Balder og Loke (S.T.Thyregod)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Søren Tvermose Thyregod
Balder den gode er Søn af Odin og Frig; han er saa fager og skær, at det lyser af ham, og den hvideste Blomst af alle er sammenlignet med hans Øjenbryn og kaldt Baldersbraa, saa deraf kan man slutte sig til hans fagre Udseende, og det svarer til hans Indre, thi han prises af alle for sin store Mildhed og er den viseste og mest veltalende af alle Aserne; han bor da ogsaa i den skjønneste Borg, hvor intet urent taales, og der afsiger han urokkelige Domme. Han er gift med Nanna, og deres Søn Forsete er den bedste Dommer, Guder og Mennesker kjende, thi han bringer altid Forlig i Stand, hvor vanskelig Sagen end er.
Men Balder havde stærke Drømme, der varslede, at hans Liv var i Fare; han fortalte det da til Aserne, som derpaa forsamledes alle paa Thinget, og her raadsloge de mægtige Guder om Balders Drømme.
Men Odin stod op, lagde Sadel paa Slejpner og red ad Helhjem til; der kom en blodig Hund mod ham fra Hel og gøede længe ad ham, men han red videre, saa Jorden dønnede, til han naaede Hels Hus; der red han øst for Døren, hvor han vidste, Vølvens Grav var, og der sang han Trylleviser og ridsede Runer, til hun rejste sig af Graven og sagde:
»Hvem er den Mand, som volder mig Møje? Jeg har længe ligget død og tilsneet, hvor Regnen slog mig, og Dug drev over mig.«
»Jeg er Vegtam,« svarede Odin, »og vil fortælle dig Nyt fra Verden, hvis du vil sige mig Tidender fra Helhjem. — For hvem have I prydet Sæderne med Guld og Ringe?«
»Mjøden er brygget for Balder, men dækkes endnu af Skjoldet.«
»Hvem bliver da Balders Banemand?«
»Høder vil blive Balders Bane og rane Livet fra Odins Søn.«
»Hvem vil da hævne Balders Død og lægge Balders Bane paa Baal?«
»Rind i Vestsale vil føde Odin en Søn, der skal kaldes Vale; han er kun en Nat gammel, naar han hævner sin Broders Død, endnu før han vasker sin Haand eller kæmmer sit Haar.«
»Hvem er da de Møer, der ville sørge og kaste deres Halsslør mod Himlen?«
»— Du er ikke Vegtam, som jeg tænkte, thi du er Odin den gamle selv.«
»Og du er hverken Vølve eller vis Kone, men snarere tre Thursers Moder.«
»Rid du nu hjem, og vær stolt Odin, men saaledes skal ingen gjæste mig oftere, før Baandene løsnes om Loke, og Ragnarok kommer.«
Derefter gjorde Odin sig helt ukjendelig og drog til Kong Rosthjov, der var Rinds Fader; hos ham gav han sig i Tjeneste som Kriger og ophøjedes snart til Høvedsmand. Det første Slag vandt han ved Hjælp af sin Hær og fik derfor store Gaver foruden Kongens Venskab, men siden slog han alene en stor Fjendehær, og da vovede han hemmelig at bede Kongen om hans Datter til Hustru. Kongen syntes godt om det og bød ham selv tale med Pigen, hvilket han ogsaa gjorde, men i Stedet for et Kys, som han bad om, gav hun ham Haan, saa han indsaa, at han ikke kom videre denne Gang.
Men næste Aar kom han igjen og kaldte sig Roster, i det han udgav sig for Smed; han aflagde saa gode Prøver paa sin Færdighed, at Kongen lod ham faa en Mængde Guld, hvoraf han smedede Smykker; særlig Kunst anvendte han paa et Armbaand og nogle Ringe, som han gav Kongens Datter, men da han igjen bad om Løn, sagde hun:
»Du maa komme sent i Aften, hvis du vil tale med mig, thi det er heldigst, naar man er ene om saadanne Hemmeligheder.«
Odin var glad, da han gik bort, og længtes efter Aften, thi nu troede han, at Maalet var naaet; men da han kom til Stævnemødet, stod der alle Kongens Kæmper med Lys og Fakler, saa det blev til Spot for Odin, og skjønt Kongen ønskede, at Rind vilde ægte Roster, sagde hun dog nej, i det hun syntes, hun var for ung endnu, hvoraf Meningen maaske snarere var, at hun fandt Roster for gammel.
Odin opgav dog ikke sin Stræben, men kom igjen tredje Gang som en ung Fægtemester og fik Kampe i Gang til Ære for Rind; han slog de bedste Kæmper til Jorden for hendes Skyld, hvorpaa han atter fremkom med sin Bøn, men da han tidlig om Morgenen, medens alle sov, listede sig til hendes Stue, laa der kun en Hund bunden paa hendes Leje.
Desuagtet gav han ikke tabt, men paatog sig en fjerde Skikkelse, i det han kom i Pigeklæder under Navn af Vekke. Ogsaa denne Gang tog Kongen ham i Tjeneste, og den nye Terne var saa trofast, at hun tilsidst skulde passe Rinds Fodtøj og vaske hendes Fødder. Men da hændte det, at Rind blev syg, og Vekke lovede at læge hende, hvis de vilde binde hende, thi Lægemidlet var saa besk, at det maatte tvinges i hende. Det gik nu paa Kongens Bud efter Vekkes Ønske, og Rind blev helbredet, efter at Odin dog først havde taget Lønnen, som han havde efterstræbt saa længe; men siden blev Rind Moder til Vale.
Samtidig med dette vare Aserne paa Thinge blevne enige om at udbede Balder Fred for alle Farer, og Frig tog da Ed af Ild og Vand, Jærn og alle Metaller, af Sten, Jord, Skov, Sygdomme, Dyr, Fugle og Giftslanger, at de skulde skaane Balder. Men da dette var gjort og blevet bekjendt, var det Balders og Asernes Morskab, at han skulde staa frem paa Thinget, medens alle de andre skulde dels skyde paa ham, dels hugge til ham, hvorimod somme kastede Sten; og hvad de end gjorde, det skadede ham dog ikke, hvilket de alle syntes, var ham til stor Hæder. Men da Loke saa dette, ærgrede han sig over, at intet kunde skade Balder, hvorfor han skabte sig; om til en gammel Kone og gik til Frig.
Da spurgte Frig, om denne Kone vidste, hvad Aserne toge sig for paa Thinget, hvortil hun svarede, at alle skøde paa Balder, men det skadede ham ikke.
»Nej,« sagde Frig, »hverken Vaaben eller Træ vil saare ham, thi jeg har taget Ed af alt.«
»Har da alle Ting svoret at ville skaane Balder?« spurgte Konen.
»Nej,« svarede Frig, »øst for Valhal voxer en lille, grøn og smidig Mistelsten, den syntes mig for ung at kræve Ed af.«
Derpaa vendte Konen sig bort, men Loke sled Mistelstenen op og gik til Thinget, hvor Høder stod yderlig i Kredsen, fordi han var blind; til ham sagde Loke:
»Hvorfor skyder du ikke paa Balder?«
»Jeg kan jo ikke se, hvor han er, og desuden er jeg vaabenløs,« svarede han.
»Du maa dog gjøre som de andre Mænd,« vedblev Loke, »og vise Balder Hæder ligesom de; jeg skal vise dig, hvor han staar, skyd da paa ham med denne Vaand!«
Høder tog Mistelstenen og skød paa Balder efter Lokes Anvisning, men Skudet gik igjennem Balder, saa han faldt død til Jorden, og det er den største Ulykke, der er hændt Guder og Mennesker. Aserne tabte da ogsaa Mælet, og ikke en Haand rørte sig for at tage Liget, men den ene saa til den anden, i det de alle havde samme Sind mod den, der havde voldt det; dog turde ingen tage Hævn, da Stedet var helligt. Men da de endelig prøvede at tale, brød Graaden frem, saa ingen kunde fortælle om sin Sorg, og værst var det for Odin, thi han skjønnede bedst, hvor stort Tab Aserne led ved Balders Død. Men da Guderne atter kom til Besindelse, spurgte Frig, hvem af Aserne der vilde vinde sig hendes Kjærlighed og Huldskab ved at ride ad Helvej og prøve, om han kunde møde Balder og byde Hel Løsepenge, hvis hun vilde lade ham drage hjem til Asgaard. Da tilbød Hermod, Odins Svend, at udføre det, hvorpaa Slejpner blev ledet frem, Hermod steg op paa den og sprængte afsted.
Men Aserne toge Balders Lig og flyttede det til Søen, hvor Balders Skib, det største af alle, laa, det vilde Guderne skyde frem for at gjøre Balders Baal derpaa, men det lod sig ikke rokke. Der blev da sendt Bud til Jotunhejm efter Jættekvinden Hirrokin, og hun kom ridende paa en Ulv med Hugorme til Tømme; i det hun sprang af Hesten, kaldte Odin paa fire Kæmper og bød dem vogte den, men de kunde ikke holde den, før de fik den lagt ned. Hirrokin gik imidlertid hen til Skibets Forstavn og skød det ud i første Tag, saa Jorden skjalv, og der røg Ild af Rullerne; men ved at se dette blev Thor saa vred, at han greb sin Hammer og vilde have knust hendes Hoved, hvis ikke alle Guderne havde bedet om Fred for hende. Nu blev Balders Lig baaret ud paa Skibet, men da hans Hustru Nanna saa det, brast hendes Hjærte af Sorg, saa hun døde, og da blev ogsaa hun lagt paa Baalet. Derpaa stod Thor frem og viede Baalet med Mjølner, med ved hans Fødder løb en Dværg, som hed Litr, ham sparkede Thor til, saa han kastedes ind i Ilden og brændte. Odin hviskede Balder noget i Øret og lagde Guldringen Drøpner paa Baalet, og siden fulgte den Egenskab Ringen, at der dryppede otte lige saa tunge Ringe fra den hver niende Nat; men paa Baalet var ogsaa ledet Balders Hest med alt Ridetøjet. — Der søgte mange Slags Folk sammen ved denne Ligbrænding. Med Odin fulgte saaledes Frig, Valkyrierne og hans Ravne; Frej kjørte med Galten Gyldenbørste spændt for sin Kærre, medens Freja kjørte med sine Katte, og Hejmdal red paa Hesten Guldtop. Der var ogsaa mange Rimthurser og Bjærgriser.
Men om Hermod er at fortælle, at han red fire Nætter gjennem dybe, mørke Dale, hvor han intet kunde se, før han kom til Aaen Gjøl; der red han over Gjallerbroen, som er tækket med lyst Guld; men den Mø, der vogter Broen, spurgte ham om hans Navn og Slægt, i det hun sagde, at forrige Dag vare fem Fylker døde Mænd redne over Broen, »men«, vedblev hun, »den dønner lige saa stærkt under dig alene, og du har heller ikke Dødningefare. Hvorfor rider du ad Helvej ?«
»Jeg skal ride til Hels Bolig at søge Balder; har du maaske seet ham her?« spurgte Hermod.
Hun svarede, at Balder var reden over Gjallerbroen, »men,« tilføjede hun, »dybt og nordlig gaar Vejen til Hel.«
Hermod red da videre til han kom til Hels Port; der steg han af Hesten og spændte Buggjorden fastere, hvorpaa han atter steg op, drev Hesten frem med Sporerne, og den sprang saa højt over Hegnet, at den ikke kom det nær. Da red Hermod hen til Huset, steg af Sadlen og gik ind i Hallen, hvor han saa sin Broder Balder sidde i Højsædet.
Hermod blev der om Natten, men om Morgenen spurgte han Hel, om Balder maatte ride hjem med ham, i det han fortalte, hvor megen Sorg hans Død havde forvoldt Aserne, men Hel svarede, at der nu var Lejlighed til at prøve, om Balder virkelig var saa elsket, som det hed sig, »thi,» sagde hun, »hvis alle Ting i Verden, baade levende og døde, ville græde for ham, da maa han vende tilbage til Aserne, men hvis nogen gjør Indvendinger eller ikke vil græde, da bliver han hos Hel.«
Da stod Hermod op, og Balder fulgte ham ud af Hallen; ved Afskeden gav Balder ham Ringen Drøpner, som han skulde bringe Odin til Minde, medens Nanna sendte Lintøj og endnu flere Gaver til Frig og en Fingerring til Fylla; dermed red Hermod sin Vej tilbage og kom til Asgaard, hvor han fortalte om alt, hvad
han havde hørt og seet.
Derpaa sendte Aserne Bud til alle Lande og lod bede, at Balder maatte blive grædt fra Hel. Alle gjorde, som de bad, Mennesker og alt levende, Jorden og Stenene, Træ og alle Metaller, saaledes som vi have seet, at disse Ting græde, naar de komme fra Frost ind i Varme. Men da Sendebudene droge hjem efter at have udført Ærendet saa godt, fandt de en Hule, i hvilken der sad en Jættekvinde, som kaldte sig Thøk; ogsaa hende bad de græde Balder fra Hel, men hun svarede:
»Thøk vil græde tørre Taarer ved Balders Baalfærd, thi han gavner mig intet, hvad enten han er død eller levende; lad derfor Hel beholde, hvad hun har!«
— Man gætter nu paa, at det har været Loke, der jo har gjort Aserne mest ondt, men aldrig dog noget værre end dette, først at være Skyld i Balders Død og dernæst, at han ikke blev løst fra Hel. Senere fik han da ogsaa sin Straf, som han vil føle længe.
Ægir boede paa den Ø, der nu kaldes Læsø, og var gift med Ran, der fødte ham ni Døtre, Bølgerne; disse Møer drage Net for de Mænd, der komme paa Søen. De have lyst Haar og hvide Slør, blaat Linned og haarde Senge; de fælde mange Taarer, medens de vaage i Vinden, og det er sjældent, at de lege rolig. Ægir var derimod en fredelig Mand, saa han gjæstede undertiden Aserne, og siden de havde skaffet ham den store Kjedel, som før er omtalt, komme de ogsaa ofte til Gilde hos ham om Vinteren. Saaledes hændte det nu, at han gjorde et Gjæstebud, og dertil kom Odin og hans Hustru Frig, Thor kom ikke, thi han var paa Rejser mod Øst, men hans Hustru Sif var der saa vel som Brage og Idun; Tyr var ogsaa til Stede, men var enhaandet, siden Fenrisulven blev bunden og sled Armen af ham. End videre var der Njord og hans Hustru tillige med hans Børn, Frej og Freja, og med Frej fulgte hans Tjenestefolk Bygve og Bejle. I det hele var der samlet mange Aser og Alfer og deriblandt var Loke. — Ægir havde to Tjenestefolk, der hed Fimafeng og Elde, som blev meget rost for deres Dygtighed, men det gad Loke ikke høre paa, hvorfor han dræbte Fimafeng, skjønt Stedet var helligt. Aserne hævede da ogsaa deres Skjolde og drev ham til Skovs, hvorpaa de atter droge tilbage til Drikkelaget; men Loke kom ogsaa igjen og traf Elde, til hvem han sagde:
»Sig mig, Elde, før du gaar videre, hvad de tale om der inde ved Øllet. «
»De tale om deres Vaaben og Kampe,« svarede Elde, »men ingen taler godt om dig.«
»Saa vil jeg gaa ind og blande Avind i deres Lystighed og ondt i deres Mjød.«
»Da tror jeg, at hvis du øser Spot over Aserne, ville de tørre det af paa dig selv.«
»Og jeg tror,« svarede Loke, »at hvis vi to skulle mundhugges, maatte jeg være fattig paa Ord, om du faar flere end jeg.«
Derpaa gik han ind i Hallen til de andre, men saa snart de saa ham tav de alle. — Da sagde Loke:
»Jeg var tørstig og gik en lang Vej, for at Aserne skulde byde mig en Drik Mjød. — Hvorfor tie I da og sidde, som om I havde tabt Mælet? Vis mig en Plads ved eders Gilde, eller vis mig Døren!«
»Aserne give aldrig dig Plads ved deres Gilde,« svarede Brage, »de vide nok, hvem de ville glæde.«
»Husker du da ikke, Odin, at vi blandede Blod, og du svor, at du aldrig vilde smage Øl, med mindre vi begge bleve budt?«
»Rejs dig da Vidar,« sagde Odin, »og lad Ulvens Fader sidde, for at han ikke skal skjælde os her.«
Da stod Vidar op og skænkede for Loke, men før denne drak, sagde han:
»Hil eder Aser, Asynjer og alle hellige Guder, undtagen Brage, som sidder der inde paa Bænken.«
»Jeg byder dig Hest og Ringe,« sagde Brage, »hvis du ikke forsøger at vække Gudernes Vrede ved Avind.«
»Ja, gid du altid maatte savne begge Dele,« svarede Loke, »thi af alle Aserne er du mest bange i Kamp og sky for Skrald.«
»Hvis jeg var ude paa Gulvet hos dig, saa skulde jeg bære dit Hoved paa mine Hænder og saaledes straffe dig for din Løgn.«
»Du er modig, mens du sidder, Brage Bænkepryder,« vedblev Loke, »men hvis du er vred, saa kom, og kæmp med mig!«
»Brage,« sagde Idun, »jeg beder dig for vore Børns Skyld, at du ikke ægger Loke her.«
»Ti stille Idun,« sagde Loke, »du er hægen efter Mænd, thi du lagde dine renvaskede Arme om din Broders Bane.«
»Jeg vilde ikke laste dig, Loke,« svarede Idun, »men kun berolige Brage, der er ophidset, thi jeg vilde nødig, at I skulde slaas i Vrede.«
»Hvorfor,« spurgte Gefion, »ville I dog trættes? Loke ved dog, at det bliver haardt at kæmpe mod Gudernes Had.«
»Ti heller stille, Gefion,« sagde Loke, »thi nu kunde jeg fortælle, hvor inderlig du favnede den unge Svend, som lokkede dig ved at give dig et Smykke.«
»Nu er du fra Sans og Samling,« udbrød Odin, »siden du vækker Gefions Vrede, thi hun ved lige saa godt som jeg, hvad Skæbne hver faar.«
»Ti du ogsaa, Odin,« svarede Loke, »du forstod sjælden at skifte Kamp, thi du gav tit den sløve Sejr.«
»Men du var en Kone,« sagde Odin,« som boede otte Aar under Jorden og malkede Køer, det var et kummerligt Liv.«
»Og du kogte Gift paa Samsø som Hex og fløj rundt som en Troldmand, — det var ikke stort bedre.«
»I burde ikke tale om eders tidligste Dage,« sagde Frig, »det sømmer sig ikke for Mænd.«
»Ti du ogsaa, Frig,« svarede Loke, »du er meget kjælen, som da baade Vile og Ve tog dig i Favn, skjønt du var gift med Odin.«
»Ja, havde jeg her en Søn som Balder,« sagde Frig, »da kom du ikke levende herfra.«
»Du ønsker nok at høre mere endnu om mine onde Bedrifter,« svarede Loke, »det er da ogsaa min Skyld, at du aldrig mere ser din Søn komme ridende til dig.«
»Du er ør, Loke,« sagde Freja, »siden du selv omtaler dine onde Gjerninger, thi Frig kjender det jo alt sammen, om hun end ikke taler derom.«
»Ti stille, Freja,« sagde Loke, »thi dig kjender jeg til Bunds og ved, at du har haft alle Aser til Elskere.«
»Det er usandt, du siger,« udbrød Freja, »og jeg venter, du bliver straffet, thi alle Aser og Asynjer ere vrede paa dig, og din Hjemrejse bliver vist bedrøvelig.«
»Ti, Hex!« sagde Loke, »det er siden den Tid, man holdt dig borte fra din Broder, at du fnyser saaledes.«
»Jeg kan forstaa,« sagde nu Njord, »at en Kvinde, der faar sig en Mand, vinder Venner, men at en Mand, der har født Børn, kommer sammen med os, — det er underligt.«
»Ti du ogsaa, Njord, thi du er her dog kun som Gidsel, og en Gang tog Hymes Møer dig for et Kar og slog deres Vand i din Mund.«
»Er jeg end Gidsel,« svarede Njord, »saa har jeg dog en Søn, som alle Aser elske.«
»Stop lidt, Njord, og ros dig med Maade; thi denne Søn fik du med din Søster, og det er et Held, at han ikke blev værre, end man kunde vente.«
»Frej er den bedste af alle dem, der ride til Asgaard,« sagde Tyr, »thi han volder ingen Graad, men løser de fangne af Lænker.«
»Ti stille, Tyr,« sagde Loke, »thi siden Ulven sled din højre Haand af, kan du aldrig kæmpe med to.«
»Jeg savner ganske vist Haanden,« svarede Tyr, »men du savner Ulven, som ogsaa selv lider.«
»Ti stille,« vedblev Loke, »thi det er din Skam, at din Hustru fødte mig en Søn, uden at du fik Bøder.«
»Jeg ser Ulven ligge bunden ved Aaen til Ragnarok,« sagde Frej, »saaledes skal du ogsaa blive bunden, Loke, hvis du ikke tier.«
»Ja du kjøbte din Hustru for Guld og gav dit Sværd i Kjøbet, men naar Muspels Sønner komme ridende, ved du Stakkel ikke, hvad Vaaben du skal bruge.«
»Hvis jeg var en Mand som Frej,« sagde Bygve, »da vilde jeg knuse dig finere end Marv og lemlæste dig Led for Led, du Ulykkesfugl!«
»Hvem er den lille,« spurgte Loke, »som logrer efter Krummer hos Frej og klager ved Kværnen?«
»Jeg hedder Bygve, men kaldes den raske, thi jeg kan rose mig af, at alle Guder ere samlede her.«
»Ja, ti saa heller stille, thi du har aldrig forstaaet at dele Mad ud, og naar der var Strid, kunde man altid finde dig skjult i Halmen.«
»Du er ør, Loke,« sagde Hejmdal. »Hvorfor holder du dog ikke op? Du har drukket for meget, og da siger man altid mere, end man egentlig vilde.«
»Ti, Hejmdal,« svarede Loke. »Det er et kummerligt Liv, der blev dig bestemt, at du altid skal staa vaagen med en vaad Ryg som Gudernes Vogter.«
»Ja nu er du lystig, Loke« udbrød Skade, »men du faar ikke Lov til at lege saaledes med løs Hale ret længe, thi Guderne ville binde dig til Klippen med din Søns Tarme.«
»Er du saa sikker paa det,« svarede Loke, »saa vil jeg nu fortælle dig, at jeg var den første Aarsag til din Fader Thjasses Drab.«
»Og du skal da atter vide,« sagde Skade, »at du kun kan vente dig ondt af mig og mine!«
»Naar vi saaledes skulle aabenbare alle vore Hemmeligheder, maa jeg sige, at du var blidere i din Tale, da du indbød mig til dit Leje,« svarede Loke, men nu gik Sif frem og skjænkede Mjød for Loke, i det hun sagde:
»Hil dig nu, Loke, og tag mod Bægeret fuldt af gammel Mjød, men lad kun hende alene gaa fri for haarde Ord.«
»Ja,« sagde Loke, »du vilde være den eneste, der værner om din Mands Ære, hvis du ellers gjorde det, thi jeg ved kun en, der har nydt din Gunst, og det er den snilde Loke.«
»Nu skjælve alle Bjærgene,« sagde Bejle, »det er Thor, der kommer hjem, han vil nok skaffe Ro.«
»Ti, Bejle,« sagde Loke, »du er Bygves onde Kone, og værre Utyske kom aldrig blandt Aserne.«
Men da kom Thor og sagde:
»Ti, usle Vætte! Min Hammer Mjølner skal gjøre dig maalløs, thi naar jeg hugger dit Hoved af, slutter dit Liv.«
»Nu er Thor kommen,« sagde Loke, »men hvorfor larmer du saaledes? Naar du gaar i Kamp mod Ulven, som sluger Odin, er du næppe saa modig.«
»Ti, usle Vætte! Min Hammer Mjølner skal betage dig Mælet; thi jeg kaster dig saa langt mod Øst, at ingen skal se dig mere.«
»Du skulde ikke minde om dine Rejser mod Øst, siden du krøb sammen i Handskens Tommelfinger, den Gang kunde ingen have kjendt Thor.«
»Ti, usle Vætte! Min Hammer Mjølner skal ende din Tale. Med Hrungners Bane dræber jeg dig, saa alle dine Ben knuses.«
»Jeg tænker, jeg skal leve lidt endnu, skjønt du truer med Hammeren. For øvrigt syntes Skrymers Remme dig stærke, da du ikke kunde faa Madposen op, skjønt du var sulten.«
»Ti, usle Vætte! Min Hammer Mjølner skal lukke din Mund og sende dig ned til Hel under Ligporten.«
»Jeg har talt til Aserne, som mit Sind indgød mig, men for dig vil jeg vige, thi jeg ved, du slaar til,« sagde Loke. »Du har nu brygget Øl, Ægir, og bør aldrig mere gøre Gilde, thi det er mit Ønske, at Ilden maa lege over al din Ejendom og brænde dig selv paa Bagen.«
Med disse Ord løb Loke bort, og da han nu vidste, at Guderne vare vrede, som man kan tænke, skjulte han sig paa et Bjærg, hvor han lavede sig et Hus med fire Døre i, saa at han der fra kunde se ud til alle Sider. Men om Dagen skabte han sig ofte om til en Lax og skjulte sig da i Franangerfos. Idet han nu sad der i Huset med et brændende Baal foran sig, tænkte han paa, hvilke Kunster Aserne nu vilde finde paa for at fange ham, hvorfor han tog Hørgarn og prøvede at flette Masker, saaledes som man siden laver Fiskenæt; men da saa han, at Aserne vare nær ved Huset, i det Odin fra Lidskjalv havde seet, hvor han var; han sprang derfor hurtig op, kastede Nettet paa Ilden og løb ud i Aaen. Men da Aserne kom til Huset, gik Kvaser, som var den viseste af alle, først ind, og da han saa Asken af det brændte Net paa Ilden, kunde han forstaa, at det maatte være et Redskab til Fiskefangst, hvilket han sagde til Aserne. Derefter flettede de sig et Net efter det Mønster, de saa i Asken, og da det var færdigt, gik Aserne til Aaen, kastede Nettet i Fossen og droge Vod, i det Thor holdt den ene Ende, medens alle Aserne holdt den anden. Men Loke svømmede foran og lagde sig ned mellem to Sten, saa Nettet gik over ham, skjønt Aserne nok mærkede, at det rørte ved noget levende. De droge da op til Fossen anden Gang og bandt noget tungt ved Nettet, saa intet kunde slippe neden under det, og derpaa kastede de det ud igjen. Ogsaa denne Gang svømmede Loke foran Nettet, men da han saa, at der kun var kort til Havet, sprang han over Rebet, der holdt Garnet, og løb op til Fossen. Nu saa Aserne, hvilken Vej han tog, hvorpaa de atter droge der op og delte sig i to Hold, saa der gik et paa hver Side af Aaen ud mod Søen, medens Thor vadede bag efter Nettet midt i Aaen. Loke saa da kun to Udveje, i det han enten kunde springe i Havet, men det var livsfarligt, eller han kunde springe over Nettet igjen; han valgte det sidste og sprang saa hurtig som muligt Rebet, men der greb Thor efter ham og fangede ham, dog gled Fisken i Thors Haand, saa han først fik ret Tag ved Halen, hvorfor Laxene siden ere tynde bagtil.
Nu var Loke tagen fredløs, og Aserne førte ham hen i en Hule, hvor de rejste tre flade Sten paa Kant og slog Hul i dem. Derpaa grebe de Lokes to Sønner Vale og Narve, og skabte Vale om til en Ulv, som derefter sønderrev Narve, og med dennes Tarme bandt de Loke over de tre Sten, saa den ene stod under hans Skuldre, den anden under Lænderne og den tredje under Knæleddene, og Baandene bleve strax til Jærn. — Derpaa tog Skade en Giftslange og fæstede den op over ham, saa dens Gift maatte dryppe ned i hans Ansigt, men Lokes Hustru, Sigyn, staar hos ham og holder et Bækken under Giftdraaberne, men naar Bækkenet er fuldt, gaar hun hen og kaster Giften ud, og da drypper Edderen ham i Ansigtet, hvorved han farer saa heftig sammen, at hele Jorden skjælver, og det bliver nu kaldt Jordskjælv.
Saaledes ligger Loke i Lænker til Ragnarok.