Atlekvadet eller Gudruns Hævn (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

35. Atlekvadet
eller Gudruns Hævn

Gudrun Gjukesdatter hævnede sine Brødre saaledes, som vide berømt er vorden. Først dræbte hun Atles Sønner, derefter dræbte hun Atle og afbrændte Salen med alle Hirdmændene. Herom er digtet dette Kvad.

1.

For Atle fordum

Til Gunnar red

En kyndig Mand,

Som Knefrød hed,

I Gjukes Gaarde

Han kom tilstede,

Til Gunnars Hal

Til Bænkesæde,

I aaben Kreds

Til Gildets Glæde.

2.

Viin i Valhallen

Hofmænd drak,

Bag Tavshed hine

Sig end forstak,

Huners Vrede

Frygt indgjød;

Knefrød den Sydmand

Tavsheden brød,

Koldt hans Røst

Fra Højbænk lød:

3.

"Hid mig Atle

I Ærinde sender,

Igjennem Mørkved,

Som Vej ej kjender,

Paa bidseltyggende

Ganger vi rede;

Eder, Gunnar!

Jeg skulde bede,

I aabne Hjælme

Eder at klæde

Og drage som Gjæster

Til Atles Sæde."

4.

"Der I gyldne

Hjælme, Skjolde

Og skavede Landser

Kunne erholde,

Pantsersærke

I farvet Pragt,

Vaaben, som trodse

Spydenes Magt,

Sølvergyldne

Saddeldækker,

Bidslede Gangere,

Huners Rækker."

5.

"Land han ogsaa

Vil give Eder,

Gnitas vidt

Udstrakte Heder;

Danpes Stad,

De prægtige Skove,

Som Mørkved kaldes,

Jeg Eder kan love;

Klingende Spyd

Og Kostbarheder,

Gyldne Stavne

Han skjænker Eder."

6.

Til Høgne Gunnar

Sig vendte paa Stand:

"Hvad raader Du os,

Du yngre Mand!

Til nu at gjøre,

Da Sligt vi høre.

Ej Guld paa Gnitas

Hede jeg kjender,

Som vejer mod Guldet

I vore Hænder."

7.

Fulde af gylden-

hjaltede Sværd

Syv Vaabensale

Eje vi her;

Min hvasse Klinge,

Min Ganger mig hue

Af alle bedst,

En Pryd er min Bue,

Af Guld jo vore

Brynjer ere,

De hvideste Hjælme

Og Skjolde vi bære,

Komme alle

Fra Hallen hos Kjar,

Ej Een blandt Huner

Som mine dem har."

8.

"Hvad tænker Du Kvinden

Havde i Agt,

Hun sendte en Ring

I Ulvedragt?

Jeg tænker, hun os

Forsigtighed bød;

Thi knyttet fandt jeg

I Ringen rød

Et Ulvehaar,

Ad Ulvevej

Den Rejse nok gaaer.

9.

Ej Slægt eller Frænde

Gunnar egger,

Ej Rigmand, Raadmand

Og Tegnsudlægger.

Hvad Kongen paa Gilde

Prud anstod,

Det bød nu Gunnar

I højen Mod.

10.

"Fjørner stat op!

Lad Svende med Ære,

Guldskaaler for Borde

Til Skjaldene bære."

11.

"Ulven skal raade

Med gamle Ravne

For Niflungers Arv,

Om Gunnar vi savne;

Brunpelsede Bjørne

Høsten forøde

Til Rovdyrs Glæde,

Om Gunnar døde." —

12.

Ædle Herrer

Udfulgte med Sorg

Landstyreren, Huners

Opegger, af Borg;

Høgnes Arving

Tilønsked dem saa:

"Hilsen og Sundhed

Hvorhelst I gaae!"

13.

Over Fjæld gjennem Mørkved,

Den uvejbare,

De Kjække bidslede

Heste lod fare;

Hunmarken rysted,

Hvor Heltenes Mod

De Tugtskye paa Grønsletten

Springe lod.

14.

Nu Tinderne saae de

I Atles Lande,

Og Bikkes Skjalde

Paa Højborg stande;

Sydmænds Sal,

Hvor Skjold ved Skjold

Langs Bænkene lyste,

En Spyddøvervold,

Der Vinen blev Atle

I Valhallen bragt,

Men udenfor Krigere

Stode paa Vagt,

Med gjaldende Spyd

Til Kampen rede,

Hvis Gunnar mandstærk

Kom der tilstede.

15.

Først deres Søster,

Heelt ædru hun var,

I Salen saae træde

Det Broderpar:

"Forraadt er Du Gunnar!

Hvad mægter Du kry

Mod Hunernes Rænker?

Af Hallen Du fly!"

16.

"Langt bedre Du foer

I Brynje frem,

End aabenhjælmet

Til Atles Hjem;

Bedre i solklare

Dage Du Sæde

I Sadlen tog,

Lod Norner begræde

Faldne Mænd

Med Dødens Farve,

Lod Huniske Skjoldmøer

Lære at harve,

Og kasted Atle

I Ormegaard;

Beredt for Eder

Nu denne staaer."

17.

"For seent nu, Søster!

At sammenkalde

Niflungers Skare!

Lang vilde falde

Vejen til Hjælp

For Kjæmper bolde

Hid fra Rhinens

Fjælde golde."

18.

Borgundernes Venner

Gunnar greb,

I Fjædre ham satte

Og faste Reb.

19.

Syv hug Høgne

Med hvassen Sværd,

I Ilden han kasted

Den Ottende der;

Saa skal den Kjække

Med Fjender stride.

20.

Saa kjæmpede Høgne

Ved Gunnars Side:

Man Gotherdrotten

Det Vilkaar satte,

At kjøbe Livet

Med sine Skatte.

21.

"Først Hjærtet ud

Af Høgnes Liv,

Blodigt skaaret

Med smertefuld Kniv

Af Kongesønnens

Bryst det bolde,

Her jeg i min

Haand vil holde."

22.

Af Hjalle de Hjærtet

Blodigt skar,

Paa Fad det lagde,

Til Gunnar bar.

23.

Gunnar, Mændenes

Drot, da kvad:

"Her Hjærtet af Hjalle

Den Fejge vi have,

Uligt Hjærtet

Af Høgne den Brave;

Thi meget det bæver

Lagt paa Fad,

Halvt mere, da end

I Bryst det sad."

24.

Høgne lo,

Da Man Hjærtet udskar,

Ret som hans Bryst

Nu et Skjoldmærke bar;

Paa Klynk og Klage

Han ej gav Agt,

Blodigt paa Fad

Det Gunnar blev bragt.

25.

Den herlige Niflung-

Kriger kvad:

"Nu Hjærtet af Høgne

Den Brave jeg seer,

Ej det som Hjalle

Den Fejges sig teer,

Thi lidet bæver det

Nu paa Fad,

End mindre medens

I Bryst det sad."

26.

"Gid Atle saa langt

Af Syne fra mig

Du var, som Skatten

Skal være fra Dig;

Ved Høgnes Død

Er til Værge jeg sat

For hele den skjulte

Niflungeskat."

27.

"Tvivlsomt det var,

Da vi levede baade,

Nu er jeg ene

Og ene kan raade;

Rhinen skal gjemme

Mændenes Tvist,

Den gudlige Niflunge-

Arv, med List,

Guldet skal blankes

I væltende Vande,

Aldrig paa Huner

Glindsende stande."

28.

"Nu frem de rullende

Vogne I kjøre,

Lænkebunden

I Fangen føre!"

29.

Svogren, den mægtige

Atle, mon ride

Den manrige Glam

Med Landsen ved Side.

I Hallens Tummel

Knap kunde sig væbne

Gudrun mod Graad

Over Heltenes Skjæbne.

30.

"Saa times dig, Atle!

Som Eder dig bandt

Til Gunnar, dem tidlig

Og ofte Du vandt

Ved Ullers Ring,

Ved Solens Sydgang,

Ved Sejrgudens Tinde,

Ved Hvilens For-Gang;

Du Hestetumler

Til Døden dog

Helten, Skattens

Vogter, drog."

31.

Folkene Drotten

Levende ned

I Gaarden satte,

Hvor Ormene skred;

Da Gunnar slog

I harmfuldt Mod

Harpens rungende

Strenge med Fod.

Saa skal Ringenes

Giver den bolde

Mod andre Mænd

Paa Guldet holde.

32.

Men Atle lod

Fra Mordet rende

Sin vilde Ganger,

For hjem at vende;

Der larmed i Gaarden,

Af Heste trang,

Hedekrigernes

Vaabensang.

33.

Med Guldkalk Gudrun

For Atle gaaer,

I dunkel Tale

Ham Gjengjæld spaaer:

"Glæd Dig, Fyrste!

De Faldnes Minder

Du her i din Hal

Hos Gudrun finder."

34.

De viintunge Bægre

Hos Atle klang,

Da Huner i Hal

Holdt Mandetal,

Sidskjæggede Mænd

Med krigerisk Gang.

35.

Med straalende Aasyn

Blandt Fyrsterne gik

Den strenge Frue

Og skjænkede Drik;

Hun valgte dem nødig

En kostelig Bid,

Den blegnende Atle

Forkynder hun Nid:

36.

"I Honning spiste

Du, Sværdbelønner!

Nysslagtede Hjærter

Af dine Sønner;

De Kraaser, Du Kjække

Til Drikken nød

Og sendte til Højbænks,

Var Menneskekjød."

37.

"Ej mere Du kalder

For Dig ind

Erp og Eitil,

Muntre i Sind,

Ej mere Du skuer

Fra Midtersæde

Dem, der skjænkede

Guld med Glæde,

Manker at studse,

Heste at tumle,

Spydskafter at pudse."

38.

Med Larm man op

Fra Bænkene sprang,

Sky forstummede

Mændenes Sang,

Langs Purpurbehænget

Et Bulder lød

Og Huners Børn

I Graad udbrød —

Ej Gudrun: thi hendes

Taarer fløde

Hverken da bjørnhaarde

Brødre døde,

Ej heller over

De unge Gutter,

Som Atle hun bar,

De muntre Snutter.

39.

Den svanhvide Frue

Guld udstrøede,

Huuskarle begaved

Med Ringe røde,

Lod Skjæbnen fyldes,

Reenmalmen strømme;

Den Kvinde ej ændsed

Sin Vaaning at tømme.

40.

Uvarligen Atle

Sig drak fra Forstand,

For Gudrun ej vogted sig

Vaabenløs Mand;

Ofte den Leg

Ham bedre gavned,

Da ømt de hinanden

For Ædlinge favned.

41.

Med Brodd i mordlysten

Haand hun øste

Paa Hyndet Blod,

Hundene løste,

Lod Karlene vække,

Haldøren tilramme

Og Ilden til Hævn

For Brødre flamme.

42.

Til Ilden hun offred

Hvo inde laae,

Nys Gunnar de myrded

I skummel Vraa,

Det gamle Tømmer

Styrted for Fode,

Vaaningshuse

I Flammer stode,

Budlingers Gaarde,

I Ilden rød

Skjoldmøer fandt

En snarlig Død.

43.

Nu nok om dette:

Saa væbne en Kvinde

Til Broderhævn

Sig ingensinde!

Tre Konger havde

Den Favre ombragt,

Førend hun selv

I Grav blev lagt.

Herom fortælles nøjagtigere i det Grønlandske Atledigt.

---

Noter: