiu lioð

Titelen hos Roquefort (l. p. 138-177) er: Lai del Freisne, efter Hovedpersonens Navn: La Freisne, der paa Norsk gjengives ved Eskia, dannet af askr, Ask, Asketræ.

Cap. 1. Her sægir . . . kunnasto minni; i den fr. Text (l. 1-2):Le lai del Freisne vus dirai sulunc le cunte que jeo sai; af disse Udtryk vil Roquefort slutte, at Oversætteren, i det Stykke har fulgt en mundtlig Beretning.

Cap. 3. i æitt huitt silkipell, i den fr. Text (l. 121): en une chince de chesil: „i et Svöb(?) af fiint Linned“.

oc yvir þetta . . . kringlum: „og over dette et overmaade kostbart Klæde (pell) guldvirket i Hjul og Kredse (med cirkeldannede Figurer indvævede med Guld)“; i den fr. Text (l. 123): et desus un paile roé; det fr. paile er, som allerede ovenfor sagt, samme Ord som det norske pell, et Slags kostbart Töi, og Tillægsordet roé, mlat. rotatus(af rota), prydet med hjulformede eller cirkelformede Figurer (Du Cange, som netop bemærker, at dette Udtryk bruges om figureret Töi).

œyri, i den fr. Text (l. 129): un unce, en Unze.

iagunnzze, i den fr. Text (l. 130): jagunce, et Slags Ædelsteen; Roquefort forklarer det ved Granat.

umhuervis . . . bokstafer: „rundt om Ædelstenen vare Bogstaver“; i den fr. Text (l. 131): esteit lettrée, hvorpaa (l. 132-134) lægges til, hvad i den norske Oversættelse mangler: là ù la meschine est trouvée bien sachent tuit vereïement qu'ele est née de bone gent: „der hvor Pigebarnet er fundet kan man vel med Sandhed vide, at hun er födt af godt Folk“. Det var altsaa i denne Hensigt, at man svöbte Barnet i kostbart Töi og medgav det den dyrebare Ring.

bœ rikan oc lœynelegan; bœ maa her forklares ved Stad eller Landsby, og Tillægget lœynelegan skal vel efter Oversætterens Mening betegne: afsidesliggende, lidet bemærket; den fr. Text (l. 149) har derimod: en une vile riche è bele: „i en rig og smuk By“, og lægger til (l. 151): en la vile out une abeie: „i Byen var et Abbedi“.

Cap. 4. lysti lampa: „bragte Lamperne til at lyse“.

pæll, her i den fr. Text (l. 208): pali.

Cap. 5. þui at þat . . . i volsku male, et Tillæg af den norske Oversætter; i den fr. Text (l. 228-30) heder det: pur ceo qu'al freisne fut trovée, la Freisne li mistrent al nun, et le (la?) Freisne l'apelet hum.

i kuænmannum: „blandt Kvinder“.

at goðom . . . kunnasto: „med Hensyn til god Undervisning i mangfoldige Kundskaber“; i den fr. Text (l. 239): de bone escole: „af en god Skole“, af god Opdragelse. Den fr. Text er i det Hele kortere i sin Beskrivelse af hendes Fuldkommenheder (l. 235-242).

Cap. 6. Dool, i den fr. Text (l. 243). Dol, en Stad i Haut-Bretagne, i nuværende Depart. Ile et Vilaine, i Nærheden af St. Malo; Biskoppen af Dol gjorde en Tid Paastand paa Metropolitan-Værdigheden i Bretagne.

Gurun, i den fr. Text (l. 246): Burun.

hann for til atreiðar . . . riddaraskap sinn, i den fr. Text (l. 249) ikkun: a un turneiement ala.

til brœðralags þæirra, i den fr. Text (l. 267): pur aveir lur fraternité: „for at optages i deres Broderskab“; ved brœðralag forstaaes altsaa mlat. fraternitas: det Forhold hvori Lægfolk ved beviste Velgjerninger kunde komme til en Klosterorden eller et vist Kloster, saaledes at de deelagtiggjordes i Brödrenes eller Söstrenes Forbönner og desuden fik friere Adgang til Klosteret.

Cap. 7. hiuskapr betegner her, som man af det 8de Cap. seer, ikke ordentligt af Kirken indviet Ægteskab, men kun et ægteskabeligt Samliv; Ridderen tog Eskia hjem til sig som sin Frille.

lært þæc . . . kuensku: „undervist dig vel i hövisk og beleven Kvindelighed“ d. e. i den Höviskhed og Belevenhed som sömmer en Kvinde.

Cap. 9. Hæsla, af hasl, Hasseltræ; i den fr. Text (l. 335): La Codre.

brott send, maa her forstaaes om en midIertidig Bortskikkelse, da man siden gjenfinder Eskia i Ridderens Hus; i den fr. Text (l. 349) heder det kun: El Fresne cele fu celée: „Eskia blev bortgjemt, skjult“.

pusa bruges her i sin egentligste Betydning: trolove sig med; nemlig om den offentlige med kirkelige Ceremonier fuldbyrdede Forlovelse, i den fr. Text (l. 350): espusée, af hvilket Ord (mlat. sponsare) det norske pusa eller spusa er dannet.

Cap. 10. erkibyscop s. ovf. Anm. Cap. 7.

Cap. 11. Foran miklu maa underforstaaes með sua.

rækkiokonor oc svæfnburs svæinar, det kvindelige og mandlige Tyende, som havde med Opvartningen i Sovekamrene at gjöre; den sidste Benævnelse er eenstydende med det kort efter fölgende rækkiosvæinar, som gjengiver den fr. Texts camberlencs.

kasteðe hon skikio sinne: „hun afkastede sin Kappe“ nl. for at være mere ledig til sin Gjerning; jfr. Anm. Guiamars lioð. Cap. 6.

fornt pæll, i den fr. Text (l. 399): li dras esteit d'un viel bofu(?).

erkibyscop . . . rekkio þæirra; det var Skik i Middelalderen, at ved fornemme Folks Bryllup Egtesengen blev indviet ved Velsignelse af en Geistlig, som i dette Tilfælde var Erkebiskoppen selv.

hon afklæðdis skikkio sinni, her afkaster hun sin Kappe for at vise sin Ærbödighed mod den hun taler med; jfr. Kongespeilet. S. 66. 81.

Cap. 13. um foran let synes her at staae ganske overflödigt; i den fr. Text (l. 474): e nostre pali od li porter.

fyrr en syndin . . . tvæfalldaðizc: „förend Synden forögedes og fordobbledes“, nemlig derved at Ridderen ægtede en Söster af den Kvinde, med hvilken han forud havde levet i ægteskabeligt Forhold.

Slutningen: nu sem þessi atburðr etc. lyder i den fr. Text (l. 515-518): Quant l'aventure fu séue coment ele esteit avenue, le lai del Freisne en unt trové, pur la dame l'unt si numé.

III. Equitans lioð

Titelen hos Roquefort (l. p. 114-137) er: Lai d'Equitan.

Cap. 1. oc (let) af þæim (atburðum) gera til skemtanar: „og (lod) af dem (disse Begivenheder) gjöre til Skjæmt eller Underholdning" d. e. og lod dem tjene til Underholdning.

oc varo . . . at gere; hertil findes intet tilsvarende i den franske Text.

Cap. 2. ræfsingastiore vil vel her sige: en stræng Styrer, en Styrer, som över stræng Retfærdighed eller straffer strængt Forbrydelser; gjengiver den fr. Texts (l. 12): sire jostis: „en retfærdig Herre“.

Namsborgar, i den fr. Text (l. 12): des Nauns, af Nantes. Equitan benævnes ellers senere i den fr. Text (l. 27. o. fl. St.): li reis, Kongen.

ræðesmann gjengiver her den fr. Texts (l. 21): seneschal, som nærmest svarer til den norske Hirdembedsmand, der benævntes: dróttseti; dog övede Seneschallen i Almindelighed, der hvor denne Embedsværdighed fandtes, en dömmende Myndighed, som den norske Drotsete ikke besad.

rettyndi staaer her uden Tvivl i Betydningen: Justits, Dommermyndighed.

i at valkszt: „bekymre sig med, bebyrde sig med“.

at þoat . . . væri, et dunkelt Udtryk, hvis Mening dog maa være: „som om Naturen havde skjænket hende alt hvad som hörte til Skjönhed“; i den fr. Text (l. 34): en li former muat nature: „i at danne dem (hendes Træk) havde Naturen forandret sig (gaaet udenfor sin almindelige Orden)“.

Istedet for det fölgende: engi var . . . unna hænni, har den fr. Text (l. 35-37) en udförligere Beskrivelse af hendes Skjönhed og ender med: el reaume ne out sa per: „i Riget havde hun ikke sin Lige“.

Cap. 3. Sua er hann . . . fyrir valki: „saa er han i sit ganske Hjerte og ved hende bleven forandret, at han er opfyldt af Sorg og Bekymring, og maa stedse have hende for Öie; thi han kan ikke værge sig mod denne Plage“.

Cap. 4. Hov! i den fr. Text (l. 65): Allas! ak!

mec ventir . . . gærði mer: „jeg troer, at jeg vil komme til at elske hende og troligen vil holde hende min Kjærlighed og Oprigtighed“ d. e. vil blive standhaftig i min oprigtige Kjærlighed til hende. Det tilsvarende i den fr. Text (l. 70-74) passer ikke aldeles til Oversættelsens Udtryk: Jeo quit que mei l'estuet amer, e si jo l'aim, jeo ferai mal; ceo est la femme al Séneschal. Garder lui deis amur è fei, si cum jeo voil qu'il face à mei: „jeg troer, at jeg vil komme til at elske hende; og hvis jeg elsker hende, begaaer jeg en Forbrydelse; hun er Seneschalens Hustru. Jeg skylder ham (Seneschalen) den Kjærlighed og Troskab, som jeg vil, at han skal udvise med mig“.

en ef . . . umsát, i den fr. Text (l. 75): si par nul engin le saveit: „hvis han ved nogen List fik det at vide“, hvoraf maa sluttes, at her i den norske Oversættelse skal underforstaaes af foran nokkorri; Meningen bliver da: hvis hendes Herre og Egtemand kommer under Veir hermed (neml. deres Kjærlighedsforstaaelse) ved nogen Speiden og Luren.

vel setiazc: „vel sætte sig, vel gaae over“.

Engi maðr . . . bœtazt af henni, i den fr. Text (l. 83-84): suz ciel n'ad hume, s'ele amast, ki de amur n'en amendast: „under Himlen gives der ikke nogen Mand, hvis hun elsker (ham), som ikke al hendes Kjærlighed skulde blive bedre“, hvor Roquefort uden tilstrækkelig Grund har rettet hume til femme og derved faaet en anden Mening ud, end den som den norske Oversættelse udtrykker, nemlig, at Enhver maatte blive bedre Menneske ved hendes Kjærlighed.

illa kunna: „tage det ilde op“.

er byr i eg. „som boer i“, som er forbunden med.

hon bryddir . . . sarbót: „hun stikker og spidder ham, hun piner ham og plager ham; hun er hans Feber, men kan ogsaa være ham til Saarbod“ d. e. kan ogsaa læge hans Saar; hertil findes intet svarende i den fr. Text.

Cap. 5. fræsta mer suor min: „give mig Frist med mit Svar“.

af yðro lane: „af eders Overdragelse“ d. e. som Len af eder.

oc myndir þu . . . unna mer: „og du vil, som jeg troer, forestille dig, at jeg skulde svigte dig, og ansee det for farligt (eg. gjöre dig en Fare af) at elske mig“; i den fr. Text (l. 135-36): que déréiez à mun espeir le danger de l'amur aveir: „at I afvender (undgaaer), som jeg troer, den Fare at elske“.

Cap. 6. gaf þa . . . fingrgulla sinna: „de gav hinanden da sin Forbindelse med Skifte af sine Fingerringe“, d. e. de stadfæstede da sin Forbindelse ved at skifte Ringe.

felaglegom vilia: „hans Önske at vedligeholde den kjærlige Forbindelse“.

Cap. 8. lykr nasom: „lukker sine Næsebor“ d. e. opgiver sin Aand.“

Cap. 10. Den fr. Text (l. 271-72) siger, at hvert af Badekarene blev sat foran dens Seng, for hvem det var bestemt; herved bliver den paafölgende Ulykke bedre forklaret.

Cap. 11. Den tilsvarende Moral lyder i den franske Text (l. 305-308): Ki bien vodreit reisun entendre, ici purreit ensample prendre: Tel purçace le mal d'autrui, dunt le mals revertit sur lui.

Cap. 12-13 indeholde den norske Oversætters Betragtninger i Anledning af Fortællingen om Eqvitan, hvortil intet svarende i den franske Text.

Cap. 14 gjengiver det franske Digts Slutning, som i Roqueforts Text (l. 309-312) lyder saaledes: Issi avient, cum dit vus ai, li Bretun en firent un lai, de Equitan cum il fina, e la dame qui tant l'ama.

IV. Bisclaretz lioð

Den franske Titel hos Roquefort (l. p. 178-201) er: Lai du Bisclaveret.

Cap. 1. Bisclaret het hann . . . vargulf, i den fr. Text (l. 3-4): Bisclaveret ad nun en Breton, Garwall l'apelent li Norman; ved Norðmandingar, li Norman, forstaaes her de franske Normanner, Indbyggerne af Normandi; vargulfr betegner: Varulv, Menneske omskabt til Ulv, og er beslægtet i sin Oprindelse med Garwall, der antages at være en Forvanskning af werwolf (s. Roquel. I. p. 179 Not. 1); man har da her Forklaring paa Navnet Bisclaret eller Bisclaveret.

Cap. 2. þat væit tru min: „det veed min Tro“, en Bekræftelse som meget brugtes i Norge i det 13de Aarhundrede, og til hvilken her svarer i den franske Text (l. 42): par fei.

Cap. 3. miskunnið orðum yðrom: „skaan eders Ord; tag eders Ord i Vare“, eller: „tal naadigen, vær naadig i eders Tale“; i den fr. Text (l. 53): pur Deu merci.

ec hamskiptumk: „jeg skifter Ham“, jeg omskabes, i den fr. Text (l. 63): jeo deviens Bisclaveret.

þa væra ec iafnan i þæim ham, i den fr. Text (l. 75): Bisclaveret sereie à tuz-jurs.

hon fiaraðe hann uppi, eg.: „hun fjærede ham oppe“, hun bragte ham til at blive staaende paa Grund, en Talemaade laant af Sövæsenet, som her betegner: hun fik besnakket ham, hun fik ham i sin Magt.

Cap. 4. þu hævir lengi i valkazt: „du har længe gjort dig Möie for“.

Cap. 5. þa biuggi sa kono hans: „da kom den i Besiddelse af hans Kone“.

Cap. 8. ræif af hænni klæði sin, i den fr. Text (l. 235): le neis li esracha del' vis: „rev hende Næsen af Ansigtet". Hvad der kan have givet Anledning til den her forekommende Forskjel mellem den norske og den franske Text, lader sig vanskelig med Bestemthed afgjöre; men at den franske Text har det rette, viser tydelig nok Beretningen i det 9de Cap. om Konens kvindelige Efterkommere, at de nemlig alle vare næselöse.

sakar astsemdar: „paa Grund af sin Kjærlighed“ nl. til sin nuværende Mand, som var sat fast, og ikkun ved hendes Bekjendelse igjen kunde blive frigiven.

Cap. 9. Margar konor . . . næflausar, i den fr. Text (l. 312-14): plusurs femmes de cel lignage, c'est vérité, senz nés sunt néies, e si sovienent esnaséies: „flere Kvinder af denne Slægt, det er Sandhed, födes uden Næse, og blive saaledes næselöse“.

En sa . . . sægiande er naturligviis den norske Oversætters Bemærkning, til hvilket intet svarende findes i den fr. Text; denne slutter derimod med fölgende Ord (l. 315-18): L'aventure k'avez oïe, veraïe fu, n'en dutez mie; de Bisclaveret fu feit li lais, pur remembranee à tut-dis-mais: „Den Begivenhed, som I have hört, var sand, tvivl ikke derpaa; om Bisclaret blev Sangen gjort til Erindring for evige Tider“.

V. Laustiks lioð

Titelen til den franske Text hos Roquefort (I. p. 314-327) er: Lai du Laustic, hvilket sidste Ord er det bretoniske eostik, Nattergal, med den franske Artikel foran.

Cap. 1. En þat . . . at lyða er en Bemærkning af den norske Oversætter hvortil intet svarende i den fr. Text.

Cap. 2. I þui fylki . . . huilir, Landskabet omkring Staden St. Malo i Bretagne, i det nuværende Departement Ile et Vilaine.

Da man ikke alene besidder den franske versificerede Text af denne Fortælling, men ogsaa et bretonisk Folkedigt i Th. H. de la Villemarqués chants populaires de la Bretagne (1846) I. p. 248-58, hvilket maa antages for at være Kilden til den franske Bearbeidelse, saa have vi troet, at det vilde være af Interesse for Læserne at sammenligne disse tvende Digtninger baade indbyrdes og med den norske Bearbeidelse, og derfor meddele vi dem her, den bretoniske gjengivet efter Villemarqués ordrette franske Oversættelse, den franske efter Texten hos Roquefort.

Oversættelse af den bretoniske Original.

St. Malo's unge Frue græd i Gaar ved sit höie Vindue:

Ak! Ve mig! min stakkels Nattergal er död. -

Sig mig, min unge Hustru, hvi staar du op saa tidt,

Op saa tidt ved Midjenat af Sengen fra min Side,

Med blottet Hoved og bare Been? Hvi staaer du saaledes op? -

Naar jeg, kjære Mand, ved Midjenat staaer op af min Seng,

Da er det fordi jeg saa gjerne seer de store Skibe komme og gaae. -

Det er sikkert ei for et Skib du saa tidt gaaer til Vinduet hen;

Det er ei for Skibes Skyld, hverken for to eller for tre,

Det er ei for at see paa dem, ei heller paa Maanen og Stjernerne.

Sig mig, Frue, hvorfor staaer du op hver Nat. -

Jeg staaer op for at see til mit lille Barn, der sover i Vuggen. -

Det er ikke heller for at see, for at see et Barn sove;

Kom ei og fortæl mig Historier; hvorfor staaer du saaledes op? -

Min gamle lille Mand, bliv ei vred, jeg skal sige dig Sandheden:

Det er en Nattergal jeg hörer synge hver Nat; den synger saa lystigt, den synger saa södt;

Den synger saa södt, saa vidunderlig deiligt hver Nat, hver Nat naar Havet stilles. -

Da den gamle Herre hörte det, da blev han eftertænksom i sin Hu;

Da den gamle Herre hörte det, da sagde han saa ved sig selv:

Det være nu sandt, det være nu Lögn, Nattergalen maa fanges! -

Tidligt den fölgende Morgen som han stod op, gik han til Gartneren.

Gode Gartner, hör mig! der er en Ting, som gjör mig Sorg:

Der er i Haven en Nattergal, som ei gjör andet end synge den hele udslagne Nat,

Synge den hele udslagne Nat, saa stærkt at den vækker mig.

Fanger du den i Aften, giver jeg dig en Guldpenge. -

Aldrig saa snart hörte Gartneren det, för han satte en Done i Haven;

Og han fangede en Nattergal, og han bragte den til sin Herre;

Og da Herren tog den i sin Haand, lo han af Hjertet.

Og han kvalte den og kastede den til den arme Frues hvide Barm. -

Se der, se der, min unge Hustru, der er din deilige Nattergal;

Til dig har jeg fanget den; jeg haaber, min Smukke, den vil gjöre dig Glæde. -

Da Fruens unge Hjertenskjær fik dette at vide, sagde han sörgmodig:

Nu ere vi fangne, min Elskede og jeg; vi faae ei længer see hinanden

I Maaneskin ved Vinduet som för vi pleiede.

Den gammelfranske Bearbeidelse.

Lai de Laustic.

Une aventure vus dirai

Dunt li Bretun firent nu lai;

Laustic ad nun ceo m'est avis,

Si l'apelent en lur païs:

Ceo est reisun en franceis

e Nihtegale en dreit engleis.

A Seint Mallo en la cuntrée

Est une ville renumée;

Deus chevaliers illec maneient,

E deus forez maisunz aveient.

Pur la bunté des deus baruns

Fu de la vile bons li nuns.

Li uns aveit femme espusée,

Sage, curteise, mut acemée;

A merveille se teneit chière,

Sulune l'usage e la manière.

Li autres fu un bachelers,

Bien ert conu entre ses pers,

De pruesce, de grant valur,

E volentiers feseit honur,

Mult tenéot e despendeit,

E bien donot ceo qu'il aveit.

La femme sun veisin ama;

Tant la requist, tant la préia,

E-tant parot en lui grant bien,

Q'ele l'ama sur tute rien,

Tant pur le bien qu'ele oï,

Tant pur ceo qu'il iert près de li.

Sagement e bien s'entreamèrent,

Mut se covrirent e esgardèrent

Qu'il ne fussent aparcéuz,

Ne desturbez, ne mescréuz:

E ensi le poient bien fère,

Kar près esteient lur repère;

Preceines furent lur maisuns,

E lur sales, e lur dunguns.

N'i aveit bare ne devise,

Fors un haut mur de piere bise;

Des chambres u la dame jut,

Quant à la fenestre s'estut,

Poiet parler à sun ami,

Del autre part, e il a li;

E lurs aveirs entre-changier,

E par geter e par lancier.

N'unt guères rien qui lur despleise

Mut esteient amdui à eise,

Fors taut k'il ne poient venir

Del tut ensemble à lur pleisir.

Kar la dame ert estreit gardée,

Quant cil esteit en la cuntrée;

Mès de tant aveient recur,

U fut par nuit, u fut par jur,

Que ensemble poeient parler;

Nul ne poet de ceo garder,

Qu' à la fenestre ne venissent.

E iloec s'entrevéissent.

Lungement se sunt entre-amé,

Tant que ceo vint à un esté,

Que bois e prés sunt reverdi,

E li vergier ièrent fluri.

Cil oiselez par grant duçur,

Mainent lur joie ensum la flur;

Ki amer ad à sun talent,

N'est merveille s'il i entent;

Del chevaliers vus dirai veir,

Il i entent à sun poeir;

E la dame del autre part,

E de parler e de regart:

Les nuits quant la lune luseit,

E ses sires cuché esteit,

De juste li sovent levot

E de sun mantel s'afublot;

A la fenestre ester veneit,

Pur sun ami qu'el i saveit.

Qui autre teu vie demenot,

E le plus de la nuit veillot.

Délit aveient à véer

Quant plus ne poeient aver.

Tant i estut, tant i leva,

Que ses sires s'en curuça,

E meintefeiz li demanda,

Pur quoi levot e u ala?

Sire, la dame li respunt,

Il n'en ad joie en cest mund,

Ki n'en ot le Laustic chanter;

Pur ceo me vois ici ester,

Tant ducement le oi la nuit,

Que mut me semble grant déduit.

Tant me délit, e tant le voil,

Que jeo ne puis dormir del oil.

Quant li sires ot que ele dist,

De ire e mal-talent en rist.

De une chose purpensa,

Que le Laustic enginnera;

Il n'ot vallet en sa meisun,

Ne face engin, reis u lasçuns,

Puis le mettent par le vergier.

Ni ot codre ne chastainier,

U il ne mettent laz u glu,

Tant que pris l'unt e retenu.

Quant le Laustic éurent pris,

Al Seignur fu rendu tut vis.

Mut en fu liez quant il le tient,

As chambres la dame s'en vient;

Dame, fet-il, u estes vus?

Vencz avant, parlez à nus:

Jeo ai le Laustic englué

Pur qui vus avez tant veillé.

Désor poez gésir en peis,

Il ne vus esveillerat meis.

Quant la dame l'od entendu,

Dolente e cureçuse fu;

A sun seignnr l'od demandé,

E il l'ocist par engresté;

Le col li rumpt à ses deus meins,

De ceo fist-il ke trop vileins;

Sur la dame le cors geta,

Si que sun chainse ensanglanta,

Un poi desur le piz devant,

De la chambre s'en ist à-tant.

La dame prent le cors petit,

Durement plure e si maudit

Tuz ceus qui le Laustic traïrent

E les engins e laçuns firent.

Kar mut l'unt coleré grant hait.

Lasse, fet-elle, mal m'esteit!

Ne purrai mès la nuit lever,

Aler à la fenestre ester,

U jeo suleie mun ami veir,

Une chose sai-jeo de veir,

Il quidra ke jeo me feigne

De ceo m'estuet que cunseil preigne:

Le Laustic li trameterai,

L'aventure li manderai.

En une pièce de samit

A or brusdé e tut escrit

Ad l'oiselet envolupé;

Un sien vallet ad apelé,

Sun message li ad chargié,

A sun ami l'ad enveié.

Cil est al chevalier veunz

De par sa dame li dist saluz;

Tut sun message li cunta,

E le Laustic li présenta.

Quant tut li ad dit e mustré,

E il l'aveit bien escuté,

Del aventure esteit dolenz

Mès ne fu pas vileinz, ne lenz;

Un vasselet ad fet forgier,

Uncques ni ot fer ni acier;

Tut fu d'or fin od bones pières,

Mut précieuses e mut chières,

Covercle i ot très bien asis,

E le Laustic ad dedenz mis:

Puis fist la chasse ensééler,

Tuzjurs l'od fet od li porter.

Cele aventure fu cuntée,

Ne pot estre lungues celée;

Un lai en firent li Bretan

E le Laustic l'apellent hum.

VI. Desire lioð

Den franske Text til denne Fortælling findes ikke i Roqueforts Samling, men er udgiven af Fr. Michel i hans Lais inédits des XIIe et XIIIe siècles. Paris 1836. p. 5-37, og har der Titelen Lai del Désiré.

Cap. 1. i allzkyns . . . simphonum er et Tillæg i den norske Oversættelse, hvortil intet svarende i den franske Text.

kallaðr . . . tilfyselegr; i den fr. Text blot: Ço est li lais del Désiré (p. 5. l. 5.). tilfyselegr er naturligviis en Gjengivelse paa Norsk af det franske désiré, den önskede, den eftertragtede.

Cap. 2. A Skotlande, i den fr. Text: En Escoce (p. 5. l. 7).

Kalatir, i den fr. Text: Calatir (p. 5. l. 8).

Huitiskogr, i den fr. Text: la blanche lande (p. 5. l. 9).

hin gula kapella, i den fr. Text: la neire chapelle: „det sorte Kapel“ (p. 5. l, 11).

riddari, i den fr. Text: vavasur: „Vassal“ (p. 5. l. 18).

af Frannz konongi, i den fr. Text (p. 6. l. 2): del rei d'Eschoce: „af Kongen af Skotland“, hvilket ogsaa Sammenhængen medförer at være det Rette, hvad enten nu den norske Oversætter har læst anderledes i sin Original, eller begaaet en Feil af Uagtsomhed.

fyrir sunnan Ænglandz sió i Provenz fylki, i den fr. Text (p. 6. l. 14): en Provence de là la mer, d. e. i Provence paa hiin Side Havet; ved Englands sjór forstaaer altsaa her den norske Oversætter Havet mellem England og Frankrige. Paa de Steder nedenfor hvor samme Benævnelse forekommer har den fr. Text blot: la mer d. e. Havet.

til hins hælga Egidii, i den fr. Text (p. 7. l. 4): a Saint-Gile. Den hellige Egidius, eller Saint-Gilles, var en fransk Helgen, til hvis Ære et berömt Kloster var oprettet nær Rhoneflodens Munding paa dennes vestre Side i det nuværende Depart. Var, altsaa egentlig ikke, som ovenfor siges, i Provence, men i Languedoc. Baade Klosteret og den hosliggende By benævntes efter Helgenen, ligesom og det Grevskab, hvori begge vare beliggende. Da Greverne af Toulouse i 11te og 12te Aarh. ogsaa benævnte sig Grever af St. Gilles eller St. Egidius, saa gav dette Anledning til at Nordmændene almindelig benævnte Languedoc, og muligens ogsaa undertiden Provence med, efter den berömte Helgen, nemlig St. Egidii Land, land hins helga Egidii.

tilfysilegan; her oversættes Navnet paa Norsk, uden at det franske Navn nævnes; i den fr. Text (p. 7. I. 17): apeler le funt Désiré.

Cap. 3. þui nest . . . riddara, i den fr. Text (p. 8. l. 6) blot: Pus l'adoba á chevalier: „siden slog han ham til Ridder“ eg. væbnede han ham til Ridder, meddelte ham Ridderskabets Insignier, nemlig ridderlige Vaaben.

for hann . . . atræiðum, i den fr. Text (p. 8. l. 9): e en Britaine turneia: „og han turnerede (deeltog i Turneringer) i Bretagne“.

af Frankis riddarum, i den fr.Text (p. 8. l. 10): de Franceis; Meningen er: han blev meget priset af de franske Riddere.

skyrta hans . . . huitare, i den fr. Text (p. 9. l. 15-16): Braiz, chemise ot de chensil plus blanche que n'est flur en avril: „han havde (var ifört) Buxer, Skjorte af fiint Linned hvidere end Blomster i April“.

Cap. 4. uændilega dala, maa vel betegne: gjennem uendelige (meget lange) Dale; i den fr. Text (p. 10. l. 6): Tote la ville contreval: „ned gjennem hele Byen“.

með brunaðo purpura: „i brunrödt eller mörkt Purpur“ (jfr. Fgrsk. S. 115); i den fr. Text (p. 11. l. 1): d'une purpre bise: „af mörkt Purpur“.

i huitum skinnkyrtli skal vel her forstaaes enten om en hvid Kjortel, bremmed med Skind, eller om en Kjortel bremmed med hvidt Skind; det hele lyder i den fr. Text (p. 11. l. 1-4): Vestue d'une purpre bise e de une mult bele chemise. La colur ot blanche e rovente, e de cors fu ben faite e gente. Her synes la colur etc. at betegne Pigens Udseende, og i saa Fald er intet sagt om Kjortelens Farve. Det er uvist hvorledes den norske Oversætter har opfattet Meningen; maaskee burde der rettest i den norske Text sættes (.) efter skinnkyrtli, og det fölgende með . . . yvirlit henföres til Pigen selv, ikke hendes Klæder.

bar mœyin tvær munnlaugar, saaledes efter Sammenhængen og den fr. Text rettet fra: baro tvær mœyiar muunlangar; i den fr. Text (p. 11. l. 9): Dous bacins d'or tent en ses meins.

Se kvað, hon . . . fiarre, i den fr. Text (p. 12. l. 12-14): Jo vus afi la meie fei, aiderai vus à grant bosoing, ou seit de près ou seit de loing: „Jeg giver eder min Tro (mit trofaste Löfte), jeg skal hjælpe eder naar I höiligen trænger dertil, hvad enten det er nær eller fjærnt“. Verbet trua maa altsaa her i den norske Oversættelse betegne: være tro, det vil her sige: hjælpe, understötte.

Cap. 5. loftskala i Cod. er en aabenbare Skrivfeil for laufskala d. e. Lövhytte, hvortil det i texten er rettet; i den fr. Text (p. 12. l. 19): Ço fu dedenz une foillée.

hvitillinn . . . saumaðr, Oversættelsen er her ikke ganske svarende til Udtrykkene i den fr. Text (p. 22. l. 21-23): La coilte fu à eschekers de deus pailles ben faiz e chers; et tut pareit la flur novele: „Sengeteppet var i Ruder, af to velgjorte og kostbare Töier, og det Hele lignede den friske Blomst (nemlig med Hensyn til de levende Farver)“. hvítill er en Benævnelse paa Sengeteppet, som endnu bruges i visse Dele af Norge, og Oversætterens Mening er vel snarest, at Teppet ikke alene paa Oversiden bestod af kostbart Töi, men ogsaa var foret med lignende.

tac: „sæt dig i Besiddelse af“; i den fr. Text (p. 13. l. 3-5): Vassal, fet ele, ke gardez ça? dedenz cele foile la pernez ço ke jo vus promis: „Mand! siger hun, hvad betragter I der? i denne Lövsal tag det som jeg har lovet eder“.

oc gæt þess vel. . . fingrgvlleno, i den fr. Text (p.14. l. 24 - p.15. l. 4): E une chose vus dirai. Or vus garder de méserrer, si vus penez de ben amer; si vus meffetes de nent, l'anel perdrez hastivement: „og een Ting vil jeg sige eder: vogt eder nu for at fare vild, hvis I vil gjöre eder Umage for at elske vel; hvis I forseer eder noget, skal I strax tabe Ringen“. Forbudet synes efter hvad der siden fortælles snarest at have maattet gaae ud paa, at han ikke maatte omtale deres Kjærlighedsforstaaelse for Nogen.

þa fær pu þat alldre oftar: „da faaer du den (Ringen) aldrig oftere“; i den fr. Text (p. 15. l. 7) derimod: a tuz jorz mès m'avez perdue: „da har du for bestandig tabt mig“.

Cap. 6. Upp neytti . . . frægðar, i den fr. Text (p. 15. l. 19-20): mut despendi e mult erra, de nule ren ne se targa: „han gjorde store Udgifter og reiste meget om og var i ingen Henseende Hovmodig“. Man seer, at den norske Oversættelse ikke svarer fuldkommen til den franske Text. upp neytti svarer til det franske despendi (Grelentz saga), og det Hele maa i den norske Oversættelse forklares: „han gjorde store Udgifter til Foræringer og til at holde et pragtfuldt Bord, og havde i alt hvad han foretog sig först og fremst sin Berömmelse for Öie“.

af for rettet fra a for ifölge Sammenhængen og den fr. Text (p. 16. l. 9): Quant il esteit repeiré.

aftr at koma, i den fr. Text (p. 17. l. 2): ne set quant il vendra més: „han veed ikke naar han skal komme“; dette Udtryk her har maaskee bevæget Oversætteren til ovenfor at sige á för, da han nemlig derved har tænkt paa Desirés Tilbagekomst til Hjemmet fra den Reise, paa hvilken han fulgte Kongen, medens dog den franske Text her neppe har andet i Sigte end Desirés Tilbagekomst til Kapellet.

oc laut honum, i den fr. Text (p. 17. l. 8): si li clina: „han böiede sig ned til ham“, nemlig for at höre hans Skriftemaal.

Cap. 7. þa er hann . . . hennar: „da han bad og anraabte med de blideste Ord han formaaede at fremföre, i det han lovede hende Lydighed og Föielighed“.

staðenom, her Kapellet eller Eneboerens Bolig, i den fr. Text (p. 19. l. 6): l'ermitage.

hans rœðum fram hallda, bör uden Tvivl her forklares: „som samtale med ham“ heller end: „som fölge hans Tale, som lyde hans Ord“; i den fr. Text (p. 19. l. 10) heder det nemlig: ne ki jamès i parlerunt: „som nogensinde tale med ham“.

atgerð hans til enskis: „hans Virksomhed blev til intet“ d. e. den ophörte aldeles.

leto . . . farenn: „Alle ansaae ham som fortabt“.

skialldsveinar hans oc þionastomenn, i den fr. Text (p. 20. l. 2): si esquier e si sergant.

af þeirre hvggan . . . reckivnni; Meningen er vel, at den Tröst, han hentede af at see sin Elskede, gav ham Kræfter til at reise sig i Sengen paa sin Albue.

fœlltr oc spilltr, i den fr. Text (p. 20. l. 16): tut afolez e tut périz: „ganske tosset og forloren“; altsa betegner verb. fœla her: at gjöre til Taabe; af fól.

alldri fær þu . . . ocrar; Oversætterens Mening med disse Ord er vel: „Du faaer aldrig (for Fremtiden) noget Meen af mig, saa at du (eg. den der) söger Skriftegang og bekjender vore Synder“; i den fr. Text (p. 21. l. 23-24): mès jà certes plus n'i aurez, ne confessiun n'en querrez: „I vil for Fremtiden ikke derved föle mere (saadan Smerte) eller söge Skriftemaal derfor“.

Cap. 8. toco af benzlvm. oc toco orvar sinar; hvad der her skal forstaaes ved Udtrykket toco af benzlvm vide vi ikke; ligefrem kunde det oversættes: „de toge (dem nl. Buerne?) ud af Spændingerne“; hvis her ingen Feilskrivning finder Sted, kan der maaskee sigtes til en eller anden Egenhed ved Bueskydningen, hvilken nu ikke kjendes; mærkeligt er det imidlertid, at der, som nedenfor vil sees, intet tilsvarende findes i den franske Text. Det senere toco maa forklares ved: „grebe efter, sögte efter“; muligen kunde dog her være en Feilskrivning for sotto. I den franske Text (p. 23. l. 9-14) er Meningen klar: Lur arcs gettent e funt descendre, lur setes volent prendre, là oú les virent chaïr ne poeient trover ne aveir: „De kaste sine Buer og stige af Hestene, de ville tage sine Pile, der hvor de saae dem falde, men de kunde ikke finde dem“.

þa mællte Desire; i den fr. Text (p. 23. l. 15) er det Kongen som taler til Desire: E, Deu! dit li reis à Désiré.

Faðer hans . . . ne daga; Oversætterens Mening med disse Ord er vist nok den, at Desire slet ikke kunde sove af Glæde over at have fundet sin Sön. I den fr. Text derimod (p. 25. l. 7-8): Desirez l'aime e tent si cher, ne pot nuit ne jor leisser: „Desire elsker ham og har ham saa kjær, at han hverken Nat eller Dag kan forlade ham“. Uden Tvivl har den norske Oversætter misforstaaet det franske Ord leisser.

Cap. 9. sva at hann fell opinn aftr: „saa at den (Hesten) faldt ganske overende“, eg. faldt saaledes at den vendte Benene i Veiret; i den fr. Text (p. 26. l. 20): arère chet tut reversez.

nattaðr: „overfalden af Natten“.

dverginn; den bestemte Form brugt for den ubestemte.

af grasi oc einstapa, i den fr. Text (p. 28. l. 4): d'erbe e de junc e de beuere: „af Græs og Siv og Bregner(?)“ Einstapi er endnu mangesteds i Norge Navnet paa den Art Bregne, som ellers kaldes Ormegræs.

cagur, i den fr. Text (p. 28. l. 6): tapi: „Teppe“.

sallt disk; disse Ord bör forenes; i den fr. Text (p. 28. l. 21): la salere: „Saltkar“.

silfrkeret; heri er en Modsigelse til det Foregaaende, hvor Drikkekaret siges at være af Guld; i den fr. Text (p. 29. l. 7): le hanap: „et Drikkekar med Stet“.

Cap. 10. Unnasta min; her et Udraab af Forundring: „min Kjæreste!“

bœr, i den fr. Text (p. 30. l. 19): chastel.

holl, i den fr. Text (p. 30. l. 20): la chambre.

mæren i svefnhuseno, herved forstaaes Tærnen.

ombon þionasto minnar: „Fordelen af min Tjeneste“; i den fr. Text (p. 32. l. 10): Gardez, pur vostre gentrise, ke jo ne perde mun servise.

Unnasta min, her blot: „min Kjære!“ i den fr. Text (p. 32. l. 14): bele amie.

eftir = aftr.

hallaðezc a siðu sina: „han hældede sig paa sin Side“ d. e. han hældede sig til den ene Side, nemlig paa Grund af Saaret; i den fr. Text (p. 32. l. 24): sur sa cuche s'est apuiez: „han stöttede sig paa sit Laar(?)“. oc fann . . . vandræðe, hertil er intet svarende i den fr. Text.

at hann d. e. sva at hann: „i den Tilstand at han". siðusar, i den fr. Text (p. 33. l. 5): mut fu bleciez sur le cousté.

þa kom . . . sparhauca, i den fr. Text(p. 33. l. 19 - p.34. l. 2): par mi la sale vint errant sur un mul ben amblant une mult riche damaisele, ensemble od une pucele, vestues furent richement: lur dras valent cent marz d'agent; dous blancs mulz chevauchèrent e dous blancs espereveres portèrent: „gjennem Salen kom ridende paa en Mule, der gik godt, en meget herlig Dame; med hende fulgte en Pige; de vare rigt klædte, deres Klæder vare værd 100 Mark Sölv; de rede to hvide Muler og bare to Spurvehöge“. sparhaukr, espervere, mlat. spervarius, en Spurvehög, et mindre Slags til Jagten afrettede Höge.

þessum . . . hin þriðia mær . . . hennar maki; her har den norske Oversætter gjort sig skyldig i en betydelig Misforstaaelse af sin Original; i den fr. Text (p. 34.1. 7-8): od eles ot un damaisel, en tut le sècle n'ot si bel: „med dem (nemlig de tvende Damer) fulgte en Yngling, i hele Verden fandtes ikke hans Mage i Skjönhed“. Oversætteren har forvexlet damaisel, Yngling, Junker, med damaisele, Dame, og derved forvansket Meningen, uagtet det Fölgende noksom viser, at her er Tale om tvende Damer og en ung Herre.

Cap. 12. en Oref konungr oc Loenes konungr, i den fr. Text (p. 35. l. 19-21): De Moreis e de Leoneis aveit à la feste dous reis: „ved Festen var der to Konger af Morais og af Leonais“; her nævnes ikke Kongernes Navn, men deres Rigers.

En Bretar gerðo etc.; i den fr. Text (p. 37. l. 4-7): Pur remembrer cest aventure, en ancient un lai trové, si l'apelerent Désiré.

VII. Tidorels lioð

Af denne Strengleiks saga, som den i förste Linie benævnes, er, paa Grund af en Lacun paa to Blade i Haandskriftet, ikkun Begyndelsen levnet. Dens franske Original er ikke, saavidt vides, udgiven, og vi have saaledes ikke havt Anledning til hverken at sammenligne den med denne eller til efter samme at give en Udsigt over det manglende Indhold.

Cap. 1. Bretland, skjönt her ingen nærmere Bestemmelse tilföies, maa dog forstaaes om hit syðra Bretland eller Bretagne i Frankrige.

Nancsaborg, Staden Nantes ved Loire.

með gravalum oc gashaukum: „med Graafalke og Gaasehöge“; grávalr og gáshaukr betegnede större Arter af Jagtfalkene, ligesom sparhaukr (see Desire lioð) en mindre.

Cap. 2. sofnat, her mindre egentligen brugt for sofit: „da hun havde sovet“.

Der er al Anledning til at troe, at den herværende Lacune i det gamle Haandskrift ikke omfatter mere end Slutningen af denne og Begyndelsen af den næstfölgende Fortælling.

VIII. Chetovel

Titelen til den franske Text af denne Fortælling hos Roquefort (I. p. 368-387) er: Lai du Chaitivel d. e. „den Ulykkeliges Sang“ eller „Sangen om den Ulykkelige“.

(Her begynder den norske Oversættelse ved den 85de Linie i den franske Text).

Cap. 1. Flæmingiar, i den fr. Text (l. 92): Flamens d. e. Flamlændere fra Flandern.

Hommęrkir, i den fr. Text 92): Henoiers d. e. Hennegauere fra Hainaut eller Hennegau.

leto . . . siga merki sin: „lode sine Faner synke“; her forstaaes ved merki den lille Fane eller Vimpel, som var fæstet til Lansen og viste Ridderens Farve. Udtrykket siger altsaa ganske det samme som i den næste Linie leto siga spiot sin: „lode sine Spyd eller Lanser synke“ d. e. fældede sine Lanser til Kamp.

hinir fyrir: „de foran“ d. e. de som vare foran dem, nemlig de fire Elskere.

at þeir = sva at þeir.

vnnastar, i den fr. Text (l. 109): ses druz.

buðuz . . . fram: „vovede de sig alt for meget“.

oc sva (a) hann miðian . . . honum: „og ligeledes (blev han saaret) midt paa Legemet, og gjennemboret, saaledes at Vaabenet kom ud gjennem hans Ryg“.

Cap. 3. fiorfalldan harm: „firedobbelt Sorg“, i den fr. Text (l. 204): quatre dols.

harms fvllan, i den fr. Text (l. 208): le Chaitivel.

vesæll . . . harmsfullr, i den fr. Text (l. 226) blot: le Chaitivel.

Đessi saga etc., i den fr. Text (l. 231-240):Issi fu li lais comenciez, e puis parfaiz è anunciez, icil k'il portèrent avant, quatre dols l'apelent alquant. Chescun des nuns bien i afiert; car la matire le requiert: le Chaitivel ad nun en us, ici finist, kar ni od plus, plus n'en oï, ne plus n'en sai, ne plus ne vus en cunterai: „Her blev Sangen begyndt, og siden fuldfört og fremsagt; af de som fremsagde den, kaldte nogle den de fire Sorger. Ethvert af Navnene passer godt paa den; thi Indholdet fordrer det. Chaitivel er det almindelig brugelige Navn. Den ender her; thi jeg har ikke meer, eller har hört meer, eller veed mere derom, eller kan fortælle eder mere derom“.

IX. Douns lioð

Den franske Text til denne Fortælling er saavidt vides endnu uudgiven.

Cap. 1. sva sem . . . minni: „eftersom jeg med Sandhed har hört (har hört paalidelig berette) efter ret Erindring“; Forfatteren paaberaaber sig her mundtlig Tradition.

hafnaðe: „slog Vrag paa“.

Suðantun, samme Sted, som nedenfor Cap. 2. kaldes Suðhamtun', nemlig Southampton i Hampshire, hvorfra i Middelalderen almindelig Overfarten fandt Sted til det nordlige Frankrige.

Cap. 3. at primamalom: „ved Prima-Tid“ d. e. Klokken 6 om Morgenen, den Tid da efter kirkelig Beregning Dagen begyndte og man holdt den förste Gudstjeneste, prima hora.

krefia formala sins: „kræve sin betingede Lön“.

ælftr = alpt: Svane; tamme Svaner omtales ogsaa andensteds i disse Fortællinger s. n. f. Miluns lioð.

Cap. 4. gaf hann goðan dag spusv sinni: „han tog Afsked med sin Egtefælle“.

Bretland, som sædvanlig her: Bretagne.

fiall hins helga Michaels d. e. Mont St. Michel, en i Middelalderen bekjendt Fæstning hörende til Normandi (i det nuv. Departement la Manche) men beliggende paa Grændsen mellem dette og Bretagne, til hvilket sidste den her regnes.

X. Tveggia elskanda lioð

Fortællingen om de tvende Elskende findes i fransk Text hos Roquefort (I. p. 252-271) og bærer der Titelen: Lai des deus amanz.

Cap. 1. Neystric, i den fr. Text (l. 7): Neustrie.

þar sem eit mikit fiall er; Roquefort gjör opmærksom paa, at et Priori des deux Amants findes i Normandi ved Seinen paa et Bjerg af 350 Fods Höide.

er þa var herra . . . Pistrar heita, i den fr. Text (l. 14): qui estoit sire des Pistreis; þioð er her i den norske Oversættelse mindre rigtigen brugt, da her ingenlunde er Tale om et Folkefærd, en Nation, men kun om Indbyggerne af en liden Stad med dens District.

Pistres, i den fr. Text (l. 16): Pistre, nu Pître, en Stad ved Seine-Floden, et Stykke ovenfor Rouen, ligeover for Staden Pont de l'Arche. Pistre var i Middelalderen et kongeligt Slot (Roquefort I. 254).

en bygð . . . Pistra dalar: „men Bygden med alle de derværende Huse er bekjendt, at (nemlig) hele det Fylke (Landskab) heder Pistres-Dalene“, d. e. Bygden med dens Boliger og hele Landskabet er bekjendt under Navnet Pistres Dal. I den fr. Text (l. 17-20): Tuzjurs ad puis duré li nuns, uncore i ad vile è meisuns: nus savum bien de la cuntrée, li Vals de Pistre est nomée: „Navnet har siden altid vedligeholdt sig; endnu er der en Stad og Huse; vi kjende godt Egnen, den kaldes Pistre-Dalen“. Roquefort bemærker, at under Aar 1119 findes Stedet omtalt hos den normanniske Skribent Ordericus Vitalis med Navnet: Vallis de Pistris (vallée de Pistres).

oc tóc þa . . . konungr mællt, Meningen synes her at være: „han begyndte da at overveie, hvorledes han kunde afvende det, at nogen skulde beile til hans Datter, da (i saa Fald) vide han (den som beiler til hende) for vist, at saa har Kongen sagt“. I den fr, Text (l. 29-34) lyder Stedet: Cumença sei à purpenser, cument s'en purrat délivrer, que nul sa fille ne quesist, e luinz è près mande è dist: Ki sa fille vodreit aveir, une chose séust de veir: „Han begyndte at overveie, hvorledes han kunde befrie sig derfra, at nogen skulde forlange hans Datter, og fjærnt og nær lod han forkynde: hvo der vilde have hans Datter, maatte tage een Ting i Betragtning“.

Cap. 2. hann ilutaðezc vm konungs dottor: „han gjorde sig Umag for at faae Kongens Datter“; i den fr. Text (l. 51-52): de ben faire, pur aveir pris, sur tuz autres s'est entremis: „han foretog sig fremfor andre at gjöre sig Umag for at vinde Prisen“.

Sveinnen ihugaðe . . . vettannde vanar: „Ynglingen betænkte, at det var bedre for ham at vente med Taalmodighed, end at skynde paa med taabelig Overilelse, og i det hans Haab glippede forfeile sin Hensigt og sin Forventning“; i den fr. Text (l. 66-68): Mès li vallez se purpensa que meuz en volt les maus suffrir, que trop haster è dunc faillir: „men Ynglingen betænkte, at det var bedre for ham at lide Længsel, end at haste formeget og derved forfeile sit Maal“.

Salernaborg, i den fr. Text (l. 93): Salerne d. e. Salerno i Nedre-Italien, i Middelalderen berömt af sin medicinske Skole.

fimtigi vetra, i den fr. Text (l. 95): plus de trente ans: „meer end 30 Aar“.

læcnis kunnasto: „Lægekundskab“, i den fr. Text (l. 96): l'art de phisike.

oc (underf. hefir) lengi.

buðcagros, eg. „Budike-Græs“, (af buðkr, Daase, Budike) d. e. medicinske Urter; i den fr. Text (l. 103): lettuaires.

Cap. 3. til þess . . . meðferð hans: „indtil hun havde prövet hele hans Opförsel“, i den fr. Text (l. 130): tant que sun estre ad tant séu.

hia Seine borg, i den fr. Text (l. 168): davers Seigne d. e. „ved Seine“; maaskee det b. i Haandskriftet, som her er oplöst borg rigtigere aldeles lades ud af Betragtning saaledes at der blot læses hia Seine.

rann hiarta hans . . . sprunginn, i den fr. Text (l. 203): li quors del ventre s'en parti: „Hjertet löb ud af hans Mave“.

varla loddi liuit i honum: „neppe hang Livet i ham“.

steinþro: „Steenkiste“, brugtes allerede i de ældste Tider om det indvendig steensatte Gravsted, i hvilket Liget lagdes, naar det begravedes ubrændt: i den fr. Text (l. 234): sarcu de marbre: „Ligkiste af Marmor“.

En Bretar gerðo etc., i den fr. Text (l. 241-42): Issi avint cum dit vus ai li Bretun en firent un lai: „her hendte som jeg har sagt eder, Bretonerne gjorde derom en Sang“.

XI. Guruns lioð

Den franske Text til denne Fortælling er, saavidt vides, endnu ikke udgiven.

Cap. 1. Svsvezun; om Stadens Navn skal læses saaledes eller Svspezun lader sig ikke afgjöre, da p og v i Haandskriftet ofte ganske ligne hinanden; er Susvezun rigtigt, forstaaes maaskee derved den franske Stad Soisson i Depart. Aisne.

Vales betegner her Indbyggerne enten af Wales eller af Gallia; senere i Fortællingen om Milun betegner det Landskabet selv.

betra er at hafa biðlunnd . . . til hyggr, jfr. Tveggia elskanda lioð - Anmærkninger Cap. 2: „bedre er at have Taalmodighed end at styrte ubesindigen mod det usikkre Haab og saaledes gaae Glip af sit Maal“.

leitar ei rannzacs: „ei undersöger nöie“.

vera með vilia . . . þinu male: „understötte dit Önske og tage sig af din Sag“.

Cap. 2. Foran orð maa underforstaaes hefir.

Ef hann . . . riddare vera: „hvis han i sine Foretagender vilde være en Ridder“.

skialldsveinn: „Væbner“.

Đat er . . . livi: „Det er Rufferes Liv (eller Adfærd)“, uden Tvivl en Bebreidelse til Harpespilleren.

þau, mærkeligt er det, at neutr. plur. her bruges, da Pronomenet dog refererer sig til Harpespilleren og Dvergen.

Cap. 3. Mæræf, det almindelige norske Navn paa Landskabet Murray i Skotland.

sætti þæim: „han (Gurun) traf dem“.

eina friða erme; dette Ærme, som var ham skjænket af hans Elskede, bar han efter Tidens Skik som et Kjærlighedstegn paa sit Spyd istedet for Fane eller Vimpel.

af Gotlande; enten menes herved den svenske Ö Gotland; eller Gutlande, som uden Tvivl har staaet i den franske Text, har skullet betegne Jylland eller maaskee baade det svenske Götaland og Danmark.

Cap. 4. tilbrigði, her uden Tvivl: „Naturel“.

safna nyia nota: „samle nye Noder“ d. e. opfinde en ny Melodi: nota maa her være af Ekt. nóti m. g.

Oc þessi . . . nótvm: „og denne Strengleg udmærker sig ved den skjönneste Melodi“.

Cornbretalannd, her har uden Tvivl i den fr. Text staaet Cornwaille (s. n. f. Anm. Geitarlauf); overalt hvor dette Navn i de franske Lais forekommer, er det usikkert om dermed menes Cornwallis i det sydvestlige England (hvilket Nordmændene ellers almindelig betegnede ved Navnet Kornbretaland), eller Districtet Cornoaille i Nedre-Bretagne (Basse-Bretagne) omkring den nuværende Stad Quimper (Dep. Finisterre). Oftest har uden Tvivl det sidste været meent i de gamle bretoniske Original-Sange, om det end af de franske Bearbeidere kan være misforstaaet.

Margir segia etc. maa ganske vist antages at höre den franske Text til, og tilkjendegiver saaledes, at den gamle franske Forfatter har vidst, at Sagnet om Gurun fortaltes paa forskjellige Maader, men han har kun havt den Bearbeidelse, han fölger, skreven for sig.

XII. Miluns lioð

Den franske Text af denne Fortælling findes hos Roquefort (I. p. 328-367) og bærer der Titelen: Lai de Milun. Sammenlignet med denne Text viser den norske Oversættelse sig mere forkortet, end Tilfældet er med nogen af de foregaaende Fortællinger. Imidlertid findes ingen saa betydelige Forskjelligheder mellem begge, at man derved kan berettiges til at antage, at en anden Bearbeidelse af Sagnet end den hos Roquefort har foreligget den norske Oversætter. Forkortelserne have alt Udseende af at være foretagne ganske vilkaarligen af denne.

Cap. 1. þeir er sogur . . . oc kallaðr Milun. Stedet er her i Oversættelsen noget dunkelt, i den fr. Text (l. 1-8) lyder det: Ki divers cuntes veut traitier, diversement deit comencier, et parler si rainablement, k'il seit pleisibles à la gent. Ici comencerai Milun, e mustrai par brief sermun, pur quoi è coment fu trovez li lais ke ci vous ai numez: „Den som vil behandle forskjellige Fortællinger, bör begynde paa forskjellig Maade (maa variere sin Indledning), og tale saa fornuftigen at han kan behage Folk. Her vil jeg begynde Milun og i kort Tale vise, hvorfor og hvorledes den Sang (li lais) blev digtet, som jeg saaledes har nævnt for eder“. Seer man hen hertil, saa bliver det höist rimeligt, at i den norske Text et Par Ord ved Uagtsomhed ere udeglemte foran eller efter Ordene: Miluns sagu, nemlig ec hef eller ec byria, og at der i saa Fald skulde være (.) efter hefia; den franske Texts Mening er da nöiagtigen gjengiven.

Vales, i den fr. Text (l. 9): Suhtwales d. e. Syd-Vales, hvormed maaskee er meent det franske Gallia, modsat det engelske Wales. Sammenhængen i den franske Text tyder herhen. Den norske Oversætter har imidlertid forstaaet det om Wales i England, og herfra kan uden Tvivl enkelte Uovereensstemmelser mellem den franske Text og den norske Oversættelse, som i det Fölgende skulle paapeges, forklares.

dyrlegr . . . kyniaðr; istedet for disse faa Ord har den franske Text (l. 9-20) en vidtlöftigere Skildring, som vi her ville gjengive deels for at give et Begreb om den norske Oversætters Maade at forkorte Fortællingen paa, deels fordi Stykket i sig selv har Interesse ved de Lands-Navne som deri forekomme: Puis le jur k'il fu adubez, ne trova un sul chevalier, k'il abatist de sun destrier; mut par esteit bons chevaliers, francs è hardiz, curteis è fiers; amez fu conuz en Irlande, en Norweje è en Guhtlande, en Loengre è en Albanie. Eurent plusurs de li envie; pur sa pruesce iert mut amez, e de muz princes honurez: „Fra den Dag han blev gjort til Ridder, fandt han ei nogen anden Ridder, som han jo stödte af Hesten; paa mange Steder viste han sig som en god Ridder, tapper og dristig, beleven og stolt. Hans Rygte strakte sig til Irland, til Norge og til Gotland, til Loengrien og til Albanien. Mange misundte ham. For sin Ridderlighed blev han meget elsket og hædret af mange Fyrster“. Guhtlande skulde man her troe betegnede hele Danmark og Sverige i Modsætning til Norweje, Norge, snarere end blot Jylland, som Roquefort troer, eller Öen Gotland. Loengre d. e. Loegria, en gammel britisk Benævnelse for en Deel af det nuværende England, efter en britisk Stamme Lloegrwys. Albanie d. e. Albin, det gamle gæliske Navn paa Skotland.

systur minni; her angives den Frue, som var udseet til at fostre og siden virkelig fostrede Barnet, at være dets Moders Söster, hvilket ogsaa stemmer med den franske Text (l. 68). Nogle Linier nedenfor kalder imidlertid Oversætteren hende Barnets: Faster, senere (Cap. 3.): Miluns Söster og endelig atter Barnets: Faster; men dette er alt aabenbare Uagtsomheds-Feil og Misforstaaelse af det i den franske Text paa sidste Sted (l. 455) benyttede Ord aunte, Tante, hvilket baade kan betegne Faster og Moster.

i Normandie, i den fr. Text (l. 69): en Norhumbre d. e. i Northumberland. Uden Tvivl har Oversætterens Misforstaaelse af den franske Texts Suhtwales (s. o. f. Anm. Cap. 1.) bragt ham til her at forandre Northumberland til Normandi, i det Hele at tænke sig Localitetsforholdene omvendt af hvad den franske Text virkelig udtrykker.

faður systr sinni, rigtigere moður s. s., see ovf.

leigu, her: Sold, Lön for sin Tjeneste som Kriger, jfr. n. f. Anm. Anhang: Grelentz saga.

Cap. 2. elftr (i den fr. Text. snart cisne, snart cigne): „tam Svane“, jfr. Anm. Douns lioð Cap. 3.

skialdsveinn gjengiver her den franske Texts esquier d. e. Væbner.

undir Arluns fiallæ, i den fr. Text (l. 185): de suz Karliun, uvist hvad Sted dermed forstaaes, maaskee det nuværende St. Malo i Bretagne, Dep. Ile et Villaine (s. n. f. Anm. Ionets lioð Cap. 6.); Arluns fiallæ burde altsaa læses Karluns f., og Tillægget fiallæ er uden Tvivl kun hentet fra det franske Udtryk de suz: „under“.

tva eina riddara; den fr. Text (l. 199-200) lægger til, at disse to Riddere vare sysselsatte med Bretspil: sur une grant table séeient od uns grantz eschés déduieent: „de sad ved et stort Bord og morede sig med et stort Bretspil“.

fann . . . unnasta sins; i den fr. Text (l. 229-30): al primer chief trova Milun, de sun ami cunut le num: „i Begyndelsen (af Brevet) fandt hun Milun; hun kjendte sin Vens Navn“. I Henhold hertil maa man forklare Ordene i den norske Oversættelse: „han fandt, at det förste Ord (i Brevet) var Miluns hendes Elskers“, d. e. hun kjendte paa det förste Ord at Brevet var fra Milun; det var nemlig almindelig Brug i Middelalderen, at Brevskriveren nævnte sig i Begyndelsen af sit Brev, idet han aflagde sin Hilsen, hvorimod ingen Underskrift brugtes, men blot Segl, enten, naar Brevet var aabent, hængende nedenunder, eller ogsaa trykket udenpaa, saaledes at det sammenhæftede den Traad eller Pergaments-Strimmel, hvormed Brevet var sammenhæftet og lukket.

iartegnum, i den fr. Text (l.273): les enseignes d. e. de Tegn, hun sendte ham, deels til Erindring om sig, og deels for at forsikkre ham om at Brevet virkelig var fra hende.

Cap. 3. systir Miluns, rigtigere systir unnastu Miluns s. o. f. Anm Cap. 1; den fr. Text har her (l. 291) blot la dame.

nema hann kome . . . riddarum: „med mindre han udmærkede sig blandt andre Riddere“.

siðan kom hann yuir sio oc stefndi i Bretlannd norðr; det tilsvarende Sted i den fr. Text (l. 319-322): A Suhthamptune vait passer, cum il ainz pot se mist en mer, a Barbefluet est arrives, dreit en Brutaine est alez: „Han (Miluns Sön) drog til Southampton, gav sig til Söes saasnart han kunde, kom til Barbefluet (Barfleur i Normandi) og gik lige til Bretagne“. Her seer man aabenbare, at der i den franske Text er Tale om en Reise fra England til Frankrige, medens i den norske Oversættelse det omvendte antydes, og Bretland maa forklares om Britannia eller Wales (s. o. f. Anm. Cap. 1.).

Ænglandz sio, i den fr. Text (l.352)- blot: mer: Havet.

upp i Normandie svarer her til den fr. Text (l. 375): en Normandie est passez. Her synes rigtignok den franske Bearbeidelse at lade Milun komme fra England til Frankrige, efterat have paa det förste Sted taget Afsked fra sin Elskede, og der bliver saaledes ogsaa i den, som det synes, en Modsigelse. Maaskee har den franske Digter selv været noget i Vildrede med de i hans bretoniske Original nævnte Localiteter, saaledes at det ikke heller for ham har været klart, hvad der i Fortællingens Begyndelse meentes med Syd-Vales.

vnndir Michials fialli, i den fr. Text (l.387): al munt Seint-Michel; jfr. o. f. Anm. Douns lioð Cap. 4.

i Vales, i den fr. Text (l. 449): de Gales; denne Benævnelse bestyrker den o. f. ved Cap. 1. yttrede Formodning.

foður systir min, rigtigere: moður s. m., jfr. o. f. Anm. Cap. 1; det tilsvarende i den fr. Text (l. 453-55): en Northumbre fu envéez, la fu nurri è enseignez; une vieil aunte me nurri: „til Northumherland blev jeg sendt, der blev jeg fostret og opdragen; en gammel Tante opfostrede mig“.

sende mec i þetta land faður mins at leita; i den fr. Text (l. 458) blot: en ceste tère m'envéa. Da her er Tale om Frankrige, bestyrker Udtrykket det ovenfor ved Cap. 1. yttrede. Den franske Text kommer imidlertid ligesom den norske atter i Vildrede, naar den strax efter (l. 461-63) fortsætter: hastivement mer passerai, en ma cuntreie m'en irrai; saveir voil l'estre mun pére etc.

Hou drottinn gvð, i den fr. Text (l. 473): E Deu.

vttan bocar: „udenfor Bogen“ d. e. udenfor det i Brevet skrevne: i den fr. Text (l. 516): par parole d. e. mundtligen.

Vm ast beirra . . . oc skilt; i den fr. Text (l. 533-36): De lur amur é de lur bien firent un lai li auncien; e jeo qui l'ai mis en escrit al recunter mut me délit: „Om deres Kjærlighed og om deres Lykke gjorde de Gamle en Sang; og jeg som har sat den i Skrift har megen Fornöielse af at fremföre den“.

XIII. Geitarlauf

Den franske Text, der findes hos Roquefort (I. p. 388-99) og nöiagtigere i Fr. Michels Tristan (II. p. 141-46), bærer Titelen: Chèvrefoil, hvoraf den norske: Geitarlauf eller Geitalauf (Gjedeblad, Caprifolium) er en ligefrem Oversættelse. Den egentlige norske Benævnelse paa Planten, efter hvilken Digtet er kaldet, findes ellers længere hen i Oversættelsen, nemlig: viðvindill, svarende til det endnu paa mange Steder i Norge brugelige Vivendel. Denne lille Digtning udgjör egentlig en Episode i de berömte og vidtudbredte romantiske Sagn om Tristran og Ysold, hvilke i Forbindelse med Artur-Sagnene fra först af synes at være udgangne fra de keltiske Britter, men siden, efter at være overförte i det franske Sprog, have i mangfoldige Bearbeidelser spredt sig over den störste Deel af Europa.

chefrefuillenn, det franske Navn med den norske Artikel hæftet til Enden.

drotneng, nemlig Ysolt eller Ysond.

Marhæs, i den fr. Text (l. 11): Markes.

frænnda sinvm, i den fr. Text (l. 12): sun nevuz, som her maa forklares ved: Söstersön:

Suðvales, i den fr. Text (l. 16): Suht-Wales; her kan atter være Spörgsmaal om ikke dermed i den gamle bretoniske Original-Sang har været meent Gallia.

Kornbretalannd, i den fr. Text (l. 27): en Cornwaille, om Betydningen heraf s. o. f. Anm. Guruns lioð. Cap. 4.

Tintagel, i den fr. Text (l. 39): Tintagel, en Stad, hvis Beliggenhed ei mere kjendes.

konungr vill hallda . . . hofðingivm, i den fr. Text (l. 40): li reis i veolt sa curt tenir.

Sua ferr með ocr etc.; af den efterfölgende Lignelse, der ganske vist i det gamle bretoniske Digt har været Hovedsagen, maa naturligviis Fortællingens Navn udledes.

heslivið er rettet fra Haandskriftets hæsta við, hvilket aabenbare er en Skrivfeil; i den fr. Text (l. 70): la codre.

Brengveinn, i den fr. Text (l. 90): Brenguein.

at hon = sua at h.

dvaldizc i Vales. i den fr. Text (l. 105): à Wales s'en r'ala: „drog tilbage til Wales“.

Tistram . . . nyian strengleic, i den fr. Text (l. 112-13): Tristram, ki bien saveit harper, en aveit fet un nuvel lai: „Tristram, som vel forstod at spille paa Harpe, havde derom gjort en ny Sang“. Det er klart at strengleikr her i den norske Oversættelse ligesom lai i den franske Text betegner baade Digtet og den derhen hörende Musik eller Melodi.

Bretar kalla gotulæf . . . skemtan, i den fr. Text (l. 115-118): Gotelef l'apelent en engleis, Chèvrefoil le nument en franceis. Dit vus en ai la vérité del lai que j'ai ici cunté: „Gotelef kalder man den (Sangen) paa Engelsk, Chèvrefoil benævner man den paa Fransk. Jeg har nu sagt eder Sandhed om den Sang (lai), som jeg her har fortalt“. Naar der i den norske Text staaer: Bretar kalla gotulæf, saa maa Bretar her forstaaes eenstydende med Enskir menn d. e. Engelsmænd, ikke om de keltiske Briter.

XIV. Strandar lioð

Den franske Text hertil findes, saavidt bekjendt, ikke udgiven. Sit Navn har Fortællingen, eller Sangen hvoraf den er dannet, draget af Kong Vilhelms Ophold paa Stranden ved Barfleur i Normandi.

Cap. 1. Viliamr konungr etc., Vilhelm Bastard eller Erobrer, Hertug af Normandi og Konge af England fra 1066 til 1087.

vorðum . . . landamœre: „ordnet Forsvaret for Landsgrændserne“.

i lanndamære Normandie: „inden Normandis Grændser“.

misgerðo við hann: „sveg sin Troskab mod ham“.

upp sotte þa alla: „han opsögte dem alle (de oprörske Lendermænd eller Baroner)“.

til Barbeflear bœar: „til Staden Barfleur“, i den Tid det almindelige Overfartssted fra Normandi til Southampton i England; jfr. Anm. Miluns lioð. Cap. 3.

rapa i uraðet veðr: „give sig uforsigtig ud i farligt Veir“. fyrre: „heller“.

Brettlannd, her Bretagne.

Foran at faret maa underforstaaes: hafði.

nyfunninn . . . nótum: „en nyopfunden Strengelegs-Sang med de fagreste Noder“, d. e. med den skjönneste Melodi.

til byriar biðo, eg. til Börens Oppebielse .d. e. for at vente paa Bör.

Cap. 2. Hann sennde . . . harparar; da Talen her netop er om Harpespillere, Musikkyndige, saa er det tydeligt, hvad allerede synes fölge af Udtrykkene nedenfor, at her Melodien betragtedes som det Væsentlige, - noget som end mere bestyrkes ved Udtrykkene nedenfor oc frœdde . . . stranndar strengleic, samt leica . . . strengleic.

glyiarenn; Ordet glýiari er her uden Tvivl eenstydende med leikari d. e. Spillemand, Musikant.

hertoga ne iarla: „Hertuginde eller Jarlefrue“.

konunglegrar skemtanar strengleic: „en Strengeleg (d. e. en Sang med Melodi), som var værdig at tjene en Konge til Underholdning“.

Nu las etc. maa uden Tvivl forstaaes som den norske Oversætters Bemærkning; i alle Fald maa han have betydelig omskrevet sin franske Originals Ord. Slutningen oc miskunni . . . amen maa være af Afskriveren, hvem maaskee den forudgaaende Bön for Kongen (der havde foranstaltet Oversættelsen), ogsaa kan tillægges.

XV. Leikara lioð

Til denne Fortælling kjende vi ei heller den franske Original og kunne saaledes hverken udfylde det manglende af Indholdet eller ved Jævnförelse med Originalen söge Oplysning om det dunkle, rimeligviis feilskrevne Sted i förste Linie: at hins paris el. varis. Ved Kornbretar forstaaes uden Tvivl Indbyggerne af Cornoaille i Bretagne (s. o. f. Anm. Guruns lioð Cap. 4), og ved Leuns fiall maaskee et Fjæld i Landskabet Leonais i Bretagne (s. o. f. Anm. Guimars lioð Cap. 1.).

Den Lacune som her findes i Haandskriftet har ikke omfattet meer end eet Blad, der har indeholdt Slutningen af nærværende Fortælling, hvilken altsaa har været temmelig kort, og Begyndelsen af den næst fölgende om Janual.

XVI. Januals lioð

Den franske Text til denne Fortælling bærer hos Roquefort (I. p. 202-251) Titelen: Lai de Lanval, og ifölge hans Oplysning (p. 203. Not. 2) benævnes Fortællingens Helt i gammel Engelsk: Launfal. Navnet Janual i den norske Oversættelse maa altsaa ansees for urigtigt, hvad enten nu Feilen har sin Oprindelse fra det franske Haandskrift, som forelaa Oversætteren, eller fra en Mislæsning af ham eller fra hans Afskriver.

Her begynder den norske Oversættelse ved den 155de Linie i den franske Text.

Cap. 1. þa ihuga . . . manna augsyn: „da betænk, at det maa være paa et Sted, hvor du indseer, at det sömmer en Mand at tale med og möde sin Elskede under fire Öine uden Dadel og ond Omtale“; i den fr. Text (l. 162-64): jà ne sarez cellui penser, u nus hum puist truver s'amie sans repruce et sans vilonie: „I maa ikke vide (det maa ikke falde eder ind) at tænke paa det Sted, hvor ikke en Mand kan finde sin Elskede uden Bebreidelse og uden Skam“.

landtialldit, i den fr. Text (l. 171): tref.

nátverð, i den fr. Text (l. 179): le souper.

En riddarenn . . . vnnasto sinnar, i den fr. Text (l. 182-86): E il à grant joie le prent; un entremès i eut plénier, ki mult plaiseit au Chevalier, car s'amie baiseit suvent, et acoleit estreitement: „og han modtager det (Maaltidet) med stor Glæde; en Mellemret var der fuldt op af, som meget behagede Ridderen; thi han kyssede ofte og omfavnede ömt sin Elskede“.

Cap. 2. þau fong: „disse Midler“.

leicarar, i den fr. Text (l. 209): les jongléurs: Gjöglere, omstreifende Musikanter.

mallaus, i den fr. Text (l. 211): privé, hvilket der modsættes estrange, fremmet, og altsaa betyder: bekjendt. Den norske Oversætter maa have misforstaaet Ordet.

Cap. 3. Nu sem mer var sagt, i den fr. Text (l. 217): Ceo m'est avis.

Valuein, i den fr. Text (l. 223): Gauvains.

sira svarer her til det franske sire, som vel ikke paa nærværende Sted, men paa andre Steder i Digtet findes i den franske Text, og betegner saaledes det samme som herra.

Iven, i den fr. Text (l. 224): Ivains. Gauvain og Ivain ere forresten bekjendte Navne i Artus-Romanerne.

hann, her Janual.

at hallda með þeim felagskap sinn: „for at holde Kameratskab med dem“.

drotning, Kong Artus's Dronning, Genievra.

i steinlofti . . . skurðarglygg: „i sin Steensal og hældede sig til et i Muren udhugget Vindue“; i den fr. Text (l. 235-36): a une fenestre entaillée s'estoit la roïne apoiée.

graddur: „Trappen, Trappetrinene“, i den fr. Text (l. 246): les degrés.

kannazc við, gjöre Bekjendtskab med, hilse paa, tale med.

leica . . . leic: „drive med hende den sædvanlige Spas“.

Cap. 4. oft heui ec . . . fyst: „ofte har jeg havt stor Attraa til dig“!

mismællti, i den fr. Text (l. 274): mesparlat; Meningen er her: „udtrykte sig paa en upassende Maade“.

at hann = sva at h.

er ein er . . . lifannde: „som er den eneste levende Kvinde, hvilken jeg veed fortjener Lov og Berömmelse“.

af þui er Ianual . . . henni mismællti; her synes nogle af Ordene at staae overflödige og at være komne ind ved Skriverens Uagtsomhed; mismæla maa ellers her være brugt i Betydningen: „tiltale fornærmelig, utilbörligen“.

Cap. 6. i klefa sinum, i den fr. Text (l. 335): en une cambre; klefi: „et lidet Sideværelse“.

Huilicr . . . synaz: „hvorledes mon han nu vil vise sig!“ maa vel her forklares som et Udraab; i den fr. Text (l. 349-50): Las cument se cuntentera cil cui li rois guerroiera: „Den Ulykkelige! hvorledes vil han föle sig tilmode, naar Kongen paaförer ham sit Fiendskab“.

Snapr, i den fr. Text (l. 361): Vassal, jfr. Anm. Guimars lioð Cap. 3.

þu hoft . . . deilld: „Du begyndte i Dag en ond og unyttig Strid“; i den fr. Text (l. 362): mut cumençastes vilain plait.

hoskare, i den fr. Text (l. 368): plus vaillans: „kjækkere“.

með. . . afrogum: „med mange Undskyldninger“.

þa vill hann af þui sc. þat hafa: „da vil han deri underkaste sig den Dom“.

Cap. 7. vorðzlumenn: „Borgensmænd, Cautionister“; til det Hele svarer i den fr. Text (l. 388-89): ke Lanvax deit aveir un jur, mais plège truist à sun seignur: „at Lanval skulde have en Dag (nl. paa hvilken hans Sag skulde paadömmes) og stille sin Herre Borgen“.

vpp a allt þat: „saaledes at den (eders Borgen) gjælder alt det“.

Konungr . . . drotning: „Kongen og Dronningen anklagede da Janual“; i den fr. Text (l. 415) ikkun: li rois é la roine i fu: Kongen og Dronningen vare der tilstede“.

Cap. 8. Sem þeir skylldu skiliazez: „idet de skulde skilles ad (dele sig)“, en ligefrem Oversættelse af den franske Text (l. 469); quant il deveient départir, hvilket her betyder: „da de skulde stemme i Sagen“, eg. skille sig ad, træde til tvende Sider, for derved at tilkjendegive hvilken af to modsatte Meninger man erklærer sig for.

a tveim friðum gangarom, i den fr. Text (l. 471): sor deus blans palefrois anblans; gangari skal saaledes uden Tvivl her betegne: Pasgjænger.

Hann svaraðe . . . villdv fara; hertil findes intet tilsvarende i den fr. Text (l. 480); derimod findes i denne omtrent det samme indskudt senere (l. 513-22), hvor det mangler i den norske Oversættelse (s. n. f. Cap. 9.).

latet ryðia svefnbur, i den fr. Text (l .487-88): rois, faites canbres délivrer, e de pailes encurtiner.

Cap. 9. at þeir hafðo mioe angrat sc. hann: „at de havde i höi Grad fortörnet ham“; i den fr. Text (l. 497): que mut l'unt curécié.

ver skildvmzc, i den fr. Text (l. 499): nus départimes.

a hinum friðaztom hestom, i den fr. Text (l. 508): chevaucent deus muls espanois: „de rede to spanske Muler“.

konunglegrar tigundar: „af kongelig Slægt“.

her (foran hvad der svarer til Sætningen oc i þui etc.) indskyder den fr. Text (l. 913-22) et Spörgsmaal til Janual, om nogen af de ankomne var hans Kjæreste, og et Svar ligt det som her findes o. f. Cap. 8.

kvað . . . orskurð þeirra: „sagde, at deres Dom var bleven altfor længe udhalet, næsten hele Dagen“.

myndo . . . skiliazc, i den fr. Text (l. 543) atter: jà le departissent aitant.

En fegrð . . . er sagt, hertil findes intet svarende i den fr. Text, derimod findes strax foran (l. 555-65) en Beskrivelse af Damens Udseende og Dragt, hvilken vor Oversættelse forbigaaer.

ornaðoz: „bleve hede“; de fleste bleve hede ved at see hende; i den fr. Text (l. 577): n'i ot un seul qui l'esgardast, de droite amur ne s'escaufast: „der var ikke en eneste, som betragtede hende, uden han jo blev varm af sand Kjærlighed“.

gnufa ryggr: „nedtrykt af Sorg“; jfr. Jonets lioð Cap. 2.

allir kostaðo giarna: „alle gjorde sig med Fornöielse den Uleilighed“.

einum riddara hirðliðs þins, i den fr. Text (l. 609): un tien vassal.

en ec vil. . . til meina: „men jeg vil at mine Ord ikke skulle være nogen til Meen“; Oversætteren synes hermed at ville lade fruen sige, at hendes Erklæring kun skal gaae ud paa at frelse Janual, ikke paa at skade Dronningen, nemlig ved at aabenbare den Kjærlighedserklæring hun havde gjort Ridderen. Det kunde imidlertid dog ogsaa hende, at Oversætteren her ved orð min har villet udtrykke: min Ros d. e. den Berömmelse han har givet mig. Den fr. Text har her (l. 612): ne voeus mie que mal li tort: „jeg vil ikke, at det skal komme ham (hende?) til Onde“.

klandalauss: „dadelfri“.

einn malmara steinn, i den fr. Text (l. 628): un grant peron de marbre bis: hermed menes uden Tvivl en Steen udenfor Hallens Dör bestemt til at lette Opstigningen paa Hesten.

Ualun , i den fr. Text (l. 635): Avalon, i Middelalderens Latin: Avallonia, et Slags Paradis i de gamle brittiske eller bretoniske Sagn, hvilket man i den senere Middelalder henlagde paa det Sted, hvor Glastonburys Abbedi var beliggende, i det nuværende Sommersetshire i det sydlige England. I dette Abbedi troede man, at Kong Arthur var begraven.

hinir sannfroðastu menn, i den fr. Text (l. 636): li Breton d. e. Bretonerne.

Her lycr etc.; hertil findes intet svarende i den fr. Text; det er altsaa et Tillæg af den norske Oversætter.

XVII. Jonets lioð

Den fr. Text bærer hos Roquefort (I. p. 272-313) Titelen; Lai d'Ywenec. Sammenlignet med denne viser den norske Oversættelse sig paa flere Steder, især i Begyndelsen, noget forkortet, aldeles som Tilfældet er med den forudgaaende Fortælling om Milun.

Cap. 1. Met þui at. . . feðr hans. Denne Begyndelse svarer vel i Hovedsagen til den franske Texts, men denne er dog noget vidtlöftigere, Der siges, at Jonets eller Ywenecs Fader hed Eudemarec (l. 9-10): icil qui gendra Ywenec il ot à nun Eudemarec.

I Kornbreta lannde, i den fr. Text (l. 11): en Bretaigne; om Navnet Kornbretaland, som gjengiver det franske Cornwaille, s. o. f. Anm. Miluns lioð Cap. 4; angaaaende den fr. Texts Bretaigne, er det her uvist om dermed menes Bretagne i Frankrige eller Britannia, dog er det förste maaskee rimeligst, og her skulde man da söge den strax efter i den fr. Text og længere henne i den norske (Cap. 7.) nævnte Stad Caerwent, Caroenborg.

Om den gamle Hövding tilföier den fr. Text (l. 13): de Caerwent fu avoez, e du païs sire clamez; la cité si est sor Duglas; „han blev nævnt efter Caerwent, og kaldtes Landets Herre; denne Stad ligger ved Duglas“.

Om den gamle Hövdings unge Brud tilföier den fr. Text (l. 25-28): Purqu'en fereie autre parole, ne n'ot sun per desc'à Incole, ne très-que Yllande de là; grant péchié fist qui li duna: „med andre Ord: hun havde ikke sin Mage lige til Incole og ikke engang paa Ylland (Irland?); den begik en stor Synd, som bortgiftede hende“.

i einv miclv lofte steinþildu, i den fr. Text (l. 32): en une grant chambre pavée: „i et stort steensat Kammer“.

at hafa grunsemd . . . henni: „for at udspeide og bevogte hende“; istedet herfor har den fr. Text (l. 35-54) en langt udförligere Skildring af den unge Frues ubehagelige Stilling: den gamle Paapasserske fulgte hende overalt, endog til Messen, og lod Hende ikke tale et Ord med nogen uden sit Vidende; Fruen havde hverken Kammersvend eller Dörvogter, som turde træde ind i hendes Værelse eller tænde hendes Lys. Hun havde vel flere Kvinder til Opvartning, men disse beboede et andet Kammer. Saaledes blev hun behandlet i 7 Aar. Hun og hendes Mand havde i denne Tid ingen Börn med hinanden.

oc fann hon . . . svefnlofteno; i den fr. Text (l. 61-64) lægges her til, at den gamle Kjærling, efter at have lukket Dören for den unge Frue, gik i et andet Værelse med sin Psalmebog (un sautier) for at læse i den (ele voleit verseillier).

hann man alldre kunne deyia; her tilföier den fr. Text (l. 91-94): quant il dut estre baptisiez, si fu el flun d'Enfer plungiez. Durs sent li nerf, dures les veines, qui de vif sanc sunt tutes plaines: „da han skulde döbes, blev han dyppet i Helvedes Flod (Styx); stærke ere hans Nerver, stærke hans Aarer, som ere ganske fulde af levende Blod“.

Cap. 2. gashaucr, i den fr. Text (l. 114): ostoir, Lat. astur, asturco, asturcus, et större Slags Höge eller Falke. - með fogrum fotum, i den fr. Text (l. 114): giez ot es piez: „den havde Baand paa Födderne(?)“.

mutaðr, i den fr. Text (l. 115): mues, Lat. mutatus, et Udtryk som brugtes om den Falk, som havde overstaaet den aarlige Fjæderkastning og den dermed forbundne farlige Sygdom, hvilken kaldtes i Middelalderens Latin muta, paa Fransk: la mue, - Ord der, ligesom det her brugte oldnorske mútaðr, ere beslægtede med vort nubrugelige myte, om Fuglene at fælde Fjær. En Jagt-Falk maa have været agtet höiere jo oftere den havde overstaaet denne Mytning. Stedet i det hele lyder ellers i den fr. Text (l. 113-15): en la chambre volant entra, giez ot espiez, ostoir sembla, deci ne (d. e. de cinc) mues fu où désis (d. e. de sis): „den (Fuglen) kom flyvende ind i Kammeret, den havde Baand paa Födderne, den lignede en Gaasehög, den var af fem eller sex Mytninninger (den havde overstaaet Mytningen fem eller sex Gange)“. Den fr. Text hos Roquefort maa her, i Medhold af den norske Oversættelse, berigtiges som i Parentes er antydet.

gnufði hon med hofði sinu, jfr. Anm. Ianuals lioð Cap. 9, i den fr. Text (l. 122): son chief covri: „hun tildækkede sit Hoved“.

ei mætti ec, denne Rettelse stötter sig til den fr. Text (l. 135): mès ne pooie à vus venir.

toc þa klæðe af hofði ser, i den fr. Text(l. 140): sun chief descuvri: „hun afdækkede sit Hoved“.

þurfa ifaz; herefter har den fr. Text (l. 159-68) et Tillæg, som er af Vigtighed for rigtig at forstaae det fölgende: Se vus de ce ne me créez, vostre chapelain demandez: dites que mals vus asoupisse, si volez aveir le servise, que Diex a el munt establi, dont li péchéor sunt gari: la semblance de vus prendrai, le eorps Dame-Dieu recevrai; ma créance vus dirai tute, jà ne serez de ce en dute: „hvis I ikke troer mig heri, saa kald eders Capellan, sig ham, at I befinder eder meget ilde, saa at I vil have den Tjeneste (Sacramentet), som Gud har indstiftet til Synderes Redning. Jeg skal paatage mig eders Lignelse, modtage Herrens Legeme og fremsige hele min Tro; da skal I ikke være i Tvivl herom“.

helga þionasto, i den fr. Text (l. 190): Corpus Domini.

smasmugall: „smaalig, nöieregnende, mistænkelig“.

Cap. 3. þa er ec em vpp staðinn, saal. rettet i Medhold af den fr. Text (l. 249): au matin quant g'ière levez.

Đui uest . . . sagt er; i den fr. Text (l. 261): Tiers jurs apres ice cunter d. e. „tredie Dag derefter at regne“.

a bac reflunum, i den fr. Text (l. 268): derrier la curtine: „bag Forhænget (Tapetet)“.

Den fr. Text (l. 299-300) lægger herved Slutningen til: Hé! Diex, qu'il ne le set ou voit, et la traïsun n'aperçoit: „Ak Gud! at han ikke mærker eller seer det, og opdager Forræderiet“.

Cap. 4. Ionet, i den fr. Text (l. 334): Iwenec.

með tomlegre gongv: „med langsom Gang“; i den fr. Text (l. 340) derimod: à mult haus cris: „med meget höie Skrig“.

x . alna har, i den fr. Text (l. 343): vint piez: „tyve Fod“.

serc einum, i den fr. Text (l. 345): sa chemise. - forvegr: „det Spor, som viste hende Vei“.

mikill hellir, i den fr. Text (l. 350): une hoge, hvilket Roquefort, uden Tvivl urigtig, oversætter: une petite cabane: „en liden Hytte“.

Cap. 5. var borg veggiað, saal. rettet i Medhold af den fr. Text (l. 365): de murs fu close tut entur: „den (Borgen) var med Mure indsluttet rundt omkring“.

at castala einum, i den fr. Text (l. 378): dusc' au Chastel.

at castals holl (saal. f. castala holl), i den fr. Text (l. 381): el palès: „i Paladset“.

i eitt fagrt loft, i den fr. Text (l. 383): en une basse chambre, „i et lavt Kammer“.

Stauir þeir . . . brenndo gulli, i den fr. Text (l. 392): li pécol sunt d'or esméré: „Sengestolperne ere af renset Guld“.

Cap. 6. bliet, saal. rettet i Medhold af den fr. Text (l. 442-43): un cier bliaut li a dunè, si li cumanda à vestir: „en kostbar Kaabe gav han hende og böd hende at iklæde sig den“; om Ordet bliet s. o. f. Anm. Guimars lioð Cap. 17.

vannlega: „ganske, aldeles“.

mismællti: „tiltalte med haanende Ord“, i den fr. Text (l. 462) derimod: ne ne gueta: „han vogtede ikke paa hende“.

At hatið hins helga Arons . . . i Karlunborg, i den fr. Text (l. 473-74): A la feste saint Aaron k'um célébroit à Carlion; efter Roquefort (I. p. 36. not. 4. og p. 542. not. a) var en Ö St. Aaron beliggende ved det nuværende St. Malo i Bretagne. Ifölge Lai de L'espine (Roquef. I. p. 542) var der i Carlion et Kloster St. Aaron, i hvilket i Middelalderen en Mængde bretoniske Sagn fandtes bevarede i Skrift. Staden Carlion skulde saaledes have været beliggende der hvor St. Malo nu ligger. Er denne Formodning rigtig, saa bestyrkes det ovenfor (Anm. Cap. 1.) yttrede, at den fr. Texts Bretaigne her maa forstaaes om Bretagne i Frankrige, og fölgelig den norske Texts Kornbretaland sammesteds om Landskabet Cornoaille i Nedre Bretagne.

eit munclivi, i den fr. Text (l. 487): une abeie: „et Abbedi“.

þiggia fagnað hans: „medtage hans Beværtning“. - Hann leiddi þau at sia . . . mataðoz, i den fr. Text (l. 497-98): si lur musterra sun dortoir, sun capitle et sun refroitoir: „Da skulde han vise dem sit Dormitorium, sit Capitel og sit Refectorium“.

offrennd synes her at svare til offécines i den fr Text (l. 502) og altsaa at betegne Messen.

er hult var . . . saumat, i den fr. Text (l. 505-6): cuvert d'un cuer paile roé, d'un rice orfroi parmi bandé: „bedækket med et kostbart figureret Klæde, besat i Midten med rigt Guldarbeide“, jfr. Anm. Eskiu lioð Cap. 3.

Caroen borg, i den fr. Text (l. 525): a Caerwent, jfr. o. f. Anm. Cap. 1.

Cap. 7. hvat atburð . . . vist: „hvilken Hendelse har vist (fört) os hid“; i den fr. Text (l. 534): que Diex nus ad amenés ci: „at Gud har fört os hid“.

oc kusv . . . skipannde: „alle kaarede da Jonet sig til Hövding og til at raade for sin Fædrenearv“; i den fr. Text (l. 557-58): Lur segnur unt fait d'Iwenec, ainz que il départist d'illec: „de gjorde Iwenec til sin Herre, för han drog bort derfra“.

þeir siðan . . . astar sinnar, i den fr. Text (l. 559-62): Cist qui cest aventure oïrent, lunc tens après nu lai en firent, de la plainte et de la doulur, que cist suffrirent pur amur. Hermed slutter den franske Text. Det paafölgende i den norske Text: Guð se etc. er naturligviis et Tillægs-Önske af den norske Oversætter.

XVIII. Naboreis lioð

Den franske Text til denne lille Fortælling findes, saavidt vides, ikke udgiven.

I Kornbreta lannde s. o. f. Anm. t. Guruns lioð Cap. 3.

laza klæðe sin: „smykke sine Klæder med Baand eller Snore“; les las bruges i den fr. Text i Lai de Gugemer (l. 740) om de Baand; med hvilke en Kvinde-Kjortel sammenhæftedes, Snörebaand (s. o. f. Anm. Guimars lioð Cap. 17), og lac, laz, latz betyder i det gamle Sydfranske: Baand, Kjæde, af det Lat. laqueus (s. Raynouard: lexique Roman); Verb. lacier betyder at binde (Lai de Graelent l. 720, hos Roquefort); af disse franske Benævnelser er da i det Oldnorske det her forekommende Verbum laza og det tilsvarende Substantiv lazan: „Udstafferen med Baand“, dannet.

er hon bar a ser: „som hun bar paa sig“ d. e. som hun viiste i sit Ydre, i sin Klædedragt.

Herrar kvað hon . . . abruðigr herra. I dette Fruens Svar maa det Vittige, den egentlige Brod i Fortællingen have ligget, og man maa tænke sig, at Fremhævelsen heraf har været Hovedsagen i det gamle bretoniske Original-Digt. Saaledes som det her forekommer, uden Tvivl nöiagtig stemmende med den gamle franske versificerede Bearbeidelse af den bretoniske Sang, har det - i det mindste for vor Tid - næsten aldeles tabt det Bidende og Træffende, som rimeligviis oprindeligen har ligget deri, og som har været begrundet i en eller anden Skik, hvilken vi nu ikke kjende.

þeir er skola helldo at gera streingleiki'; en mærkelig Underretning, som viser, at der hos de gamle Bretoner har været Digter-Skoler, i hvilke man uden Tvivl övedes ikke alene i Versekunst men ogsaa i musikalsk Foredrag af Digtene.

XIX. Ricar hinn gamli

Heller ikke til denne Fortælling have vi kunnet opspore den franske Original, og kunne saaledes ikke udfylde den Deel af Indholdet, som ved Lacunen i Slutningen af det gamle Haandskrift er gaaet tabt.

i syðra Brettlannde: „i Bretagne“ s. o. f. Anm. Forrœða.

miskennde hann eigi: „tog ikke Feil af ham“.

____

Anhang

Den förste Fortælling, af hvilken her Brudstykker meddeles, har rimeligviis i Haandskriftet fulgt umiddelbar efter Fortællingen om Ricar den gamle. Den franske Text til den have vi ikke kunnet opspore. Hvad Titel den har baaret kan ikke af de levnede Brudstykker med Bestemthed udfindes; thi Slutningen er paa Grund af de manglende Ord uafgjörende. Sætningen: at þessi strengleicr er fegrstr all . . . strengleicrenn tveggia elskannde, kan nemlig tænkes udfyldt paa to Maader; enten saaledes: a. þ. st. e. f. allra oc heitir st. t. e., i hvilket Fald Ordene: strengleicrenn tveggia elskannde giver os Navnet paa nærværende Fortælling, hvilken da havde baaret samme Navn som en anden forud i Samlingen forekommende; eller ogsaa kan den tænkes udfyldt: a. þ. st. e. f. allra oc st. t. e., i hvilket Fald den franske Bearbeider maa tænkes at sammenligne nærværende Fortælling med den anden af ham forud behandlede, der bærer Titelen: de tvende Elskende, og erklære som den almindelige Mening, at disse to Digtninger vare de skjönneste i sit Slags.

Fortællingens Emne synes, for saavidt det af Brudstykkerne lader sig uddrage, at være fölgende: En Sön af den romerske Keiser (Rumaborgar keisari) og en Datter af Hertugen af Placentia (Placenzoborg, Piacenza) flygtede med hinanden bort fra sine Forældre, uden disses Villie og Vidende, med Bistand af en Kammersvend (rekkjusveinn). I Anledning heraf reiste sig en Krig mellem Keiseren og Hertugen, der endte med Placentias Indtagelse og Ödelæggelse. Imidlertid skjulte de tvende Elskende sig i en Hule i Nærheden af Placentia, hvor en Hyrde skaffede dem den nödvendige Næring. Men engang reiste der sig et heftigt Uveir med Snefog, der rasede saaledes i flere Dage, at Folk ei kunde færdes paa nogen Vei. Indgangen til Hulen skjultes ved store Snedynger, og da endelig ved indtrædende Töveir den tro Kammersvend gjenfandt Hulens Aabning og kom ind til de unge Mennesker, traf han dem liggende i hinandens Favn saa udmattede af Hunger, at de ikke mere stode til at redde, men döde den samme Dag.

Fortællingens Emne synes ikke at staae i nogen Forbindelse med Bretagne og Britterne - med mindre maaske Kammersvenden har været fremstillet som en Bretagner, hvilket man af Brudstykkerne ikke kan skjönne. Der kan altsaa, da Emnet ei er bretonisk, reises Tvivl om hvorvidt denne Digtning, ligesaavel som de övrige i Samlingen, er af bretonisk Oprindelse og fra först af en bretonisk Folkesang. Det kan vistnok ikke betvivles, at den har havt Plads i den Samling af franske Lais, der forelaa den norske Oversætter, og det er derhos höist rimeligt, at den der, ligesom i den norske Oversættelse har havt baade foran og efter sig Digtninger over bretoniske Emner og af bretonisk Oprindelse; man skulde altsaa, hvis man alene saa hen til den norske Oversættelse, slutte, at Fortalens Ord (Forrœða): lioð þau er ec hævi hœyrt er gor varo i syðra Brætlande, ogsaa vare anvendelige paa denne Digtning, og dens bretoniske Oprindelse dermed beviist. Men her maa man dog bemærke, at den norske Fortale - skjönt vist nok, hvad dens senere Deel angaaer, en Oversættelse af Fortalen for den franske Samling af Lais - ikke nöiagtigen gjengiver sin Originals Ord, ikke engang dens Mening; og just paa nærværende Sted nævnes i den franske Text (l. 33) ikke Bretagne udtrykkeligen, men blot Lais, Folkesange, uden noget Tillæg (des Lais pensai k'oï aveie d. e. jeg tænkte paa de Lais, som jeg havde hört). Uagtet man nu vel man antage, at den franske Digter nærmest har havt de bretoniske Lais for Öie, saa kan det dog ikke negtes, at hans Ord kunne tages i en videre Betydning og udstrækkes til Folke-Digtninger i den bretoniske Maneer og Form, om de end ikke vare af bretonisk Oprindelse eller i det bretoniske Sprog. At bruge Benævnelsen Lais, skjönt vistnok oprindelig egen for bretoniske eller brittiske Folke-Sange, i en saadan videre Betydning, var i det 13de Aarhundrede intet usædvanligt (s. Wolf: über die Lais p. 9). Ifölge det Anförte bliver det altsaa med de os foreliggende Oplysninger umuligt at afgjöre, hvorvidt nærværende Digtning med Hensyn til sin förste nationale Oprindelse skal regnes til samme Klasse som Samlingens Övrige eller til en særegen.

Grelentz saga

Denne Fortælling (i Oversættelsen kaldes den simpelt hen: saga) har i det gamle norske Haandskrift fulgt umiddelbar efter den senest omhandlede. Dens franske Text er os bevaret hos Roquefort (I. 486-541) og bærer der Titelen: Lai de Graelent. Efter denne kunne vi altsaa udfylde det manglende Indhold, hvilket forövrigt har en saa paafaldende Lighed med Fortællingen om Lanval eller Janual, at man neppe kan betvivle at begge Fortællinger, trods Heltens forskjellige Navn, i Grunden ere lidet afvigende Bearbeidelser af eet og samme Emne, skjönt Afvigelsen uden Tvivl allerede er indtraadt medens Digtningen endnu kun var til som bretonisk Folke-Sang.

Nv vil ec . . . licandom, i den fr. Text(l. 1-4): L'aventure de Graelent vus dirai si que jeo l'eutent; bun en sunt li lai à oïr e les notes à retenir: „Grelents Hendelser vil jeg fortælle som jeg har hört dem; Sangen er skjön at höre og Musiken at erindre“.

i Kornbretalannde s. o. f. Anm. Guruns lioð Cap. 4.

hann var nefndr . . . gronnum sinum; her er en Forvirring i den norske Text, maaskee noget er udeglemt af den gamle Afskriver; det tilsvarende i den fr. Text (l. 8-10) er fölgende: pur çou ot nun Graelent-Muer. Li reis qui Bretaigne teneit vers ses veisins grant guerre aveit: „af denne Grund blev han kaldet Grelent-Muer (el. Mor). Den Konge som styrede Bretagne havde stor Krig med sine Naboer“. Maaskee burde her altsaa læses: hann var nefndr i aucnefni Grelent Mor. hann var viðr konungi þeim er þa daga var yuir Bretlande. Sa hellt mikinn vfrið imoti gronnum sinum. Tilnavnet Muer eller Mor betegner: „den Store“ (De la Villemarqué: Chants popul. de la Bretagne. 1846. I. p. xlv).

Indholdet af disse forskaarne Linier er efter den fr. Text (l. 19-43) i Korthed: Dronningen hörte Rygtet om Grelents Tapperhed og Skjönhed og fattede Kjærlighed til ham. Hun kaldte sin Kammersvend (chanbrelenc), udspurgte ham om Grelent, og da hun ogsaa af ham hörte hans Ros, erklærede hun at hun vilde skjænke ham sin Kjærlighed og sendte Svenden til ham for at forkynde ham hendes Önske. Svenden sagde Grelent, at Dronningen vilde tale med ham, og Grelent begav sig strax til hende.

á gangara sinn, i den fr. Text (l. 49): sur un cheval ferrant munta hvilket Roquefort forklarer om en afrikansk Hest.

oc ecki þat er til astar horfði, i den fr.Text(l. 65): ne li dist rien qui bien ne sièce: „han sagde intet til hende som jo sömmede sig vel“.

Mellem ne og elska maa underforstaaes hana.

Disse mangelagtige Linier have ifölge den fr. Text (l. 77-120) indeholdt en Fortsættelse af Grelents Betragtninger over den ægte Kjærlighed og Begyndelsen af Dronningens ligefremme Kjærlighedserklæring.

leiguriddare, i den fr. Text (l. 123): saudoiers: „Soldat“, jfr. o. f. Anm. Miluns lioð Cap. 1.

talmaðe: „holdt den (Lönnen) tilbage“.

mottull einn, i den fr. Text (l. 156): un runein, som Roquefort oversætter: un cheval de bagage, en Lasthest eller Arbeidshest, uden Tvivl det spanske rocin, daarlig Hest, Skindmær.

Den norske Text ophörer nu, paa Grund af Lacunen i Haandskriftet, ved den franske Texts 158de Linie.