Anmærkninger til Islandske Folkesagn og Eventyr II

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864

Anmærkninger


1) Ved Nøst (see Side 1) forstaaes en fiirkantet Plads, indhegnet ved et stærkt, omtrent 2 Alen høit Steengjerde, hvor Baadene trækkes op for at sikkres mod Stormens og Havets Magt.


2) »Seent fyldes Præstesækken« (see Side 40). Den islandske Talemaade »seint fyllist sálin prestanna« indeholder et Ordspil, idet Ordet »sál« kan betyde saavel Sjæl, som den Tverpose af Skind med en Træbund i begge Ender, hvori Rytteren pleier at medføre sin Reisekost og Flaskefoder og som spændes bagved hans Saddel paa Hesten. Talemaaden kunde altsaa ogsaa oversættes ved: »Præsternes Begjærlighed bliver seent mæt«.


3) Med Hensyn til Sagngruppen om Udliggermændene (útilegumenn), som findes Side 50 til 166, bemærkes Følgende:

Oprindelig vare Udliggermænd ikke Andet end Forbrydere, der, for at undslippe Lovens Arm, flygtede bort fra Bygderne og søgte Skjul i afsides Fjelddale, Huler og paa andre øde Steder. De skulde leve, men hvoraf? De eiede Intet og vare altsaa henviste til, hvad de kunde erhverve sig ved Tyveri. Deraf kom det da, at de bleve satte i Klasse med Stimænd og Røvere. Men paa Grund af deres strenge Afsluttethed fra Bygdefolket, kom de til at staae for dette i en mystisk Belysning; Forestillingerne om dem og deres hele Levemaade bleve uklarere, Folkefantasien kom til, og efterhaanden uddannede der sig da Anskuelser om deres Færd, der kun havde saare Lidet tilfælleds med den nøgne Virkelighed, saaledes at vi endog undertiden, naar vi læse Fortællingerne om dem, troe os hensatte til Alfernes Hjem. Enhver tænksom Læser vil i hele denne Gruppe kunne finde meget Nyt og for Island Eiendommeligt, der neppe har noget Tilsvarende i andre Landes Æventyrliteratur.


4) Høstfolkene (see Side 107). Paa Sønderlandet udgjør Fiskeriet, paa Nordlandet derimod Faareavlen Befolkningens vigtigste Erhvervskilde. For nu at høste gjensidig Nytte af de forskjellige Naturforhold, drage Nordlandets unge Mænd sydpaa om Vinteren, for at fiske, og vende saa om Foraaret hjem igjen med deres Fangst, medens Sønderlændingene drage nordpaa om Sommeren, for at være behjælpelige med Høhøsten, der sædvanlig falder fra Slutningen af Juli til Slutningen af September. Her arbeide de nu for en Dagløn, der bliver beregnet ugeviis og udbetalt dem i Smør til den Priis, hvert Aars Kapitelstaxt fastsætter derpaa.


5) Brydekampen (jfr. Side 151 og flg.) (glíma) er een af Islændernes ældste og folkeligste Forlystelser, der har vedligeholdt sig fra de ældste Tider og, skjøndt ikke længer saa almindelig som forhen, endnu den Dag idag bliver holdt i Hævd og Ære. Den forekommer især, hvor større Folkesamlinger finde Sted, f. Ex. i Fiskerleierne. Det har heller ikke været usædvanligt, at Mænd fra flere Bygder have sat hverandre Stevne, for at en rigtig livlig Brydekamp kunde sættes i Gang.

Paa alle større Folkemøder er da den saakaldte »Bøndernes Brydekamp« (bændaglíma) den almindeligste. Bryderne blive skilte i to ligestore Flokke, som hver vælger sig en Høvding, der kaldes »Bonden«. Ved Sondringen tages der især Hensyn til, at Kræfterne blive nogenlunde ligeligt fordeelte. Naar Fordelingen er tilende, udskikker hver Bonde een af sine Mænd, hvortil han først altid vælger den Svageste og mindst Behændige. Disse to Udsendinge tage nu hinanden i Favnen og brydes, indtil een af dem falder. Saa bliver en ny Mand sendt ud for at brydes med Seirherren; een af dem falder; saa kommer en ny, og saaledes bliver det ved, saalænge der endnu er Nogen tilbage i Flokkene. Det er gjerne Enden paa denne Kamp, at »Bønderne« staae alene tilbage, og nu, da alle deres Mænd ere faldne, skulle de kjæmpe med hinanden, for hver at hævde sin Fylkings Hæder. Denne Kamp bliver langvarig og haard; thi »Bønderne« ere jo alle de andre Bryderes Overmænd. I Brydekampen kommer det meget mere an paa Behændighed og Snarraadighed end paa Kræfter. Den stærkeste Mand, der ei forstaaer at brydes, fældes øieblikkelig af Bryderen, selv om denne er svag af Kræfter. Bryderens Tag bestaae i, at den ene Haand, f, Ex. den venstre, griber fat i Modstanderens Buxelinning, medens den høire Haand griber fat i hans høire Buxelaar. Kampen begynder, og nu gjælder det at faae Modstanderen bragt ud af Ligevægten, saa at han taber Fodfæstet. For at opnaae dette, anvender man de saakaldte Brydekneb (brögð), der bestaae deri, at man spænder Fod for sin Modstander paa forskjellige Maader.


6) »En Uge før Fjeldgangen« (see Side 160 Lin. 10 f. o.). Sidst i September gaae Bønderne tilfjelds, for at drive det golde Kvæg, som hele Sommeren har græsset uden Tilsyn oppe i Fjeldene, ned i Bygden, hvor da hver Eier kjender sine Faar iblandt Tusinder, ved Hjælp af det ham tilhørende Mærke (et Kors eller Lignende), der er indbrændt Faaret paa Øret eller et andet Sted.


7) Skaut ( see Side 297 Linie 5 f. n.) kaldes den karakteristiske hvide Hovedbedækning, der hører til den islandske Kvindes Høitidsdragt.