Forskjell mellom versjoner av «Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 13.Sang»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
 
Linje 662: Linje 662:
 
[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 
[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 
[[Kategori:Tekster på dansk]]
 
[[Kategori:Tekster på dansk]]
 +
[[Kategori:Angelsaksiske kilder]]
 
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
 
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
 
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
 
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]

Nåværende revisjon fra 16. apr. 2019 kl. 15:54

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Trettende Sang

Bjovulvs Hjemkomst, Offas Dronning Drude og Maglebarderne i Danmark.


Nu Bjovulv gik, den Helt saa klar,
Med stolte Kæmpe-Drenge
Og med Foræring dyrebar,
Alt over Mark og Enge;
Opsadlet var paa Bølgen blaa
En Ganger for den Kiække,
Hvor under Ø fortøiet laae
Hans gode Orlogssnekke.
Alt som nu gik til Stranden ned
Det Tog fra Høielofte,
Kong Hrodgar for sin Gavmildhed
Fik Lov og Tak fuldofte.
Den Herre som et Kongespeil
Og skinned i sin Vælde,
Indtil ham Kræfterne slog feil
I Kamp med Aar og Ælde.
 
Til Stranden kom den Kæmpetrop
I Ringebrynjer klare,
Hvad han vel saae fra Klintetop,
Som tog paa Kysten vare,
Men blev derfor stet ikke vred,
Han vidste, hvad de vilde,
I Møde han de Bolde reed
Med Venneord saa milde:
„I stunde nu, (saa meldte han,)
Til Hjemmet nok med Ære,
Og Væder-Folket over Strand,
Velkomne skal I være.”
 
Hvor Snekken vipped under Land,
For Ankertov og Fæste,
Den ladet blev med Guld paa Stand,
Med Kæmpetøi og Heste.
Et guldprudt Sværd fik han til Skiænk,
Som tog paa Snekken vare,
Saa mere glimrende paa Bænk
Han sad i Kæmpeskare.
Det var nu Gothe-Heltens Lyst
At kløve steilen Bølge,
Thi stævned ud fra Danmarks Kyst
Han med sit Kæmpefølge;
Alt over Hrodgars Skiænk man saae
I Midten Masten kneise,
Og ei nu tøved Seil i Raa
De Orlogsmænd at heise.
Vel Vinden brat i Seilet tog,
Saa Planker maatte knage,
Men sinkede paa Reisen dog
Ei blev de Kæmper strage:
Nei, skummende som Bølge hvid,
Den Havhest god, de aatte,
Hver Brænding høi, hver Bølge strid,
Med haarden Hov nedtraadte,
Ja, foer med dem afsted saa svindt,
At snart med Fryd opdaged
De Gothe-Landets kiære Klint,
Hvor op i Sky den raged.
Ei tog af Mærkerne de feil,
De var paa kiendte Veie,
Men styred ind for fulde Seil
Til Hjemmets Bryggeleie.
 
Ei uventet kom de dog;
Længe alt tilstæde,
Havnefogeden modtog
Heltene med Glæde;
Skib og Seil han paa en Prik
Kiendte i det Fjerne,
Vennerne til Haande gik
Hurtig han og gierne
Gjorde al sin Flid med saa
Snekken at fortøie,
At for Storme tryg den laae,
Som for Bølger Høie.
 
Nu paa Timen kom i Land
Ladningen saa fager,
Adels-Føring over Strand,
Guld og gode Sager.
Kæmperne, med gode Kaar
Og med gyldent Eie,
Giæste vilde Kongens Gaard,
Var og godt paa Veie:
Hrædlingen, Kong Higelak,
Herlig med sit Følge
Thronede i sit Gemak
Tæt ved Kyst og Bølge,
Havde sig en Borg saa prud
Der til Kongesæde
Favnede sin unge Brud
Der med Lyst og Glæde;
Det var Hygd, den Liljevaand,
Som i Ungdoms Dage
Gav Kong Higelak sin Haand,
Drog den ei tilbage.
Hæreds Datter Dronning ny
Var vel under Bue,
Havde dog for Rundhed Ry
Alt i Borgestue*)
 
* * *
 
Om den Franke-Dronning bold,
Drude, er at melde,
At da med et Rovdyr vildt
Hun var stædt i Fare,
Hun dog maged det saa snildt,
At det faldt i Snare;
Og da det var lagt i Baand
Inden fire Vægge,
Faldt det for en Kvindehaand
Under skarpe Egge.
Kvindelig en saadan Id
Er vel ei at nævne,
Om end Drude i sin Tid
Havde dertil Evne,
Da i Stikken slemt hun ladt
Var af Følgesvende,
Gjorde derved saa forhadt
Sig hos Hemmings Frænde,
At af ham paa hendes Bag
Det blev foregivet:
Hun sin Husbond uden Sag
Tragted efter Livet.
Andre lydt dog over Bord
Turde ham modsige,
Sagde hende fri for Mord
Og for Nid tillige.
Siden over Floden guul
Hun som Rosensblommen
Svømmede i Snekke huul,
Var i Hall velkommen,
Fulgte smukt sin Faders Bud,
Som det bør at være,
Klædte, som Kong Offas Brud,
Dronningstol med Ære,
Leved med sin Ægtemand
Saa i Fryd og Gammen,
Som da ogsaa hun og han
Passed yndig sammen;
Thi om Land, fra Hav til Hav,
Det er sandt at sige:
Alle Munde Offa gav
Prisen uden Lige;
Som i Krig, saa og i Fred,
Mellem Drotter alle
Han i Daad og Gavmildhed
Ypperst var at kalde.
Han og styred Folk og Land
Viselig til Enden,
Mens vel Tunge holdt for Tand
Gomer Garmunds-Frænden.
 
Høvdingen, med Staal i Bryst
Og med Kæmpefølge,
Fort nu gik i Sand paa Kyst,
Langs med klaren Bølge;
Solen alt fra Sønderleed
Straaled høit paa Bue,
Kraftelig og fremad skreed
Kæmperne paa Tue,
Kom saa til det Høie Slot,
Hørte, at derinde
Frisk og vel den unge Drot
Sad med Huusgesinde;
Ja, at han, hvem Ongenthjov
Bukked for paa Valen,
Skifted med fuldgodt et Lov
Sølv og Guld i Salen.
 
Higelak det blev nu meldt,
Hvor han sad, saa sage:
„Kommet er den gæve Helt,
Bjovulv, nu tilbage!
Frank og fri den Skjoldmand gaaer
Op ad Borgegyde,
Kommer vist med gode Kaar,
Uden Lak og Lyde.”
 
Plads da brat, paa Kongens Ord,
Gjordes for de Kiære,
De i Hall ved breden Bord
Bænkedes med Ære;
Frænde her sad Frænde næst,
Ikke uden Føie,
Kongen hilsed paa sin Giæst
Kiønt i Toner Høie;
Dronningen, den Rosenvaand,
Saae man sig nu skynde,
Bægeret i Vennehaand
Rakte hun med Ynde;
Det var Hæreds Datter fiin,
Hun til Kæmper kiære
Trindt i Hallen Mjød og Viin
Skiænkede med Ære.
 
Høit i fyrsteligt Gemak
Spørgsmaal over Borde
Vennesæl Kong Higelak
Nu til Helten gjorde;
Hvordan Gothen tured om,
Det gad han nok vide,
Derfor til den Høvding from
Sagde han med Blide:
„Hvordan gik det, Bjovulv kiær!
Dig med Kæmpefølge,
Paa din stoute Herrefærd
Over salten Bølge?
Kiæk hendrog med Kamp i Hu
Du til Hjorte-Borgen:
Ventelig fik Hrodgar nu,
Bod for Hjertesorgen!
Stor saa var min Sindsuro,
Til dit Vovestykke
Havde jeg slet ingen Tro,
Aned kun Ulykke;
Derfor gjorde jeg min Flid,
Bad dig tit og længe,
At du i den Troldestrid
Ei dig skulde mænge,
Lade Heller Dannemænd,
Som de kunde mægte,
For den prude Skjoldung-Ven
Selv mod Grændel fægte;
Sorrigfuld jeg sad enstund
I min Borgestue,
Gud skee Lov, jeg frisk og sund
Atter dig mon skue!”
 
Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn,
Saa tog han til Orde:
„Ord der ganger, ei i Løn,
Af, hvad Godt jeg gjorde,
Da fuldgram i Danevang
Styrke med mig prøved
Grændel, som saa mangen Gang
Skjoldunger bedrøved,
Piinte dem, saa de det vel
Mindes alle Dage:
Jeg ham gjorde Ret og Skiel
For den Landeplage,
Saa at hver Uvætte leed,
Hver den Skovtrolds Frænde,
Gyse for det Davrebeed
Skal til Verdens Ende!
 
Baaret over Bølgen sval,
Uden Tid at spilde,
Giæsted jeg i Kongesal
Daners Drot hin milde:
Plads mig gav den Herre bold,
Der han fik at vide,
Hvad jeg førte i mit Skjold,
Ved sin Arvings Side.
Det jeg og bekiende maa.
Der var Lyst og Glæde,
Saa jeg Magen aldrig saae,
Hvor jeg gik til Sæde,
Skued indtil denne Dag
Under Himlens Bue
Neppe sligt et Vennelag
I en Borgestue.
Med et Folkemoder-Blik,
Som er rart at finde,
Stundom trindt i Salen gik
Daners Kongekvinde;
Skiænket blev den klare Viin,
Skiftet gyldne Skatte,
For igien den Dronning fiin
Sig til Sæde satte.
 
Datteren, den Liljevaand,
Gjorde veltilmode
Stundom og med Skiænk i Haand
Heltene tilgode;
Da om Freyvor over Bord
Faldt der mærkelige Ord
Mellem Kæmper gæve.
 
Guldrund var den Mø saa skiøn
Mellem Kæmper strage,
Fæstet var til Frodes Søn
Hun i Ungdoms Dage;
Skjoldung-Drotten og Hans Mænd
Af en gammel Fiende
Haabed sig en fuldtro Ven
Paa den Viis at vinde.
Sjelden dog en liden Stund
Efter Birtingsbadet
Kiærlighed af Hjertens Grund
Kan udslukke Hadet;
Er end Bruden nok saa skiøn,
Let dog brister Freden,
Sværdet selv til Vaabendøn
Farer ud af Skeden.
Det man saae paa Hrodgars Borg,
Som saa tit i Verden:
Bryllupsglæden blev til Sorg
Under Jordefærden.
Maglebarders Vikingtrop,
Mangen en forvoven Krop,
Stævned did fra Valen;
Ungersvenden Haand i Haand
Med den danske Liljevaand
Gik igiennem Salen;
Derved klirred Troppens Sværd,
Thi bevæbnet var Enhver
I den Vikingskare,
Til i Hallen de med Fals
Spillede paa deres Hals,
Gav sig selv i Fare.
Maglebarders Oldermand,
Ulvegram i Sinde,
Holdt for Tunge meer ei Tand,
Droges grandt til Minde,
Hvad der, til Hans Haar blev hvidt,
Havde sig begivet,
Hvor hinanden man saa tit
Modig gik paa Livet;
Suur han sad ved Drikkebord,
Skottende med Øie,
Og til Sting han sine Ord
Vidste vel at føie;
Ungersvenden Ingels Hu
Vilde han udspeide,
Vække, hvad der skumred nu:
Folketvist og Feide.
„Kiender du, min unge Ven!
(Sagde han bedrøvet,)
Sværdet, som ved Faderlænd
Kæmpedaad har øvet?
Kiender du det Sværd, han svang
Over Brynjesærke,
Da han kløved sidste Gang
Hjelme under Mærke.
Hvor han sank paa Valen træt
For de danske Vaaben?
Marken, efter Kæmpeslæt,
Skjoldunger stod aaben;
Og kun de, som den beholdt,
Kunde Valen rane;
Over Gulv nu ganger stolt,
Søn ei veed, hvis Bane:
Kryende af Daaden sig,
Bærer han, som Bytte,
Hvad nedarvet burde dig
Følge og beskytte!”
 
Saa med dolkehvasse Ord
Minded han og maned,
Til det unge Blod opfoer,
Selv sin Helvei baned;
Thi det kølned i Hans Bryst
Kvinde-Kiærligheden,
Han kun hørte Blodets Røst,
Troløs brød han Freden;
Brudte blev nu Ord og Eed
Brat paa begge Sider,
Ingel selv i Græsset beed;
Og til alle Tider
Giæsterne i Hrodgars Hall
For den Svig mod Daner
Falske Venner nævnes skal,
Troløse Kompaner,
Ikke mindst den gamle Knark,
Som gik mellem Træ og Bark,
Slap dog selv heelskindet.
 
Dog, paa Tale Grændel nu
Maa igien jeg føre.
For at, Guldring-Skifter! du
Ret kan faae at høre,
Hvordan siden han og jeg
Tumled os i Vangen.
Dengang ad sin Kongevei
Solen var nedgangen,
Folkeæderen vor Giæst
Blev, før næste Morgen,
Hvor vi, som vi kunde bedst,
Bænked os i Borgen.
Handske her den lede Trold
Nærmest laae for Haanden,
I Hans Kløer den Kæmpe bold
Faldt og opgav Aanden;
Ja, det blev Hans tunge Kaar,
Trolden godt at smage,
Grændel ham med Hud og Haar
Aad i Hall saa sage.
Det var Kæmpers Avindsmand,
Som fik Blod paa Tænder,
Gange ud nu vilde han
Ei med tomme Hænder;
Prøve Kræfter vilde snu
Træringen den gamle,
Gav sig med en Vante nu
Derfor til at famle,
Gjort den var af Drageskind,
Efter Djævles Hjernespind
Mesterlig opfundet;
Han med mangt et listigt Træk
Vilde med mig spillet Giæk,
Hvis han havde kunnet;
Men det siger jeg forsand,
Kæmpeven hin gode!
Alt Hans Anslag blev til Vand,
Da jeg kom paa Fode.
Dog, jeg gider ei fortalt,
Hvordan jeg giengiældte
Stykkeviis den Kieltring alt,
Hvad han laante Helte;
Nok er det, min Drot! jeg bold
Værged dine Svende;
Og, hvorvel den feige Trold
Smutted mig af Hænde,
Løbe fra sin høire Haand
Maatte dog den Fule,
Fandt og for sig Dødens Baand
I sin Røverkule.
 
Skjoldung-Drotten vennehuld,
For den Dyst i Vange
Lønned mig med røden Guld,
Kostbarheder mange,
Dengang efter sorten Nat
Kom den lyse Morgen,
Og til Bords sig havde sat
Gildesfolk i Borgen.
Tro mig, det gik lystig til
Samme Dag i Salen!
Der var Sang, og der var Spil,
Gammensfuld var Talen;
Skjoldungen med hvide Haar,
Efter gammel Vane,
Meget, lært i mange Aar,
Bragte nu paa Bane:
Snart med liflig Harpeklang
Han os vederkvæged,
Snart med sanddru Kvidesang
Hjerter han bevæged;
Snart af Drotten, rig paa Alt,
Giæstmild uden Mage,
Flydende os blev fortalt
Sælsom Skiemtesage;
Snart den Heltegubbe hvid,
Vaklende af Ælde,
Kom ihu sin Ungdomstid
Og sin Kæmpevælde;
Graa ei blot, men klog af Aar,
Tale viis han førte,
Mindet dog om Ungdoms Vaar
Inderlig ham rørte.
 
Saa fordrev vi Dagen der,
Lod os Mjøden smage,
Indtil med sin Skyggehær
Natten kom tilbage;
Længe da det vared ei,
Før et nyt Uhyre
Gav til Hallen sig paa Vei,
Harm og Hevn at styre:
Det var Moderen til ham,
Som for sin Umage
Fik af Gothen Last og Skam,
Kom derved af Dage.
Harm nu hævnede den Mær,
Foer ei frem med Læmpe,
Kom til Hallen, langed der
Brat en ædel Kæmpe;
Gammel var den Helt og graa,
Æsker man ham kaldte,
Kyndig og han var som Faa,
Hexen dog ham kvalte;
Kun forgiæves om Hans Lig
Ledte næste Morgen
Daner med al Flid og Fig,
Det fordobled Sorgen;
Ei det hjalp, i Favnemaal
Vedd at sammenbære,
Bænkes kunde ei paa Baal
Ædlingen med Ære;
Hexen hjem den Kæmpe kiær
Isnet maatte følge,
Og med hende synke der
Dybt i Luebølge.
 
Mest af Alt gik dette Mord
Daners Drot til Hjerte,
Høit og dyrt han mig besvor,
Undertrykt af Smerte,
Kiæk at vove, Folk til Gavn,
Liv og Kæmpekræfter,
Virke Daad i Dybets Favn
Og faae Løn derefter.
Gjort som sagt: min Kæmpegang
Drages Folk til Minde,
I det varme Bad jeg sprang,
Fandt den fule Kvinde
Lurende paa Bølgebund,
Farlig haard at trykke,
Stivt hun strittede en Stund,
Fik dog en Ulykke;
Ja, alt med fuldgodt et Sværd,
Uden Folk i Følge,
Grændels Moder slog jeg der,
Da kom Gift i Bølge.
Haardt det holdt, dog godt jeg slap,
Havde Aar tilbage;
Godt betalt af Drot uknap
Blev og min Umage;
Ei fordi jeg søgte Løn
Paa min Kæmpebane,
Men for rund var Halvdans Søn
Efter gammel Vane.
Hvad mig Dannerlongen gav
Med den bedste Vilje,
Med mig stævned over Hav
Hid paa Snekketilje;
Til din Tjeneste, min Drot!
Er de Gaver skiønne,
Med din Naade, veed jeg godt,
Du mig vil belønne;
Jeg kun er paa Frænder rig,
Higelak, min Herre!
Som Paarørende ad dig,
Ellers Faa har færre.”
 
Nu paa Gothe-Heltens Bud
Hurtig kom tilsyne
Først en Kæmpehat saa prud,
Hjelm med Bassetryne;
Stadselig var den og stærk,
Det skal Ingen nægte.
Med den Sværd og Brynjesærk
Fulgte, som var ægte.
Med den prude Vaabendragt
Skulde Ordkvad Følge,
Helten hvad ham var paalagt
Vilde ei fordølge,
Og Hans egne Ord jeg vil
Trolig eftersige:
„Den har hørt Kong Hjørgar til,
Drot i Skjoldung-Rige;
Han den ei for Løn og Bøn
Vilde Hjørvard skiænke,
Som dog var Hans egen Søn,
Det er at betænke;
Tag dog (sagde Daners Drot)
Tag du den og brug den godt!”
Med den Rustning, rar at faae,
(Har jeg ladt mig sige,)
Fire Hopper abildgraa
Fulgte her tillige.
Gothe-Kongen Higelak
Gaverne fuldskiære
Tog med Lyst og tog med Tak,
Saa det bør at være;
Aldrig kan en Kæmpe gæv
Slægt og Venner svige,
Fiende værst er Frænde-Ræv,
Afskum og tillige;
Derimod de Frænder to:
Higelak og Helten,
Var som Guld Hinanden troe,
Ædlinger af Vælgten.
 
Dronning Hygd den Kæmpe stærk
Glemte ingenlunde,
Guldsmedkunstens Mesterværk
Det bevise kunde;
Hentet var det udenlands,
Skiænket af Væltove,
Og forhøied Barmens Glands
Nu paany til Hove;
Dermed Heske tre, ved Navn
Svane, Sadelprud og Ravn,
Fulgte over Vove.
 
Saa den Helt, med Løvemod
Og med Bjørnekræfter,
Viiste, at han vennegod
Ogsaa var derefter;
Styrke fremfor alle Mænd
Gud ham gav i Naade,
Men sagtmodig han med den
Immer holdt til Raade;
Ærekiær, han Vreden dog
Vidste godt at dæmpe:
Aldrig over Bord han slog
Nogen drukken Kæmpe.
Gotherne for ingen Ting
Længe Helten regned,
Kongen ham i Kæmpering
Daarlig kun begegned,
For et Drog man saae ham an,
For en Fæt i Ætten;
Men den ærekiære Mund
Visked af sig Pletten,
Fik for al sin Vaande Bod,
Havde nu den Ære,
At sin Faders Værge lod
Higelak indbære,
Gav dermed sin Frænde kiær,
Hvad i alt Hans Rige
(Det forstaaer sig: iblandt Sværd)
Spurgte om sin Lige,
Gav ham Lov at sidde hos,
Høit i Kongesæde,
Gav ham Hjem og Jordegods,
Herredom med Glæde.
Saa sin Konge Bjovulv næst
Blev i alle Dele,
Han, hvem Lykken undte bedst,
Siden fik det Hele;
Det var Bjovulv, som med Tak
Tog, hvad ham blev givet,
Og holdt halvt med Higelak,
Til han misted Livet;
Var for Hardred Kongesøn
Saa den bedste Støtte,
Indtil han, om Hagen grøn,
Sig paa Val forblødte. **)
Det var Svensken, nu som før,
Under Skilfing-Stammen,
Der hos Granderne i Nør
Tændte Ustyrs-Flammen;
De som Seierherrer stod
Over Konge-Liget,
Traadte haanlig under Fod
Hele Gothe-Riget.
Bjovulv dog det Hovedslag
Giengjaldt med et andet,
Hævned Gothens Nederlag,
Redded Fædrelandet.


Noter
*) At her fattes noget, er godt at see; og det maa, iblandt andet, være en Overgang, som siger, at Hæreds Datter havde ikke saadant et Ord paa sig, som Offas Dronning, om hvem dette Brudstykke handler.
**) Higelaks Søn, der, som Barn, blev Hans Eftermand under Bjovulvs Formynderskab.