Beretningen om Rig
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
||||||
|
||||||
|
Heimskringla Reprint
Oversat af
Olaf Hansen
1911
Man ved fra gammel Tid at fortælle, at en af Aserne, han der hed Heimdal, var ude paa Vandring. Han fulgte en Strand ved Havet og kom til en Gaard og kaldte sig Rig. Dette Kvad er lagt efter, hvad man saaledes fortæller.
1.
Engang har man sagt,
gik ad grønne Veje
den gamle kraftige,
kyndige As
- paa Vandring var Rig,
den raske, stærke.
Han gik midt paa Vejen,
blev ved med at gaa.
2.
Et Hus der laa
med lukket Dør.
Han gik indenfor,
der var Ild paa Gulvet.
Graa af Slid
og Slæb og Trang
sad Ae og Edda,
ældgammelt klædt.
3.
Rig forstod
at raade dem godt.
*
Han satte sig midt paa
Siddepladsen,
Husbond og Viv
ved hver hans side.
4.
Edda gik
efter grovt Brød,
det var kluntet og tungt,
med Klumper af Avner.
Hun lagde det midt paa
det lille Bord
og satte en Skaal
med Suppe ind.
5.
Rig forstod
at raade dem godt -
stod op igen,
vilde gerne i Seng.
Han lagde sig midt paa
Lejet derinde,
Husbond og Viv
ved hver hans Side.
6.
Saa tøved han der
tre Døgn i alt,
og nu gik der
ni Maaneder.
Edda fik en Søn,
han blev overgydt med Vand,
havde brunsort Lød;
det Barn hed Træl.
7.
Han var ru paa sin Haand
af rynket Skind,
havde knudrede Knoer
*
tykke Fingre,
et tvært Ansigt,
ludende Ryg
og lange Hæle.
8.
Han voksede til
og trivedes godt,
havde gode Kræfter,
gjorde Gavn dermed.
Bast han bandt,
dynged Bunker sammen,
bar Ved til Huse
den hele Dag.
9.
Til den Gaard kom
en Dag en Kvind
med Saar under Fod
og solbrændt Arm
*
Næsen var krøget
hendes Navn var Tir.
10.
Hun satte sig midt paa
Siddepladsen,
og Husets Søn
sad hos en Stund.
De talte, de to,
og tømred en Seng,
Træl og Tir -
og Tiden gik.
11.
De avlede Børn
- deres Bo stod godt -
De kaldtes, tror jeg,
Klods og Skrighals,
Drog og Drivert,
Drønnert, Muger,
Tyksak, Tølper,
Tamp og Svin.
12.
*
Skrut og Lavben
lavede Gærder,
gødede Vange,
vogtede Svin,
passede Geder,
gravede Tørv.
13.
Deres Døtre var
Drunte og Klunte,
Flæskeskank
og Skrabenæse,
Bralre, Mær
og "Bring til Huse",
Pjaltetøs
og Traneben.
14.
Rig skulde længer,
gik ligefrem,
kom da til en Hal
dens Dør stod paa Klem.
Han gik indenfor,
der var Ild paa Gulvet.
Ægteparret
ved Arbejd sad.
15.
Manden hugged Ved
til en Væverstol,
hans Skæg var hæget,
Haaret redt ned.
*
Skjorten snæver
et Skrin paa Gulvet.
16.
Den raske Viv
satte Rokken i Gang
bredte Armene ud,
stilled an til Vævning -
bar Baand om Haar,
over Barm en Smæk,
Klæde om Hals,
Knap paa Skulder.
17.
Det var Afes
og Ammas Hus.
Rig forstod
at raade dem godt,
satte sig midt paa
Siddepladsen,
Husbond og Viv
ved hver hans side.
18.
Da tog Amma
*
der kogtes en Kalv,
en kostelig Ret.
19.
Rig forstod
at raade dem godt -
stod op igen,
vilde gerne i Seng.
Han lagde sig midt paa
Lejet derinde,
Husbond og Viv
ved hver hans Side.
20.
Saa tøved han der
tre Døgn i alt,
og nu gik der
ni Maaneder.
Amma fik en Søn,
han blev overgydt med Vand;
de kaldte ham Karl,
han kom i Svøb.
21.
*
rødmosset, rødlig,
rap i Øje.
22.
Han voksede til
og trivedes godt,
lærte Øksne at lystre,
laved en Plov,
tømred Huse,
tækkede Lader,
gjorde sig Vogne,
gik og Pløjed.
23.
De kørte en nøglesmykt
kvinde hjem;
hun var gedeskindsklædt
og blev gift med Karl.
Snør hun hed,
hun tog Sløret paa;
Lagen de bredte
og bygged en Gaard.
24.
De avlede Børn
- deres Bo stod godt -
De hed Ejer og Først,
Fri, Frels, Smed,
Bred og Bonde,
Bringeskæg,
Bofast, Bosat,
Bold og Stovt.
25.
Døtrene havde
disse Navne:
Viv, Brud, Væn,
Vakker, Hustru,
Stolt, Mø, Strunk,
Stille, Driftig.
Fra de Børn
stammer Bøndernes Æt.
26.
Rig skulde længer,
gik ligefrem,
kom da til en Sal
med en Dør mod Syd.
Aaben den stod
- i Stolpen en Ring.
Ind han steg;
der var Straa paa Gulvet.
27.
Ægteparret der
saa hinanden i Øjet,
Fader og Moder -
Fingrene gik.
Husbonden sad
og snoed en Streng,
bued Skafter,
skæfted Pile.
28.
Hans Viv sad
og saa paa sin Arm,
strøg over Linet,
satte Hovedtøj paa,
bar en Penning paa Bryst,
bølgende Slæb,
blaastribet Særk.
29.
Rig forstod
at raade dem godt
*
Han satte sig midt paa
Siddepladsen,
Husbond og Viv
ved hver hans Side.
30.
Da tog Moder
en mønstret Dug,
den var hvid af Lin,
og lagde den paa.
Dækkede saa
paa Dugen med Brød,
tynde og hvide
af Hvedemel.
31.
Hun satte fulde
Fade frem,
glinsende Skinker,
godtstegt Fjerkræ.
Der var Vin i en Kande,
hver Kalk forgyldt -
De talte og drak,
og Dagen led.
32.
Rig forstod
at raade dem godt,
rejste sig op
og redte en Seng,
lagde sig midt paa
Lejet derinde,
Husbond og Viv
ved hver hans Side.
33.
Saa tøved han der
tre Døgn i alt,
og nu gik der
ni Maaneder.
Moder fik en Søn,
han blev silkesvøbt,
fik Vand og Navn,
hans Navn var Jarl.
34.
*
Hans Haar var gult,
hans Hud var lys,
hans Øjne hvasse
som en ung Snogs.
35.
I det Hjem
voksed Jarl op,
svang Skjold med Flid
og fletted Strenge,
kunde tumle en Hest,
og hidse en Hund,
svinge et Sværd
og svømme sikkert.
36.
En Dag kom Rig
did fra Lunden,
did fra Lunden,
lærte ham Runer,
gav ham sit Navn
var sin Søn bekendt,
bød Ynglingen vinde
Odelsletter.
37.
Han red modig gennem
den mørke Skov,
over vaade Klipper,
til han kom til en Hal.
Strid der blev
og blodig Jord,
Kæmper han vog
og vandt sig Land.
38.
Saa raaded han ene
for atten Gaarde,
delte Skatte ud,
lod alle faa -
Klenodier, Smykker,
smækre Heste -
rutted med Guld,
hug Ringe over.
39.
Bud ad vaade
Veje kørte;
de kom til en Hal,
hvor Herse boed.
Han havde en smuk,
smalfingret Datter,
kløgtig og lys -
hun kaldtes Erna.
40.
De bejled og kørte
saa bort igen;
hun blev gift med Jarl,
gik under Lin.
De boed sammen,
var begge glade,
fik mange Børn
og milde Kaar.
41.
Baaren var ældst,
derefter kom Barn,
Yngling, Ætling,
Arving og Gut,
Afstammer, Efterkommer
- oplært blev de
- samt Søn og Svend -
i Svømning og Tavl.
42.
Saa kom Ungersvend -
men yngst var Kong.
Al Jarls Æt
voksed op der,
red Gangere til,
glatted Pile,
runded Skjolde,
rystede Spyd.
43.
Kong den unge
kendte Runer,
Runer til Liv,
Runer mod Alder,
kunde ogsaa frelse
Folk i Farer,
døve Sværd
og dæmpe Vande.
44.
Han forstod Fugle,
kunde stille Luer,
mindske Vrede,
mildne Sorger.
*
havde otte Kæmpers
Kraft og Styrke.
45.
Med Jarl Rig holdt han
en Runekamp -
overlisted ham,
den unge sejred.
Derved vandt
og erhverved han Ret
til at kalde sig Rig
og kende Runer.
46.
Kong red ud
i Krat og Skov,
leged med Pil,
lokked Fugle
*
47.
En Krage skreg ud
- den sad paa en Kvist -:
"Skal den Lokkeleg
vare længe, Kong!
Det var stoltere Færd
paa en stejlende Hest
med Sværd i Haand
en Hær at slaa.
48.
Dan og Danp
har dyre Haller,
rigere Odel,
end I har haft.
De kan ride
det rullende Skib,
prøve en Æg,
slaa prude Saar.
*
49.
Hus de delte,
delte Ringe.
*
50.
Brynet klarere,
Brystet lysere,
Halsen hvidere
end Vangenes Sne.
Anmærkninger:
Vers 2:7. Ae og Edda d.e. Oldefader og Oldemoder.
Vers 9:6. Tir d.e. Trælkvind.
Vers 17:1,2. Afe og Amma d.e. Bedstefader og Bedstemoder.
Vers 23:5. Snør d.e. Sønnekone.
Vers 39:4. Herse. Herserne var norske Høvdinger, Herredsforstandere. Svarer nærmest til Goderne paa Island.
Vers 39:8. Erna d.e. den raske.
Vers 48:1. Dan og Danp, vist at forstaa som Navne paa danske Konger.
Vers 49. Har handlet om Kong og hans Hustru.
Vers 50. Har beskrevet Kongs Hustru. - Kvadet synes skrevet til Forherligelse af det unge norske Kongedømme (Harald Haarfager).
