Anmærkninger Harbards-Ljod (FM)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange
Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821
[*] I Österled (paa Jordens östre Kant) især i Udgaard paa hin Side Verdenshavet, er Troldenes fornemste Opholdssted; deden kommer ogsaa Mörket over Verden. Det kunde og være mærkeligt nok, at man i Danmark stedse har anseet Östenvindene for de mest gjennemtrængende og skadeligste, saavel for Jorden som for Menneskene. Thor drager derfor gjerne österpaa i hans Krigstog mod Jætteslægten. Da han nu kommer tilbage (maaske til Oceanet) har den mörke og kolde Vinter faaet Overhaand i Vesten, og formener ham Adgangen til Jordens Athmosphære, hvor han hersker i Sommertiden. Herpaa grunder nærværende Digts Indhold sig i det Hele.
1. Svend er et Udtryk som undertiden brugtes for en Dreng eller Tiener; det forekommer Harbard foragteligt og han svarer strax i samme Tone, da:
2. Karl ofte betegner en ringe Bondemand eller en gammel Stakkel. Begge Talemaader (efter Ordene Svendenes Svend o. s. v.) indeholde ellers paa Österlandsk Viis en forstærket Bemærkning af Benævnelsen.
3. Thors Madkurv antyder maaske den gamle, endnu især i Norge gjængse Tro, at Tordenen medbringer Frugtbarhed og Gröde, som give alle Dyr Föde og Næring. At han siges at have fortæret Sild og Havre, sigter dog vel til hans bekjendte, paa Land og Hav yttrede Virkninger. Nogle mene at Ordet Hafra her skal betyde Bukke (ikke Havre), og da burde henföres til Thors bekjendte Maaltid paa Reisen til Jotunheim; — denne Gang kunde de maaske ikke oplives, og Thor da ej heller age gjennem Luften paa sædvanlig Maade, fordi hans Herredömme nu var forbi i Naturen. Af samme Aarsag kunde han ikke komme over Sundet, enten saa Oceanet eller Vinterluften her menes derved.
4. Thors Moder er, som bekjendt Jorden. Hun siges at være död i sin hendaanende ufrugtbare Tilstand, der tager sin Begyndelse ved Vinterens Nærmelse. Da mister Tordneren ogsaa selv sin Kraft, men hans Bolig bliver sörgelig, efter Harbards Udtryk.
5. Thor maatte höre en slig Tidende med Forfærdelse, da den sommerlige Jord ikke alene er Tordenens Moder, men ogsaa dens Nærerinde (ved uddunstede Dampe).
6. Ved Thors tre Hovedgaarde eller ypperste Boliger mener Jætten vel Thrudheim eller Thrudvang, Bilskirner og Midgaard, eller ogsaa hans tre fornemste Opholdssteder: i Ætheren (hos Aserne, ved den ham helligede Planet) i Skyluften og paa Jorden. Hans nu iværende Nögenhed og Uselhed sigter vist ellers til hans svundne Herlighed og Kraft, da det ikke mere staaer i ham Magt at frembringe Lyn eller Torden. Her fattes han Vogn, Forspand, Styrkebelte, Fölge o. s. v.
8. Navnene Hildolf (Hild-Alfr) og Raadsö (imperii insula vel regio) sigte til en Herre eller Guddom som har en stor Magt, og betyder vel Aarstidernes överste Behersker efter Digterens skjulte Mening. Han lader den fiendtlig sindede Harbard skielde Thor ud for en Voldsmand og Hestetyv, fordi Tordenen tit skiller Folk af med deres Ejendomme, og slaaer undertiden Heste ihjel.
9. Da Thor mærker at Vinteren har faaet Overherredömmet paa Jorden, tilstaar han, at han nu er fredlös eller landsforvist. Om Meile og Magne, see den mythologiske Ordbog.
10. Om Navnet Harbard m. v. — see Indledningen.
11. Har En begaaet en ond Gjerning eller træffer paa mægtige Fiender, saa dölger han gjerne sit Navn og skjuler sig saa vidt mueligt.
12. I de sidste Ord fremskinner de gamle Nordboers græsk-österlandske Tro paa Skjæbnen, især om Dödstimens og Dödsmaadens uforanderlige Bestemmelse.
13. Vagin kan ogsaa oversættes Bugten for Vandet, og Sundet, men det sidste giver sandsynligvis her den rigtige Mening.
14. -15. Fortællingen om Hrungner og hans Kamp med Thor, findes i den yngre Edda, Rasks Udg. S. 107 o. fl. Nyerups Overs. 115 o. f1. Han synes der at være en personificeret Vulkan eller Alpetind (med Hoved og Hjerte af Sten) nedstyrtet for Tordengudens knusende Vaaben.
16. Her omhandles en Mythe som nu er ellers aldeles tabt, saa at vi ej kunne fremsætte nogen Gisning om dens Mening. Kun synes jeg at Udtrykket "fem Vintre" her er værdt at lægge Mærke til. — Hvad der her og i det Fölgende siges om den megen Omgang med Qvinder, sigter muelig tildeels til sædvanlig Stillesidden i Vintertiden, som giver megen Anledning dertil.
18. Den her forekommende Digtning er blot physisk. De heromtalte syv Söstre ere vel de af Ægers ellers Rans (Hav-jættens og hans Hustrues ni) Dötre, som egentlig ere avlede af det vaade Element. Bölger og Elve snoe Strænge eller Strimler af Sandet og opgrave Jorden til eller af dybe Dale. Dog overvinder Vinteren dem med sin List, nemlig ved uformærkt at binde dem med Frostens Lænker, og faa dem saaledes ganske i sin Vold.
19. Om Jætten Thiasse, see den mythologiske Ordbog; jfr. 1ste D. 210 o. f. Fortællingen om hans Drab findes i den yngre Edda 1. c. S. 80 o. f. Overs. S. 102. o. f. Baade hans og Hrungners Fald ere besjungne af Thiodolf fra Hvin i Digtet Höstlöng. Thiasses Öjne bleve af Thor forvandlede til Stjerner; — efter den yngre Edda var det Odin, som gjorde det, for at tröste hans efterladte Datter Skade. I Skalda[1] (Side 122) anföres et heromhandlende Vers af Brage (rimeligvis af Æredigtet til Thor, som da vel ogsaa menes her) — nemlig:
- Han som paa Vindes vide Hvælving
- Opkasted Öinene
- Af Skielöberindens Fader — over
- Den Jord hvor Menneskene vrimle.
20. Her menes vel de personificerede Sneeskyer, kolde Storme og andre slige Phoenomener, som lokkes af Vinteren til Jorden fra deres rette Hjemsteder i Udgaard eller Jotunheim. Jætten Hlebard er vel den samme som Hler eller Æger, nemlig Havet, især for saavidt det grændser til Landet (Bard, Bord, Strandbreden). Han kan siges at miste sin Sands eller Forstand, naar Söen forvandles til Is, eller bedækkes dermed, af Vinterkulden. Gambantein betyder en Tryllekjep eller Trolddoms - Vaand, hvormed Oldtidens Mager og Spaaqvinder gjerne vare forsynede. Ogsaa Fyrsternes Sceptre have rimeligvis denne Oprindelse, da de i de ældste Tider tillige vare Gudernes Præster. Jfr. Skirners Reise Str. 32. — Om Nutidens animalske Magnetiseurer virkelig kunne bruge slige Vaande eller Grene (Baguetter) ved deres Operationer til at trylle forstanden bort, eller give den en forandret Retning, kan jeg ikke indlade mig i at bedömme. Den som her omtales er vel ellers blot allegorisk, ligesom den der tillægges en af de ypperste Frostjætter i Odins Ravnesang Str. 13, hvis Virkninger ogsaa udbrede sig fra Elivaga (Ishavet eller Oceanet).
22. Strophens förste Halvdel indeholder vist et meget gammelt Ordsprog.
23. De Jættinder her omtales ere især de skadelige Fjeld - Orkaner og Östenstorme. Midgaard er her, som paa flere Steder, Skyeluften eller Dunstkredsen. I Skalda (S. 105) findes Brudstykker af Lovsange til Thor ved Veturlide og Thorbiörn Disarskald, hvori syv Jættinder nevnes som ombragte af ham. Et Folkesagn i Oluf Tryggvesons Saga tillægger ham ogsaa Æren for at have dræbt de Jætteqvinder, som engang næsten havde udryddet alle Mennesker i Norge, indtil de formildede Thor ved Offringer. Jfr. Str. 37-39.
24. Medens Nordboerne havde Sommer og Thor forfulgte Jætteslægten, var Vinterens Dæmon Harbard i Valland eller de sydlige Lande. Der bryster han sig af at have opvakt Krige blandt Menneskene, maaske til Erstatning for at han ikke kunde herske der paa anden Maade. Ligesom det physiske Onde især udledtes fra Mörkets og Kuldens Herskere, saa tilskrev man dem og med Tiden det ethiske eller moralske. Ellers synes Digteren ogsaa at have taget Hensyn til de Ideer hvorved Begrebene om Himmel- og Luftguden Odin smeltede sammen med dem om Harbard som Vinterhimmelen. Forfatteren af Digtet har rimeligvis hört til dem som ansaa Odin for den ypperste af Jordens egentlige Guder, men agtede Thor mindre. En anden Sekt havde den modsatte Tro. Jfr. Indledningen. Oprindelsen af den Mythe at Ædlinge og Tappre kom til Odin, laa vel deri at de ædle Sjæle opsvingede sig til deres förste Udspring Ætheren, hvorimod de Feige og Lavttænkende (hvortil Trællene hörte) maatte nöjes med Herberge hos Thor i Skyluften og Jordens Dunstkreds. Lignende Ideer forekomme i Osians Digte. Ogsaa bliver det mærkeligt at den græsk-ægyptiske Hercules (som i visse andre Henseender kan sammenlignes med den nordiske Thor) ligeledes ansaas for Trællenes Skytsgud og Herre; see derom Creutzers Symbolik 2den Udg. II. 217. o. f.
25. Thors Eventyr med Jættens fremgjöglede Handske (paa hans Reise til Jotunheim) fortælles i den y. E. 1. c. S. 50, o. f. Overs. S. 61. Jfr. Ægisdrecka Str 60. Jeg troer at Digtningen sigter til den Handske eller Vante som betegner Vinterens Begyndelse paa de Norske Primstave[2], da Tordenen (eller Tordneren) kan paa en allegorisk Maade, siges at indsluttes deri.
29. Fortællingen om Svarangs Sönner hörer ogsaa til de nu glemte og ubekjendte. Kun nævnes han som en Jætte blandt disses Benævnelser i Skalda. Skulde den vel have havt nogen Lighed med den indiske (af A. W. Schlegel oversatte) Fortælling om Sagaras Sönner, som angrebe Visnu?
30. Her mener Harbard maaske sin egen Omgang med Thors Hustrue, Sif. Jfr. Str. 32 - 48. Sif betegner ellers den löv- og græs-begroede Jord, som omfavnes af Tordenguden i Sommertiden, men kommer ved hans Bortgang i Vinterhimmelens eller Frostjættens Vold..
32. Ved denne spottende Bemærkning synes min Formodning om den 30te Strophes Indhold at bekræftes.
33. Thor forstaar ikke Harbards Spot, da denne ikke vilde nævne sin Veninde.
34. Harbard vil heller ikke ret til at betroe Thor denne Hemmelighed — men synes endnu at frygte for hans Hævn i det Tilfælde. Udtrykket som Ven kunde og oversættes mod givet Löfte.
35. Denne Talemaade er vist taget af et Ordsprog, som sigtede til den Omstændighed, at Fodtöi indkrympedes ved Foraarets Solvarme[3], og kom derved til at skjære eller knibe Foden. Det er vel bleven brugt om Personer, der skadede dem som de skulde gavne.
Ved Enden af denne Strophe er Sammenhængen öiensynlig forstyrret, og her maa altsaa noget mangle i det gamle Digt.
36. -39. Hlesey ɔ: Havets Öe blev et særegent Navn for Læssöe i Kattegattet, men betegnede vel i Förtsningen Hav-Dæmonens mythiske Residenz. Ved de her omhandlede Troldqvinder menes sikkerlig voldsomme og skadelige Havstorme eller Brændinger. I de ældste Tider ansaa man disse Væsener som besjælede og henhörende til Jætteslægten ; — siden troede man at Hexeqvinder indhylledes i slige Naturens Phoenomener for at afstedkomme Ulykker. Thor var baade Jætters og Troldfolks sorne Fjende. Hin Overtro vedvarede paa mange Steder, skjönt tildeels i forandret Indklædning, lige til vore Dage. Forblindede Folk af alle Stænder, (ja endog berömte Lærde, især Theologer, i det 17de Aarhundrede) troede saaledes fuldt og fast at Hexene kunde forvandle sig til Ulve, Katte m. m., samt frembringe Hagl, Uvæir og andre naturlige Ulykker. Ved Jernkjöllerne sigter Thor maaske til Haglbyger eller derved nedfaldende Isklumper; i Kjempeviserne benytte Jættinderne sig (som föranmærket) af Jernstænger. Om Thjalfe, see Anm. til Hymisqv. Str. 39.
40. Her omtales Vinter-Dæmonen Harbards og hans Fölges forrige Ledingstog mod Thors sommerlige Rige (hvor han nu igjen har faaet Fodfæste).
42. Harbard svarer paa Thors Bebreidelse med tvetydige og spidsfindige Ord. — Munda-baugr betyder nemlig α) dels en Ring af meget ringe Værdie som tjente til Haandfang paa et Skjold — dels vel og β) etslags Forlovelsesring, givet Bruden af Brudgommen (af Mund Hand[4] eller Mundr-Fæstensgave); Heri ligger det da at Thor udskjeldes for en Ovinde paa en ligesaa tvetydig som nærgaaende Maade.
44-46. I disse Stropher hersker en Dunkelhed, som jeg ikke tröster mig til at opklare paa en fyldestgjörende Maade. Kun bemærker jeg at Ordet Heimi synes i Odins Ravnesang Str. 10, at betyde Underverdenen og her da maaske Dödningernes Boliger overhoved. Det vilde da være mærkeligt at:
Himin. Heimir. (Heimur) Heimi. er: Himmel. Verden, Jorden. Under-Verdenen.
Paa Visdom eller Tryllekunster som læres af Dödninge fra deres Grave forekomme Exempler i Groas Tryllesang, Vegtamsqvida o. s. v. (for ej at anföre det af Bibelen om Troldqvinden i Endor).
48. Denne Boler synes at være Harbard selv. See ovenfor Str. 30. 32. 34.
50. Thor mentes vistnok at fare i Luften med sine Bukke, men nu var ogsaa deres Liv eller Förlighed borte. Thor siges vel at have forklædt sig som Freya; som en vandrende Yngling o. s. v., men jeg mindes ikke at have seet nogen gammel Beretning om at han har forvandlet sig til noget Dyr, som Odin eller Loke. Ellers ansaaes slige Kunster, for at kunne udöves af Finner og andre Troldfolk.
53. Ligesom Grækernes Cycloper, ejede Nordens gamle Jætter store Qvæg- og Faare-Hjorder. Vinteren driver ei heller nogen Agerdyrkning, men Faar og Heste maa dog da söge deres Næring paa Marken, endog i visse nordiske Egne. Jfr. Anm. til Thrymsq. 35te Str.
56. Meningen af de heromtalte Mærker er vel ikke let at forklare. — Om der ved Stokken, Stötten eller Træet menes den nordlige Hovedstamme af Yggdrasill; ved Stenen eller Klippen derimod den Udgaardske Fjeldkreds. — Salens Sten eller Klippe som ommeldes i Valas Spaadom (Str. 13) — maa da altsaa höre til löse Gisninger. Overhoved omtales her Thors (eller Tordenaandens) allegoriske Fart ned i Jorden, gjennem Havet (Ver-land ɔ: Hav-Egnen)[5] da han endelig skulde hitte Fjörgyn, sin Bestemoder (Moder til Frigga eller den frugtbare Jord) altsaa formodentlig den Gudinde der herskede for Jordens Indre[6], hvoraf Jordfladen er frembragt. Meningen af det hele er dog vel denne: at Thor nu maa, som Landflygtig fra Midgaard, söge sin Tilflugt i Dyber, hvorfra hans Stammemoder, vil vise ham den Vej, hvorpaa han, endelig skal atter ankomme (i Foraarstiden) til Odins Lande, nemlig Luft- og Himmel-Egnene. Gjennem disse (og ligeledes op af Havet) gaae Thors Ætmænds eller Slætningers nemlig Asernes (Himmelens og Himmellegemernes) Veje[7].
58. Ved den opgaaende og (Jorden) sig nærmende Sol betegnes her Foraarstiden, da Thor igjen kommer til sit Luftrige og begynder at herske paany.
59. Naar Vinteren maa vige for den lynende Vaar, opfyldes denne Trudsel.
60. Her synes Vinterens Dæmon at mane Tordneren ned til Underverdenen eller Jordens Afgrund, hvor denne maa forblive saalænge hans Herredömme varer.
Noter:
- ↑ Dog ikke i Thors Benævnelser, som det hedder i Anmærkningen til denne Eddas store Udgave I, 99.
- ↑ Denne Hieroglyphe er vel meget gammel, da Ordet Vöttr (Vante) sandsynligvis kommer af Vetr (Vinter) eller er beslægtet dermed — da den betegner et Klædningsstykke som kun bruges (for Kulde) om Vinteren, og saaledes forkynder dens Komme. Det andet eenstydende Ord, Hanzki (Handske) kommer af Hand, Hönd (Haand) — det Lem som beklædes dermed.
- ↑ Varmi (Varme) kommer vel af Vár (Vaar).
- ↑ Heraf kommer den ellers uforklarlige Besynderlighed i det Danske, ved det bekjendte Ordsprog:
- Morgenstund har Guld i Mund,
- Morgunstund hefr Gull i Mund, ɔ:
- Morgenstund har Guld i Haand.
- ↑ Af Ver Hav. Et Ord som meget brugtes af de Gamle, og nedstammede fra Asien. See min Ordbog til den store Udgave 2den D. S. 833.
- ↑ Fiörgyn betyder vel den Liv- eller Kraft-givende; fra hende kom de stærke Malme og Friggas Livskraft, hvorved alle jordiske Væsener næres. Undertiden kaldes jorden overhoved med hendes mythiske Navn. See videre den mythologiske Ordbog.
- ↑ Ellers synes de her mest uforklarlige Udtryk at være beholdte i en svensk Signeformular, optegnet af Linné, som vel synes at være reen katholsk, men kan dog være omstöbt af en hedensk Trolddomsvise. Deri siger nemlig vor Herre eller Sanct Peder til et Gjenfærd, som drager ud for at skade Mennesker:
- Ja ska lägga dek under ståk och stöyn
- Så at du skal göra Ingen skada möjn.
