Forskjell mellom versjoner av «Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 13.Sang»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Bjovulvs-Drapen
Bjovulvs Hjemkomst, Offas Dronning Drude og Maglebarderne i Danmark.
Linje 20: | Linje 20: | ||
− | + | ::Nu Bjovulv gik, den Helt saa klar, | |
− | + | ::Med stolte Kæmpe-Drenge | |
− | + | ::Og med Foræring dyrebar, | |
− | + | ::Alt over Mark og Enge; | |
− | + | ::Opsadlet var paa Bølgen blaa | |
− | + | ::En Ganger for den Kiække, | |
− | + | ::Hvor under Ø fortøiet laae | |
− | + | ::Hans gode Orlogssnekke. | |
− | + | ::Alt som nu gik til Stranden ned | |
− | + | ::Det Tog fra Høielofte, | |
− | + | ::Kong Hrodgar for sin Gavmildhed | |
− | + | ::Fik Lov og Tak fuldofte. | |
− | + | ::Den Herre som et Kongespeil | |
− | + | ::Og skinned i sin Vælde, | |
− | + | ::Indtil ham Kræfterne slog feil | |
− | + | ::I Kamp med Aar og Ælde. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Til Stranden kom den Kæmpetrop | |
− | + | ::I Ringebrynjer klare, | |
− | + | ::Hvad han vel saae fra Klintetop, | |
− | + | ::Som tog paa Kysten vare, | |
− | + | ::Men blev derfor stet ikke vred, | |
− | + | ::Han vidste, hvad de vilde, | |
− | + | ::I Møde han de Bolde reed | |
− | + | ::Med Venneord saa milde: | |
− | + | ::„I stunde nu, (saa meldte han,) | |
− | + | ::Til Hjemmet nok med Ære, | |
− | + | ::Og Væder-Folket over Strand, | |
− | + | ::Velkomne skal I være.” | |
− | + | :: | |
− | + | ::Hvor Snekken vipped under Land, | |
− | + | ::For Ankertov og Fæste, | |
− | + | ::Den ladet blev med Guld paa Stand, | |
− | + | ::Med Kæmpetøi og Heste. | |
− | + | ::Et guldprudt Sværd fik han til Skiænk, | |
− | + | ::Som tog paa Snekken vare, | |
− | + | ::Saa mere glimrende paa Bænk | |
− | + | ::Han sad i Kæmpeskare. | |
− | + | ::Det var nu Gothe-Heltens Lyst | |
− | + | ::At kløve steilen Bølge, | |
− | + | ::Thi stævned ud fra Danmarks Kyst | |
− | + | ::Han med sit Kæmpefølge; | |
− | + | ::Alt over Hrodgars Skiænk man saae | |
− | + | ::I Midten Masten kneise, | |
− | + | ::Og ei nu tøved Seil i Raa | |
− | + | ::De Orlogsmænd at heise. | |
− | + | ::Vel Vinden brat i Seilet tog, | |
− | + | ::Saa Planker maatte knage, | |
− | + | ::Men sinkede paa Reisen dog | |
− | + | ::Ei blev de Kæmper strage: | |
− | + | ::Nei, skummende som Bølge hvid, | |
− | + | ::Den Havhest god, de aatte, | |
− | + | ::Hver Brænding høi, hver Bølge strid, | |
− | + | ::Med haarden Hov nedtraadte, | |
− | + | ::Ja, foer med dem afsted saa svindt, | |
− | + | ::At snart med Fryd opdaged | |
− | + | ::De Gothe-Landets kiære Klint, | |
− | + | ::Hvor op i Sky den raged. | |
− | + | ::Ei tog af Mærkerne de feil, | |
− | + | ::De var paa kiendte Veie, | |
− | + | ::Men styred ind for fulde Seil | |
− | + | ::Til Hjemmets Bryggeleie. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Ei uventet kom de dog; | |
− | + | ::Længe alt tilstæde, | |
− | + | ::Havnefogeden modtog | |
− | + | ::Heltene med Glæde; | |
− | + | ::Skib og Seil han paa en Prik | |
− | + | ::Kiendte i det Fjerne, | |
− | + | ::Vennerne til Haande gik | |
− | + | ::Hurtig han og gierne | |
− | + | ::Gjorde al sin Flid med saa | |
− | + | ::Snekken at fortøie, | |
− | + | ::At for Storme tryg den laae, | |
− | + | ::Som for Bølger Høie. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Nu paa Timen kom i Land | |
− | + | ::Ladningen saa fager, | |
− | + | ::Adels-Føring over Strand, | |
− | + | ::Guld og gode Sager. | |
− | + | ::Kæmperne, med gode Kaar | |
− | + | ::Og med gyldent Eie, | |
− | + | ::Giæste vilde Kongens Gaard, | |
− | + | ::Var og godt paa Veie: | |
− | + | ::Hrædlingen, Kong Higelak, | |
− | + | ::Herlig med sit Følge | |
− | + | ::Thronede i sit Gemak | |
− | + | ::Tæt ved Kyst og Bølge, | |
− | + | ::Havde sig en Borg saa prud | |
− | + | ::Der til Kongesæde | |
− | + | ::Favnede sin unge Brud | |
− | + | ::Der med Lyst og Glæde; | |
− | + | ::Det var Hygd, den Liljevaand, | |
− | + | ::Som i Ungdoms Dage | |
− | + | ::Gav Kong Higelak sin Haand, | |
− | + | ::Drog den ei tilbage. | |
− | + | ::Hæreds Datter Dronning ny | |
− | + | ::Var vel under Bue, | |
− | + | ::Havde dog for Rundhed Ry | |
− | + | ::Alt i Borgestue*) | |
− | + | :: | |
− | + | :: * * * | |
− | + | :: | |
− | + | ::Om den Franke-Dronning bold, | |
− | + | ::Drude, er at melde, | |
− | + | ::At da med et Rovdyr vildt | |
− | + | ::Hun var stædt i Fare, | |
− | + | ::Hun dog maged det saa snildt, | |
− | + | ::At det faldt i Snare; | |
− | + | ::Og da det var lagt i Baand | |
− | + | ::Inden fire Vægge, | |
− | + | ::Faldt det for en Kvindehaand | |
− | + | ::Under skarpe Egge. | |
− | + | ::Kvindelig en saadan Id | |
− | + | ::Er vel ei at nævne, | |
− | + | ::Om end Drude i sin Tid | |
− | + | ::Havde dertil Evne, | |
− | + | ::Da i Stikken slemt hun ladt | |
− | + | ::Var af Følgesvende, | |
− | + | ::Gjorde derved saa forhadt | |
− | + | ::Sig hos Hemmings Frænde, | |
− | + | ::At af ham paa hendes Bag | |
− | + | ::Det blev foregivet: | |
− | + | ::Hun sin Husbond uden Sag | |
− | + | ::Tragted efter Livet. | |
− | + | ::Andre lydt dog over Bord | |
− | + | ::Turde ham modsige, | |
− | + | ::Sagde hende fri for Mord | |
− | + | ::Og for Nid tillige. | |
− | + | ::Siden over Floden guul | |
− | + | ::Hun som Rosensblommen | |
− | + | ::Svømmede i Snekke huul, | |
− | + | ::Var i Hall velkommen, | |
− | + | ::Fulgte smukt sin Faders Bud, | |
− | + | ::Som det bør at være, | |
− | + | ::Klædte, som Kong Offas Brud, | |
− | + | ::Dronningstol med Ære, | |
− | + | ::Leved med sin Ægtemand | |
− | + | ::Saa i Fryd og Gammen, | |
− | + | ::Som da ogsaa hun og han | |
− | + | ::Passed yndig sammen; | |
− | + | ::Thi om Land, fra Hav til Hav, | |
− | + | ::Det er sandt at sige: | |
− | + | ::Alle Munde Offa gav | |
− | + | ::Prisen uden Lige; | |
− | + | ::Som i Krig, saa og i Fred, | |
− | + | ::Mellem Drotter alle | |
− | + | ::Han i Daad og Gavmildhed | |
− | + | ::Ypperst var at kalde. | |
− | + | ::Han og styred Folk og Land | |
− | + | ::Viselig til Enden, | |
− | + | ::Mens vel Tunge holdt for Tand | |
− | + | ::Gomer Garmunds-Frænden. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Høvdingen, med Staal i Bryst | |
− | + | ::Og med Kæmpefølge, | |
− | + | ::Fort nu gik i Sand paa Kyst, | |
− | + | ::Langs med klaren Bølge; | |
− | + | ::Solen alt fra Sønderleed | |
− | + | ::Straaled høit paa Bue, | |
− | + | ::Kraftelig og fremad skreed | |
− | + | ::Kæmperne paa Tue, | |
− | + | ::Kom saa til det Høie Slot, | |
− | + | ::Hørte, at derinde | |
− | + | ::Frisk og vel den unge Drot | |
− | + | ::Sad med Huusgesinde; | |
− | + | ::Ja, at han, hvem Ongenthjov | |
− | + | ::Bukked for paa Valen, | |
− | + | ::Skifted med fuldgodt et Lov | |
− | + | ::Sølv og Guld i Salen. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Higelak det blev nu meldt, | |
− | + | ::Hvor han sad, saa sage: | |
− | + | ::„Kommet er den gæve Helt, | |
− | + | ::Bjovulv, nu tilbage! | |
− | + | ::Frank og fri den Skjoldmand gaaer | |
− | + | ::Op ad Borgegyde, | |
− | + | ::Kommer vist med gode Kaar, | |
− | + | ::Uden Lak og Lyde.” | |
− | + | :: | |
− | + | ::Plads da brat, paa Kongens Ord, | |
− | + | ::Gjordes for de Kiære, | |
− | + | ::De i Hall ved breden Bord | |
− | + | ::Bænkedes med Ære; | |
− | + | ::Frænde her sad Frænde næst, | |
− | + | ::Ikke uden Føie, | |
− | + | ::Kongen hilsed paa sin Giæst | |
− | + | ::Kiønt i Toner Høie; | |
− | + | ::Dronningen, den Rosenvaand, | |
− | + | ::Saae man sig nu skynde, | |
− | + | ::Bægeret i Vennehaand | |
− | + | ::Rakte hun med Ynde; | |
− | + | ::Det var Hæreds Datter fiin, | |
− | + | ::Hun til Kæmper kiære | |
− | + | ::Trindt i Hallen Mjød og Viin | |
− | + | ::Skiænkede med Ære. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Høit i fyrsteligt Gemak | |
− | + | ::Spørgsmaal over Borde | |
− | + | ::Vennesæl Kong Higelak | |
− | + | ::Nu til Helten gjorde; | |
− | + | ::Hvordan Gothen tured om, | |
− | + | ::Det gad han nok vide, | |
− | + | ::Derfor til den Høvding from | |
− | + | ::Sagde han med Blide: | |
− | + | ::„Hvordan gik det, Bjovulv kiær! | |
− | + | ::Dig med Kæmpefølge, | |
− | + | ::Paa din stoute Herrefærd | |
− | + | ::Over salten Bølge? | |
− | + | ::Kiæk hendrog med Kamp i Hu | |
− | + | ::Du til Hjorte-Borgen: | |
− | + | ::Ventelig fik Hrodgar nu, | |
− | + | ::Bod for Hjertesorgen! | |
− | + | ::Stor saa var min Sindsuro, | |
− | + | ::Til dit Vovestykke | |
− | + | ::Havde jeg slet ingen Tro, | |
− | + | ::Aned kun Ulykke; | |
− | + | ::Derfor gjorde jeg min Flid, | |
− | + | ::Bad dig tit og længe, | |
− | + | ::At du i den Troldestrid | |
− | + | ::Ei dig skulde mænge, | |
− | + | ::Lade Heller Dannemænd, | |
− | + | ::Som de kunde mægte, | |
− | + | ::For den prude Skjoldung-Ven | |
− | + | ::Selv mod Grændel fægte; | |
− | + | ::Sorrigfuld jeg sad enstund | |
− | + | ::I min Borgestue, | |
− | + | ::Gud skee Lov, jeg frisk og sund | |
− | + | ::Atter dig mon skue!” | |
− | + | :: | |
− | + | ::Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn, | |
− | + | ::Saa tog han til Orde: | |
− | + | ::„Ord der ganger, ei i Løn, | |
− | + | ::Af, hvad Godt jeg gjorde, | |
− | + | ::Da fuldgram i Danevang | |
− | + | ::Styrke med mig prøved | |
− | + | ::Grændel, som saa mangen Gang | |
− | + | ::Skjoldunger bedrøved, | |
− | + | ::Piinte dem, saa de det vel | |
− | + | ::Mindes alle Dage: | |
− | + | ::Jeg ham gjorde Ret og Skiel | |
− | + | ::For den Landeplage, | |
− | + | ::Saa at hver Uvætte leed, | |
− | + | ::Hver den Skovtrolds Frænde, | |
− | + | ::Gyse for det Davrebeed | |
− | + | ::Skal til Verdens Ende! | |
− | + | :: | |
− | + | ::Baaret over Bølgen sval, | |
− | + | ::Uden Tid at spilde, | |
− | + | ::Giæsted jeg i Kongesal | |
− | + | ::Daners Drot hin milde: | |
− | + | ::Plads mig gav den Herre bold, | |
− | + | ::Der han fik at vide, | |
− | + | ::Hvad jeg førte i mit Skjold, | |
− | + | ::Ved sin Arvings Side. | |
− | + | ::Det jeg og bekiende maa. | |
− | + | ::Der var Lyst og Glæde, | |
− | + | ::Saa jeg Magen aldrig saae, | |
− | + | ::Hvor jeg gik til Sæde, | |
− | + | ::Skued indtil denne Dag | |
− | + | ::Under Himlens Bue | |
− | + | ::Neppe sligt et Vennelag | |
− | + | ::I en Borgestue. | |
− | + | ::Med et Folkemoder-Blik, | |
− | + | ::Som er rart at finde, | |
− | + | ::Stundom trindt i Salen gik | |
− | + | ::Daners Kongekvinde; | |
− | + | ::Skiænket blev den klare Viin, | |
− | + | ::Skiftet gyldne Skatte, | |
− | + | ::For igien den Dronning fiin | |
− | + | ::Sig til Sæde satte. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Datteren, den Liljevaand, | |
− | + | ::Gjorde veltilmode | |
− | + | ::Stundom og med Skiænk i Haand | |
− | + | ::Heltene tilgode; | |
− | + | ::Da om Freyvor over Bord | |
− | + | ::Faldt der mærkelige Ord | |
− | + | ::Mellem Kæmper gæve. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Guldrund var den Mø saa skiøn | |
− | + | ::Mellem Kæmper strage, | |
− | + | ::Fæstet var til Frodes Søn | |
− | + | ::Hun i Ungdoms Dage; | |
− | + | ::Skjoldung-Drotten og Hans Mænd | |
− | + | ::Af en gammel Fiende | |
− | + | ::Haabed sig en fuldtro Ven | |
− | + | ::Paa den Viis at vinde. | |
− | + | ::Sjelden dog en liden Stund | |
− | + | ::Efter Birtingsbadet | |
− | + | ::Kiærlighed af Hjertens Grund | |
− | + | ::Kan udslukke Hadet; | |
− | + | ::Er end Bruden nok saa skiøn, | |
− | + | ::Let dog brister Freden, | |
− | + | ::Sværdet selv til Vaabendøn | |
− | + | ::Farer ud af Skeden. | |
− | + | ::Det man saae paa Hrodgars Borg, | |
− | + | ::Som saa tit i Verden: | |
− | + | ::Bryllupsglæden blev til Sorg | |
− | + | ::Under Jordefærden. | |
− | + | ::Maglebarders Vikingtrop, | |
− | + | ::Mangen en forvoven Krop, | |
− | + | ::Stævned did fra Valen; | |
− | + | ::Ungersvenden Haand i Haand | |
− | + | ::Med den danske Liljevaand | |
− | + | ::Gik igiennem Salen; | |
− | + | ::Derved klirred Troppens Sværd, | |
− | + | ::Thi bevæbnet var Enhver | |
− | + | ::I den Vikingskare, | |
− | + | ::Til i Hallen de med Fals | |
− | + | ::Spillede paa deres Hals, | |
− | + | ::Gav sig selv i Fare. | |
− | + | ::Maglebarders Oldermand, | |
− | + | ::Ulvegram i Sinde, | |
− | + | ::Holdt for Tunge meer ei Tand, | |
− | + | ::Droges grandt til Minde, | |
− | + | ::Hvad der, til Hans Haar blev hvidt, | |
− | + | ::Havde sig begivet, | |
− | + | ::Hvor hinanden man saa tit | |
− | + | ::Modig gik paa Livet; | |
− | + | ::Suur han sad ved Drikkebord, | |
− | + | ::Skottende med Øie, | |
− | + | ::Og til Sting han sine Ord | |
− | + | ::Vidste vel at føie; | |
− | + | ::Ungersvenden Ingels Hu | |
− | + | ::Vilde han udspeide, | |
− | + | ::Vække, hvad der skumred nu: | |
− | + | ::Folketvist og Feide. | |
− | + | ::„Kiender du, min unge Ven! | |
− | + | ::(Sagde han bedrøvet,) | |
− | + | ::Sværdet, som ved Faderlænd | |
− | + | ::Kæmpedaad har øvet? | |
− | + | ::Kiender du det Sværd, han svang | |
− | + | ::Over Brynjesærke, | |
− | + | ::Da han kløved sidste Gang | |
− | + | ::Hjelme under Mærke. | |
− | + | ::Hvor han sank paa Valen træt | |
− | + | ::For de danske Vaaben? | |
− | + | ::Marken, efter Kæmpeslæt, | |
− | + | ::Skjoldunger stod aaben; | |
− | + | ::Og kun de, som den beholdt, | |
− | + | ::Kunde Valen rane; | |
− | + | ::Over Gulv nu ganger stolt, | |
− | + | ::Søn ei veed, hvis Bane: | |
− | + | ::Kryende af Daaden sig, | |
− | + | ::Bærer han, som Bytte, | |
− | + | ::Hvad nedarvet burde dig | |
− | + | ::Følge og beskytte!” | |
− | + | :: | |
− | + | ::Saa med dolkehvasse Ord | |
− | + | ::Minded han og maned, | |
− | + | ::Til det unge Blod opfoer, | |
− | + | ::Selv sin Helvei baned; | |
− | + | ::Thi det kølned i Hans Bryst | |
− | + | ::Kvinde-Kiærligheden, | |
− | + | ::Han kun hørte Blodets Røst, | |
− | + | ::Troløs brød han Freden; | |
− | + | ::Brudte blev nu Ord og Eed | |
− | + | ::Brat paa begge Sider, | |
− | + | ::Ingel selv i Græsset beed; | |
− | + | ::Og til alle Tider | |
− | + | ::Giæsterne i Hrodgars Hall | |
− | + | ::For den Svig mod Daner | |
− | + | ::Falske Venner nævnes skal, | |
− | + | ::Troløse Kompaner, | |
− | + | ::Ikke mindst den gamle Knark, | |
− | + | ::Som gik mellem Træ og Bark, | |
− | + | ::Slap dog selv heelskindet. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Dog, paa Tale Grændel nu | |
− | + | ::Maa igien jeg føre. | |
− | + | ::For at, Guldring-Skifter! du | |
− | + | ::Ret kan faae at høre, | |
− | + | ::Hvordan siden han og jeg | |
− | + | ::Tumled os i Vangen. | |
− | + | ::Dengang ad sin Kongevei | |
− | + | ::Solen var nedgangen, | |
− | + | ::Folkeæderen vor Giæst | |
− | + | ::Blev, før næste Morgen, | |
− | + | ::Hvor vi, som vi kunde bedst, | |
− | + | ::Bænked os i Borgen. | |
− | + | ::Handske her den lede Trold | |
− | + | ::Nærmest laae for Haanden, | |
− | + | ::I Hans Kløer den Kæmpe bold | |
− | + | ::Faldt og opgav Aanden; | |
− | + | ::Ja, det blev Hans tunge Kaar, | |
− | + | ::Trolden godt at smage, | |
− | + | ::Grændel ham med Hud og Haar | |
− | + | ::Aad i Hall saa sage. | |
− | + | ::Det var Kæmpers Avindsmand, | |
− | + | ::Som fik Blod paa Tænder, | |
− | + | ::Gange ud nu vilde han | |
− | + | ::Ei med tomme Hænder; | |
− | + | ::Prøve Kræfter vilde snu | |
− | + | ::Træringen den gamle, | |
− | + | ::Gav sig med en Vante nu | |
− | + | ::Derfor til at famle, | |
− | + | ::Gjort den var af Drageskind, | |
− | + | ::Efter Djævles Hjernespind | |
− | + | ::Mesterlig opfundet; | |
− | + | ::Han med mangt et listigt Træk | |
− | + | ::Vilde med mig spillet Giæk, | |
− | + | ::Hvis han havde kunnet; | |
− | + | ::Men det siger jeg forsand, | |
− | + | ::Kæmpeven hin gode! | |
− | + | ::Alt Hans Anslag blev til Vand, | |
− | + | ::Da jeg kom paa Fode. | |
− | + | ::Dog, jeg gider ei fortalt, | |
− | + | ::Hvordan jeg giengiældte | |
− | + | ::Stykkeviis den Kieltring alt, | |
− | + | ::Hvad han laante Helte; | |
− | + | ::Nok er det, min Drot! jeg bold | |
− | + | ::Værged dine Svende; | |
− | + | ::Og, hvorvel den feige Trold | |
− | + | ::Smutted mig af Hænde, | |
− | + | ::Løbe fra sin høire Haand | |
− | + | ::Maatte dog den Fule, | |
− | + | ::Fandt og for sig Dødens Baand | |
− | + | ::I sin Røverkule. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Skjoldung-Drotten vennehuld, | |
− | + | ::For den Dyst i Vange | |
− | + | ::Lønned mig med røden Guld, | |
− | + | ::Kostbarheder mange, | |
− | + | ::Dengang efter sorten Nat | |
− | + | ::Kom den lyse Morgen, | |
− | + | ::Og til Bords sig havde sat | |
− | + | ::Gildesfolk i Borgen. | |
− | + | ::Tro mig, det gik lystig til | |
− | + | ::Samme Dag i Salen! | |
− | + | ::Der var Sang, og der var Spil, | |
− | + | ::Gammensfuld var Talen; | |
− | + | ::Skjoldungen med hvide Haar, | |
− | + | ::Efter gammel Vane, | |
− | + | ::Meget, lært i mange Aar, | |
− | + | ::Bragte nu paa Bane: | |
− | + | ::Snart med liflig Harpeklang | |
− | + | ::Han os vederkvæged, | |
− | + | ::Snart med sanddru Kvidesang | |
− | + | ::Hjerter han bevæged; | |
− | + | ::Snart af Drotten, rig paa Alt, | |
− | + | ::Giæstmild uden Mage, | |
− | + | ::Flydende os blev fortalt | |
− | + | ::Sælsom Skiemtesage; | |
− | + | ::Snart den Heltegubbe hvid, | |
− | + | ::Vaklende af Ælde, | |
− | + | ::Kom ihu sin Ungdomstid | |
− | + | ::Og sin Kæmpevælde; | |
− | + | ::Graa ei blot, men klog af Aar, | |
− | + | ::Tale viis han førte, | |
− | + | ::Mindet dog om Ungdoms Vaar | |
− | + | ::Inderlig ham rørte. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Saa fordrev vi Dagen der, | |
− | + | ::Lod os Mjøden smage, | |
− | + | ::Indtil med sin Skyggehær | |
− | + | ::Natten kom tilbage; | |
− | + | ::Længe da det vared ei, | |
− | + | ::Før et nyt Uhyre | |
− | + | ::Gav til Hallen sig paa Vei, | |
− | + | ::Harm og Hevn at styre: | |
− | + | ::Det var Moderen til ham, | |
− | + | ::Som for sin Umage | |
− | + | ::Fik af Gothen Last og Skam, | |
− | + | ::Kom derved af Dage. | |
− | + | ::Harm nu hævnede den Mær, | |
− | + | ::Foer ei frem med Læmpe, | |
− | + | ::Kom til Hallen, langed der | |
− | + | ::Brat en ædel Kæmpe; | |
− | + | ::Gammel var den Helt og graa, | |
− | + | ::Æsker man ham kaldte, | |
− | + | ::Kyndig og han var som Faa, | |
− | + | ::Hexen dog ham kvalte; | |
− | + | ::Kun forgiæves om Hans Lig | |
− | + | ::Ledte næste Morgen | |
− | + | ::Daner med al Flid og Fig, | |
− | + | ::Det fordobled Sorgen; | |
− | + | ::Ei det hjalp, i Favnemaal | |
− | + | ::Vedd at sammenbære, | |
− | + | ::Bænkes kunde ei paa Baal | |
− | + | ::Ædlingen med Ære; | |
− | + | ::Hexen hjem den Kæmpe kiær | |
− | + | ::Isnet maatte følge, | |
− | + | ::Og med hende synke der | |
− | + | ::Dybt i Luebølge. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Mest af Alt gik dette Mord | |
− | + | ::Daners Drot til Hjerte, | |
− | + | ::Høit og dyrt han mig besvor, | |
− | + | ::Undertrykt af Smerte, | |
− | + | ::Kiæk at vove, Folk til Gavn, | |
− | + | ::Liv og Kæmpekræfter, | |
− | + | ::Virke Daad i Dybets Favn | |
− | + | ::Og faae Løn derefter. | |
− | + | ::Gjort som sagt: min Kæmpegang | |
− | + | ::Drages Folk til Minde, | |
− | + | ::I det varme Bad jeg sprang, | |
− | + | ::Fandt den fule Kvinde | |
− | + | ::Lurende paa Bølgebund, | |
− | + | ::Farlig haard at trykke, | |
− | + | ::Stivt hun strittede en Stund, | |
− | + | ::Fik dog en Ulykke; | |
− | + | ::Ja, alt med fuldgodt et Sværd, | |
− | + | ::Uden Folk i Følge, | |
− | + | ::Grændels Moder slog jeg der, | |
− | + | ::Da kom Gift i Bølge. | |
− | + | ::Haardt det holdt, dog godt jeg slap, | |
− | + | ::Havde Aar tilbage; | |
− | + | ::Godt betalt af Drot uknap | |
− | + | ::Blev og min Umage; | |
− | + | ::Ei fordi jeg søgte Løn | |
− | + | ::Paa min Kæmpebane, | |
− | + | ::Men for rund var Halvdans Søn | |
− | + | ::Efter gammel Vane. | |
− | + | ::Hvad mig Dannerlongen gav | |
− | + | ::Med den bedste Vilje, | |
− | + | ::Med mig stævned over Hav | |
− | + | ::Hid paa Snekketilje; | |
− | + | ::Til din Tjeneste, min Drot! | |
− | + | ::Er de Gaver skiønne, | |
− | + | ::Med din Naade, veed jeg godt, | |
− | + | ::Du mig vil belønne; | |
− | + | ::Jeg kun er paa Frænder rig, | |
− | + | ::Higelak, min Herre! | |
− | + | ::Som Paarørende ad dig, | |
− | + | ::Ellers Faa har færre.” | |
− | + | :: | |
− | + | ::Nu paa Gothe-Heltens Bud | |
− | + | ::Hurtig kom tilsyne | |
− | + | ::Først en Kæmpehat saa prud, | |
− | + | ::Hjelm med Bassetryne; | |
− | + | ::Stadselig var den og stærk, | |
− | + | ::Det skal Ingen nægte. | |
− | + | ::Med den Sværd og Brynjesærk | |
− | + | ::Fulgte, som var ægte. | |
− | + | ::Med den prude Vaabendragt | |
− | + | ::Skulde Ordkvad Følge, | |
− | + | ::Helten hvad ham var paalagt | |
− | + | ::Vilde ei fordølge, | |
− | + | ::Og Hans egne Ord jeg vil | |
− | + | ::Trolig eftersige: | |
− | + | ::„Den har hørt Kong Hjørgar til, | |
− | + | ::Drot i Skjoldung-Rige; | |
− | + | ::Han den ei for Løn og Bøn | |
− | + | ::Vilde Hjørvard skiænke, | |
− | + | ::Som dog var Hans egen Søn, | |
− | + | ::Det er at betænke; | |
− | + | ::Tag dog (sagde Daners Drot) | |
− | + | ::Tag du den og brug den godt!” | |
− | + | ::Med den Rustning, rar at faae, | |
− | + | ::(Har jeg ladt mig sige,) | |
− | + | ::Fire Hopper abildgraa | |
− | + | ::Fulgte her tillige. | |
− | + | ::Gothe-Kongen Higelak | |
− | + | ::Gaverne fuldskiære | |
− | + | ::Tog med Lyst og tog med Tak, | |
− | + | ::Saa det bør at være; | |
− | + | ::Aldrig kan en Kæmpe gæv | |
− | + | ::Slægt og Venner svige, | |
− | + | ::Fiende værst er Frænde-Ræv, | |
− | + | ::Afskum og tillige; | |
− | + | ::Derimod de Frænder to: | |
− | + | ::Higelak og Helten, | |
− | + | ::Var som Guld Hinanden troe, | |
− | + | ::Ædlinger af Vælgten. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Dronning Hygd den Kæmpe stærk | |
− | + | ::Glemte ingenlunde, | |
− | + | ::Guldsmedkunstens Mesterværk | |
− | + | ::Det bevise kunde; | |
− | + | ::Hentet var det udenlands, | |
− | + | ::Skiænket af Væltove, | |
− | + | ::Og forhøied Barmens Glands | |
− | + | ::Nu paany til Hove; | |
− | + | ::Dermed Heske tre, ved Navn | |
− | + | ::Svane, Sadelprud og Ravn, | |
− | + | ::Fulgte over Vove. | |
− | + | :: | |
− | + | ::Saa den Helt, med Løvemod | |
− | + | ::Og med Bjørnekræfter, | |
− | + | ::Viiste, at han vennegod | |
− | + | ::Ogsaa var derefter; | |
− | + | ::Styrke fremfor alle Mænd | |
− | + | ::Gud ham gav i Naade, | |
− | + | ::Men sagtmodig han med den | |
− | + | ::Immer holdt til Raade; | |
− | + | ::Ærekiær, han Vreden dog | |
− | + | ::Vidste godt at dæmpe: | |
− | + | ::Aldrig over Bord han slog | |
− | + | ::Nogen drukken Kæmpe. | |
− | + | ::Gotherne for ingen Ting | |
− | + | ::Længe Helten regned, | |
− | + | ::Kongen ham i Kæmpering | |
− | + | ::Daarlig kun begegned, | |
− | + | ::For et Drog man saae ham an, | |
− | + | ::For en Fæt i Ætten; | |
− | + | ::Men den ærekiære Mund | |
− | + | ::Visked af sig Pletten, | |
− | + | ::Fik for al sin Vaande Bod, | |
− | + | ::Havde nu den Ære, | |
− | + | ::At sin Faders Værge lod | |
− | + | ::Higelak indbære, | |
− | + | ::Gav dermed sin Frænde kiær, | |
− | + | ::Hvad i alt Hans Rige | |
− | + | ::(Det forstaaer sig: iblandt Sværd) | |
− | + | ::Spurgte om sin Lige, | |
− | + | ::Gav ham Lov at sidde hos, | |
− | + | ::Høit i Kongesæde, | |
− | + | ::Gav ham Hjem og Jordegods, | |
− | + | ::Herredom med Glæde. | |
− | + | ::Saa sin Konge Bjovulv næst | |
− | + | ::Blev i alle Dele, | |
− | + | ::Han, hvem Lykken undte bedst, | |
− | + | ::Siden fik det Hele; | |
− | + | ::Det var Bjovulv, som med Tak | |
− | + | ::Tog, hvad ham blev givet, | |
− | + | ::Og holdt halvt med Higelak, | |
− | + | ::Til han misted Livet; | |
− | + | ::Var for Hardred Kongesøn | |
− | + | ::Saa den bedste Støtte, | |
− | + | ::Indtil han, om Hagen grøn, | |
− | + | ::Sig paa Val forblødte. **) | |
− | + | ::Det var Svensken, nu som før, | |
− | + | ::Under Skilfing-Stammen, | |
− | + | ::Der hos Granderne i Nør | |
− | + | ::Tændte Ustyrs-Flammen; | |
− | + | ::De som Seierherrer stod | |
− | + | ::Over Konge-Liget, | |
− | + | ::Traadte haanlig under Fod | |
− | + | ::Hele Gothe-Riget. | |
− | + | ::Bjovulv dog det Hovedslag | |
− | + | ::Giengjaldt med et andet, | |
− | + | ::Hævned Gothens Nederlag, | |
− | + | ::Redded Fædrelandet. | |
− | + | ||
+ | '''Noter''' | ||
<br>*) At her fattes noget, er godt at see; og det maa, iblandt andet, være en Overgang, som siger, at Hæreds Datter havde ikke saadant et Ord paa sig, som Offas Dronning, om hvem dette Brudstykke handler. | <br>*) At her fattes noget, er godt at see; og det maa, iblandt andet, være en Overgang, som siger, at Hæreds Datter havde ikke saadant et Ord paa sig, som Offas Dronning, om hvem dette Brudstykke handler. | ||
<br>**) Higelaks Søn, der, som Barn, blev Hans Eftermand under Bjovulvs Formynderskab. | <br>**) Higelaks Søn, der, som Barn, blev Hans Eftermand under Bjovulvs Formynderskab. | ||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] |
Revisjonen fra 22. des. 2013 kl. 21:24
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Bjovulvs Hjemkomst, Offas Dronning Drude og Maglebarderne i Danmark.
- Nu Bjovulv gik, den Helt saa klar,
- Med stolte Kæmpe-Drenge
- Og med Foræring dyrebar,
- Alt over Mark og Enge;
- Opsadlet var paa Bølgen blaa
- En Ganger for den Kiække,
- Hvor under Ø fortøiet laae
- Hans gode Orlogssnekke.
- Alt som nu gik til Stranden ned
- Det Tog fra Høielofte,
- Kong Hrodgar for sin Gavmildhed
- Fik Lov og Tak fuldofte.
- Den Herre som et Kongespeil
- Og skinned i sin Vælde,
- Indtil ham Kræfterne slog feil
- I Kamp med Aar og Ælde.
- Til Stranden kom den Kæmpetrop
- I Ringebrynjer klare,
- Hvad han vel saae fra Klintetop,
- Som tog paa Kysten vare,
- Men blev derfor stet ikke vred,
- Han vidste, hvad de vilde,
- I Møde han de Bolde reed
- Med Venneord saa milde:
- „I stunde nu, (saa meldte han,)
- Til Hjemmet nok med Ære,
- Og Væder-Folket over Strand,
- Velkomne skal I være.”
- Hvor Snekken vipped under Land,
- For Ankertov og Fæste,
- Den ladet blev med Guld paa Stand,
- Med Kæmpetøi og Heste.
- Et guldprudt Sværd fik han til Skiænk,
- Som tog paa Snekken vare,
- Saa mere glimrende paa Bænk
- Han sad i Kæmpeskare.
- Det var nu Gothe-Heltens Lyst
- At kløve steilen Bølge,
- Thi stævned ud fra Danmarks Kyst
- Han med sit Kæmpefølge;
- Alt over Hrodgars Skiænk man saae
- I Midten Masten kneise,
- Og ei nu tøved Seil i Raa
- De Orlogsmænd at heise.
- Vel Vinden brat i Seilet tog,
- Saa Planker maatte knage,
- Men sinkede paa Reisen dog
- Ei blev de Kæmper strage:
- Nei, skummende som Bølge hvid,
- Den Havhest god, de aatte,
- Hver Brænding høi, hver Bølge strid,
- Med haarden Hov nedtraadte,
- Ja, foer med dem afsted saa svindt,
- At snart med Fryd opdaged
- De Gothe-Landets kiære Klint,
- Hvor op i Sky den raged.
- Ei tog af Mærkerne de feil,
- De var paa kiendte Veie,
- Men styred ind for fulde Seil
- Til Hjemmets Bryggeleie.
- Ei uventet kom de dog;
- Længe alt tilstæde,
- Havnefogeden modtog
- Heltene med Glæde;
- Skib og Seil han paa en Prik
- Kiendte i det Fjerne,
- Vennerne til Haande gik
- Hurtig han og gierne
- Gjorde al sin Flid med saa
- Snekken at fortøie,
- At for Storme tryg den laae,
- Som for Bølger Høie.
- Nu paa Timen kom i Land
- Ladningen saa fager,
- Adels-Føring over Strand,
- Guld og gode Sager.
- Kæmperne, med gode Kaar
- Og med gyldent Eie,
- Giæste vilde Kongens Gaard,
- Var og godt paa Veie:
- Hrædlingen, Kong Higelak,
- Herlig med sit Følge
- Thronede i sit Gemak
- Tæt ved Kyst og Bølge,
- Havde sig en Borg saa prud
- Der til Kongesæde
- Favnede sin unge Brud
- Der med Lyst og Glæde;
- Det var Hygd, den Liljevaand,
- Som i Ungdoms Dage
- Gav Kong Higelak sin Haand,
- Drog den ei tilbage.
- Hæreds Datter Dronning ny
- Var vel under Bue,
- Havde dog for Rundhed Ry
- Alt i Borgestue*)
- * * *
- Om den Franke-Dronning bold,
- Drude, er at melde,
- At da med et Rovdyr vildt
- Hun var stædt i Fare,
- Hun dog maged det saa snildt,
- At det faldt i Snare;
- Og da det var lagt i Baand
- Inden fire Vægge,
- Faldt det for en Kvindehaand
- Under skarpe Egge.
- Kvindelig en saadan Id
- Er vel ei at nævne,
- Om end Drude i sin Tid
- Havde dertil Evne,
- Da i Stikken slemt hun ladt
- Var af Følgesvende,
- Gjorde derved saa forhadt
- Sig hos Hemmings Frænde,
- At af ham paa hendes Bag
- Det blev foregivet:
- Hun sin Husbond uden Sag
- Tragted efter Livet.
- Andre lydt dog over Bord
- Turde ham modsige,
- Sagde hende fri for Mord
- Og for Nid tillige.
- Siden over Floden guul
- Hun som Rosensblommen
- Svømmede i Snekke huul,
- Var i Hall velkommen,
- Fulgte smukt sin Faders Bud,
- Som det bør at være,
- Klædte, som Kong Offas Brud,
- Dronningstol med Ære,
- Leved med sin Ægtemand
- Saa i Fryd og Gammen,
- Som da ogsaa hun og han
- Passed yndig sammen;
- Thi om Land, fra Hav til Hav,
- Det er sandt at sige:
- Alle Munde Offa gav
- Prisen uden Lige;
- Som i Krig, saa og i Fred,
- Mellem Drotter alle
- Han i Daad og Gavmildhed
- Ypperst var at kalde.
- Han og styred Folk og Land
- Viselig til Enden,
- Mens vel Tunge holdt for Tand
- Gomer Garmunds-Frænden.
- Høvdingen, med Staal i Bryst
- Og med Kæmpefølge,
- Fort nu gik i Sand paa Kyst,
- Langs med klaren Bølge;
- Solen alt fra Sønderleed
- Straaled høit paa Bue,
- Kraftelig og fremad skreed
- Kæmperne paa Tue,
- Kom saa til det Høie Slot,
- Hørte, at derinde
- Frisk og vel den unge Drot
- Sad med Huusgesinde;
- Ja, at han, hvem Ongenthjov
- Bukked for paa Valen,
- Skifted med fuldgodt et Lov
- Sølv og Guld i Salen.
- Higelak det blev nu meldt,
- Hvor han sad, saa sage:
- „Kommet er den gæve Helt,
- Bjovulv, nu tilbage!
- Frank og fri den Skjoldmand gaaer
- Op ad Borgegyde,
- Kommer vist med gode Kaar,
- Uden Lak og Lyde.”
- Plads da brat, paa Kongens Ord,
- Gjordes for de Kiære,
- De i Hall ved breden Bord
- Bænkedes med Ære;
- Frænde her sad Frænde næst,
- Ikke uden Føie,
- Kongen hilsed paa sin Giæst
- Kiønt i Toner Høie;
- Dronningen, den Rosenvaand,
- Saae man sig nu skynde,
- Bægeret i Vennehaand
- Rakte hun med Ynde;
- Det var Hæreds Datter fiin,
- Hun til Kæmper kiære
- Trindt i Hallen Mjød og Viin
- Skiænkede med Ære.
- Høit i fyrsteligt Gemak
- Spørgsmaal over Borde
- Vennesæl Kong Higelak
- Nu til Helten gjorde;
- Hvordan Gothen tured om,
- Det gad han nok vide,
- Derfor til den Høvding from
- Sagde han med Blide:
- „Hvordan gik det, Bjovulv kiær!
- Dig med Kæmpefølge,
- Paa din stoute Herrefærd
- Over salten Bølge?
- Kiæk hendrog med Kamp i Hu
- Du til Hjorte-Borgen:
- Ventelig fik Hrodgar nu,
- Bod for Hjertesorgen!
- Stor saa var min Sindsuro,
- Til dit Vovestykke
- Havde jeg slet ingen Tro,
- Aned kun Ulykke;
- Derfor gjorde jeg min Flid,
- Bad dig tit og længe,
- At du i den Troldestrid
- Ei dig skulde mænge,
- Lade Heller Dannemænd,
- Som de kunde mægte,
- For den prude Skjoldung-Ven
- Selv mod Grændel fægte;
- Sorrigfuld jeg sad enstund
- I min Borgestue,
- Gud skee Lov, jeg frisk og sund
- Atter dig mon skue!”
- Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn,
- Saa tog han til Orde:
- „Ord der ganger, ei i Løn,
- Af, hvad Godt jeg gjorde,
- Da fuldgram i Danevang
- Styrke med mig prøved
- Grændel, som saa mangen Gang
- Skjoldunger bedrøved,
- Piinte dem, saa de det vel
- Mindes alle Dage:
- Jeg ham gjorde Ret og Skiel
- For den Landeplage,
- Saa at hver Uvætte leed,
- Hver den Skovtrolds Frænde,
- Gyse for det Davrebeed
- Skal til Verdens Ende!
- Baaret over Bølgen sval,
- Uden Tid at spilde,
- Giæsted jeg i Kongesal
- Daners Drot hin milde:
- Plads mig gav den Herre bold,
- Der han fik at vide,
- Hvad jeg førte i mit Skjold,
- Ved sin Arvings Side.
- Det jeg og bekiende maa.
- Der var Lyst og Glæde,
- Saa jeg Magen aldrig saae,
- Hvor jeg gik til Sæde,
- Skued indtil denne Dag
- Under Himlens Bue
- Neppe sligt et Vennelag
- I en Borgestue.
- Med et Folkemoder-Blik,
- Som er rart at finde,
- Stundom trindt i Salen gik
- Daners Kongekvinde;
- Skiænket blev den klare Viin,
- Skiftet gyldne Skatte,
- For igien den Dronning fiin
- Sig til Sæde satte.
- Datteren, den Liljevaand,
- Gjorde veltilmode
- Stundom og med Skiænk i Haand
- Heltene tilgode;
- Da om Freyvor over Bord
- Faldt der mærkelige Ord
- Mellem Kæmper gæve.
- Guldrund var den Mø saa skiøn
- Mellem Kæmper strage,
- Fæstet var til Frodes Søn
- Hun i Ungdoms Dage;
- Skjoldung-Drotten og Hans Mænd
- Af en gammel Fiende
- Haabed sig en fuldtro Ven
- Paa den Viis at vinde.
- Sjelden dog en liden Stund
- Efter Birtingsbadet
- Kiærlighed af Hjertens Grund
- Kan udslukke Hadet;
- Er end Bruden nok saa skiøn,
- Let dog brister Freden,
- Sværdet selv til Vaabendøn
- Farer ud af Skeden.
- Det man saae paa Hrodgars Borg,
- Som saa tit i Verden:
- Bryllupsglæden blev til Sorg
- Under Jordefærden.
- Maglebarders Vikingtrop,
- Mangen en forvoven Krop,
- Stævned did fra Valen;
- Ungersvenden Haand i Haand
- Med den danske Liljevaand
- Gik igiennem Salen;
- Derved klirred Troppens Sværd,
- Thi bevæbnet var Enhver
- I den Vikingskare,
- Til i Hallen de med Fals
- Spillede paa deres Hals,
- Gav sig selv i Fare.
- Maglebarders Oldermand,
- Ulvegram i Sinde,
- Holdt for Tunge meer ei Tand,
- Droges grandt til Minde,
- Hvad der, til Hans Haar blev hvidt,
- Havde sig begivet,
- Hvor hinanden man saa tit
- Modig gik paa Livet;
- Suur han sad ved Drikkebord,
- Skottende med Øie,
- Og til Sting han sine Ord
- Vidste vel at føie;
- Ungersvenden Ingels Hu
- Vilde han udspeide,
- Vække, hvad der skumred nu:
- Folketvist og Feide.
- „Kiender du, min unge Ven!
- (Sagde han bedrøvet,)
- Sværdet, som ved Faderlænd
- Kæmpedaad har øvet?
- Kiender du det Sværd, han svang
- Over Brynjesærke,
- Da han kløved sidste Gang
- Hjelme under Mærke.
- Hvor han sank paa Valen træt
- For de danske Vaaben?
- Marken, efter Kæmpeslæt,
- Skjoldunger stod aaben;
- Og kun de, som den beholdt,
- Kunde Valen rane;
- Over Gulv nu ganger stolt,
- Søn ei veed, hvis Bane:
- Kryende af Daaden sig,
- Bærer han, som Bytte,
- Hvad nedarvet burde dig
- Følge og beskytte!”
- Saa med dolkehvasse Ord
- Minded han og maned,
- Til det unge Blod opfoer,
- Selv sin Helvei baned;
- Thi det kølned i Hans Bryst
- Kvinde-Kiærligheden,
- Han kun hørte Blodets Røst,
- Troløs brød han Freden;
- Brudte blev nu Ord og Eed
- Brat paa begge Sider,
- Ingel selv i Græsset beed;
- Og til alle Tider
- Giæsterne i Hrodgars Hall
- For den Svig mod Daner
- Falske Venner nævnes skal,
- Troløse Kompaner,
- Ikke mindst den gamle Knark,
- Som gik mellem Træ og Bark,
- Slap dog selv heelskindet.
- Dog, paa Tale Grændel nu
- Maa igien jeg føre.
- For at, Guldring-Skifter! du
- Ret kan faae at høre,
- Hvordan siden han og jeg
- Tumled os i Vangen.
- Dengang ad sin Kongevei
- Solen var nedgangen,
- Folkeæderen vor Giæst
- Blev, før næste Morgen,
- Hvor vi, som vi kunde bedst,
- Bænked os i Borgen.
- Handske her den lede Trold
- Nærmest laae for Haanden,
- I Hans Kløer den Kæmpe bold
- Faldt og opgav Aanden;
- Ja, det blev Hans tunge Kaar,
- Trolden godt at smage,
- Grændel ham med Hud og Haar
- Aad i Hall saa sage.
- Det var Kæmpers Avindsmand,
- Som fik Blod paa Tænder,
- Gange ud nu vilde han
- Ei med tomme Hænder;
- Prøve Kræfter vilde snu
- Træringen den gamle,
- Gav sig med en Vante nu
- Derfor til at famle,
- Gjort den var af Drageskind,
- Efter Djævles Hjernespind
- Mesterlig opfundet;
- Han med mangt et listigt Træk
- Vilde med mig spillet Giæk,
- Hvis han havde kunnet;
- Men det siger jeg forsand,
- Kæmpeven hin gode!
- Alt Hans Anslag blev til Vand,
- Da jeg kom paa Fode.
- Dog, jeg gider ei fortalt,
- Hvordan jeg giengiældte
- Stykkeviis den Kieltring alt,
- Hvad han laante Helte;
- Nok er det, min Drot! jeg bold
- Værged dine Svende;
- Og, hvorvel den feige Trold
- Smutted mig af Hænde,
- Løbe fra sin høire Haand
- Maatte dog den Fule,
- Fandt og for sig Dødens Baand
- I sin Røverkule.
- Skjoldung-Drotten vennehuld,
- For den Dyst i Vange
- Lønned mig med røden Guld,
- Kostbarheder mange,
- Dengang efter sorten Nat
- Kom den lyse Morgen,
- Og til Bords sig havde sat
- Gildesfolk i Borgen.
- Tro mig, det gik lystig til
- Samme Dag i Salen!
- Der var Sang, og der var Spil,
- Gammensfuld var Talen;
- Skjoldungen med hvide Haar,
- Efter gammel Vane,
- Meget, lært i mange Aar,
- Bragte nu paa Bane:
- Snart med liflig Harpeklang
- Han os vederkvæged,
- Snart med sanddru Kvidesang
- Hjerter han bevæged;
- Snart af Drotten, rig paa Alt,
- Giæstmild uden Mage,
- Flydende os blev fortalt
- Sælsom Skiemtesage;
- Snart den Heltegubbe hvid,
- Vaklende af Ælde,
- Kom ihu sin Ungdomstid
- Og sin Kæmpevælde;
- Graa ei blot, men klog af Aar,
- Tale viis han førte,
- Mindet dog om Ungdoms Vaar
- Inderlig ham rørte.
- Saa fordrev vi Dagen der,
- Lod os Mjøden smage,
- Indtil med sin Skyggehær
- Natten kom tilbage;
- Længe da det vared ei,
- Før et nyt Uhyre
- Gav til Hallen sig paa Vei,
- Harm og Hevn at styre:
- Det var Moderen til ham,
- Som for sin Umage
- Fik af Gothen Last og Skam,
- Kom derved af Dage.
- Harm nu hævnede den Mær,
- Foer ei frem med Læmpe,
- Kom til Hallen, langed der
- Brat en ædel Kæmpe;
- Gammel var den Helt og graa,
- Æsker man ham kaldte,
- Kyndig og han var som Faa,
- Hexen dog ham kvalte;
- Kun forgiæves om Hans Lig
- Ledte næste Morgen
- Daner med al Flid og Fig,
- Det fordobled Sorgen;
- Ei det hjalp, i Favnemaal
- Vedd at sammenbære,
- Bænkes kunde ei paa Baal
- Ædlingen med Ære;
- Hexen hjem den Kæmpe kiær
- Isnet maatte følge,
- Og med hende synke der
- Dybt i Luebølge.
- Mest af Alt gik dette Mord
- Daners Drot til Hjerte,
- Høit og dyrt han mig besvor,
- Undertrykt af Smerte,
- Kiæk at vove, Folk til Gavn,
- Liv og Kæmpekræfter,
- Virke Daad i Dybets Favn
- Og faae Løn derefter.
- Gjort som sagt: min Kæmpegang
- Drages Folk til Minde,
- I det varme Bad jeg sprang,
- Fandt den fule Kvinde
- Lurende paa Bølgebund,
- Farlig haard at trykke,
- Stivt hun strittede en Stund,
- Fik dog en Ulykke;
- Ja, alt med fuldgodt et Sværd,
- Uden Folk i Følge,
- Grændels Moder slog jeg der,
- Da kom Gift i Bølge.
- Haardt det holdt, dog godt jeg slap,
- Havde Aar tilbage;
- Godt betalt af Drot uknap
- Blev og min Umage;
- Ei fordi jeg søgte Løn
- Paa min Kæmpebane,
- Men for rund var Halvdans Søn
- Efter gammel Vane.
- Hvad mig Dannerlongen gav
- Med den bedste Vilje,
- Med mig stævned over Hav
- Hid paa Snekketilje;
- Til din Tjeneste, min Drot!
- Er de Gaver skiønne,
- Med din Naade, veed jeg godt,
- Du mig vil belønne;
- Jeg kun er paa Frænder rig,
- Higelak, min Herre!
- Som Paarørende ad dig,
- Ellers Faa har færre.”
- Nu paa Gothe-Heltens Bud
- Hurtig kom tilsyne
- Først en Kæmpehat saa prud,
- Hjelm med Bassetryne;
- Stadselig var den og stærk,
- Det skal Ingen nægte.
- Med den Sværd og Brynjesærk
- Fulgte, som var ægte.
- Med den prude Vaabendragt
- Skulde Ordkvad Følge,
- Helten hvad ham var paalagt
- Vilde ei fordølge,
- Og Hans egne Ord jeg vil
- Trolig eftersige:
- „Den har hørt Kong Hjørgar til,
- Drot i Skjoldung-Rige;
- Han den ei for Løn og Bøn
- Vilde Hjørvard skiænke,
- Som dog var Hans egen Søn,
- Det er at betænke;
- Tag dog (sagde Daners Drot)
- Tag du den og brug den godt!”
- Med den Rustning, rar at faae,
- (Har jeg ladt mig sige,)
- Fire Hopper abildgraa
- Fulgte her tillige.
- Gothe-Kongen Higelak
- Gaverne fuldskiære
- Tog med Lyst og tog med Tak,
- Saa det bør at være;
- Aldrig kan en Kæmpe gæv
- Slægt og Venner svige,
- Fiende værst er Frænde-Ræv,
- Afskum og tillige;
- Derimod de Frænder to:
- Higelak og Helten,
- Var som Guld Hinanden troe,
- Ædlinger af Vælgten.
- Dronning Hygd den Kæmpe stærk
- Glemte ingenlunde,
- Guldsmedkunstens Mesterværk
- Det bevise kunde;
- Hentet var det udenlands,
- Skiænket af Væltove,
- Og forhøied Barmens Glands
- Nu paany til Hove;
- Dermed Heske tre, ved Navn
- Svane, Sadelprud og Ravn,
- Fulgte over Vove.
- Saa den Helt, med Løvemod
- Og med Bjørnekræfter,
- Viiste, at han vennegod
- Ogsaa var derefter;
- Styrke fremfor alle Mænd
- Gud ham gav i Naade,
- Men sagtmodig han med den
- Immer holdt til Raade;
- Ærekiær, han Vreden dog
- Vidste godt at dæmpe:
- Aldrig over Bord han slog
- Nogen drukken Kæmpe.
- Gotherne for ingen Ting
- Længe Helten regned,
- Kongen ham i Kæmpering
- Daarlig kun begegned,
- For et Drog man saae ham an,
- For en Fæt i Ætten;
- Men den ærekiære Mund
- Visked af sig Pletten,
- Fik for al sin Vaande Bod,
- Havde nu den Ære,
- At sin Faders Værge lod
- Higelak indbære,
- Gav dermed sin Frænde kiær,
- Hvad i alt Hans Rige
- (Det forstaaer sig: iblandt Sværd)
- Spurgte om sin Lige,
- Gav ham Lov at sidde hos,
- Høit i Kongesæde,
- Gav ham Hjem og Jordegods,
- Herredom med Glæde.
- Saa sin Konge Bjovulv næst
- Blev i alle Dele,
- Han, hvem Lykken undte bedst,
- Siden fik det Hele;
- Det var Bjovulv, som med Tak
- Tog, hvad ham blev givet,
- Og holdt halvt med Higelak,
- Til han misted Livet;
- Var for Hardred Kongesøn
- Saa den bedste Støtte,
- Indtil han, om Hagen grøn,
- Sig paa Val forblødte. **)
- Det var Svensken, nu som før,
- Under Skilfing-Stammen,
- Der hos Granderne i Nør
- Tændte Ustyrs-Flammen;
- De som Seierherrer stod
- Over Konge-Liget,
- Traadte haanlig under Fod
- Hele Gothe-Riget.
- Bjovulv dog det Hovedslag
- Giengjaldt med et andet,
- Hævned Gothens Nederlag,
- Redded Fædrelandet.
Noter
*) At her fattes noget, er godt at see; og det maa, iblandt andet, være en Overgang, som siger, at Hæreds Datter havde ikke saadant et Ord paa sig, som Offas Dronning, om hvem dette Brudstykke handler.
**) Higelaks Søn, der, som Barn, blev Hans Eftermand under Bjovulvs Formynderskab.