Vis kilden til Bardastrands syssel (K.Kålund)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bardastrands syssel (K.Kålund)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Barðastrandarsýsla.jpg|thumb|400px|<center>'''Bardastrands syssel'''<br>Detaljeret kort på dette link: [http://atlas.lmi.is/kortasja/ <FONT COLOR=blue>Landmælingar Íslands</FONT COLOR=blue>] </center>]]
<center>[[Bidrag til en historisk-topografisk beskrivelse af Island |'''Bidrag til en'''<br>'''historisk-topografisk <br>beskrivelse af<br>Island]]


[[Kristian Kaalund biografi|P. E. Kristian Kålund]]



<big><big>'''Bardastrands syssel'''</big><br>(Barðastrandar sýsla)</big><br><small>[Indbyggerantal c. 2500]</small></center>




Bardastrands syssel optager i forbindelse med Isefjords og Stranda sysler den store af talrige fjorde indskårne halvø, som skyder sig ud længst mod nordvest og kun ved den omtrent en mil brede tange mellem Gilsfjorden og Bitrufjorden hænger sammen med det øvrige Island. Denne landsdel har fra gammel tid været benævnt '''Vestfjordene''' (''Vestfirðir''). Efter Vestfjordene tog en af Islands fjærdinger, Vestfjordingefjærdingen, navn; og deraf kommer det, at ordet ''Vestfjordinger'' (Vestfirðingar), der nærmest skulde betegne folk fra Vestfjordene, sædvanlig i den ældre literatur bruges for at betegne Vestlandets beboere i det hele taget. Ja undertiden kan endog benævnelsen »Vestfjordene« bruges om hele Vestfjordingefjærdingen, således har Hauksbog som overskrift over landnamene i Vestfjordingefjærdingen »her begynder landnamene i Vestfjordene« (Ldn. s. 64). Vestfjordenes gamle hovedtingsted var Torskefjords ting, og fra den tid tingene optræde som bestemt afgrænsede landsdele, indbefattede Torskefjordsting Vestfjordene.


[[Fil:Gilsfjörður.jpg|thumb|400px|right|<center>Gilsfjord</center>]]Fra Klejvar fører vejen langs fjordbunden, forbi nabogården Brekka — hvorfra en vej fører i nordøstlig retning over fjældet til Stranda syssel — , og derpå langs lien vest for fjorden, der er stejl, stenig og besværlig at komme frem over. Til dels ligger vejen mellem stenene i strandkanten, og et enkelt sted, hvor en klippe fra fjældet skyder sig brat ud imod fjorden, kan kun passeres ved ebbetid. Denne klippe eller hammer bærer navnet ''Drivande'' (Drífandi). I den udførligere Fostbrødre saga (Flatb. II, s. 105) henlægges stedet for fostbrødrene Torgejrs og Tormods skilsmisse — på grund af den førstes spørgsmål om, hvem af de to der vel var den stærkeste — til Drivande, der her gøres til en å i Gilsfjord; umiddelbart efter følger imidlertid en beskrivelse af hamren, ud for hvilken Tormod vender om, der aldeles svarer til forholdene ved Drivande. Det er formodenlig dette navn, der oftere forekommer som navn på en foss, der har foranlediget fejltagelsen. — Omtrent midtvejs i lien strækker sig en smal dal, næsten kun som en kløft, op mellem fjældene; den kaldes nu Má(f)adalr, men dens egenlige navn antages at være '''Mårsdal''' (''Mársdalr'')<ref>bedre ''Måvsdal'' (Másdalr).</ref>, der er nævnt i GÞ. (s. 78), rimeligvis som bolig for Tores fostbroder Ottar. Dog gør den lille fjælddals beskaffenhed — den er kort og smal, uden underland, dog med gode fåregræsgange — det noget usandsynligt, at den tidligere skulde have været bebot; desuden synes beliggenheden noget afsides i forhold til den måde Mårsdal omtales på i GÞ. — Enden af fjældet, der begrænser Gilsfjorden mod vest, hedder ''Gilsfjardarmule'' (Gilsfjarðarmúli); under mulen står gården '''Mule''' (''Múli''), som man får øje på lidt efter at være drejet om den yderste fjældpynt. Her boede utvivlsomt den i GÞ. (s. 43) nævnte Herfinn i Mule, en søn af landnamsmanden i Gilsfjord. Lidt før omdrejningen ses neden for den stejle skråning en smal engflade nærmest søen; dette er den strækning, der i GÞ. (s. 58) kaldes »tejg«, hvor der fortælles, at man fra Olavsdal (D.) så Tore ride fra sit bryllup på Klejvar »ud over tejgen vest for fjorden«. Strækningen, der nu benævnes i flertal »teigar«, ligger lige over for Olavsdal, og mellem engen og stranden ligger fjærevejen.


På den anden side mulen åbner Garpsdalen sig, en hverken frugtbar eller synderlig stor dal, der gennemløbes af en dybt nedgravet å ''Muleå'' (Múlaá). Først noget hinsides den egenlige dalslette står på en jævn flade ikke langt fra søen gården '''Garpsdal''' (''Garpsdalr'') med tilhørende kirke. Umiddelbart før man kommer til tunet, rider man over den lille å ''Budarå'' (Buðará), der i sydøstlig retning søger ned mod søen; vejen ligger nu lige oven for tunet. I Garpsdal boede i følge Laxd. (s. 132) Gudrun Osviversdatters første mand Torvald, en søn af Haldor Garpsdals-gode, og Garpsdal er der henregnet til Gilsfjorden. Fbr. fortæller om to her boende brødre Kalv og Stenolv, og her forefalder den uhyggelige begivenhed, at de to fostbrødre, brødrenes vintergæst Torgejr hovløse og Eyjolv fra Olavsdal, som noget forud har haft en strid sammen, ved et tilfældigt møde dræbe hinanden (Fbr. s. 60-62). Begivenheden indledes med et varsel, i det den da alt tidligere dræbte Torgejr Håvarssön viser sig selv tiende og med sit følge forsvinder ved den å, som »løber inden for gården«; denne å må vel være Budarå. Kort efter kommer Eyjolv ridende forbi gården, Torgejr hovløse får det at høre og løber efter ham, Eyjolv fortsætter imidlertid sin vej, til han kommer til '''Garpsdalså''' (''Garpsdalsá''), hvor isen var brudt op, og som derfor var vanskelig at komme over; her falde de for hinandens hånd. Hvilken å der menes med Garpsdalså, om Budarå eller Muleå, er vanskeligere at sige, måske dog den sidste. Som tradition udgives, at de skal have dræbt hinanden i den dybe, snævre lavning med stejle bredder, hvor man rider over Muleå, men det er måske kun, fordi man har villet finde deres dys her (deres lig blev imidlertid i følge sagaen førte til kirke). Når man står på tunet i Garpsdal, ses Budarå slet ikke, derimod ser man den ved Muleås nedgravede leje frembragte skrænt, men ikke selve åen <ref>I den udførligere Fostbrødre saga (Flatb. II, 167), hvor samme begivenhed omtales, nævnes intet ånavn, men drabet tænkes vistnok her foregået ved samme å, hvor gengangerne forsvinde: ”at a æinne er fellr firir innan bæ”.</ref>.


[[Fil:Króksfjörður.jpg|thumb|300px|left|<center>Kroksfjord</center>]]Oven for gården Garpsdal og videre mod vest strækker sig igen liskråninger, men mindre stejle og høje, langs hvilke vejen fører til nabogården mod vest '''Grostad''' (''Gróstaðir''), der står på lavlandet nær søen. Her boede i følge GÞ. (s. 67 ffg.) den Tore velsindede husfrue Groa, der med en krigslist understøtter Tore i den store kamp mellem ham og Torarin krok på den ene side, Stenolv på den anden, som begyndte i egnen her omkring, men hvis sidste del, der alt er omtalt, først udkæmpedes ved Fagredalsåos (D.). Hun bragte nemlig fjenderne til at tro, at mange ridende folk kom til fra Grostad, ved at brede klæder over hornene på sit kvæg og således drive dette ud fra gården<ref>Hun synes i det hele — efter hvad sagnet fortæller om hende — at have, som man siger, kunnet mere end sit fadervor. Midtvejs mellem gårdene Garpsdal og Grostad fører vejen over holtet midt imellem en del sortebrune vulkanske klippeblokke. Holtet hedder »Kosteneholtet« (Kýrsteinaholt), og klippeblokkene — fortæller man — er Garpsdalskøerne, der blev forvandlede til sten, fordi de hjemsøgte tunet på Grostad.</ref>. Vest for Grostad skyder en lang mule sig frem, nu kaldet ''Neshyrna'', men svarende til GÞ.s '''Kroksfjardarmule''' (''Króksfjarðarmúli''). Neden for dette strækker et lavere, i forskellige tanger delt land sig ud i søen; den første af disse er en smal, flad sten- og grusodde, kaldet '''Langøre''' (''Lángeyri'', ældre: ''-eyrr''); vest for denne, og adskilt derfra ved de såkaldte »våge«, rager det større og højere '''Kroksfjardarnæs''' (''Króksfjarðarnes'') frem, der kan siges at danne den vestlige begrænsning for den ydre del af Gilsfjorden i videste betydning. Dette sted er skuepladsen for en af hovedbegivenhederne i Guld-Tores saga, den nys nævnte kamp mellem Tore og Torarin krok på den ene side, Stenolv paa den anden. Kampen, der i sagaen har den fejlagtige overskrift »kamp i Torskefjord« (bardagi i Þorskafirði, GÞ. s. 67), indledes med, at Stenolv en gang, da han får at vide, at Tore er i besøg på Klejvar, samler folk, ror fra Fagredal (D.) til Kroksfjardarnæs<ref>Sagaens tekst har én gang her, ligesom siden s. 76, fejlagtig for Króksfjarðarnes Þorskafjarðarnes; noget næs af det navn findes ikke.</ref> og landede syd (&#596;: øst) for næsset, hvorfra de sendte seks mand, i blandt hvilke Blyg, op under ''Mule'' (Múli) for at holde udkig; samtidig dermed ror også de med Stenolv forbundne folk fra Olavsdal over Gilsfjord og landede ved Langøre vest for Grostad (út frá Gróstöðum). Da Tore på hjemvejen nærmer sig øst fra, ser han først de seks mand ud for mulen og kort efter Stenolv med sine folk komme nede fra skibene. En af Tores ledsagere, den ustyrlige Vövlu-Gunnar, kommer her forud for de andre og red den »nedre« vej, hvor han træffer Blyg og de andre udkigsmænd. Han kæmper heltemodig med disse, én dræbes, fire slutter sig til Olavsdalsfolkene, som de så stige op ad skråningen mellem (sig og)<ref>Skulde ikke nogle ord af denne eller lignende betydning være udfaldne, hvor der fortælles, at de fire sluttede sig til Olav og Torgejr, som de så stige op ad skråningen ”milli þeirra Þóris” (GÞ. s. 68).</ref> Tores flok, Blyg derimod forfølger han og indhenter og dræber ham i en mose, som efter ham kom til at bære navnet '''Blygsmyre''' (''Blýgsmýrr''); '''Blygssten''' (''Blýgssteinn'') benævntes stedet, hvor han dyssedes. Tores og Torgejrs folk kommer derefter i kamp sammen, og lidt efter kommer også Stenolvs flok til; men ved efterretningen om, at både en talrig skare mænd kommer ridende »ind forbi Kroksfjardarmule« (altså vest fra), og at andre nærmer sig fra Grostad — disse sidste var i virkeligheden Groas køer — , trækker Stenolv sig »ud under bakkerne« og ned til skibene. Her kæmpes påny, og de flygtende forfølges sluttelig til Fagredal, hvor dog lykken vender sig. Da Tore ved tilbagekomsten lander ved Langøre, finder han der ni mænd liggende døde, men seks, hvor den første kamp havde stået; de dræbtes antal, siger sagaen, er opgivet efter de ''dysser'', som man har fundet, hvor kampene har stået.


Den i sagaen omtalte mule er naturligvis Kroksfjardarmule eller Neshyrna; fra denne strækker sig et højt, stenet holt ned mod søen, imod hvilken det falder af med en terrasse, neden under hvilken et lavt, smalt mosedrag strækker sig langs stranden. På dette holt under mulen var øjensynlig de i GÞ. nævnte udkigsmænd posterede, over dette ligger også vejen. Noget længere ude på holtet ses en enestående stor klippeblok med en grønsværsplet omkring sig; denne bærer navnet Blýgsteinn, Blygs grav (leiði) påvises imidlertid i den mellem holtet og terrassen liggende Blygsmyre, bestående i en lav, rund jord- og stenhøj, indsunken i midten. I det smalle mosedrag langs stranden vil man indtil den nyeste tid have kunnet påvise tre dysser; ude på odden (Langøre) skal endnu én være at se.


Kroksfjardarnæs, der begrænser Gilsfjorden mod vest, adskiller denne fjords ydre del fra den forholdsvis brede og korte '''Kroksfjord''' (''Króksfjörðr''), som formodenlig bærer navn efter den før omtalte Torarin krok, hvis landnam landet her omkring udgjorde. Hvor Torarins gård har ligget, siges ikke udtrykkelig, men det har utvivlsomt været den på næssets vestside liggende gård Króksfjarðarnes, hvad der også synes at fremgå af GÞ., der lader Torarin, da forfølgelsen til søs skal begyndes, ride hjem og dér gå om bord på sit skib. Neden for tunet på gården Kroksfjardarnæs, ved fjorden på næssets vestside, påvises fem ''dysser'', flade, i midten indsunkne, aldeles som dem ved Fagredal; de skal, fortælles der, skrive sig fra samme kamp, men det passer ikke til sagaens skildring af kampstederne.


Op fra Krokslfjorden strækker sig den brede ''Gejradal'' (Geiradalr), efter hvilken denne hrepp, Bardastrands syssels østligste, bærer navn. Vestlig i dalen under en fjældmule står gården '''Ingunnarstad''' (''Ingunnarstaðir'')<ref>På B. G.s kort vistnok dalens tredje gård i retning fra sydvest til nordøst.</ref>, hvor Tord Ingunnssöns moder i følge Laxd. (s. 134) en tid lang boede. — Snart deler Gejradalen sig dog i to mindre, af hvilke den lange, smalle ''Bakkadal(r)'' er den østligste; gennem denne ligger en fjældvej til Stengrimsfjorden i Stranda syssel.


Over den fugtige, af en å og mange moradser gennemskårne Gejradal passeres kun med besvær, men endnu inden man er kommen helt igennem denne, befinder man sig i en ny hrepp, den såkaldte ''Reykholasvejt'' (Reykhólasveit). Dennes østligere del, som nu i modsætning til det vestligere Reykjanæs kaldes »indsvejt« (innsveit), sammenfattedes — med undtagelse af et par af de allervestligste gårde — i ældre tid tillige med Gejradalen under benævnelsen ''Kroksfjord''; ud i mod denne fjord vende også alle dalmundingerne og i denne falde de forskellige smååer. Den egenlige adskillelse mellem Gejradal og indsvejten dannes af det som en mule fremløbende ''Kambsfjæld'' (-fjall). I GÞ. (s. 44, 76 ffg.) er talt om en Hejmlaug vølve, som boede på '''VøIvestad''' (''Völvustaðir'') i '''Kambshede''' (''-heiðr''). Denne gård er nu ikke til, men oppe i fjældskråningen er en indsænkning, ''Kambshede'', hvor man mener hun har bot; herfra kan hun have haft den videste udsigt over egnen. Vest for Kambsfjældet ligger den lange, smalle ''Bæjardal'' (-r, ubebot), der bærer navn efter den neden for dalmundingen stående gård '''Bæ''' (''Bær''). Bæjardal benævntes oprindelig '''Stenolvsdal''' (''Steinólfsdalr''); da Stenolv den lave nemlig ikke syntes at have nok i sit landnam hinsides Bredefjord, tog han også Stenolvsdal og indrettede sig en husholdning i Bæ. Men da Torarin krok anså denne dal for at høre til sit landnam, opstod der på grund heraf fjendskab imellem dem. Dog omfattede måske Stenolvsdal i følge GÞ. (s. 44) også landet længere ned mod kysten, således må vel Bæ antages at være anlagt i selve dalen, og den på Kambshede boende Hejmlaug synes at være regnet med til dalens beboere. Da Stenolv en gang aflagde et besøg på sin Ejendom Bæ <ref>GÞ. siger (s. 77), at han var kommen ”suðr yfir fjörð”, men det skal åbenbart være ”sunnan” eller ”vestr”.</ref>, får Tore underretning derom af Hejmlaug. Han sætter sig strax i bevægelse, og det lykkes ham også at overraske Stenolv ved høhøsten oppe i dalen. Stenolv og hans folk flygter hjem efter, og her, ved tungærdet, begynder først den egenlige kamp, der afbrydes ved, at en af egnens ansete mænd, som med et anseligt følge kom »nord fra over heden«, skilte dem ad. Stedet, hvor de kæmpede, hedder, siger sagaen, '''Gråstensdæld''' (''Grásteinsdæld''), oven for Bæ. Noget vest for og oven for Bæ, men øst for den her dybt nedgraveile Bæjarå, som gennemstrømmer dalen, viser man en langagtig, græsgrot fordybning i den stenige grund; oven for står en stor blågrå klippeblok. Da stenen benævnes ''Gråsten'' (Grásteinn) og fordybningen ''Gråstensfordybningen'' (Grásteinslág, lág = dæld), må den vel være Guld-Tores sagas Gråstensdæld. Oppe i den smalle dal er hist og her så græsrigt land, at der kan slås, navnlig etsteds temlig højt oppe, hvor der også findes forskellige ved sammensætning med personnavne dannede stedsnavne, som man vil sætte i forbindelse med kampen. Omtrent på dette sted ligger fra dalens østside den såkaldte Bæjardalshedevej op på fjældet, den fører ligesom den fra [[Fil:Berufjörður (kort).jpg|thumb|350px|right|<center>Berufjord</center>]]Gejradalen (Bakkadalen) kommende til Stengrimsfjorden i Stranda syssel, hvor der om somren også fra disse egne drives en del handel med de på fjorden liggende købmandsskibe, og hvor der allerede i oldtiden var et jævnlig benyttet landingssted. Aller længst oppe i Bæjardal mellem to kløfter, hvorfra åen kommer, vises en stor af sten og klippeblokke dannet, til dels mosgrot høj, øjensynlig dannet af naturen, der udgives for Stenolvs høj. Om Stenolv siges det, at han bosatte sine venner i dalen; således boede hans frænde Grim på '''Vellir'''; denne gård kendes nu ikke, man gætter på, at den skal have stået på en græsklædt flade i dalmundingen oven for Bæ <ref>Man vilde endog vide, at der her en gang skulde have været en hjåleje Fögru-Vellir. Dette er dog vistnok meget tvivlsomt. A. M., der omtaler to ødehjålejer umiddelbart ved Bæ, har ikke dette navn. Imidlertid forekommer ikke i A. M. nogen anden ødegård, som med rimelighed kan antages at svare til GÞ.s Vellir.<br>Hvad A. M. for Bst. angår, da mangler vel dette syssel i den i kongerigets arkiv opbevarede originale jordebog, men Addit. 48 p. fol. på universitetsbibliotheket indeholder ''jordebogsarbejdet til dette syssel''; beskrivelsen af en del af hreppeme foreligger i endelig redaktion, med de originale underskrifter, for de andres vedkommende findes kun det indsamlede materiale, til dels egenhændig nedskrevet af Arne Magnnssön, tillige med forskellige karakteristiske bemærkninger på de for ham ejendommelige småsedler.</ref>. Til hævn for sin ven Ketilbjørns drab overfalder Tore senere Grim og dræber ham, hans søn Hergils slap ud af huset, men indhentes og dræbes på det sted, som derefter kaldtes '''Hergilsgrave''' (''Hergilsgrafir''). Heller ikke dette stedsnavn er bevaret, men nogle fordybninger i dalen ved åen kaldes »grafir«. Sydvest for Bæ, hinsides ''Bæjarå'', ikke langt fra hvor åen ''Lakså'' (Laxá) falder ud, ligger Mýrtúnga, en gård, der ikke må forveksles med den i GÞ. nævnte gård Tunga. — Da Tore red tilbage efter drabet på Grim, ser han tre mænd af dem, der havde deltaget i overfaldet på Ketilbjørn, ride ud fra Bæ; han indhentede dem ved (hjá) Stenolvsdal og består her en voldsom kamp med Galte, under hvilken bægge viser sig som hamramme; endelig lykkes det Tore at dræbe Galte på det sted, som derefter kaldtes '''Galtadal''' (''Galtadalr'', GÞ. s. 76). Om dette sted vides intet; som det efter beliggenheden sandsynligste sted gætter man på en lille indsænkning i højderne vest for Bæjardal, oven for Myrartunga, hyorfra den lille i Lakså faldende Gejtarå (Geitarå) har sit udspring <ref>I øvrigt er der i beskrivelsen af denne kamp noget besynderligt, både i den måde, hvorpå Stenolvsdal omtales — fjenden indhentes ”hjá Steinólfsdal”, skønt begge parter må siges at være i eller ud for denne dal, da de får øje på hinanden — , og endnn mere, at Tore, da han efter drabet på Galte giver sig til at lede efter en af de sårede fjender, Hall fra Hovstad, finder ham død ved tungærdet på Hovstad (Hofstaðir), som ligger i den betydelig vestligere Torskefjord, og først derefter igen forener sig med sine ledsagere og rider hjem (til vestkysten af Torskefjorden).</ref>.


Over for Myrartunga vest for Lakså hæver sig et karakteristisk, rundagtigt, for oven fladt fjæld, '''Havrafell''' (''Hafrafell''), og på en terrasse i dette ud i mod Myrartunge står gården af samme navn. Fra Havrafell udgår mod syd højder, der aldeles opfylde et lille klippefuldt næs, der længe har været synligt som Kroksfjordens vestgrænse; nu kaldes det sædvanlig efter en derværende gård Borgar land<ref>En klett ved kysten her ansås fordum for de underjordiskes (huldufolkets) købstad, fortæller sognebeskrivelsen.</ref>; i oldtiden har disse højder formodenlig været betragtede som en del af Havrafell. Havrafell, der var grænsen for Torarin kroks landnam, synes nemlig at være blevet betragtet som Kroksfjordens vestlige begrænsning. Med den hinsides Borgarland liggende '''Berufjord''' (''Berufjörðr'') begyndte i følge Ldn. et nyt landnam; i følge GÞ. begyndte derimod Reykjanæslandnamet allerede fra Havrafell, hvad iøvrigt også Ldn. beretter, hvorved sidstnævnte kilde kommer i modstrid med sig selv angående hvad den strax forud har berettet om Berufjord <ref>Se Ldn. s. 128-29, GÞ. s. 42.</ref>. Aller vestligst i Kroksfjord, lige inden for det høje Borgarland, udmunder den alt flere gange nævnte Lakså; i '''Laksåos''' (''Laxáróss'') landede Stenolv, da han agtede sig op i Tunge for at overfalde og dræbe Ketilbjörn, hvad der også lykkedes for ham. — På Havrafell boede i følge GÞ. Holmgange-Kylan; da Tore kom til hans gård for at fordre bod for en af sine fostbrødre, som Kylan havde været med lumskelig at dræbe, løb han op på fjældet, men forfulgtes, indtil han kom til en sø, i hviken han sprang ud, men Tore slyngede sit spyd efter ham, og ramt af dette sank han til bunds. Oppe på fjældet ligger virkelig temlig dybt mellem banker og høje en lille sø, der, åbenbart med hentydning til den i GÞ. fortalte begivenhed, bærer navnet ''Kýlonsvatn''.


Nord vest for Myrartunga, hinsides Gejtarå, ligger '''Gillastad''' (''Gillastaðir''), en gård, der vel nævnes i GÞ., men som er mere bekendt af en begivenhed fra Sturlungetiden; her indebrændte Ravn Svejnbjörnssöns sønner høvdingen Torvald Snorressön fra Vatnsfjord (Isf.) en nat, da han på gennemrejse opholdt sig her; og han fik således sin fortjænte løn for at have taget den ædle Ravn, hvem han frygtede som medbejler til herredømmet over Vestfjordene, af dage.


Den nederste del af denne egn, nærmest omkring Havrafell, er ret frodig og tæt bebygget, men lavlandet er dog kun smalt og indskrænkes snart til to smalle, ubebyggede, mellem fjælde og halse indknebne dale. ''Laksådal'' og '''Nadrsdal''' (''Naðrsdalr'', nu undertiden Nadddalr); i Nadrsdal omtaler imidlertid Gp. (s. 42) en gård. Hver af dalene er gennemløbet af en lille å, der ved enden af den dalene adskillende mule forener sig; den ved foreningen opstående å, der beholder navnet ''Lakså'', er tidligere omtalt som faldende ud i Kroksfjordens vestligste del. I tungen mellem Nadrsdalså og Lakså står sydvestlig i mulen ved indgangen til Nadrsdal gården ''Munadstunge'' (Munaðstúnga, for Munaðartunga) <ref>Kortet er for denne egns vedkommende ikke ganske nøjagtigt.</ref>. Dette er '''Tunge''' (''Túnga'') i ''Kroksfjord'', hvor den i Guld-Tores saga så meget omtalte Ketilbjörn, Tores trofasteste ven, boede. Da Stenolv og hans folk overfalder ham, sætter de ild paa gården; Ketilbjörn og hans følgesvend Asmund slipper dog ud af huset. Asmund løber op på en høj, hvor han sluttelig dræbes og dysses — stedet benævntes derefter Asmundshvål (&#596;: ''-hôl, Ásmundarhváll''). Ketilbjörn løb ned (egl: ud, út) til åen; i denne stod en sten, som Ketilbjörn var van at springe op på og derfra over åen, hvad dog ingen anden var i stand til, og hvorefter stedet kaldtes '''Ketilbjarnarhlaup''' (&#596;: Ketilbjörns spring). Dette forsøgte han også nu, men fik ikke fodfæste på stenen og måtte springe tilbage, hvor Stenolv kom til og huggede først den ene fod af ham, hvorefter han endnu nogen tid forsvarede sig, inden han faldt (GÞ. s. 75). Om denne begivenhed har sagnet, ledet af stedsforholdene, antaget en meget fantastisk form. Om Asmundshol (Ásmundarhóll) er der dog intet særligt at bemærke; kun kan fremhæves, at højen, der bærer dette navn, er lige over for gården hinsides åen, hvad man i følge sagaen næppe skulde vente. Ketilbjarnarhlaup derimod er nu noget andet end det af sagaen omtalte. Noget højere oppe i dalen (Nadrsdal) end Asmundarhol, men på samme side af åen, ses et aflangt klippeholt, der bærer dette navn, noget (c. 50 al.) borte fra åen, der her løber oven for og øst for dette. I holtet ses hans fodspor, det er to huller langs efter holtets klipperyg med omtr. 5 fv.s indbyrdes afstand, det ene, det nordligste, har en skuffende lighed med sporet af en menneskefod, det andet er et rundt hul, temlig dybt og regelmæssigt. I følge sagnet, som det nu fortælles, skulde nemlig Ketilbjörn, efter at den ene fod var afhugget, have sprunget fra den lavere østlige klippebred over på holtet. Skrås over for Munadstunga (i sydvestlig retning, men kun i ringe afstand) ligger hinsides åen gården '''Hrishol''' (''Hríshóll'', ældre: ''Hrísahvoll''), mod vest begrænset af den lave hals, der skiller denne egn fra Torskefjorden. På Hrishol boede i følge GÞ. Hallvard hrise, hvis søn Måv det var, som Kylan selv anden forræderisk dræbte; de narrede ham nemlig bort med sig under foregivende af, at en af okserne fra gården var sunken i en mose. Syd for Hrishol findes netop sådanne ufremkommelige mosestrækninger, som sagaen omtaler. I mosen her findes et aflangt holt kaldet ''Ketilbjarnarrúst''; her skal i følge sagnet Ketilbjörn sluttelig være bleven dræbt, eller være højlagt her. Hrishols nabogård mod sydvest er '''Skaldstad''' (''Skáldstaðir'', GÞ.), der allerede står tæt ved kysten af den lille Berufjord. Ganske kort vest for denne gård ligger gården ''Berufjord'' (GÞ.) ved fjordens inderste vig. Kort syd for denne igen kommer '''Hymingsstad''' (''Hyrníngsstaðir'', GÞ.), vest for fjorden, og hermed kan det brede, anselige '''Reykjanæs''' (''Reykjanes''), der skyder sig frem mellem Berufjord og Torskefjord, egenlig siges at tage sin begyndelse, om end sidst nævnte gård vel snarest må regnes til den foregående lille bygd <ref>I jordebogen er efter Hrishol med Arne Magnussöns hånd tilføjet »her ender Kroksfjord«.</ref>.


[[Fil:Reykjanes.jpg|thumb|500px|left|<center>Reykjanæs</center>]]Den nævnte, vest for Berufjorden liggende del af Reykholasvejten udgør en forholdsvis bred og kort, omtrent trekantet halvø, der så godt som aldeles er opfyldt af det anselige Reykjanæsfjæld, der kun mod syd lader plads åben for et fladt, sumpigt kystland, det egenlige Reykjanæs. Det brede og hvælvede fjæld er ret smukt, da det består af en mangfoldighed af småterrasser, knuder og gil, hvor den sorteblå klippe afveksler med grønne lier. Under fjældet ligger vejen ud på næsset langs ad en høj, men jævn og frodig li, den af Thoroddsen besungne Barmahlid <ref>Barmahlíð, i »Kvæði« 1871, s. 10.</ref>. Når udsigten mod syd åbner sig, ser man det lave næs, omgivet af en krans af flade holme og skær, og midt i de grønne engstrækninger står højt hævet på en regelmæssig bakke gården. '''Reykhólar''' (ældre: ''Reykjahólar'', stundum alene ''Hólar'') med tilhørende kirke. Dette er en af Islands aller betydeligste ejendomme, med alle for en landejendom tænkelige herligheder, de talrige øer og holme yde sælfangst, æderdun og græsning, og desuden hører umiddelbart til gården et betydeligt landomraade; bevidstheden herom bidrager vel sit til, at dens beliggenhed synes befolkningen storartet og smuk som få andre ejendommes. Omkring højen, hvorpå gården er bygget, findes adskillige varme kilder, hvorefter så vel denne gård som hele næsset er benævnte. Den betydeligste af disse er ''Kravlande'' (Kraflandi), der ligger sydvestlig i tunet, en temlig stor hver med et dybt og regelmæssig rundt hul til munding. Sydøst for gården under tunskråningen findes en lille, mindre varm kilde, hvis afløb deler sig i to arme, hvor der i den ene har været bygget en til badested brugt firkantet udvidelse; fra badet ledes vandet gennem et trærør, som man efter behag har kunnet tilstoppe; ligeledes har man kunnet lede tilløbet bort til den anden arm. Denne kilde benævnes nu ''Gretteslaug'' (Grettislaug), men da sognebeskrivelsen har en anden benævnelse, er navnet formodenlig ikke gammelt. I forrige århundrede tænktes der meget på at benytte Reykholahvererne, navnlig Kravlande, til saltkogning ved at lede havvandet op til kilderne og lade det fordampe over disse <ref>Herom kan nærmere ses E. O. I, s. 382—84 og Olavias, Forb. § 57; af først nævnte sted erfares tillige, at Kravlande den gang sprudlede noget og tidligere skulde have sprudlet endnu højere, men at gårdens folk, der brugte hveren til at koge mad over, havde svækket den ved at kaste stene ned i den. Den af kilderne, som E. O. omtaler som en berømt sundhedskilde, er utvivlsomt den tæt ved Kravlande liggende Gvendarhola. Til flere af kilderne knytter sig sagn (Gullkver — om en i badstuen tabt rings tilsynekomst dér; Kötlulaug. Se Isl. Þjóðs.).</ref>. På Reykholar boede i følge Fbr. og Grt. i begyndelsen af det 11te århundrede høvdingen Torgils Aressön, der nedstammede fra landnamsmanden på Reykjanæs. Hans slægtskab med Torgejr Håvarssön gjorde, at denne ustyrlige drabsmand og hans ligesindede fostbroder Tormod jævnlig opholdt sig der, og da hans gæstfrihed bragte ham til i det hele ikke at nægte nogen fri mand underhold, fandt også den fredløse Grette en tid lang tilhold her <ref>Mærkes kan udtrykket Fbr. s. 44: ”Þorgeirr kemr skipi sinn i Vaðil. Hann ferr vestr á Reykjahóla” — hvoraf ses, at sagaen ikke kan være forfattet i Vestfjordene og i det hele næppe på Vestlandet.</ref>. I Grt. fortælles (s. 113—14), at Grette og de to fostbrødre en gang påtog sig at hente en fed okse for Torgils, som denne havde gående ude i Olavsøerne (Ólafseyjar); skibet, de skulde bruge, stod i '''Hvalshausholm''' (''Hvalshaushólmr''), og her lander de også med oksen efter med overordenligt besvær trods storm og modvind at være nåede med den tilbage; navnlig kniber det, da de på tilbagevejen kommer »ind for '''Havraklett''' (''Hafraklettr'', var: ''Hamra''klettr). Efter at de er landede, skal Grette føre oksen hjem, men da han kom »neden fra forbi '''Titlingsstad''' (''Titlingsstaðir''), kunde oksen ikke gå længer. Fra Reykholar sender man folk ud for at se efter Grette; da de kommer »ned under '''Hellishólar''', ser de Grette komme, bærende oksen på ryggen. — De fleste af disse stedsnavne er endnu bevarede. Hellisholar er en høj tvedelt klippeknude, som man fra gårdens vinduer ser hæve sig sydvestlig i tunet i højens udkant (her under er Kravlande beliggende); i følge sognebeskrivelsen skal, efter hvad sagnet fortæller, de oven nævnte tre kæmper have moret sig med at springe fra den ene af de to klippeblokke til den anden; de er skilte fra hinanden ved en sadelformig fordybning og afstanden imellem dem er omtrent 9 fv. I samme retning fra gården, men uden for tunet i engstrækningen, har Titlingsstad stået, der endnu erindres som en fordums hjåleje fra Reykholar<ref>A. M. benævner stedet, hvor Titlingsstad skal have været beliggende, Titlingsstaða nes.</ref>. Endnu videre i samme retning, men helt ude ved søen, findes Hvalshausholm (Hvalshaushólmi); det er en holm, ved ebbetid landfast, på hvilken der findes et stort, gammelt skibshus (naust), dannet af sten og naturlig klippe. Lader man blikket svæve videre ud over søen, ses sydvest i horisonten de i Grettes saga omtalte Olavsøer, der er beskrevne under Dala syssel, hvorhen de nu høre. Navnet Havraklett (eller Hamraklett) er derimod tabt; man antager, at dermed har været ment en fritstående høj klippe »Latr«, omtrent midtvejs mellem Olavsøerne og landet. 


I Grt. (s. 114 — 15) er også talt om et puds, som Torgejr søgte at spille Grette, en gang denne gik fra laug, uden at laugens beliggenhed dog nøjagtig beskrives; men det kan næppe have været nogen anden end den før omtalte sydøst for tunet, der vistnok fra den ældste tid har været valgt til badested.


I Fbr. omtales en storartet skåle, som Torgils lod bygge, og som skal have stået til ind i, eller vel endog gennem hele det 13de århundrede. Her har sikkert mangt et berømmeligt gæstebud været fejret, ti høvdingerne på Reykholar synes at have udmærket sig ved gæstfrihed. Udførlig og levende skildrer Sturl. en fest, som fejredes her i begyndelsen af det 12te årh. af den daværende ejer af Reykholar, den ansete høvding Ingemund præst. Denne mand, der nedstammede fra landnamsmanden på Reykjanæs, men som havde overdraget det ham ved arv efter faderen tilfaldne ''Reyknesinga godord'' til sin fætter Torgils Oddessön på Stadarhol (D.), plejede hver sommer at holde et Olavsgilde (ved Olavsmessetid, omtr. 1ste avg.), når blot det — formodenlig til ølbrygning — nødvendige korn kunde fås til købs på Torsnæs ting. I øvrigt siges der sammesteds (Sturl. I, 19), at der på Reykjaholar var »så godt land i den tid«, at agrene aldrig var golde, og at nyt mel jævnlig brugtes til forherligelse af dette gilde (man skulde dog næppe tro, at kornet til den tid kunde være modent). Ved den her (Sturl. I, 16 ffg.) omtalte lejlighed holdtes sammen med det sædvanlige gilde en bryllupsfest, og festen forherligedes ved enhver da kendt art af morskab: sagafortælling, kvæder, dans, brydning — men heller Ikke nidviser manglede<ref>Til Reykholar og til en af sagatidens høvdinger (landnamsmanden Ulvs sønnesøn Mår — eller Måv — Atlessön og hans hustru Torkatla, se Ldn. s. 123) er et meget bekendt islandsk folkesagn »Kötludraumr« knyttet; om dettes indhold se Ísl. Þjóðs. I, 59—64. (Sagnet fortælles med forskellige afvigelser, således, at Katla efter fra husdøren at have set sin søn drukne »lagði á« at indgangen [bæardyrnar] aldrig i fremtiden uden bondens fordærvelse skulde vende i syd.)<br>Nordvest for Reykholar i Höllustaða land findes en stor klippeblok, kaldet ''Grettistak''; da den står på fast grund under fjældet, men skilt fra dette ved et mosedrag, er dette én grund, hvorfor man har antaget, at den er opstillet her ved menneskekraft. Sagnet siger, at Grette, Torgejr og Tormod har opstillet den, medens de opholdt sig på Reykholar.</ref>.


Om Ulv skjålge, der tog som landnam hele Reykjanæs fra Havrafell til Torskefjord, siger GÞ. (s. 42), at han boede på '''Midjanæs''' (''Miðjanes''). Denne gård ligger en del vestligere end Reykholar og nærmere fjældet, omtrent midt på næssets sydside<ref>Midjanæs ligger noget vestligere end kortet lader antage; heller ikke med hensyn til beliggenheden af de nærmeste gårde øst for er det ganske nøjagtigt.</ref>.


Blandt de andre gårde på næsset fortjæner endnu kun at nævnes præstegården ''Stad'' (Staðr), »Stad på Reykjanæs«, som den almindelig kaldes til adskillelse fra de mange andre gårde, der bærer dette fællesnavn for gejstlige stiftelser med tilhørende kirke. Den er beliggende nær fjældet ved dettes sydvestlige hjørne. Det må være denne gård, hvorom der er tale i GÞ. s. 54, hvor der nævnes en mand Bréd boende i '''Gröv''' (''Gröf''), »som nu kaldes ''Bredebolstad''« (Breiðabólstaðr) <ref>I Sv. Nilssöns ”prestatal”, s. 115, anføres ligefrem, dog uden nogen angivelse af kilde, at Stad på Reykjanæs fordom hed Bredebolstad. — A. M. fortæller, at i følge sagn skulde gården to gange have været flyttet, og at man endnu påviste tomterne af de andre gårde (Forni Staðr og Hrafnastaðir — denne den ældste).</ref>. Sammesteds omtales et '''Knarranæs''' (''Knarrarnes''), som siges at ligge på den forreste del af Reykjanæs, og som efter sammenhængen tydelig nok må søges i nærheden af Stad (Bredebolstad). Dette navn er nu tabt, og hvilket næs eller hvilken lille tange på den sydvestlige del af næsset det har været, lader der sig næppe sige noget om uden ved aldeles løs gætning.


Ved omtalen af Reykjanæs må endnu erindres, at dette stedsnavn vel forekommer i Njåls saga, hvor der fortælles, at, efter at Torvald Osviverssön er bleven dræbt i Bjarnøerne af Tjostolv, låner hans ledsagere sig et fartøj ind til land, da folk vendte tilbage fra fiskeriet (alle andre end Torvald var nemlig på den tid drabet foregik roede ud); de roede ind til Reykjanæs, opsøgte Osviver og berettede ham, hvad der havde tildraget sig (Nj. s. 51). Men hele denne beretning røber den groveste uvidenhed med hensyn til alle lokalforhold. For det første er Reykjanæs, der ligger 5 — 7 mil nordvest for Bjarnøerne, et af de punkter på Bredefjordens kyst, som er aller længst fjærnede fra denne øgruppe; dernæst vilde de ved at ro til Reykjanæs have så lidt udsigt som vel muligt til at træffe Osviver, der som tidligere anført boede i Hvammssvejt (D.), men dennes bolig lader det ikke til, at sagafortælleren har kendt Man kunde fristes til at tro, at der ved Reykjanæs mentes et andet sted af samme navn, men hverken på Skardsstranden eller Fellsstranden er der noget punkt, som enten bærer eller har kunnet bære dette navn, hvis forekomst er knyttet til nærværelsen af varme kilder.


Så snart man er kommen forbi fjældhjørnet oven for Stad, åbner sig en smuk udsigt over Torskefjordens nederste og bredere del, hvorfra flere smalle fjorde, adskilte og til dels skjulte af forskellige høje næs, skære sig ind mod nordvest og nord. Den egenlige '''Torskefjord''' (''Þorskafjörðr'') går først imod øst og antager derefter en nordlig retning. Torskefjordsegnen er den egenlige hovedskueplads for den allerede oftere nævnte Guld-Tores saga <ref>Angående stedsnavnene i denne saga findes ret udførlige og, som det synes, i det hele pålidelige oplysninger af ungkarl Sighvat Grimssön, Safn til sögu Íslands, II, s. 578—92.</ref>.


[[Fil:Þorskafjörður1.jpg|thumb|400px|right|<center>Torskefjord</center>]]Mellem de nærmeste gårde oven for Stad er afstanden temlig betydelig og vejen ikke god, et enkelt sted kan endog ikke passeres uden ved ebbetid. I nærheden af den første gård (Laugaland) findes en »Gvendarbrunn(r)«, ellers er intet at mærke før ved den næste gård '''Hlid''' (''Hlíð''). I slutningen af GÞ. — i den del af sagaen, som det først for en snes år siden er lykkedes dr. Gudbr. Vigfussön at læse (se Ný félr. 21 árg.) — fortælles, at Tore i den senere tid af sit liv foruden sin egenlige bolig vest for fjorden havde en anden husholdning i Hlid; tilsidst forsvandt han, uden at nogen vidste, hvad der var blevet af ham, men man troede, at han var bleven omskabt til en drage og i slangeskikkelse havde lagt sig på de guldkister, som han havde bragt med sig fra Finnmarken, og efter hvilke han benævnedes Guld-Tore; disse var allerede tidligere forsvundne, efter at det uhyggelige i hans natur havde begyndt at vise sig. I lang tid, efter at Tore var forsvunden, så man — tilføjer sagaen — en drage flyve tværs over fjorden til det fjæld, som står oven for gården Hlid. Dette tyder på, at man oprindelig har tænkt sig Tore som drage rugende på sit guld i dette fjæld (formodenlig Flókavallargnýpa mellem gårdene Hlid og Laugaland); denne sagnform synes imidlertid i tidernes løb at være bleven glemt, hvad der også i og for sig er naturligt, da den så længe ikke har haft sagaens beretning at støttes ved, hvorimod man almindelig har tænkt sig, at Tores kister måtte være skjulte et eller andet steds i jorden <ref>Rigtignok kan man nu få at høre beretninger, der skulde lade formode, at sagn om Tores rugen over sine skatte i fjældet Flókavallargnýpa og Tores forvandling til en drage bestandig havde været bevarede, men disse fortællinger må dog vist snarest antages at være opståede, efter at sagaens slutning påny er bleven bekendt.</ref>. — Ldn. (s. 123) siger om Ingjald i Hergilsø, der en tid lang skjulte den fredløse Gisle Surssön hos sig, at, efter at Bork den digre til straf havde berøvet ham øerne, købte han ''Hlid i Torskefjord''; GÞ. (s. 58) fortæller, at Ingjald, der levede et par slægtled efter Tore, flyttede til ''Torskefjordsdalene'' og boede på '''Ingjaldsstad''' (''Ingjaldsstaðir''). »Torskefjordsdalene« er imidlertid et besynderligt udtryk, da der op fra fjorden egenlig kun strækker sig én dal, og Ingjaldsstad kendes ikke; der forekommer i Torskefjorden ingen gård af dette nayn, og synes heller ikke vel at have kunnet være plads for nogen sådan. Det er næppe for dristigt at antage, at Ingjald virkelig, som Ldn. angiver, har boet på Hlid, men at GÞ.s nedskriver enten ikke har kendt hans bolig og derfor på lykke og fromme benævnt den Ingjaldsstad, eller at Hlid virkelig til en tid har båret navnet Ingjaldsstad, og at man da her har en lignende uagtsomhed som den, der bringer sagaskriveren til at omtale Uppsalir og Skógar som to forskellige gårde (se det følgende).


Ud for gården Hlid har allerede Torskefjorden antaget sin nordlige retning. Ud mod fjorden, langs bægge sider af denne, står alle egnens gårde; nord for Hlid, temlig nær, uden dog at være synlig fra denne gård, ligger '''Hovstad''' (''Hofstaðir''). Denne gårds første beboer var Hall, der kom ud med Ulv skjålge, og som på Hovstad rejste et stort hov, da Ulv ingen blotmand var; det medførte igen, at Hall snart, i følge GÞ., kunde optræde som en mægtig høvding. Gennem hele sagaen viser han sig som Tores uforsonligste fjende; tilsidst, efter at han har været med at dræbe Ketilbjörn, sårer Tore ham dødelig, da han efter at have hævnet sig på Grim fra Vellir ser ham selv tredje ride ud fra Bæ; det er efter denne kamp, at Hall af Tore findes død ved tungærdet på Hovstad (se foran s. 512, note 1.). I tunet neden for gården ses en rund flad høj (9 fv. diam.) kaldet ''Hovhol'' (Hofhóll), der synes at have været omgivet af et gærde; midt i kredsen er en ikke stor (4 X 2½  fv.) aflang-firkantet tomt, der synes at have haft dør i den fra gården vendende vestlige gavlvæg; dette skal være hovtomten. I linje med denne, men sydligere, vendende den ene gavl mod bolen, den anden mod en lille vig, er en større (30 X 8 al.), langagtig-firkantet tomt, det skal have været ''gildeskålen''; døren synes at have været på en af gavlvæggene. I modsat retning fra Hovhol, noget længere nede, straks nord for det gamle tungærde, er en lav lille høj, flad for oven, der synes opkastet af menneskehænder; den udgives for Hov-Halls gravhøj (kaldes alm. Hofhaugr). Ikke langt fra tunet findes desuden et dybt morads kaldet ''Gullkelda''; dette synes at være et af de steder, hvortil sagnet med størst bestemthed har henlagt skjulestedet for Tores guldkister; så vel i den antkv. indb. (1822) som i sognebeskr. (1839) nævnes det som sådant. Fra Hovstad ligger en vej (næppe mere end ½ mil lang) over den lave lille hals, der mod syd går over i Reykjanæsfjældet, til Berufjordens bund <ref>Nordøst for Hovstad oppe i halsen strækker der sig, hvor Hovstads og Berufjords jorder støde sammen, en lille dalsænkning; i denne, men inden for Berufjordsgårdens grænseskel, ses tydelig tomterne af en gård med omgivende tungærde. Når det af den daværende bonde på Hlid 1874 angaves, at den i GÞ. omtalte gård Uppsalir skulde have ligget her, har det vistnok kun været en aldeles løs gætning uden støtte i nogen tradition. At i hvert tilfælde gården ikke kan have ligget hér, vil senere blive vist. Måske kan tomterne være lævningeme af den i A. M. nævnte ødehjåleje fra Hlid Hlíðarkot (beliggende i »uthagerne«), den eneste i denne kilde anførte ødegård på østsiden af Torskefjord — bortset fra Skogar, som den gang tilfældigvis havde ligget et år øde.</ref>. - I Gp. (s. 42) siges, at Halls søn Raud boede i '''Raudsdal''' (''Rauðsdalr'') mellem Hovstad og Berufjord; dette er en smal lille dal, der lidt nord for Hovstad i nordøstlig retning ligger op i halsen; tomter og tungærde af gården ses tydelig.


Fra Hovstad er der igen kun et kort stykke vej til den nord for liggende gård '''Kinnarstad''' (''Kinnarstaðir''); her boede i følge GÞ. (s. 42) Turid Drikkinn, som ejede land ind til '''Musarå''' (''Músará'') d. v. s. helt ind til fjordbunden. Syd for gården skærer sig en lille vig ind; ud for denne ligger en lille holm, ved ebbetid landfast, kaldet ''Hestholm'' (Hesthólmi), her siges Tore at være kommen i land, når han lod sin hest svømme med sig over Torskefjord; denne sagnform grunder sig dog på en misforståelse af sagaens ord, ti når der fortælles, at Tore fra udlandet havde ført med sig en ypperlig hest, som han red over Torskefjord, hvad enten det var ebbe eller flod, menes der kun, at Tore selv ved flodtid red med denne hest over fjorden på det sted, hvor der for andre kun lå vej, når det var ebbe (se Gp. s. 57, sml. s. 72). I øvrigt hører måske for en hest en sådan svømmetur tværs over den smalle Torskefjord ud for Hestholm ved ebbetid ikke til umulighederne. Andre vil antage, at dette sted er den i sagaen (s. 72) nævnte '''Hesttange''' (''Hesttángi''), hvad senere vil blive omtalt. I vigen udmunder en lille efter gården benævnt å, der kommer fra en i Hovstadahals beliggende lille sø ''Berufjardarvatn'' (Berufjarðarvatn); denne sø får igen gennem en bæk '''Aleflskalæk''' (''Alifiskalækr''), der sætter den i forbindelse med en anden lille sø, tilløb syd fra gennem den i noten omtalte dalsænkning i halsen. Efter at have fortalt, hvorledes Tore som dreng med sine kammerater holdt lege på Berufjords is, beretter GÞ. (s. 45), at de tog fiske fra »vatnet« og bare i den bæk, som er der i nærheden, og der voksede de til; den hed derefter Alefiskalæk (de opfødte fiskes bæk), og da den blev rig på fisk, fordrede Hov-Hall fiskeriet der som sin rettighed, Turid drikkin derimod påstod, at det tilkom hende og hendes land, og hun bevarede det for drengene. Vatnet kan vel næppe være andet end Berufjardarvatn; bækkens navn er som anført endnu bevaret men underligt er det rigtignok, at det skulde være nødvendigt på kunstig måde at føre fiskene op i denne bæk fra en sø, med hvilken den står i naturlig forbindelse. At der om fiskerettigheden i denne bæk — forudsat at den virkelig nogensinde har været noget værd! — har kunnet opstå strid mellem de to nabogårde Kinnarstad og Hovstad er derimod efter dens beliggenhed naturligt nok.


Den næste gård nord for Kinnarstad er '''Skógar'''; dette er egenlig den inderste gård syd for (&#596;: øst for) fjorden; den næste gård oven for denne ligger nemlig ud for selve fjordbunden, hinsides den Musarå, hvortil Turids landnam strakte sig. Egnen omkring Skogar må altså oprindelig have tilhørt hende. Da der nu berettes (GÞ. s. 43), at Tores fader Odd Skrante købte land i ''Torskefjordsskovene'' af Turid drikkinn, er det tydeligt, at hans ejendom må have været i eller omkring det nuværende Skogar, og her må hans gård Uppsalir have stået <ref>Nu er der lige så lidt her som de fleste andre steder i Torskefjorden nogen skov; kun aller inderst i fjordbunden er endnu lidt krat tilbage.</ref>. 1 GÞ. s. 55 siges, at, medens Tore var udenlands, havde Hov-Hall efter Odd Skrantes død fordrevet hans enke (Tores moder) fra gården og nedsat dér Torbjörn stokk og Askmann den tunge, Askmann boede på '''Askmannsstad''' (''Askmannsstaðir'') uden for (út frá) Skogar. Dette gårdsnavn er endnu bevaret, og gårdens tomter påvises i en lille dal, som fra halsen kort inden for (nord for) Kinnarstad strækker sig op i de hvælvede højder, som danne jordens nordøstlige begrænsning. Denne Askmannsstads beliggenhed er endnu et bevis for, at Uppsalir må søges inden for det nuværende Skogars område. Da Uppsala land således har indbefattet Askmannsstad, kan man ikke en gang antage, at — det kun den ene gang i sagaen nævnte — Skogar har været en umiddelbart syd for Uppsalir liggende gård (der vilde heller næppe være plads til nogen sådan; forholdene omkring Torskefjorden ere allerede med de gårde, som nu findes, små og fattige nok); snarere må det antages, at ''Skogar her enten'' bruges som tidligere ''Torskafjardarskogar'' kun for at betegne en vis strækning, men her med mere indskrænket betydning end før; eller, at Uppsalir alt på sagaskriverens tid har været et forældet navn, fortrængt af Skogar, som på dette sted ved en uagtsomhed har trængt sig ind. Dette sidste bekræftes ved Ldn., som simpelt hen beretter, at Odd skrante boede på ''Skogar'' i Torskefjord. — Kort efter sin hjemkomst afstår Tore godvillig Uppsala land som bod for et af ham begået drab. Efter at Askmann og Kylan har dræbt Tores fostbroder Mår (Måv), angriber Tore Askmann hjemme på hans gård; han falder, men hans moder Katla undløber til Uppsale. Længe efter denne begivenhed beslutter Tore at anfalde Torbjörn stokk på Upsale. Torbjörn ser ham komme og sender sin søn afsted for at hente hjælp fra Hovstad; denne indhentes imidlertid og dræbes på vejen, som »nu hedder '''Tröllagata'''« (GÞ. s. 62). Dette navn tror man svarer til det nu brugelige ''Traustagata'', der er benævnelsen på den jævne vej, der fra Kinnarstad fører nord efter ad Skogar til langs under en banke i lien. — Efter at Torbjörn en tid lang havde forsvaret sig i sit hus, flygtede han ud af dette og op til fjælds; men Tore indhentede ham på en hjalle (fjældafsats), hvor han dræbtes og som efter ham benævntes '''Stokkshjalle''' (''Stokkshjalli''). Stokkshjalle er endnu bevaret som navnet på en langagtig fjældafsats eller terrasse, der fra det inderste af dalen, hvor Askmann havde sit hjem, strækker sig nord efter langs de fjorden begrænsende højder hen imod Skogar. Også disse senere nævnte steders beliggenhed bestyrke den oven for fremsatte formodning om UppsaDrs identitet med Skogar<ref>Også i halsen i nærheden af Skogar findes et Grettistak.</ref>.


Øst for gården Skogar hæver sig, bårne af de oven for omtalte hvælvede højder, som her danner halsens fortsættelse, de ejendommelige ''Vadalfjælde'' (Vaðalfjöll), der som en afstumpet tvillingkegle hæve sig i vejret. De to fjældtoppe ses vel ikke fra selve gården Skogar, da denne står så nær under lien, derimod har man allerede i Reykholasvejtens »indsvejt« haft lejlighed til at beundre dem; og for alle, der rejse over de nærmest liggende heder, er de en god vejviser; ligeledes retter man sig langt ude i Bredefjorden efter dem. — Ved strandbredden neden for Skogar er det i GÞ. nævnte '''Vadilsøre''' (''Vaðilseyri'', ældre: ''-eyrr''); herfra rides der sædvanlig ved ebbetid tværs over fjorden.


Den indre dél af Torskefjorden er ret afvekslende ved fjældenes sønderdeling af forskjellige smådale; den oven for liggende store, mørke, stærkt sneplettede '''Torskefjordshede''' (''Þorskafjarðarheiði'', ældre: ''-heiðr''), der lige fra Saurbæ (D.) af bestandig har behersket landskabet, ses nu ikke længer, hvad der også bidrager til at gøre omgivelserne venligere. Efter at man er kommen forbi Skogar, sés selve fjordbunden. Op fra denne strækker sig den egenlige Torskefjordsdal, nu almindelig kaldet ''Kollabudadal'' (Kollabúðadalr), i virkeligheden af en betydelig længde, men kun dens munding sés. Mellem fjordens inderste vig og fjældene er en bred, flad strækning, gennomstrømmet af to åer (Musarå og Torskefjordså), der hver for sig falde ud i fjordens inderste dél. I den mellem dem dannede tunge står oppe under fjældet gården ''Kollabúðir''. I GÞ. (s. 63) fortælles det, at efter at Tore har dræbt Torbjörn stokk, tilkender han sig dennes besiddelser, ''landene både i Torskefjord bund'' (i Þorskafjarðar botni) og ''Uppsalir''. Man må altså antage, skønt sagaen — i al fald den nu bevarede dél af den — ellers intel beretter derom, at Torbjörn foruden Uppsalir har erhvervet sig en ejendom inderst i fjorden, svarende til det nuværende Kollabudir; denne har da formodenlig, som så mange andre gårde med en lignende beliggenhed, båret navnet ''Botn''.


[[Fil:Þorskafjarðarþing.jpg|thumb|400px|left|<center>Torskefjordsting</center>]]Endnu inden man har overskredet Musarå, umiddelbart oven for fjordbunden (fjarðarhorn), øst for denne å, er lævningerne af det fordums '''Torskefjords tingsted''' (''Þorskafjarðarþing''). Dette var Vestfjordenes hovedtingsted, og Torskefjordsting må i forbindelse med Tværå- og Torsnæs-ting antages at have udgjort de tre Vestfjordingefjærdingen tilkommende vårting. I de ældre sagaer nævnes tinget et par gange. Ldn. fortæller således (s. 197), at da Odd Bredfjording ved det berømte arveøl over Hjalte Tordssön fra Hov i Skagefjorden havde digtet en drapa over ham, besluttede Hjaltesønnerne at hjælpe Odd, som i forvejen var stævnet til Torskefjordting; de rejste da søvejs til Stengrimsfjorden (Str.) og gik så nord fra over heden ad den vej, som derefter kaldtes »Hjaltdæla laut« (Hjaltdælernes dalsænkning); og da de viste sig på tinget, var de så prægtig udstyrede, at man troede, at aserne var komne. Men navnlig kommer dog Torskefjord ting til omtale i Gisl. (s. 54 ffg. og 140 ffg.) i anledning af den faderhævn, som Vesténs sønner her udøve mod Torkel Surssön. I følge redaktionen II, der her, som sædvanlig hvad topografien angår, er den nøjagtigste, sætter Gest Oddlejvssön drengene i land yderst ude på fjordens vestkyst: herfra begiver de sig landvejs til tinget og slutter sig til tiggeren Hallbjörn, som plejede at drage om i herrederne med at følge på 10—12 mand, og som tæltede sig sin egen bod på tinget. Han går med dem ned til stranden og nævner dem navnene på høvdingerne efter som disse lægge til land. Også Torkel Surssöns navn får de at vide, i det denne lægger til ved fjordens inderste vig (fjarðarhornit). Torkel går i land og sætter sig ned etsteds, medens hans folk fører varerne i land fra skibet; hans svoger Börk den digre tælter deres bod; drengene går nu hen til Torkel, låner hans sværd for at bese det, og med dette hugger den ene hovedet af ham. De løb derpå op forbi boden, som Börk tæltede, og forsvandt derpå i den nærliggende skov.


I Sturl. (I, 388) berettes om en på Torskefjord ting foretagen sag; efter aftale med sin frænde Ejnar Torvaldsson stævnede nemlig Urækja Snorressön ham til Torskefjord ting for at få undersøgt, om han havde fuldhjemlet ret til forskellige for største delen i Saurbæ beliggende ejendomme, i hvilket tilfælde Ejnar havde forpligtet sig til at overdrage dem til Urækja. På tinget afgaves en gunstig kendelse, men der sad, fremhæves der, kun én mand i dommen fra Saurbæ, og Sturla Tordsson indstævner senere dommen som ulovlig for altinget; af det anførte sted i sagaen ses, at de tingbesøgende også ved denne lejlighed lå i boder på tinget.


Fra en senere tid har man kun få oplysninger om Torskefjord ting. Ved år 1320 anføres i flere annaler (sé således Flatb. III, 553) at Torskefjord ting det år holdtes — altså, som om det var en undtagelse. — Maurer anfører (Germ. X), at der i nogen afstand fra Torskefjord ting findes et gammelt rettersted »Kvalakrókr«.


Af de gamle tingboder er der endnu på Torskefjord ting en dél tilbage. De synes hovedsagelig at have stået dels i en dobbelt række på det flade land mellem åen og lien, dels i selve den skovklædte li. Bodernes antal, der nu er c. 12 (den antikv. indb. 1822 angiver rigtignok kun deres tal til 5!), skal endog i dette århundrede være bleven formindsket ved brud af å og fjord, og man vil fortælle, at der oprindelig på øren øst for Musarå, som da var smukt grøn, skal have stået en fuldstændig dobbeltrække af boder; af den vestlige rækkes boder er der nu kun ubetydelige rester tilbage af to; alle de andre skulde være ødelagte af Musarå, som virkelig også ses at have brudt sig et senere — nu til dels opgivet — , mere østligt leje umiddelbart ved boderne eller imellem disse. Af den anden række er bevaret 3 - 4 boder, og desuden sés et par boder at have stået imellem rækkerne, længst oppe. Alle disse boder står på langs i dalen. I rummet mellem rækkerne, længere nede og nærmere fjordbunden end nogen hidtil omtalt bod, sés en tomt, der nu til dels er afbrudt og kommen i øre, da åen en tid også trængte sig ind her. Den har været kredsrund og omtrent 5 fv. i diameter, og synes at have haft en indgang vendende ud mod fjorden. 1874 forevistes den som en »lögrétta« ; hvorvidt benævnelsen er støttet ved længere tids tradition må synes tvivlsomt, da hverken den antkv. indb. eller sognebeskrivelsen omtaler nogen sådan. Analogien fra andre tingsteder lader formode, at det har været en domring; ordet »lögrétta« brugt således kan for en senere tids vedkommende vel heller ikke tages for andet eller mere end en betegnelse for domsted. — Af boderne i den østlige række er den nederste (nær den kredsformige tomt) omtrent 7 X 4 fv.; denne udgives for Gests bod. Den er imidlertid i den nyere tid bleven skæmmet, da man til brug ved et politisk møde (1851) byggede en stor ildhustomt heri, ligesom der ved samme lejlighed ved siden af byggedes en stor bodtomt<ref>Jon Thoroddsen fortæller i et brev fra 1851 (se fortalen til »Maður og kona«, XXII), at man til mødet havde indrettet en 24 al. lang bod, der var opført, dér hvor Gest Oddlejvssöns bod var fordum.</ref>. I linje med »Gestsbod«, bag ved denne, kommer en halvt i øre kommen bod. Bag ved denne ligger igen en meget stor tomt (10 X 4 fv.) med en mindre ved siden af sig (vest for sig); den større af disse udgives for »Haukdælernes (Torkels og Börks) bod« <ref>Allerede i den antikv. indb. nævnes så vel Gests som Torkel Surssöns bod. Af et brev fra Arne Magnusson til provst Hjalte Torstenssön (Vatnsfjord), hvori han takker for et tilsendt kort over Isefjord og Stranda sysler, ser man, at han har haft håb om at få en tegning af Torskefjord tingsted.</ref>. Skrås (nordvest) for disse ligger en endnu større (12 X 4 fv.) bodtomt — Oven for alle disse findes en lille, noget isoleret stående bod (6 X 3 fv.). I den kratgroede li øst for tingsletten skal ligeledes have været flere boder; nu sés kun tomterne af to. Den ene (6 X 3 fv.), omtrent i linje med fjordbunden, har som de andre boder retningen fra syd til nord; indgangen er på langvæggen tæt ved den søndre gavl, ned mod dalen. Den anden (5 X 3 fv.) står højere oppe i den kratgroede li og indtager fuldstændig en lille brat hammer, der falder af mod dalen lidt oven for »Gestsbod«. Endnu er tilbage at nævne to bodtomter, en større og en mindre, der ligge umiddelbart ved jordbundens østlige hjørne, mellem fjorden og vejen, og som altså er de første boder, der møder den syd fra kommende, endnu inden man har betrådt selve tingpladsen. — Ved disse boder — altså ved fjordbunden nær tingstedet — kan landes med »halvfalden« sø (&#596;: på overgangen mellem flod og ebbe). — Noget oven for tingstedet sés østligere end Torskefjorddalen en kløft eller snæver dal strække sig op i fjældene; gennem den ligger en hedevej fra Stengrimsfjorden over Kollabudahede ned, ad denne er rimeligvis Hjaltesønnerne komne. — Kun et lille stykke vej sér man op i Torskefjordsdalen, som strækker sig mod nordvest, og hvorigennem den almindelig benyttede hedevej nord på til Isefjords syssel ligger; længst oppe i dalen antager åen navnet Ísfirðínga gil <ref>Torskefjords-å og dal benævnes nu også ofte Kollabuda å og dal. — Isfirdingagil kan let tænkes at have fået dette navn, da alfarvejen til og fra Isefjorden går her forbi. Ved gilet findes et »Þingmanna rjóðr« , sædvanligt bedested, og hinsides heden, nærmest denne, en »þingmannahóll«, — naturligvis minder fra den tid tingmændene til og fra altinget og Torskefjords ting færdedes her. — I. A. M. nævnes en vej ved Skogar i Torskefjord »Þingmanna götur«.</ref>.


Om den urolige Vavla-Gunnar fortæller GÞ. (s. 71). at da Tore ikke længer vilde have noget med ham at gøre, fik han sig bolig i '''Torskafjardardal''' (''Þorskafjarðardalr'') og boede på '''Gunnarsstad''' (''Gunnarsstaðir''); tomterne af denne gård ses endnu i lien vest for Torskefjordså over for gården Kollabudir. Om Gisle Surssöns beskytter Ingjald siges der, som før nævnt, i GÞ., at han fik sig bolig på Ingjaldsstad i »Torskefjordsdale«. Det er ikke let at forstå, hvorledes der i Torskefjord kan være tale om mere end én dal, den nys nævnte. Har Ingjald virkelig bot i denne, kendes hans gård nu ikke, dog skal der i følge Sighv. Grimssön højere oppe i dalen indtil den sorte død have været en gård, hvoraf der endnu ses tomter; navnet kendes imidlertid ikke.


Den første (inderste) gård på fjordens vestside er '''Mule''' (''Múli'') eller, som den nu sædvanlig benævnes, ''Múlakot''; dette er den sidste af de gårde i Torskefjord, der regnes med til Reykhola svejt. Grænsen mellem denne hrepp og den vestligere ''Guvudals hrepp'' (Gufudals hreppr) dannes af en å ''Mulaå'' (Múlaá), der gennemstrømmer den smalle lille '''Torgejrsdal''' (''Þorgeirsdalr''), der i nordvestlig retning skærer sig ind i fjældene mellem Mule og nabogården mod syd '''Hjallar'''<ref>På strækningen mellem Hjallar og Mule rides der ud eller op af de folk, der vil benytte ebben til at ride tværs over den indre del af Torskefjord.</ref>. Alle tre her fremhævede stedsnavne forekomme i Guld-Tores saga. På Mule boede Tores morbroder Eyjolv den rige. I Torgejrsdal stod den gang en gård, rimeligvis benævnt efter dalen; desuden må stedsnavnet '''Raudafell''' (''Rauðafell'', GÞ. s. 64) nærmest henføres dertil. Tore overrasker to troldkvinder, der er ved at stjæle lam fra ham ; den ene var fra en gård i den vest for Torskefjorden liggende Guvufjord, den anden nævnte sig datter af Vade oppe fra Raudafell. Da der nu oppe over vestsiden af Torgejrsdal, omtrent midtvejs i dalen, findes et fjæld Raudafell, kan det vel næppe være noget andet stedsnavn end dette, der på det pågældende sted i sagaen er ment; og da troldkvinderne synes at være virkelige bondedøtre, må der vel i eller ved Torgejrsdal, foruden den efter dalen benævnte gård, have været en anden med navn efter oven nævnte fjæld. På Hjallar [Styrhjallar (&#596;: Kamphjallar) siger A. M. at gården fordum benævntes] boede Tores uven Helge; mellem ham og Eyjolv i Mule var et stærkt fjendskab på grund af Helges overgreb med hensyn til græsning. Således, fortælles det (GÞ. s. 64 ffg.), gik Helges kvæg som sædvanligt i tunet på Mule, da Vavla-Gunnar efter at have passeret fjorden til hest red op mod gården; han drev straks kvæget ud ad vejen langs søen og ned gennem det »énstige« (einstígi), som var ved åen. Men her kommer folkene fra Hjallar imod ham, og nu opstår en blodig kamp, der dog får et for Gunnar heldigt udfald. Det her omtalte »enstige« (eller ''klev'', som det nu kaldes) er let at genkende, det ligger tæt syd for Mule og fører ned til Torgejrsdals mundingen; her indsnævres vejen mellem to rækker klippeblokke og skråner således ned mod dalen, så smal, at kun en en enkelt hest ad gangen kan passere her. I kort aftand, hinsides dalmundingen, ligger Hjallar. Den alt omtalte Helge, som boede her, overtalte en gang en fredløs Nordlænding, som søgte beskyttelse hos ham, til at efterstræbe Tore, når lejlighed gaves. Da Tore en gang som sædvanligt red sin ypperlige hest over Torskefjord, skjulte den fredløse Tormod sig i tanget, hvor Tore skulde ride i land, og da Tore red op fra »vadlen«, angreb Tormod ham, men ramte hesten, som forskrækkedes og sprang i søen, Tore derimod var allerede sprunget af, og nu begyndte en kamp på strandbredden. Tormod dræbes, Helge forfølges ud til '''Kalva''' (''Kálfá'') og dræbes under '''Helgasten''' (''Helgasteinn'') vest fra (''út frá'') Hjallar. Stedet ved søen, hvor Tormod faldt, benævntes senere '''Tormodstange''' (Þormóðstángi), og ''Hesttange'' det sted, hvor Tores hest kom i land (GÞ. s. 72), — Da Tore benyttede »vadal«-vejen over Torskefjord, kan deraf nogenlunde sluttes, hvor kampen må have fundet sted, nemlig omtrent ud for Hjallar. Navnet Tormodstange er vel glemt, men ud for Hjallar findes et lille skær (Reiðsker kaldet, fordi at fjorden kan rides, når dette er blevet landfast), som med nogen rimelighed kan antages at være det, som sagaen sigter til. Også navnet Hesttange er gået tabt, men denne tange kan måske antages at være den ved Kinnarstad omtalte Hestholm, i hvilket tilfælde hesten da måtte antages at have svømmet i skrå retning over fjorden. Kalvå er en lille å, kort syd for Hjallar, nu sædvanlig kaldet Hjallaå; uden til ved den (&#596;: syd for den) står i strandbredden en stor sten ''Helgasteinn'', over hvilken søen i stærk flod går; det er øjensynlig den i sagaen omtalte sten af samme navn. — Hjallars nabogård mod syd er '''Toresstad''' (''Þórisstaðir''), gården ligger lige over for Hestholm; fjorden er så smal, at man med stor lethed ser de nærmeste gårde på den modsatte side, ja vel endog kan iagttage, hvad der foregår på disse. Toresstad har nu, ligesom i gamle dage, land »ind fra Gröv mellem to åer« (GÞ. s. 55), nemlig mellem Kalvå og '''Bulkå''' (''Búlká''), men i øvrigt har gården længe været ubebot, og landet ligget under nabogården mod syd Gröv; først for en snes år siden er den bleven genopbygget <ref>A. M. (1710) anfører, at Toresstad, der den gang benyttedes som sætersted fra Gröv, fra gammel tid ikke havde været bebygget. Allerede meget tidlig synes Toresstad at have tabt sin selvstændighed; i en måldage for Guvudals kirke, henført til tiden 1238-54 (Dipl. isl. I, 519—22), der nævner som tiendepligtige til kirken alle gårde på et vist strøg, som mod øst først ender med Hjallar incl., forbigås således Toresstad. Gröv anføres vel heller ikke, men utvivlsomt, fordi der alt da fandtes det kapel (bænhús), som senere vides at have været der. Når derimod Toresstad forbigås, er det sandsynligvis, fordi gården alt da var hjåleje fra Gröv; at den på den tid skulde være lagt øde, er nemlig mindre sandsynligt, da GÞ. ikke har nogen hentydning til, at gården, da sagaen nedskreves, ikke længer bestod.</ref>. Gården bærer, som GÞ. beretter, navn efter sagaens helt Tore. Da denne kom hjem efter sin æventyrlige udenlandsrejse, tilbød de vest for fjorden boende ham land her, og her byggede han en stor gård, hvorom han senere indrettede sig et virke; her angribes han en gang af sine fjender fra Hovstad, men angrebet slås tilbage<ref>GÞ. s. 55, 57, 72. På sidst nævnte sted, 3die l. f. n., hvor der berettes om den tryldekyndige Kerlings førelse af toget mod Tore, må der vistnok i steden for »til Hofstaða« læses »til Þórisstaða«.</ref>. Kort fra (nord for) er en stor høj kaldet ''Guldhol'' (Gullhóll); nu anføres den som et af de steder, hvortil sagnet har knyttet nedgravningen af Tores skatte; i den antkv. indb. 1817 siges det, at Tore skal have begravet sine børn her — hvortil sagaen ikke har noget tilsvarende. I den del af GÞ., som det senere er lykkedes Gudb. Vigfussön at læse, og som allerede er omtalt i Anledning af gården Hlid, siges, at, efter at Tore var forsvunden, så man i lang tid en drage flyve ned over fra den side fra Toresstad, hvor navnet '''Guldfoss''' (''Gulfoss'') forekommer, og over fjorden til fjældet oven for Hlid. Efter navnet Guldfoss at dømme skulde man vente ved Toresstad at finde et vandfald. Der er imidlertid kun en lille bæk syd for tunet på Toresstad, men som rigtignok, i det den falder ned fra klipperne, danner en lille foss. Denne skal endnu benævnes Guldfoss, og troværdige folk forsikre, at den har båret dette navn, så længe de erindre; indrømmes må det dog, at navnet kun er lidet bekendt dér i egnen, og det, at gården så længe har ligget øde, kunde også bidrage til at vække nogen tvivl om, hvor vidt man her virkelig har en ægte tradition for sig. At i øvrigt sagaskriveren har haft denne foss for øje, synes uagtet dens lidenhed utvivlsomt, da der ikke er nogen anden i nærheden.


[[Fil:Þorskafjörður2.jpg|thumb|400px|right|<center>Torskefjord og Djupefjord</center>]]Syd for Toresstad, omtrent over for Hlid, ligger '''Gröv''' (''Gröf''); imellem disse to jorder danner, som før nævnt Bulkå grænsen. Da Tore efter sin hjemkomst begiver sig til det ham anviste land, losser han sit skib ved '''Bulkåos''' (''Búlkáróss'', GÞ. s. 55), det er vistnok samme sted, som kort efter (s. 56), hvor der fortælles om Tores første kamp med Hall fra Hovstad, kaldes '''Bulkånæsos''' (''Búlkárnesóss''). - På den sidst omtalte gård Gröv boede den i GÞ. oftere nævnte Hromund.


Omtrent ud for Gröv gør Torskefjorden sin tidligere omtalte bøjning, så at den oven for denne gård liggende del har en nordlig retning, den neden for liggende derimod retningen fra vest til øst. Aller vestligst, ved fjordmundingen, står gården '''Hallstensnæs''' (''Hallsteinsnes''), der set fra den modsatte side af fjorden viser sig liggende meget smukt på en terrasse temlig højt oppe i fjældmulen. Grænsen mellem Gröv og Hallstensnæs dannes af ''Grimkellsstadaå''; inden for denne har den i GÞ. nævnte gård '''Grimkellsstad''' (''Grímkellsstaðir'') ligget, hvoraf der endnu ses spor nær ved Gröv kort fra åen nede ved søen <ref>Det er denne gård, som A. M. kalder ''Krinkillsstaðir''; landet hørte under Gröv; der sås kun ringe spor af tomter og gærder, men det sagdes dog almindelig, at der havde stået en gård.</ref>. — På Hallstensnæs boede først Torolv Mostrarskegges <ref>Således GÞ. vistnok rigtigere end Ldn’s og Eb.’s Mostrarskegg.</ref> søn Hallsten, hvis landnam efter GÞ. indbefattede hele vestsiden af Torskefjorden. Forskellige kilder (GÞ., Gísl. II, Ldn.) fortælle om et af Hallsten foretaget offer. Han ofrede, som det synes, sin egen søn til Tor, for at denne skulde sende ham højsædespiller; derefter drev der et uhyre stykke tømmer i land ved det næs, som derefter kaldtes '''Grenitrésnes''' (&#596;: ''Grantrænæsset''; når Gísl. — s. 140 — har Nesgranatré, skyldes det vel kun en mekanisk omsætning af skriveren) <ref>Det kan måske her bemærkes, at drivtømmer i virkeligheden hverken forekommer her eller i det hele nogetsteds inden for Bredefjordens øer. Heller ikke må man af Torskefjordens navn lade sig forlede til at tro, at her skulde være fiskeri, sådant er her ukendt.</ref>. Af dette træ blev der dannet højsædespiller på Hallstensnæs, som i følge Gisl. endnu da skulde være at se; Ldn. beretter (s. 131), at der heraf blev gjort højsædespiller næsten på enhver gård i »tværfjordene« (&#596;: fjordene, der i nordlig retning skærer sig ind fra Bredefjorden). I følge GÞ. (s. 55) gav træets landing anledning til opbyggelsen af et Tors hov; Hallsten fører også tilnavnet gode eller Torskefjordsgode (Ldn.). Det lille næs, hvor træet drev i land, bærer endnu navnet Grenitrésnes og findes kort øst for gården Hallstensnæs; ja sagnet vil endog udpege to klippeblokke, i en afstand fra hinanden af &#596;: 20 fv., på hvilke træet hvilede, medens det savedes i stykker. I tunet påvises Hallstens grav. — Efter at Vesténs sønner er blevne satte i land af Gest på det omtalte »Grantrænæs« (Gísl. s. 140), går de op i '''Tejgkov''' (''Teigsskógr'') og begiver sig igennem denne til Torskefjordting; en skov af dette navn findes virkelig i lien øst for Hallstensnæs; men afstanden mellem denne gård og tinget synes sagaen at have forestillet sig altfor ringe, eller også at have gjort skoven meget for stor.


Fra den vest for liggende lille '''Djupefjord''' (''Djúpifjörðr'') skilles Torskefjorden ved en overordenlig høj og forholdsvis bred hals, nu sædvanlig kaldet ''Hjallaháls'', den føsrste af en lang række lignende eller værre, der skille de forskellige tværfjorde fra hverandre, og som gør rejser til hest i Vestfjordene så besværlige som i ingen anden egn på Island, ja på sine steder næsten umulige. I denne hals, ikke langt fra vejen, som fra Hjallar i sydvestlig retning ligger over denne, findes en del stedsnavne GÞ. vedrørende. — Sagaen fortæller nemlig (s. 66), at kort efter den ved klevet ved Hjallar forefaldne kamp beslutter bondesønnerne fra Hjallar, Helge og Bljug, samt deres ledsagere Kalv og Styr, at angribe Tore, og dette udføre de, da han en gang er beskæftiget med at skære sine hestes manker. Angriberne blive dog alle i den nu påfølgende kamp dræbte, og om stederne, hvor de faldt, mindede derefter navnene '''Bljugslæk''' (''Bljúgslækr''), '''Frakkamyre''' (''Frakkamýrr), '''Styrsbrekka''' og '''Kalvågljuvr''' (''Kálfárgljúfr'').


Kalvågljuvr er en dyb kløft i halsen, hvori den før nævnte Kalvå løber. Styrsbrekka er en stejl skråning øverst oppe i halsen, det højeste punkt, som ses fra Hjallar, og så stejl, at den rejsende her sædvanlig står af hesten. Efter at denne skråning er passeret, kommer jævnere strækninger, og her findes Frakkamyre til højre (nordvest) for vejen. Bljugslæk skal være en lille bæk (nu Blýgs- eller Bleiks-lækr), nær Frakkamyre, men med løb i sydvestlig retning ud mod Djupefjord, — over den ligger vejen ligeledes.


Er man først med besvær i bugtninger klatret op over det skaldede fjæld, finder man selve ryggen forholdsvis jævn og bred; derpå går det ned ad mod vest, mindre stejlt, langs en kløft, ofte over snedynger selv ved midsommerstid. Udsigten bliver nu smuk og venlig; mellem to fremskydende næs, Hallsteinsnes og Grónes, ligger den lille og korte Djupefjord smukt begrænset, og oven for jordbunden er endnu plads for en venlig lille grøn dal, lunt indesluttet af høje fjælde. Djupefjorden udgjorde ét landnam, tilhørende den så vel i Ldn. som i GÞ. omtalte Torbjörn loke; han tog, siges der (GÞ. s. 41—42), foruden Djupefjord '''Gronæs''' (''Grónes''), — således hedder som anført det fjorden mod vest begrænsende næs, der skiller den fra Guvufjord, det bærer nu en gård af samme navn. Selv har Torbjörn utvivlsomt bot på ''Djupedal'', jordens mest fremtrædende gård, der ligger på sletten oven for fjorden, vest for en dalen gennemstrømmende å. Torbjörn gav sin ven Styrkår — hvis tryldekyndige datter Kerling hørte til Tores værste fjender — land i '''Barm''' (''Barmr'') til grænsen af Hallstens land. Gården Barm ligger omtrent midt på fjordens østside, noget sydligere end der hvor Hjallahals-vejen ligger ned. Foruden disse gårde findes der i fjorden endnu kun én, nemlig Miðhús (A. M. Heiðhús!) som ligger på fjordens vestside lidt syd for Djupedal; denne er imidlertid ikke nævnt i nogen saga (men i Guvudals måldagen), derimod siges Torbjörns søn Torgils at have bot på '''Torgilsstad''' (''Þorgilsstaðir'') i Djupefjord (GÞ. s. 42), en gård, der alt længe ikke har været til, men som formodes at have ligget øst for fjorden tæt ved hvor Hjallahalsvejen nu ligger ned. Her ejer den på den modsatte side af fjorden liggende gård Midhus en strækning land, og i denne findes noget oppe i lien, syd for vejen, gamle sætertomter, nu sædvanlig kaldte »forna sel« eller »Miðhúsa sel«, men i følge tradition skal dette sted tidligere have båret navnet Torgilsstad; i og for sig synes også gårdens beliggenhed naturligst at måtte søges her<ref>A. M. (1710) beretter under Heiðhús &#596;: Miðhús, at et sted i gårdens land bærer navnet Kot, og at nogle fortæller, at stedet skal have været bebygget fordum; der sås også nogle spor af tomter og gårder. Året i forvejen var dér bleven bygget et sæter. — Også for Torgilsstads vedkommende (sml. Toresstad) er der den ejendommelighed, at måldagen for Guvudals kirke fra midten af det 13de årh. ikke nævner gården, men at GÞ. omtaler den uden nogen hentydning til, at den på sagaens tid skulde have ligget øde.</ref>.


Djupefjorden vinder en særlig interesse som skuepladsen for den store kamp mellem Tore og hans modstandere, der beskrives i slutningen af GÞ. , men hvorom desværre kun en ufuldstændig beretning er nåt til os. Af hvad Gudbr. Vigfussön i en senere tid (se Ný félagsrit, 21 årg.) har kunnet læse, synes at fremgå med sikkerhed, at så godt som alle Tores fjender her har været forenede mod ham. Med de egenlige Djupfjordinger havde Trånd Helgessön fra Hjallar forenet sig; men desuden synes også Torsten Stenolvssön(?) og »Isfjordingerne« (måske Torbjørn stokks frænder?) at have sluttet sig til disse. At kampen står i Djupefjord — og herom kan der på grund af nogle i sagaen nævnte endnu bevarede stedsnavne ingen tvivl være — er besynderligt nok, da man dog næppe kan antage, at Tores parti har været det angribende. Efter den ufuldstændige beretning at dømme ser det ud, som om Tores venner fra begyndelsen af forsvarede sig fra deres i fjæren stående skib, medens Tore selv først under kampen kommer til landvejs fra. Tore forfulgte Kerling op langs fjorden, indtil de kom til et stort gil; her styrtede Kerling sig i en stor foss, men Tore kastede et klippestykke efter hende, og der dræbtes hun. Stedet kaldes siden — tilføjes der — '''Kerlingargil''' og '''Kerlingarekra''', og dér har man altid siden ment, at det spøgte. — Navnet Kerlingargil er endnu til; således benævnes en stor kløft til højre for Hjallahalsvejen, næsten helt inde ved fjordbunden, den danner grænsen mellem den oven nævnte Midhus tilhørende landstrækning øst for jorden og Djupedal. Som i de fleste med navnet »gil« betegnede kløfter flyder der også i denne en strøm, og ganske rigtig dannes der, som sagaen angiver, i denne en foss. Den flade til dels græsgroede strækning, neden for kløften, umiddelbart før man kommer til åen, benævnes ''Ekra'' [efter andre angivelser Kerlingarekra, Kerlingareyri] og svarer øjensynlig til GÞ.s Kerlingarekra. Efter disse stedsnavnes beliggenhed at dømme, og efter hvad der fremgår af sagaens fremstilling, må kampen altså antages at have fundet sted på fjordens østside, og vel snarest i omegnen af det fordums Torgilsstad. I øvrigt er bevarelsen af disse navne, så vel som af Guldfoss i Torskefjorden, et interessant eksempel på den sejhed, hvormed virkelige stedsnavne på Island — selv uden at støttes af nogen tradition — har kunnet bevares i tidernes løb, endog sådanne, som angå kun lidet fremtrædende og blot af de allernærmest boende kendte punkter (næsten på enhver islandsk gård træffes i mængde stedsnavne, der sædvanlig kun kendes af selve gårdens beboere).


Medens sagaens fremstilling af Guld-Tores skæbne (forvandlingen til drage) som tidligere anført utvivlsomt var ganske glemt, da det lykkedes Gudb. Vigfussön at læse håndskriftets slutning, havde der derimod dannet sig afvigende sagn om Tores endeligt, der dog alle havde det til fælles, at Tore styrtede sig, med i det mindste en del af sine skatte, i en i Djupedal værende »Gullfoss«. Denne foss (også kaldet Bjúkandi), der dannes af den dalen gennemstrømmende å. Og som findes længst oppe i dalen, så at den ikke er synlig fra bygden, skal fra en betydelig højde styrte sig ned mellem dybe kløfter, så at det er umuligt at komme nær til den. Den almindeligst udbredte form for sagnet synes at være den, at Tore på de neden for fossen liggende »Leikvellir« (&#596;: legesletter) havde sin sidste kamp med sine fjender; efter at bægge hans hænder var afhuggede, stak han stumperne i hankene på sine guldkister og styrtede sig med dem i fossen. Kisterne må vel altså Tore have haft skjult ved fossen, og fjenderne antages netop at være kommet for at røve disse. I følge den almindelige fortælling er det »Isfjordingerne«, som Tore her slås med; da disse kun nævnes i det først for nylig læste slutningsstykke af GÞ., synes sagnet om dem at forudsætte en om end dunkel, så dog forholdsvis meget gammel tradition <ref>Sml. Ísl. Þjóðs. II, 85-86.</ref>.


[[Fil:Gufufjörður.jpg|thumb|400px|left|<center>Guvufjord</center>]]Fra Djupedal fører vejen først langs lien vest for fjorden og derpå over Gronæsset, hvorefter '''Guvufjorden''' (''Gufufjörðr'') viser sig, lille og smal, den oven for liggende dalslette navnlig mod vest indesluttet af høje, lodrette fjældvægge, den såkaldte Guvudalshals, men i øvrigt frodig og ikke uvenlig. Omtrent ud for Gronæs afsluttes den lille Guvufjord af Melanæs, der her skyder sig frem vest fra <ref>Her findes endnu nogen skov, sml. Dipl. isl. I, s. 522.</ref>; men i øvrigt fortsætter sig Guvudalshalsen forbi dette under navnet Skålanæs (Skálanes) endnu længere mod syd til omtrent i linje mod Reykjanæs, og kommer således til at danne den vesllige begrænsning for Torskefjordens ydre del, hvorfra som allerede omtalt de tre mindre fjorde: den egenlige Torskefjord, Djupefjorden og Guvufjorden skærer sig ind i landet. Måske kunde man antage, at det er disse tre forgreninger fra fjordens ydre del, der i Ldn., hvor talen er om de mange højsædespiller, der forfærdiges af det ved Hallstensnæs i land drevne stykke tømmer, betragtes som »tværfjorde«, nemlig fra den ydre Torskefjord (foran, s. 531. er »tværfjordene« imidlertid forstået om samtlige fra Bredefjorden i nordlig retning udgående fjorde). At Guvufjorden undertiden har været betragtet som en sidefjord fra Torskefjord, synes i al fald at fremgå af Eg. s. 193, hvor der berettes om landnamsmanden i Guvufjord, at han bosatte sig i Torskefjord. Den omtalte landnamsmand var den bekendte Ketil guva, der efter mange uheldige forsøg på bosættelse på forskellige steder, der alle bære navn efter ham, tilsidst havnede her, hvor stedsnavnene Guvufjord og '''Guvudal''' (''Gufudalr'') skylder ham deres oprindelse. Guvudal er nu navnet på to gårde i den oven for jordbunden liggende lille dalslette, af hvilke ''Nedre Guvudal'' (Neðri Gufudalr) er præstegård. Den med tilhørende kirke ligger vest for en lille dalen gennemstrømmende å <ref>Fra Guvudal kirke er en runesten, som nu befinder sig i Oldn. Museum, og hvorom det nærmere kan efterses i Stephens’ »Runehal«. Under Skålanæs hraun ejede kirken »akrgerði« (Dipl isl. I, 522).</ref>. Af andre gårde i dalen bør måske for navnets skyld mærkes '''Hovstad''' (Hofstaðir) vest for fjorden (G.s nabogård mod syd og hjåleje fra præstegården).


[[Fil:Kollafjörður.jpg|thumb|300px|right|<center>Kollafjord</center>]]Fra Guvudal ligger vejen videre mod vest over den for sin stejlhed berygtede lodrette Guvudalshals. Vejen er imidlertid ypperlig og snor sig i vel anbragte slangebugtninger op ad fjældsiden og ned ad den tilsvarende vestlige skråning (eller rettere væg), men for hestene er det et drøjt stykke arbejde, og nedstigningen endnu værre end opstigningen. Hvor vejen begynder at skråne nedad mod vest, træffes først en »Gullsteinn« , hvortil knytter sig sagn om et under den skjult guldbælte, som på grund af øjenforblændelser ikke har kunnet nås. Længere nede i halsens vestside findes på en afsats (hjalli) en flad sten, som kaldes »Gvöndar altari«; her skal biskop Gudmund have sunget messe og viet vej over halsen. — Er Guvudals hals passeret, kommer man til den lange smalle '''Kollafjord''' (''Kollafjörðr''), hvis vestlige begrænsning ganske svarer til den østlige, d. v. s. er en mellem fjorde indesluttet hals (Klettháls), der ender mod syd i et næs (Bæjarnes). I '''Frakkadal''' (''Frakkadalr'') i Kollafjord boede i følge GÞ. Helge på Hjallars to sønner Frakke og Bljug, hvis død tidligere er omtalt. Frakkadalen er en af de to smådale, der strækker sig op fra jordbunden. Den større af disse, Fjardarhornsdal (Fjarðarhornsdalr) ligger i nordøst; gennem den ligger en hedevej over KoIlafjordshede til Isefjorden. Den mindre dal, Frakkadalen, har en mere nord-nordvestlig retning; den gennemstrømmes af en å Frakkadalså. Vest for åen ved dalmundingen påvises tomter, som siges at være af en fordums gård ''Frakkastad'' (Frakkastaðir) <ref>Dog må det bemærkes, at A. M. ikke nævner nogen ødegård af dette navn. Heller ikke i Guvudalsmåldagen (Dipl. isl. I, 522) forekommer Frakkastad.</ref>.


[[Fil:Kvígandisfjörður.jpg|thumb|300px|left|<center>Kvigindisfjord</center>]]Vest for fjorden ikke langt fra fjordbunden ligger gården Klett(r); til denne rider man ved ebbetid tværs over den indre del af fjorden. Herfra ligger vejen mod vest over Klettshals og videre over fjældheden bag om den smalle ''Kvigindisfjord'' (Kvígindisfjörðr) — der ses liggende parallelt med Kollafjord, indesluttet mellem Bæjarnes og det lige så høje, men noget bredere og større Svínanes — til Skalmarfjordens inderste vig, hvor gården Skalmardal ligger. Om udsigten ned mod disse småfjorde gælder det det samme som om næsten alle Vestfjordene. Det er egenlig kun indtrykket af deres uhyre afsideshed, der gør dem uhyggelige — og denne er tilmed mere tilsyneladende end virkelig, da adgangen til dem fra søsiden overalt er let — ; vel er de stejle omgivende fjælde skaldede, men modsætningen mellem fjæld og fjord er smuk, og overalt i smådalene oven for fjordbunden træffer man en rigere og frodigere kratskov end de fleste andre steder på Island. ''Skalmarfjorden'' (Skálmarfjörðr) er en forholdsvis lang og anselig fjord, begrænset af Svinanæs og '''Skalmarnæs''' (''Skálmarnes''), længst inde spalter den sig om det lille, brede Vattarnæs i to sidefjorde, af hvilke den østligste beholder hovedfjordens navn. Yderst på Vattarnæs, sydvest for Skalmardal, ligger en efter næsset benævnt gård; set fra denne synes fjorden regelmæssig trekantet, med en bestandig ind efter tiltagende bredde. Landskabet har i det hele et foranderlig geometrisk-regelmæssigt og højst ejendommeligt udseende. Det oven nævnte Skalmarnæs (nu også kaldet Mulanæs) har nærmest form af et timeglas. Temlig tidlig indsnævrer det sig til et ejd, så lavt og smalt, at man f. eks. fra Vattarnæs gård ser den hinsides ejdet liggende Kerlingarfjord. Derefter udvider det sig igen og antager skikkelse af en aldeles regelmæssig trekant, der med sin bredeste grundflade skyder sig frem i havet Næsset er opfyldt med et tresidet, lige så regelmæssigt fjæld. — I det Klettshals passeres, sker overgangen til ''Mulahrepp'' (Múla hreppr); hele denne hrepp med undtagelse af et par af de østligste gårde er anneks til Flatø sogn i Bredefjorden<ref>Af bægge sogne har sognepræsten Olav Sivertsen 1840 givet en udtømmende beskrivelse, hvorfra også for Mula sogns vedkommende adskillige oplysninger er hentede.</ref>. Det i hreppens østligste del beliggende Svinanæs nævnes i Ldn.; der skal nemlig Gejrmund Heljarskind have haft sine svin. Om denne landnamsmands magt og rigdom ved Ldn. (s. 124) meget at fortælle: foruden sine besiddelser på Skardsstranden tog han sig et andet landnam i den aller nordvestligste del af landet, og desforuden måtte han holde sine hjorder og sætere endnu andre steder i Vestfjordene. Fra en senere tid er der her på næsset forskellige tegn på, at udlændinge — i følge sagnet Tyskere — have drevet handel her. Yderst på næsset findes en lille våg Kumbaravåg, ved hvilken der endnu vises tomter fra den tid handel dreves herfra. [[Fil:Skálmarfjörður.jpg|thumb|300px|right|<center>Skalmarfjord</center>]] Lignende tomter — som det antages af en tidligere tids handelshuse — vises desuden to steder på næssets vestside ud mod Skalmarfjorden, hvor der siges, at fremmede skibe tidligere er løbet ind; af disse foregivne handelssteder ligger endog det ene helt inde ved Skalmarfjordens bund. Fra fjordbunden ligger en vej mod nord over Skalmardalshede til Isefjorden<ref>I følge kortet skulde vejen gå over Glámu jøkel; dette er dog ikke tilfælde; i det hele synes jøklen på kortet at have fået en altfor stor udstrækning mod syd og øst.</ref>. Vattarnæs er nu hreppens tingsted. I følge sognebeskrivelsen skulde der allerede meget tidlig<ref>»således som det ses af dokumenter m.m. fra 12te og 13de århundrede«!</ref> her have dannet sig et stærkt besøgt tingsted for de egne af Vestfjordene, fra hvilke det faldt folk for besværligt at søge Torskefjordsting. Som minder fra den tid må fremhæves stedsnavnet »Dómarahvammr« , hvor tinget skal have været holdt.


Det før omtalte store, ligesidig trekantede Skalmarnæs må i følge Ldn. (s. 77) antages at have fået navn efter en hoppe Skalm. Der fortælles nemlig om Sel-Tore — den senere landnamsmand på Raudamel (Hnp.) — , at han og hans moder, da de følgende en havmands spådom begav sig syd efter ledede af deres hoppe Skalm <ref>»Stórstíg« forklarer sognebeskr. navnet.</ref>, opholdt sig en vinter her. I øvrigt kunde nok de forskellige betydninger af ordet »skálm«, sml. norsk »Skolm« (Ivar Åsen), og flt. »skálmir« bringe på andre formodninger om oprindelsen af navnene Skálmar-nes, -fjörðr o. s. v., hvoraf vel den sandsynligste er, at fjorden er bleven benævnt efter sin kløftede form; dog forekommer Vattarfjörðr om den vestlige sidefjord allerede temlig tidlig.


[[Fil:Skálmarnesmúli.jpg|thumb|300px|left|<center>Skalmarnæs</center>]]Om Hallsten gode, der selv havde hjemme i Torskefjord, fortæller Laxd. (s. 136), at han gav den tryldekyndige Kotkelske familie efter dennes ankomst til Island bopæl på '''Urdir''' (''Urðir'') på Skalmarnæs. Omtrent pa samme tid var Tord Ingunnssöns moder flyttet fra Kroksfjorden til Skalmarnæs. Hun begynder imidlertid hurtig at forulæmpes af Kotkels ran og trolddom, og klager til sin søn. Tord begiver sig straks afsted for at hente sin moder til sig, og efter ankomsten til Skalmarnæs begiver han sig tillige til Kotkels gård og stævner hele familien for trolddom. Derpå sejlede han bort. Troldfolket vækker imidlertid ved galder en storm imod ham; skibet drives vest for Skalmarnæs, om bord viser man dog megen raskhed, og tilskuerne ventede allerede, at skibet vilde kunne frelses, men da kæntrede det pludselig kort fra land; de ombordværendes lig drev straks i land, og man opkastede en høj over dem på det sted, som derefter benævntes '''Haugsnæs''' (''Haugsnes''). Tomterne af gården Urdir, om hvis bebyggelse intet erindres, vises omtrent midtvejs i Urdarhlíð, således kaldes fjældskråningen langs Skalmarnæssets østside<ref>Det er utvivlsomt samme sted A. M. omtaler under navn af Urdarsel, et sætersted i Urdahlid i Mule land; efter sagnet skulde stedet i oldtiden have været bebygget, men man så kun ringe spor derefter.</ref>. Oven for tomterne af Urdir vises indgangen til en hule, som man vil påstå strækker sig i en længde af c. 1½ mil tværs gennem det halvøen opfyldende fjæld, og hvis modsatte indgang man viser på fjældets østside (ved gården Fjörðr). Skalmarnæssets østside er nu ubebot; mod sydøst udsender det en mindre og lavere næsodde (næssets sydligste punkt) kaldet Haugsnes; yderst på Haugsnæsset viser man den høj, hvorefter næsset bærer navn. I følge den antkv. indb. 1820 blev højen, der for største delen består af opstablede sten, og som synes at have været ret anselig, i slutningen af forrige århundrede undersøgt, ved hvilken lejlighed man skal have fundet en ubetydelig jærnstump, der omdannedes til et knivsblad. — Oven for Haugsnæs ved det sydøstlige hjørne af hovednæsset står gården og kirkestedet ''Mule'' (Múli), hvorefter næsset nu ofte benævnes. Neden for Mule strækker sig i sydvestlig retning en række småøer ud i havet; den yderste af disse er ''Heiðnarey'', en god halv mils vej fra land. Om denne beretter sognebeskrivelsen, at da kristendommen på Island var nylig vedtagen med bestemmelsen om, at hemmelige ofringer var tilladte, fik bonden på Mule det således indrettet, at enhver, som ønskede at deltage i slige ofringer, kunde i begyndelsen af tvimåned (&#596;: sidst i avgust) indfinde sig på denne afsides liggende holm og foretage sin offerdyrkelse, dog mod en passende betaling til ham for overfærgning o. s. v.; til bekræftelse herpå anføres, at der på øen findes en lille dal kaldet ''Blóthvammr'', hvori en Blótsteinn, og kort derfra en fordybning (lág), benævnt Saurlífisgjá. — Mules nabogård mod vest er ''Ingunnarstad'' (Ingunnarstaðir), der vel må antages at være benævnt efter Tords moder Ingunn; i følge sagnet skal i øvrigt denne gård have været den ældste på næsset og oprindelig have haft hele dette under sig.


Op fra fjordbunden vest for Vattarnæs strækker sig en lille dal, hvorfra vejen ligger op på ''Tingmannahede'' (Þíngmannaheiði). Denne hede, aldeles vegetationsløs, kun frembydende sort sten og klippe — men med en smuk udsigt over Bredefjordens øer — , strækker sig bag ved den indre oven for ejdet liggende del af Skalmarnæs, samt videre mod vest bag de to næst følgende næs Litlanes og Hjarðarnes, af hvilke kun det første hører med til denne hrepp. Over den 5-6 mile lange hede fører alfarvejen vester på, ingenlunde god, men dog den eneste, der forbinder den sydøstlige del af Vestfjordene med den øvrige del af landet. Heden har formodenlig sit navn af, at vejen herover er bleven benyttet af de til Torskefjordstinget eller altinget (i følge sognebeskrivelsen: Vattarnæs ting) rejsende tingmænd; og ved hedevejens endepunkter findes adskillige andre stedsnavne, der minder om det samme. Således benævnes, øst for heden, det sædvanlige bedested, før man rider op på denne, ''Þíngmannarjóðr'', stien op på heden ''Þíngmannakleif''; et Þíngmannatjörn findes her også. — Omtrent midtvejs på heden står et meget omtalt Grettestak; det er en klippeblok som en af de sædvanlige, den synes indtil begyndelsen af dette årh. at have stået på et underlag af mindre sten (hlóðir) og oprindelig at have været endnu større end tilfældet er nu. I stenen er indhugget et tegn, som almindelig opfattes som en binderune, der skal betegne Grette Asmundssöns navn, men Egg. Olavssön har vist ret, når han<ref>E. O. I, 646.</ref> anser det for et bomærke af ny oprindelse.


[[Fil:Kjálkafjörður.jpg|thumb|300px|right|<center>Kjalkafjord</center>]]Fra det omtalte Litlanæs, der svarer til sit navn og kun er lille og kort, er Skalmarnæs adskilt ved Kerlingarfjord, hvis indre del fra ejdet af har sit eget navn. Mellem Litlanæs og Hjardarnæs skærer '''Kjalkafjorden''' (''Kjálkafjörðr'') sig ind. Til den nærmer man sig kun med besvær fra landsiden; fra Tingmannaheden ligger her ingen som helst regelmæssig vej ned, dog kan kyndige folk over nedadskrånende strækninger, der fortsætter sig i en ned mod fjordbunden farende kløft, finde en for heste brugelig vej ned mod denne; også her møder i lierne langs fjordbunden ret frodigt krat.


Kjalkafjorden nævnes vel i sagaer, men da kun østsiden hører til Mula hrepp, og der her slet ingen gårde findes, er det bedre at opsætte den nærmere omtale indtil videre, og først beskrive det med Mula sogn sammenhørende ''Flatø sogn'', der udgør en egen hrepp, sædvanlig benævnt ''Øhreppen'' (Eyjahreppr).


[[Fil:Flatey.jpg|thumb|350px|left|<center>Flatø</center>]]Øhreppen bærer sit navn med rette, da den består af ikke mindre end 600 øer og holme, de såkaldte ''Vesterøer'' (Vestreyjar); disse udgøre, som det vil erindres, igen kun en del af alle Bredefjordens øer, hvorfor også disse fra gammel tid af har fået ord for at være utallige. Alle Vesterøeme samle sig dog om 7 beboede øer. — Øgruppen indtager den midterste del af Bredefjorden og ligger nærmest jordens nordlige kyst, særlig de nys beskrevne næs, af hvilke Skalmamæsset rager længst frem mod syd. Af øeme er '''Flatø''' (''Flatey'') i enhver henseende den betydeligste, den synes også at have været den eneste, der har været sæde for en landnamsmand; her boede nemlig Trånd mjobén, som tog øerne vest for Bjarneyjarfloe &#596;: hele øhreppen. Flatø danner omtrent midtpunktet i øgruppen, dog ligger de allerfleste øer nord for denne ø. Aftanden til de to nærmeste punkter af »fastlandet«, Skardsstrand og Skalmarnæs, er c. 4 mil. Flatø nævnes foruden i Ldn. i GÞ. og Gísl. I GÞ. fortælles, at Tore, der efter sin svigerinde havde fået øen, havde kornavl her. Agerdyrkning skal i det hele taget tidligere have været temlig almindelig på Bredefjordsøerne; sognebeskrivelsen siger, at man på mange steder endnu ser spor til, at der har været dyrket korn, så vel i tunene som på udøerne. Den seneste, der drev kornavl i Flatø, skal have været »Olöv d. rige«; østligst på Flatø ses endnu en stor ager, der bærer hendes navn. Desuden ligger tæt syd for hovedøen en lille ø, der ved sit navn minder om agerdyrkning (Akrey). — I slutningen af det 12te årh. stiftedes på Flatø et kloster, der dog kun stod her 12 år, hvorefter det flyttedes til Helgafell<ref>Se Dipl. isl. I, 280-82.</ref>. Tomten af klostret skal i følge sognebeskrivelsen endnu tydelig ses, østligst og højest i Flatø-tun; den er 10 al. lang, 6 al. bred, med gærde omkring og indgang mod vest. Ved indgangen i klostergården står en stor sten, næsten skjult i jorden; i den er der hugget en skålformig fordybning, der rummer omtrent ½ pot vand — vel sagtens et fordums vievandskar, således som det også almindelig fortælles. På Flatø er sognets kirke, men desuden har her tillige det sidste hundrede år været et temlig besøgt handelssted. Handelshusene ligger på nordsiden af øen ved en lille våg Grýluvåg (ifg. sognebeskr. ældre Munadarvåg; i Sturl. Ferjuvåg), ud for hvilken en lille ø ''Havnarø'' (Hafnarey) ligger, mellem hvilken og hovedøen havnen dannes. Hvor handelshusene nu står, skal man i følge Olavius (rejsebeskr. s. 641-42) tidligere have kunnet se tomterne af 9 boder, der skrev sig fra den tid »de tyske« handlede her. — Mest bekendt er dog øens navn blevet ved, at den berømte sagasamling ''Flateyjarbók'', det største islandske håndskrift, der kendes, er opkaldt efter denne. Fra bonden på denne ø, hvor håndskriftet længe var gået som arvegods fra fader til søn, erhvervedes det nemlig ved midten af det 17de århundrede.


[[Fil:Hergilsey.jpg|thumb|350px|left|<center>Hergilsø</center>]]Nordvest for Flatøgruppen ligger '''Hergilsø''' (''Hergilsey'') med tilhørende øer. Hergilsø selv ligger temlig nordlig, omtrent 1½ mil fra Flatø<ref>Og vel så langt fra de to nærmeste punkter af fastlandet: Hjardarnæs og Skalmarnæs. — Øen har tidligere, uvist hvor længe, ligget øde, men bebyggedes påny i slutningen af forrige årh.; øen selv er ikke stor, men forholdsvis høj.</ref>. I følge Ldn. bærer øen navn efter Trånds søn Hergils, der boede her; hans søn var Ingjald, der omtales meget i Gísl. — Da Gisle efter at have tilbragt adskillige år som fredløs mand gør sit sidste forsøg på at få hjælp hos sin broder Torkel (der boede på den ydre del af Bredefjordens nordkyst, den såkaldte Bardastrand), nægtede denne det som sædvanligt, men tilbyder ham hest eller skib, så at han kan fortsætte sin vej. Gisle modtog da et skib, og på dette sejlede han til Hergilsø. Efter sin ankomst hertil kæntrer han skibet og lader det drive »ind til næssene«; disse næs er formodenlig de oven for omtalte næs i Mulahrepp. — Selv bliver han modtaget med venlighed af sin frænde Ingjald, og hos ham opholdt han sig tre vintre, — når fremmede kom til øen bestandig i et jordhus. Dog erfarer Gisles fjender tilsidst, at han er der, og Börk den digre begiver sig afsted fra Torsnæs for at dræbe ham. Samme dag er Ingjald og Gisle roede til fiskegrundene (á vastir) og lå i nærheden af nogle øer ved navn Skutileyjar (Gísl. II siger blot, at de er roede på fiskeri og ligge i nærheden af de øer, der kaldes Stykkiseyjar); på et andet skib var bondens træl og trælkvinde. Da man bliver Börks skib vár, skifter Gisle klæder og plads med trællen for at kunne udgive sig for bondens idiotiske søn Helge (kaldet Ingjalds-fivl &#596;: Ingjaldstossen; om ham er der i forvejen sagt, at man lod ham græsse ude ligesom kræget med en sten bundet om halsen). Ingjald derimod ror så hurtig som muligt hjem og begiver sig op på '''Vadstenaberg''' (''Vadsteinaberg''), hvorfra han tidligere har foreslået Gisle, at de skulde værge sig til det yderste. Gisle og trælkvinden ror så Börk i møde, det lykkes dem at narre ham, og så snart han er kommen forbi dem, ror de af alle kræfter ind mod Hjardarnæs. Hvad disse stedsangivelser angår, da volder de selve Hergilsø angående ingen vanskelighed. Vadstenaberg er endnu navnet på en stejl basaltklippe på vestsiden af øen. I Gisl. I (s. 49) lægges der Gisle de ord i munden, at, hvis Jngjald og trællen begiver sig op på Vadstenaberg, vil Börk, når han syd fra sejler forbi næsset (Gisl. I, s. 134, har her: syd fra ind i sundet), antage, at Gisle er en af de to. Forholdene ved øen skal være således, at, når man kommer fra Flatø og styrer vest om øen — hovedlandingsstedet er for resten på østsiden — , skal sydvestenden af øen hindre udsigten, til man er kommen Vadstenaberg ganske nær. Ikke langt fra Vadstenaberg viser man det såkaldte ''Fivlsgerde'' (Fíflsgerði), hvor Ingjaldsfivlet siges at have været indespærret; det er et rundt stengærde (c 10 — 12 fv. i omkreds), inden for hvilket man endog viser en stor jordfast sten, ved hvilken man nu vil mene, det skal have været tøjret<ref>Sydlig på øen, hvor to banker (balar) indeslutte et fra øst til vest gående mosedrag, er formodenllg det dalstrøg, hvor i følge sagaen fivlet fandtes af Börks folk »ædende græs«; her, i den nordre bankes skråning ned mod mosen, findes det omtalte Fivlsgerde.</ref>.


Med hensyn til stedet, hvor Ingjald og Gisle lå, da Börk kom sejlende, er de to redaktioner af sagaen ikke enige. Gisl. I siger, it det har været ved ''Skutiløerne'' (Skutileyjar). Ingen øer af dette navn kendes nu; men den almindelige mening er, at der ved Skutiløerne skal forstås de småøer, der nu kaldes ''Skjaldmeyjareyjar'' (derfra er vel navnet Skutiley indkommet i kortet, således benævnes nemlig disse øer der). Skjaldmeyjarøerne ligge omtrent ½ mil sydvest for Hergilsø; med hensyn til den i Gisl. brugte benævnelse på Ingjalds fiskegrunde kan bemærkes, at en strækning vest for Flatø benævnes Vöst eller Vastir. — Gísl. H lader Ingjald fiske ved ''Stykkisøerne'' (Stykkiseyjar), hvad der omtrent kan have lige så meget for sig som den først nævnte angivelse. Stykkisøerne er navnet på to småøer c. ½ mil øst for Hergilsø (det er de nordvestligste af de under Flatø liggende holme, — beliggende nordvest for Lángey) ; dog er det måske mindre rimeligt, at her nogen sinde har været fiskegrund; derimod skal stedet være meget gunstigt til iagttagelse af alle skibe, der komme ad den sædvanlige vej syd fra og østen om Flatø.


[[Fil:Oddbjarnarsker.jpg|thumb|350px|right|<center>Oddbjarnarskær</center>]]Af de under Hergilsø hørende øer må foruden Skjaldmeyjarøerne endnu et par andre nævnes. Nord for Hergilsø findes flere småøer (hvoraf en ved navn Reykø), der alle ved ebbetid stå i forbindelse med hverandre; mellem disse vælder der på tre sider ''varme kilder'' frem, der, skønt vandet ikke er kogende, dog benævnes hverer; desuden siver på et enkelt sted ved Reykø lunkent vand frem gennem sandet. Alle disse kilder stå under vand ved flodtid. Sydvest for Hergilsø ligge to skær, Drápsker (således kaldte, fordi her tidligere jævnlig dræbtes útsæler); ved disse findes to store, stærkt kogende hverer foruden flere andre kilder, der ligeledes alle ved flodtid er overskyllede af søen. — Endnu må omtales en lille ''Oddbjarnarskær'' (-sker), der i forening ejes af Flatø og Hergilsø (som i øvrigt selv tilhører Flatø kirke). Denne holm, der er den vestligste i hele øhreppen, ligger syd for Drápskærene og omtrent 1½ mil sydvest for Flatø. Det er en lille af skær omgiven banke, omtrent 300 al. lang og ikke slet så bred. I lang tid var her en berømt fiskeplads, hvortil folk søgte ikke blot fra Vesterøerne, men også fra store dele af det omliggende faste land. I sagaerne nævnes dette sted dog ikke, men allerede i det 14de årh. antages holmen at være bleven taget i brug som fiskerstation, og fra nu af tiltog dens benyttelse i lang tid bestandig; i den første halvdel af dette århundrede skal imidlertid fiskeriet bestandig være blevet ringere, indtil det tilsidst ganske ophørte<ref>Sognebeskr. — Om forholdene i den gode tid se også E. O. I, 387 og Olavius 640-41.</ref>. Nu skal der vel være godt fiskeri ved Oddbjarnarskær, men det drives kun lidt på grund af stedets fjærne beliggenhed og den stærke søgang, der ofte forhindrer folk i at ro. — Medens fiskeriet blomstrede, var den lille holm aldeles bedækket med fisketørringspladser og »verboder«, der benyttedes af de mange, som fra det tidlige forår af slog sig ned her, og sandet ved kysten er endnu opfyldt af dyre- og fiskeknokler. En mangel var rigtignok vanskeligheden ved at få drikkevand, men den kunde dog overvindes; øst for holmen omtrent 100 fv. fra land vælder der nemlig en kogende hver frem fra stengrunden, men kun ved hver storstrøm er den oven vande, det gjaldt altså om at passe tiden og så hver gang at forsyne sig med et tilstrækkeligt forråd. Oprindelig har kilden haft to udløb lavere i klippen, men disse har fra gammel tid været tilstoppede med bly (hårdt træ, siges i E. O.).


[[Fil:Svefneyjar.jpg|thumb|350px|right|<center>Svevnøerne</center>]]Også de fleste af de andre beboede Vesterøer fortjæne af en eller anden grund i det mindste at nævnes. Ost for Flatø ligger '''Svevnøerne''' (''Svefneyjar'' &#596;: Søvnøerne) <ref>På hovedøen findes hreppens tinghns, og i tunet findes en høj, som kaldes Þínghóll. Også her nævnes et vist stykke land (uden for tunet) Akrar; også her findes en Gvendarbrunnr.</ref>. I Ldn. (s. 131) fortælles, at Hallstén gode sendte nogle trælle, som han havde røvet i Skotland, til salttilvirkning i Svevnøerne, og her, så vel som i Eb. (s. 92) omtales disse trælle på en måde, som om der var forefaldet noget mærkværdigt med dem, uden at man dog får at vide, hvad dette er. Nu fortælles der, at trællene havde forsovet sig dér på øen, så at de, da det var blevet ebbe, ikke var i stand til at komme bort; de havde nemlig deres skib i den såkaldte ''Hövn'' (Höfn &#596;: havn) mellem hovedøen og en holm øst for samme, hvor der ved ebbetid er tørt land; stedet, hvor de lå og sov, benævnes efter dem ''Trælledalen'' (Þrælalág). Til straf for deres forsømmelighed dræbtes de af deres herre (herom se det følgende) <ref>Se sognebeskrivelsen; de pågældende stedsnavne og sagnet om Hallstenstrællene, om end lidt afvigende, kendes i øvrigt allerede af Egg. Olavssön, se hans Enarrationes hist. de natura et const Islandiæ, s. 107—09.</ref>. — Den sydvøstligste ø i Svevnøgruppen hedder '''Skjaldarø''' (''-ey''); det antages at være denne ø, som Laxd. sigter til, når den (s. 142) nævner Skjaldarø som det sted, hvor den ved Haugsnæs druknede Tord Ingunnssöns skjold drev i land; men at skjoldet skulde have fundet vej helt herned, synes rigtignok ikke meget sandsynligt.


Nord for Svevnøerne ligger en talrig, ejendommen ''Hvallátr'' indbefattende, øgruppe. Vest for hovedøen og stående i forbindelse med denne ligger to »Agerøer« (Akreyjar), hvor der skal ses meget tydelige spor af gamle agerindhegninger (akrgerði). Sydøst for den øvrige øgruppe ligger '''Kjalarø''' (''-ey''), hvor Laxd. fortæller, at kølen af Tord Ingunnssöns skib drev op; herfra er der en mils vej til Skalmarnæs og farvandet temlig rent. Kjalarø ligger tæt op til sydvestenden af den nordøstligste gruppe af Vesterøerne, nemlig ''Skåløerne'' (Skáleyjar), der i forbindelse med Svevnøerne danner en næsten sammenhængende fra nordøst til sydvest gående ørække. — Omtrent ud for denne række ligger noget østligere øgruppen ''Sviðnur''<ref>I følge Oxforderordbogen skulde øgruppen have fået navn af der stedfunden salttilvirkning (saltsviða), som den tidligere fandt sted, ved at søtangen brændtes.</ref>. I hovedøens vesterende ved Svidnasund, hvorigennem vejen ligger for alle, der færdes på dette strøg, findes en c. 12 al. bred, af lodrette, c. 10 al. høje, klippevægge begrænset kløft. Stedet kaldes »galge« (gálgi) og siges at have fået sit navn af, at Hallsten her hængte sine forsømmelige trælle<ref>I følge sognebeskr.; sml. Ísl. Þjóðs. II, 85.</ref>.


Endnu står tilbage at omtale øhreppens sidste og syvende beboede øgruppe '''Bjarnøerne''' (''Bjarneyjar''). Denne øgruppe, der er forholdsvis fåtallig (består af 10—11 øer og holme), ligger langt sydligere end de andre Vesterøer, fra hvilke Bjarnøerne er adskilte ved den et par mil brede såkaldte Bjarnafloe, medens en tilsvarende »floe« skiller øerne fra Helgafellssvejten mod syd og Skardsstranden mod vest, fra hvis yderste øer (Rúfeyjar) de er omtrent 1½ mil fjærnede. Øerne omtales navnlig i Laxd. I følge sagaen (s. 38) benævnedes således en fiskeplads i Bredefjorden, bestående af mange øer, udmærket ved sin fiskerigdom. Herhen søgte mange folk for fiskeriets skyld, og hele året igennem var her en mængde mennesker samlede. Til Bjarnøerne <ref>For tekstens Sauðeyar må nemlig nødvendigvis læses Bjarneyar.</ref> kom også Ingjald Saudeyjargodes broder Hall, der her dræbes af den Torolv, der senere tager sin tilflugt til Tord goddes hustru Vigdis. Den berømmelse, Laxd. giver øerne som fiskeplads, svarer til forholdene; indtil de sidste tider har fiskeriet været drevet med iver fra Bjarnøerne hele somren igennem; i følge sognebeskrivelsen skal også her i dette århundredes første halvdel fiskerigdommen være tagen sørgelig af. Nu anses dog Bjarnøerne for den bedste fiskeplads i den nordlige del af Bredefjord. — I Nj. (s. 41 ffg.) nævnes vel Bjarnøerne som det sted, hvor Torvald Osviverssön dræbtes af Tjostolv, men det er allerede tidligere fremhævet, at dette utvivlsomt må bero på en forveksling, rimeligvis med Lambey (fordum Bjarnarey) i Hvammsfjorden (D.)<ref>Bjarnøerne plages meget af mus. Rigtigheden af den fortælling i E. O. s. 528, at mus ikke skulde kunne leve på Vesterøerne og navnlig ikke, hvor der findes »lunder«, benægtes i det hele i sognebeskrivelsen.</ref>.


Fra denne udflugt til Vesterøerne er det naturligt igen at vende tilbage og fortsætte beskrivelsen af den på fastlandet liggende del af Bst. med strækningen vest for Mulahrepp, ''Bardastrandshreppen''. Grænsen mellem de to hrepper dannes som tidligere omtalt af Kjalkafjorden, der mod vest beskyller det forholdsvis brede og korte Hjardarnæs. I Eb. (s. 41, og overensstemmende hermed i den ved Jon Olavssöns genfortælling bevarede del af Heið.) fortælles, at Viga-Styr efter at have fået sin broder Vermunds bersærker drager med dem til Kjalkafjorden og dræber den her boende Torbjörn kjalke efter med besvær at have fået hans forsvarlige lukkede sæng opbrudt. Da Kjalkafjorden kun på vestsiden er bebot, og da her tilmed kun findes én gård, Auðnir (som står temlig langt fra jordbunden, omtrent midtvejs på Hjardarnæssets østkyst), ligger det nærmest at antage, at Torbjörn har bot her, men derom kan der for resten intet siges. I lien, navnlig inden for Auðnir, findes endnu en del krat; tidligere må dog vistnok skoven omkring denne gård have været langt betydeligere, Espolin beretter således i sine årbager for år 1778 om en skovbrand på Auðnir, der varede et par måneder. Foruden Audnir bærer Hjardarnæs nu kun to andre gårde, '''Haug''' (''Haugr'') eller ''Audshaug'' (Auðshaugr) og '''Fosså''' (''Fossá'', ældre Forsá), som bægge ligger på næssets sydside. Af disse er Audshaug den østligste; gården står midt i tunet, kun uogle få favne fra kysten; og skønt den ikke ligger synderlig højt, er der dog herfra udsigt over en del af Bredefjordens øer: man ser således lige for sig i en klynge af holme den høje Hergilsø, og længst imod øst Stykkesøerne.


En halv mils vej vest for Audshaug ligger Fosså, omtrent midt på næssets sydside; kort øst for denne ses den nu ubeboede gård Hamar. Strækningen mellem Audshaug og Fosså er nu skovløs, men jordbundens beskaffenhed vidner dog om en tidligere tilværelse af skov. Denne del af næsset kommer til omtale i Gisl. ti her redder Gisle sig i land efter flugten fra Hergilsø. I sagaen fortælles, at da Börk ikke finder Gisle på Hergilsö, går han om bord igen og forfølger det fartøj, der førte Gisle ind mod land: han kommer også dette ganske nær, men det lykkes dog Gisle at springe i land på en ø, der ligger ud for Hjardarnæs kort fra kysten , og her tager han stilling i en klippesnævring<ref>Dette fremgår især af Gisl. II. (s. 137). hvis tekst her er at foretrække; dog bliver også meningen i Gisl. I. den samme, når man (s. 51) retter »''á'' Hjarðarnesi« til »''fyrir'' H.«.</ref>. Den første af fjenderne, der kommer imod ham, dræber han; derefter springer han i vandet og svømmer i land, skønt såret af et spyd. Efter at være ankommen til næsset skjulte han sig i en skov, men da denne omringedes og han så, at han vilde blive opdaget, så snart det blev lyst, begav han sig ned til søen og nåede ubemærket i nattemørket langs kystskrænterne »ind til Haug«, hvor han finder beskyttelse hos den dér boende bonde, og hvor Börks folk forgæves søger efter ham; Börk selv var bleven tilbage på Fosså. Gården Haug er den oven nævnte Audshaug, der ofte endnu benævnes med dette kortere navn. Så vel af udtrykket ind til Haug som af den omstændighed, at forfølgelsen på Hjardarnæs udgik fra Fosså, ses det, at Gisle må være kommen i land omtrent ud for denne gård. Dette passer også ganske med forholdene. Fra kysten ud for Hamar strækker sig en række af fire ''småøer'' (Hamarseyjar) i sydvestlig retning ud i Bredefjorden; den yderste af disse (Fremstaey) skal være klippefuld, og navnlig et sted på nordsiden skal opstigningen til øen ligge gennem en klippesnævring, der vel kunde egne sig til forsvar. På denne ø er det utvivlsomt, at Gisle har ladet sig sætte i land. Han må være kommen hertil ved flodtid; når det er ebbe, stå nemlig øerne i forbindelse med hverandre, og gennem den inderste af disse endog med selve næsset; ved flod er der derimod fra den yderste vel omtrent ½ fjærdingvej at svømme i land. — Forskellige stedsnavne i denne egn minde endnu om Gisle: Sydøst for Fremsteø skal der findes et skær ''Ambáttarsker'', der siges at være opkaldt efter den trælkvinde (ambátt), der roede Gisle fra Hergilsø, men som da skulde være druknet på tilbagevejen. Vest for Fosså udsondrer sig fra det egenlige Hjardarnæs et lavere til dels kratgrot parti af næsset, kaldet Hörgsnes (også skrevet: Hörðsnes); i klippegrunden her, ikke langt fra søen, men dog en del højere end kysten, findes en ret mærkelig hule, ''Súrshellir'', der skal have fået navn efter, at Gisle ''Surs''son — på sin vej fra Haug til sit hjem vester på, siges der — skal have skjult sig her. Indgangen til hulen (der nu holdes tildækket, da fårene stundum faldt i den) ligger vandret ind mellem flere flade kratgroede klipper og er næsten umulig at finde uden af meget vel bekendte; gennem den snævre åbning kommer man ind i en ellers aldeles lukket rundagtig hule 4 - 5 al. i diameter (der 1874 ved et lille lavere liggende sidehul var omdannet til rævegrav).


[[Fil:Vatnsfjörður.jpg|thumb|450px|left|<center>Vatnsfjord</center>]]Allerede fra Fosså åbner udsigten sig til mundingen af '''Vatnsfjorden''' (''Vatnsfjörðr''), hinsides hvilken et højt fjæld hæver sig; nu, efter at »Hörs« næs er passeret, fører vejen ad liskråningerne ind langs fjordens østkyst. Nogen egenlig »vej« findes der dog ikke, da her, som de fleste andre steder på næssene i disse egne fjæreyejen så godt som udelukkende benyttes. Lien på denne side fjorden er hele vejen kratgrot og selve Vatnsfjorden viser sig som en smuk lille, af flere rader høje fjælde omgiven fjord; bag den forreste rad af til dels ved smådale afdelte fjælde hæver sig fra fjældheden »Hornatær« nogle høje for oven afskårne kegletinder, hver med sit ejendommelige navn. I fjordbunden udmunder to åer ''Tingmannaå'' (Þíngmannaá) og ''Vatnsdalså'' ( -á). Langs den øst fra kommende lille Tingmannaå ligger vejen gennem Tingmannadalen ned fra den tidligere omtalte Tingmannahede. Hinsides, nord (eller vest) for åen, noget oven for dens udløb, men nær dennes bred findes midt i den temlig høje kratskov, der bedækker hele strækningen her, en meget nedfalden 4 — 5 fv.s tomt, der udgives for Gest Oddlejvssöns ''smedje''; i tomten ligger en stenblok med et firkantet, omtrent et kvarter dybt hul; heri skal ambolten have stået, der altså vel har været af samme art som de nu brugelige små islandske jærnambolte, der indsættes i en træblok e. d. l. som fod. I »smedjen« har man selv i den nyere tid fundet jærnstumper og slagger, og at tomten virkelig er resterne af en smedje — hvor da i ældre tid jærnndsmeltning vel kan have fundet sted — derom vidner flere stedsnavne (smiðjukleit smiðjuhnúkr), der er knyttede til nogle af de nærmeste omgivelser. I E. O. (I, 407-08), hvor denne tomt omtales, angives tillige, at odden, hvorpå den ligger, kaldtes Smidjunes. Rejsebeskrivelsens forfattere besøgte stedet 1753 og erfarede da, at det fra gammel tid fortaltes, at Gest Oddlejvssön havde haft jærnværk og smedje der; allerede, da de besøgte stedet, var tomten overvokset med birkebuske, og i jorden fandt man kul, aske og svære jærnslagger. 


Fra fjordbunden åbner sig ligeledes udsigten mod nord eller nordøst til Vatnsdalen; den har navn efter en sø i dalen, men skal oven for søen mod øst fortsætte sig betydelig længere end kortet lader formode, og også her synes jøklen på kortet at være kommen bygden for nær. Oven for søen skal der over åen, der her løber i et smalt klippeleje, af »fornmenn« være dannet en bro ved at vælte tre store stene tværs over bredderne og give dem et underlag ved den ene side. Man formoder, at herover har tidligere gået en vej fra Vattarnæs langs Glåma (jøklen) til Arnar- eller Dyrefjorden. — Tværs over den inderste del af Vatnsfjorden passeres sædvanlig ved ebbetid, og derefter fører vejen langs fjordens vestkyst forbi to nu ubebyggede gårde til kirkestedet og præstegården ''Brjånslæk'' (Brjánslækr; dog også Brjámslækr), der ligger omtrent midtvejs på fjordens vestkyst, der er betydelig længere end østkysten. Gården ligger på forholdsvis jævn grund ud imod fjorden, medens derimod udsigten syd efter er begrænset af et højt fjæld, der skiller Vatnsfjorden fra den egenlige Bardastrand. I Vatnsfjorden og særlig på Brjånslæk befinder man sig på klassisk grund. Her levede nemlig ''Ravne-Floke'' den vinter, han tilbragte på Island, og, hvorvel han først er landets tredje opdager, er han dog både landets endelige navnegiver, og den, der ved sin fornyede opdagelse gav stødet til dets bebyggelse. Efter at Floke ved sin ankomst til landet var sejlet sønden fra tværs over Bredefjorden, landede han i Vatnsfjord (Ldn. s. 30). Da var fjorden fuld af fisk (i modsætning til forholdene nu, ikke mindre end på sagaskriverens tid), så at Floke og hans folk af iver for fiskeriet ikke fik høstet hø, hvorfor deres kvæg døde i løbet af vinteren. Også våren var kold; da gik Floke op på et højt fjæld og så nord over fjældene en fjord fuld af havis; derfor kaldte de landet Island, som det har heddet siden. Ved slutningen af den påfølgende sommer sejlede han og alle hans ledsagere bort. »Dér ser man endnu deres skåletomt inden for ''Branslæk'', og ligeledes skibsskuret (hróf), samt deres ildsted« — tilføjer redaktionerne C. og E. af Ldn. — ''Tomter'' fra Flokes tid vil man endnu påvise inden for Brjånslæk nede ved søen. Tæt inden for (&#596;: nord for) gården Brjånslæk falder en lille å Lækjarå gennem en smal dal ned fra fjældene; omkring dens nederste løb udvider underlandet sig til en smuk grønlig lille slette eller liskråning, hvori præstegården står noget fra søen. Inden for åen, nede ved søen, findes på en jævn græsflade en del gamle tomter, almindelig benævnte ''Flokatóptir''. De ere 4 — 5 i tallet, men til dels temlig uklare; nærmest søen står en lille firkantet tomt kun et par favne lang; noget højere, skrås ind fra denne, er et par langagtig-spidse under en vinkel sammenstødende tomter, som man måske snarest kunde anse for »naust«, hvis de ikke lå forholdsvis langt fra kysten; endnu lidt længere inde (mod nord), men ikke slet så højt oppe, er to sammenbyggede tomter, hver omtrent 4 fv. i diam. , med åbning ned imod kysten. Hovedtomten er en langagtig firkantet tomt (9fv. lang) stående noget oven for de andre og nordligere end disse; den ligger fra øst til vest, og indgangen har rimeligvis været mod øst, ned mod kysten. Også et næs, Hrófsnes, findes her, men det ligger rigtignok på den anden side åen, hvor den almindelige landingsplads er. — Den lille bæk (endnu kaldet Brjánslækr), hvorefter gården har fået navn, løber tæt uden for (syd for) gården<ref>Kommende fra en under fjældet liggende våd mose »Gormr«.</ref>. — Sognebeskrivelsen omtaler endvidere en firkantet stenindhegning kort fra tunet kaldet Þrælatröð.


[[Fil:Hagavaðall.jpg|thumb|450px|right|<center>Haga-Vadal</center>]]Når der fortælles i Ldn., at Floke om foråret gik op på et højt fjæld og så nord over fjældene en fjord fuld af havis, er det naturligst at antage, at det høje fjæld har været et af de omtalte Hornetå-fjælde; men da må fjorden, han så, rigtignok have været Arnarfjorden, og kan i intet tilfælde, som man let af navnet fristes til at antage, have været det langt nordligere Isefjordsdyb. Ser man Vatnsfjorden en smuk sommerdag, forstår man vel, at jorden med de grønne flader om Brjånslæk, den kratgroede østkyst, smådalene op fra fjordbunden og åerne uden for fjorden kunde gøre et tiltalende indtryk på nybyggerne; men om vinteren, når de kolde vinde står ned fra de nære fjælde, skal den lille fjord til gengæld udmærke sig ved sit strænge klima, — I en senere tid er Brjånslæk bleven bekendt af, at der i fjældet oven for gården findes den såkaldte surtarbrand hovedsagelig i to lag, som af og til er bleven benyttet til brændsel (se i øvrigt E. O. I, 412).


Ud for fjældet (Arnórsstaða fjall), der begrænser Vatnsfjorden mod sydvest, ligger en øgruppe '''Saudøerne''' (''Sauðeyjar'') omtrent ½ mils vej ude i havet, af hvilke hovedøen er bebot; det er disse øer, der omtales i Laxd. (s. 38), hvor der nævnes en Ingjald Saudeyjargode.


[[Fil:Barðaströnd.jpg|thumb|500px|left|<center>Bardastranden</center>]]Vest for Arnorsstada fjældet strækker sig '''Bardastranden''' (''Barðaströnd'', eller ''Strönd'', som den undertiden med afkortet form kaldes i sagaerne) i en længde af flere mil imod vest; det er en lang smal kyststrækning under fjældene, udmærket ved de ypperlige veje, der i modsætning til de fleste andre steder i Vestfjordene findes her; kysten består nemlig uden afbrydelse af aldeles jævne flader af grusblandet ler, der allerede ved Brjånslæk tage deres begyndelse, og over hvilke ridtet går med den ønskeligste lethed. En af de første gårde på Bardastranden er '''Hvamm''' (''Hvammr''), bekendt af Gísl. som bolig for Gisles snæverhjærtede broder Torkel. Vest for Hvamm skyder en lille grund fjord (vejle) ''Haga-Vaðall'' kaldet, sig ind i landet. Denne med sine nærmeste omgivelser udgør et særdeles smukt lille parti, der — i al fald en smuk sommerdag — navnlig fra den oven for liggende fjældhede, hvorover en vej fra Brjånslæk nord på til Arnarfjorden fører, tager sig ypperlig ud. Efter at man er stegen op fra Brjånslæk gennem en sænkning i fjældet, hvor udsigten mod vest en tid lang begrænses af højdedrag, åbner denne sig pludselig på en overraskende måde ned til Bardastrand. Omgiven af en jævn, regelmæssig halvcirkelformig lille slette ses den nyreformige Hagavadall at strække sig ind i landet; mod øst og vest begrænses det lille dalparti af to trapfjældes lodret-fremspringende pynter, bag til af den lavere hede, foran breder sig det uendelige hav; under lierne ned mod Vadal’en ligger forskellige gårde. Af disse må navnlig mærkes de to gårde af navnet '''Vadal''' (''Vaðall'', ældre: ''Vaðill''), der ligger på vadlens østside, temlig langt inde, samt gården '''Hage''' (''Hagi''), der ligger vest for vadlen, men noget fra denne og tæt under fjældet. Denne »vadel« (vaðill) er hyppig nævnt i sagaerne som en yndet og meget besøgt havn, hvorfra udenlandsrejser foretoges, hvor de hjemkommende landede, og hvor der derfor sædvanlig stod et eller flere skibe »oppe«. I selve vadelmundingen skal der være stærk strøm, og kun med stigende vande skal et fartøj kunde passere derind, men længere inde skal være et dybere parti (pollr), som selv ikke ved ebbetid bliver tørt. I den indre del af vadlen findes en lille holm, kaldet ''Rævsholm'' (Refshólmi); her vises en tomt ''Rævshrov'' (Refshróf), hvor det af Ræv byggede skib skal have stået; i følge sognebeskrivelsen skal der desuden være en anden tomt, som udgives for Rævs smedje. Denne Ræv er helten i den æventyrlige Krokarefssaga; i følge sagaen opholdt han sig en tid lang hos sin morbroder Gest Oddlejvssön på Hage, der erkendte hans store kunstfærdighed og lod ham bygge et skib, som han sejlede til Grønland på. Af sagaen synes det i øvrigt, som om Gests skibsskur (hróf), hvori skibet byggedes, tænkes at have stået på det faste land ved kysten i nærheden af Hage. Det til holmen lokaliserede sagn er dog vist forholdsvis gammelt, ligesom det er overordenlig almenbekendt og Ræv en velkendt personlighed.


[[Fil:Skor.jpg|thumb|400px|right|<center>Skor</center>]]I følge Gísl. boede Gest Oddlejvssöns moder i Vadel; senere benævntes gården Vadal, og først i en forholdsvis ny tid er af den opstået to ejendomme (Neðri- og Efri-V.). Etsteds i sagaen (Gísl. II, 129) forekommer vel den angivelse, at Gests moder boede i Hage, men af fortællingen i det hele taget fremgår det tydelig, at moderen har bebot sin egen gård, — og på Hage boede Gest. Hun, der så venlig tog sig af den fredløse Gisle, og hos hvem han tilbringer den bedste tid af sin fredløshed, plejede ofte at tage imod skovmænd, fortælles der; hun havde et »jordhus«, hvis ene munding var ved åen (som løber nær ved gården — tilføjer II, 129), men den anden i hendes ildhus, »og af denne ser man endnu spor«. Disse spor vil man endog påvise den dag i dag. På gården Evre Vadal vises lævningerne af Gisles løngang, der som en forholdsvis bred, noget ophøjet stribe strækker sig fra ildhuset over en jævn græsklædt bakke i en længde af c. 50 skridt, hvorpå den ender bag ved højen ved den lille å, der kort nord for gården løber ned imod vadlen<ref>Højen, hvorover »löngangen« går, hedder Þínghóll.</ref>. Den hinsides vadlen liggende gård ''Hage'', hvis beliggenhed allerede tidligere er omtalt, nævnes i forskellige sagaer som bolig for den vise og retsindige Gest Oddlejvssön, om hvem man endog troede, at han kendte folks skæbne forud. Han har utvivlsomt været denne egns høvding; dog skal intet andet minde om ham nu påvises end en tomt »Gestsfjós«.


Af de øvrige gårde på Bardastranden har ingen historisk interesse. Mellem de to vestligste gårde findes en høj grusstrækning, hvor man antager, at en kamp i fordums tid må have stået, da en mængde menneskeben er fundne her. — Længst mod vest skilles Bardastranden fra den påfølgende bygd '''Rødesand''' (''Rauðisandr'') ved et langt fremskydende, forholdsvis bredt, lodret fjæld ''Stål'' (Stál), hvis yderste del benævnes '''Skor'''. Det er dette stedsnavn, der forekommer i Eb. (s. 94), hvor der fortælles, at Frodåunderne indlededes med, at en sort skybanke viste sig på himlen »nord over Skor«.


[[Fil:Rauðasandur.jpg|thumb|450px|left|<center>Rødesand</center>]]Fra Bardastrands hrepp, der både mod øst, nord og vest er omgiven af høje sammenhængende fjældmasser, der fuldstændig afgrænse den fra de omliggende bygder, fore — foruden Tingmannahede og en vej mellem Hornetå fjældene mod nord, der dog så godt som aldrig benyttes — ikke mindre end fem fjældveje, der sætter denne bygd i forbindelse med de nærmeste beboede egne nord og vest for samme. Alle udmærke de sig ved deres stejlhed og deraf følgende besværlighed; som et eksempel, der må gælde for alle, kan den østligste af dem, Lækjarhedevejen, nævnes. Denne fører fra Brjånslæk mod nord til en af Arnarfjordens bifjorde Trostansfjorden og er vel omtrent tre mile lang. Fra Brjånslæk er opstigningen endda ikke så besværlig; en kort tid glædes man ved den oven omtalte smukke udsigt til Hagavadal, derefter har man kun til alle sider hede. Denne taber snart al vegetation, men er ret ejendommelig bølgeformig med en mængde kedelformige fordybninger, nogle fyldte med småsøer og kær, andre tørre, atter andre med snedriver i bunden eller langs skråningerne, ad hvilke man rider. Den utydelige vej forsvinder hyppig mellem sten og klippebrokker, hist og her, hvor der er jævnere flader, kommer den igen til syne. Efterhånden udformes hedesænkningen, man følger, til et skard eller jævnt pas, og pludselig viser flere af Arnarfjordens fremspringende trapfjælde deres toppe.


[[Fil:Trostansfjörður.jpg|thumb|450px|right|<center>Fossfjord, Reykjarfjord og Trostansfjord</center>]]Efterhånden som man kommer frem hvor nedstigningen til det egenlige Trostansfjords-skard begynder, viser en ganske ejendommelig alpeudsigt sig. Næsten af form og stejlhed som en bølgeformig rutschbane strækker den smalle kløft, ad hvilken nedstigningen foregår, sig ned mod Trostansfjorden, på bægge sider omgiven af stejle ud mod fjorden løbende trapfjælde; det synes, som skulde man rutsche ned i selve den lille fjord, over for hvilken der hæver sig lige så stejle fjældvægge, som dem, den indesluttes af. Ad den smalle utydelige sti glides mellem sten og skærver ned ad, ofte så stejlt, at man næsten får den glidende hest, som man må trække efter sig, i ryggen, — ned, næsten lodret, med den store Arnarfjord for sine fødder og dens lodrette fjældmure lige for øjnene, så at man samtidig nyder udsigten over et af de stolteste fjældpartier som Island har at opvise. — Noget vestligere end denne hedevej fører en anden fra Hage mod nord til en af Arnarfjordens bifjorde.


De tre andre hedeveje have alle en mere vestlig retning. Nordvest for Bardastranden strækker sig nemlig mellem Bredefjorden og Arnarfjorden tre halvøer ud i havet – tilsammen dannende som de tre flige af en trefork; fra Bardastranden adskilles de ved sammenhængende fjældstrækninger, der mod syd går helt ud til kysten med det omtalte Stålfjæld. Bag om dette fører den sydligste hedevej over den såkaldte ''Sandshede'' til Rødesand; de to andre føre til fjordene Patreksfjord og Tålknafjord, ved hvis indskæring adskillelsen mellem treforkenes flige fremkommer. Med Rødesand begynder en ny, efter denne benævnt hrepp. Selve navnet Rødesand tilkommer kun den nærmest følgende strækning, mellem Skor og Vestfjordenes sydvestligste punkt, en smal kyststrækning et par mil lang. Rødesanden omtales ikke ofte i sagaerne, og ved flere af de lejligheder, hvor dette stedsnavn forekommer, synes der oven i købet at være en forveksling tilstede. I Ldn. (s. 139) nævnes kun ganske kort Rødesand som et landnam for sig, i udstrækning nøje svarende til, hvad der nu benævnes således; mod øst begyndte det, hvor Bardastranden endte, nemlig ved »Berghlíðar« , der må svare til de nu såkaldte »Skorarhliðar«, Stålfjældets stejle kystaffald. I Ldn. fortælles der (s. 154) om Hrolv den rødsandske, der med Snebjörn galte var draget ud på den æventyrlige polarfart for at opsøge Gunnbjörnsskær, men som under vinteropholdet i det af dem opdagede land havde dræbt sin stalbroder, — at han efter at være kommen tilbage til Island, hvor han landede i Vadal, gjorde sig et virke på ''Strandarhede''; her overlistedes han på den måde, at hans ven Gest Oddlejvssön i Hage lod sig narre til at sende Hrolv en lejet snigmorder på halsen. Skulde denne Strandarhede ikke være den nys nævnte Sandshede mellem Bardastranden og Rødesand? i alt fald er det tydeligt nok, at den »Strand«, den bærer navn efter, er Bardastranden. — I Gísl. benytter en af redaktionerne (I, 54) hvor der berettes om Gests rejse til Torskefjordsting, sig af udtrykket, at han drager afsted vest fra »fra Rødesand på Bardastrand« ; det er dog kun en unøjagtighed af sagaskriveren, ti dels boede Gest ikke på Rødesand, dels betragtedes, som det ses af Ldn., heller ikke den gang Rødesand som en del af Bardastrand, men bægge navne betegnede da aldeles det samme område som nu.


[[Fil:Látrabjarg.jpg|thumb|450px|right|<center>Låtrabjerg</center>]]I Háv. endelig, hvor (s. 34 - 39) Rødesand vidtløftigere omtales, har øjensynlig en forveksling med ''Ingjaldssand'' (Isf.) fundet sted. De to af sagaens tre recensioner (den tredje følger Ldn.) fortæller, at der på Rødesand boede en mand Holmgange-Ljot, som havde en strid med sin nabo — der her siges at bo på ''Øre'' (Eyri, ældre: Eyrr) — , hvis to unge sønner dræbte ham. Fortællingen er øjensynlig den samme som den i Ldn. (s. 145 — 47) forekommende, men som der fortælles om Ljot den vise på Ingjaldssand og den på gården ''Brekka'' boende nabofamilie. Da nu dette sagn, i al fald, hvad det topografiske angår, mangler enhver tilknytning til Rødesand — nogen gård Øre findes her slet ikke — , medens man derimod på Ingjaldssand véd god besked med de, oven nævnte begivenheder vedrørende, lokaliteter, er det næppe for dristigt at antage, at forfatteren af Háv., for hvem sagnet om Ljots død har stået temlig dunkelt, og som udmærker sig ved den fuldstændigste forvirring hvad alle stedsangivelser angår, uden videre har forvekslet Rødesand og Ingjaldssand. Ljot er da tillige her, uvist af hvad grund, bleven kaldt Holmgange-Ljot, et navn, som han besynderlig nok også bærer i Laxd. <ref>Om G. Brynjnlfssons forsøg på at hævde Holmgange-Ljot på Rødesand som en fra Ljot den vise forskellig person se ”Om Haavard og hans Viser” s. 160 ffg. (tillæg til Háv.); sml. dog Gudbr. Vigfussön: Timatal s. 365—66.</ref>.


[[Fil:Tálknafjörður.jpg|thumb|450px|left|<center>Tålknafjord</center>]]Mod vest begrænses Rødesanden af det mærkelige fuglebjærg ''Låtrabjærg'' (Látrabjarg), der består af et aldeles stejlt omtr. 1000 f. højt og flere mile langt fjæld, der hæver sig lodret op fra stranden. I fjældets mange parallelt løbende afsatser, de såkaldte hylder, ruge utallige svartfugle (alker), hvis æg og kød er et vigtigt fødemiddel for omegnens beboere<ref>Angående fuglefangsten her og hvad dermed står i forbindelse henvises til E. O. s. 562 ffg. Dér findes også interessante meddelelser om den til slige fuglebjærge knyttede overtro, om forskellen mellem de indviede og uindviede dele af bjærget (höld og heiðnabjarg) m. m.</ref>. Låtrabjærg svarer åbenbart til Ldn.s ''Barð''; når sognebeskrivelsen vil udlede Bardastrands syssels navn af en klippe i fjældet ved navn Barði, kan dette ikke være rigtigt, da Bardastranden aldrig har strakt sig så langt. — Straks vest for Låtrabjærg ender Vestfjordenes vestligste pynt; ud for den findes en heftig strømhvirvel Låtrarøst. Dette punkt har betydning ved, at havisen under almindelige forhold sjælden når syd for dette. Oven for fuglebjærgstangen trækker kysten sig noget tilbage, og det viser sig nu, at denne sydvestligste forgrening af Vestfjordene danner et temlig stumpt næs, i det den næste fjord Patreksfjorden først noget nordligere skærer sig ind mod sydøst. [[Fil:Patreksfjörður (kort).jpg|thumb|450px|right|<center>Patreksfjord</center>]]''Patreksfjorden'' (Patreksfjörðr) og den nord for liggende '''Tålknafjord''' (''Tálknafjörðr'') er først i deres indre del adskille, ved at et lancetformigt næs (Tálkni) skyder sig ud imellem dem. Patreksfjorden opkaldte Örlyg [som senere boede på Esjuberg (Kj.)] af taknemlighed efter den hellige biskop Patrek, da han på sin fart fra Syderøerne til Island landede her, i vigen Örlygshavn (Örlygshöfn) på sydsiden af fjorden<ref>Noget længere inde end Örlygshavn ligger præstegården ''Saudlauksdal'' (Sauðlauksdalr, oprindelig Sauðlauksdalr). Egg. Olavssön boede i længere tid her, og i E. O. fortælles, at biskop Gudmund, som i sin modgangstid havde sit hovedtilhold i Vestfjordene, og som ved bestænkning med vievand indviede en mængde forskellige steder i disse egne, således en del af Låtrabjærg og en varm kilde i Tålknafjorden , også viede en lille fiskerig sø i Saudlauksdal.</ref>. På nordsiden af Patreksfjord ligger ''Vatnøre'' (Vatneyri), i forbindelse med nabogården Gejrsøre (Geirseyri), disse egnes handelssted. Hinsides Tålkne-næssets yderste pynt begynder en ny hrepp, der væsenlig omfatter Tålknafjorden. — I Gísl. nævnes en af gårdene på nordsiden af fjorden, '''Kvígandafell''' (nu sædvanlig Kvíindisfell); lidt inden for ligger gården Laugardal(r), hvor to varme kilder findes, deriblandt den i E. O. omtalte Gvöndarlaug. Tålknafjorden er en smal fjord og som alle fjordene i denne egn af landet omgivet af høje stejle fjælde. I Tålknafjorden, bemærker sognebeskrivelsen, ser man i to måneder af året ikke solen <ref>Vestfjordene har fra gammel tid været det rette hjemsted for al slags overtro. Endnu sognebebkrivelsen fra 1852 ved at berette om, at fårnes bráðapest eller svarti-dauði af nogle kaldes »andi«, fordi de tror, at den bevirkes af en ond ånd, der stundom ses i fugleskikkelse.</ref>.


[[Fil:Arnarfjörður.jpg|thumb|250px|left|<center>Arnarfjorden</center>]]Mellem Tålknafjorden og Arnarfjorden skiller et anseligt af høje fjælde bedækket næs, der yderst mod nordvest ender med pynten Kópanes. Selve '''Arnarfjorden''' (''Arnarfjörðr'') er en af Islands interessanteste fjorde. Den 4 — 5 mile lange igord er for den ydre større dels vedkommende 1 — 2 mile bred; længere inde deler den sig i to sidefjorde mod nordøst og sydøst; den sidste af disse forgrener sig igen i fire småfjorde, de såkaldte ''Sydfjorde'' (Suðrfirðir). På bægge sider er jorden omgiven af vældige forunderlig regelmæssige fjældmure, der ligesom støttes ved stræbepille-lignende udløbere, der umiddelbart beskylles af søen, kun adskilte ved smalle korte smådale eller sænkninger. Som følge heraf er vejene langs Arnarfjorden overordenlig besværlige og på mange steder næsten ufarbare, da man, hver gang et sådant mod fjorden udløbende fjæld skal passeres, må klatre hen over en stejl stenet li med søen under sine fødder, eller ved ebbetid lade hestene vade i strandbredden neden under fjældpynterne mellem klippeblokke og glatte sten. — Efter de mange, mellem de parallelt ud mod fjorden løbende fjælde indesluttede, smådale benævnes den ydre del af Arnarfjordens sydkyst ''Dalene'' (Dala svejt). Præstegård og kirkested her er ''Selådal'' (Selárdalr), længst ude ved fjordmundingen. Stedet er i folkesagnene berømt som den fordums bolig [[Fil:Selárdalur.jpg|thumb|450px|right|<center>Selådal</center>]]for den store troldmand, præsten Árum-Kári, hvis levetid sagnet lægger til tiden kort efter kristendommens indførelse. Om de mange stedsnavne i og omkring Selådal, der knytte sig til ham og hans nærmeste omgivelser, beretter både den antikv. indb. (1821) og Ísl. Þjóðs (I, 505—08), til hvilken sidste samling her henvises<ref>I følge den antikv. indb. skal der i nærheden af Selådal være en høj kaldet »Fífuhof« (efter den første beboer af det nærliggende Fifostaðir), men det synes, som man nu tænker sig, at hovet har været inde i højen.</ref>. — Hvor Dalasvejten ender, begynder den følgende hrepp ''Sydfjordssvejten'' (Suðrfjarðasveit), som optager den indre halvdel af Arnarfjordens sydkyst med de af denne afsatte småfjorde. Det vestligste bebyggede sted her er handelsstedet ''Bildudal'' (Bíldudalr), der står nede ved kysten ved mundingen af den lille dal, hvorefter stedet bærer navn. Til egnen om Bildudal har et sagn om Gisle Surssön uddannet sig, der i tidens løb har antaget fantastisk form. Oven for handelsstedet hæver et anseligt fjæld Torvgravaryg (Torfgrafahryggr) sig frem; dettes yderste del, der kaldes »Envige« (Einvígi), er ved en lodret kløft afsondret fra det øvrige fjæld. Over den kløft siges Gisle at have sprunget for fra »enviget« at forsvare sig mod sine fjender. På fjældet hinsides kløften vises nogle tuer (3-5), der skal være opkastede over de af Gisle dræbte fjender.


[[Fil:Suðurfirðir.jpg|thumb|350px|left|<center>Sydfjordene</center>]]I den næste lille dal, øst for Bildudal, ligger præstegården og kirkestedet '''Otrardal''' (''Otrardalr'', i sagaerne også skrevet ''Otradalr''); øst for Otrardal skærer de fire oftere nævnte Sydfjorde sig ind, den første (Fossfjord) i sydlig retning, den anden og tredje (Reykjarfjord og Trostansfjord) i sydøstlig, den fjærde, Gejrtjovsfjord, i østlig retning. På Otrardal boede (som det fremgår af Nj., Eb., Gísl., sammenholdte med Islb. og Ldn.) i slutningen af det 10de og til noget ind i det følgende århundrede høvdingen Eyjolv den grå, en søn af den berømte Tord gelle; ikke desto mindre lader Háv., hvis begivenheder må tænkes at foregå i Eyjolvs dage, Otrardal være bolig for den Atle, der i sagaen siges at være en svoger til »Stentor på Øre« , og som sluttelig viser sig som Håvard haltes ivrigste hjælper, medens han først, medens Håvard opholdt sig hos Stentor, tilsyneladende viste en overordenlig snæverhjærtethed og umandighed. Skal man dømme efter de i Håv. brugte udtryk, som der dog på grund af denne sagas store unøjagtighed i alle enkeltheder, og ikke mindst hvad lokalforhold angår, ikke kan tillægges stor vægt, kan Stentors gård '''Øre''' (''Eyri'', ældre ''Eyrr'') næppe være nogen anden end den på nordsiden af Gejrtjovsfjorden liggende gård ''Krossøre'' (Krosseyri); sagaens betegnelse, at Otrardal lå »længere ude på den anden side fjorden lige over for Øre« (út öðrum megin fjarðarins gegnt Eyri), passer nemlig til de to gårdes indbyrdes beliggenhed, da Otrardal ligger omtrent vest for Krossøre, hinsides fjorden, medens derimod den anden gård Øre (det nuværende Ravnsøre — Rafnseyri, Isf.), som der her kunde være tale om, at sagaen sigtede til, ligger på nordsiden af selve hovedfjorden Arnarfjord omtrent nord for Otrardal, men således at udsigten fra den ene gård til den anden er spærret ved pynten af det Arnarfjord tvedelende næs. Spørges der derimod om, på hvilke gårde de mænd, som Håv. må antages at mene med ''Atle'' og ''»Stentor«'', har bot, da bliver sagen mere indviklet. Det er allerede af andre <ref>Gudbr. Vigfussön: Tímatal, s. 366; G. Brynjulfsson: Om Haavard og hans Viser, s. 156—60.</ref> fremhævet, at den i Háv. nævnte »Stentor på Øre«, hvis dermed menes den fra Eb. bekendte høvding af dette navn, umulig kan have haft noget med disse begivenheder at gøre; langt rimeligere er det, at Håvard, således som Ldn. fortæller (s. 147), er bleven hjulpen af ''Eyjolv den grå'' og hans søn ''Stengrim'', hvilken sidste Håv har forvekslet med Stentor, efter at sagaen først, uvist hvorledes, havde forvekslet Stengrims (& Eyjolvs) og Atles boliger. På Otrardal er der ikke plads for nogen Atle, derimod kan det vel tænkes, at sønnen Stengrim (Háv.’s Stentor) i faderen Eyjolvs alderdom har været den, der styrede gården, og derfor er bleven erindret fremfor denne i Háv.<ref>Som et ret karakteristisk kuriosum kan anføres, at man indtil begyndelsen af dette årh. i tunet i Otrardal ned mod søen, hvor der nu er have (kålgård), viste tomterne af »forðabur Atla«. — Hvor sagaen (Háv. s. 45ffg.) beretter om Torgrim Dyressöns tog fra den nordligere liggende Dyrefjord (Isf.) mod Atle i Otrardal, synes det, som sagaskriveren, forudsat at han har været sig de lokale forhold bevidst, har tenkt sig, at Torgrim havde faret »fjallasýn«, som det her kaldes, d. v. s. havde søgt til fjælds og begivet sig frem over fjældene, hvorefter han da tilsidst måtte være draget ned gennem en af smådalene oven for Otrardal.</ref>.


[[Fil:Geirþjófsfjörður.jpg|thumb|550px|right|<center>Gejrtjovsfjord</center>]]Den næste lille dal, sydøst for Otrardal, er ''Duvansdal'' (Dufansdalr) med en gård af samme navn; dalen, der nævnes et par gange i Ldn., udmunder på vestsiden af Fossfjord. Ned mod selve Fossfjordens dalbund ligger den fra Hage forende hedevej, hvorimod den derpå følgende lille fjord Reykjarfjorden (navnet naturligvis efter derværende varme kilder) er uden nogen sådan forbindelse med omverdenen. Øst for Reykjarfjord kommer Trostansfjord; som allerede tidligere omtalt fører Lækjarhedevejen ned i denne fjords dalbund. Som de andre Sydfjorde er også denne ret venlig og skråningerne under fjældene bedækkede med en frodig vegetation. Mellem Trostansfjord og '''Gejrtjovsfjord''' (''Geirþjófsfjörðr'') strækker sig et klippenæs ud i fjorden, der, som tilfældet sædvanlig er med Arnarfjordsfjældene, falder næsten lodret af imod fjorden. Den stejle li på bægge sider af fjældpynten ud mod søen (Sperlahlíð) frembyder en af de mest berygtede veje i fjorden. Den smalle, mellem klippeblokke og løse sten liggende sti afbrydes idelig af nys tilkomne stenskred, over hvilke man så må krydse oven eller neden for vejen; på sine steder er lien så brat, at man må krybe hen ad stien hældende sig ind ad og holdende sig ved forskellige klippeblokke; et andet sted ligger stien lodret ned mellem løse sten og skærver, hvorpå den gør en pludselig svingning om en klippeblok, der indsnævrer vejen, så at en kofferthest kun med største besvær kan manøvreres her omkring. Hinsides pynten af næsset viser Gejrtjovsfjorden sig som en lang, lige fjord, der navnlig mod nord i hele sin længde begrænses af ubrudt, lodret fjældvæg; det er den stejle li af det høje klippenæs '''Langanes''', som skiller Gejrtjovsfjorden fra Arnarfjordens indre del, og langs over hvilket grænseskellet mellem Bst. og Isf. går. På nordsiden af fjorden ses omtrent midtvejs i denne gården Krossøre ved foden af lien tæt ved søen og kun omgiven af en ubetydelig grøn plet. På sydsiden indsnævres Gejrtjovsfjorden inden for det omtalte Sperlahlidsnæs to gange, hvorved der hver gang dannes en lille pynt. Ved den første af disse ligger gården Sperlahlid (-hlið), som man først når til efter med største besvær at have ladet hestene vade et stykke i den klippefulde strand. Den sidste lille pynt er ganske nær ved fjordbunden, og herfra åbner sig udsigten til den for enden af fjorden stående gård ''Botn''. Fjorden er fra nu af meget smal, indtil den tilsidst går over i Botnsåens ører. Gården Botn står nord for og noget fra åen, der gennemløber en rundagtig lille dal med amfiteatralsk begrænsning af fjælde, der synes en umiddelbar fortsættelse af Langanæshalsen , og med kratgrot dalbund, hvad der giver det lille parti et ret venligt præg. — Denne Gejrtjovsfjordens inderste del har en ikke ringe interesse som hovedtilholdsstedet for Gisle Surssön i hans lange fredløshedstid; her boede i alle disse år (13) hans trofaste hustru Aud, hos hende tilbragte han i reglen somren, og her faldt han den sidste sommernat 978 bukkende under for sine fjenders gentagne efterstræbelser. Da Gisle forudser, at han vil blive dømt fredløs, sælger han sit land og begiver sig søvejs til Gejrtjovsfjord<ref>Gisl. II udtrykker sig herom nøjagtigst.</ref>, hvor han indretter sig en bolig; et mere ensomt, afsides liggende og fra landsiden vanskeligere tilgængeligt sted kunde han næppe have fundet. Gisles stadige forfølger Eyjolv i Otrardal benævner det i en samtale med Aud »denne ødefjord« , og utvivlsomt må fjordbunden inden Gisles ankomst have været ubebot, hvad der i øvrigt er besynderligt nok; selv under denne [[Fil:WGC.P108.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Geirþjófsfjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]forudsætning må det overraske, at nabogårdenes ejere har villet tillade en sådan indtrængen på hvad der vel måtte betragtes som deres enemærker. Måske kan man antage, at den kratgroede fjordbund har været betragtet som en art almenning; i al fald berettes der om Eyjolvs spejdere, at de en gang opholder sig flere dage i fjordbunden under påskud af at hugge gavntømmer i de derværende skove. — I nærheden af sin gård havde Gisle indrettet sig flere skjulesteder, det ene var, som det synes, ved åen, det andet syd for gården og åen ved »klevene« (kleifarnar) <ref>Der er angående lokaliteterne i Gejrtjovsfjord små uoverensstemmelser mellem de to sagaredaktioners angivelser; II. synes helt igennem at være at foretrække.</ref>. Desuden skal han have haft et jordhus under sin sæng. Når sagaredaktionerne angiver det ene skjulested udelukkende i forhold til åen (Gísl. I, s. 40 »syd for åen«, II, s. 125 »nord for åen«), da er denne betegnelse ikke tilstrækkelig oplysende, da den lille Botnså, der nu kun under sit nederste, meget korte løb gennem dalbunden bærer dette navn, lige oven for tunet på Botn opstår ved foreningen af to åer Tungeå (Tungná, nordligst) og Østerå (Austrá), der i et klippefuldt leje styrte sig ned fra fjældene, og som tilsammen indeslutte en lille tunge med kratbevokset klippegrund. Medens bredderne af disse to åer består af stejle klipper, dog uden huler eller grotter, løber Botnså kun i flade omgivelser. — Sydøst for den nuværende gård findes i tunet, tæt ved åen, tomter, der kaldes »Gíslabær«; som navnet antyder, vil man heri se lævningerne af Gisles gård. Lige over for tunet, syd for åen, findes temlig højt oppe i lien en fremspringende, omtrent 30 al. lang og 10 ai. høj, klippe, der nu kaldes ''Enhamar'' (Einhamar). Klippen, der er afdelt i 3—4 små hamre, er for til og til siderne så høj og brat, at det kun undtagelsesvis er muligt at klatre noget op efter og nå den på klippen stående med spydstik; derimod kan den med lethed omgås, og adgangen er da åben bag fra, men vedkommende vil altid ved at trække sig ud på en af hamrene kunne have ryggen fri. Neden under klippen ligger nedfaldne stenblokke opdyngede, men ellers er hele lien heromkring kratgrot. Klippen kaldes som sagt nu Enhamar, men det er dog måske rettest at antage, at det er dette sted, som i Gísl. nævnes »Klevene«, og at hvad der i sagaen nævnes '''Enhamar''' (''Einhamarr'', Gísl. I, 70: II, 156) kun har været en enkelt klippeblok i klevene; ellers bliver det nemlig umuligt at forstå, hvad det er, sagaen betegner som klevene. Under (eller: i, ved) klevene Gísl. II. bruger også en gang udtrykket »kletterne« — syd for åen havde Gisle som sagt sit ene skjul; derhen begiver han sig med sin hustru og fosterdatter den skæbnesvangre nat, da hans fjender kommer til gården og over den rimdækte jord kan forfølge deres spor til skjulestedet. Da fjenden nærmer sig, går de alle tre op i klevene, hvor de finder stedet bedst til forsvar, og værger sig herfra med knipler. Kvinderne overmandes tilsidst, men længe stræber fjenderne forgæves at komme op i klevene. Pludselig, da modstanderne er komne Gisle tæt på livet, springer han fra klevene over (I. »op«, II. »ned«) på den hammer, der hedder Enhamar, og forsvarer sig herfra. Umiddelbart før Gisle falder, springer han ned (I. »fra hamren« , II. »over kløften«) og dræber endnu en mand, men må så bukke under for overmagten. Efter at have dysset Gisle drog fjenderne derpå bort; Aud forlod senere hen landet.


I Ldn. (s. 141) siges besynderlig nok landnamsmanden Gejrtjov, der besatte alle Sydfjordene, at have bot i Gejrtjovsfjord, uagtet — i det mindste nu — gårdene i de andre Sydfjorde er langt betydeligere ejendomme. Da nu selve fjordbunden næppe har været bebygget før Gisles tid, og da gården Sperlahlid syd for fjorden er en højst ubetydelig ejendom, er det vel rimeligst at antage, at han har bot på den allerede tidligere nævnte gård Krossøre på Gejrtjovsfjordens nordside, ihvorvel også denne ejendom kun er lidet skikket til at være noget høvdingesæde; den smalle landstrimmel under det stejle fjæld, på hvilken gården ligger, er ved så godt som ufremkommelige fjældskråninger adskilt så vel fra fjordbunden som fra nabogården mod vest<ref>Også i Sturl. fremtræder gården (Geirþjófsfjarðareyrr) som en fattig bondegård.</ref>. — Det er tidligere omtalt, at det efter udtrykkene i Háv. (beliggenheden i forhold til Otrardal) ligger nærmest at antage, at det er denne gård Øre, som Háv. lader være Stentors (&#596;: Stengrims) bolig; men da sagaen forveksler »Stentors« og Atles gårde, er det altså Atle, som i følge Háv. må antages at have bot her. Dette vinder i sandsynlighed ved, at denne Atle (der som slægtning af Håvard kan have haft sine gode grunde til at hjælpe ham) netop var en sønnesøn af landnamsmanden Gejrtjov. Kun den omstændighed, at Krossøre er så lille, Ravnsøre derimod en gammel høvdinggård, hvor Atles rigdom vilde være bedre på sin plads, kunde bringe en til at gætte på, om ikke muligvis Gejrtjovs slægt allerede på Atles tid var flyttet til Øre i Arnarfjord (Ravnsøre), hvor den senere findes bosat, så meget mere som allerede sønnen af den første beboer af dette øre ikke længer boede dér (Gísl: I., s. 8; sml. Ldn. s. 140—41).





<br><br>
<center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>


Se '''[[Tillæg og rettelser (K.Kålund)|Tillæg og rettelser]]'''



----

==Fodnoter==

<references/>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Kristian Kaalund]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]