Anmærkninger Alvismaal (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Anmærkninger

1. Dvergen kommer til Thors Datters Jomfrubur og raaber paa at hun, som hans forlovede Brud, maa i störste Hast begive sig paa Reisen for at fölges hjem med ham, da alt der var sat i Stand til Bryllupper. Han tilstaaer at han har stort Hastværk (for ikke at overrumples af den frygtelige Thor eller og det farlige Dags-Lys) "men" — lægger han til — "ere vi alt hjemme, skal ingen forstyrre vor Hvile."

2. Thor overrumpler Dvergen förend han kan före Bruden hjem, bebreider ham hans Dödningblege og Thurse-agtige (fæle og kluntede) Udseende, samt lader ham vide, at hans Herkomst ingenlunde berettiger ham til at attraae en saadan Kone.

3. Dvergen tilstaaer at han hörer til de Underjordiske og har sin Bolig under en Klippe — men tilkjendegiver at han er kommen for at besöge Vognenes Herre ͻ: den agende Thor — eller, efter en anden Oversættelse Vognenes Land eller Hav, nemlig enten a) Himmelen (saaledes kaldet af Stjernebilledet Karls-Vognen o. fl.) eller b) Jorden — i Anledning af et ham (Dvergen) givet Löfte (om Giftermaalet) hvis Oprindelse vi nu ikke mere kjende.

4. Thor siger sig at ville og kunne sætte disse Löfter ud af Kraft, da han, som Brudens Fader (eller Værge) tilkommer störste Rettighed over hendes Person, med de Tillæg: at han ikke var hjemme da Löftet skete, og at ingen anden Gud end han kunde bortgive Brudens Haand. — G. Magnæus mener at Udtrykket "som Fader" vil sige: "ligesaa fuldt som han var hendes Fader" — at Bruden altsaa ikke var Thors Datter, men hans Fosterdatter (som Roskva eller Hlora, Lora, der stode saaledes under hans Formynderskab).

5. Alvis synes endnu ikke at kjende den Person ret, med hvem han vexler Ord, og spörger sig for hvem han er, og hvad Ret han har til slig Tale. — De fjerntræffende Pile eller Kile sigte vistnok til Tordenen, hvis Bestyrer Dvergen altsaa endnu ikke anseer sin Vederpart for at være. I den sidste Linie lader det endog til at han tvivler om at han er ægtebaaren.

6. Navnet Ving-Thor er af uvis Oprindelse. At det tillægges den nordiske Tordengud, ellers mest bekjendt. under det simple Navn af Thor, see vi, blandt andet, af Thrymsqvida eller Hammerens Hentelse 1^ste Str. Maaskee betegner det en vinget, ͻ: i. Luften farende Guddom.
   Sid-skjæg (i Orig. Sid-grane) er et af Odins Navne. Himmelguden kaldes saa af Nordboer, Inder o. fl. enten af de lange Lysstraaler, som ere blevne sammenlignede med Haar, eller af visse skydannede og lignende Luftsyner. Jfr. Indledningen til Harbards Sang.

8. Ordet Elskov sættes her uden Tvivl allene i physisk Forstand; — om Bruden virkelig elskede Dvergen eller ej, kunne vi ikke slutte os til af Digtet, skjöndt det förste, efter deres saa forskjellige Herkomst, neppe er at formode.

9. Om de ni Verdener kan Indledningen eftersees. G. Magnæus's Gisninger i Anmærkningen ere tildeels rigtige, deels urigtige. Efter min Mening er den ældre John Olafsen, i hans Anmærkninger til Vala's Spaadom, kommet Sandheden meget nærmere. Dette vil nöjere oplyses og mine Grunde fuldstændig udvikles i min Edda-Lære.

10. Tidernes (Sönner) bör maaskee hede de Födtes eller Skabtes (da Ordet alda for saavidt er tvetydigt). Her kan det ogsaa simpelt hen betyde Menneskenes, for saavidt Jorden er deres Bopæl. Fir oversætter Magnæus her ved Levende (Væsen) (uden Tvivl af Fiör, Liv). Ellers betyder Fir en Mand (vir), hvoraf det nydanske Fyr (Jfr. Str. a).

11. Her (og paa flere Steder i Digtet) synes den omhandlede Gjenstands Benævnelser at være lempede efter de forskjellige Væseners egen Beskaffenhed og Forhold. Saaledes kaldes Jorden:

   Jord (Jord) af Menneskene (da det er det almindelige Navn som de give den (Tydsk Erde o. s. v.); rimeligvis kaldes den saaledes af eria plöje. Begge Ord ere ældgamle i Europas og Asiens vigtigste Sprog, som kan erfares af mit Glossarium til den store Udgaves 2^den Tome S. 690. 564.

   Fold af Aserne eller Stjernehimmelens Guder. Ordet belyder den skjulende, (af fela fjæle, skjule) enten fordi den (betragtet fra den höje Himmel) mentes at see ud som fuld af Folder (ved Bjerge, Dale og Vande) eller fordi den troedes at skjule Underverdenen for Asagudernes Blik.

   Veie af Vanerne eller Skyeluftens Guder. Det vare dem især som foere over Jorden, hvorfor de vel og gave den denne Benævnelse.

   Grönlig af Jætter. Disse Væsener mentes helst at boe ved Jordens Udkanter og i Polar-Egnene, hvor Marken kun bliver grönlig, ikke grön, da Væxterne der qvæles af Is og Kulde.

   Den Groende af Alferne (ͻ: voxende, blomstrende, organisk) da Alferne netop vare de Væsener, som befordrede denne Jordens Tilstand. Husalferne (forsaavidt de virke paa vor Verden) fremavle

   Planterne ved Lys og Varme, og selve Sortalferne eller Dvergene mentes at give Jordens Inderste en organisk Virksomhed ved Metallers og Mineraliers Frembringelse og Uddannelse, maaskee ogsaa at medvirke til Natteduggen, som er saa gavnlig for Planteriget.

   Leer eller Dynd — af de höjeste Magter, nemlig: de overhimmelske Lysalfer og Muspells Flamme-Aander; mod det höjeste Lys var vor skjönne Jord kun at ansee som en Leerklump.

Paa samme Maade synes de fleste övrige Benævnelser at være relative til de Væsener, hvem de tilegnes. Aarsagen er os dog nu ikke allevegne tydelig, fordi det er os umueligt at sætte os ganske ind i de Gamles Ideer, da saamange af deres Myther, Digtninger, Læresætninger og Talemaader nu ere ganske forsvundne.

12. Skjöndt man egentlig maatte oversætte at Himmelen föles (hvorfor Magnæus mener at den her sættes i Luftens Sted) saa var vel den oprindelige Mening: sees, skues. See Kénna, Kunna i mit anförte eddiske Glossarium. Ogsaa Himmelen kan siges at föles forsaavidt dens Lys virker paa Synets finere Sands.

13. Himin i Menneskenes Sprog betyder vel egentlig det samme som Himna (Gr. ύμην) Hinde, da den forekommer Öjesynet som en klar gjennemsigtig Hinde, Ogsaa skrives Ordet Hifin (Engl. Heaven o. s. v.) da det betyder den Oplöftede, Ophöjede. Det tydske og danske Himmel nærmer sig mere til Himala, Himaleh, det indiske Navn for dette Gudebjerg og formeentlige jordiske Himmel.
   Varmegiver o. s. v. i Gudernes Sprog. Menes her de höjeste Guder, saa vare deres Himle Varmens Udspring. Ogsaa Asernes Himmel har man forestilt sig som varm, da dens Egne vare eviggrønne.
   Vindvæver i Vanernes Sprog. Deres Sphære kaldes ogsaa Vindheim eller Vindenes Verden. Njord, den ypperste Vaner, beherskede især Vindene.
   Oververden i Jætternes Sprog — da Underverdenen i det hele ansaaes som beboet af Væsener af Jættearten.

14. Skinnende Hvælving i Alfernes Sprog. Især maatte dette passe paa Lysalfernes overætheriske Himmel; Sortalferne havde og deres (af Guld, Sölv og Ædelstene) undertiden skinnende Himmel. Dette m. m. sluttede man sig til af visse yderst glimrende Grotter.
   Dryppende Sal i Dvergenes Sprog — da Regnen, neddryppede derfra til deres underjordiske Boliger.

15. Maane blandt Mennesker (Máni) er et Ord som vore Forfædre havde tilfælles med Latinere, Græker, Perser, Inder o. fl. Vil man dog söge efter en Sprogrod dertil hos os, findes den i Ordet má (mái) udslette, formindske, thi en saadan Skjæbne forekommer Maanen os at være underkastet.
   Mylin blandt Guder. Da n i vore ældste Ord undertiden afvexler med d og Þ eller th, saa bliver det maaskee mærkeligt, at Mylith eller Mylitta var et Navn for Assyriernes Maane- og Kjærligheds-Gudinde. Af vort gamle Sprog kan Ordet forklares for hornbærende (rostrata, cornuta), da det saaledes sigter til denne Maanens Skikkelse.
   Svindende Klode blandt Helheims Beboere. De see Maanen kun i Næ; altsaa er den snarest svindende for dem.
   Skynder blandt Jætterne. Formodentlig af lignende Aarsager. (Et af Maanens Indiske Navne er Scanda, Tschanda.)
   Skin blandt Dvergene. I deres Huler see de ofte Maanens Skin, uden at kunne see den selv. Dens Lys kunde de i Almindelighed taale, men Solens ikke.
   Artæller eller Aarsudregner blandt Alfer. Jfr. Vafthrudnersmaal 25. om Ny og Næ (til Aarsudregning) men. netop disse Væsener (eller de dem bestyrende Aander) kaldes Dverge (eller Alfe) i Valas Spaadom.

17. Sol blandt Mennesker. Latinernes Sol, Lith. Saule o. s. v. (l. c. p. 791).
   Sunna blandt Guder. Ligeledes i de gamle tydske Dialekter o. fl. (p. 792). Heraf vort Söndag, nemlig Solens Dag (ogsaa endnu til i Indien). Guder kan ellers oversættes: Gudernes Præster.
   Dvalins Tryllerinde blandt Dverge. Leika betyder egentlig et qvindeligt Væsen som leger (har sit Spil) med Andre; ogsaa narrer, bedaarer o. s v. Dvalin er Navnet paa en vis Dverg, formodentlig den som forestaaer Sövnen eller Natten. Solens Skin narrer ham, da det fordriver Sövnen. Ogsaa anvendes hint Navn paa Dverge overhoved, men dem forstener eller ödelægger Solen efter den gamle Mythe.
   Skinnende Klode blandt Alfer, at sige Lysalferne; dem maae Solen forekomme mere skinnende, end Jordboerne, da hine ere den saa meget nærmere.
   Evigglands blandt Jætter. Ordet Eyglands (Eigló) er dog meget tvetydigt, men kan, i begge Tilfælde passe særdeles godt paa Solen for Nordpolens Jætter, som 1) Bestandigskinnende (nemlig om Sommeren), eller 2) Ikkeskinnende (om Vinteren).
   Al-klar blandt Asernes Sönner. Disse nævnes ikke tiere i Digtet, og sættes vel isteden for selve Aserne — eller ogsaa fanerne menes derved som Asernes Frænder og nærmeste Undermænd.

19 Herved har jeg at bemærke, at Sky synes nærmest beslægtet med de ASax. Scuia, Gr. σχια. Dansk Skygge o. s. v. (l. c, p. 786), samt kaldes saaledes fordi den skjuler Himmelen eller Himmellegemerne. Dette kunde ikke være Tilfældet ved vor Jords Skyer i Gudernes Verden. Vanernes Benævnelse er atter taget af Vinden. Jætternes udleder jeg af Úr, Funke, Ild, da Ordet ellers vilde have samme Bemærkning som et foranfört i samme Strophe (Regn- eller Snee-spaaende). Jætterne frygtede især fer Tordnerens fra Skyerne frembrydende Flammekiler. Stormvolder kan og oversættes Veirets eller Vindens Kraft. Skjulende er her egentlig efter Ordet skjulende Hjelm eller Dække; I Helheim maatte naturligvis Skyernes formörkende Virkning yttre sig mest.

21. Vind (Vindr) kommer vel af Gjernings-Ordet Vinde (Vinda). Det svarer dog til Lat. Ventus. Tilnavnet Vrinsker sigter maaskee til Odins Hest Sleipner, betragtet som Storm- eller Orkanskyer.

22-23. Det svenske og olddanske Lugn, Logn (hvoraf luun, lun) kommer af Gjernings-Ordet lega, liggia (ligge). Deraf ogsaa Originalens Lægi o. fl. Endnu siger man, naar Stormen aftager: Veiret lægger sig. For Jætterne er det alt for luunt, da de elske Storm og Kulde. I de to sidste Linier henföres det til Dagens eller Lysets Natur.

25. Siár (ellers Siór, Sær) Sö, Hav — menes at være draget af siá (see) da Vandet er gjennemaigtigt og speilklart. Ellers rindes Ordet, med ubetydelige Forandringer, i meget mange europæiske og asiatiske Sprog (l. c. pag. 811). Dette samme kan siges om Mar (Lat. Mare, Tydsk Meer o. s. v. Sammest, p. 721). Sílægia, det blandt Guderne brugelige Navn, sigter maaskee til Himmelvandene, som man ansaae for at være stedse rolige og uoprörte. Vagr (blandt Vanerne) kan antages for at være det samme som Vegr, Vei (da Vanerne foere baade gjennem Luft og Vand), men det er, forsaavidt det betegner Vand, endnu tilovers i det Isl. Vogr, Norske Vaag, Dansk Vove, og er uden Tvivl af asiatisk Oprindelse (l. c. p. 822). Áll hvoraf Textens Álheimr betyder baade en Aal (oprindelig vistnok og en Vandslange), og en lang Fordybning i Floder, Söer eller Havbund. Her sigtes da vel især til Oceanet og den deri boende Verdensslange, thi det var egentlig Jætternes Hav, ubefarligt for Menneskene.

27. Ild kaldes Eldr af Gjernings-Ordet El (jeg föder, nærer). Alt er ogsaa oprindelig fremavlet af den overhimmelske Ild, efter Edda-Læren. Funi har rimeligvis en lignende Oprindelse (l. c. p. 610. 631). Her forekommer endnu Ordet Vagr i Vanernes Sprog. Betyder det her Vei, vilde Vand, Jord og Ild have det samme Navn i deres Tungemaal. See foran Str. 11 og 25. Ellers bruge Latinerne Ordet Æstus baade om Hav og Ild, ligesom de Danske sige om begge Dele at de brænde (ved Brand og Brænding), Saaledes kommer og det isl. Brim (Havets Brænding) af det ordnord. Brími, Ild o. s. v. De hos Jætter, Dverge og Helheims Indvaanere brugelige Benævnelser, sigte sikkerlig især til den underjordiske ild.

29. Vidr (Veed, Ved) er et af de ældste og i forskjellige Sprog meest udbredte Ord, hvoraf det Engl. Wood o. s. v. (1. c. S. 838). At Vanerne kalde et Træe eller Skoven i det hele Vöndr (Vaand) er mærkeligt nok, da Ordet kommer af Vinda (vinde), men Vindene (Luftaanderne, som staae under Vanernes Herredömme) virkeligen vinde Træerne. Jætterne kalde Skoven Ildens Tænder eller Nærer, da det var fra deres Slægt at den underjordiske Ild kom, og de intet heller attraaede end at forstyrre derved den hele beboede Jord. Derimod gave Alferne den Navn af Favergrenet eller Skjöntbelövet, da de droge Omsorg for Træers og Planten Væxt og Fremblomstren.

30. Natten er en Datter af Jætten Nörve. See foran Vafthm. 25^de Str. med Anm.

31. Ordet Nótt (Nat) udleder G. Magnæus ikke usandsynlig af det Gr. νοτις Væde, skjönt det fuldt saa godt kan henföres til Gr. νυξ, Lat. nox (noctis) o. s. v. (alt af asiatisk Oprindelse, l. c. pag. 742.) Nióli betyder en höi og tyk Plantestængel, altsaa er Fæmininet Niól, Niola ikke usandsynlig en lignende Væxt. Mörket og Sövnen antydes flere Gange i den nordiske Mythologie ved Billeder af denne Art. At Alfernes Benævnelse især sigter til Sövnens eller Nattetidens Vellyst, kommer vel deraf, at man tænkte sig dem som virkende ved alle forborgne Naturkræfter, ogsaa især ved de dertil hörende. Dette sidste vil vises tydeligere ved en anden Leilighed i nærværende Værk. Ogsaa Dvergene (en Art af Alferne) havde meget med sövnen og Drommene at gjöre.

33. Byg (Bygg) kommer neppe som G. Magnæus vil, af det Gr. ϕανω, men er snarere beslægtet med Gr. βυνη og adskillige nyere kaukasiske Ord. Bar (i det Moesogoth. Byg) er endnu til i ligelydende persiske og andre österlandske Ord, samt det engl. Barley. Da Vanerne raade for Sædens Væxt, kalde de den især med dette Navn. De Alt saa gjerne fortærende Jætter kaldte det derimod Æde. Alferne, disse kunstige Chemister og Destillateurer nævnte det Vædskernes eller Drikkenes Udspring. Alfer og Diser dyrkedes flittig af Hedenolds nordiske Huusmödre, uden Tvivl tildeels for at give Lykke til Ölbrygning og sligt. Derom vidne endnu adskillige overtroiske Skikke.

34. Öl kommer af El (ala, Lat. alere, nære, föde). Det Tydske Oel betyder vel i Almindelighed Olie (ogsaa en nærende Plantevædske) men Ordet bruges, ligesom det Danske, for den bekjendte Drik, paa Öen Rügen. Af samme Oprindelse er ogsaa det Engl. Ale o. s. v. Bior, Beor er endnu til i det Tydske Bier, Engl. Beer, Kymr. Bir, Irske Beoir o. s. v. Veigr, Veig (Veigur, Vígor) betyder Kraft, Saft (jfr. det Lat. Vigor). Lögur er beslægtet med Lat. liqvor o. s. v. Miödr (Mjöd, Möd) er öjensynlig af asiatisk Oprindelse, som vises udförlig i mit edd. Gloss. l. c. S. 728 (og om Vin ligeledes S. 840). At Baldur ogsaa drak Mjöd i Helheim sees af Vegtamsqvida 12^te Strophe (jfr. Mythen om Jætten Mimers Mjöd, som muelig er af samme Natur). Denne Vin-lignende Drik, kaldet i Sanscrit Mud, Myd (ligesom ogsaa Mid m. m. af Skandinaverne) overlode de indiske Guder til de onde (eller underjordiske) Aander, medens de selv bemægtigede sig Udödelighedsdrikken. Ved Suttungs eller Suptungs Sönner menes vel her de i selve Jordmassens Huler boende og virkende Jætter (forskjellige fra de egentlige i Udgaard). De sögte ofte at rane de stærke Drikke, eller rettere deres endnu uudviklede Stof, fra Himmelguden. See herom min hertil hörende Forklaring: over Havamaal. Om adskillige af de her anförte mystiske Benævnelser eller Omskrivninger af Elementerne o. s. v. jfr. Oehlenschlägers Bearbeidelse i Nordens Guder S. 273-75.

35. Den Overtroe, hvortil Digteren her sigter om Dverge eller Sortalfe, Jætter og Trolde, som forvandledes til Steen ved Dagens eller Solens Skin (ogsaa Guders eller Helgenes Kraft) forekommer endnu i hele Nordens Folkesagn. Ei heller var den Græker og Inder ubekjendt. Jfr. 1^ste D. S. 78. Thors store List, som var Aarsag til den heromtalte Hændelse af denne Art, see vi lettelig har bestaaet deri, at han opholdt Dvergen (som fandt Behag i at udkramme sin store Lærdom) med Spörgsmaal og Snak indtil han overrumpledes af Lysets for ham dödelige Pile. Saaledes opnaaede Guden sin Hensigt uden at bryde det Dvergen givne Löfte.

---

Noter: