Atlamǫ́l
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
Atlamǫ́l hin grœnlenzku
At dette digt med rette kaldes grönlandsk, er hævet over enhver tvivl; hele det miljö, som det viser, fører bestemt i den retning. Herom kan henvises til litteraturhistorien.
- 1.
- Frétt hęfr ǫld ófu,
- þás ęndr of gęrðu
- sęggir samkundu,
- sú vas nýt fæstum,
- œxtu ęinmæli,
- yggt vas þęim síðan
- ok hit sama sonum Gjúka,
- es vǫ́ru sannráðnir.
1. ófu: overmodig færd, jfr. Sigsk. 33. — samkundu: dativ, ved (i) sammenkomsten, mødet. — sęggir: ɔ: Atle og hans mænd. — fæstum: ɔ: ingen. — œxtu: til œxla, egl. ‘lade vokse’, foretage sig. — yggt: mistænkeligt, farligt. — sannráðnir: mod hvis liv der var lagt virkelige planer.
- 2.
- Skǫp œxtu skjǫldunga,
- skylduat þęir fęigir,
- illa rézk Atla,
- átti þó hyggju,
- fęldi stoð stóra,
- stríddi sér harðla,
- af bragði boð sęndi
- at kvæmi brátt mágar.
2. Hvis R’s tekst her er rigtig, må subj. til œxtu (R óxto) være Atle og hans mænd; og dette ord må bet. det sm som i v. 1, »de lod skjoldungernes (ɔ: Gjukungernes) skæbne vokse«, d. v. s. de voldte deres skæbne (død), og skylduat bet. ‘de skulde ikke have været dødsbestemte’, det er digterens egne ord. — L. 3: »Atle tog en slet beslutning«. — hyggju: forstand, indsigt. — stríddi sér: voldte sig selv kummer, elende.
- 3.
- Horsk vas húsfręyja,
- hugði at manviti,
- lag hęyrði orða
- hvat á laun mæltu;
- þá vas vant vitri,
- vildi þęim hjalpa,
- skyldu of sæ sigla,
- ęn sjǫlf né komskat.
3. húsfręyja: ɔ: Gudrun. — L. 2 bet. blot: »hun viste sin gode forstand«. — á laun: jfr. ęinmæli i v. 1. — vant: vanskeligt, vanskelig stilling. — of sæ: viser det grönlandske ophav; så godt som enhver rejse dér måtte foregå til søs, over og ud af fjorde.
- 4.
- Rúnar nam at rísta,
- ręngði þær Vingi,
- fárs vas flýtandi,
- áðr hann framm sęldi;
- fóru þá síðan
- sęndimęnn Atla
- fjǫrð Lima yfir,
- þars frœknir bjoggu.
4. ręngði: gjorde dem vrange, forfalskede. — Vingi: ellers ukendt, = Knéfrøðr i Atlakv. — fjǫrð Lima: Limafjǫrð, altså tænkte digteren sig, at Gunnars rige var i nord-Jylland, jfr. forestillingen i Oddrgr.
- 5.
- Ǫlværir urðu
- ok ęlda kyndu;
- hugðu vætr véla,
- es vǫ́ru komnir;
- tóku þęir fórnir,
- es þęim fríðr sęndi,
- hęngðu á súlu,
- hugðut þat varða.
5. Ǫlværir: venligt forekommende, ǫl- = al-, — ęlda: jfr. Hávam. v. 3. — þęir: Atles sendemænd. — fórnir: (bragte) gaver, vennegaver. Ordet er ellers brugt i betydn. ‘offer’ (til gud). — L. 8 må bet. ‘de troede ikke at det gjaldt noget, de troede ikke på nogen bagved liggende underfundighed«.
- 6.
- Kom þá Kostbera,
- kvæn vas hón Hǫgna,
- kona kapps gálig,
- ok kvaddi þá báða,
- glǫð vas ok Glaumvǫr,
- es Gunnarr átti,
- fellskat saðr sviðri,
- sýsti of þǫrf gęsta.
6. kapps: er blot forstærkende. — gálig: forstandig. — báða: Vingi var altså selvanden. — saðr: retfærdighed, rettænkende opførsel. sýsti: til sýsla, »hun sörgede for«. Mellem v. 6 og 7 synes et vers (om Gunnar) at være udfaldet
- 7.
- Buðu hęim Hǫgna,
- ef þá hęldr fœri,
- sýn vas svipvísi,
- ef þęir sín gæði;
- hét þá fǫr Gunnarr,
- ef Hǫgni vildi,
- Hǫgni því níttit,
- es hinn of réði.
7. hęldr fœri: han (ɔ: Gunnar) da hellere tog af sted; i det tabte vers har Gunnar udtalt betænkeligheder. — svipvísi: falskhed. — fǫr: mgl. R. — níttit: nægtede ikke, en nødvendig rettelse af R’s nitti. — hinn: ɔ: Gunnar.
- 8.
- Bǫ́ru mjǫð mærar,
- margs vas alls-bęini,
- fór þar fjǫlð horna,
- unz þótti fulldrukkit,
- hjú gęrðu hvílu
- sęm þęim hœgst þótti.
8. mærar: hustruerne. — L. 2: »der var fuld gæstfrihed med meget« (ɔ: alt). — hjú: bet. ‘ægtefolkene’, særlig på grund af de følg. vers.
- 9.
- Kęnd vas Kostbera,
- kunni skil rúna,
- inti orð stafa
- at ęldi ljósum;
- gæta varð hón tungu
- í góma báða,
- vǫ́ru svá viltar,
- at vas vant at ráða.
9. Kęnd: kyndig. — inti orð stafa: udtalte (læste) runernes ord. Se Krit. bem. — L. 5-6: »hun måtte passe på at stille sin tunge rigtig i munden (mellem bægge ganer)«.
- 10.
- Sæing fóru síðan
- sína þau Hǫgni;
- dręymði dróttláta,
- dulði þess vætki;
- sagði horsk hilmi,
- þegars hón réð vakna.
10. dróttláta: egl. ‘som ter sig godt bl. folk«, vennesæl. — þess: ɔ: hvad hun havde drömt.
- Kb. kv. 11.
- Hęiman gęrisk Hǫgni,
- hygg þú at rǫ́ðum,
- fár es fullrýninn,
- far þú í sinn annat,
- réð ek þær rúnar,
- es ręist þín systir,
- bjǫrt hęfr þér ęigi
- boðit í sinn þetta.
11. gęrisk: bereder du dig til. — fullrýninn: fuldtud runekyndig. — þér: mgl. R, men er her oversprunget.
- 12.
- Ęitt ek męst undrumk,
- mákat ęnn hyggja,
- hvat þá varð vitri,
- es skyldi vilt rísta;
- svá vas á vísat
- sęm undir væri
- bani ykkarr bęggja,
- ef bráðla kœmið.
- vant es stafs vífi
- eða valda aðrir.
12. hyggja: forstå, gennemskue. — varð: hændtes. — á vísat: givet antydning af, hentydet til. — sem undir væri: som om det lå under, bagved, hemmelig antydet. — L. 9-10 er mulig senere tilföjet. At gætte sig til, hvad runer der havde været, er ugörligt.
- Hǫ. kv. 13.
- Allar ro illúðgar,
- ákka þar kynni,
- vilka þess lęita,
- nema launa ęigim,
- okr mun gramr golli
- ręifa glóðrauðu;
- óumk ek aldrigi,
- þótt vér ógn fregnim.
13. Allar: ɔ: rúnar. — illúðgar: ondskabsfulde, ondt varslende. — þar: rettelse f. R’s þess. — kynni: vennebesøg, hjem hvor man finder venner. — launa: gengælde (skulde forudsætte, at Atle først havde været hos Gjukungerne). — Der synes at være en modsigelse mellem de to halvdele; i den første bange anelser, i den sidste fortrøstningsfuldt håb om godt gæstevenskab og gaver. Der er som et gab imellem, der måtte udfyldes omtr. så: »men alligevel, disse runer er ikke at stole på, vi kan rolig rejse, ti o. s. v.«; jfr. de sidste to linjer: »jeg nærer ingen frygt, selv om noget ondt rygtes«.
- Kb. kv. 14.
- Stopalt munuð ganga,
- ef it stundið þangat,
- ykr mun ástkynni
- ęigi í sinn þetta;
- dręymði mik Hǫgni,
- dyljumk þat ęigi;
- ganga mun ykr andæris,
- eða ęlla hræðumk.
14. Stopalt: egl. snublende, uheldig. — andæris: imod (af and ‘mod’ og ǫ́r ‘åre’). — L. 8 synes at bet.: »eller også er det lutter (ubegrundet) angst fra min side«.
- 15.
- Blæju hugðak þína
- brinna í ęldi,
- hryti hór logi
- hús mín í gǫgnum.
- Hg. kv.
- Liggja hér línklæði,
- þaus ér lítt rœkið;
- þau munu brátt brinna,
- þars þú blæju sátt.
15. hryti: styrtede. — Brændende ild betegnede naturligvis ulykke.
- Kb. kv. 16.
- Bjǫrn hugðak inn kominn,
- bryti upp stokka,
- hristi svá hramma,
- at vér hrædd yrðim,
- munn oss mǫrg hęfði,
- svát vér mættim ękki,
- þar vas ok þrǫmmun
- þęygi svá lítil.
16. Bjǫrn: er naturligvis, som det i næste vers hedder, en isbjörn, ganske naturligt i et grönlandsk digt. — stokka: bænkenes (og sængestedernes) tømmerstokke. — munn: dativ, f. í munni; der skal måske læses munni. — mættim ękki: var kraftesløse. — þrǫmmun: tung, slæbende hørlig gang (trampen).
- Hǫ. kv. 17.
- Veðr mun þar vaxa,
- verða ótt snimma,
- hvítabjǫrn hugðir,
- þar mun hręgg austan.
17. Veðr—vaxa: en storm vil opstå. — austan: ɔ: sydøstfra. Dette er specielt grönlandsk; isbjörnene kommer med den store drivis forbi Cap Farvel og langs Østerbygdens kyst, kom også ind i fjordene, jfr. fortællingen i Flóamannas. (G. Vigf. udg. 148-49).
- Kb. kv. 18.
- Ǫrn hugðak inn fljúga
- at ęndlǫngu húsi,
- þat mun oss drjúgt dęilask,
- dręifði oss ǫll blóði;
- hugðak af hęitum
- at væri hamr Atla.
18. L. 3: »det (örnens tilsynekomst) vil blive os tungt, betydningsfuldt«. Der mgl. 2 linjer, i dem har der stået noget om trusler, »af de trusler« (»troede jeg at det var Atle i örneham«).
- Hǫ. kv. 19.
- Slǫ́trum sýsliga,
- séum þá roðru,
- opt ’s þat fyr øxnum,
- es ǫrnu dręymir;
- hęill es hugr Atla,
- hvatki ’s þik dręymir. —
- Lokit því létu,
- líðr hvęr rœða.
19. Slǫ́trum: vi vil foretage slagtning. — roðru: blod. — hęill: oprigtig. — líðr: får ende.
- 20.
- Vǫknuðu vęl borin,
- vas þar sams dœmi,
- gættisk þess Glaumvǫr,
- at væri grand svefna
- — — — við Gunnar
- at fáa tvær lęiðir.
20. vęl borin: ɔ: Gunnar og Glaumvör. — L. 2: »der var eksempel på det samme«, ɔ: det samme var vederfaredes Glaumvör. — grand svefna: sövnens forstyrrelse, ɔ: ved onde drömme. — De tabte linjer må have haft følg. indhold: »hun mente at kunne slutte, at deres rejse« (vilde kunne få både den ene og den anden udgang).
- Gl. kv. 21.
- Gǫrvan hugðak þér galga,
- gingir at hanga,
- æti þik ormar
- yrðak þik kvikvan;
- gęrðisk rǫk ragna,
- ráð hvat þat væri.
- — — — —
21. yrðak: jeg mistede. — rǫk ragna: må vel forstås i overført betydn.; »det var som om der var ragnarok«, men der mgl. l. 5-6, så at den fulde forståelse udebliver. Her er uden tvivl et vers gået tabt.
- 22.
- Blóðgan hugðak mæki
- borinn ór sęrk þínum;
- ilt es svefn slíkan
- sęgja nauðmanni.
22. Kun et halvvers, det andet med Gunnars tydning er gået tabt. — borinn: trukken. — svefn: dröm. — nauðmanni: forkortet for nauðhlęytamanni ‘en nær slægtning el. pårørende’.
- 23.
- Gęir hugðak standa
- í gǫgnum þik miðjan,
- ęmjuðu ulfar
- á ęndum bǫ́ðum.
- G.kv.
- Rakkar þar rinna
- ráðask mjǫk gęyja;
- opt verðr glaumr hunda
- fyr gęira flaugun.
23. ulfar: antyder Atles ‘ulvesind’.
- Gl. kv. 24.
- Ǫ́ hugðak inn rinna
- at ęndlǫngu húsi,
- þyti af þjósti,
- þęystisk of bękki,
- bryti fœtr ykra
- brœðra hér tvęggja,
- gęrðit vatn vægja;
- vesa mun þat fyr nøkkvi.
- — — — —
24. L. 3: »bruste af (med) voldsomhed«. — L. 7: »strömmen gav ikke efter«, var stadig lige stærk. Også herefter er der et vers bortfaldet. Vǫls.s. gengiver det således: »der vil agre bølge, hvor du så elven, og når vi går igennem agren, stikker ofte store avner vore fødder«.
- Gl. kv. 25.
- Konur hugðak dauðar
- koma í nótt hingat,
- væri vart búnar,
- vildi þik kjósa,
- byði þér bráðliga
- til bękkja sinna;
- ek kveð aflima
- orðnar þér dísir.
25. væri: nødv. rettelse for R’s værit (t en dittografi af t i vart). — vart: slet, sörgeligt. — kjósa: vælge (dig til sig, ɔ: dræbe dig). — aflima: adj., afhugget. »Jeg tror, at diserne har forladt dig«.
- G. kv. 26.
- Sęinat ’s at sęgja,
- svá es nú ráðit;
- forðumka fǫr þó,
- alls þó ’s fara ætlat;
- mart ’s mjǫk glíkligt,
- at mynim skammæir.
26. L. 3-4: »Jeg undgår dog ikke rejsen, eftersom det er skæbnens bestemmelse, at jeg skal rejse«. — L. 5: »der er meget, dér tyder på«.
- 27.
- Litu es lýsti,
- létusk þęir fúsir
- allir upp rísa,
- ǫnnur þau lǫttu,
- fóru fimm saman,
- flęiri til vǫ́ru
- hǫlfu huskarlar,
- hugat vas því illa.
27. L. 1: »Da farverne blev lyse«, ɔ: da morgenen brød frem. — fimm o. s. v., dette ringe antal er også udslag af digtets grönlandske tilblivelse. — L. 8: »det var ilde betænkt«, nemlig at ikke alle tog afsted.
- 28.
- Snævarr ok Sólarr,
- synir vǫ́ru Hǫgna,
- Orkning þann hétu,
- es þęim ęnn fylgði,
- blíðr vas bǫrr skjaldar
- bróðir hans kvánar
- fóru fagrbúnar,
- unz þau fjǫrðr skilði,
- lǫttu ávalt ljósar;
- létuat hęldr sęgjask.
28. De 3 her nævnte personer er ellers ukendte. — Mulig er her rester af to vers, ɔ: 6+4. — bǫrr skjaldar: skjold-træ, kriger. — L. 10: »de lod sig ikke mere sige for det«, de lod sig ikke fraråde.
- 29.
- Glaumvǫr kvað at orði,
- es Gunnarr átti,
- mælti við Vinga,
- sęm hęnni vert þótti:
- vęitka hvárt verð launið
- at vilja ossum;
- glœpr ’s gęsts kváma,
- ef í gęrisk nakkvat.
29. L. 6: »efter vort ønske«. — L. 8: »hvis der sker noget slemt«; i er betonet; gęrisk í ‘sker deri’, ɔ: af ondt.
- 30.
- Sór þá ęið Vingi,
- sér réð lítt ęira:
- »ęigi hann jǫtnar,
- ef at yðr lygi,
- galgi gǫrvallan,
- ef á grið hygði.«
30. ęið: mgl. R. — L. 2: »han skånede sig ikke«, han svor en falsk ed, idet han forbandede sig selv. — hann: = mig, men måske er hann valgt her for at Vingi bagefter kunde sige, at han ikke havde ment sig, men en ligegyldig anden. — galgi: ɔ: ęigi hann. — L. 8: »hvis han tænkte mod grid« ɔ: tænkte på svig og løftebrud.
- 31.
- Bera kvað at orði,
- blíð í hug sínum:
- siglið ér sælir
- ok sigr of árnið;
- fari sęm fyr mælik;
- fæst ęigi því níta.
31. Bera: Kostbera. — of: mgl. R. — sigr: behøver ikke at bet. andet end ‘lykke’ her; jfr. nyisl. vertu sigursæll. — L. 6: »intet skulde forhindre det«; ęigi er verb.; níta: egl. sige nej til.
- 32.
- Hǫgni svaraði,
- hugði gótt nǫ́num:
- huggizk it horskar,
- hvégi ’s þat gęrvisk,
- mæla þat margir,
- missir þó stórum,
- mǫrgum ræðr lítlu,
- hvé verðr lęiddr hęiman.
32. þat: (l. 5): nemlig det som l. 7-8 indeholder. — L. 6: »dog taber man (kan man tabe) meget«, ɔ: tiltrods for de gode afskedsønsker. — L. 7: »det har lidet at sige for mange«. — lęiddr: fulgt på vej, om afskeden og de derved udtalte ønsker.
- 33.
- Sǫ́usk til síðan,
- áðr í sundr hyrfi,
- þá hygg skǫp skiptu,
- skilðusk vegir þęira.
33. L. 2: »för end det forsvandt imellem dem«, ɔ: så længe de kunde se hinanden. Et smukt psykologisk træk. — L. 3: »da ved jeg, at skæbnen var afgörende«.
- 34.
- Róa nǫ́mu ríki,
- rifu kjǫl halfan,
- bęystu bakfǫllum,
- brugðusk hęldr ręiðir,
- hǫmlur slitnuðu,
- háir brotnuðu,
- gęrðut far fęsta,
- áðr þęir frá hyrfi.
34. ríki: dativ, med magt. — rifu o. s. v.: er vel ikke at forstå bogstavelig. — L. 3: »de slog med bagfald«, d. v. s. de faldt under roningen stærkt tilbage. — ręiðir: voldsomme. — L. 7-8: »de fastgjorde ikke deres skib, för de forlod det«. Dette skal vise deres overmodige sorgløshed.
- 35.
- Lítlu ok lęngra,
- lok munk þess sęgja,
- bœ sǫ́u standa,
- es Buðli átti;
- hótt hriktu grindir
- es Hǫgni kníði.
35. L. 2: »jeg vil nu melde slutningen«. — Efter l. 2 er sikkert et linjepar udfaldet. — bœ: atter et grönlandsk udtryk. — átti: havde ejet. — hriktu: af hrikta, knirke (R skriver hrikþo som om infin. var hrikja. men det er vist blot en skrivemåde el. -fejl).
- 36.
- Orð kvað þá Vingi,
- þats án væri:
- farið firr húsi,
- flátt es til sœkja,
- brátt hęfk ykr bręnda,
- bragðs skuluð hǫggnir,
- fagrt baðk ykr kómu, *
- flátt vas þó undir, *
- ella heðan bíðið
- meðan ek høgg yðr galga.
36. L. 2: »som man burde have undværet, som ikke burde være sagt«. — flátt: utrygt. — til: ɔ: húss: — L. 7-8 er uden tvivl senere tilföjelse, jfr. flátt anden gang, »der var falskhed under«. — heðan: fra dette sted af, ɔ: her.
- 37.
- Orð kvað hitt Hǫgni,
- hugði lítt vægja,
- varr at véttugi,
- es varð at ręyna:
- hirða oss hræða,
- haf þat framm sjaldan,
- ef þú ęykr orði,
- ilt munt þér lęngja.
37. L. 3: »i ingen henseende forsigtig d. v. s. bange«. — L. 4: »som man kom til at prøve det«. — L. 8: »vil du forlænge dig det onde« ɔ: »vil det blive så meget værre for dig«.
- 38.
- Hrundu þęir Vinga
- ok í hęl drǫ́pu,
- øxar at lǫgðu,
- meðan í ǫnd hixti.
38. Hrundu: de stødte (til ham). — at: betonet, mod ham. — ǫnd: dativ (styret af í), åndedrættet; »medens det gispede i hans ånd (sjæl)«. Herefter mgl. et halvvers, der udfyldes i Vǫls.s.: »de red nu til kongens hal«.
- 39.
- Flykðusk þęir Atli
- ok fóru í brynjur,
- gingu svá gǫrvir,
- at vas garðr milli;
- urpusk á orðum
- allir sęnn ręiðir:
- fyrr vǫ́rum fullráða
- at firra yðr lífi.«
39. Flykðusk: samlede sig (til angreb). — L. 7-8 er Atles ord: »vi har fuldt bestemt at tage eder af dage«.
- 40.
- »Á sér þat illa,
- ef hǫfðuð áðr ráðit,
- ęn eruð óbúnir
- ok hǫfum ęinn fęldan,
- lamðan til hęljar,
- liðs vas sá yðvars.«
40. L. 1: »Det kan man vanskelig se på eder«. — ęinn: ɔ: Vinge.
- 41.
- Óðir þá urðu,
- es þat orð hęyrðu,
- forðuðu fingrum
- ok fingu í snœri;
- skutu skarpliga
- ok skjǫldum hlífðusk.
41. forðuðu: bevægede. — snœri: en løkke på spydskaftet, hvori man stak fingrene for at give spydet en större flyvekraft (jfr. snærisspjót og Romernes hasta ammentata).
- 42.
- Inn kom andspilli,
- hvat úti drýgðu
- halir fyr hǫllu,
- hęyrðu þræl sęgja;
- ǫtul vas þá Goðrún,
- es ękka hęyrði,
- hlaðin halsmęnjum,
- hręytti gǫrvǫllum.
- sløngði svá silfri, *
- at í sundr hrutu baugar. *
42. andspilli: meddelelse. — halir: rettelse for R’s umulige hatt; andre retter til hvatir. — ǫtul: stridslysten. — ękka: sorgens budskab. — L. 9-10 er vist tildigtning.
- 43.
- Út gekk hón síðan,
- ypðit lítt hurðum,
- fóra fælt þęygi
- ok fagnaði komnum,
- hvarf til Hniflunga,
- sú vas hinzt kvęðja,
- fylgði saðr slíku,
- sagði mun flęira.
43. ypðit lítt: hun lukkede op med kraft og fart. — fælt: skræmt, frygtsomt. — hvarf til: kyssede. — Hniflunga: her = Niflunga. — saðr: oprigtighed.
- 44.
- »Lęitaðak í líkna,
- at lętja ykr hęiman,
- skǫpum viðr mangi,
- ok skuluð þó komnir.«
- Mælti af manviti,
- ef mundu sættask;
- ękki at réðusk,
- allir ní kóðu.
44. í: ved min handling. — líkna: frelse. — Mælti: her omtr. = spurgte. — L. 7 er lidt tvivlsom; »de sluttede sig ikke dertil« synes at være meningen. — allir: alle (på bægge sider).
- 45.
- Sá þá sælborin,
- at þęir sárt léku;
- hugði á harðræði
- ok hrauzk ór skikkju,
- nøkðan tók mæki
- ok niðja fjǫr varði,
- hœg vasat hjaldri,
- hvars hón hęndr fęsti.
45. léku: legte, udførte en (blodig) leg; mulig er lékusk det rigtige. — L. 8: »hvor hun end fæstede sine hænder«, hvor hun end angreb.
- 46.
- Dóttir lét Gjúka
- dręngi tváa hníga,
- bróður hjó Atla,
- bera varð þann síðan;
- skapði svá skæru,
- skęldi fót undan,
- annan réð hǫggva,
- svát sá upp ręisat,
- í hęlju þann hafði,
- þęygi hęndr skulfu.
46. bróður: er ellers ukendt i eddadigtene. — bera: bære bort (som lig). — L. 5-6 er mulig senere tilföjede. Eller er her måske tale om rester af 2 vers, 6+4? — skæru: kamp.
- 47.
- Þjǫrku þar gęrðu,
- þęiri vas við brugðit,
- þat brá of alt annat,
- es unnu bǫrn Gjúka;
- svá kóðu Hniflunga,
- meðan sjalfir lifðu,
- skapa sókn sverðum,
- slítask af brynjur.
- hǫggva svá hjalma *
- sęm þeim hugr dygði. *
47. þjǫrku: strid, kamp. — L. 2: »den blev höjlig omtalt«. — brá of: overgik. — L. 9—10 senere tilföjelse.
- 48.
- Morgin mest vǫ́gu,
- unz miðjan dag líddi,
- óttu alla *
- ok ǫndurðan dag, *
- fyrr vas fullvegit,
- flóði vǫllr blóði,
- átján áðr fellu,
- øfri þęir urðu
- Beru tvęim svęinum
- ok bróður hęnnar.
48. L. 3–4 utvivlsomt tildigtning for at göre indtrykket stærkere; linjerne er desuden overflødige og tavtologiske. — áðr fellu: var faldne för ɔ: för kampen sluttede. — svęinum: ɔ: sönner, ellers ukendte ligesom også hendes broder; þęir er Atle og hans mænd.
- 49.
- Rǫskr tók at rœða,
- þótt hann ręiðr væri:
- ilt es umb lítask,
- yðr es þat kęnna,
- vǫ́rum þrír tigir,
- þegnar vígligir,
- ęptir lifa ęllifu,
- ór es þar brunnit.
49. Rǫskr: ɔ: Atle. — yðr: ɔ: Gunnar og Högne, der altså nu er fangne. — þrír tigir: dette ringe antal beror på grönlandsk indskrænkethed. — L. 8: »dér er et (godt) stykke brændt bort«.
- 50.
- Brœðr vér fimm vǫ́rum,
- es Buðla mistum,
- hęfr nú hęl halfa,
- ęn hǫggnir tvęir liggja.
50. Buðla: er gen. — halfa: må bet. »halvdelen af de 4«, Atle regner sig ikke med her; de to må være døde tidligere, de andre to er faldne i denne kamp.
- 51.
- Mægð gat ek mikla,
- mákak því lęyna,
- konu váliga,
- knáka þess njóta;
- hljótt ǫ́ttum sjaldan
- síz komt í hęndr ossar,
- firðan mik frændum *
- féi opt svikinn *
- sęnduð systur Hęlju,
- sliks ek męst kęnnumk.
51. Mægð—mikla: stort svogerskab, svogerskab med höje mænd, men Atle tænker særlig på Gudrun selv. — váliga: farlig. — þess: ɔ: at jeg fik o. s.v. — hljótt: stille, roligt. — L. 7-8 er utvivlsomt uægte, syntaktisk står de udenfor det øvrige. — systur: ukendt.
- G. kv. 52.
- Getr þú þess Atli,
- gęrðir svá fyrri,
- móður tókt mína
- ok myrðir til hnossa,
- svinna systrungu
- svęltir í hęlli,
- hlœgligt mér þat þykkir,
- es þinn harm tínir.
- goðum ek þat þakka, *
- es þér gęngsk illa. *
52. fyrri: adj. (prior). — L. 3-6: indholdet er ellers ganske ukendt. — svęltir: sultede du til døde. — L. 9-10 er vist tildigtning.
- A. kv. 53.
- Ęggjak yðr, jarlar,
- auka harm stórum
- vífs hins vegliga,
- viljak þat líta,
- kostið svá kęppa
- at kløkkvi Goðrún,
- séa þat mættak,
- at hón sér né ynðit.
55. jarlar: det er Atles (overlevende) mænd, der her kaldes således.
- 54.
- Takið ér Hǫgna
- ok hyldið með knífi,
- skerið ór hjarta,
- skuluð þess gǫrvir,
- Gunnar grimmúðgan
- á galga fęstið,
- bęllið því bragði,
- bjóðið til ormum.
54. hyldið: skære (her brystet) op; dette verbum bruges ellers aldrig om mennesker; i Grönland var det almindeligt at flænse hvaler, og dér er ordet — forståeligt nok — overført på mennesker. — Hvorledes digteren har tænkt sig, at Gunnar blev hængt i galge og samtidig bidt af slanger, er ikke let at se. — L. 7: »udfører den handling«. — til: ɔ: til at æde G. — Den sidste linje kan ikke indeholde noget alternativ.
- H.kv. 55.
- Gęr sęm til lystir,
- glaðr munk þess bíða,
- rǫskr munk þér ręynask,
- ręynt hęfk fyrr brattan,
- hǫfðuð ér hnękking,
- meðan hęilir vǫ́rum,
- nú erum svá sárir,
- at mátt sjalfr valda.
55. brattan: ɔ: breka, styrtesø. — ér: mgl. R. — hnękking: skade, tab. — L. 8: »at du kan selv göre hvad du vil«.
- 56.
- Bęiti þat mælti,
- bryti vas hann Atla:
- tǫkum vér Hjalla,
- ęn Hǫgna forðum,
- hǫggum halfyrkjan,
- hann es skapdauði,
- lifira svá lęngi,
- lǫskr mun æ hęitinn.
56. halfyrkjan: som kun kan udføre det halve af, hvad andre kan. — skapdauði: som kan dø uden at det strider mod skæbnen.
- 57.
- Hræddr vas hvergætir,
- helta in lęngr rúmi,
- kunni kløkkr verða,
- klęif í rǫ́ hvęrja,
- vesall lézk vígs þęira,
- es skyldi váss gjalda,
- ok sinn dag dapran
- at dęyja frá svínum.
- allri ǫrkostu,
- es hann áðr hafði.
57. hvergætir: kedel-vogteren, en ringeagtende betegnelse. — rúmi: sin plads; han rendte sin vej. — rǫ́: vrå, hjörne, for at skjule sig. — vígs: på grund af deres kamp. — váss: besværligt (urenligt) arbejde. — L. 9-10 er uden tvivl tilföjelse. — ǫrkostu: overflod (naturligvis af mad).
- 58.
- Tóku brás Buðla
- ok brugðu til knífi,
- œpði illþræli
- áðr odds of kęndi,
- tóm lézk at ęiga
- tęðja vęl garða,
- vinna hit vergasta,
- ef hann við rétti.
- fęginn lézk þó Hjalli *
- at hann fjǫr þægi. *
58. brás: et ganske ukendt ord, dets form er usikker (træl?). — Buðla: trællen må altså have været ret gammel. — L. 3-4: »Han skreg endogså för han mærkede odden«. — hit vergasta: det urenligste arbejde. — hann: acc.; rétta við egl. ‘blive karsk’, her ‘beholde livet’. — L. 9-10 er matte og overflødige.
- 59.
- Gættisk þess Hǫgni,
- gęrva svá færi,
- at árna ánauðgum,
- at undan gingi:
- »fyr kveðk mér minna
- at fręmja lęik þenna,
- hví mynim hér vilja
- hęyra á þá skræktun?«
59. Gættisk: iagttog, foretog sig. — undan: ɔ: dauða; »at han fik lov til at beholde livet«. — kveðk: ɔ: vera; »jeg siger det lettere for mig«. — lęik: ɔ: den leg at blive taget af dage.
- 60.
- Þrifu þjóðgóðan,
- þá vas kostr ęngi
- rekkum rakklǫ́tum
- ráð ęnn lęngr dvęlja;
- hló þá Hǫgni,
- hęyrðu dagmęgir,
- kęppa svá kunni,
- kvǫl hann vel þolði.
60. þjóð-: forstærkende. — rekkum: er sikkert Gunnar og Högne. — dvęlja: forsinke, opsætte, ráð er da Atles planer. — dagmęgir: dagens sönner, (virksomme) mænd. — kęppa: kappes ɔ: vise kraft og mod.
- 61.
- Hǫrpu tók Gunnarr,
- hrœrði ilkvistum,
- sláa hann svá kunni,
- at snótir grétu,
- klukku þęir karlar,
- es kunnu gǫrst hęyra,
- ríkri ráð sagði,
- raptar sundr brustu.
61. Digteren må vel forudsætte, at Gunnar ligger i ormegården, således som det billedlig er fremstillet på Hyllestadportalen. — ilkvistum: fodsål-grenene, tæerne. — klukku: blev grædefærdige. — ríkri: ɔ: Gudrun. — raptar: kan kun bet. ‘rafter’ i et tag; det er den sædvanlige overdrivelse, der her foreligger.
- 62.
- Dóu þá dýrir,
- dags vas hęldr snemma,
- létu á lęsti
- lifa íþróttir.
62. á lęsti: tilsidst, til den sidste stund. — lifa: leve, holde sig (uforminsket). — ípróttir: idrætter, legemsstyrke. Jfr. Krit. bem.
- 63.
- Stórr þóttisk Atli,
- sté of þá báða,
- horskri harm sagði
- ok réð hęldr at bregða:
- »morginn ’s nú Goðrún,
- mist hęfr þér hollra,
- sums est sjalfskapa,
- at hafi svá gingit.«
63. Stórr: stolt. — bregða: bebrejde, drille.
- G. kv. 64.
- Fęginn est Atli
- fęrr þú víg lýsa,
- á munu þér iðrar,
- ef þú alt ręynir;
- sú mun ęrfð ęptir,
- ek kann þér sęgja,
- ilis gęngsk þér aldri
- nema ek ok dęyja.
64. L. 4: »når du har prøvet alt«, heri en forblommet antydning af det onde, hun vil volde ham. — ęrfð: bittert udtryk for følgerne. — L. 7: »aldrig vil du være uden det onde«.
- A. kv. 65.
- Kanka slíks synja,
- sék til ráð annat
- hǫlfu hógligra,
- hǫfnum opt góðu,
- mani munk þik hugga,
- mætum ágætum,
- silfri snæhvítu,
- sęm þú sjǫlf vilir.
65. hǫfnum: er indik., »vi vrager ofte det gode«, men lad det nu blive anderledes — er meningen. — mani: tærner. — silfri: en stor kostbarhed må dette være her (NB. ikke guld).
- G. kv. 66.
- Ón es þess ęngi,
- ek vil því níta;
- slęit ek þá sáttir,
- es vǫ́ru sakar minni;
- afkǫ́r áðr þóttak,
- á mun nú gœða,
- hræfðak of hotvetna
- meðan Hǫgni lifði.
66. L. 5-6: »jeg ansås för for at være voldsom, nu vil det blive meget værre«. — hræfðak: synes at måtte bet.: ‘jeg fandt mig i’ (alt), »var helt stille«.
- 67.
- Alin vit upp vǫ́rum
- í ęinu húsi,
- lékum lęik margan
- ok í lundi óxum,
- gœddi okr Grímhildr
- golli ok halsmęnjum;
- bana munt mér brœðra
- bœta aldrigi.
- né vinna þess ękki *
- at mér vęl þykki. *
67. vit: hun og Högne. — L. 9-10 er vist senere tillæg.
- 68.
- Kostum drepr kvinna
- karla ofríki,
- í kné gęngr hnefi
- ef kvistir þvęrra,
- tré tękr at hníga,
- ef høggr tǫ́g undan;
- nú mátt ęinn Atli
- ǫllu hér ráða.
68. Kostum: er vel her at gengive ved ‘stilling, magt’. L. 1-2 kunde være motto for nutidens kvindebevægelse. Dette skal belyses ved det følgende linjepar; desværre vides ikke, hvad ordene kné og hnefi her bet.; ganga i kné synes at bet. ‘mister sin kraft, går til grunde’; hnefi synes at måtte være ‘træ’. Gudruns tale er kun list og falskhed.
- 69.
- Gnótt vas grunnýðgi,
- es gramr því trúði,
- sýn vas svipvísi,
- ef hann sín gæði;
- krǫpp vas þá Goðrún,
- kunni of hug mæla,
- létt hón sér gęrði,
- lék hón tvęimr skjǫldum.
69. grunnýðgi: dumhed, enfoldighed; genitiv. — svipvísi: falskhed (egl. ‘ævne til at ændre sine tanker’, tale falsk). — krǫpp: falsk; (egl. ‘indesluttet, dølgende sin sande mening’). — lék o. s. v.: en alml. talemåde om den, der ‘bærer kappen på bægge skuldre’, være snart med den ene, snart med den anden.
- 70.
- Œxti ǫldrykkjur
- at ęrfa brœðr sína,
- samr lézk ok Atli
- at sína gęrva;
- lokit því létu,
- lagat vas drykkju,
- sú vas samkunda
- við svǫrfun ofmikla.
70. Œxti: hun foranstaltede. — því: forberedelserne(?). — lagat: af laga (af lǫgr), brygget. — drykkju: genitiv, til drikkelaget. — svǫrfun: tumult, voldsomhed.
- 71.
- Strǫng vas stórhuguð,
- stríddi hón ætt Buðla,
- vildi ver sínum
- vinna ofrhęfndir;
- lokkaði lítla
- ok lagði við stokki,
- glúpnuðu grimmir
- ok grétu þęygi.
- fóru í faðm móður,
- fréttu hvat þá skyldi.
71. stríddi: påførte kummer; ætt dativ. — vinna: mgl. R. — stokki: vel sængekantens stok. — grimmir: et besynderligt epitet til de små drenge, ‘hårdsindede’. — L. 9-10 er vel et senere tillæg.
- 72.
- »Spyrið lítt ęptir, *
- spilla ætlak bǫ́ðum *
- lyst vǫ́rumk þess lęngi *
- at lyfja ykr ęlli.« *
- »Blótt sem vill bǫrnum, *
- bannar þat mangi, *
- skǫmm mun ró ręiði, *
- ef ręynir gǫrva.« *
72. Det er næppe troligt, at dette smagløse og rå vers er oprindeligt. Börnenes replik er i höjeste grad unaturlig. — spilla: dræbe. — lyst: kan både være adj. og subst., måske snarest det sidste. — lyfja: ved lyf (midler) at berøve (en livet), lyfja ęlli ‘at dræbe’. — ręiði: dativ.
- 73.
- Brá þá barnœsku
- brœðra hin kappsvinna,
- skiptit skapliga,
- skar hón á hals báða;
- ęnn frétti Atli,
- hvęrt farnir væri
- svęinar hans lęika,
- es hann sá þá hvęrgi.
73. skiptit skapliga: hun handlede ikke naturligt.
- G. kv. 74.
- Yfir rǫ́ðumk ganga
- Atla til sęgja;
- dylja munk þik ęigi
- dóttir Grímhildar,
- glaða munat þik Atli,
- ef gǫrva ręynir,
- vakðir vǫ́ mikla,
- es vátt brœðr mína.
74. L. 1: »jeg vil gå over«, ɔ: til Atles rum. — Mellem l. 2 og 3 går Gudrun over til Atle. — glaða: upersonl. — munat: nødvendig rettelse for R’s mun — minst.
- 75.
- Svaf ek mjǫk sjaldan
- síðans þęir fellu,
- hét ek þér hǫrðu,
- hęfk þik nú mintan,
- morgin mér sagðir,
- mank ęnn þann gǫrva,
- nú es ok aptann,
- átt slíkt at frétta.
75. morgin: jfr. v. 63. — slíkt: ɔ: det som følger.
- 76.
- Maga hęfr þinna
- mist sem sízt skyldir,
- hausa vęizt þeira
- hafða at ǫlskǫ́lum,
- drýgðak þér svá drykkju,
- dręyra blettk þęira.
76. drýgðak: jeg forøgede, gjorde (den) dröjere. — blettk: af blanda.
- 77.
- Tók ek þęira hjǫrtu
- ok á tęini stęikðak,
- sęldak þér síðan,
- sagðak at kalfs væri;
- ęinn þú því ollir,
- ękki rétt lęifa,
- tǫggt þú tíðliga
- trúðir vęl jǫxlum,
- barna vęizt þinna,
- biðr sér fár verra,
- hlut vęld ek mínum,
- hœlumk þó ękki.
77. Dette af 12 linjer bestående vers er enten at opfatte således, at l. 5-8 er indskud, eller som et vers + et halvt. L. 5-8 er i smag med v. 72. — L. 9: »nu ved du, hvor dine börn er blevne af«.
- A. kv. 78.
- Grimm vast þú Goðrún,
- es gęra svá máttir,
- barna þinna blóði
- at blanda mér drykkju,
- snýtt hęfr þú sifjungum,
- sęm þú sízt skyldir,
- mér lætr þú ok sjǫlfum
- millum ills lítit.
78. snýtt: her dræbt; en ejendommelig brug af dette verbum, snýta (rauðu) blóði er velkendt. — sifjungum: slægtninge, ɔ: börnene.
- G. kv. 79.
- Vili mér ęnn væri
- at vega þik sjalfan,
- fátt es fullilla
- farit við gram slíkan,
- drýgt þú fyrr hafðir
- þats dœmi vissut
- hęimsku, harðræðis
- í hęimi þessum.
- nú hęfr þú ęnn aukit, *
- þats áðan frǫ́gum, *
- gręipt glœp stóran, *
- gǫrt hęfr þitt ęrfi. *
79. L. 3–4: »en sådan fyrste kan ikke få en for hård medfart«. — vissut: til tf. R, men er metrisk urigtigt og overflødigt. — L. 9-12 er enten tilföjelse eller et halvvers, hvis anden halvdel er gået tabt, men indholdet er tyndt og står dårlig til det foreg. — gręipt: kommer vel af gręipa (ikke grípa).
- A. kv. 80.
- Bręnd munt á báli
- ok barið grjóti áðr,
- þá hęfr þú árnat,
- þats þú æ bęiddisk.
- G. kv.
- Sęg þú þér slíkar
- sorgir ár morgin,
- fríðra vilk dauða,
- fara í ljós annat.
80. barið grjóti: stenet, som en heks. — í ljós annat: er kristeligt udtryk; digteren var naturligvis kristen (i 11. årh. i Grönland). — L. 5-6: »meld dig tidlig i morgen sådanne sorger«, bet. det sm som: »det vil nu ske først i morgen«, ɔ: overhovedet ikke.
- 81.
- Sǫ́tu samtýnis,
- sęndusk fárhugi,
- hęndusk hęiptyrði,
- hvártki sér unði;
- hęipt óx Hniflungi,
- hugði á stórræði,
- gat fyr Goðrúnu
- at væri grimmr Atla.
81. samtýnis: egl. i samme tun, i samme hus (hal). — Hniflungi: her med h R; hermed menes Högnes sön, Snævarr eller Sólarr (v. 28).
- 82.
- Kómu í hug hęnni
- Hǫgna viðfarar,
- talði happ hǫ́num,
- ef hann hęfnt ynni;
- veginn vas þá Atli,
- vas þess skamt bíða,
- sonr vá hann Hǫgna,
- sjǫlf olli Goðrún.
82. Hǫgna: det er stadig som om Högni var for Gudrun den fornemste (jfr. v. 66). — hǫnum: ɔ: Hniflung. — hann: mgl. R. — olli: mgl. R, men et sådant verbum kan ikke undværes; linjen indledes med ok i R.
- 83.
- Rǫskr tók at rœða,
- rakðisk ór svefni,
- kęndi brátt bęnja,
- bands kvað þǫrf ęnga:
- »sęgið hit sannasta,
- hvęrr vá son Buðla,
- emkak lítt lęikinn,
- lífs tęlk vǫ́n ęnga.».
83. rakðisk: o. s. v.: »han kom efterhånden til bevidsthed«; Atle får altså banesåret medens han sover. — bands: bånd, forbinding (om såret). — lítt lęikinn: meget slemt behandlet.
- G. kv. 84.
- Dylja munk þik ęigi
- dóttir Grímhildar.
- Lǫ́tumk því valda,
- es líðr þína ævi,
- ęn sumu sonr Hǫgna,
- es þik sǫ́r mœða.
84. L. 3: »jeg erklærer, at jeg volder det« o. s. v., d. v. s. Gudrun erklærer at være Atles ráðbani, medens Högnes sön er den egenlige banamaðr, dette udtrykt ved sumu, hvortil l. 6 er yderligere forklaring.
- A. kv. 85.
- Vaðit hęfr at vígi
- þótt værit skapligt,
- ilt es vin véla,
- þanns þér vęl trúir,
- bęiddr fór ek hęiman
- at biðja þín, Goðrún.
85. L. 5-6 er ret mærkelige; deri skulde vel ligge en slags undskyldning, at han bejlede til Gudrun på andres opfordring (bęiddr).
- 86.
- Lęyfð vast þú ękkja
- létu stórráða,
- varða vǫ́n lygi,
- es vér of ręyndum;
- fórt þú hęim hingat,
- fylgði oss hęrr manna,
- alt vas ítarligt
- of órar fęrðir.
86. L. 3: »forvæntningen blev ikke usandhed«, »du svarede til, hvad man kunde vænte«, efter alt det foregående.
- 87.
- Margs vas alls-sómi
- manna tíginna,
- naut vǫ́ru œrin,
- nutum af stórum,
- þar vas fjǫlð féar,
- fingu til margir.
87. L. 1-2: »Der var mange æresbevisninger fra fornemme mænds side i alt«. Der synes her at være sigtet til det prægtige bryllup med Gudrun.
- 88.
- Mund galt ek mærri
- męiðma fjǫlð þiggja,
- þræla þría tøgu,
- þýjar sjau góðar,
- sœmð vas at slíku,
- silfr vas þó męira.
88. L. 2 er forklaring til mund. Det ringe antal — især af tærnerne — beror på grönlandske små-forhold.
- 89.
- Lézt þér alt þykkja
- sęm ękki væri,
- meðan lǫnd lǫ́gu,
- es mér lęifði Buðli,
- gróft þú svá undir,
- gerðit hlut þiggja;
- sværu lézt þína
- sitja opt grátna.
- fanka í hug hęilum *
- hjóna vætr síðan. *
89. ękki: intet (betydende). — lǫ́gu: lå, det er ikke klart, hvad meningen er; »lå ubenyttede hen«; det måtte da antydes, at Gudrun havde krævet ejendomsret til visse godser. — gróft undir: du undergravede, udhulede (jordsmonnet), her naturligvis i overført betydning. — sværu: Atles moder (jfr. Oddrgr. 30). — L. 9-10 er vel tillæg, hvis ikke hele verset er brudstykker af to vers (6+4). — hjóna: tyendet.
- G. kv. 90.
- Lýgr þú nú, Atli,
- þótt þat lítt rækjak;
- hęldr vask hœg sjaldan,
- hófsk þú þó stórum;
- bǫrðuzk ér brœðr ungir,
- bǫ́ruzk róg milli,
- halft gekk til hęljar
- ór húsi þínu.
- hroldi hotvetna *
- þats til hags skyldi. *
90. L. 4: »du hævede dig i höj grad«, »du var også stor på det og overmodig« (og værre end jeg, er vel meningen). — halft: ɔ: halvdelen af dine 4 brødre, jfr. v. 50. — L. 9-10 er senere, meget mat tilföjelse. — hroldi: frøs ihjæl, blev til intet.
- 91.
- Þríu vǫ́rum systkin,
- þóttum óvægin,
- fórum af landi,
- fylgðum Sigurði,
- skæva vér létum,
- skipi hvęrt várt stýrði,
- ǫrkuðum at auðnu
- unz vér austr kómum.
91. Hvad der her sigtes til (et vikingetog) er ellers ganske ukendt. — skæva: her om skibet og sejlasen. — L. 7: »vi for omkring som skæbnen førte os«. — austr: tager sigte på Østerleden, landene syd og øst for Østersøen; jfr. togene, der omtales i Fornaldarsagaerne.
- 92.
- Konung drǫ́pum fyrstan,
- kurum land þaðra,
- hęrsar oss á hǫnd gingu,
- hræzlu þat vissi,
- vǫ́gum ór skógi
- þanns vildum sýknan,
- sęttum þann sælan,
- es sér né áttit.
92. hræzlu: gen. sing. »det tydede på frygt«. — ór skógi: ud af fredløshedstilstand. — sælan: rig.
- 93.
- Dauðr varð hinn húnski,
- drap þá brátt kosti,
- strangt vas angr ungri
- ękkju nafn hljóta;
- kvǫl þótti kvikri
- at koma í hús Atla,
- átti áðr kappi,
- illr vas sá missir.
93. hinn húnski: ɔ: Sigurd, jfr. Sigsk.; ved en smblanding. — kosti: ɔ: Gudruns stilling og vilkår. — L. 7: »En helt ejede hende för«. missir: tab.
- 94.
- Komtat af þingi,
- es vér þat frægim,
- at þú sǫk sættir
- né slękðir aðra,
- vildir ávalt vægja
- ęn vætki halda,
- kyrt oí því láta.
- — — — —
94. sǫk sættir: bragte forlig i stand i en sag (proces); R har sottir, der næppe er at forstå som sækðir, ti Atle kunde ikke optræde som sagsøger. — slękðir: til slękja el. sløkkva, aðra enten fem. (sǫk) el. acc. pl. (męnn); det første vilde give en tavtologi, derfor er vist det sidste at foretrække, hvorved tavtologien dog ikke helt fjærnes. — vætki halda: ikke helt klart, ‘intet at holde’ = ikke holde fast på noget, stadig give efter, omtr. = l. 5. — L. 7 er lidet forståelig, da l. 8 er bortfaldet (åben plads i R).
- A. kv. 95.
- Lýgr þú nú Goðrún,
- lítt mun við bœtask
- hluti hvárigra,
- hǫfum ǫll skarðan;
- gęr þú nú Goðrún
- af gœzku þinni
- okr til ágætis,
- es mik út hęfja.
95. hluti: lod, sag. — skarðan: ɔ: hlut, »vi har alle lidt (stort) tab«. — út hęfja: bærer ud (til graven), begraver.
- G. kv. 96.
- Knǫrr munk kaupa
- ok kistu stęinda,
- vęxa vęl blæju
- at vęrja þitt líki,
- hyggja á þǫrf hvęrja
- sęm vit holl værim.
96. Knǫrr: altså til at lægge liget i; bådbegravelse er funden på Island, men ikke i Grönland. — L. 2: »malet kiste«, altså noget meget sjældent, som tilfældet sikkert var i Grönland. — vęxa: smöre med voks (til ligets bedre konservering), blæju: her liglagen. — vęrja: omgive med (got. wasjan). — L. 8: »som om vi har (havde været) gode venner«.
- 97.
- Nár varð þá Atli,
- niðjum stríð œxti,
- ęfndi ítrborin
- alt þats réð hęita;
- fróð vildi Goðrún
- fara sér at spilla,
- urðu dvǫl dœgra,
- dó hón í sinn annat.
97. L. 7-8: »der blev (leve)dagenes ophold (forlængelse), hun døde ikke dengang«.
- 98.
- Sæll es hvęrr síðan,
- es slík getr fœða
- jóð at afreki
- sęms ól Gjúki;
- lifa mun þat ęptir
- á landi hvęrju,
- þęira þrámæli,
- hvargis þjóð hęyrir.
98. sęms: = sęm es, som dem; formen findes også på en svensk runesten. — þrámæli: kan næppe bet. andet end ‘stride ord’, ordstrid, strid i almlh.
