Anmærkninger Valas Spaadom (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Anmærkninger

Str. 1. Heimdall, Odins Sön og Himlens Vogter, er dens underordnede Naturgud; hans Slægt ere alle Guder, hans Börn eller Underhavende, alle Mennesker. Efter Fortalen til Edda-Digtet Rigsmaal er han paa en Maade alle Nordboers eller endog alle Menneskers Stammefader. Val-Fader er et af Odins Navne; I Almindelighed fortolkes det: de Dræbtes Fader. Men oprindeligen har det sikkerlig betydet den hvælvende nemlig Himmelhvælvingens Fader; ɔ: vor Fader i Himmelen, ligesom Valhall aabenbare ej er Andet end den hvalte, runde Hall o. s. v.

2. Jætterne (de chaotiske Magter) vare som bekjendt, ældre end Guderne. De vare vise forsaavidt de kjendte de ældste Begivenheder og Afgrundens Löndomme. Ordet Yvidr betyder egentlig Dugskov, et Navn de gamle Digtere have af forskjellige Grunde givet Luften eller Himlen. Middeltræet er Yggdrasill hvis Hovedstamme staaer under og gjennem Jordkredsens Midte. Spaaqvinden taler om den Tid da den endnu Ikke havde fremspiret ovenfor Jorden, altsaa det Old som foregik Verdens Skabelse.

3. Ymer (i Varianten) er den chaotiske Ur-jætte (betegnende selve Chaos og svarende til Grækernes Daemogorgon).

4. Biódr er egentlig en rund Skive, et Fad. Her uden Tvivl i Fleertallet Kredse eller Kloder, nemlig Himmellysenes gyldne Skiver. Midgaard er her Jorden, Universets mellemste Deel. Verdensbygningen (kaldet den Höjes Hall i Havamaal og selv i dette Digt) forestilles som en Sal eller Slot, bygt og ordnet af de tre Börs Sönner (nemlig Odin Himmelen eller Himlens Store Aand) Ve Himmelilden, og Vile Himmellyset.

5. Isteden for Himmelens eller Solens himmelske Heste kan man og oversætte Himlens Port, egentlig Heste-Port, (for dens Ind- og Ud-kjörsel); Meningen Bliver i al Fald den samme. I övrigt er det Strophens Mening: "At Solens, Stjernernes og Maanens Gang var uregelmæssig og ubestemt förend de skabende Guder havde indrettet Verden."

6. Undern hörte og til det gamle Angelsaxiske, og betydede deri Formiddag; — Saavel i Danmark som Sverrig og Norge er Ordet endnu til, udtalt paa forskjellig Maade, især brugt for at betegne en vis Maaltidstime blandt Almuen; i det islandske er det nu ganske tabt.

7. Idas Slette, Gudernes Forsamlings Plads, havde de gamle Nordboer tilfælles med Phrygerne og Grækerne. Himmelbjergets Top forstodes vistnok derunder af begge Folk. Ogsaa Inderne skulle have den samme Benævnelse for Gudebjergets eller Himmelens Midte. Offerkredsen sigter maaskee til den runde Horizont, Templet til Himmelhallen. Oa Guderne mentes at boe eller opholde sig paa slige hellige Steder er Talen i det hele om de Boliger som de opförte til deres eget Brug. Asernes meget Guld og Sölv sigte derimod deels til de saaledes glimrende Himmelkloder (som endnu betegne Metallerne) deels maaskee og til de ædle Malmes Skabelse paa Jorden eller i dens Inderste. Den yngre Edda fortæller hvorledes Guderne dannede de lysende Himmellegemer af gloende metallisk Materie (Senner eller Storre) fra Muspell.

8. Asernes Legen med Guldtavl (efter Kjæmpevisernes Udtryk) er vel intet andet end Stjernernes lignende Bevægelser. Den glimrende Himmel og Gudernes Glæde formörkedes aldrig, indtil Jættinderne opkom fra Underverdenen medbringende Mörke, Taage og Spiren til Gudernes Undergang. De tre store Jætttinder vare maaskee Natten, Angurbode (Ulykkens Moder, Mörket) og Hel, Dödens Gudinde. Eller det vare de Jættinder som Guder blandedes med eller toge til Ægte, som Skade, Gerde og flere. Digteren mener da at Asernes Skabelseskraft ophörte derved, men blev paa en Maade (dog i det mindre) overladt til Dværgene om hvilke han nu strax kommer til at tale. I det hele forekommer her den næsten blandt alle gamle Folkeslag almindelige Idee om Guldalderen og dens Forsvindelse ved det Ondes Indförelse i Verden.

9. Mellem denne og den næstforegaaende Strophe synes noget at være bortkommet — med mindre Digteren vil antyde at Guderne besluttede at skabe Dværgene (hvoriblandt Sortalfeme eller Mörkets Aander) efter Jættindernes Raad. Havjætten er vel Ymer, den store chaotiske Vandsamling; hans Blod er Vandet, hans Been og Kjöd Stene og Jord. Af disse skabtes de dem beboende Natur- eller Elementar-Aander.

10. Modsogner betyder vel den som bereder eller bestyrer Jordens organiske i Stilhed virkende Kræfter hvorved alle Metaller og Væxter frembringes o. s. v. Durin kommer maaskee af Dur, Sövn, Blund, Nat, altsaa virker den, som bærer Navnet, umærkeligen og i Löndom. De Gamle forestilte sig Dværge, Dæmoner og Guder som et slags luftige Væsener i Menneskeskikkelse.

11 til 14. Her begynder den lange Opregnelse af Dværgene, som tydelig nok betegne de underordnede Naturkræfter. Digtets ældste Fortolkere, have allerede indseet dette; det er ogsaa klart nok af Begyndelsen. Ny og Næ ere Egenskaber ved Maanen som yttrer sin Indflydelse paa den hele jordiske Verden ; de fire næstfølgende bevogte eller beherske dens fire Kanter eller de fire Hovedvinde ; Al-tyv den som bemægtiger sig og synes at opsluge alt i Mörket; Dvalin den som giver Dvale, nemlig Sövnen, Bivur den Bævende eller Rystende, Luften eller Vinden. Endvidere kunne vi mærke i det fölgende:
   Vind-Alf Vindenes Alf eller Dæmon.
   Lit (Löd, Farve) en Hovedegenskab ved alle skabte Ting som dog forandres i utallige Nuancer lige som ved en usynlig Aands Paavirkning.
   Öjrvang, Leerjord, frugtbar Jord (dens iboende eller bevogtende Genius).
   Egeskjold, den i Ege eller Træer boende Naturaand.
   Loni, Sö- eller Vand-Manden.
   Hlevang, Havets Slette eller dens Behersker.
   Draupner, den dryppende (Regn, Snee o. s. v.)
   Regin, Regnen.
   Gloi, den glimrende, Ilden m. v.
   Vile (den behagelige ɔ: Lyset).
   Froste, Frostens Frembringer.
   Hliód-olf, Lydens Alf eller Dæmon.
   Skirver, den opklarende.
   Virvir, den omhvirvlende.
   Skafid, den som omdriver Snee- eller Sand-fog.
   Ai, Aa- eller Elv-Aanden, Nökken o. s. v. Alle disse Navne vise os klarlig nok at de Gamle have ved Dværge eller Alfer forestilt sig en stor Deel af de Natur-Aander hvormed saavel Græker og Österlændinge, som vore Forfædre meente at hele Verden var opfyldt, og hvorved de troede at alle, regelmæssige eller uregelmæssige Naturbegivenheder fremvirkedes.
   Var Sangen en Frembringelse af de nyere Tider, vilde visse urigtige Gjentagelser ej forekomme, f. Ex, Egeskjold baade i den 13de og 15de Str.
   Solens ɔ: Verdens Klippe i 3de Str. er maaske det midt i Verden liggende Gudebjerg, som af saa mange Folk meentes at forene Jorden med Himlen; kan og betyde Jordens Granitkjerner, dens Klippegrundvold eller og den Bjergkjede der udbreder sig over dens hele Krop.

15. Efter at Dværge og Alfer, eller Verdens og Jordens underordnede Natur-Aander vare frembragte, skabtes Menneskene af Træer (ogsaa efter de gamle Persers og Grækers Lære). Forsamlingen, hvorfra Guderne kom er det i 9de Str. ommeldte höjtidelige Stævne. Huset hvortil de kom, er her igjen Verdensbygningen.

16. Odin, den store Aand gav Menneskene Aanden og Livet.
   Hœnir (Hœdnir eller Heidnir) — Lysets Gud — gav det Forstanden.
   Loder, Ildens Guddom, gav dem det varme Blod og den blussende Ansigtsfarve,

17. Verdenstræet Ygdrasill er et digterisk Billede paa vor hele Verden; dets överste Deel er Himlen som synes at være bestænkt med hvide eller lyse Vædsker; derfra kommer ogsaa Regn og Dug over de lave Dale. Urdes Kilde er især den klare Æther; nærmest mod den (i Syden nemlig) er Jorden evig grön, Himlen (efter Digternes Skildringer) evig blaa.

18. Her omtales de 3 store Norner, som næsten i et og alt svarer til Grækernes Moirer eller Moerer, Romernes Parcer. Ogsaa Inderne have tre slige store Gudinder. Udtrykkene, de skare paa Tavle eller Skjoldet, sigte sikkerligen til de af de gamle Præster eller Vise i Runer indgravede Hedenoldssange eller Lærdomme; at de hedenske Nordboer virkelig indskare Sange paa Træ viser Thorgerdes Exempel i Egils Saga. Rimeligviis ere alle slige blevne ödelagte eller skjulte först efter at Kristendommen var indfört i Norden.

19. Guldveig, Guldets Kraft eller Grundæmne betegner her uden Tvivl selve Guldet. Da Menneskene opgravede det af Jorden og brændte det i den Höjes Hall (i Verden) opkom Mord og Drab. Guldet burde maaskee brændes eller smeltes tre Gange, naar det skulde ansees for at være rigtig purt; dog kan det omsmeltet utallige Gange uden at forgaae, men oplives eller bliver til paa Ny uden at tabe Kraft eller Glands.

20. Guldets höje Agtelse og dets forunderlige Kraft beskrives her paa en allegorisk Maade. Det kan tæmme Ulve eller civilisere vilde Mennesker, men dets Virkninger ere dog i det hele snarere fordærvelige end nyttige.

21. Guderne vredes over dette formastelige Paafund af Menneskene, hvorved de til deres egen Ulykke havde indfört blandt sig Guldets Brug, didindtil allene forbeholdet Guderne, og holde Raad, om de skulde straffe det, eller lade sig forsone ved Bönner og Ofringer. Efter Grækernes Myther vrededes Guderne over Ildens Benyttelse af Menneskene, og straffede dem derfor med alle jordiske Ulykker, som udfore af Pandoras Æske.

22. Odin vil ej lade sig formilde, men nedsender et Spyd eller Pil til Jorden, hvorved Himmelborgens Forskandsning (Ætheren) gjennembrödes, og de derunder (i Skyeluften) boende Vaner saae at Fejde var forkyndt mod Menneskene, og fore (som hærgende Stormvinde) over Jorden. Derefter opstode Krige og Ulykker blandt Menneskene. Saaledes lader vor Digter den virkelige Guldalder forsvinde Ved Guldets Forarbejdelse paa Jorden.

23-24. Mellem denne og næstforegaaende Strophe mangler uden tvivl et stort Stykke, angaaende den List hvormed en Jætte overtalte Aserne til at love ham Freja, samt Sol og Maane, til Ejendom. For at redde Guderne og Verden fra forsmædelig Undergang bröd Thor den indgaaede Forening og dræbte Jætten. Alt dette fortælles vidtlöftig i den yngre Edda (som dog söger at besmykke hans Fremgangsmaade). See Nyerups Overs. S. 55-58. Det er rimeligt at enten Sol- og Maane-Formörkelser, eller ogsaa Solens tilsyneladende Nærmelse til Dybet og Ophold deri i Vintertiden have givet Anledning til denne Mythe.

25. Spaaqvinden synes her at antyde at Gudernes Undergang eller Död er at ansee som en Straf af Skjæbnen for det saaledes begangne Forræderie mod Jætterne, da hun her, ved at omtale Hejmdalls Basun, har villet pege til hiin vigtige Begivenhed. Thors Krig mod Jætterne er vel ellers intet andet end Tordenens mod Vinterens Dæmoner i Foraarstiden, som da slaaes ganske paa Flugten, men Heimdall vil dog atter have nödig at opfordre Aserne til Kamp mod dem, naar Mörket, allerede ved Sommersolhverv, igjen begynder at tage Overhaand i Verden. Denne physiske Scene var et Forvarsel paa Lysgudernes Vinterdöd, saavel i Soleaaret, som Verdensaaret. Valfaders Pant er Odins i Havet gjemte Öje, hvorom der nærmere handles i den næstpaafölgende Strophe.

26. Det synes her som om Odin vil adspörge den vise af Jætterne oplærte Spaaqvinde, om hvem Digteren taler i tredie Person, om Fremtidens skjulte Begivenheder. Mimer er vistnok en af Rimthusserne eller Frostjætterne, og behersker især det yderste Norden, hvor han bevogter Havets dybe Udspring ; der skjules Odins eller Himlens Öje, nemlig Solen, hver Nat, og hver Morgen nyder Havjætten deraf den guldröde Mjöd, Morgenröden nemlig. Saaledes kaldte Ægypterne Solen Osiris's el. Hori, Grækerne Zeus's, Inderne Visnus, Perserne Ormuyds Öje o. s. v.

27. Odin opfordrer Vala til de vigtigste Spaadomme, og kjöber dem med store Belönninger. Hærenes Gud eller Herre kaldes Himmelguden, og af andre gamle Folk, selv af Hebræerne; saavel Odin som Zeus vare Sejerens, fölgelig ogsaa Hærenes og Feldttogenes Guddomme.

28. Valkyrjerne vare oprindeligen visse glimrende Meteorer eller Luftsyner, som Ildkugler, flammende Nordlys o. s. v. der udsendtes fra Valhall, nemlig Himmelhvælvingen, af Odin, dens överste Guddom. Endnu mener Almuen i mange Lande at slige Phoenomener betegne forestaaende Krige og Ulykker. Her forkyndes Balders Död ved deres Udriden.

29. Det er mærkeligt at Biel- eller Bel-Bog, de slaviske Folks gode Gud, som i mange Henseender svarte til vor Balder, Österlændingernes Baal, Celternes Belen, Irlænderes og Höjskotters Beal o. s. v. forestiltes med et blodigt Aasyn, Syrernes og Grækernes Fabler om Adonis's og Attis's blodige Död, Ægypternes om Osiris's, Indernes om Krischnas o. s. v. ere af samme Oprindelse, da de samtligen sigte til Sommersolens Vinterdöd. Mistelen el. Misteltenen er som bekjendt en i andre Træer indgroet Snylteplante; her omtales en saadan paa Verdenstræet, og vor Digter saavelsom den yngre Eddas Forfatter, synes virkelig at mene en Komet, som, da Frigg tog alle Væsener i Eed at de ikke skulde skade Baldur, ej var synlig paa Himlen, ligesaa lidet som disse Væsener höre til Naturens (os bekjendte) regelmæssige Orden. Ellers vide vi at Kometer til alle Tider og i alle Lande ere blevne anseete for et höjst ulyksaligt Varsel. Efter at den förste Komet, denne af Yggdrasills Stamme udvoxne glandsende Vaand lod sig see, og udskjödes af Höder eller Mörket — maatte man vente at Verdens gyldne Alder snart maatte ophöre, ligesom den og da snarligen hendöde med den herlige Balder. Videre Forklaringer over denne Mythe vil jeg söge at give i Kommentaren over de hertil nærmest hörende eddiske Digte.

31. Balders Broder Vale eller den lysere Aarstid dræber og opbrænder (ved Fakkelfestens Glædesbaal) Höder eller Mörket som havde omkommet Balder. Dog begræder Frigga, Jordens Gudinde, endnu, i sine lavere Sale, Valhallas støre Tab. Saaledes græd den phrygiske Gudinde over Attis, Aphrodite over Adonis, Isis over Osiris o. s. v. See endvidere Indledningen til Digtet, samt hvad der anföres om Vale i Beskrivelsen over de oldnordiske Solhuse.

32. Her omtales Lokes (den vulkaniske Ilds) Fængselsstraf. Det er naturligt at hede Kilder opvælde over hans underjordiske Buur. Sigyn eller Signy var hans Kone, maaskee en Personification af Jorden. Perserne digte at Ahriman (deres Loke eller Djævel) ligger fængslet under de brændhede Naphta Kilder ved Baku i Aderbeizan el. det gl. Atropatene, ved det kaspiske Hav Den fremqvældende flydende Naphta er efter deres Mening, det af ham udsmeltede Fedt. Læser man Hunnernes Lund, som nogle antage, kan det Anmærkes at en Deel af Hunnerne kom fra Caucasus, samt menes at boe der endnu, og at det netop er paa flere Steder af denne Bjergkjæde de Gamle satte Fængselsstedet for Prometheus som ligner vor Loke i mange Henseender. Perser og Inder have lignende Historier om Kjæmper, Trolde eller onde Dæmoner fængslede i Klippehuler i den egentlige eller og den indiske-kaukasiske Bjergstrækning.

33. Slid er en af Underverdenens Floder, som forenes med Elivaga, det ubefarlige Ocean som omgiver Jorden. Her mod Norden, paa Mörkets Fjelde, har en Jætte- eller Dværgfyrste en gylden Sal. En anden har en saadan i Udgaards (eller den yderste Fjeldstræknings) hede Deel, da Brimir ellers betyder Ild; muelig menes her og brændende vulkanske Afgrunde.

34. Her beskrives det nordiske Helvede Nastrand eller Lig-Kysten (omkring Hvergelmers uhyre gyselige Afgrund). Meningen er vel den: at Slangerne hæve Hovederne i en Klynge over den store Aabning paa Taget, og lade saaledes deres Gift nedregne over de Fordömte.

35. Nidhugger er egentlig den störste eller vældigste Helvedesslange, svarende saaledes til Persernes Ahriman o. s. v. De österlandske Folkeslag opfyldte ogsaa Underverdenen og de underjordiske Straffesteder med giftige Slanger.

36. Den Gamle i Jernskoven ɔ: den kolde mörke Skov, er uden Tvivl Natten eller Ur-Mörket — alle Troldes og mythiske Uhyrers Moder, som virkeligen bestandig fremskrider over Jorden fra Östen. Visse asiatiske Folk, f. Ex. Kalmukkerne, tale om et Jernbjerg der omgiver Jordens Kreds, og som saaledes svarer til vort gamle Udgaard, hvor hiin Jernskov meentes at ligge. Ved Indernes Helvedesfloder ligger en Skov som bærer lutter Sværd og Spyd isteden for Blade. Sidst i denne og först i næstfølgende Strophe omtales de Ulve, Drager eller Uhyrer, der meentes engang at ville opsluge Sol og Maane, samt ödelægge Verden; ligesom disse ogsaa frygtedes for af Græker og Romere, saa skeer det samme endnu af Chinesere, Inder, vilde Amerikanere o. fl. ved en Overtroe, der synes at have været udbredt over vor hele Verden.

38-39. Her omtales Jætteörnen Hræsvelg, Nordenstormenes Frembringer, som slaaer sin Æolsharpe af Glæde over Gudernes nærforestaaende Undergang. Fugleskoven er her et digterisk Udtryk for Luften eller Himlen. Den faverröde Hane i Nærheden af Nordpolen, kaldet Fialar eller den mangeformede, er maaskee Nordlysets spillende Flammer, som vel kunde fortjene et sligt Navn; den guldkammede Hane blandt Aserne er vel Luftilden, som galer i den himmelske Torden o. s. v.; — den sodröde Hane i Underverdenen er derimod den vulkaniske Flamme, hvis Udbrud ogsaa er forenet med en vældig Tuden og Bragen. Disse bryde lös paa eengang som Varsler for den sidste Kamp. Ellers siger endnu den danske Almue ordsprogsviis at den röde Hane galer over ens Tag naar virkelige Flammer omflagre det brændende Huus. De gamle Perser tale meget om himmelske, skinnende Haner, i deres Religions-Böger; Grækerne skal undertiden have forestillet Solen emblematisk som en Hane, maaskee fordi denne Fugl forkynder Dagen og dens forestaaende Frembrud.

40. Enten er det blot den för bundne, men nu lösladte Fenris-Ulv (atter en Personification af den underjordiske Ild), som omtales her strax i Begyndelsen, eller det er den heftigste Orkan som ogsaa farer tudende frem, forestilt som Helvedshunden Garmur.

41. Disse Spaadomme stemme nöje overens saavel med Romernes som med Österlændingernes (især Inders og Hebræers) Forestillinger om Verdens sidste Tider.

42. Her er Middeltræet igjen Yggdrasills Hovedstamme; Mims eller Mimers Sönner Hav- eller Frostjætterne. Giallar-horn er Heimdals Basun hvormed han forkynder Guderne den udbrydende Krig. Odin söger nu forgjæves gode Raad i Dybet. At Mimer oprækker sit Hoved deraf, vilde vel maaskee i Begyndelsen ikke sige andet, end at Havet, i den svære Söegang, farer op mod Himlen; ved dets Brusen og Luftens (eller Vindens) Hvinen, forstaaer Digteren maaskee Mimers og Odins Samtale.

43. Jætten er vel her Loke, Istedet for Jættens Sönner (eller Venner, som andre læse) kan man og oversætte Mimers (Havjættens) Sönner eller Venner, og da menes her enten Bölger eller Storme. Yggdrasill eller Verdenstræet ryster forfærdelig i den uhyre Natur-Revolution, men Stammen eller Roden bliver dog staaende, for siden at fremspire og opblomstre paa ny.

44. Hrymur eller Hrimur synes at være Hrimthussernes eller Frostjætternes överste Anförer; Havet opsvulmer for ham. Verdensslangen eller Midgaardsormen er det rasende Ocean. Örnen (som formeldt) den dræbende Storm.

45. Skibet Naglfare bærer Muspells Sönner, ɔ: de empyræiske Ildaander, som ogsaa komme oven eller uden fra, for at ödelægge Verden. Ordets Oprindelse er mig ubekendt. Havet hvorover det farer, er vel et uhyre Luftrum. Der gives Ord i vort gamle Digtersprog; som baade betegne Hav og Luft. En Ammestuefabel, der berettes af den yngre Edda, om dette Skibs Beskaffenhed, er kun mærkelig ved at erfare, hvor ældgammel den deri ommeldte Overtro (om Næglenes Afskjærelse) er, da de gamle Perser og Skandinavier have havt den tilfælles. Loke er her Ilden, han er Broder til Byleist (den skadelige Storm) og Helblinde (Dödblænderen eller Havet). (Ild, Luft og Vand ere de tre broderlige Elementer, som ödelægge og frembringe Jorden vexelviis).

46. Aser ere de höje Himmelguder, Alfer de mindre underordnede Natufaander. Ogsaa de i Bjergenes inderste Klippehuler boende Dværge, mærke nu at de ville styrte sammen, tro sig ikke sikkre der, og styrte Stönnende ud af Dörrene.

47. Surtur er egentlig hele Universets överste Gud, omgivet af Lys og Flamme, boende i den höjeste empyræiske Himmel. Ved ham er vor Verden frembragt, ved ham skal den forgaae og fornyes. Alt dette stemmer nöje overeens med samtlige de ældste Asiatiske Folks Troes-Systemer.

48. Hlyn (Lyna) omtales ellers i den yngre Edda som en underordnet Gudinde, men her anvendes vel hendes Navn paa Frigga selv (Jordens Gudinde, Odins eller Himmelgudens Hustrue). Her siger Digteren at han eller Himlen opsluges af Fenris Ulven eller Afgrundens Lue og det underste Mörke, hvorimod Bele's (Vinterens) Drabsmand, nemlig Freyr eller Solen tilintetgjöres af den endnu lysere og hedere Surtur, af hvis Flammeverden den oprindelig kun var en Gnist eller Funke.

49. Vidar er det Meteor som de gamle Ægypter, Græker og Romere kaldte Typhon, vi derimod et Skybrud eller Skypumpe o. s. v. Ved dets vidunderlige Kraft dæmpes Fenris Ulvens eller Verdensbrandens Raserie, hvorimod:

50. Tordenguden Thor, Jordens Sön, dog endnu har en haard Kamp mod Verdensslangen (Midgaardsormen) eller Oceanet. Ved sin sidste Kraftanstrængelse dæmper han vel Havets uhyre Rasen, men dets for ham giftige Dunster og overskyllende Vover, medtage ham saaledes, at han selv falder udmattet ned og finder sin Död.

51. Aldurnári af næra (ligesom vel og den rigtige Nári); ogsaa hæra af hár, bára af bæra, særi af sár o. s. v., eller: det altnærende Træe er Verdenstræet Yggdrasill. Dets Stamme afbrænder ikke gandske, som vi strax see ganske tydelig i det Fölgende.

52. Digteren vil altsaa, i Overeensstemmelse med alle Folks ældste Sagn og tillige med de nyeste Naturforskeres Paastand, at Jorden er opkommet af Haver, eller bleven til af en uhyre Vandsamling. En saadan Revolution undergaaer den nu paa ny. Udtrykket idia-græn er vel her egentlig Sö-grön, da den af Dybet opkommende Jord, er, ligesom Havets Bund, overgroet med mörkegrönt Sögræs. Havet overskyller da tildeels selv de höje Bjerge, og nedstyrter derpaa i Fosse, hvorover Fjeldörnen svæver, da den nu maae nære sig af Fisk.

53. Asa-Guderne oplives nu igjen paa Idasletten (den fornyede Himmel). Den för vældige Jordomgiver er den nu fældede Verdensslange, Oceanets Hersker. — De overtage paa ny Verdens Regjering efter de gamle Exempler og Regler, som de gjenkalde i Hukommelsen.

54. De gyldne Tavler eller Tavl Brikker ere her igjen Stjernerne eller de skinnende Himmelkloder. Billedet er fuldkommen saa naturligt som Sphærernes himmelske Musiceren hos Grækerne. De to sidste Linier findes indskudte i Papirs-Haandskrifterne, og synes i al Fald overflödige. At Himlen, Gudernes Land, forestilles her og paa flere Steder grön eller græsbegroet, er ikke saa unaturligt efter de Gamles Forestillinger. Det er os nemlig bekjendt at Bjerge, Skove, Kyster, seete langt fra forekomme os blaa, omtrent som Luften eller Himmelen, endskjöndt de virkeligen ere grönne, o. s. v.

55. Sommer og Vinter eller Lys og Mörke, skulle igjen forenes paa en behagelig Maade i Odins nye Rige, da Balder og Höder skulde boe der tilsammen i al Eenighed.

56. Hœner (Hœdner ell. Heidner), Gud for det himmelske Lys. — Ellers vel den samme som Vile, hvis övrige tvende Brödre vare Odin og Ve (Luft og Ild). - Det er da maaskee deres Afkom eller dem selv, fornyede og gjenfödte (efter Sjælevandringens Lære), som omtales her.

57. Gimle, de saliges herlige Slot staaer i det höjeste Lys (eller Himmel) under Surturs Overherredömme.) Hverken det eller Niflheim og Nastrond er underkastet nogen Forstyrrelse eller Hovedforandring.

58. Denne Strophe findes kun i Papirs-Haandskrifter, samt fordömmes derfor af nogle som uægte, og foranlediget af kristelige Ideer. Jeg er af en modsat Mening, da det vel er upaatvivleligt at alle de mange forskjellige Haandskrifter af Digtet ikke have oprindeligen fulgt en eneste Codex paa en udelukkende Maade. I Hyndlas Sang forekommer desuden et meget lignende Sted, og det her omhandlede synes at staa i en meget naturlig Forbindelse med den næstfølgende og sidste Strophe.
   Enten Talen er her om den gjenoplivede Odin eller om Surtur (der, hver paa sin Viis kunde kaldes Alfader), kan jeg ikke sige for vist.

59. Efter manges Mening synes Spaaqvinden, naar han læses isteden for hun, at forkynde endeligen Helvedesslangen Nidhugs Undergang eller Fordrivelse af Verden, hvilken han her gjör et forgjæves Forsög paa at bemægtige sig. Skal man fölge den sædvanlige Læsemaade kan man ej andet end tænke paa den Valas Gjenfærd som i Vegtamsqvida spaaer for Odin om Gudernes og Verdens Skjæbne, især naar man lægger Mærke til, hvad der er anfört i det foregaaende, at alle vor Valas egentlige Spaadomme fremföres efter den samme Guds Opfordring (see Str. 28).
   Dog er det vel tænkeligt at den Vala, som forfattede eller siden reciterte Sangen, mener blot ved de sidste Ord "Nu vil hun synke" hvori hun, som oftere, taler om sig selv i 3die Person, sin egen Nedfart fra den Forhöjning hvorpaa slige Personer plejede at sidde medens de hellige Sange bleve afsjungne o. s. v. — Kan vel være at de höje Steenaltere, i vore nu saa længe forladte og vanhelligede Offerdysser, hvis Overliggere ofte synes at være indrettede til et slags Sæder, undertiden tjente Talere, Præster eller Spaaqvinder til Kathedre. At stige pludselig ned fra en saadan Forhöjning, og ligesom forsvinde ind i det nedenunder værende Klippekammer, kunde vel kaldes at synke, i Digter-Sproget.
   I övrigt troer jeg, efter hvad jeg har anfört i Indledningen; at den begeistrede Digterinde mener selve Mörket ved den skumle Drage som kommer tilflyvende fra Mörkets Fjelde eller Huler, og synker, eller nedsænker sig over Jorden. Dets förste Nærmelse til Jorden skete og virkelig ved Solens Vendepunkt i Sommersolhverv, netop da Vala, efter min Gisning, ender sin festlige prophetiske Sang. Dertil henviser jeg og angaaende dæmoniske Dragers Omflagren ved Sommersolhverv, efter Sydboernes Overtroe, De forskjellige Forklaringer beroe saaledes paa en af tvende Læsemaader, han (Dragen) eller hun (Spaaqvinden).