Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 10.Sang

Fra heimskringla.no
Revisjon per 16. apr. 2019 kl. 15:53 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Tiende Sang
Grændels Moder hevner Skade paa Hjorteborg


Det skete, alt som før, i Kveld,
Kong Hrodgar gik at sove,
Og vogte skulde Hallen vel
Den Nat paa Tro og Love
En ædel Flok
Af Kæmper nok,
Alt som i gamle Dage.
 
Der kom til en god rolig Nat
Nu Pude frem og Dyne,
Opredte Senge blev saa brat
Paa Bænkene til Syne;
Til Hvile sød
— Og til sin Død, —
Gik fort en herlig Skiænker.
 
Ei Vaabenløse dog de laae:
Ved Kæmpers Hovedgiærde
Man Hjelme nok og Skjolde saae
Dem blinke over Hærde,
Dem laae og nær
Fuldgode Sværd
Og Malle-Kraver skiønne.
 
Saa var det Skik hos Kæmper her,
Skjoldungers Drot saa hulde,
At færdige til Herrefærd
De immer findes skulde,
Ja, Dag og Nat
Ved Haanden brat,
I Hall som under Mærke.
 
De sov nu ind, men dyrt at staae
Kom Een den Aftenslummer,
Alt som i Sal saa tit man saae
I Grændels Tid med Kummer;
Thi mod den Skielm
Hjalp ingen Hjelm
Og ingen Ringebrynje.
 
Vel ham det gik, som hver en Trold,
Ondskaben det gaaer ilde,
Og Grændel gik til Hallen bold
Som Krukken gaaer til Kilde:
Trods Vold og List
Han kom tilsidst
Med Banesaar til Hjemmet.
 
Men for en Dag det kom nu brat,
Man fik det vist at vide:
Sig Grændel havde efterladt
En Moder, Mænd til Kvide;
Den Hex fik Barn,
Det slemme Skarn,
Paa Daner vilde hevne.
 
Thi foer hun op, med Harm i Hu,
Alt fra de Bølger kolde,
Alt fra sit Svælg, det Hjem for Gru
Og saa for arge Trolde;
Der skulde hun
Paa muddret Bund
Henslide fine Dage.
 
Der Kain med sin Broders Blod
Besudled Haand og Værge,
Det aldrig sig aftvætte lod,
Han maatte over Bjerge
Til ødest Egn
Med Morder-Tegn
Bortflye fra Folke-Gammen.
 
Ved ham paa Jord, til Folke-Meen,
Oprandt Utysker mange,
Og iblandt dem var Grændel Een,
Den lede Morder-Slange,
Som, sig til Sorg,
I Hrodgars Borg
Dog traf en vaagen Kæmpe.
 
Til Kamp laae Helten redebon,
Angrebet paa sit Leie
Han glemte ei, hvad af Guds Haand
Han fik til Arv og Eie:
Sin Kraft, sit Mod
Han kiende lod,
Til Folke-Trøst og Baade.
 
Han fik med Avindsmanden Bugt,
Han gjorde saa sit Bedste,
At Folke-Fienden kom paa Flugt
Og maatte Helhjem giæste;
Det vilde nu
Med Harm i Hu
Hans Moder grusomt hevne.
 
Til Hallen kom med Blods-Attraa
Den Hex, som andre Trolde,
Hvor sovende langs Hallen laae
Ring-Daner under Skjolde;
Dog brat sad op.
Den Kæmpe-Trop,
Der Oprør blev i Leiren.
 
Dog Maade var med det Ustyr
Der, som med Hexens Kræfter,
Hun et Slags Kvindfolk var af Byrd,
Med Styrke kun derefter,
Og her i Hall
Ei faa i Tal
Var Kæmper brynjeklædte.
 
Naar Hamrene paa Brynje haard
De tordne og de lyne,
Og Sværdet hugger Banesaar
I Hjelmegaltens Tryne,
Ved Skjoldebrag
As Kæmpeslag
Uddandses Kvinder gramme.
 
Derfor, da Sværdene omkap
Kom farende af Skede,
Og Kæmpehaanden ru og rap
Med Skjoldet var tilrede,
Af Hallen ud
Da gik sit Skud
Den Hex med Grændels Næve.
 
Dog uden Bytte vilde hun
Kun nødig Livet bjerge,
Hun greb en Kæmpe halv i Blund,
Ei vaagen til Modværge,
Han maatte med
Den Hex afsted
Til hendes Røverkule.
 
Det timedes en Høvding her
Det mørke Hjem at giæste,
Som, Hrodgar fremfor Alle kiær,
Stod øverst blandt de Bedste,
Saa Kongen gav
Fra Hav til Hav
Ei Nogen for ham Prisen.
 
Lyksalig var han allen Stund,
Til nu, paa gamle Dage,
Afmeiet blev, for stakket Blund,
Ham Livets Blomst faa fage:
For Æsgers Død
Forgiæves lød
I Hallen Suk og Klage.
 
Bedrøvelse den næste Dag
Kun atter saaes i Borgen;
At Bytte gjordes paa Bedrag,
Man klaged høit med Sorgen,
For Venneliig,
Som i den Krig
Man fik paa begge Sider.
 
Den Drot saa viis og vennehuld,
Med Sølvhaars-Krands om Tinde,
Han blev i Sind saa sorrigfuld,
Ja, haardt var at forvinde
Det Hjertestød,
Som Vennedød
Gav Daners Drot hin milde,
 
Ei Bjovulv var i Hallen med,
Der det gik Daner ilde,
I andet Huus sit Leiested
Fik Gothen efter Gilde;
Men flux med Sol,
Der Hanen goel,
Opstod den Seiersælle.
 
Saasnart da Tidende han fik
Om Folketab og Jammer,
Den ædle Kæmpe hurtig gik
Til Kongens Sovekammer,
At høre der,
Om Herrefærd
Ei skulde Klagen dæmpe.
 
Den Helt han gik saa ftux, faa frit
Paa Gulv nu med sit Følge,
Med Døn saa tog han Kæmpestridt,
Han vilde Sorgen dølge:
„Sov sødt og godt
I Nat min Drot?"
Saa spurgte han med Blide.
 
Det svared Drot paa Dane-Borg:
„Spørg ei om søde Drømme!
Fornyet er den bittre Sorg
For alle Daner ømme;
Ak! tabt saa brat
Har jeg i Nat
Min Ven, den hjertenskiære.
 
Min Høirehaand, min Støttestav
Forsvundet er af Salen,
Hin Broder graa af Yrmenlav,
Som gik mig næst paa Valen
Saa mangen Gang,
Hvor Hjelme sprang,
Og Kæmper stanged Bue.
 
Et Speil var han for Adelsmænd,
Saa blankt, som jeg forlanger,
Ak, død er Asger, kvalt min Ven
Nu af en fuul Gienganger,
En Slughals fuul,
Som kalder Suul
Kun Folkekiød det bedste!
 
Du øved Daad med Kæmpehaand
Forleden Nat herhjemme,
Saa Grændel, lagt i meer end Baand,
Blev kvalt i Dødens Klemme,
For Folket mit
Han sveeg saa tit,
Forbrød sit Lin tilvisse.
 
Ja, Grændel faldt, men efterlod
Dog Slægt med Skade-Evne,
Hans Fælle tom og kræved Bod,
Fit Held til sig at hevne,
Kom lønlig, brat,
Som Tyv om Nat,
Og stjal sig paa den Kiække.
 
Ja I, som tjente nys for Sold
Den Høvding, vi begræde,
Hvis Haand er nu saa stiv og kold,
Ei rund paa Guld og Glæde!
I mindes vist,
At Argelist
Blev Heltens lumske Bane!
 
At Bønderne med Tant ei foer,
Det fik vi nu at vide:
Utysker to, var deres Ord,
Vi saae i Vang omstride,
Som Mastetræ'r,
Af Folkefærd
Det Trolde er tilvisse.
 
Vanskabte er de begge To,
Dog Forskiel er at finde:
Den Ene, maa af alt man troe,
Har Lighed med en Kvinde;
Den Anden meer,
Saavidt man seer,
Til Karlfolk er at regne.
 
Fra Arildstid den Natteravn
Man kalder Grændel Jette,
Men Ingen veed Hans Faders Navn,
Saa det er seent at giætte;
Men vist man veed,
Ihvad han heed,
Han var af Svartalfs-Ætten.
 
Hvor Ulve kun og andet Rak
Har deres Gang og Leie,
Der færdes mest det Troldepak,
Paa Hvirvelvindens Veie,
Og sære Ting
Der rundt omkring
Man seer i Høl og Mose.
 
Der er et Kiær, en Sø kanskee,
Hvor Væld gaaer under Tue,
Der kan Hver Nat en Strøm man see,
Som bare Ild og Lue,
Og længer ei
End en Miilsvei
Er Stedet her fra Borgen.
 
Det Vandsted ligger godt i Læ,
Det ligger midt i Skoven,
Thi rundt omkring staaer Træ ved Træ,
Som lukker sig for oven,
De staae med Rod
Fuldgodt i Fod,
De Vandet overskygge.
 
Slet Ingen er i Verden til
Blandt vise Mænd og bolde,
Som prøve tør det Vovespil,
At giæste Skovens Trolde;
Selv Hjort og Hind
Gaae ei derind,
Om end de er i Flugten.
 
Nei, med Forundring tit vi saae,
Hvad neppe troe vi kunde:
Høitakket Hjort ved Skoven staae,
Forfulgt af Skyttehunde;
Han Livet lod,
For med en Fod
I Troldeskov han traadte.
 
Fra Solebjerg til Morgengry
Saa Stormene sig røre,
At Bølgen bruser høit i Sky,
En Gru er det at høre;
Dog vorder tyst
Det brat, som lyst,
Ved Glimt af Morgenrøden.
 
Nu har om Stedet den Beskeed
Jeg sagt dig, som jeg vidste,
Og uden dig jeg Ingen veed,
Som turde did sig driste;
Thi svar mig nu:
Tør kiæk i Hu
Du Faren gaae i Møde?
 
O, tør du stævne did, min Ven!
Hvor Skielmer boe i Klynge,
Og kommer du derfra igien,
Dig venter Guld i Dynge;
Ja, Lønnes skal
Din Daad i Hall
Med Oldtids gyldne Skatte."
 
Det svared Bjovulv brat igien:
„Sørg ei, min Drot, saa saare!
For Venner ei skal vise Mænd
Udøse mangen Taare,
Men svinge Sværd
I Herrefærd
Til Hevn og Hædersminde.
 
Det er saa dømt i Norners Raad,
At Døden skal vi lide,
Thi stræbe Hver med ærlig Daad
At vinde Priis i Tide!
Kun Hvile sød
Har Gravens Skiød
For Støv fra Æresengen.
 
Sid op, o Drot! lad Fiendespor
Med Flid os brat forfølge!
Og tro mig paa mit Æresord:
Ei skal i bundløs Bølge,
I Jordens Skiød,
I Skov som Glød,
Uvætten mig undslippe!
 
Nei, i den vide Verden ei
Den skal et Smuthul finde,
Hvortil jeg mig jo baner Vei,
For ærlig Priis at vinde;
Vær som en Mand,
— Jeg troer, du kan, —
Da kun i Dag end Sorgen!"