Ansgar kap. 28
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 28
Den danske Kirke vokser under Forfølgelser
Imidlertid skete det ved Guds Dom, at ovennævnte Kong Haarik blev anfaldet af Vikinger, da nogle af hans Slægtninge vilde indtage hans Rige, og at han fik sit Banesaar. Med ham faldt ligeledes for Sværdet alle de Høvdinger i Landet, som før regnedes blandt Biskoppens fortrolige Venner.
Da saa sidenefter Haarik den unge var bleven Konge efter ham, var der nogle af de fornemme, han dengang havde om sig, og som havde været temmelig ukendte for Biskoppen, der begyndte at overtale ham til, at den Kirke, som var opbygget hos dem, skulde brydes ned, og den kristelige Gudsdyrkelse, som var kommet op der, skulde udryddes. De sagde, at deres Guder var vrede paa dem, og at derfor havde alle disse Ulykker ramt dem, fordi de havde optaget en anden og fremmed Guds Dyrkelse hos dem.
Af den Aarsag var det, at Greven i ovennævnte By, Slesvig nemlig, — han hed Hove — som især var en Modstander af denne Gudsdyrkelse, ophidsede Kongen til at udrydde den kristelige Tro. Han lod Kirken, som var bygget der, lukke og forbød sammesteds Udøvelsen af den kristelige Gudsdyrkelse. Derfor var det ogsaa, at Præsten, som var der til Stede, tvungen af den bitre Forfølgelse drog tilbage derfra.
Herover var Biskoppen bleven meget bekymret og overmaade bedrøvet, fordi han dengang ingen af de Venner havde hos Haarik den unge, som han før ved rige Gaver havde gjort sig forbundne, og ved hvem han kunde faa Konger til at rette sig efter Herrens Vilje. Da han derfor savnede menneskelig Hjælp, tog han, som han plejede, sin Tilflugt til den guddommelige. Og hans Haab slog ham ikke fejl; Herren trøstede ham nemlig med en aandelig Trøst i Sjælen, og han blev ganske vis paa, at det paa ingen Maade skulde gaa efter Kristi Fjenders Agt, og den Tro, som der havde faaet Indgang, gaa til Grunde.
Hvad Herren saaledes lod ham forstaa, gik ikke længe efter i Opfyldelse. Thi da han for denne Aarsags Skyld havde i Sinde at rejse til ovennævnte Konge, kom Herrens Naade ham i Forkøbet. Samme Konge forjog først nysnævnte Greve fra den omtalte By, saa at han aldrig mere kunde komme tilbage i hans Yndest, og sendte derefter af sig selv til Biskoppen sit Sendebud med det Ærende at bede ham, at han vilde sende sin Præst tilbage til hans egen Kirke, og forsikre ham, at han ikke mindre end Haarik den gamle ønskede at gøre sig værdig til Kristi Gunst og Biskoppens Venskab.
Og da derefter vor ærværdige Hyrde selv havde faaet Adgang til Kongen med Bistand af den berømmelige Grev Burkard, (som ogsaa før hos Haarik den gamle havde været ham til Hjælp i alle Ting, og som formaaede meget hos begge Konger, fordi han var deres nærpaarørende), blev han modtaget med saa stor Naade af Haarik den unge, at denne straks tilstod ham alt, hvad hans Formand havde tilladt, maatte ske i hans Rige til Kristendommens Tarv. Ja, han gav endog sit Samtykke til, — hvad der før syntes Hedningerne en Vederstyggelighed, at der maatte være en Klokke i Kirken. Ligeledes skænkede han i en anden By i sit Rige, som hed Ribe, en Grund, hvorpaa en Kirke kunde bygges, og gav af sin kongelige Magt Tilladelse til, at en Præst dér maatte have stadigt Ophold.1
Noter:
1) Den danske Kirke, der trivedes godt, faar ogsaa en Trængselstid, men den gaar ud af den med fornyet Livskraft.
Her staar i vort Kapitel, at den ældre Haarik overfaldes af nogle Slægtninge, der vilde frarive ham Riget. Vi ved andetsteds fra, at det var hans Brodersøn Gudorm, der levede som Viking og nu vendte sine Vaaben mod sin Frænde. I tre Dage blev der kæmpet meget hidsigt; Forsøget paa at gribe Kongekronen kostede Gudorm Livet, men ogsaa Haarik den gamle og hele Kongeslægten faldt i Kampen; kun Drengen Haarik, der rimeligvis har været sin Navnes Søn eller Sønnesøn, blev tilbage, og ham tog man da til Konge. Det var Aar 854.
Ansgar har nu haft vanskelige og strænge Dage, da hans gamle Velynder var falden, og den unge Konges Stilling til Kristendommen var en ganske anden. Haarik den unge har været svag og eftergivende overfor det ivrigt hedenske Parti; han har ladet sig lede af Kristenfjender, især Hove, der kaldes Greve d. v. s. Høvding i Slesvig, og det førte til, at Mariakirken blev lukket. Derimod er det næppe rigtigt, naar Adam og Saxo gør Haarik til en rasende og grusom Forfølger af de kristne.
Ligesom det ikke med Bestemthed kan siges om den ældre Haarik, hvor vidt han ligefrem antog Kristendommen eller ikke, saaledes findes der heller ikke helt troværdige Vidnesbyrd for Haarik den unges Kristentro. Adam af Bremen fortæller, at han antog Kristendommen og bød alle sine Undersaatter at følge efter. Den sidste Del af denne Efterretning lyder urimelig, det stemmer næppe med de daværende Forhold i Danmark; den første Del er i og for sig trolig, men meget paafaldende er det dog, at “Ansgars Levned” ikke omtaler det, skønt der var al Anledning dertil, og derfor maa det drages i Tvivl, at Haarik ligefrem er bleven kristen, ligesom Fortællingen i den store Olaf Trygvesøns Saga, om at Ansgar døbte ham, ikke har nogen Vægt i denne Sag.
Et godt Bidrag til Forstaaelsen af den danske Konges Holdning overfor Kristendommen have vi derimod i et Brev, den store Pave Nikolaus sendte Haarik i Ansgars sidste Leveaar (864).
Anledningen var, at den danske Konge, skønt udøbt, havde sendt Paven Gaver, der var overbragt af Biskop Salomon (og Præsten Nordfred), hvis Ærende til Rom jo var at søge Stadfæstelse for Ansgars Bispedømme. Nikolaus roste Haarik, fordi han har stillet sig gunstigt overfor Evangeliets Forkyndelse, men Brevets Hovedindhold er dog Bønnen om, Haarik vil omvende sig helt og lade sig døbe, og Formaningen til at opgive Hedenskabets djævelske Daarlighed og søge til den almægtige Gud og det evige Rige, der ikke er Forkrænkelighed underlagt. (se Tillæget, 1.) .
Ved Haarik den unges Gunst fik Danmark nu sin anden Kirke. Ribe var ligesom Hedeby et af Jyllands Knudepunkter, og som den egentlige Vesterhavsby havde den stor Handel paa Frisland, især Dorstad, og andre Kystlande; den laa paa en Holm i Ribe-aaen, der endnu er dens Midte, og havde god Indsejling fra Havet.
“Ansgars Levned”siger intet om den Præst, der blev indsat i Ribe. Men Adam af Bremen siger, at Ansgar betroede Kirken til Præsten Rimbert. Det er ikke rimeligt, at han skulde være samme Person som den danskfødte Rimbert, som i Følge næste Kapitel blev sendt til Sverig — vistnok samtidigt eller snart derefter. Lige saa lidt kan han være den samme som Ansgars Efterfølger, dette Skrifts Forfatter, og Adams Ord tvinge heller ikke til denne Opfattelse. Imod det taler, hvad vi ved af “Rimberts Levned”, at denne stedse fulgte sin Lærer og ved hans Død endnu kun var Diakon.
Enten maa der altsaa være tre Mænd af Navnet Rimbert, eller ogsaa maa den korte Beretning hos Adam hidrøre fra en Fejltagelse.
