Ansgar kap. 7
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 7
Rejsen til Danmark
Derefter blev de saa begge førte for Kejseren. Han glædede sig over deres Vilje og Lyst og gav dem Kirketøj, Kister, Telte, og hvad de ellers kunde trænge til, eller som syntes nødvendigt paa saa lang en Rejse. Han bød dem at drage med ovennævnte Harald og paalagde dem især at sørge for hans Tro, og ved gudelig Formaning stadig at styrke ham og hans Mænd, som var døbte med ham, at de ikke ved Djævelens Tilskyndelse skulde falde tilbage til deres forrige Vildfarelser. Tillige skulde de ved Ordets Prædiken flittig formane ogsaa andre til at antage den kristelige Tro.
Dermed lod Kejseren dem fare. De havde ingen Følgesvend, som kunde give dem en Haandsrækning, eftersom der ingen var af Abbedens Tyende, der frivillig vilde rejse med dem, og han ikke vilde nøde nogen dertil imod deres Vilje. Selv Harald, til hvem de havde været anbefalede, var endnu raa og ny i Troen og forstod ikke, hvorledes man burde behandle Præster. Ej heller hans Folk, som den Gang vare nyomvendte og ganske anderledes opdragne, brød sig stort om dem.
Saa begyndte de da denne Rejse med Møje og Besvær og kom til Køln. Der havde den Gang hans Højærværdighed Erkebiskop Hadebold sit Sæde. Han mærkede nok, hvad de trængte til, og gav dem et ypperligt Fartøj, hvori de kunde tage deres Gods om Bord, og hvori der var to Ruf, meget hyggelig indrettede.
Da ovennævnte Harald saa det, fik han Lyst til at blive hos dem paa det samme Fartøj, saa at han tog Ophold i det ene Ruf og de i det andet. Saaledes begyndte Fortrolighed og Velvilje at vokse mellem dem, og fra nu af viste Kongens Folk dem al den Omhyggelighed og Tjeneste, de kunde. Ved Dorstad steg de i Land, og gennem Frisernes Egne kom de til Danmark.1
Men fordi Kong Harald undertiden ikke kunde blive med Fred i sit Rige, saa gav ovennævnte Kejser ham et Len hinsides Elben, for at han kunde ty derhen, dersom det maaske blev nødvendigt for ham. De ovennævnte Guds Tjenere, der skulde være, hvor han var, havde saaledes deres Opholdssted snart imellem Kristne, snart imellem Hedninger. De begyndte at trænge paa med Guds Ord og bevæge, hvem de kunde, til at betræde Sandhedens Vej. Mange blev ogsaa ved deres Levned og Lære omvendte til Troen, og deres Antal voksede Dag for Dag, som lode sig frelse i Herren.
Drevne af guddommelig Kærlighed til at udbrede deres hellige Gudsdyrkelse begyndte de ogsaa med Flid at opspørge Drenge, som de kunde faa til Købs, og opdrage dem til Guds Tjeneste. Ovennævnte Harald betroede dem ogsaa nogle af sine, som de skulde drage Omsorg for og oplære. Og saaledes skete det, at de i kort Tid der fik en Skole oprettet paa 12 eller flere Drenge. De skaffede sig ogsaa, her og der fra, andre Tjenere og Medhjælpere, og Rygtet om dem og deres Fromhed begyndte under Guds Velsignelse at vokse og bære Frugt.
Da de saaledes et Par Aar eller længer havde været sysselsatte med dette hellige Forehavende, hændte det sig, at nysnævnte Broder Autbert fik en tung og besværlig Sygdom. Derfor blev han flyttet derfra til Ny Korvej, og da hans Kræfter sank Dag for Dag, døde han der, som vi tro, en salig Død ved Paaske Tid, saaledes som det i Forvejen havde været ham aabenbaret af Herren2 .
Noter:
1) Dorstad (Duerstede) var en stor frisisk Handelsstad ved Rhinen lidt ovenfor Utrecht; nu er den kun en lille ubetydelig By.
Her havde Kristendommen ved Willebrords Forkyndelse, der blev fortsat med Dygtighed af andre, faaet et fast Holdepunkt, og her gjorde Nordboerne, som søgte dertil i store Skarer for at handle, deres første Bekendtskab med den kristelige Lære og Gudstjeneste med dens mange Skikke. Da de saa Kristendommen nøje sammenknyttet med den overlegne frankiske Kultur, blev mange betagne af den, og inden Evangeliets Ord lød i deres Hjemstavn, lod mange sig døbe eller i alt Fald primsigne, d. v. s.: de forsagede Afgudsdyrkelsen, og Korsets Tegn blev gjort over dem (det kaldtes prima signatio).
Ogsaa i “Ansgars Levned” siges det baade om danske (Kap. 21) og svenske (Kap. 24), at de havde antaget Troen i Dorstad, og den kristne Kvinde Fredborg befaler døende sin Datter Katla at drage til denne By, fordi den har de mange Kirker og Præster (Kap. 17. — En gammel Krønikeskriver angiver Kirkernes Antal til 55; men selv om man heri indbefatter Smaakapeller, kan Dorstad dog næppe have haft saa mange).
2) Man kunde ønske adskilligt flere Oplysninger om Ansgars Virksomhed ved Kong Haralds Side, end hvad vi finder her i “Ansgars Levned”, hvor der blot fortælles, at han og Autbert omvendte mange og fik dannet en Skole, hvor de oplærte baade vordnede Drenge, som de havde købt, og frie Mænds Børn, som Kongen skaffede dem. (Det fortjener her at bemærkes, at Ansgars Skole ikke har været den første kristne Skole for danske Drenge. Det fortælles nemlig om Willebrord, Frisernes Apostel (død 739), at han paa en af sine Rejser kom til Danmark og blev vel modtagen af Kong Yngvin; men han mærkede snart, at det vilde være haabløst at søge at omvende Hedningerne. Dog købte han 30 Drenge, som han døbte og underviste) .
Det er vel tvivlsomt, om de har faaet opført en Kirke; den vilde i saa Fald være den første danske. Ganske vist fortæller Saxo i sin 9de Bog, at Harald byggede en Kirke i Egnen ved Slesvig; men hans Meddelelser om disse Tider kan man ikke tillægge stor Vægt; derfor kan hans Ord i denne Sag ikke veje op mod alle andres Tavshed.
Ansgar har haft megen Modgang i sin første Missionsgerning. Ikke blot mistede han sin Medhjælper, som det berettes i “Ansgars Levned” (Autberts Død er vistnok 829), men ogsaa Haralds Skæbne og Adfærd maa have beredt ham Vanskeligheder.
Af Einhards Aarbøger ved vi, at Harald blev fordreven allerede Aaret efter, at han var vendt tilbage som døbt og som Kejserens Vasal; han fik da en Hær til Hjælp under Anførsel af de fleste saksiske Grever og Markgrever og nærmede sig Danmarks Grænser. Her kom det til Underhandlinger; men den Vaabenhvile, som man havde indgaaet, brød Harald ved at gøre Indfald i sit tidligere Land og røve og brænde. Det lod de danske ikke gaa uhævnet hen; uformodet overfaldt de Sakserlejren, erobrede den og jog Hæren paa Flugt.
Derpaa sendte Gudfreds Sønner nogle Mænd til Kejseren for at forklare Aarsagen til det skete, byde Forlig og anmode Kejseren om selv at afgøre Sagen; det havde til Følge, at Harald blev genindsat. Men nogle Aar efter maatte han flygte for sidste Gang; hans Anseelse har vel været undergravet, og han vendte ikke mere tilbage, men blev i sit frisiske Len, som han fik forøget; her er han ogsaa død. I Saxos 9’de Bog fortælles der om ham, at han hensynsløs i sin Iver for Kristendommen nedrev de hedenske Helligdomme og fordrev Goderne; det er jo muligt, at dette forholder sig rigtigt, og at det har bidraget til at gøre hans Stilling saa uholdbar, som den viste sig at være. Endvidere fortælles der, at da han sidste Gang blev fordreven af sin Modkonge (Saxo lader det være Regner Lodbrog), faldt han fra Kristendommen; men det er meget tvivlsomt, om vor Historieskriver her har været rigtig underrettet.
Saa meget er vist, at det at være knyttet til Harald ikke blev til Gavn for Ansgar i hans Forkyndelse; efter Kejserens Bud har han vel fulgt ham overalt, men er saaledes ogsaa ved hans Landflygtighed bleven reven bort fra sin Missionsmark; da han derimod senere kom til Haralds Fjende Haarik, opnaaede han langt større Resultater.