Bjovulfs kamp med Grendel

Velg språk	Gl. engelsk	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulf

oversat af
Adolf Hansen

Bjovulfs kamp med Grendel

Indledning

 

1-11

Om spyd-daners færd i fortids dage,

om dåd og bedrift, af drotterne øvet,

om ædlingers sejrsry sagn har vi hørt!

Ofte Skjold Skefing drev skarevis fjendernes

myldrende flokke fra mjødsalens bænke

og slog dem med jammer. Som hjælpeløst barn

blev først han fundet, men fanged så lykke

og voksed i hæder og ry under himlen,

så alle de folk, der fjernt over hval-vejen

rundt om leved, lyde ham måtte

og skat ham give: godt var hans styre!

 

12-25

Ham blev siden en søn der født,

ung i gårde; Gud havde sendt ham

folket til glæde, - thi grant han så

den hårde ve-tid, som herskerløse

længe de døjed; og livets drot,

al herligheds herre, ham hæder forundte:

Bjovulfs ry bredte sig vidt,

hin søn af Skjold, i Skandia-lande.

Glad skal den unge gaver skænke,

frit øve godt i sin faders hus,

så fluks, når han ældes, og fejdetid kommer,

stalbroder-flokken til stævne møder

og høvdingen følger: ved hæderfuld dåd

hver mand i hvert land fanger lykke og trivsel.

 

26-52

Kong Skjold i den skæbne-beskikkede stund

drog heden, helten, i Herrens vold.

Så bar de ham bort til bølgernes strøm,

hans samfæller tro, som han selv havde budt,

mens end hans tunge var talen mægtig,

skjoldunge-fyrsten, den folkekære.

Rede i havn lå den ringklædte snekke,

ædlingens fartøj, med isblank stavn;

og de lagde den vennefro, vidtkendte drot,

guldringenes giver, på gyngende skude

ved ranken mast; og rige skatte,

fjernt fra hentet, lå hobet omkring:

ej hørte jeg skib være skønnere prydet

med herlige våben og hærklæders pragt,

med brynjer og sværd; om han bryst var der lagt

et mylder af smykker, som med skulle drage

i vovernes vold vidt over hav.

Ej rusted de ham med ringere gaver

og dynger af skatte, end de havde gjort,

der først havde sendt ham fjernt fra strand

som et ensomt barn over bølgerne blå.

End satte de højt ved hans hoved et gyldent

banner og lod ham på bølgen udbæres

på det dybe hav, hjertensbedrøvede,

med sorrigfuld hu. Ingen under himlen,

ingen hirdmand i sal kan sige for sand,

hvem der efter farten fik fragten i eje.

 

Bjovulfs kamp med Grendel I.

 

53-63

Kendt blandt kæmper, på kongsborgen Bjovulf,

skjoldungen leved i lange tider,

elsket af folket; hans fader drog heden,

bort fra sit bo; men barn ham fødtes

i højen Halfdan, der hersked med ry

i de skridende år over skjoldunge-folket.

Ham, folkenes fyrste, fødtes til verden

fire børn ifølge og rad:

Hjorgar og Hrodgar og Helge, den gæve,

og om Elan jeg hørte, hun som blev Anganthjovs,

den krigeriske skjoldungs, kærlige mage.

 

64-85

Kamplykke undtes den kække Hrodgar,

ære i strid, så alle hans frænder

lød ham med lyst, og lempelig øgtes

ung-hird og hær. I hu det så randt ham

en våning med viden væg at bygge,

en mægtig mjødsal af mere pragt,

end tidens børn havde tænkt eller spurgt, -

og der ville gavmildt han give alt,

hvad Gud havde skænkt ham, til gammel og ung, -

alt, uden magt over mænd og rige.

Bud - har jeg hørt - blev båret vidt

over jord til fjerne folk, at huset

skønt skulle smykkes; og snart stod rede,

da stunden var inde, den største hal,

der fandtes på jord; og "Hjorthal" den nævntes

af fyrsten, hvis ord i det fjerne gjaldt.

Her skænked han skinnende skatte og ringe:

han holdt sit løfte. Og hallen knejste

gavlbred og høj; - men hærges den skulle

af lysende luer, - dog længe det vared,

før fjendskab blandt frænder fik følge af had,

af vold og af sværdkamp og vildene strid.

 

86-98

En mulmkær ånd, som i mørket dvæled,

kun tålte med harmfuld hu en stund,

at døgn efter døgn han drønende jubel

fra hallen hørte, hvor harpen klang,

og sangeren kvad; sagn kendte skjalden

fra ældgamle tider om menneskers udspring:

at Almagtens Drot havde dannet jorden,

den lysfagre vang, af vover ombæltet,

at sejrsstærk han satte solens og månens

fakler som lys for landenes folk

og smykked med grene og grønnende blade

jorderigs egne, - og alle de slægter,

som levende myldrer, livet han gav.

 

99-114

Så leved i gammen og glæde de kæmper,

til en ånd med fjendsk og ondsindet færd

begyndte at øve sin udåd i hallen:

Grendel nævntes den grufulde gæst;

langs yderste skel han skulende lusked

og dvæled i dyndkær og dybe moser;

på troldegrund sneg han usalig sig om,

forskudt og forvist af skaberens vrede.

Med død og fordærv slog Drotten, den evige,

Kains afkom, da Abel han vog:

han fanged ej fryd af sin fejde; men Herren

fra mennesker bort for hans brøde ham jog.

Fra ham udsprang alle onde slægter,

riser og alfer og udyr i havet,

thurser og jætter, som trodsede Gud

i lange stunder, til straffen dem ramte.

 

Bjovulfs kamp med Grendel II.

 

115-125

I natmulmet lusked den lede at spejde,

hvordan i den høje hal efter gildet

ring-danerne havde til rette sig lagt.

Så fandt han de ædlingers flok derinde

i søvn efter sviren; ej sorg de fornam,

ej kummer og kvide. Og kval-forvolderen,

grisk og grådig og glubsk i færd,

straks var rede og rev fra lejet

tredive helte og hasted så bort,

jublende højt ved det herlige bytte,

farende hjem med sin favn fuld af døde.

 

126-143

Da blev ved dæmrende dagnings-tide

Grendels kampstyrke kundbar for alle:

Gråd og jammer ved gry der lød

over uhyrets udåd. Ædlingen god,

den vidtkendte drot, våned sig dybt

med kummer i sind over kæmpernes tab,

da hæslige spor i hallen var set

af troldens trin, - for tung at bære

tyktes ham kvalen. Og kort var kun fristen;

thi næste nat på ny han øved

argere morddåd med urørt sind;

drabsfærd og ondskab: til dem stod hans hu.

Da lå man helt mange, som søgte sig leje,

bedre og sikrere, borte fra hallen,

i borggårdens kamre; thi kendt var for alle

ved tydeligt spor troldkæmpens had

og voldsfærd blevet; og hver, der var sluppet,

for fjendens tag, fjernt nu holdt sig.

 

144-169

Så rased og kæmped, mod ret og lov,

den ene mod alle, til øde huset,

det stolte stod. Og mens stunderne skred,

i tolv vintres tid han tungt måtte døje,

skjoldung-folkets ven, både vånde og kval

og bitreste smerte; - og snart blev det kendt

ved kvidefuld sang, der sørgeligt klang,

blandt menneskens børn, at i måneder lange

og år efter år den onde Grendel

mod Hrodgar stred i ustandseligt nag

og argeste fjendskab; og ikke for gods

han ville sin drabsfærd mod danerne standse

og ikke sit had mod hirden tæmme

og unødigt var det for høvdinger vise

at vente sig bod af den blodgriske morder.

Den dødssvangre skygge, den skumle vætte,

jog og slog både jarl og svend;

i sorteste mulm han snigende lured

i dampende sumpe; men sikkert ved ingen,

hvor Helved-ånderne huser og færdes.

Og mangefold mén hin menneskens fjende,

hin grufulde ensomme, øved bestandig

i nid og nag; når natmulmet ruged,

hans gang var i Hjorthals guldsmykte sal.

Dog betrådte ej trolden den gyldne trone;

det hindrede Herren, som han ej kendte.

 

170-188

Og skjoldung-folkets ven sad i vånde og ve

og svidende smerte. I samråd tit

blev drøftet af mægtige, dådstærke mænd,

hvad bedst ville kæmperne både og hjælpe

mod al den rædsel der rugende trued.

I gude-lundene loved de stundom

offer at bringe, og bønner de bad,

at deres afgud, sjæle-øderen,

ville dem frelse fra folke-våden.

I hedninge-håb mod Helved de vendte

tanke og hu; ej Herren de kendte,

ej dommeren over al dåd og dont, -

ej priste de herlighedsrigets hersker,

himlenes værn. Ve den mand,

der styrter sin sjæl ved stivsindet had

i flammernes favn, uden frelse og trøst,

i evindelig vånde! Vel den mand,

der efter døds-dagen kan drage til Gud

og i Faderens favn mod freden hige!

 

Bjovulfs kamp med Grendel III.

 

189-193

Halfdans søn over sorgen ruged

årle og silde; ej evned den snilde

at bøde smerten; for bitter at bære

tyktes ham kvalen, der tyngede folket,

den nagende nød, den natlige jammer.

 

194-209

Da hørte en hirdmand i Hugleiks kongsgård,

en geate gæv, om Grendels ufærd:

han var blandt mennesker mægtigst i styrke

i hine stunder under himlens hvælv,

af ædelig byrd. Så bød han at ruste

sin gode bølge-ganger; gæste han ville

ad svanernes vej den vidtkendte kampdrot,

som havde trang til mænd i sin trængsel.

Ej blev hans dåd af hirden dadlet,

skønt højt de ham elsked; de ægged ham til færden,

den gæve og gav ham kun gunstige varsler.

Af geaternes stamme den stærke helt

kåred de kækkeste kæmper, han evned

blandt folket at finde: selv femtende drog han

som søkyndig fører af flokken did,

hvor landgrænsen slap, og hvor snekken vented.

 

210-216

Stunderne skred. På bølgen gynged skibet

under ludende klint. Klædte i brynjer

gik heltene om bord, og strømbølgen brød sig

kruset imod kysten. Kæmperne lagde

skinnende brynjer på skudens barm,

de skønneste hærklæder - og skød så til havs,

frejdig til færden, det fastbygte skrog.

 

217-228

Så gled over bølgen med gunstig bør

skumhalset snekke, snar som en fugl. -

Vel i et døgnstid drog over havet

den bugede skibsstavn, brydende bølgen, -

så øjnede de farende forude land,

skinnende brinker og bratte skrænter

og mægtige næsser: målet var nået

og søfarten endt. Snelt fra snekken

vedernes flok satte fod på land

og bandt deres hav-træ; og mens brynjerne klirred,

de fagre hærklæder, takked de Herren,

at farten var lempelig leden over bølge.

 

229-233

Da skued fra skrænten de skjoldungers vagt,

som strandklinten vogted og bredden værned,

at blinkende skjolde og skinnende hærklæder

bar de over gangbræt; da brandt han i sinde

efter fluks at kende, hvem kæmperne var.

 

234-255

Til stranden han styred på stand sin ganger,

hin Hrodgars kæmpe, og kraftigt i hånd

svang han sit spydskaft og spurgte sålunde:

"Hvem er vel I, våbenklædte mænd,

med brynjer om bryst, som ad bølgernes vej

hid over havet den høje skibskøl

dristigt har bragt, mens her på bredden

ved vovernes grænse vagt jeg holdt,

at ingen fjende med fejdende skibshær

i danernes land skulle lovløst hærge?

Mer åbent end I kom aldrig hid

skjoldførende folk; feltråb og løsen

var ukendt for eder, og uden orlov

I stævned til stranden. Men større jarl

end ham der blandt eder jeg aldrig skued,

i raslende rustning og rige våben;

ædel er hans byrd, hvis af åsyn og holdning

sandt kan sluttes. Men sige mig må I

herkomst og hjem; før her fra kysten

I frit får fare og forske i danernes

rige og land. I langtfra kommende,

havbølgen pløjede, hør nu min jævne

mening: Nu melde I må, hvor I kom fra -

ej er det slet med sligt at haste."

 

Bjovulfs kamp med Grendel IV.

 

258-285

Frejdigt ham flokkens fører svared,

den ældste iblandt dem, og åbned for ordskatten:

"Geater er vi af æt og byrd,

og Hugleik, drotten, som hirdmænd vi tjener.

Min fader var fjernt blandt folkene kendt,

en ædelig høvding, og Eggder hed han;

ældet af dage han heden drog

som gammel af gårde; og gerne de rådvise

mænd over jorden mindes ham end. -

Med venlig hu er hid vi stævnet,

at søge din herre, Halfdans søn,

rigets skærmer: så råd os da godt!

Stort er det budskab, vi bringer den herlige

danernes drot, og dølges skal det

visselig ikke. Du ved, om det er,

som vi af sikkert sagn har hørt,

at blandt skjoldunge-folket en skummel fjende,

en lønlig fordærver i dunkle nætter

øver med gru så gram en fejde,

mén og manddrab. Jeg mægter vel Hrodgar

råd at yde med åben hu,

hvordan fyrsten god kan stå fjenden imod,

om dog ende på ulykkens onde kval

måtte drotten times med dulmende trøst,

og sindets sorgbølger svales mildt,

eller tunge trængsels-tider og jammer

han stedse må lide, så længe det står,

det herlige hus på sit høje sted."

 

286-300

Strandvagten mæled fra stridshestens ryg,

hvor rolig han sad. "Ret bør den snilde

kriger skelne, med kyndigt sind

mellem ord og dåd, mellem idræt og tale.

Grant jeg ser, I har godt i sinde

mod skjoldung-folkets drot. Så drag da afsted

med våben og brynjer, - jeg vej skal vise.

Og end vil fluks mine folk jeg byde

at skærme jer skude mod skalk eller fjende,

snekken, der nytjæret nejer ved stranden,

at vogte den sikkert, til sent eller snart

krumhalsede skib over krusede strømme

kan føre vor ven til vedernes land; -

så ædel en kriger forundes det sikkert,

at fri og frels han faren består."

 

301-311

Frem drog skaren; - men skuden lå stille,

bredbuget, stor, bundet med reb,

med grundfæstet anker. En gylden galt,

hærdet i flammer, funklede klart;

skærme jernbuen skulle galten.

Hen over højen hasted den kamplystne

skare af helte, indtil de skued

den glimrende hal, som af guldet lyste.

Herligst af alle under himlens hvælv

knejsed hin højsal, hvor kongen dvæled;

luende lys over landet skød den.

 

312-319

Så viste dem kæmpen de kække daners

funklende våning, at frem de kunne

mod hallen gå; sit hors han vendte,

den mandige kriger, og mæled sålunde:

"Bort må jeg fare; - Almagtens Fader

holde eder frelst ved sin huldrige gunst

i jer færd og jer dåd! Jeg drager til havet,

for vagt imod fjendtlige flokke at holde."

 

Bjovulfs kamp med Grendel V.

 

320-339

Over stenlagte stræde strakte sig vejen

for mændenes skare. Skinnende glitred

de stærke kampsærke, knyttet med snilde,

og ringene rasled, mens rask de skred

i klirrende krigsskrud mod kongsgården hen.

Langs hallens mur de havtrætte mænd

stilled på stand deres stærke skjolde;

på bænk søfarerne satte sig tungt,

så ringbrynjen rasled; og rejste i hob

stod de asketræs-spær, spidse foroven,

med grålig od; ypperlig rustet

i jern var flokken. Fluks en kriger

spurgte de helte om herkomst og hjem:

"Hveden har I ført eders våbensærke grå,

eders guldslagne skjolde og gitrede hjelme

og spydstagers hob? Som hirdmand hos Hrodgar,

kongen, jeg tjener. Kækkere fremmede,

flere i flok, jeg før ej så.

Forvist tør jeg sige, I søgte ej Hrodgar

som fredløse folk, men med fri mænds højsind."

 

340-347

Ham svared på stand den stolte høvding

for vedernes flok; - fast under hjelm,

han sålunde mæled: "Hugleiks mænd

og bordfæller er vi; Bjovulf jeg nævnes.

Villigt vil jeg sige den vidtberømte fyrste,

Halfdans søn, din herre og konge,

mit ærind og bud, hvis han unde os vil

høvisk at hilse på den herlige drot."

 

348-355

Da mæled Ulfgar, vendlernes drot,

velkendt for mange ved mandsmod og visdom

og skønsom færd: "Skjoldung-folkets herre,

danernes ven, den vidtberømte konge,

ringenes giver, vil jeg gerne, som du beder,

spørge, hvad han tænker om dit tog til vor kyst; -

så skal jeg snarlig svaret dig melde,

som ædlingen god agter at give."

 

356-370

Rask gik han did, hvor Hrodgar sad,

gammel og grå, blandt gæve jarler;

frem han skred, til for skuldren han stod

af danernes herre, - thi hovskik han kendte.

Ulfgar mæled til sin elskede drot:

"Fra fjerne steder er stævnet hid

over gyngende bølge geatiske folk;

deres høvding kaldes af krigerskaren

Bjovulf ved navn. Nu beder de høvisk,

o herre, at her i hallen de ord

må skifte med dig; så skænk dem igen

din tale til svar, livsalige Hrodgar!

I våben og rustning de vel synes værd

til ædlingernes agt; og ypperlig vist

er krigernes høvding, der hid dem førte."

 

Bjovulfs kamp med Grendel VI.

 

371-389

Hrodgar, skjoldungfolkets skærmer, mæled:

"Godt har jeg kendt ham, da gut han var.

Eggder nævntes ved navn hans fader;

ham gav kongen Hredel til hustru i hjemmet

sin eneste datter; hans ætling er nu

kommen til min gård, at gæste mig som ven.

De sagde forsand, de søfartsfolk,

som med gaver sejled til geaternes land

på sømmelig vis, at, vidtberømt i kamp,

tredive mands kraft i sit tag han har,

når han griber med hånd. Den hellige Gud,

forvist jeg tror, til vest-daners land

har hid ham ført som frelsende hjælp

mod Grendels gru; - og med gaver jeg lønner

den herlige helt for hans højsind og mod.

Gå nu med il, ind du dem byde,

stalbroder-flokken, i fællig tilsammen;

sig dem, at velkommen hid skal de være

til danernes folk."

 

390-398

[Til døren i hallen Ulfgar tren] og talede til dem:

"Så bød han mig sige, min sejrsstærke herre,

øst-danernes drot, at jer æt er ham kendt,

og, dragende over brusende vovers brænding

med viljefast hu, er I velkomne hid.

Så gå I kun frit i funklende rustning

og med gitrede stridshjelm at stedes for Hrodgar,

og lad eders krigsspær og kampskjolde bie

i mag herude på mødets udfald."

 

399-404

Op stod kæmpen i kreds af den herlige,

væbnede flok; til vagt over krigstøjet

så blev tilbage, som føreren bød.

I hast de, ledet af hirdmanden, tren

under Hjorthals tag; og jarlen skred frem,

fast under hjelm, til hos fyrsten han stod.

 

405-455

Bjovulf mæled, - og brynjen blinked,

ringskjorten, smeddet med snildrig kunst:

"Hil sidde du, Hrodgar! Hugleiks frænde

og stridsmand jeg er; og stordåd øved

jeg tit i min ungdom. For øre mig kom

Grendels færd i mit fædrene bo:

søfolk siger, at salen her,

den herlige hal, står helt uden nytte

og øde og tom, når aftenens lys

drives fra himlen og dølges i mulm.

Så rådede de mig, kong Hrodgar, mit hjemlands

klogeste mænd og kækkeste kæmper,

at her i den gård jeg gæste dig skulle;

thi klart de kendte min kraft og styrke;

de selv havde set, da jeg sejrende kom

blodstænkt fra fjenderne, - fem jeg bandt;

vætter jeg vog, og på voverne dræbte jeg

havdyr i natmulm, og nød jeg fristed;

jeg vederne hævned, da vold de led;

og fjenderne jeg fælded. Frejdig vil med Grendel

styrke jeg nu prøve og stridsstævne holde,

ene mod risen. Ring-daners drot,

skjoldung-folkets værn, du vide mig nu

den eneste bøn, jeg beder dig her:

formeen mig ikke, du mændenes skærmer

og folkets ven, fjernt fra som jeg kom,

at ene, med kredsen af kampstærke mænd,

min flok af jarler, Hjorthal jeg renser

end har jeg hørt, at den hæslige trold,

hovmodig, vild, ej våben ænser;

derfor forsmår jeg - så sandt min konge,

Hugleik drot, er i hu mig god. -

Sværd at bære eller breden skjold,

gult og hårdt; men med håndens tag

mod den lede vil jeg kæmpe på liv og død.

Fjende mod fjende; hvem døden favner,

må tro, han retfærdigt blev ramt af Gud.

Forvist han vil, om han vinder i striden,

grumt fortære os geater her

under kamp-hallens tag, som så tit han har gjort

ved de Hred-mænds hird. Ej behøver du da

mit hoved at dække: helt han mig sluger,

farvet af blod, hvis jeg favnes af døden;

mit blodstænkte lig vil bort han bære

og sværge det roligt; og rødt skal der rinde

dråber af mit blod i det dynd, hvor han bor; -

ikke skal for mundgodt jeg mer få behov.

Segner jeg i stævnet, send da Hugleik

det prægtige skrud, der skærmer mit bryst,

den ypperlige rustning, arvet efter Hredel,

skabt af Vølunds kunst. Alt sker, som det skal!"

 

Bjovulfs kamp med Grendel VII.

 

456-490

Hrodgar, skjoldung-folkets skærmer, mæled:

"Til værge og værn med venlig hu

er hid du kommen, min kære Bjovulf.

Din fader fælded i fejde mægtig

Hadlaf; med egen hånd blandt ylfinger

vog han ham; og vedernes folk

af frygt for hævn ej huse ham voved.

Derfra han drog til danernes land

over skvulpende vover, til skjoldunge-folket:

drot var jeg just over danerne blevet

og styred som ung det udstrakte rige

og jarlernes kongsborg; - Hjorgar var død,

min ældre broder, - bort var han gangen,

Halfdans barn; - han var bedre end jeg!

Så jævned med gaver og gods jeg striden;

på søernes ryg jeg de ylfinger sendte

oldtids guld; - og han edbandt sig til mig. -

Det falder mig tungt at fortælle til nogen,

hvad gru og fortræd Grendel har voldt mig,

hvad harm og tort ved sit had og sit ondsind

i Hjorthal her. Hirden er mindsket,

min kriger-skare; skæbnen har slængt dem

i Grendels vold. Dog Gud kan let

hindre den rasendes hærværk og udåd!

Ofte loved, af øllet drukne,

mændene, når de ved mjødkummen sad,

at her de i hallen med hårde klinger

Grendels komme kækt ville vente; -

da var om morgenen mjødsalen plettet,

når dagen lyste, med levret blod,

størknede pøle på planker og bænke, -

og færre jeg ejed af ædlinger tro, -

de dyrebare, som døden raned.

Nu sæt dig i laget, og løs din tunge,

og nævn din hu til hirdmænd og kæmper!"

 

491-498

Fluks en bænk for de fremmede mænd

blev rømmet i hallen, så rum der blev;

sæde da tog i salen den mandige,

stovte skare. Skafferen løfted

den kunstrigt smykkede kande og skænked

den skære mjød. Og skjalden lydt

i Hjorthal sang; - der var jublende fryd

blandt den vældige flok af veder og daner.

 

Bjovulfs kamp med Grendel VIII.

 

499-528

Til orde tog Ufred, Egglafs søn,

som sad ved foden af skjoldunge-fyrsten.

Han løsslap kiven; thi led var Bjovulfs

kække havfart hans hadske sind;

avindsyg undte han ingen anden

højere dåd under himlen at øve

i Midgårds kreds, end han mægtede selv:

"Er du den Bjovulf, der kæmped med Breke

på svulmende hav i svømmefærds kapstrid,

den gang i på trods og med tåbeligt hovmod

stred imod strømmens styrke på dybet,

vovende livet? Ej ven eller fjende

mægted med råd at gøre jer ræd

for den brydsomme færd i bølgernes favn;

armene strakte I, stift over strømmen,

hænderne stemmed I hårdt mod vandet

og gled gennem bølgernes brusende brænding

og vinter-fråde. I vandenes vold

syv nætter I sled; men sejrens ry

blev hans, den stærkeres. Havbølgen bar ham

ved gry til de krigerske raumers kyst;

derfra til sin elskede odel han drog

i de brandingers land, hvor hans byrd havde rod,

til sin fagre by, hvor folk ham elsked,

og borg han ejed. Baunsteins søn

løste med dåd det løfte, han gav.

En krankere lykke forkynder jeg dig, -

om end du stod dig i hver en strid

under gny og gru, - hvis med Grendel du vover

i midnattens mulm at mødes til stævne!"

 

529-558

Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:

"Hej, hvor du snakked, herlige Ufred,

ruset af øl, både ordrig og længe

om Brekes søfart! Sandt er mit ord:

mer styrke mod striden strøm jeg øved,

mer nød på bølgen end nogen jeg døjed.

End var vi gutter i ynglinge-årene,

unge knøse, da kækt vi loved,

at vi på sø ville svømmefærd øve,

vovende livet; og løftet vi holdt.

Det blottede sværd vi svømmende fatted

fast i hænde til forsvar og værn

mod hvalernes flok. Ej fjernere fra mig

på rullende bølger, ej rappere bort

han evned at svømme, end selv jeg ville.

Så var vi sammen på salten hav

fem nætters frist, til flodstrømmen skilte os,

svulmende vover og isnende vejr

og bælmørk nat; - og den bidende nordvind

barsk os mødte, og bølgerne syded.

Havfiskenes vildsind blev vakt og ægget:

der var min kampsærk, knyttet med snilde,

værge og værn mod vilddyr-sværmen;

ringflettet brynjen om brystet spændte,

herligt guldsmykt. Til havbunden trak mig

med knibende kralle og klemmende tag

et hæsligt udyr; dog undtes det mig

ved et stingende stød af min stridsklinges od

dets bane at vorde: tilbage i stævnet

blev ved min hånd det mægtige havdyr.

 

Bjovulfs kamp med Grendel IX.

 

559-606

Således trued og trængte de lede mig

rastløst, hidsigt. Jeg gav dem mit herlige

sværd at smage, som sømmeligt var;

fattig fryd kun fik de af sviren,

de grådigt vented: at gribe mig grisk

og svælge i braden på havets bund; -

om morgenen lå de, mærket af sværd-od,

hen langs bredden, hvor bølgerne slipper,

dødssøvn slumrende: aldrig siden

hindred de færden for farende folk

på det uhyre hav. Fra øst steg lyset,

Guds blinkende bavn, og bølgerne tystned,

og snart kunne brinker og sønæs jeg se,

de stormslagne skrænter. Hel ofte skærmes

en dådkraftig stridsmand af styrende skæbne!

Med sværdet slog jeg - så blev min lykke -

utysker ni. Aldrig har jeg hørt om

en kamp så hvas under nathimlens hvælv,

en mand så usalig på svulmende hav.

Fra de fules favntag jeg frelste dog livet,

skønt mødig af farten; - til finnernes land

blev jeg båret og drevet af bølger og strøm

og vuggende vover. Forvist har aldrig

slig færd mod fjender og farefuld sværdkamp

om dig jeg hørt; - ej heller Breke

i hidsig kamp, - hverken han eller du

har mægtet så dristig en dåd at øve

med blodige sværd (uden bram skal det siges),

endskønt dine brødres bane du blev,

din nærmeste slægt, - og sent skal i Helved

du sukke for drabet, hvor snild du så er.

Jeg siger forsand, du søn af Egglaf:

aldrig havde Grendel, den grufulde trold,

sligt hærværk voldt mod din herre og drot

i Hjorthal her, hvis din hu havde været

så fuld af manddom, som selv du mener.

Helt vel har han nemmet, han lidt kun har nødig

at frygte for fældende fejde og hug

af skærende klinger fra skjoldunge-folket;

sin skat han tager og skåner ingen

af danernes kæmper; han dræber med lyst

og frådser i bytte og frygter kun lidt

spyd-danernes gengæld. Men geaternes manddom

og styrke i striden skal straks jeg i hallen

til gavns ham lære. Så gå, hvem det undes,

frejdig til mjøden, når morgenens lys

den strålende sol, skinner fra syd

over menneskens børn i den blinkende dag!"

 

607-610

Gavernes giver, glad i sinde,

danernes gamle, grånede drot,

på ny fatted håb; folkets hyrde

skønned det faste forsæt hos Bjovulf.

 

611-630

I hallen var latter og larmende gny

og frydfulde ord. Frem tren Valthjov,

Hrodgars dronning, med høviske lader;

guldsmykt hun hilste de helte i salen;

bægeret bød den byrdhøje viv

først til øst-danernes odels-værge;

frit hun ham bad være fro ved laget

og venlig mod folket, og frydefuld nød han,

den sejrssæle drot, af drik og bæger.

Den højbårne viv af de hemingers æt

gik om til dem alle, unge og gamle

med funklende skål, til det føjed sig så,

at den kronsmykte dronning med kvindelig tække

rakte til Bjovulf bægret med mjød;

geaten hun hilste, og Gud hun frembar

sømmelig tak, at det timedes hende

håb og trøst hos helten at fange

for grummeste ondsind. Så greb han bægret,

den vældige kæmpe, fra Valthjovs hånd,

og kækt han kvad, til kampen beredt.

 

631-661

Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:

"Så var min hu, da til havs jeg drog

ombord på min skude med mændenes skare,

at fuldt og helt fremme jeg skulle

jert folks begær eller falde i kampen,

knust af troldeklo. Kækt skal jeg øve

mandig dåd eller møde rolig

min sidste time i salen her."

Valthjov tyktes vel om hans tale

og frejdge løfte; og fager, guldsmykt

gik folke-dronningen frem mod sin husbond

til sæde hos drotten. Men siden som før

blev herlige ord i hallen talt

under gammen og jublende gny, til brat

Halfdans søn fik hu til at søge

hvile for natten; - han vidste, at trolden

lured på hadefuld kamp mod hallen,

når solens lys af syne var svunden,

og midnattens mørke mulmslørte alle,

og skygge-skabninger skridende kom

dulgt under himlen. Hirden stod op.

Helt hilste helt, og Hrodgar Bjovulf;

han ønsked ham held i hallen til dåden,

sejr i salen, og sålunde taled han:

"Aldrig i tiden betroede jeg nogen,

siden i hånd jeg skjold kunne hæve,

danernes højsal: du er den største.

Skærm og beskyt da det skønne hus!

Mandsdåd du mindes, og mod du vise!

Våg mod den onde! Hvert ønske skal times dig,

hvis du består hint storværk med livet."

 

Bjovulfs kamp med Grendel X.

 

662-670

Så gik Hrodgar af salen ud,

skjoldung-folkets skærmer, med skaren af mænd;

ved sin hustrus side leje han søgte,

hos Valthjov, Dronningen. Vagt var i hallen

sat mod Grendel, som sagnet går,

af den vældige Gud, - vagt imod jætten

til værn for danernes drot og herre:

geate-høvdingens håb stod trygt

til hans egen manddom og Skaberens miskund.

 

671-687

Rolig krænged han ringbrynjen af,

strøg hjælmen af panden og rakte sit prægtige,

smykkede sværd til sin svend i salen

og bød ham at vogte værge og brynje.

Og Bjovulf mæled et mandigt ord,

før han på lejet sit legem strakte:

"Jeg regner mig ikke af ringere værd

i stridende krigsdåd og kampværk end Grendel;

thi vil jeg med sværd ej såre hans hud

og øde hans liv, skønt evne jeg ejer.

Han kender ej kamp med kraftige sværdhug

mod mand og mod skjold, skønt mægtig han er

i nærkamps dyst: i natmulmet lader vi

sværdet hvile, ifald han vil vove

en kamp uden våben; og Gud i sin visdom,

den drot over jorden, får dømme i dysten

og sejren skænke, som selv han tyktes."

 

688-709

På bænk han sig strakte, og bolstret støtted

mod heltens hoved. I hallen omkring ham

slængte sig på lejet hans sømands-flok;

der var ingen, som troede, det times ham skulle

atter at nå til sit elskede land,

sit folk og sit hjemsted, hvor fostret han var;

thi vel de vidste, at voldelig død

i vinsalens rum havde ranet hobevis

danernes hirdmænd. Men Herren skænked dem

kamplykkens væv, - vedernes folk

sendte ham sin hjælp, så de sejrende betvang

alle deres fjender ved én mands kraft

og én mands snilde; - sandt er det sagt,

at den mægtige Gud for menneskens slægt

evindelig råder. - Vandrende i natten

kom trolden mulmdækt. Trygt de slumred,

de, som skulle værge Hjortetaks-våningen, -

alle uden én. Åbenbart blev det,

Herren ej ville, at harm-forøveren

skulle dem dølge i dødsnattens skygger; -

men kæmpen, der våged til vånde for jætten,

stridslysten bied på stævnets udfald.

 

Bjovulfs kamp med Grendel XI.

 

710-719

Under tågedækt skrænt, forskudt af Gud,

sneg sig Grendel fra sumpede kær;

med rænker og vold ville ransmanden øve

svig og fordærv mod salens mænd;

han skred under sky, til han skued til sidst

vin-salen grant, guldgave-hallen,

i funklende pragt. Ej første gang nu

han luskende vandred til Hrodgars våning;

men aldrig han fandt, hverken før eller siden,

kækkere helt eller kæmper i hallen.

 

720-757

Til våningen kom han, våndefuld stedt.

Døren, den stærke, stænget med jernbånd,

hærded i ilden, sprang op for hans hånd;

tilbage han rev den, rugende vildt over

død og fortræd. Over tærsklen tren

trolden brat på det tavlede gulv,

ondsindet, gram; - af øjnene stod ham

grufuldt lys som en luende flamme.

I hallen skued han heltenes skare,

stalbroder-flokken, frejdigt slumre

i fællig tilsammen. Da jubled i sindet

den fule fjende, og frådsende håbed han,

grådig og grisk, før den gryende dag

liv fra legem og lemmer på hver en

kæmpe at skille; - men skæbnen ej undte ham

flere mænd at fange i vold

efter hin nats rov. Hugleiks frænde,

stærk og vældig, vogted imens

men-volderens færd og krystende favntag.

Ej tænkte trolden at tøve længer;

men fluks han greb i det første tag

en slumrende kæmpe og sled i hans lemmer

og bed i hans krop; blodet han drak,

og kødet han slugte, og snart var den døde

helt af trolden fortæret og slugt,

både hænder og fødder. Fremad skred han

og retted sit tag mod den tapre helt

på løjbænkens hynde, langende mod ham

sin stærke klo. Da stemmed Bjovulf

armen med kraft mod den onde trold.

Snart følte hin fyrste for fuleste rænker,

at aldrig i verdens videste egne

havde han truffet et hårdere tag

af anden mands hånd; angst og rædsel

lammed hans fod, så han ej kunne fly;

han længtes bort til sit bo i mulmet,

til djævelens flok; aldrig tilforn

i sit liv var han stedt i så stingende nød.

 

758-790

Da huskede Hugleiks herlige frænde

aftenens ord; op da stod han,

og fast han greb ham, så fingrene knaged.

Jætten ville bort, men jarlen trængte på.

Den lede helst ville liste sig ud,

hvor han evnede bedst, og med brådhast fly

til sit mosely; han mærked, hans hånd

var i en anden mands vold. På en ynkelig færd

var jammerfuldt jætten til Hjorthal kommen!

I hallen det drøned, og danernes skare,

der dvæled i borgen, de djærve kæmper,

af rædsel blev slagne. Rasende stred de

om sejren med bulder og bragende tummel.

Et vidunder var det, at vinsalen holdt mod

de kæmpendes styrke, at ikke den styrted

til jorden i stumper; men stærk var den bygt

og sindrigt fæstet med smedede jernbånd

inde og ude. Ølbænke, smykte

med gylden pragt, i gulv blev slængte

(så har jeg spurgt), hvor de tvende tog spændtag.

Forvist havde danernes vismand troet,

at ingen mægted med magt eller list

at bryde og søndre den besmykte hal, -

intet uden slikkende, slugende flammer

og sværtende røg. Sælsomt drønende

lød der en larm; og lammende rædsel

og navnløs angst nord-danerne greb,

som hørte fra hallen det høje veråb,

hørte Guds fjenders forfærdelses-skrig,

da, svigtet af sejren, i smerte og vånde

han hylende jamred, hin helvedes træl; -

thi fast blev han klemt af den kraftigste mand

i hine stunder under himlens hvælv.

 

Bjovulfs kamp med Grendel XII.

 

791-824

Ej ville mændenes værn den mordlystne

lade fra dysten levende slippe, -

han regned hans liv til ringe nytte

for nogen mand. Helt mange af Bjovulfs

kampfæller svang deres slægtgamle sværd;

høvdingens liv, den herlige helts,

ville frygtløs de skærme, ifald de mægted;

lidet de vidste, mens løs de hug,

de modige mænd, og mente at nå

gennem muskler og sener til sjælens bo,

at ikke det hvasseste våben på jord

eller ypperste jernsværd i jættens hud

sår kunne ridse; ved sejdkunst havde han

skærmet sit skind mod skade og mén

fra ægg eller od. Ynkelig død

i hine stunder under himlens hvælv

hans lod skulle blive; den luskende trold

i djævelens vold måtte drage fjernt.

Nu mærked han grant, han, der mangen stund

med skadefro lyst havde skændselsdåd øvet

mod menneskers hob i hån mod Gud,

at hans legem ej ville lystre ham mer;

thi hårdt blev han krystet af Hugleiks frænde

med knugende hånd. Hadsk mod hinanden

om livet de kæmped; og kval og pine

blev Grendels lod; med en gabende flænge

hans skulder blev søndret, så senerne sprang,

og kødet brast. Bjovulf vandt sig

ry ved sin dåd; men risen flygted,

dukkende dødsramt i dyndkærets slam

til sit ve-fyldte bo; fuldt vel han vidste,

at nu var hans livsens bane løbet,

hans dage rundne. Men danernes attrå

og længsel var stillet, da striden var endt.

 

825-836

Så havde da han, der højsindet, klog,

fjernt fra var draget, friet for ufred

Hrodgars hal. Fro var hans hu

over nattens gerning; - geaternes høvding

øved den dåd, han danerne loved,

frelste dem fra al den ynk og jammer,

forsmædelsens smerte og svare nød,

som i trængsel og tunge tider de før

havde lidende tålt. Så lagde han højt

under breden tag som tegn på sin dåd

Grendels arm og aksel og hånd,

hele den fule jættes fangtøj.

 

Bjovulfs kamp med Grendel XIII.

 

837-852

Om morgenen stimled de stridsmænd i flok,

så sagnet går, om gave-hallen;

fyrster kom dragende, fjernt og nær fra,

yderst om lande, og undrende skued de

sumptroldens fodspor. Slet ingen fandt

hans bortgang fra livet bitter at bære,

alt mens de fulgte den fældedes spor,

så, hvor han, knægtet i kamp og lammet,

røvet sit ry og dødelig ramt,

havde slæbt sig til kæret, hvor sø-vætter huser.

Blandet med blod boblede vandet,

brused og bølged og brød sig stygt,

hvirvlende vildt med det varme blod; -

farvet det blev af den flygtende trold,

da dødsdømt, fortvivlet han dukked i sumpen

og hengav til Helved sin hedenske sjæl.

 

853-863

Fra kæret drog nu de kæmper alle,

gamle og unge, med gammen i hu,

ridende strunk, de stærke helte,

på hvide foler. Om Bjovulfs færd

de talte med pris, og tit blev det sagt,

at næppe nogen i nord eller syd

på den vidtstrakte jord ved det vældige hav

under himlens hvælv blandt væbnede mænd

havde højere ret til at herske end han; -

men ikke dadled de derfor drotten,

den gode Hrodgar, så glad i hu.

 

864-897

Stundom gav heltene hesten tøjlen,

hvor vejen tyktes dem tjenlig og god,

og de vældige hors i vædderidt for.

Så var der en hovmand i kongens hird,

forfaren i frasagn fra fjerne tider,

kyndig i kvad og kæmper og helte; -

nu fandt han andre ord end tilforn

og bandt dem i rad: om Bjovulfs stordåd

kvad han med kløgt og kunstrigt snilde,

flinkt og færdigt føjende talen.

Om Sigmunds bedrifter han sindrigt sang, -

alt, hvad han vidste om Volsungers kampe

og fjerne farter og fejder og mandsdåd,

om nidværk og had og nød og fare,

ukendt for mængden af menneskens børn; -

til Fjøtle ene, der fulgte hans færd,

stundom om sligt Sigmund mæled,

frænde til frænde; i fællig de to

som stalbrødre stedse i strid holdt sammen:

af jætters kuld havde kækt en hob

med sværd de fældet. Sigmund vandt sig

ud over døden ære og ry;

thi vældig i kampfærd vog han dragen,

guldskattens vogter; ene han voved

hin drotbårne helt, den dristige dåd,

under grålige fjeld, - ej Fjøtle var hos; -

og det føjed sig så, at det funklende sværd

med sin spids gennem ormen, den spraglede, jog

og sad fast i væggen, - og vætten segned.

Så havde da helten ved herlig idræt

ringskatten vundet med ret til brug,

som selv han lysted: til snekkens favn

volsungen bar de blinkende smykker; -

men ormen ødtes i egne flammer.

 

898-915

Fjernt og vidt blandt folk over jorden

var han kendt ved sin stordåd, den stærke helt;

fast stod hans ry i den rindende tid,

mens Hermods manddom og heltekraft svandt,

og hans hæder veg, - Hermod, som listigt

blev lokket med svig og i landflugt sendt

i fjendernes vold. Ve og kummer

bed i hans sind; bitter sorrig

og kvide voldte han kæmper og folk.

Ofte rådsnilde ædlinge græmmed sig

dybt ved hans fart; frelse fra knugende

vånde havde de ventet af Hermod,

håbet, at han, deres herskers søn,

faderens land i fred skulle eje

og råde for skatte og skærmende borg

og for skjoldunge-folket. - Men Hugleiks frænde

var højere elsket af ædlingers skare

end Hermod, hvis sind blev smittet af brøde.

 

916-924

Til væds de red på de vælige skimler

ad grålige vej; og den gryende dag

skød stråler over land. I stimlende hob

ædlinger hasted til hallen, den høje,

dåden at skue; og drotten selv

med flok ifølge fra fruer-bur tren,

guldskattens vogter, den gæve hersker

og vennefro helt; og hans viv ved hans side

med alle sine møer til mjødsalen skred.

 

Bjovulfs kamp med Grendel XIV.

 

925-956

Og drotten standsed ved dørtrin og hjald

og skued det guldsmykte, skrånende tag

og Grendels hånd, og højlydt han mæled:

"For dette syn være salighedens herre

signet og lovet! Svig og fortræd

har fra Grendel jeg døjet; men Gud kan virke

under på under ved sin almagts bud!

Nys da den herlige hal stod stygt

besudlet af levret og slimet blod,

jeg tænkte, at aldrig i tiden mer

jeg bod ville få for den bitre ve;

hver rådvis mand var af rædsel slagen,

og føje de vented, at folkenes borg

kunne værges og værnes mod vætter og turser

og hæslige trolde. En helt har nu

ved gudsendt kraft en gerning øvet,

som ingen af os med al vor kløgt

evned at virke. Forvist den kvinde,

som fødte slig søn blandt slægter på jord,

med ære kan sige, hvis end hun lever,

at Herren var hende huld og god

ved det barn, hun gav liv. Nu, Bjovulf, dig,

ypperst blandt helte, af hele min sjæl

som søn vil jeg elske; - så søg at bevare

det nye frændskab! Ej nægtes dig skal

et eneste ønske, jeg evner at fremme.

Helt mangesinde for mindre skænked

jeg rige gaver til ringere kæmpe

og svagere stridsmand. Selv har du nu

øvet slig dåd, at til evige tider

din lov skal leve. Så lønne dig Herren

og give dig held, som han hidtil har gjort!"

 

957-979

Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:

"Med fryd vi øved hin farlige dyst

og kæmped med lyst, og kækt vi prøved

mulm-åndens vælde; forvist jeg dog undte,

at du havde set ham selv, da trolden

vakled afsted i sit stridsmands-udstyr!

Brat jeg tænkte med bastende greb

til hans dødsens leje at lænke ham tungt,

så klemt af min hånd han kæmpende skulle

i dødskval ligge, hvis lykke mig undtes;

men ikke jeg mægted - thi Gud det formente -

hans flugt at hindre; ej fast nok holdt jeg

i risens krop; for rap i farten

min blodfjende var mig. Tilbage han lod dog

sin hånd for livet i hast at redde,

sin arm og sin aksel; men ynkelig hjælp

og usselig trøst sig trolden vandt:

ej længer den lede skal leve nu,

syndebesudlet; svidende smerte

har knuget ham hårdt med klemmende tag,

i tvingende bånd; brødebetynget,

skal angstfuld han vente den evige dom,

den strålende Herres straffende vrede.

 

980-990

Egglafs søn blev så stille nu,

som så djærvt havde pralet om dristig dåd,

da heltene højt under hallens loft

så hver enkelt finger på udyrets næve;

som hårde sporer var hedningens klør,

hårdere var de end hærdet stål.

Da kunne alle heltene indse,

hvorfor klingen ej fordum bed på de kløer,

hvorfor skarpeste sværd ej skade ham volded,

hvorfor aldrig de før havde evnet at øde

det fule udyrs fægte-lem.

 

Bjovulfs kamp med Grendel XV.

 

991-1019

Bud blev der bragt, at brat skulle hjorthal

herligt af hurtige hænder smykkes,

og svendes og terners travle flok

gjorde gæstehallen rede. Guldvirket lyste

vævede tæpper langs væggenes flade,

et underfuldt skue for krigernes skarer.

Stygt hin stolte, strålende våning

med smedede jernbånd var søndret og ødet

og hængslerne sprængte; helt var kun taget,

da risen, den fule, til flugt sig vendte,

med ugerningsattrå, i angst og vånde,

vis på døden. Og hvem formår vel

at undgå den , om han end ville prøve?

Hver eneste en, der ejer en sjæl,

hvert menneskens barn, der bor på jord,

skal finde det sted, der rede ham står,

hvor lænket til lejet hans legem skal hvile

i slum efter livs-gildet. - Snart blev det stunden,

da Halfdans søn i hallen tren, -

ved bord ville selv han bænkes i laget.

Tættere skare trængte sig aldrig

mer høvisk i kreds om den gavmilde konge.

Fluks de ved disk og ved fad sig bænked,

glade i hu; deres gæve frænder,

Hrodgar og Hrodulf, på rettelig vis

tømte så mangt et mjødfyldt krus

i den vældige sal. Venner alene

Hjorthal rummed; rænker og svig

blev dengang ej øvet blandt danernes folk.

 

1020-1029

Så skænked jarlernes skærmer Bjovulf

som gave for sejren et guldvirket banner,

brynje og hjelm og et blinkende sværd:

for alles blik blev de bårne til helten.

Bjovulf løfted sit bæger i sal;

ej han behøved for hallens kæmper

at skamme sig over den skænk, han fik.

Forvist har ej mange med mere huldsind

skænket en anden på ølsalens bænk

fire guldsmykte gavers skat.

 

1030-1034

Rundt om hjælmens krone en kant sprang frem

med jerntråd omvundet at vogte hovedet

mod filenes arbejd, det ægg-blanke sværd,

når den dristige helt, dækket bag skjold,

mod fjendernes flok skulle gå frem.

 

1035-1049

På dankongens ord blev otte heste,

herligt med strålende hovedtøj guldsmykt,

ført ind i hallen; på én var der lagt

en sadel, prydet med funklende pragt:

dette var kongens kriger-sæde,

når Halfdans søn i sværdenes leg

kasted sig kækt, - og i kamp-hærens spidse

ej svigted hans mod, mens de segned omkring ham.

I bjovulfs eje de ingviners værner

vennesæl gav både våben og heste

og bød ham med mildhed bruge dem vel.

Så højmodigt lønned den herlige konge,

kæmpernes guldvogter, kampdystens stormløb

med hors og med skatte, at ingen med skel

kan dadle drotten for dådens løn.

 

Bjovulfs kamp med Grendel XVI.

 

1050-1062

End skænked kongen hver kæmpe god,

som med Bjovulf drog over bølgernes vej,

på hallens mjødbænk et herligt stykke,

gammelt i slægten, og i soning han bød

kosteligt guld for kæmpen, som Grendel

grumt havde fældet, - og flere var faldne,

hvis ikke Gud Herren og heltens mod

havde skæbnen vendt: over hver mands lod

rådede Gud, som han råder endnu; -

derfor er indsigt og åndens omtanke

allesteds bedst. Af ondt og godt

skal meget møde den mand, som længe

nu i kampens dage dvæler på jorden.

 

1063-1068

Og sang og klang gennem salen steg

om Halfdans hærfører, helten den stærke,

gammenstræet klang, og kvad blev der lagt,

da Hrodgars skjald lod røsten gjalde

langs mjødbænkes rækker til mændenes fryd

om Finn og hans æt, da de faldt i strid:*)

 

1069-1094

"Efter skæbnens råd skulle skjoldunge-helten

Hnæf, i fejde med friserne segne.

Svart måtte Hildeburg sørge ved frisernes

troløse skamdåd: skyldfri blev hun

røvet i kamp sit kæreste eje,

søn og broder; - såret af pile-od

sank de i døden, og sorg hende ramte.

Hok’es datter sin hårde lod

bittert begræd, da det gryede i øst,

og sine dræbte frænder under daghimlens hvælv

blodige fandt hun, hvor før hun ejed

sin første livsfryd. I stridsfærd segned

fast alle af flokken, Finn havde om sig,

så ikke han mægted at møde på valen

Hengest i kamp, ej heller fra kongsmandens

harm at frelse sine usæle få.

Men friserne bød nu villigt i bod

til Hengest en anden hal med højsæde,

hvis halvdel danerne skulle dele

på lige fod med frisernes kæmper;

og Folkvalds søn, Finn, ved festlag i salen

hædred med gaver og gyldne ringe

danernes hærmænd, Hengests stridsflok,

i samme mål og med samme kostbare

funklende skatte, som frisernes folk

han med ildnende færd i ølsalen skænked.

 

1095-1106

Løfte de gav om forlig og fred,

friser og daner; og Finn med dyre,

højt-svorne eder Hengest loved

varsomt på trofast vis at røgte

ædlinge-flokken, så ingen brød

i dåd eller tale den trygge fred,

ejheller den krænked med svigefuld kunst,

skønt de fulgte, uden fører, de folk, som havde dræbt

deres skatte-deler, thi skæbnen jo tvang dem;

og hvis med æggende ord nogen friser

minded om kampstævnets morddåd og had,

skulle gerningen sones med sværdklingens ægg.

 

1107-1124

Edsløfter gaves, og guld blev draget

fra skathobens gemme. - Skjoldunge-folkets

bedste krigere på bål var strakt;

blodig brynje og blanken guldgalt,

det jernhårde hjelm-svin, med jarl og kriger,

segnet for dræbende sår på valen,

lå ved det rejste ligbåls sted.

Hildeburg bød så på bål at lægge

ved siden af Hnæf hendes sværddræbte søn

og brænde hans legem i luende flammer; -

bøjet mod hans skulder bittert hun jamred,

da bleg og kold han på bål blev lagt.

Knitrende ligbålets luer steg

mod grånende sky ved gravhøjens rand;

ho’derne brast, og blodet sived

fra sårenes læber; - luerne frådsede,

glubske vætte grådigt fortærte

begge folkenes bedste mænd.

 

Bjovulfs kamp med Grendel XVII.

 

1125-1141

Med vånde i sind over vennernes tab

drog kæmperne frem for Frisland at skue,

kongsborg og våninger. Vinteren lang

Hengest hos Finn fredeligt dvæled;

hans længsel dog fløj mod den fædrene kyst,

skønt ej over hav han evned at styre

ringstævnet snekke; rasende vildt

stred vove mod vind, og vintren knuged

med isbånd bølgen, til atter en vår

strøg ind over gård, som end det sker, -

thi stedse røgtes stunder og tider

og strålende vejr. Vinter var leden,

og jorden stod fager; jarler higed

fra hus og fra bo; men Hengest tænkte

mere på hævn end på havets vej,

om han i stridende stævne kunne

fremme sit had mod frisernes æt.

 

1142-1159

Men skønt den ædle modtog den ære,

at Hunlaf gav ham en herlig klinge,

hvis ægg var berømt blandt alle friser,

så traf dog skæbnen den tapre Finn

i hans egen gård, da Gudlaf og Aslaf,

såsnart de til kysten med snekken var nået,

begyndte kampen med kval i hjertet.

Da slog de kong Finn, og hans flyende sjæl

kunne nu ej i hans åbnede bryst

længere dvæle. Hallen var dækt

med fjendernes lig; Frisernes drot

blev dræbt i sin hirdkreds, og dronningen bortført.

Skjoldungfolkets skarer til skibene bragte

alt, hvad Finn på sin odel ejed,

alt, hvad de fandt af funklende smykker

i bur og i hal. Bort de førte

den ædle dronning til danernes land

over vuggende søvej."

 

1160-1187

Sangen var endt, kvadet forbi. Fra bænkene steg der

en skingrende jubel, og skafferne skænked

vin af kunstfuldt virkede kummer.

Guldkronet vendte Valthjov sit fjed

mod frænderne to; troskab og fred

var der end dem imellem. Ufred sad

som styrer i laget ved stridskongens fødder:

de troede på hans kækhed, skønt i kampen han sveg

med skændsel sin slægt. Den skjoldung-viv mæled:

"Modtag dette bæger, min byrdhøje drot,

du gavernes giver; vær glad nu i sinde,

og føj dine ord, o fyrste god,

med vennesæl mildhed, som mænd det sig sømmer!

vær huld mod gæsterne, gavmild og god; -

fjernt og nær fred du nu ejer.

Sagt det mig blev, du til søn ville tage

den kampkække jarl. Hjorthal er renset,

den fagre ring-sal; nu fryd dig i laget,

så længe du må, og lad så din slægt

få land og folk, når dit liv rinder ud,

og dommen dig venter! Forvist jeg ved,

min Hrodulf med glæde de unge gutter

i agt vil holde, hvis du før han,

o dannerfolkets ven, må verden forlade;

jeg tror, han som gengæld godt vil øve

imod vore sønner, hvis selv han mindes,

hvordan i hans barndoms dage vi mildt

føjed hans vilje og fremmed hans vel."

 

1188-1191

Did, hvor hendes sønner sad, hun gik,

Hredrik og Hrodmund og rigets ungflok,

jarlernes sønner, jævnsides dem;

hos broderparret nu Bjovulf sad.

 

Bjovulfs kamp med Grendel XVIII.

 

1192-1214

Et bredfuldt bæger blev budt ham høvisk

og ringsnoet guld blev rakt ham med tække,

armsmykker tvende og tvundne ringe,

en kjortel fin og en fager halsring,

stor og strålende, større ej findes.

Aldrig under himlen har jeg hørt om en helt

med så herlig en skat, siden Hejme bar

til den strålende borg Brisingemen, -

for Jormunreks fjendskab han flygtende veg

og valgte den evige vinding til sidst. -

Hin halsring blev båret af Hugleik, geaten,

Svertings ætling, for sidste gang,

da under sit banner han byttet værged

og skatten skærmed; skæbnen tog ham,

den gang han stridslysten stedtes i vånde

ved frisernes kampmod; - den funklende, stensatte

ring havde høvdingen ført over havets

mægtige skål; - bag skjold han nu segned.

I frankernes vold faldt fyrstens lig,

hans herlige brynje og halsringens smykke:

plumpe stridskarle plyndred og raned,

da gnyet var endt, geate-hærens hobe af døde.

 

1215-1231

Halsringen tog han.

Og Valthjov mæled for mængden i salen:

"Bær denne halsring, Bjovulf, ven,

under blideste kår! brug denne kjortel

og nyt disse gaver! alt godt dig times!

stig så i kraft, og vær kærlig i råd

mod drengene her! - Da skal dyrt jeg takke dig!

Slig er din færd, at du fjernt og nær

til alle tider skal æres af mænd,

så vidt som voverne vuggende skyller

mod vindslagne skrænter. Vær, mens du lever,

signet af lykken! Forsandt jeg ønsker dig

rigdom og guld. Vær god mod min søn,

og hjælp ham med dåd! I jarler i hal,

stå støt i strid ved stalbroders side,

vær milde i tanke og tro mod drotten,

endrægtige, rede til dåd, når det gælder,

I gildes-fæller! Følg nu mit ord!"

 

1232-1241

Til sit sæde hun gik. Der var gammen i sal,

og vin blev der drukket. De vidste kun lidt,

at når kvelden var ledet, og kongen var skredet

trøstig til ro, så trued den samme

lurende skæbne, som lumsk havde ramt

så mangen en hirdmand. I hallen en flok

af ædlinge blev, som så ofte tilforn:

de flyttede bænk, og de bredte tilje

med hynder og bolstre. Blandt heltene én,

som der søgte hvile, var dødsens-dømt.

 

1242-1250

De stærke skjolde af skinnende ved

ved hoved de stilled; den herlige hjelm,

der knejste i kampen, det kraftige spydtræ

og fletværks-brynjen på bænk var lagt

over hver mands leje. Vedtægt var det,

at kæmperne stedse til strid var rede,

i hal og på hærtog, hvor helst det sig føjed,

så tit deres drot var i trang til værn; -

og folket var flinkt i færd og dåd.

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XIX.

 

1251-1278

Så sank de i slummer. Men svart en hirdmand

betalte sin kveldsro, som tit det var sket,

siden Grendel blev gæst i guldgave-hallen,

stærk i udåd, til straffen ramte ham:

døden efter brøden. Brat blev det kendt

for helte og hird, at en hævner der leved

i fuldeste kraft efter fjenden, som veg

fra den grufulde kamp: Grendels moder,

en hæslig heks, husked sin vånde,

hun, som i dyndkærets dybeste, iskolde

strøm måtte bo, siden brødefuldt Kain

var bleven sin eneste broders bane,

sin faders søns; - fredløs han flygted,

mærket som morder, fra menneskers fryd

til den yderste ørk. Der udsprang fra ham

en dybets troldflok; blandt dem var Grendel,

den jætte så gram, der i Hjorthal fandt

en vågende mand, som vented på kamp.

Den hæslige vætte med vold ham mødte;

men helten ihukom sin herlige styrke,

den rige gave, ham Gud havde skænket,

og trygt han stoled på støtte og hjælp

fra almagtens drot; derfor han vandt mod

hin Helvedes ånd, som i ynkelig vånde

drog til det sted, hvor døden ham vented,

hin menneskers fjende. Og moderen gav sig,

med hævngerrig hu, med harme i sind

på den sorgtunge færd, sin søn at hævne.

 

1279-1291

Så kom hun til Hjorthal, hvor ringdaners jarler

i salen slumred. Og snart blev der røre

og tummel og gru, da Grendels moder

først var derinde; men frygten var mindre, -

så meget, som kvindens kampmod er mindre

end mandens mod og mægtige kraft,

når det blinkende sværd med den blodige sved,

smeddet med hammer og hærdet i flammer,

hugger den gyldne galt af hjelmen.

Da blev i salen sværdklinger dragne,

skærende skarpe, og skjolde blev løftet

fast i hænde; frygtslagne glemte de

breden brynje og blanken hjelm.

 

1292-1309

I brådhast ville hun bjerge livet

ved flugt fra salen, da set hun blev;

men snelt, før bort hun til sumpen jog,

hårdt hun sin hånd om en hovmand slog. -

Kong Hrodgars kæreste kæmpe og hirdmand,

hans bedste ven ved det vældige hav,

en højbåren høvding og herlig helt,

på bolstret hun vog. Ej var Bjovulf der;

thi da gaver var givne, fik geate-høvdingen

andensteds ly og leje for natten.

Der blev gny i Hjorthal; Grendels blodige

hånd hun røved; rædsel og sorg

var på ny til huse; og håre kår

det tyktes forvist: med venners liv

dobbelt at bøde. Hjertensbedrøvet

blev den gamle drot, den gråhærdede kriger,

da bud blev ham bragt, at hans bedste høvding,

hans dyreste hirdmand, var død og livløs.

 

1310-1315

Brat blev til bure Bjovulf hentet

den sejrstærke helt. Og ved solgry-tide

gik han med fæller i følge did,

hvor drotten dvæled i dyreste tanker:

ville almagtens Gud ændre de kår,

som trængsels-tidender tungt havde meldt ham?

 

1316-1320

Så skred over gulvet den gæve helt

med de prøvede fæller, - plankerne drøned;

han vendte sit ord til den vise drot,

de ingviners fyrste, og spurgte, om fredeligt

natten var runden i rolig tryghed.

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XX.

 

1321-1382

Hrodgar, skjoldungfolkets skærmer, mæled:

"Spørg ej efter fred! Nu er angsten og sorgen

igen over danerne. Død er Asker,

ældre broder til Yrmenlaf,

mine løn-tankers fælle, min fuldtro råder,

min stalbroder stærk, når i stridens stund,

hvor vrimlen var tættest, vi værged vort hoved

og hjelmene knuste; - hver jarl skulle være,

som Asker var, så ærlig og god!

I Hjorthal myrded en mordlysten trold ham

i vildeste harm; og jeg ved ej, hvorhen

lumsk med liget hun lønlig er lusket,

glad over byttet. Grumt har hun hævnet

gårsnattens kamp, da Grendel du dræbte

med knugende krysten og klemmende tag,

fordi i mit land så lang tid folket

han mindsked og myrded. Mat og dødsmærket

ned han segned, og nu er der kommen

en hæslig heks for at hævne sønnen;

fejden vil hun nu føre os videre.

Det må da synes en såre bitter

hjertesorg for mangen en jarl,

der er tung i sind for sin skatte-deler.

Den hånd nu fattes, som forhen hjalp.

folk i mit land, som lever og bygger

i hal og i hytte, har jeg hørt sige,

at tvende sådanne sælsomme riser

stundom de skued langs skellene snige sig

ved dyndkær og moser: af dem var den ene,

hvis ret de skønned, som kvinde skabt;

den anden, usselig, arm og fredløs,

vandred ad vildsomme veje i mandsham,

men større i krop end den største mand.

Grendel ham kaldte de grufyldte bønder.

Ingen det ved, om de ejer som fader

en mulmets ånd fra tidernes morgen.

I ukendte, mørke afkroge bor de

langs ulvefyldt stenskrænt, ved stormslagne næsser,

i farlige moser, hvor fjeldstrømmen styrter

med brus og brag gennem brinkernes tåge

dybt under mulde. Ej mange mil

fjernet herfra er den frygtelige sump,

rimdækte lunde luder derover,

rodfaste skove skuler over vandet.

Hver nat der lyser en lue på floden

som varslende vartegn; så vis er ingen

af menneskenes børn, at han bunden har målt.

Når hede-traveren, trængt af hunde,

den kronstolte hjort, mod kratskoven jager

i hastig flugt, heller den lader

sit liv på bredden, end ly for sit hoved

den søger sig der: så dystert er stedet.

Blåsorte bølger bryder og vælter

og stiger mod sky, når stormene driver

uvejret sammen, så luften sortner,

og himlen jamrer. Hjælpe os atter

kan ingen uden du! Men end er dig ukendt

det farlige sted, hvor den fule bor:

stævn did, hvis du tør, trolden at finde!

Din kamp skal med gaver og gods jeg lønne,

med fortids-skatte, som før jeg har gjort,

og med blinkende guld, hvis tilbage du kommer."

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXI.

 

1383-1396

Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:

"Sørg ej, du vise! Forvist er det bedre

sin ven at hævne end vegt at sørge;

hver en iblandt os skal ende sit liv

engang her i verden; lad enhver da, som kan,

vinde ære og ry, før han rammes af døden!

For den henfarne helt er hæder det bedste.

Rejs dig, o konge, og rask vil vi drage

i sporet efter Grendels grufulde moder.

Et jeg dig lover: ej ly skal hun finde

i jordens favn eller fjeldets skov

eller havets dyb, hvorhen hun så flyr.

Endnu i dag - føj mig i dette -

med tålsomt sind du din smerte bære!"

 

1397-1407

Op sprang gubben, og Gud han takked,

herlighedens Herre, for heltens ord.

Hrodgars hest med den hårfagre manke

på stand blev bidslet. Og statelig red

fyrsten afsted; til fods en flok

af krigere fulgte. Fjernt og vidt,

over mark og vej, gennem vildsom skov

var der spor at finde, hvor frem hun var skredet

gennem sorten sump, slæbende livløs

den herligste hirdmand og helt blandt dem,

som med Hrodgar værned og vogted hjemmet.

 

1408-1421

Ædlinge-ætlingen ilede frem

over snævre stier og stejle skrænter,

langs mandsbrede slugter og mulmdulgte veje

og svimlende næsser og søvætters huler.

Fremst han gik i en fåtallig flok

af kyndige folk på den forskende færd,

til brat han skued en dunkel skov

fra skrænten lude med skumle træer

over grålige klipper - og kæret derunder

boblende blodigt bittert det var

og drøveligt tungt for danernes skare,

en skærende vånde for skjoldungens venner,

for mangen en hirdmand og helt og jarl:

på havbrinken Askers hoved at skue.

 

1422-1441

I bølgen hvirvled det varme blod.

Lydt fra kamphornet klang der gjalded;

og flokken tog sæde og så på bredden

slanger sno sig snelt gennem vandet,

sælsomme sødrager svømme i dybet,

søuhyrer baske på brink og næs,

de, som så ofte ved årle morgen

volder søfolk ved på skibenes vej,

og vilddyr og orme: vrede og bistre

bort de styrted så brat, som de hørte

gjaldet af hornet. Men geate-høvdingen

ranede et af de udyrs liv

ved et buesendt skud, så den skarpe pil

gennem tarmene skar; og træg til svømning

i dybet det blev, mens døden tog det.

Snelt og behænde den sælsomme svømmer,

våndefuldt stunget af vildsvinespyd

med sværdskarpe hager, blev halet fra dybet

ind over næsset: med undren de så på

det rædsomme udyr.

 

1442-1454

Så rusted sig Bjovulf rolig til færden, frygtløs for livet:

nu skulle brynjen, bred og kunstfærdigt

knyttet af hånd, gennem kæret fare, -

vel kunne den knokkel-kamret værne,

så ikke den tirrede trold med sit greb

og sit tunge tag skulle true hans liv;

den skinnende hjelm, som skærmed hans hoved,

skulle i brydende bølger dukke

til kærets bund; med klare guld-bånd

var kanten smykket; en duelig smed

i gamle dage den sådan danned,

bræmmet med vildsvine-billeder rundt,

så sværd ej bed på det blanke malm.

 

1455-1464

End øgtes hans styrke i strid, da Hrodgars

styrer i laget ham lånte sin hjælp

et randslebet skaftsværd, Hrunting kaldet

og nævnt som ypperst blandt oldtidsskatte:

æggen var jern, med edder hvas,

og hærdet i kampsved; hidtil det aldrig

dem havde svigtet, som svang det i strid:

mænd uden frygt for det farlige stævne

blandt fjendernes mylder; ej første gang nu

skulle i stridsfærd det storværk øve.

 

1465-1472

Ikke mindedes Egglafs søn,

frisk i sin kraft, hvad han før havde talt,

ruset af vin, nu, han redebont lånte

det blinkende jern til en bedre sværdhelt:

ej voved han selv under søens brænding

den tapre dåd, - og tabt han gik

af sejrsæl ry; - ej så med den anden,

da rustet han stod og rede til kampen.

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXII.

 

1473-1491

Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:

"Husk nu, Halfdans herlige ætling,

nu, jeg til dåden står rede, drot,

gavmilde fyrste, hvad før vi har talt,

hvis jeg mit liv skulle lade for din skyld,

at du mig stadig i faders sted,

selv når jeg dræbes i dysten, vil være!

Våg og værn om min venneskare,

min stalbroderflok, hvis i stævnet jeg segner!

Og send så de skatte, du skænked mig, Hrodgar,

til Hugleiks gård, at geate-kongen,

Hredels søn, når det røde guld

han undrende skuer, kan skønne på stand,

at jeg en god og gavmild drot

fandt på min færd til fryd for mig selv!

Lad Ufred eje mit arvede våben,

mit sværd med runer kunstigt ristede,

kamphårdt og hvast, - herligt jeg vinder

med Hrunting ry eller ranes af døden."

 

1492-1496

Da ordet var talt, skred ilsomt han frem,

den geate-høvding, i hasten ikke

han bied på svar; de brusende bølger

sig lukked om helten. Men ledet var dagen

og sol i bjerge, før bund han kendte.

 

1497-1505

Snart mærkede hun, som i hundred år

hadsk og grum havde hersket i kæret,

at et menneske vandt sig vej fra oven,

svømmende snelt mod de sø-vætters bo.

Så greb hun om kæmpen med knugende tag

og klemmende klo; men kroppen blev uskadt;

Brynje-ringene brystet skærmed,

ej kunne hun nå gennem kamphammens net

og leddede fletværk med fjendske fingre.

 

1506-1517

Så bar den sø-ulv, da bund hun kendte,

hin ringenes fyrste fluks til sit bo,

så ikke han mægted, hvor modig han var,

våben at svinge; en vrimmel af udyr

med skarpe hugtænder hastigt sig trængte

om helten i havet og hugged og napped

og bed i hans brynje. Og brat han så,

at han stod i en sal af sælsom art,

hvor intet vand kunne volde ham men,

hvor lofthvælvet hindrede havets pludselig

fangende tag; - og et funklende lys,

et strålende skær han skued derinde.

 

1518-1528

Den dristige skued dybets ulvinde,

den hæslige hav-kvind, og ej lagde helten

fingre imellem; men frygteligt hug han,

så klingen en hvinende krigssang gol

mod troldens hoved. Men helten fornam,

at det blinkende kamplys ej bed med skærende

ulivssår; æggen svigted

i nøden fyrsten, skønt fordum tit

det i drønende dyst den dødsdømtes hjelm

og ringbrynje kløved; - dets ry i kamp

falmed og blegned for første gang nu.

 

1529-1536

Men Hugleiks frænde var fast i sit forsæt,

og stordåd og stridsry stod for hans tanke:

harmslagen kasted i hast han sværdet,

klingen med stål-æg og kunstige slyngetegn,

trøstig til jord i tro til sin næves

slagstærke kraft. Så skal der handles

af den. som vil vinde sig varigt kampry, -

lidet han ænser sit liv, hvor det gælder.

 

1537-1544

I akslen greb så, uskræmt af faren,

geate-høvdingen Grendels moder;

kamptapper slynged han, slagen af vrede,

dødsfjenden tungt med sit tag i gulvet.

Fluks til gengæld greb hun ham fat

og klemte ham hårdt i sin hæslige klo;

skønt knuget af kummer, med kampsikker vælde

kasted hun omkuld kæmpernes høvding.

 

1545-1556

Med knæ på hans krop drog hun sit kortsværd,

bredt og blankt, for sit barn at hævne,

sit eneste barn; - men brynjens fletværk,

som spændte om skuldren, skærmed hans liv

og stod sig mod æg og mod stingende od.

Ilde var det gået Eggders søn,

geaternes helt, på havdybets bund,

havde jernbrynjens kamp-net ej hjulpet ham der

med sin hærdede ham, havde himlenes styrer

ej sejr ham givet; Gud, den alvise,

rådende drot, øved ret og skel,

da kæmpen først var kommen på fode.

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXIII.

 

1557-1569

Da så han dernede et sejrsignet sværd,

et jættesmedet værge med hvasseste æg,

en ældgammel kamp-pryd, et ypperligt våben,

så vældigt, at ingen anden mægted

at bære det til stævnet, hvor stridslegen går, -

et fagert og slagdygtigt smedeværk af riser.

Om kæde-hæftet greb han, den kække kriger;

kamphidsig, bister klingen han svang;

tungt hug han til med fortvivlelsens mod,

og hårdt i halsen heksen han traf,

så knoklerne brødes, og klingen skar

gennem muskler og sener; dødsdømt hun segned;

blodstænkt var klingen; men kæmpen var fro.

 

1570-1590

Lysskæret flammed med funklende glans

og tindred i hulen, som himmelbuens kerte

stråler fra sky. Han skued omkring sig,

skred hen imod væggen, og værget han tog,

ved hæftet og løfted det, Hugleiks stridsmand,

dådfast og gram. Da blev den hvasse

klinge til gavn for kæmpen den vældige:

gengælde ville han Grendel på én gang

al den udåd, han øved mod danerne

så mange sinde, og mer end just den gang,

da Hrodgars hirdmænd i hallen han vog

i den dybeste slum og åd mens de sov,

femten af vest-daners flok derinde

og slæbte så femten i favnen bort, -

et hæsligt blodran. Hævn han tog,

den harmslagne helt, da henstrakt han så

Grendel ligge på lejet, kamptræt,

røvet sit liv af den rasende strid

i Hjorthals borg; brat med et sæt

hæved sig liget ved hugget, det fik,

da det højt svungne sværd skar hovedet af.

 

1591-1599

Snart de rådsnilde mænd, som med Hrodgar

stirred på vovernes hvirvlende syden,

så, hvordan blod i bølgen sig blanded,

strømmende rødt som striber i vandet:

om kæmpen de grånede gubber talte,

aldrig de vented den ædle at skue, -

ej skulle sejrsæl atter han hilse

den fjernkendte drot; de fleste vel tænkte,

at hav-ulven helt havde helten søndret.

 

1600-1604

Og dagen led. Forladt blev næsset

af skjoldunge-folket, og fyrsten styred

mod hjemmet sin færd. Men de fremmede blev,

og med sorgsygt sind på søen de stirred,

lidt kun de vented vennen og høvdingen atter at se.

 

1605-1617

I sværdet som Bjovulf

løfted, åd sig den levrede kampsved

ætsende ind; på underfuld vis

helt det smelted, som isen smelter,

når Faderen bryder frostens lænke

og bølgernes bånd, - han, der byder og råder

for stunder og tider, den stærke Herre. -

Helten, hin unge, lod urørt ligge

de dynger af skatte, han skued i hulen,

kun hovedet tog han og hæftet af sværdet,

kunstigt smykket; klingen var smeltet,

sværdbladets jern af det sydende, giftigt

ætsende troldeblod helt fortæret.

 

1618-1631

Da først han i kamp havde fældet de lede,

op han snoede sig snelt gennem vandet:

dybets hvirvlende vover og vidtstrakte

huler var renset, da havtroldens dage

til ende var løbne, og hans livsfrist var endt.

Så svam han til land, de sømænds skærmer,

sejrsfro ved byttet, søen havde givet,

jublende ved byrden, han bragte fra dens bund.

Kæmpernes hob hasted ham i møde,

takkende Gud i glæde ved hans genkomst,

fro, at de fandt ham frelst og uden men.

Hurtigt de løste af helten, den stærke,

brynje og hjelm; og blodfarvet vand

strømmed i havet, som stille nu lå.

 

1632-1643

Sæl i sinde drog sammen tilbage

fællerne ad stien, de før havde trådt,

langs velkendte vej; de våbenkække hærmænd

har med møje fra brinken ved havet

Grendels hoved, de gæve helte:

fire kæmper af flokken slæbte

tungt på et spydskaft troldens hoved,

styrende gangen mod guldgave-hallen;

snarlig de kom til salen den høje,

skridende frem, de fjorten geater,

stærke i hærkamp: høvdingen vandred

med i sin flok over mjødsals-vangen.

 

1644-1650

Så tren han i hallen, den tapre fyrste,

stridskæk og stovt og i strålende sejrs-ry,

rask til stordåd, for Hrodgar at hilse;

Grendels hoved ved hårtot blev båret

frem over gulvet, hvor folkene drak:

sælsomt og grufuldt var synet at skue

for kæmper og jarler, for kongen og hans viv.

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXIV.

 

1651-1676

Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:

"Glade vi her, o Halfdans ætling,

skjoldungfolkets herre, havbyttet bringer dig,

sejrsdådens tegn, som du ser ved din fod.

Knebent med livet jeg kampen bestod,

voved under vandet et værk, som kosted

yderste nød, og nær kunne stævnet

galt være endt, hvis ej Gud havde hjulpet.

Intet jeg evned at øve med Hrunting

i kampens stund, skønt klingen var god;

men menneskens Herre, som mangesinde viste

den venneløse udvej, undte mig brat

at øjne på væggen et ældgammelt, vældigt,

funklende sværd, som jeg svang til værn.

Havhulens bofolk, da held bød sig til,

vog jeg i striden. Men værgets stål

brændtes og smelted, da blodet sprang ud,

den hede kampsved; heftet har med

jeg fra vætterne bragt; deres vold mod de danske

har svart jeg hævnet, som sømmeligt var.

Forsandt jeg dig lover, at sorgløs du nu

i Hjorthal kan slumre med jarlernes skare,

med hirdmænd og hovmænd og heltenes flok,

både gammel og ung, uden gru for de tvende,

så ej du skal frygte, som før du har gjort,

for ædlingers dødsvånde, skjoldunge-drot."

 

1677-1686

Så gav han i hænde den gamle kampdrot,

den grånede gubbe, det gyldne hjalte,

underfuldt smedet af urtids jætter:

ved utyskets død i dankongens eje

sværdheftet faldt, da den fule trold,

Guds arge modkæmper, mordlysten gram,

både han og hans moder, var heden draget, -

i hænde det faldt den bedste fyrste

blandt verdens herskere mellem hav og hav,

der skænked skatte på Skandia-øen.

 

1687-1698

Hrodgar frydefuld fæstet betragted,

det ætgamle sværdgreb med sælsomme skrifttegn

om urtidens første fejde, da floderne

voldsomt hvirvlende drukned de vilde

risers slægter, der rasende stred mod

den evige styrer, som straffed med vælde

de frække i bølgernes frådende syden.

I fæstets plader af funklende guld

var ristet med runer på rettelig vis,

for hvem det fra første færd var smedet,

det sjældne værge med vredet hefte

og slange-slyngning.

 

1699-1739

I salen talte nu Halfdans søn, og hirden tav:

"Se, han kan sige, som sandhed og ret

i folket fremmer, som fortiden mindes,

den gamle høvding, at helten her

er ypperst blandt ædlinger. Ud over verden,

Bjovulf, min ven, dit ry skal bredes,

blandt folkenes vrimmel; og vel skal du hævde

din manddom og kløgt. Min tak skal du eje,

som før jeg har sagt; til fryd skal du blive,

mens tiderne rinder, thi trøst for din hird

og for hele dit folk. Ej Hermod var slig

mod skjoldunge-ætten, Eggveles sønner;

en dårlig drot var han danernes folk;

han voldte dem vånde og ve og drab;

barsk og grum sine bordfæller vog han,

sine udvalgte stalbrødre, indtil han alene

fra livet og menneskers lykke drog heden;

skønt den mægtige Gud havde magt ham skænket

og hævet ham højt ved herlig kraft

over alle mænd, var hans ånd dog grisk

efter blod og rov; ej ringe han gav

på vanlig vis til vinsalens mænd;

for sit grumsind han bøded med glædeløs kummer

og nagende kval. Så nem du af dette,

hvad mænd bør gøre! gammel og viis

gennem mange vintre for dit vel jeg taler.

Underligt er det, hvor Gud med sin ånd,

den mægtige, giver til mennesker visdom

adel og ejendom, - alting han styrer.

Ofte han til en ædlingbåren

kæmpe sit hjertes kærlighed giver,

skænker i hjemmet ham jorderigs fryd,

lader i borg ham bo med sin hird,

øger hans vælde over verdens vide,

udstrakte egn, så hans eje og magt

i hans dårlige enfold ham endeløs tykkes;

så færdes han i fryd, al fare synes fjern

både sot og ælde; ingen sorg eller frygt

tynger på hans sind, ingen tanke om strid

eller våbengrisk had; al verden er ham god

og føjer hans vilje; han ved ej af modgang.

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXV.

 

1740-1784

Og dybt i hans hu flyder hovmodet frem

og vokser og trives, mens vogteren slumrer,

sjælens hyrde, sover så fast,

døvet i dvale, til drabsmanden kommer

og slipper fra buen den susende pil.

Her hjælper ej harnisk; i hjertet trænger

den skarpe pil, - han skyer ingen dåd,

som arge djævle indgiver ham.

Kun fattigt ham tykkes, hvad fordum han ejed;

gerrig og sur aldrig han giver

guldsmykke skatte med højsindet glæde,

har ej tanke for kommende tiders ry

og spotter hver hæder, guld-herren ham gav.

Så sker det til sidst, mens mod slut det stunder,

at lemmerne lammes, og legemet slappes

i afmagt og død; og en anden træder til,

som sorgløs spreder de sankede skatte

og ænser ej arven i sin ødsle færd.

Så var dig for ondsind, min elskede Bjovulf,

du ypperste kæmpe, men kår dig det bedste,

den evige vinding, og værg dig mod hovmod,

du fejrede helt; i sin fagreste blomst

står din kraft en stund; men der kommer en tid,

da af sot eller spyd din sejrskraft røves,

af funklende flamme eller frådende bølge,

af sårende sværd eller susende pil

eller årtung ælde, og øjnenes glans

svækkes og svinder, og snart kommer døden

og kryster dig, kriger, i knusende favntag.

Selv har som danernes drot jeg hersket

i halvhundred vintre under himlens hvælv

og mod fjendeflokkes fejde dem værnet,

mod jernsværd og pil over jordens kreds,

så jeg troede mig fri for fjender under sky.

Se, da ændredes alt på min odelsgrund;

der kom kvide for gammen og kummer for fryd,

da Grendel grumsindet gæsted min borg;

og svart i mit sind sad sorgen dybt

ved den tyngende ve. Tak være da Gud,

den evige Drot, at der undtes mig stund

til at fæste mit blik efter fortidens kval

på det sværdramte, blodige sumptrolde-hoved!

Gak nu til sæde i salens festlag,

smykket med kampry: af kostbare gaver

skal mange dig skænkes, når morgenen gryr."

 

1785-1798

Geaten gik fluks med frydefuld hu,

som drotten havde sagt, til sæde i hallen.

Og siden som før blev på sømmelig vis

inden vinsalens vægge de vældige kæmper

beværtet på ny. Natmulmet sænked sig

dunkelt over heltene. Hirden stod op;

den grånede gubbe, den gamle skjoldung,

gik til sit leje. Og geaten længtes,

den sejrstærke kriger, svarligt efter hvile;

hallens høvedsmand hurtig den vejtrætte,

fjernt fra ledne, til lejet førte;

på vanlig vis han varetog flinkt

heltens tarv, som til tid og sted

det skyldtes de farende skuders mænd.

 

1799-1806

Så hviled i våningen, vid og guldsmykt,

storsindet gæsten i stille søvn,

til den kulsorte ravn forkyndte med jubel

himmel-frydens komme. Og højt over hvælvet

gled strålende lys. De stridsmænd hasted:

atter nu ville de ædlinger drage

til frænder og folk, og den fremmede høvding

fjernt ville føre hin farende snekke.

 

1807-1812

Den sejrsæle ædling bød Egglafs søn

Hrunting tilbage, bød ham hans kære.

trofaste våben med tak for lånet:

Kampvennen, kvad han, var kraftig til hug

og god til dåd, og han dadlede ikke

æggens hvashed, vennesæl i hu.

 

1813-1816

Rede og rustet til rejsens færd

stod krigerflokken; den kække helt

hædret af de danske, til højsædet tren

og hilste Hrodgar, den herlige helt.

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXVI.

 

1817-1839

Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:

"Nu siger vi dig, vi sø-ledne mænd,

som fjernt fra er farne, at færden atter

til Hugleik går. Godt blev vi bænket

og gæstfrit mødt af din mildhed, drot.

Ifald jeg på jord, du jarlers herre,

kan vinde mig mer af din venskabs-hu,

end jeg før mig vandt, er jeg fluks beredt

igen til kampfærd og krigerdåd.

Og hvis over vuggende vover jeg spørger,

at nød dig times fra nære stammer,

som fjender dig stundom tilforn har trængt,

jeg bringer dig tusind tapre stridsmænd

til hjælp for din hær. Om Hugleik ved jeg,

geaternes fyrste, folkets værn,

at, om end han er ung, vil i ord og i dåd

han fremme min færd, så jeg fuldt og helt

kan bi dig stå med stang og med spyd

og en modig flok, når du mænd har behov.

Og kommer så Hrédrik, kongesønnen, did

til vedernes hovgård, til visse han finder

venner i flok: til fremmed land

er det godt at drage for dygtig svend."

 

1840-1865

Hrodgar til svar sålunde mæled:

"De ord, du taled, den alvise Herre

skød dig i hu. Aldrig jeg hørte

klogere ord af så ung en helt:

du er kraftig i dåd og kløgtig i tanke

og vis i tale. Forvist jeg tror,

hvis ske det skulle, at skarpen pil

eller sværdført kamp eller sot eller jern

raned din herre, Hredels søn,

folkets drot, og du er i live,

at geaterne aldrig så god en mand

kunne vælge til konge, til værner for kæmper

og funklende skat, hvis i frændernes rige

at styre dig lyster. Dit storsind huer mig

bedre og bedre, Bjovulf, du kære!

Fuldbragt har du, at fred skal bo

og spredes blandt geaters og spyd-daners folk,

at fejde og fjendskab og fule rænker,

som før de har døjet, skal fly og svinde.

Så længe jeg vogter det vidtstrakte rige,

skal der bringes budskab og byttes skatte

mand mellem mand over mågernes bad.

Over sø skal den ringklædte snekke føre

fredstegn og gaver. Folkenes skarer

mod fjende og ven skal stå fast og støt

i fællig og flok på fortids vis."

 

1866-1880

End skænked ham folkenes skærmer og herre,

Halfdans søn, tolv herlige skatte

og bød ham god fart til sit folk og sit land

med gavernes hob og hurtig genkomst.

Så kyssed den byrdædle konning og drot,

skjoldung-folkets herre, den herlige helt

og tog ham om halsen; og tårerne randt

fra den grånende gubbe; på gensyn han håbed,

gammel af år; men angst betog ham,

at aldrig siden de ord skulle veksle

på kæmpers vis. Så kær var ham helten,

at sindets svulmen han svært kunne tvinge;

men dulgt i hans bryst mod den dyrebare ven

der bølged en attrå og brændte en længsel

i hans bankende blod.

 

1881-1887

Bjovulf frejdig, stolt af sit guld, over græsvangen skred,

glad ved sine gaver: gyngende for anker

den bundne bølge-hest bied på sin herre.

Tit blev på vejen den vennesæle Hrodgars

guld-gaver lovprist: god og ædel

og dadelfri var kongen, til kraften blev ham ranet

af alderdommens tag, som har tvunget så mange.

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXVII.

 

1888-1895

Så kom da til havet heltenes flok,

de raske kæmper med ringsærke på

og nittede brynjer. Nu som før

blev strandvagten var stridsflokkens genkomst;

ikke med hånsord fra højen brink

han mændene hilste; i møde han red dem

og venligt han kvad, at til vedernes fryd

til skibs de nu stævned i strålende jern-ham.

 

1896-1904

Den bugede snekke på sandet stod,

den ringklædte skude, med skatte ladet,

med foler og rustninger: masten ranked sig

højt over Hrodgars herlige gaver.

Til skibsvagten gav han et guld-heftet værge,

et slægtgammelt sværd, som blev svenden til ære

og kostelig ros, når i kredsen af mjødsalens

kæmper han sad. Og snekken kløved

bølgernes dyb, mens fra Danmark han stævned.

 

1905-1913

Surret til masten var sejlets breddug,

med hårdt-tvundet tovværk, - havtræet knaged.

Hindrende modbør ej hæmmed den ilende

skudes fart; skumhalset skød

bølgehesten god over brusende vand,

den jernklædte stævn over strømmende vover,

så geaternes klipper og kendte næs

de snart fik at skue. Så skurede snekken

og stod med sin stormslagne stævn på stranden.

 

1914-1924

Hurtig var ved stranden havnevagten rede,

han, som alt længst over havet havde spejdet,

stirrende så vide mod de ventede mænd;

i strandkanten bandt han den bugede snekke

med ankertove fast, at det ypperlige skib

af bølgernes vælde ej bort skulle drives.

De skinnende skatte lod fra skuden han bære,

gaver fra Gud; - til den gæve kong Hugleik,

ringenes giver, Hredels søn,

var farten ej lang: med fællernes skare

boede han på borgen nær bølgeslagne brink.

 

1925-1944

Herligt var huset, hvor heltedrotten dvæled

i hallen med Hygd, Hareds datter,

hans unge viv, vennesæl, rådsnild

og vis i sind, skønt kun vintre få

hun i borg havde levet; - ej lavsindet var hun,

ej karrig på guld og kostbare gaver

til geate-folket. Men grumhed og ondskab

fyldte Tryde, hin fagre dronning:

ikke den kækkeste kæmpe voved

frejdig sit blik at fæste på hende, -

ingen af hirden, kun hendes husbond:

snerrende bånd, snoede af hånd,

vented straks den forvovne mand, -

og så som sværdets sårende æg

og dødende klinge og dømte i sagen

med dræbende slag. Slet det sig sømmer

en dronnings færd, hvor fager hun er,

at hun, freds-nærersken, hadefuldt røver

mandsliv for skyld, som har skin kun af brøde; -

ilde det hued Hemmings frænde.

 

1945-1962

Men andet frasagn i ølhal meldtes:

at mindre hun øved af ondskab og rænker,

da først hun var givet som guldsmykt brud,

den højbårne mø, til helten hin unge,

da først hun var draget på faderens råd

over havets grålige, gyngende bølger

til Uffes sal, hvor siden, kendt

for sin milde dåd, på dronninge-sæde

hun leved til ende sit livsens mål

og elskede ømt de ædlingers herre,

den bedste mand blandt menneskers flok

ved det vældige hav, så vidt jeg har spurgt; -

i fjerneste egne blev Uffe prist,

den spydstærke konge, for kamp og for gaver

og sejr i strid; med snilde han røgted

sin fædrene odel, hvor Jomar fødtes

til værn for heltene, Hemmings frænde,

Garmunds sønnesøn, gæv i kamp.

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXVIII og XXIX.

 

1963-1976

Så skred da helten med hele sin flok

over kystbræmmens sand ved den salte sø,

over breden havstrand. Himmelbuens kerte

skinned fra syd; og med skyndsomme fjed

vejen de drog didhen, hvor de vidste,

at kæmpernes værn, kongen, hin unge,

Anganthjovs bane, i borghallen venligt

gav ringe til hirden. Hurtig blev Hugleik

bud der bragt om Bjovulfs genkomst,

at krigernes skærmer, hans egen skjoldfælle,

uskadt fra striden styred sin gang

karsk og sund imod kongens borg.

Snelt blev i hallen på herskerens bud

rum for den farende flok gjort rede.

 

1977-1983a

Så sad hos drotten den sejrsæle kæmpe,

frænde ved frænde, da fyrsten havde

med fejrende velkomst og fager tale

i møde ham hilst. Med mjødskål i hånd

gik Hareds datter over hallens gulv:

vennesæl og mild hun mostkanden rakte

heltene i hænde.

 

1983b-1998

Hugleik begyndte

venlig tale med videlysten hu,

mens det brandt ham i sinde, i salen den høje

at fritte sin fælle om farten, de var draget:

"Hvordan gik færden, Bjovulf, min frænde!

da brat du fik sind til at søge dig dyst

fjernt over sø og salten vove,

kampdåd i Hjorthal? Kunne du bøde

Hrodgar hans vidtkendte ve og vånde,

den herlige konge? Sydende kummer

sved i mit sind; sorg kun jeg vented

af venners langfærd; længe jeg bad dig

ikke at møde den mordgriske trold,

men lade de syd-daner selv om det grufulde

stævne med Grendel. Gud jeg nu takker,

at atter jeg ser dig sund og karsk."

 

1999-2019

Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:

"Ej er den dulgt, den dåd, jeg øved,

Hugleik konning, men kendt af mange,

stævnet, jeg hist bestod med Grendel,

han, som med knugende kval og vånde

og jammer og skræk havde skjoldung-folket

ondsindet ramt; - at jeg hævned,

så ingen af Grendels grufulde slægt,

hvor længe de lever, de lede jætter,

i svig og brøde, skal brammende prale

af tusmørke-kampen. Da tiden var inde,

i ringsalen tren jeg for Hrodgar at hilse;

og snart, da Halfdans herlige ætling

først havde nemmet mit forsæt og mål,

hos sin egen søn han sæde mig bød.

Der var jubel blandt skaren; aldrig jeg skued

under himlens hvælv mellem helte i hal

større mjød-fryd. Stundom gik dronningen,

folkenes fredspant, fager over gulv

og talte til ung-hirden; tit hun en armring

skænked en helt, før hun skred til sit sæde.

 

2020-2031

Stundom til hirdens stridsmænd ved borde

dankongens datter drikken bar,

hun, hvem jeg hørte af hovmænd i hallen

Freyvar blev kaldt, når et kosteligt smykke

hun heltene gav: guldprydet, ung

fæstet er hun til Frodes søn; -

skjoldung-folkets ven, skærmeren af riget

tykkes det ret, og han regner det for held

ved ungmøens fæstepagt fejde og strid

og ondsind at sone. Men ofte det sker,

når fred er stiftet, at stakket kun hviler

det blanke spyd, om end bruden er fager!

 

2032-2040

Vel må det krænke kampbardernes drot

og hver kæmpe i hal, når ved kongsdatt’rens side

en ædelfødt dansk træder ind over gulv

frem blandt hirden, mens herligt et sværd

ham funkler om lænd, deres fædres arv,

hærdet og ringsmykt, de hadbarders eje

den gang, de sejrende svang deres våben,

(Kvad XXIX) før de til skjoldkamp fællerne førte,

før i en usæl fejde de segned.

 

2041-2056

Så skuer ved øllet en ældgammel kæmpe,

bister i hu, det blinkende sværd,

og brat han mindes den blodige spydkamp;

tynget af rugende tankers vånde

ægger han hadsk den unge helt

til morddåd og strid og mæler sålunde:

"Kender du, ven, hin klinge god,

værget, din fader til valen bar,

smykt under hjelm for sidste gang,

han, som dræbtes af danernes flok,

skjoldunge-folket, der fælded for fode

heltens hær, mens hævnen tøver?

Glad ved stadsen på guldet træder

her nu en søn af de samme drabsmænd, -

skrydende frækt med den skat han bær,

som rettelig du burde råde selv!"

 

2057-2069a

Sådan han minder og maner stadig

med tirrende ord, til tiden er inde,

da dronningens hirdmand for hug af sværd

må blodstænkt lade sit liv og bøde

for faderens dåd; - men flygtende haster

kæmpen, der ægged, ad kendte løn-stier.

Nu brydes der ed på begge sider,

nu svulmer der had og harm hos Ingeld;

og under de stridende stunders tummel

hans elskovs-hu til hans hustru kølnes.

Thi regner jeg hadbarders huldskab og venskab

for skrøbeligt, - det, som de danerne svor,

men nidfyldte brød.

 

2069b-2100

Dog nu jeg atter

om Grendel skal mæle, du giver af skatte,

at ret du kan nemme nærkampens gang

og de helledes kår. Himlens karfunkel

gled over vange, og grumsindet jætte

stævned imod os, mordlysten, lumsk,

hvor karske og sunde vi salen vogted.

Ve og voldsdød voldtes da Handskjo,

kæmpen, som hviled med værge ved bælte

forrest i hallen; den herlige helt

Grendel greb i sit grådige gab,

mordgrisk i sind, og slugte hans krop.

Med blodig tand og med brødefuld tanke

det tyktes ham end ej tid at drage

med tomme hænder fra guldgave-hallen;

men risestærk, rovgrisk han rakte mod mig

sin vældige næve. En vante hang ham,

fæstnet ved bånd, fast om kroppen;

sælsom og vid var med snilde den virket

ved djævlekunster af drageskind:

ind i dens dyb ville udåds-øveren

slænge mig selv, skønt mit sind var skyldfrit,

sammen med andre; - ej så det skete,

da bister i hu jeg brat sprang op.

For langt er at melde, hvorlunde mén-volderen

gengæld jeg gav for hans grumheds værk;

dine kæmper, o drot, blev dåden, jeg øved,

til hæder og ry. Risen flygted,

og snart fra livsens lykke han veg;

men i borgen hans højre hånd blev tegn

på hans færd i Hjorthal, og jammerfuldt stedt

i dybet han sank for der at dø.

 

2101-2114

Skjoldung-folkets ven med skænk og med gave

af kosteligt guld min kampdåd lønned,

med skatte i mængde, da morgenen gryede,

og glad vi os bænked ved gildet i hal.

Der var gammen og sang; og den gamle skjoldung

fritted om mangt og meldte om fjernt;

stundom den stridskække stemte harpen

og strengene rørte; stundom et sørgeligt

sandsagn han kvad; eller kongen meldte

på sømmelig vis om sælsom færd.

Stunddom kongen, knuget af år,

klagende kvad om kraften, der svandt;

dybt i hans sind det svulmed og bølged,

når ældet og grå på sin ungdom han tænkte.

 

2115-2134

Sådan i hal den hele dag

laget vi nød, til natmulmet atter

gled over jorden. Grendels moder

snart dog, i sorg over sønnens død

ved vedernes kamphad, kummerfuld, hævngrisk,

gav sig på vej. Den grufulde troldkvind

hævned sit barn, og en hirdmand hun vog

med ubøjelig kraft: bort veg livet

fra Asker, viis og ældet i lønråd.

ej heller de danske, da dagen kom,

kunne brænde den faldne i flammernes glød,

kunne lægge hans legem på ligbål, den grånede,

elskede kæmpe: hans krop hun slæbte

under bjergstrømmens bølger bort i sin favn.

Det var den dybeste, drøjeste ve,

som end havde ramt Hrodgar, drotten; -

så bad mig kongen med bønlig tale,

sorgfuld i hu, i havstrømmens hvirvler

stordåd at øve og stridsry at vinde,

vovende livet; og løn han mig loved.

 

2135-2143

Så fandt jeg i dybet, som fjernt er kendt,

i havstrømmens hvirvler den vilde jætte.

Der brødes i spændtag vi bistert en stund,

og bølgerne bobled med blodrigt slim;

hendes sværd jeg greb, og af Grendels moder

hovedet hug jeg med hævet klinge;

med livet jeg undslap; - endnu var ikke

min dødsstund kommen; og kæmpernes værn,

Halfdans søn, gav mig hobe af skatte.

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXX. **

 

Note ved Adolf Hansen:

[Ved en fejltælling i det angelsachsiske Bjovulf-MS. er XXX sprunget over.]

 

Bjovulfs kamp med Grendels moder XXXI. (første del).

 

2144-2151

Så sad den hærdrot i hal med hæder;

ej glip jeg gik af den gode løn

for min kække kampdåd; kostbare skatte

Halfdans ætling i hænde mig gav;

dem bringer jeg dig, du drot over kæmper,

som høvisk gave. Med hele min hu

på ny er jeg din; af nære frænder

knap flere jeg har end, Hugleik, dig!"

 

2152-2162

En værnende hjelm med et vildsvin på,

et stadseligt stridssværd og en stålslagen brynje

han bad dem hente ind, og atter han kvad:

"Hrodgar rakte mig ringbrynjen her,

den vise konge, og vennehilsen

bød han mig først at bringe dig fra ham,

kvad, at kong Hjorgar kampskjorten ejed

i år og i dage, danernes drot:

jernbrynjen ej dog til Hjorvard, sønnen,

kæk, som han nævntes, og kær, som han var ham,

give han ville. Godt nu du nytte den!"

 

2163-2171

End har jeg hørt, at de herlige gaver

fulgtes af fire foler i rad,

med abildgrå lød; alt han gav ham,

foler og skatte. Så frænde skal handle

mod frænde, ej flette et fjendskabs fangnet,

ej lure med rænker og list på død

over håndgangen fælle. Hugleik elsked,

sejrsæl og kæk, sin søstersøn højt, -

begge de undte hinanden vel.

 

2172-2176

Hørt jeg har, at den herlige halsring,

som Valthjov, den højbårne viv, ham skænked,

gav han til Hygd samt tre gode skimler

med strålende sadler; - stedse hun siden

bar på sit bryst det blinkende smykke.

 

2177-2189

Således Eggders ædle søn

ry sig hented ved heltefærd

og ved adelsdåd; aldrig han vog

rusede bordfæller, rasende, vild;

skønsomst af alle han skærmed og vogted,

rådsnild og kæk, sin kæmpestyrke,

den gave, som Gud ham gav i sin nåde.

Geaterne lang tid kun lidet ham agted,

og hirdens herre holdt ham af ringe

og mådelig værd blandt mjødsalens mænd;

dådløs og dorsk og dvask de ham troede; -

snart dog hans vanry vendtes til hæder,

hæder og ry for den herlige helt.

 

2190-2199

Krigernes værn, den kampkække konge,

bød da i hast at hente Hredels

guldsmykte æt-sværd: blandt geater en skat

ej fandtes så fager i form af et sværd.

Det lagde han blankt i Bjovulfs skød

og skænked ham syv tusind skillemøntspenge,

bosted og høvdingstol. Begge ædlinge

ejed blandt folket æt-arvet jord,

gods og rettighed; mest af riget

tilkom dog ham, som var højest høvding.

 

Bjovulfs kamp med dragen XXXI. (anden del).

 

2200-2206

Siden det hændte i hærtid og ufred,

at Hugleik faldt, og Hardråd også

segned bag skjold for skarpe slagsværd,

den gang de skilfingers dristige flok,

de vilde kamp-ulve, vej sig baned

blandt sejers-folket med fældende magt

og hærkamps vælde mod Hereriks frænde.

 

2207-2220

Så kom det vidtstrakte, vældige rige

Bjovulf i hænde. Han hersked fuldgodt

i halvhundred vintre og værned sin odel

med snilde og kløgt, til i sorte nætter

grufuldt en drage begyndte at rase

som vogted en skat i en skummel gravhøj,

stensat og stejl, - en sti førte did,

skjult og forborgen. Til skat-hulen kom dog

en ukendt mand; - hans attrå blev vakt

af hedninge-guldet; med hånd han greb

et gyldent bæger og gemte det fluks; -

men dragen, med svig i sin søvn bestjålet,

blev harm i hu og hadefuld rased

i frygtelig vrede mod folk over lande.

 

Bjovulfs kamp med dragen XXXII.

 

2221-2266

Af egen drift var til drage-hulen

han flygtet i ve og farefuld vånde, -

en træl, der var stedt i tvingende nød:

af frygt for sin herres flængende svøbe

han søgte sig skærm og skjulte sig der ,

skyldbetynget. I skælvende angst

og rædsel for vætten, der ruged på guldet,

og al den gru, der gemtes i hulen,

listed sig ind den ubudne gæst

og skued i gravhøjens grålige mulm

et funklende bæger. Der fandtes af slige

herlige skatte i hulen en dynge,

en mægtig hob, som i henfarne tider

en ukendt mand af ædel byrd

med skønsom hu havde skjult derinde,

en kostelig guldhob. Hans kære var alle

af døden ranet i svundne dage,

og ene tilbage af ædlinge-flokken,

med vemod og vånde ved vennetabet,

det lysted ham dog for en liden stund

at glædes ved skatten. Hans gravhøj stod rejst

på den vide vang ved det vuggende hav

og det stormslagne næs, stærk og fastbygt:

Derind han bar en byrde så tung

hin ringenes vogter, af vægtige skatte

og kostbart guld, og kortelig kvad han:

"Gem du nu, muld, hvad mænd ikke mægter,

heltenes eje; - i henfarne tider

de drog det af dybet. Den dystre kampdød

røved hver eneste en af mine fæller; -

fra livsens lysende lyst de veg.

Jeg har ikke den, der kan drage mit sværd

eller rense mit bæger, så blankt det skinner, -

hver hirdmand god er gangen af live.

Fra stærken stridshjelm, der stråled gylden,

guldbladene drysser; dødssøvn slumrer

de svende, der hjelmens jern skulle blanke;

kampskjorten smuldrer, nu kæmpen er død,

den, som fik skår under skjoldenes gny

af det bidende sværd; brynjens ringnet

følger ej færd så fjernt og vide

ved heltens side; harpen ej klinger

med fryd i sal; falken ej svinger

sig højt gennem hal; hesten ej springer

med stampende gjald. Stridende færd

vog så mange af menneskens hær."

 

2267-2277

Sådan han kummerfuld klaged sin smerte,

ene tilbage; bittert han jamred

ved dag og ved nat, indtil dødens bølge

greb ham om hjertet. - Den gyldne skat

blev fundet under muld af en mørkekær vætte,

som, funker spyende, spejder ved nat

efter gravhøjshuler, en glødhedt luende,

skældækket drage, der skrækslår menneskers

tanker og sind. Den søger i jorden

højens skat, og på hedninge-guld

ruger den glædesløs, gammel af år.

 

2278-2286

I tre hundrede vintre vogtede uvætten,

grisk og grådig, gravhøjens skat,

den mægtige hob, indtil harm den slog,

da til bod for sin brøde en bortrømt træl

bragte sin herre en blinkende guldskål,

røvet fra hulen. Højen blev plyndret,

ring-hoben ranet og redebont opfyldt

den jamrendes bøn; - jarlen skued

med glæde i hu den gyldne oldskat.

 

2287-2311

Men dragen vågned, og vild af vrede

den snuste til klippen, og snøftende fandt den

sin fjendes fodspor; frem var han lusket

listende dulgt nær dragens hoved:

sådan kan den, hvis død end er fjern,

lettelig værnes mod ve og våde

ved den styrendes gunst. Over sten og muld

søgte guld-vogteren glubsk efter ham ,

der i dens slummer sorg havde voldet den;

gram og bister om gravhøjen jog den

i hele dens omkreds; men ingen den fandt

på den vildene hede; ingen der var da,

som sejrsglæden fik; så for den tilbage

til højen og søgte i hulen om skålen;

og snart den mærked, at menneskehånd

havde mindsket dens guld. Den mægtede knap

at bie, til kvældstid kom over land;

af harme svulmede højens vogter,

med hede luer den hadsk ville hævne

mjødskålens ran. Da rundet var dragen,

der lysted den ikke længer at dvæle

bag gravhøjens sten; men med glødende luer

af sted den fløj. Dens første færd

blev folket til gru, og guldgave-drotten

tungt skulle rammes, før rædslen endte.

 

Bjovulfs kamp med dragen XXXIII.

 

2312-2323

Dragen begyndte fra gabet at spy

gnister og glød over gård og bo,

i flammende ildsluer; den flyvende lindorm

hvert et levende liv ville øde.

Vættens værk kunne vidt om ses,

dens fjendske færd både fjernt og nær,

hvordan med sit had og sin harm den knuged

geate-folket; men før det blev gry

hasted den atter til hulens skatte.

Med bål og med brand havde bredt over lande

hærværk den øvet; den håbed på værn

bag sin hules stenmur, - men håbet brast.

 

2324-2332

Sorgbud bares til Bjovulf fluks,

at hans eget hus, hans herlige bo

og hans guldgave-stol var i glødende, bragende

flammer fortært. Tungt på sinde

drotten det faldt, og dybt det naged ham:

forvist han troede, den vise konge,

han havde fortørnet ved trods mod loven

den evige styrer; - stormende tanker

steg i hans sind som sjælden før.

 

2333-2344

Stygt havde ild-dragen ødet med flammer

fyrstens borg og folkenes bo

ved det vide hav; - og vedernes drot,

den gæve kampkonge, grunded på hævn.

Så bød han at hamre, de hærmænds fyrste,

jarlernes skærmer, et jernskjold med snilde

til værn i striden; thi vel han vidste,

at ved ej båded mod hvirvlende gnister,

bast imod brand. Men brat skulle ædlingen

skilles fra livsens beskikkede stunder,

og lindormen med, skønt længe i hulen

den grisk havde skærmet skattens guldhob.

 

2345-2354a

Stolt han formåede, den stærke herre,

med stridshærs følge at stævne til kamp

mod den flyvende vætte; han frygted ej mødet

og regned for ringe det rasende udyrs

kraft og vælde; thi vovet havde han

fejde og fare og frygtelig kampdåd

med gny og med drøn, siden den gang som yngling

han sejrsæl rensede Hrodgars højsal

og greb i spændtag om Grendels moder

og vog den lede.

 

2354b-2372

Og visselig ej

det hærslag var ringest, hvor Hugleik faldt,

hvor geaternes fyrste, folkets ven,

Hredels søn, segned i Frisland,

af dødshug ramt i det drønende stævne,

hvor sværd drak blod; - Bjovulf svømmed

bort gennem bølgernes brusende strøm

ved egen dådskraft; i havet han dukked,

mens tredive brynjer han bar i sin favn.

Ej skulle de hetvarers hær dog prale

af stævnet, der stod, da de stridende løfted

skjold imod kongen: fra kampen mod helten

kun så slap frelst til det fædrene hjem.

Så svømmede Eggders søn over hav

til hjemlandets kyster, kummerfuld, ensom:

der loved ham Hygd både land og rige

og skattens hob; - efter Hugleiks død

troede hun ej, hendes unge søn

mod fjendernes flok kunne folket værne.

 

2373-2378

Ikke dog mægted de modløse veder

at bøje heltens hu, så han selv

lod sig kåre til Hardråds herre og løfte

på konninge-sædet; - på sømmelig vis

han råded ham snildt, til selv han kunne

som ældre værge vedernes folk.

 

2379-2390

Til fyrsten, hin unge, fredløse drog

Ottars sønner vidt over sø:

de skilfingers skærmer med skam de sveg,

den fjerntkendte hersker, den herligste havdrot

af dem, der i Svearig sjældne gaver

skænked i hal. Men for Hugleiks søn

blev det livsløbets grænse: for gæstfri færd

fik han dødens sår af det svungne sværd;

så drog Anganthjovs ætling bort

til sit hjem over hav efter Hardråds fald

og lod Bjovulf herske som høvding og drot

over geate-folket; - og godt var hans styre.

 

Bjovulfs kamp med dragen XXXIV.

 

2391-2396

Men Bjovulf huskede sin herres død,

mens stunderne randt, og støtted og hjalp

den fredløse Adils. Med folk han bistod

Ottars søn over salten hav,

med hirdmænd og våben: så hævned han blodigt

den svundne dåd og dræbte kongen

 

2397-2400

Sålunde havde hin søn af Eggder

stærk bestået hver stormende strid

og mandig i stordåd, til stunden randt,

da han sværd skulle løfte mod leden orm.

 

2401-2416

Selvtolvte i hoben med harm i hu

geaternes drot mod dragen stævned.

Klart han kendte, hvor ufreden kom fra,

den folke-ødende, - han havde i eje

det herlige kar fra finderens hånd.

Han, der fra først var fejdens grund,

som trettende mand i toget drog;

våndefuldt bastet vise han måtte

vej over vangen; vrangvillig gik han

til grant han kendte gravhøjens hvælvede

rum under jord, nær de rullende bølger

og hvirvlende vande; det vrimlede fuldt

af ringe og smykker. Rugende lå

den vældige vogter og værned om guldskatten

dybt under mulde, mordgrisk, kamprede:

vanskeligt var det værk, der vented dem.

 

2417-2424

På næsset den kampkække konge tog sæde

og ønsked alt held over hirdmænd og hovmænd,

den gavmilde drot: døden han aned

og sværmod og sorrig ham sindet knuged, -

skæbnen var nær, der ned skulle slå

på hans sjæle-skat og skille gubbens

liv fra hans legem: ej lang tid end

var konningens sjæl i kød-ham gemt.

 

2425-2443

Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:

"I ungdommens stunder bestod jeg hel mangen

stridsfærd og kamp, som klart jeg mindes.

Syv vintre jeg var, da med vennesælt sind

folkefyrsten fra min fader mig tog;

Kong Hredel vogted og værned min ungdom,

og med frændekær hu i hal han mig bænked

og guld mig skænked; blandt skjoldkæmper var jeg

så kær for hans sind som sønnerne selv:

Herebald og Hadkyn og Hugleik, min drot.

For den ældste søn blev på sørgelig vis

ved frændes drabsdåd dødslejet redt;

thi Hadkyn med pil fra hornbuens streng

ramte ved våde sin ven og broder,

fejlende målet sin frænde han dræbte,

broder traf broder med blodig od:

en brøde, som ingen bod kunne sone,

rugede tungt over Hredels hu; -

og uden hævn måtte ædlingen dø.

 

2444-2459

Thi grufuldt det er for en gubbe at se

den unge knøs, som han avled, dingle

fra galgens træ: trist må han kvæde

en sorrigfuld sang, når sønnen svinger

til fryd for ravne, mens rådløs han står,

og han, bøjet af år, ikke evner at hjælpe.

Han mindes - hver eneste morgen, der gryr, -

sin ætlings bortgang; om barn skulle fødes

på ny i hans borg som bod for hans tab,

han ænsed det ej, når den ene har fundet

på skæbnens bud så bitter en død.

Med bævende sorg han i sønnens bo

ser vinhallen tom; der klager nu vinden,

glæden er borte; i graven slumrer

helte og riddere, harpen ej klinger.

Ej er fryd mer i hallen, som forhen der var.

 

Bjovulfs kamp med dragen XXXV.

 

2460-2468

Så søger han lejet, og sorgtunge sange

han våndefuldt kvæder: for vide tykkes ham

vange og gård. - Så vedernes værn

bar jammer og ve i hjertets dyb

efter Herebalds død; af drabsmanden kunne

ej bod han kræve for blodet, der randt,

ej heller med harm og med had ham jage,

skønt ukær var ham den unge kæmpe.

 

2469-2471

Og knuget af sorgen, som såret havde ramt ham,

vandred han heden og valgte Guds lys;

efter rig mands skik han skænked sin slægt

borge og land, da fra livet han drog.

 

2472-2489

Strid blev der ført over strømmende sø

mellem geater og sveer, grufuld fejde

og rasende had, da Hredel var død; -

Anganthjovs kampkære, krigskække sønner

holdt ikke fællig og fred over hav,

men øved ved styrtbjerg stridsfærd og svig

bitreste ufred og blodig kiv.

Så tog mine frænder, som fjernt det spurgtes,

hævn for al deres hadske vold; -

dog bøded den ene af brødrene dyrt

for sejren med livet: usalig blev kampen

for Hadkyn, de gæve geaters drot.

Ved gry blev frænde af frænde hævnet

med fældende slag af funklende klinge,

hvor Jofur af Anganthjovs jernsværd var blevet ramt:

strids-hjelmen brast, og blegnende segned

den gamle skilfing; - godt havde hånden

husket sin hævn i det hug, den slog.

 

2490-2509

Hugleik jeg gjorde gengæld i kamp

med det glimtende sværd for de gaver, jeg fik:

land han gav mig og gård og odel.

Ikke han havde behov forsand

at fæste for løn og leje for hyre

svagere stridsmænd i Svea-riget

eller hos gepider eller hos daner:

stadig forrest i stridende stævne

ene jeg stod, og end skal jeg stedse

møde, hvor kampen kalder, så længe

dette mit værge varer og holder,

det, som har fulgt mig fra den gang, jeg vog

hugernes kæmpe, Dagravn, i håndkamp.

Ej fik han held til at hente smykket,

den fagre halsring, til friseres drot; -

brat han segned, bannerets vogter,

den mandige jarl. Ej jern ham fælded; -

hans livsens strøm og hans legem blev brudt

i nævetags-stævne. Men nu skal med sværd

og klinge og hånd der kæmpes om skatten."

 

2510-2515

Bjovulf mæled med mandig hu

kække løfteord: "Kampdåd øved jeg

tit i min ungdom; nu vil jeg atter

fejde søge som folkets gamle

styrer og vogter og stordåd øve,

hvis vætten vil stævne til strid fra hulen!"

 

2516-2537

Så hilste han hver af hirdmandsflokken,

de hjelmklædte stridsmænd og stalbrødre tro,

for sidste gang: "Ej sværd eller våben

mod ormen jeg bar, hvis blot jeg mægted

på anden vis i den onde trold

et greb at tage som dengang med Grendel.

Med glødende gnister og giftåndes edder

fra dragen venter jeg: derfor brynje

og skjold jeg fører. Ikke et fjed jeg

viger for hulens vogter og værner, -

så får det ske os, som skæbnen vil

og den højeste herre. Min hu er fast, -

jeg vrager al bram mod den vingede kamp-trold.

Så bi på brinken, I brynjeskærmede

kæmper, og kend, hvem karskest og bedst

efter stridens stormende stævne bær sine

vunder og sår! Det værk, der skal øves,

er ikke eders, men ene mit, -

kun jeg formår imod jættens vælde

til gavns at stævne. Jeg guldet skal vinde

ved stordåds kraft, eller stridende færd

og livsfjendsk kamp skal jer konge rane!"

 

2538-2541

Støttet på skjold den stridshelt rejste sig,

fast under hjelm, i jernflettet brynje,

og tren under stenhvælvet, stolende trygt

på egen manddom, som modig mand gør.

 

2542-2553

Og helten, den stærke, der stod i kampfærd

så mangen en stund, når de stridende tumled

i stævnet sammen, så under højens

stenede bue en strøm fare ud

fra hulens dyb, og de hastende hvirvler

var hede af flammer: de fygende gnister

fra dragens gab ved guldskattens hob

ville ynkeligt drotten til døde brændt.

Fra brystets hvælving lod vedernes konge

da ordet drøne, - thi drotten var vred;

vildt stormed hans hu, og stemmen gjalded,

gungrende lydt under grålige sten.

 

2554-2568

Den rasende skatvogter røsten fornam

af en råbende mand; ej mer var der stunder

til fred at kræve. Frem brød vættens

hede ånde og hæslige edder

fra stenhulens dyb, mens jorden drøned.

Skjoldet holdt helten skærmende frem,

geaternes drot, mod den grufulde orm,

som i bugtende ringe med bister hu

til stævnet jog. Med jernsværdet draget,

det slægtgamle værge med hvassen æg,

stod høvdingen rede: hadsk de pønsed

i afsky og gru på ondt mod hinanden.

Støt han stod bag det stærke skjold,

fællernes herre, da hurtigt dragen

ringled sig sammen: rustet vented han.

 

2569-2591

Bugtet og krummet, i brændende gnist-regn,

skød vætten sig frem. Da værned skjoldet

drottens liv og legem en stund,

dog ringere tid, end han tænkte det selv.

For første gang nu det føjed sig så,

at ikke i strid den styrende skæbne

ham sejrsry undte. Sin arm da løfted

vedernes drot, og til dragen han hug

med skarpen sværd; men den skinnende æg

gled af på benet og bed ej så hvast,

som hærkongen havde behov i den truende

fare og nød. Men fluks efter sværdhugget

gravhøjens vogter med grimslagen hu

kasted omkring sig knitrende døds-ild,

så gnisterne lyste: lidet sig fryded

geaternes konge ved kampvunden sejr, -

thi sværdet sveg, da han svang det i striden,

som jern ej burde. Skønt bittert at bære,

måtte dog Eggders mandige søn

vige fra grunden med glippende held, -

og ormen til vilje han vej måtte træde

til andet bosted, som alle engang

skal skilles fra livsens beskikkede stunder.

 

2592-2601

Snart stormed de atter til stævnet vildt.

Hvæsende, fnysende vætten tog fat

med nyvundne kræfter; i nød da stedtes

folkenes fyrste i fygende ild.

Og ikke stimled hans stalbrødres flok,

de ædlinge-fødte, i fællig omkring ham

til skærmende kamp: til skovs de flygted

for livet at bjerge. Dog brændte hos én mand

svidende sorg, - thi slægtskabs krav

ej sviges af ham, hvis hu tænker ret.

 

Bjovulfs kamp med dragen XXXVI.

 

2602-2625a

Viglaf kaldtes han, Vésteins søn,

en elskelig skjoldkæmpe, skilfinge-høvding

og Alvars frænde: fyrste han så

under hården hærhjelm af hede martres.

Han husked, hvad jordlod hans hersker gav ham,

vidtstrakt bo for Vægmunding-slægten,

hver ret blandt folket, hans far havde nydt; -

ej længer han tøved, han løfted sit skjold

med den grågule bast og rev sværdet af balgen,

det sværd, der én gang var Eymunds eje,

Ottars søn, usæl og fredløs,

Véstein vog ham, hvor våbnene mødtes, -

og røved fra hans slægt hans ringvævs-brynje,

hans strålende hjelm og jættesmedede,

ældgamle sværd: Anele gav ham

sin frændes rustning og rige stridstøj, -

og intet ord han ytred om kampen,

skønt Véstein hans broders barn havde dræbt.

I mange vintre han våbnene ejed,

brynje og sværd, til hans søn en gang

kunne fjender møde som faderen før;

så skænked han ham en skathob rig

af glimrende krigstøj, da gammel af dage

han heden for.

 

2625b-2630

For første gang nu

den unge helt med sin herre og drot

skulle krigsfærd prøve og kampdåd øve;

ej smelted hans mod, ej svigted hans frændes

ætgamle sværd: det sandede ormen,

den stund de stødte i sværdet sammen.

 

2631-2660

Tung i sind, men på sømmelig vis

Viglaf kvad til de vigende fæller:

"Jeg mindes den tid, vi af mjødkruset drak,

mens i hallen vi loved vor hersker og konge,

som skatte os skænked, at skulle engang

slig nød ham ramme, med råd og dåd

vi ville ham hjælpe for hjelm og for sværd

og for kosteligt krigstøj; blandt kæmperne kåred

han os til færden af egen drift

og ildned vort mod, som han øged vort eje;

for stærke hjelmmænd og stridskække spydmænd

regned han os; men som rigets herre

og folkets værner valgte han selv

denne stordåd at øve, - thi ypperst blandt mænd

har i herligste kampfærd han hævdet sit ry

ved fejreste dåd. Dagen er kommen,

da kongen har kække krigeres dygtige

kræfter behov: i hast nu af sted

til hjælp for vor høvding, som gnisternes hærgende

glød-regn kvæler! Gud er mit vidne,

at før end jeg svigter, skal flammerne favne

også min krop hos den gavmilde konge.

Skændsel det er, om vi skjolden bær

frelste til hjemmet, før fjenden er fældet,

før vi i kreds om kongen har skærmet

og værget hans liv. Vel jeg ved,

ej det sig sømmer, at ene han

blandt vedernes ædlinge vånde skal lide

og segne i striden: med sværd og med brynje,

med stridshjelm og skjold vil jeg stå ved hans side!"

 

2661-2668

Gennem kvælende dunster med knejsende hjelm

skred han kongen til hjælp, og kort han mæled:

"Elskede Bjovulf, øv nu i dåd

løftets ord fra din ungdoms tid,

at så længe du leved, dit lysende ry

ej skulle sluknes: med sindet fast

og af al din kraft må, ædling, du nu

værne dit liv; - jeg værger det med!"

 

2669-2687

Ormen brød atter, da ordet var talt,

rasende, hævngrisk, hadsk og ond,

i spillende flammers sprudende gnisthvirvler

løs på fjenden; i luerne skjoldet

til aske brændtes; og brynjens ringe

var ingen hjælp for den unge kæmpe;

men brat sprang ynglingen bag sin frændes

skærmende skjold, da hans eget var skørnet

og smuldret i flammen. Og fyrsten ihukom

sit manddoms-ry, og med mægtig styrke

svang han sit sværd, så det sank i dragens

pandeskal ned; men Nægling brast, -

Bjovulfs sværd svigted i striden,

gammelt, grå-ægget. Der gaves ham ej

støtte i stævnet af stålhærdet klinge;

for stærk var hans arm: ej det ypperste sværd

holdt for hans kraft, når til hug han det hæved,

så sagnet vidner, - det hvasseste værge,

han greb i sin hånd, var gavnløst i kamp.

 

2688-2693

For tredje gang den tirrede drage,

nyttende stunden, nidfyldt og grum,

for løs på helten med luende gab;

med skarpen bentand den bed om hans hals,

så livsens-blodet hans brynje pletted

og vælded i stride strømme ned.

 

Bjovulfs kamp med dragen XXXVII.

 

2694-2706

Hørt jeg har, at i hærdrottens nød

kendtes klarlig den kække ædlings

kraft og mod, som i kødet var født ham:

han for sit hoved havde ej frygt;

men i den frist, han sin frænde hjalp,

den ædelig helt fik hånden afsvedet.

Den pansrede kæmpe pressed i det hævnfyldte

udyr sit herlige sværd ind til heftet,

så heden blev mindre. Og hurtigt kom atter

drotten til samling svang sit kortsværd,

bidende hvast, som ved brynjen han bar:

vedernes værn hug vætten sønder,

fældede fjenden, så livet flygted.

 

2707-2723

Så havde de frænder i fællig dræbt

dragen med sværdhug: så skal af helte

der handles i nødstund. Nu havde kongen

vundet sin sidste sejr i kamp; -

hans værk i verden var fuldbragt. - Men vunden

som dragen ham bed, brændte og sved,

svulmed og bulned. Og snart i brystet

fornam han jagende, nagende kval

af den giftige edder. Til gravhøjens vold

hærkongen gik, og med grublende hu

han satte sig stille og stirred mod hulens

stenbue-hvælv, der var støttet af søjler. -

den ældgamle jordhal, af jætter bygt.

Den brave hirdmand med varsom hånd

vasked af høvdingens vunder blodet

med lindrende vand og løste hjelmen

på kongen, den milde, der kamptræt hviled.

 

2724-2751

Og Bjovulf mælte, blodig og bleg

af de svare vunder, - fuldt vel han vidste,

han havde i de tilmålte timer nu ejet

lykken på jorden, - ledet var nu

hans dages tal, og døden var nær:

"Ifald nu en søn var mig født i mit bo,

en arvelods-værner, avlet af mig,

jeg skænke ham ville mit våbenskrud,

som i fejde jeg bar. I femti vintre

jeg styred mit folk; og der fandtes ej drot

over lande og stridslystne stammer omkring mig,

som voved med hvasse våben og kampgru

at øde min fred. På min odel jeg blev

min beskikkede tid og skærmed mit eje

og søgte ej strid og smedded ej rænker

og svor ikke mened. Såret til døden

føler i sindet jeg fryd over dette;

thi mord på frænder skal menneskens styrer

til last mig ej lægge, når livet skal

fra mit legem skilles. Men skynd dig nu ind

til guldskattens hob under grålige sten,

elskede Viglaf, nu ormen er fældet,

ramt af dødssår og ranet sit gods!

Hast nu, il, at den ældgamle skat

af guld jeg kan skue, den glimrende hob

af strålende sten, så at stille og let,

nu skatten er vundet, vandre jeg kan

fra mit liv og mit land, som længe jeg styred!"

 

Bjovulfs kamp med dragen XXXVIII.

 

2752-2772

Mig er det meldt, at da ordet var mælet,

Vésteins søn rask adlød den sårede

fyrste og tren med sin flettede brynje,

jernring-snoet, under jordhøjens tag.

Da så han, den modige, sejrsfro helt,

da forbi han var skredet, hvor Bjovulf sad,

solrunde guldsmykker, sælsomme skatte

blinke fra væg og fra bund i den gamle

mulm-flyvers hule; mjødkander var der,

fade og skåle fra fortidens slægter,

irrede, skørnede, - ældgamle hjelme,

matte af rust, og et mylder af armringe,

skønsomt flettede. Let kan skatte

i højene koste helten hans hoved.

Han gemme på guldet, som glædes derved!

Højt over skatten han skued et banner,

gyldent virket og vævet med kunst:

ud fra det skød sig et skinnende skær

hen gennem hulen, så helten skelned

alle dens rigdomme. Ormen var borte:

skarpen sværd havde skilt den ved livet.

 

2773-2787

Hørt jeg har, at i hulen han ene

ranede alt, hvad af riser var smeddet,

fyldte sin favn med fade og bægre,

som lysten ham bød; - selv banneret tog han,

den strålende dug; thi med stingende jern

og med dræbende æg havde drotten den gamle

vætten med hvasse våbenhug fældet,

hin guldskattens vogter, som grumt havde spredt

gruelig glød og gnistrende flammer

på sin midnats-flugt, til den mødte sin død. -

Ungersvenden iled for atter med guldskatten

bort at kunne drage: det brændte ham i sinde,

den våbenkække helt, om vel han skulle finde

vedernes drot, af dødsvunden ramt,

levende på stedet, hvor han lod ham tilbage.

 

2788-2808

Favnende skatten fandt han sin herre,

den vidtberømte drot, dødbleg og blodig

nær livsens ende. Atter med vand

hans åsyn han stænked, til ordets od

brød gennem brystet. Med brudt røst mæled

den gamle Bjovulf, mens på guldet han stirred:

"For rigdommens hob, som her jeg skuer,

vil tak jeg vide til verdens styrer,

den evige herre, al herligheds konge,

fordi det mig undtes, før dødsdagen kom,

slig funklende skat til mit folk at vinde.

Givet jeg har mine gubbeårs livsrest

for guldskattens vinding, - så virk nu I

til folkets tarv! Min tid er omme.

Byd mine kæmper kaste en høj

på brinken ved hav, når på bål jeg er brændt;

højt skal den hæve sig, herligt og frit,

på hvalnæssets grund, et varigt minde;

og sejlende skarer, som skumhvide snekker

fjernt fra bærer på bølgen i mulmet,

skal nævne brinken som Bjovulfs Høj."

 

2809-2816

Så drog den kampkække drot af sin hals

en gylden ring og gav den til jarlen,

hin glavind-kriger ung, samt en guldprydet hjelm

og brynje og ring - bad ham bruge dem vel:

"Du er den eneste ætling af Vægmund,

som end er tilbage; alle mine frænder

til død og dom dreves af skæbnen; -

og nu skal jeg selv efter slægten følge."

 

2817-2820

Det var det sidste, han sagde, gubben,

hans sidste ord, før de susende, hvirvlende

bålflammer greb ham: fra brystets dyb

søgte hans sjæl de saliges fred.

 

Bjovulfs kamp med dragen XXXIX.

 

2821-2845a

Ond var den lod, der ynglingen traf,

nu han på jord lå jammerfuldt henstrakt,

mærket af døden, den, som han elsked

højest af alle. - Høvdingens bane,

dragen, den lede, lå livsranet hos,

i blodstævnet knægtet: den bugtede orm

råded ej længer for ringhobens guld; -

jernklingers æg havde jaget den heden,

hamrenes kamphvasse, hærdede værk,

så den vingede vætte vundedræbt segned

tyst på tuen nær guldskattens tærskel.

aldrig mere ved midnatstider

bredte den vingen vidt gennem luften,

stolt af sit eje: for stridsfyrstens hånd

og dødende jern til jorden den sank.

Så kun om lande det lyktes forvist

blandt væbnede helte, så vidt jeg har spurgt,

var end til dåd og bedrift de rede,

ind mod en gift-drages edder at trænge

eller mod ring-salen rovhånd at løfte,

hvis de fandt vogteren vågen dybt

i sin hules bo. - Bjovulf måtte

købe med døden den kostbare skat; -

nu var de begge nået til ende

med livsens løb.

 

2845b-2859

Ej lang tid efter

forlod de kamprædde kæmper skoven,

den troskabs-brydende ti-mands flok,

som før ej voved at værge med spyd

dens høvding og konge i hårdeste nød;

fulde af skamhu, med skjold og rustning

did de tren, hvor drotten lå død, -

og de stirred på Viglaf. Stridstræt sad han,

helten, nær ved sin herres skulder;

forgæves han væded med vand hans åsyn;

hvor dybt han ønsked det, evned han ikke

på jord at holde sin høvding i live

og vende den styrendes viljes-bud:

Guds vælde råder for hver mands liv, -

som dengang det skete, så sker det end.

 

2860-2891

Brat fra ynglingen barske ord

strømmed mod hver, som veg i fejghed.

Viglaf mæled, Vésteins søn,

mens sorgfuld i sind han så på de rædde:

"Så kan den sige, som sandt vil tale,

at kongen, der gav jer de kostbare smykker

og herlige kampskrud, som her I står i,

dengang på ølbænk ofte han skænked

jarler i hal både hjelm og brynje,

dem, som drotten fandt dygtigst og ypperst

i mændenes flok både fjernt og nær, -

at ilde havde han ødt sine gaver

af kosteligt krigstøj, da kamp blev nødig.

Ej skulle folkets fyrste forvist

sine stridsfæller rose; dog Gud, der råder

for sejren, undte ham ene at øve

hævn med sværds-æg, da heltekraft trængtes.

Lidet jeg mægted hans liv at værge

i stridens stævne; - dog stræbte jeg strengt,

af fuldeste evne min frænde at hjælpe:

min sværdklinge ramte den rasende drage,

så kræfterne veg, og de hvirvlende, glødende

funker stilned. For så til værn

slog kreds om kongen, da kampstunden kom.

Nu skal gaver af guld og sværd,

hjemstavns-glæde og gammel bo-ret

fattes jer slægt: fredløs enhver

af jer æt skal vildsomt vandre sin vej

uden jord-ret og hjem-ret, når jarlerne først

i det fjerne får hørt om jer fejge flugt

og skændige dåd. Død er bedre

for ærlige helte end hæderløst liv!"

 

Bjovulfs kamp med dragen XL.

 

2892-2913

Så skikked om kampen til kløften han bud

over havklippens brink, hvor hærflokken sad

fra den gryende morgen, mod i sind,

med hånden på skjold og med skiftende hu:

om den elskede drot skulle ende sit liv

eller atter dem møde. Manden, der red

over næs og skrænt, om nyt, som var hændt,

sanddru ord til dem alle mæled:

"Nu ligger vedernes vennefro herre,

geaternes drot, på dødslejet strakt, -

dræbt af dragen i dysten slumrer han;

jævnsides hviler vætten, den livsfjendske,

ramt af hans kortsværds klinge til døden:

thi ikke med langsværd han uhyret mægted

vunder at slå. Viglaf sidder,

Vésteins søn, ved Bjovulfs side,

levende jarl ved den livløse drot; -

lammet af sorg ligvagt han holder

for ven og for fjende. Ventes der kan nu

kamptid og krigstid, når kendt det bliver

for franker og friser fjernt om lande,

at kongen er faldet. -

 

2913b-2921

Fejde blev ført

med hugernes folk, da Hugleik sejled

frem med sin flåde mod frisernes land:

helten blev fældet af Hetvare-stammen,

der mødte til kamp med en myldrende hær,

så drotten brynjeklædt brat sank sammen

og segned i stævnet: siden aldrig

han gaver skænked; god var os ej

merovingernes slægt efter våbendysten.

 

2922-2945

Heller ej venter jeg venskab og fred

af sveernes folk. Thi fjernt er det kendt,

at Anganthjov ramte ved Ravneskov Hadkyn,

Hredels søn, med dræbende sværd,

den gang de skilfinger dristigt drog

mod Geate-folket med fejde og ufred.

Ottars fader, den ældede gubbe,

bister i hu gav Hadkyn dødshug.

Fælded søkongen og fried sin viv,

der var ranet i ufred, fra usle træls-kår,

Ottars og Aneles aldrende moder; -

snelt forfulgte han fjendernes skare,

indtil med nød og næppe de nåede

Ravne-holtet høvdingløse.

Så lagde han hær om den lille flok,

som sværd havde levnet, og sår havde mattet,

og hele natten han hødende loved

dem dødende sværdhug ved dagningstide

og grufuld død i galgens træ

til fuglenes gammen. Da gryet brød frem,

meldtes der hjælp for den modløse flok:

de hørte Hugleiks horn og lur

gjaldende klinge, - den kække kom

og jog med sin hird hæren på flugt.

 

Bjovulfs kamp med dragen XLI.

 

2946-3027

Blodige spor af spydkamps-stævne,

sværdkamp og strid mellem sveer og geater

fjernt kunne ses, mens de fejdende mødtes.

Nu drog den grånede gubbe, drotten

Anganthjov, sorgfuld i sind, med fællerne

længere bort imod borgens værn;

hørt han havde om Hugleiks krigskunst,

spurgt den stoltes stridsfærds-snilde,

håbed kun lidt mod de havfarne sømænd

børn at værge og viv og skatte, -

jarlen veg om bag jordvoldes skærm.

De flygtende sveer af flokken fulgtes,

og banneret Hugleik i hænde faldt;

hredlinge-folket for mod værnet,

myldred i flok over fredsvangen hen.

Af sværdenes æg blev Anganthjov tvunget,

den grånede stridsmand, til standsning i flugten,

og snart måtte jarlen for Jofur segne:

vredt havde Alf, Vanråds søn,

ramt ham med sværd, så det røde blod

stridt under håret i strømme randt.

Ej blev han ræd dog, den ældede skilfing,

hurtig han vendte sig, hærkongen kæk,

og hugged til gengæld et grammere hug

end det grufulde slag, der ham selv havde ramt:

ej mægtede Vanråds modige søn

igen at såre den gamle kæmpe, -

hans hjelm var kløvet af kongens sværd,

og med blødende vunde han vakled og segned; -

dog ikke var den gang hans dødsstund kommen,

trods svidende sår kom han snart til sig selv.

Men brat, mens broderen blodig lå,

Hugleiks hirdmand sig hug gennem skjoldmuren

med sit svungne sværd, der var svejset af jætter,

og sin kamhårde hjelm, - og kongen sank,

folke-drotten, til døde ramt.

Redebont kæmperne rejste den unge,

blodstænkte bror og forbandt hans sår,

da sejren var vundet, og valen var deres.

Men Jofur Anganthjovs jernbrynje tog,

hans hjaltede sværd og hans hjelm tillige,

og alt den grånede gubbes krigstøj

hen til sin herre Hugleik han bar.

Skatten han tog og til tak ham loved

hæder til gengæld og holdt sit ord:

gaver han skænked, geate-drotten,

Hredels søn, for den raske kampdåd

Jofur og Ulf, da hjem han var kommen:

hver fik i boland og bøjede ringe

mange tusinde mønters værd,

og ingen undte dem ilde for dåden;

end gav han sin elskede, eneste datter,

hjemmets smykke, Jofur til viv. -

Det er den fejde, det fjendskab og had

og den nidfyldte kiv, som nu jeg venter

af sveernes folk, når først de spørger,

at døden har ranet vor drot og herre,

han, som før mod fjendernes hob

værgende skærmed skatte og rige

og friede skjoldunge-folket for nød,

værned om landets vel og øved

fuldgod mandsdåd. - Nu må vi ile,

drotten at skue, hvor død han hviler,

og ham, som gav os de gyldne ringe,

til ligbål at bære. Ejliden småting

skal smelte med helten, - en smykkehob er der,

en dynge af guld, som dyrt er vundet,

og ringe, købte med kongens liv:

dem skal brændende bål fortære

og hylle i flammer; - ej helt skal dem bære

fyrsten til minde; ej fager kvinde

om halsen skal lægge den herlige ring;

men tung i sinde skal tit hun træde

på fremmed grund uden guld i eje,

nu, folkets fører sin fryd og jubel

og latter har endt. Ak, ofte skal spyddet,

iskoldt, ved gry gribes i hænde

og hæves højt; ej harpen skal vække

kæmpen af søvn; men sorten ravn,

lig-grisk under sky, skal skrige til ørnen

og melde, hvor lifligt i lig den svælged,

mens vildt med ulven den valen plyndred."

 

3028-3037

Så han mæled, den mandige kriger,

med varslende ord, og ikke han løj

i fremsyn og tale. Flokken stod op,

og, tynget af kummer, med tårefyldt blik,

langs Ørnenæs skred de for rædslen at skue.

Der fandt de på sandet, sjælsrøvet, livløs,

fyrsten udstrakt, som før havde skænket dem

kostbare ringe: kommen var nu

den sidste stund for stridskongen god,

da vedernes drot i døden sank.

 

3038-3057

End så de et mere sælsomt væsen,

så led en orm, ligge på vangen

overfor drotten: dragen var det,

den grufulde vætte, våndefuldt svedet

af flammer og gnister; femti fod

var den lang, hvor den lå; i luften den tit

havde tumlet ved nat, før ned den fløj

i sin hules dyb; nu døden bandt den,

og aldrig i muldhøje mere den dvæled.

Kander og krus omkring den der stod,

fade der lå og fagre sværd,

som rust havde gnavet, mens gemt under muld

i tusind vintre de hviled derinde:

al den vældige urtidens arv

og ældgamle guldhob var omgærdet af galder,

så ingen turde i skatte-graven træde

og åbne for guldet, hvis ikke Gud selv,

den mægtige sejrsdrot, menneskens værner,

gav den, som hans valg og vilje traf,

ret og lov til at løfte skatten.

 

Bjovulfs kamp med dragen XLII.

 

3058-3075

Nu så alle, at han, som med uret i bjerget

skatten havde skjult, skabte ej lykke.

Skattens vogter først vog nogle få;

det hærværk med hårdhed blev hævnet nu.

Altid er det et under, hvorledes

den ædle helt med herligt ry

møder sin skæbne en skønne dag,

når ej mer han skal mødes i mjødsal med frænder.

Det så man med Bjovulf, da bjergets vogter

han søgte med våben i vældig kamp.

End vidste han ej, hvordan han fra verden

skulle engang skilles. Hin hersker over skatten,

som gemte den i hulen, havde hæftet til den

en gruelig forbandelse, som gjaldt til dommedag:

at han, som betrådte den plet, skulle tynges

af synder til helved og søges af plager. -

Grisk efter guld var den gæve dog aldrig,

han havde kun stræbt efter Herrens nåde.

 

3076-3109

Viglaf mæled, Vésteins søn:

"Ofte bliver mangen ved én mands vilje

sænket i sorg, som os selv det er sket.

Ikke vi mægted vor elskede drot,

rigets hyrde, at råde til gavn,

så fjernt han holdt sig fra hulens vogter

og lod den ruge i ro på den vældige,

gyldne hob i gravhøjens dyb

til verdens ende: vundet blev skatten,

men dyrt har den kostet; til kummer for os

droges vor drot til den dræbende kamp. -

Jeg var derinde, og alt jeg skued:

højens guld-skat, da jeg var gået

ind under jorden, hvor ingenlunde

jeg venligt blev hilst. Hurtigt jeg greb

i favn og hænder en fuldgod byrde

af herlige skatte, og hid jeg bar dem

ud til min konge, som end var i live,

bevidst og ved samling; mangt han sagde

bøjet i kummer, bød eder hilset

og bad, at I ville på bålstedet rejse,

hans livsværk til minde, en mægtig høj,

der fjernt kunne ses, så sandt som han var

vidt over verden den vældigste kriger,

så længe han råded for rige og land. -

Lad os med il nu én gang til

gå til den underfuldt glimrende skathob

hist under hvælvet, - vej jeg viser jer; -

der kan I nærved nøje skue

guldet og ringene. Hav så til rede

båren brat, når tilbage vi kommer; -

da vil vi løfte drotten, den elskede,

bære ham hen, hvor helten længe

under Guds værge skal hvile trygt."

 

3110-3119

Vésteins søn, den sejrstærke kæmpe,

bød så, at bud skulle bæres snelt

til jarler, der ejede jord og folk,

at fjernt fra de bål-ved fluks skulle bringe

til kongens ligfærd: "Luende hvirvler,

stigende dunkelt, skal drotten fortære,

ham, som holdt stand under jernbygers stormsus,

pile, der skokkevis skar gennem luft

over skjoldenes mur, mens skaftet, det fjedrede,

sused med flyvende fart på sin vej."

 

3120-3136

Derpå den snilde søn af Véstein

kaldte blandt kongshirdens kæmper frem

syv af de herligste hovmænd og trådte

ind under troldhulens tag selv-ottende; -

han, som gik forrest i flokken af kæmperne,

løfted i hånd en lysende brand.

Da var det ej nødigt at vælge ved lodkast

de helte, som skulle skattene sprede,

da de blev var, at den uden vogter

lå udbredt i hulen; og ingen sørged,

da heltene hurtigt fra højen førte

de dyre skatte; - Dragen vælted de

ud over brinken, lod bølgerne tage

og havstrømmen favne den hæslige skatvogter.

Guldsnoede ringe i rige dynger

på karre blev lagt; og kongen, den grånede,

våben-fro helt blev til Hvalnæs båret.

 

Bjovulfs kamp med dragen XLIII.

 

3137-3155

Så rejste hans folk ham et fastbygget bål

højt over jord, og helt omkring det

hjelme de hængte og herlige skjolde

og funklende brynjer, som fyrsten bad.

Og med klagende veråb kæmperne lagde

udstrakt på bålet den elskede drot.

Så tændte de hovmænd højt på brinken

et vældigt vedblus i den vindstille luft:

sortvæltende bålrøg og bragende luer

hvirvlende steg, med veråb blandet,

til heltens ben-borg af hede flammer

var skørnet og smuldret. Med smerte og sorg

over drottens død de hjertensbedrøvede

krigere græd. Den gamle dronning,

med håret bundet på hovedet op,

i sorg og kvide en sørgesang kvad;

hun ængstedes nu for onde dage,

ydmygende trældom, blodbad og indfald

af fjendtlige hære. - I himlen svandt røgen.

 

3156-3168

Og vederne bygged på brinken en høj,

som bredte sig rundt og rejste sig vidt

og fjernt kunne ses af farende søfolk:

i ti dages stunder den stridskækkes bavn

var højnet og bygget. Bålbrandens rester

de gærded med vold og værned med diger

så sindrigt, som mænd blandt de snildeste evned.

Ned i højen lagde de halsbjørge,

dertil benskinner - alle de blanke

kostbare ting, som de kække kæmper

forhen havde fra højen taget;

det grov de i jorden, som gemmer det end,

så unyttigt for folk, som det fordum var.

 

3169-3177

Rundt om højen red nu sønner,

tolv i tal, af de tapreste ædlinge;

bittert ved drottens død de klaged,

mæled om fyrsten i fagre ord,

priste hans færd og fejred hans stordåd

med signende kvad; thi sømmeligt er det,

at kæmpen lover sin konge og ven

og elsker ham dybt af sin inderste hu,

når ud han løses af legemets ham.

 

3178-3182

Sådan de geater sørged og klaged,

hovmænd og hirdmænd, ved høvdingens fald,

kaldte ham bedst og blidest af konger,

elsket af folket og ærekær,

nævnte ham mildest af mænd på jorden.

Fodnoter:

*) Se her: Kampen i Finsborg
**) Note ved Heimskringla.no (Carsten Lyngdrup Madsen, 2006): Den fejltælling i nummereringen af kvadene i det angelsaksiske manuskript, som Adolf Hansen her refererer til, løses af Andreas Haarder ved, at kvad nummer XXIX hos ham kaldes den "29. og 30. sang." Til gengæld slår Haarder ikke kvadene XXVIII og XXIX sammen, således som Adolf Hansen gør og opdelingen af kvad nummer XXXI i to selvstændige dele er mere skarp i Adolf Hansens oversættelse end hos Andreas Haarder. (Andreas Haarder: Sangen om Bjovulf, 2001)

Sproglig bemærkning:

Der er foretaget afvigelser fra Adolf Hansens retskrivning på følgende punkter:

- aa er ændret til å

- ö er ændret til ø

- navneord er ikke skrevet med stort begyndelsesbogstav.

- kunde, skulde, vilde er ændret til kunne, skulle, ville