Baademaal

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)

Islandske Folkesagn og Eventyr

Baademaal
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864

Man hører stundom Baadene knage, om det end er blikstille og de staae i Nøsterne. Det er Baademaalet, som det kun er giret Faa at forstaae. Men der var engang en Mand, som forstod det. Han kom en Dag ned til Søen, hvor der stod to Baade, og han hørte da den ene sige: -»Nu have vi længe fulgtes ad, men imorgen maae vi skilles.« »Det skal aldrig skee, at vi skilles«, svarede den anden Baad, »vi have nu været sammen i tredive Aar og ere nu begge til aars skal een af os gaae under, er det bedst, at vi følges ad.« »Det vil nu ikke skee alligevel. Ikveld have vi smukt Veir, men imorgen ville vi faae et andet Veir, og Ingen vil roe ud til Fiskefangst, uden din Formand, jeg derimod og alle de andre Baade ville blive tilbage. Men Du vil komme afsted og aldrig vende tilbage, og saa komme vi ikke til at staae her oftere sammen.« »Det skal ikke skee, jeg gaaer ikke et Skridt af Stedet.« »Det vil Du dog nok komme til at gjøre alligevel, og dette bliver den sidste Nat, som vi to tilbringe sammen.« »Jeg skal aldrig røre mig af Stedet, uden Du gaaer med.« »Det vil nu alligevel blive saa.« »Ikke uden Fanden selv kommer til.« Herefter talte Baadene saa tyst, at end ikke de længste Øren kunde høre deres Hvisken.

Morgenen efter saae Veiret meget truende ud, og Ingen fandt det raadeligt at roe til Fiskefangst, uden een Formand og hans Baadsfolk. De gik ned til Søen med mange Flere, som imidlertid ikke kom afsted. »Eders Skindklæder i Jesu Navn«, siger Formanden, som Skik er. Hans Baadsfolk iføre sig Klæderne. »Lad os nu trække Baaden ned i Jesu Navn«, sagde Formanden, som han pleiede. De toge fat, min Baaden gik ikke af Pletten. Formanden bad da nogle andre Søfolk, som vare tilstede, om en Haandsrækning men ligemeget hjalp det. Da bad han Alle, som stode derhos, at tage Tag med, for at faae Baaden ned; nu var der Haand ved Haand, og Formanden raabte med samme Omkvæd, som tidligere: »Nu trække vi Baaden ned«; Baaden rørte sig alligevel ikke af Pletten. Da raabte Formanden med høi Røst: »Ned med Baaden i Satans Navn.« Baaden løb nu saa hurtigt ud af Nøstet, at den ikke var til at styre, heelt ud paa Søen. Baadsfolkene havde deres Nød med at regjere den. Siden roede de afsted, men efter denne Dag har man aldrig seet noget til Baaden og aldrig spurgt fra Nogen, som var paa den.