Forskjell mellom versjoner av «Bjovulfs kamp med Grendel»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Bjovulf
(3 mellomliggende revisjoner av samme bruker vises ikke) | |||
Linje 10: | Linje 10: | ||
− | <center><big>'''[[Bjovulf]]'''</big> | + | <center><big>'''[[Bjovulf]]'''</big>[[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]][[Fil:Bjovulf Cover.png|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/bjovulf-adolf-hansen-9788743010975| <center>Adolf Hansen: '''Bjovulf''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]] |
Linje 181: | Linje 181: | ||
::argere morddåd med urørt sind; | ::argere morddåd med urørt sind; | ||
::drabsfærd og ondskab: til dem stod hans hu. | ::drabsfærd og ondskab: til dem stod hans hu. | ||
− | ::Da | + | ::Da så man helt mange, som søgte sig leje, |
::bedre og sikrere, borte fra hallen, | ::bedre og sikrere, borte fra hallen, | ||
::i borggårdens kamre; thi kendt var for alle | ::i borggårdens kamre; thi kendt var for alle | ||
Linje 191: | Linje 191: | ||
::Så rased og kæmped, mod ret og lov, | ::Så rased og kæmped, mod ret og lov, | ||
::den ene mod alle, til øde huset, | ::den ene mod alle, til øde huset, | ||
− | ::det stolte stod. Og mens stunderne skred, | + | ::det stolte, stod. Og mens stunderne skred, |
::i tolv vintres tid han tungt måtte døje, | ::i tolv vintres tid han tungt måtte døje, | ||
::skjoldung-folkets ven, både vånde og kval | ::skjoldung-folkets ven, både vånde og kval | ||
Linje 316: | Linje 316: | ||
::I frit får fare og forske i danernes | ::I frit får fare og forske i danernes | ||
::rige og land. I langtfra kommende, | ::rige og land. I langtfra kommende, | ||
− | ::havbølgen | + | ::havbølgen pløjende, hør nu min jævne |
::mening: Nu melde I må, hvor I kom fra - | ::mening: Nu melde I må, hvor I kom fra - | ||
::ej er det slet med sligt at haste." | ::ej er det slet med sligt at haste." | ||
Linje 610: | Linje 610: | ||
::"Er du den Bjovulf, der kæmped med Breke | ::"Er du den Bjovulf, der kæmped med Breke | ||
::på svulmende hav i svømmefærds kapstrid, | ::på svulmende hav i svømmefærds kapstrid, | ||
− | ::den gang | + | ::den gang I på trods og med tåbeligt hovmod |
::stred imod strømmens styrke på dybet, | ::stred imod strømmens styrke på dybet, | ||
::vovende livet? Ej ven eller fjende | ::vovende livet? Ej ven eller fjende | ||
Linje 754: | Linje 754: | ||
::min sidste time i salen her." | ::min sidste time i salen her." | ||
::Valthjov tyktes vel om hans tale | ::Valthjov tyktes vel om hans tale | ||
− | ::og | + | ::og frejdige løfte; og fager, guldsmykt |
::gik folke-dronningen frem mod sin husbond | ::gik folke-dronningen frem mod sin husbond | ||
::til sæde hos drotten. Men siden som før | ::til sæde hos drotten. Men siden som før | ||
Linje 1 151: | Linje 1 151: | ||
:: | :: | ||
::''991-1019'' | ::''991-1019'' | ||
− | ::Bud blev der bragt, at brat skulle | + | ::Bud blev der bragt, at brat skulle Hjorthal |
::herligt af hurtige hænder smykkes, | ::herligt af hurtige hænder smykkes, | ||
::og svendes og terners travle flok | ::og svendes og terners travle flok | ||
Linje 1 163: | Linje 1 163: | ||
::med ugerningsattrå, i angst og vånde, | ::med ugerningsattrå, i angst og vånde, | ||
::vis på døden. Og ''hvem'' formår vel | ::vis på døden. Og ''hvem'' formår vel | ||
− | ::at undgå ''den'' | + | ::at undgå ''den'', om han end ville prøve? |
::Hver eneste en, der ejer en sjæl, | ::Hver eneste en, der ejer en sjæl, | ||
::hvert menneskens barn, der bor på jord, | ::hvert menneskens barn, der bor på jord, | ||
Linje 1 209: | Linje 1 209: | ||
::kasted sig kækt, - og i kamp-hærens spidse | ::kasted sig kækt, - og i kamp-hærens spidse | ||
::ej svigted hans mod, mens de segned omkring ham. | ::ej svigted hans mod, mens de segned omkring ham. | ||
− | ::I | + | ::I Bjovulfs eje de ingviners værner |
::vennesæl gav både våben og heste | ::vennesæl gav både våben og heste | ||
::og bød ham med mildhed bruge dem vel. | ::og bød ham med mildhed bruge dem vel. | ||
Linje 1 510: | Linje 1 510: | ||
::Der blev gny i Hjorthal; Grendels blodige | ::Der blev gny i Hjorthal; Grendels blodige | ||
::hånd hun røved; rædsel og sorg | ::hånd hun røved; rædsel og sorg | ||
− | ::var på ny til huse; og | + | ::var på ny til huse; og hårde kår |
::det tyktes forvist: med venners liv | ::det tyktes forvist: med venners liv | ||
::dobbelt at bøde. Hjertensbedrøvet | ::dobbelt at bøde. Hjertensbedrøvet | ||
Linje 1 779: | Linje 1 779: | ||
::trøstig til jord i tro til sin næves | ::trøstig til jord i tro til sin næves | ||
::slagstærke kraft. ''Så'' skal der handles | ::slagstærke kraft. ''Så'' skal der handles | ||
− | ::af den | + | ::af den, som vil vinde sig varigt kampry, - |
::lidet han ænser sit liv, hvor det gælder. | ::lidet han ænser sit liv, hvor det gælder. | ||
:: | :: | ||
Linje 2 032: | Linje 2 032: | ||
::guldsmykke skatte med højsindet glæde, | ::guldsmykke skatte med højsindet glæde, | ||
::har ej tanke for kommende tiders ry | ::har ej tanke for kommende tiders ry | ||
− | ::og spotter hver hæder, | + | ::og spotter hver hæder, Gud-Herren ham gav. |
::Så sker det til sidst, mens mod slut det stunder, | ::Så sker det til sidst, mens mod slut det stunder, | ||
::at lemmerne lammes, og legemet slappes | ::at lemmerne lammes, og legemet slappes | ||
Linje 2 594: | Linje 2 594: | ||
::en træl, der var stedt i tvingende nød: | ::en træl, der var stedt i tvingende nød: | ||
::af frygt for sin herres flængende svøbe | ::af frygt for sin herres flængende svøbe | ||
− | ::han søgte sig skærm og skjulte sig ''der'' | + | ::han søgte sig skærm og skjulte sig ''der'', |
::skyldbetynget. I skælvende angst | ::skyldbetynget. I skælvende angst | ||
::og rædsel for vætten, der ruged på guldet, | ::og rædsel for vætten, der ruged på guldet, | ||
Linje 2 669: | Linje 2 669: | ||
::lettelig værnes mod ve og våde | ::lettelig værnes mod ve og våde | ||
::ved den styrendes gunst. Over sten og muld | ::ved den styrendes gunst. Over sten og muld | ||
− | ::søgte guld-vogteren glubsk efter ''ham'' | + | ::søgte guld-vogteren glubsk efter ''ham'', |
::der i dens slummer sorg havde voldet den; | ::der i dens slummer sorg havde voldet den; | ||
::gram og bister om gravhøjen jog den | ::gram og bister om gravhøjen jog den | ||
Linje 3 497: | Linje 3 497: | ||
::drotten at skue, hvor død han hviler, | ::drotten at skue, hvor død han hviler, | ||
::og ham, som gav os de gyldne ringe, | ::og ham, som gav os de gyldne ringe, | ||
− | ::til ligbål at bære. Ej''liden'' småting | + | ::til ligbål at bære. Ej ''liden'' småting |
::skal smelte med helten, - en smykkehob er der, | ::skal smelte med helten, - en smykkehob er der, | ||
::en dynge af guld, som dyrt er vundet, | ::en dynge af guld, som dyrt er vundet, | ||
Linje 3 712: | Linje 3 712: | ||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] | ||
[[Kategori:Tekster på dansk]] | [[Kategori:Tekster på dansk]] | ||
+ | [[Kategori:Angelsaksiske kilder]] | ||
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]] | [[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]] | ||
[[Kategori:Adolf Hansen]] | [[Kategori:Adolf Hansen]] |
Nåværende revisjon fra 27. mai 2020 kl. 22:47
Velg språk | Gl. engelsk | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
oversat af
Adolf Hansen
- Indledning
- 1-11
- Om spyd-daners færd i fortids dage,
- om dåd og bedrift, af drotterne øvet,
- om ædlingers sejrsry sagn har vi hørt!
- Ofte Skjold Skefing drev skarevis fjendernes
- myldrende flokke fra mjødsalens bænke
- og slog dem med jammer. Som hjælpeløst barn
- blev først han fundet, men fanged så lykke
- og voksed i hæder og ry under himlen,
- så alle de folk, der fjernt over hval-vejen
- rundt om leved, lyde ham måtte
- og skat ham give: godt var hans styre!
- 12-25
- Ham blev siden en søn der født,
- ung i gårde; Gud havde sendt ham
- folket til glæde, - thi grant han så
- den hårde ve-tid, som herskerløse
- længe de døjed; og livets drot,
- al herligheds herre, ham hæder forundte:
- Bjovulfs ry bredte sig vidt,
- hin søn af Skjold, i Skandia-lande.
- Glad skal den unge gaver skænke,
- frit øve godt i sin faders hus,
- så fluks, når han ældes, og fejdetid kommer,
- stalbroder-flokken til stævne møder
- og høvdingen følger: ved hæderfuld dåd
- hver mand i hvert land fanger lykke og trivsel.
- 26-52
- Kong Skjold i den skæbne-beskikkede stund
- drog heden, helten, i Herrens vold.
- Så bar de ham bort til bølgernes strøm,
- hans samfæller tro, som han selv havde budt,
- mens end hans tunge var talen mægtig,
- skjoldunge-fyrsten, den folkekære.
- Rede i havn lå den ringklædte snekke,
- ædlingens fartøj, med isblank stavn;
- og de lagde den vennefro, vidtkendte drot,
- guldringenes giver, på gyngende skude
- ved ranken mast; og rige skatte,
- fjernt fra hentet, lå hobet omkring:
- ej hørte jeg skib være skønnere prydet
- med herlige våben og hærklæders pragt,
- med brynjer og sværd; om han bryst var der lagt
- et mylder af smykker, som med skulle drage
- i vovernes vold vidt over hav.
- Ej rusted de ham med ringere gaver
- og dynger af skatte, end de havde gjort,
- der først havde sendt ham fjernt fra strand
- som et ensomt barn over bølgerne blå.
- End satte de højt ved hans hoved et gyldent
- banner og lod ham på bølgen udbæres
- på det dybe hav, hjertensbedrøvede,
- med sorrigfuld hu. Ingen under himlen,
- ingen hirdmand i sal kan sige for sand,
- hvem der efter farten fik fragten i eje.
- Bjovulfs kamp med Grendel I.
- 53-63
- Kendt blandt kæmper, på kongsborgen Bjovulf,
- skjoldungen leved i lange tider,
- elsket af folket; hans fader drog heden,
- bort fra sit bo; men barn ham fødtes
- i højen Halfdan, der hersked med ry
- i de skridende år over skjoldunge-folket.
- Ham, folkenes fyrste, fødtes til verden
- fire børn ifølge og rad:
- Hjorgar og Hrodgar og Helge, den gæve,
- og om Elan jeg hørte, hun som blev Anganthjovs,
- den krigeriske skjoldungs, kærlige mage.
- 64-85
- Kamplykke undtes den kække Hrodgar,
- ære i strid, så alle hans frænder
- lød ham med lyst, og lempelig øgtes
- ung-hird og hær. I hu det så randt ham
- en våning med viden væg at bygge,
- en mægtig mjødsal af mere pragt,
- end tidens børn havde tænkt eller spurgt, -
- og der ville gavmildt han give alt,
- hvad Gud havde skænkt ham, til gammel og ung, -
- alt, uden magt over mænd og rige.
- Bud - har jeg hørt - blev båret vidt
- over jord til fjerne folk, at huset
- skønt skulle smykkes; og snart stod rede,
- da stunden var inde, den største hal,
- der fandtes på jord; og "Hjorthal" den nævntes
- af fyrsten, hvis ord i det fjerne gjaldt.
- Her skænked han skinnende skatte og ringe:
- han holdt sit løfte. Og hallen knejste
- gavlbred og høj; - men hærges den skulle
- af lysende luer, - dog længe det vared,
- før fjendskab blandt frænder fik følge af had,
- af vold og af sværdkamp og vildene strid.
- 86-98
- En mulmkær ånd, som i mørket dvæled,
- kun tålte med harmfuld hu en stund,
- at døgn efter døgn han drønende jubel
- fra hallen hørte, hvor harpen klang,
- og sangeren kvad; sagn kendte skjalden
- fra ældgamle tider om menneskers udspring:
- at Almagtens Drot havde dannet jorden,
- den lysfagre vang, af vover ombæltet,
- at sejrsstærk han satte solens og månens
- fakler som lys for landenes folk
- og smykked med grene og grønnende blade
- jorderigs egne, - og alle de slægter,
- som levende myldrer, livet han gav.
- 99-114
- Så leved i gammen og glæde de kæmper,
- til en ånd med fjendsk og ondsindet færd
- begyndte at øve sin udåd i hallen:
- Grendel nævntes den grufulde gæst;
- langs yderste skel han skulende lusked
- og dvæled i dyndkær og dybe moser;
- på troldegrund sneg han usalig sig om,
- forskudt og forvist af skaberens vrede.
- Med død og fordærv slog Drotten, den evige,
- Kains afkom, da Abel han vog:
- han fanged ej fryd af sin fejde; men Herren
- fra mennesker bort for hans brøde ham jog.
- Fra ham udsprang alle onde slægter,
- riser og alfer og udyr i havet,
- thurser og jætter, som trodsede Gud
- i lange stunder, til straffen dem ramte.
- Bjovulfs kamp med Grendel II.
- 115-125
- I natmulmet lusked den lede at spejde,
- hvordan i den høje hal efter gildet
- ring-danerne havde til rette sig lagt.
- Så fandt han de ædlingers flok derinde
- i søvn efter sviren; ej sorg de fornam,
- ej kummer og kvide. Og kval-forvolderen,
- grisk og grådig og glubsk i færd,
- straks var rede og rev fra lejet
- tredive helte og hasted så bort,
- jublende højt ved det herlige bytte,
- farende hjem med sin favn fuld af døde.
- 126-143
- Da blev ved dæmrende dagnings-tide
- Grendels kampstyrke kundbar for alle:
- Gråd og jammer ved gry der lød
- over uhyrets udåd. Ædlingen god,
- den vidtkendte drot, våned sig dybt
- med kummer i sind over kæmpernes tab,
- da hæslige spor i hallen var set
- af troldens trin, - for tung at bære
- tyktes ham kvalen. Og kort var kun fristen;
- thi næste nat på ny han øved
- argere morddåd med urørt sind;
- drabsfærd og ondskab: til dem stod hans hu.
- Da så man helt mange, som søgte sig leje,
- bedre og sikrere, borte fra hallen,
- i borggårdens kamre; thi kendt var for alle
- ved tydeligt spor troldkæmpens had
- og voldsfærd blevet; og hver, der var sluppet,
- for fjendens tag, fjernt nu holdt sig.
- 144-169
- Så rased og kæmped, mod ret og lov,
- den ene mod alle, til øde huset,
- det stolte, stod. Og mens stunderne skred,
- i tolv vintres tid han tungt måtte døje,
- skjoldung-folkets ven, både vånde og kval
- og bitreste smerte; - og snart blev det kendt
- ved kvidefuld sang, der sørgeligt klang,
- blandt menneskens børn, at i måneder lange
- og år efter år den onde Grendel
- mod Hrodgar stred i ustandseligt nag
- og argeste fjendskab; og ikke for gods
- han ville sin drabsfærd mod danerne standse
- og ikke sit had mod hirden tæmme
- og unødigt var det for høvdinger vise
- at vente sig bod af den blodgriske morder.
- Den dødssvangre skygge, den skumle vætte,
- jog og slog både jarl og svend;
- i sorteste mulm han snigende lured
- i dampende sumpe; men sikkert ved ingen,
- hvor Helved-ånderne huser og færdes.
- Og mangefold mén hin menneskens fjende,
- hin grufulde ensomme, øved bestandig
- i nid og nag; når natmulmet ruged,
- hans gang var i Hjorthals guldsmykte sal.
- Dog betrådte ej trolden den gyldne trone;
- det hindrede Herren, som han ej kendte.
- 170-188
- Og skjoldung-folkets ven sad i vånde og ve
- og svidende smerte. I samråd tit
- blev drøftet af mægtige, dådstærke mænd,
- hvad bedst ville kæmperne både og hjælpe
- mod al den rædsel der rugende trued.
- I gude-lundene loved de stundom
- offer at bringe, og bønner de bad,
- at deres afgud, sjæle-øderen,
- ville dem frelse fra folke-våden.
- I hedninge-håb mod Helved de vendte
- tanke og hu; ej Herren de kendte,
- ej dommeren over al dåd og dont, -
- ej priste de herlighedsrigets hersker,
- himlenes værn. Ve den mand,
- der styrter sin sjæl ved stivsindet had
- i flammernes favn, uden frelse og trøst,
- i evindelig vånde! Vel den mand,
- der efter døds-dagen kan drage til Gud
- og i Faderens favn mod freden hige!
- Bjovulfs kamp med Grendel III.
- 189-193
- Halfdans søn over sorgen ruged
- årle og silde; ej evned den snilde
- at bøde smerten; for bitter at bære
- tyktes ham kvalen, der tyngede folket,
- den nagende nød, den natlige jammer.
- 194-209
- Da hørte en hirdmand i Hugleiks kongsgård,
- en geate gæv, om Grendels ufærd:
- han var blandt mennesker mægtigst i styrke
- i hine stunder under himlens hvælv,
- af ædelig byrd. Så bød han at ruste
- sin gode bølge-ganger; gæste han ville
- ad svanernes vej den vidtkendte kampdrot,
- som havde trang til mænd i sin trængsel.
- Ej blev hans dåd af hirden dadlet,
- skønt højt de ham elsked; de ægged ham til færden,
- den gæve og gav ham kun gunstige varsler.
- Af geaternes stamme den stærke helt
- kåred de kækkeste kæmper, han evned
- blandt folket at finde: selv femtende drog han
- som søkyndig fører af flokken did,
- hvor landgrænsen slap, og hvor snekken vented.
- 210-216
- Stunderne skred. På bølgen gynged skibet
- under ludende klint. Klædte i brynjer
- gik heltene om bord, og strømbølgen brød sig
- kruset imod kysten. Kæmperne lagde
- skinnende brynjer på skudens barm,
- de skønneste hærklæder - og skød så til havs,
- frejdig til færden, det fastbygte skrog.
- 217-228
- Så gled over bølgen med gunstig bør
- skumhalset snekke, snar som en fugl. -
- Vel i et døgnstid drog over havet
- den bugede skibsstavn, brydende bølgen, -
- så øjnede de farende forude land,
- skinnende brinker og bratte skrænter
- og mægtige næsser: målet var nået
- og søfarten endt. Snelt fra snekken
- vedernes flok satte fod på land
- og bandt deres hav-træ; og mens brynjerne klirred,
- de fagre hærklæder, takked de Herren,
- at farten var lempelig leden over bølge.
- 229-233
- Da skued fra skrænten de skjoldungers vagt,
- som strandklinten vogted og bredden værned,
- at blinkende skjolde og skinnende hærklæder
- bar de over gangbræt; da brandt han i sinde
- efter fluks at kende, hvem kæmperne var.
- 234-255
- Til stranden han styred på stand sin ganger,
- hin Hrodgars kæmpe, og kraftigt i hånd
- svang han sit spydskaft og spurgte sålunde:
- "Hvem er vel I, våbenklædte mænd,
- med brynjer om bryst, som ad bølgernes vej
- hid over havet den høje skibskøl
- dristigt har bragt, mens her på bredden
- ved vovernes grænse vagt jeg holdt,
- at ingen fjende med fejdende skibshær
- i danernes land skulle lovløst hærge?
- Mer åbent end I kom aldrig hid
- skjoldførende folk; feltråb og løsen
- var ukendt for eder, og uden orlov
- I stævned til stranden. Men større jarl
- end ham der blandt eder jeg aldrig skued,
- i raslende rustning og rige våben;
- ædel er hans byrd, hvis af åsyn og holdning
- sandt kan sluttes. Men sige mig må I
- herkomst og hjem; før her fra kysten
- I frit får fare og forske i danernes
- rige og land. I langtfra kommende,
- havbølgen pløjende, hør nu min jævne
- mening: Nu melde I må, hvor I kom fra -
- ej er det slet med sligt at haste."
- Bjovulfs kamp med Grendel IV.
- 258-285
- Frejdigt ham flokkens fører svared,
- den ældste iblandt dem, og åbned for ordskatten:
- "Geater er vi af æt og byrd,
- og Hugleik, drotten, som hirdmænd vi tjener.
- Min fader var fjernt blandt folkene kendt,
- en ædelig høvding, og Eggder hed han;
- ældet af dage han heden drog
- som gammel af gårde; og gerne de rådvise
- mænd over jorden mindes ham end. -
- Med venlig hu er hid vi stævnet,
- at søge din herre, Halfdans søn,
- rigets skærmer: så råd os da godt!
- Stort er det budskab, vi bringer den herlige
- danernes drot, og dølges skal det
- visselig ikke. Du ved, om det er,
- som vi af sikkert sagn har hørt,
- at blandt skjoldunge-folket en skummel fjende,
- en lønlig fordærver i dunkle nætter
- øver med gru så gram en fejde,
- mén og manddrab. Jeg mægter vel Hrodgar
- råd at yde med åben hu,
- hvordan fyrsten god kan stå fjenden imod,
- om dog ende på ulykkens onde kval
- måtte drotten times med dulmende trøst,
- og sindets sorgbølger svales mildt,
- eller tunge trængsels-tider og jammer
- han stedse må lide, så længe det står,
- det herlige hus på sit høje sted."
- 286-300
- Strandvagten mæled fra stridshestens ryg,
- hvor rolig han sad. "Ret bør den snilde
- kriger skelne, med kyndigt sind
- mellem ord og dåd, mellem idræt og tale.
- Grant jeg ser, I har godt i sinde
- mod skjoldung-folkets drot. Så drag da afsted
- med våben og brynjer, - jeg vej skal vise.
- Og end vil fluks mine folk jeg byde
- at skærme jer skude mod skalk eller fjende,
- snekken, der nytjæret nejer ved stranden,
- at vogte den sikkert, til sent eller snart
- krumhalsede skib over krusede strømme
- kan føre vor ven til vedernes land; -
- så ædel en kriger forundes det sikkert,
- at fri og frels han faren består."
- 301-311
- Frem drog skaren; - men skuden lå stille,
- bredbuget, stor, bundet med reb,
- med grundfæstet anker. En gylden galt,
- hærdet i flammer, funklede klart;
- skærme jernbuen skulle galten.
- Hen over højen hasted den kamplystne
- skare af helte, indtil de skued
- den glimrende hal, som af guldet lyste.
- Herligst af alle under himlens hvælv
- knejsed hin højsal, hvor kongen dvæled;
- luende lys over landet skød den.
- 312-319
- Så viste dem kæmpen de kække daners
- funklende våning, at frem de kunne
- mod hallen gå; sit hors han vendte,
- den mandige kriger, og mæled sålunde:
- "Bort må jeg fare; - Almagtens Fader
- holde eder frelst ved sin huldrige gunst
- i jer færd og jer dåd! Jeg drager til havet,
- for vagt imod fjendtlige flokke at holde."
- Bjovulfs kamp med Grendel V.
- 320-339
- Over stenlagte stræde strakte sig vejen
- for mændenes skare. Skinnende glitred
- de stærke kampsærke, knyttet med snilde,
- og ringene rasled, mens rask de skred
- i klirrende krigsskrud mod kongsgården hen.
- Langs hallens mur de havtrætte mænd
- stilled på stand deres stærke skjolde;
- på bænk søfarerne satte sig tungt,
- så ringbrynjen rasled; og rejste i hob
- stod de asketræs-spær, spidse foroven,
- med grålig od; ypperlig rustet
- i jern var flokken. Fluks en kriger
- spurgte de helte om herkomst og hjem:
- "Hveden har I ført eders våbensærke grå,
- eders guldslagne skjolde og gitrede hjelme
- og spydstagers hob? Som hirdmand hos Hrodgar,
- kongen, jeg tjener. Kækkere fremmede,
- flere i flok, jeg før ej så.
- Forvist tør jeg sige, I søgte ej Hrodgar
- som fredløse folk, men med fri mænds højsind."
- 340-347
- Ham svared på stand den stolte høvding
- for vedernes flok; - fast under hjelm,
- han sålunde mæled: "Hugleiks mænd
- og bordfæller er vi; Bjovulf jeg nævnes.
- Villigt vil jeg sige den vidtberømte fyrste,
- Halfdans søn, din herre og konge,
- mit ærind og bud, hvis han unde os vil
- høvisk at hilse på den herlige drot."
- 348-355
- Da mæled Ulfgar, vendlernes drot,
- velkendt for mange ved mandsmod og visdom
- og skønsom færd: "Skjoldung-folkets herre,
- danernes ven, den vidtberømte konge,
- ringenes giver, vil jeg gerne, som du beder,
- spørge, hvad han tænker om dit tog til vor kyst; -
- så skal jeg snarlig svaret dig melde,
- som ædlingen god agter at give."
- 356-370
- Rask gik han did, hvor Hrodgar sad,
- gammel og grå, blandt gæve jarler;
- frem han skred, til for skuldren han stod
- af danernes herre, - thi hovskik han kendte.
- Ulfgar mæled til sin elskede drot:
- "Fra fjerne steder er stævnet hid
- over gyngende bølge geatiske folk;
- deres høvding kaldes af krigerskaren
- Bjovulf ved navn. Nu beder de høvisk,
- o herre, at her i hallen de ord
- må skifte med dig; så skænk dem igen
- din tale til svar, livsalige Hrodgar!
- I våben og rustning de vel synes værd
- til ædlingernes agt; og ypperlig vist
- er krigernes høvding, der hid dem førte."
- Bjovulfs kamp med Grendel VI.
- 371-389
- Hrodgar, skjoldungfolkets skærmer, mæled:
- "Godt har jeg kendt ham, da gut han var.
- Eggder nævntes ved navn hans fader;
- ham gav kongen Hredel til hustru i hjemmet
- sin eneste datter; hans ætling er nu
- kommen til min gård, at gæste mig som ven.
- De sagde forsand, de søfartsfolk,
- som med gaver sejled til geaternes land
- på sømmelig vis, at, vidtberømt i kamp,
- tredive mands kraft i sit tag han har,
- når han griber med hånd. Den hellige Gud,
- forvist jeg tror, til vest-daners land
- har hid ham ført som frelsende hjælp
- mod Grendels gru; - og med gaver jeg lønner
- den herlige helt for hans højsind og mod.
- Gå nu med il, ind du dem byde,
- stalbroder-flokken, i fællig tilsammen;
- sig dem, at velkommen hid skal de være
- til danernes folk."
- 390-398
- [Til døren i hallen Ulfgar tren] og talede til dem:
- "Så bød han mig sige, min sejrsstærke herre,
- øst-danernes drot, at jer æt er ham kendt,
- og, dragende over brusende vovers brænding
- med viljefast hu, er I velkomne hid.
- Så gå I kun frit i funklende rustning
- og med gitrede stridshjelm at stedes for Hrodgar,
- og lad eders krigsspær og kampskjolde bie
- i mag herude på mødets udfald."
- 399-404
- Op stod kæmpen i kreds af den herlige,
- væbnede flok; til vagt over krigstøjet
- så blev tilbage, som føreren bød.
- I hast de, ledet af hirdmanden, tren
- under Hjorthals tag; og jarlen skred frem,
- fast under hjelm, til hos fyrsten han stod.
- 405-455
- Bjovulf mæled, - og brynjen blinked,
- ringskjorten, smeddet med snildrig kunst:
- "Hil sidde du, Hrodgar! Hugleiks frænde
- og stridsmand jeg er; og stordåd øved
- jeg tit i min ungdom. For øre mig kom
- Grendels færd i mit fædrene bo:
- søfolk siger, at salen her,
- den herlige hal, står helt uden nytte
- og øde og tom, når aftenens lys
- drives fra himlen og dølges i mulm.
- Så rådede de mig, kong Hrodgar, mit hjemlands
- klogeste mænd og kækkeste kæmper,
- at her i den gård jeg gæste dig skulle;
- thi klart de kendte min kraft og styrke;
- de selv havde set, da jeg sejrende kom
- blodstænkt fra fjenderne, - fem jeg bandt;
- vætter jeg vog, og på voverne dræbte jeg
- havdyr i natmulm, og nød jeg fristed;
- jeg vederne hævned, da vold de led;
- og fjenderne jeg fælded. Frejdig vil med Grendel
- styrke jeg nu prøve og stridsstævne holde,
- ene mod risen. Ring-daners drot,
- skjoldung-folkets værn, du vide mig nu
- den eneste bøn, jeg beder dig her:
- formeen mig ikke, du mændenes skærmer
- og folkets ven, fjernt fra som jeg kom,
- at ene, med kredsen af kampstærke mænd,
- min flok af jarler, Hjorthal jeg renser
- end har jeg hørt, at den hæslige trold,
- hovmodig, vild, ej våben ænser;
- derfor forsmår jeg - så sandt min konge,
- Hugleik drot, er i hu mig god. -
- Sværd at bære eller breden skjold,
- gult og hårdt; men med håndens tag
- mod den lede vil jeg kæmpe på liv og død.
- Fjende mod fjende; hvem døden favner,
- må tro, han retfærdigt blev ramt af Gud.
- Forvist han vil, om han vinder i striden,
- grumt fortære os geater her
- under kamp-hallens tag, som så tit han har gjort
- ved de Hred-mænds hird. Ej behøver du da
- mit hoved at dække: helt han mig sluger,
- farvet af blod, hvis jeg favnes af døden;
- mit blodstænkte lig vil bort han bære
- og sværge det roligt; og rødt skal der rinde
- dråber af mit blod i det dynd, hvor han bor; -
- ikke skal for mundgodt jeg mer få behov.
- Segner jeg i stævnet, send da Hugleik
- det prægtige skrud, der skærmer mit bryst,
- den ypperlige rustning, arvet efter Hredel,
- skabt af Vølunds kunst. Alt sker, som det skal!"
- Bjovulfs kamp med Grendel VII.
- 456-490
- Hrodgar, skjoldung-folkets skærmer, mæled:
- "Til værge og værn med venlig hu
- er hid du kommen, min kære Bjovulf.
- Din fader fælded i fejde mægtig
- Hadlaf; med egen hånd blandt ylfinger
- vog han ham; og vedernes folk
- af frygt for hævn ej huse ham voved.
- Derfra han drog til danernes land
- over skvulpende vover, til skjoldunge-folket:
- drot var jeg just over danerne blevet
- og styred som ung det udstrakte rige
- og jarlernes kongsborg; - Hjorgar var død,
- min ældre broder, - bort var han gangen,
- Halfdans barn; - han var bedre end jeg!
- Så jævned med gaver og gods jeg striden;
- på søernes ryg jeg de ylfinger sendte
- oldtids guld; - og han edbandt sig til mig. -
- Det falder mig tungt at fortælle til nogen,
- hvad gru og fortræd Grendel har voldt mig,
- hvad harm og tort ved sit had og sit ondsind
- i Hjorthal her. Hirden er mindsket,
- min kriger-skare; skæbnen har slængt dem
- i Grendels vold. Dog Gud kan let
- hindre den rasendes hærværk og udåd!
- Ofte loved, af øllet drukne,
- mændene, når de ved mjødkummen sad,
- at her de i hallen med hårde klinger
- Grendels komme kækt ville vente; -
- da var om morgenen mjødsalen plettet,
- når dagen lyste, med levret blod,
- størknede pøle på planker og bænke, -
- og færre jeg ejed af ædlinger tro, -
- de dyrebare, som døden raned.
- Nu sæt dig i laget, og løs din tunge,
- og nævn din hu til hirdmænd og kæmper!"
- 491-498
- Fluks en bænk for de fremmede mænd
- blev rømmet i hallen, så rum der blev;
- sæde da tog i salen den mandige,
- stovte skare. Skafferen løfted
- den kunstrigt smykkede kande og skænked
- den skære mjød. Og skjalden lydt
- i Hjorthal sang; - der var jublende fryd
- blandt den vældige flok af veder og daner.
- Bjovulfs kamp med Grendel VIII.
- 499-528
- Til orde tog Ufred, Egglafs søn,
- som sad ved foden af skjoldunge-fyrsten.
- Han løsslap kiven; thi led var Bjovulfs
- kække havfart hans hadske sind;
- avindsyg undte han ingen anden
- højere dåd under himlen at øve
- i Midgårds kreds, end han mægtede selv:
- "Er du den Bjovulf, der kæmped med Breke
- på svulmende hav i svømmefærds kapstrid,
- den gang I på trods og med tåbeligt hovmod
- stred imod strømmens styrke på dybet,
- vovende livet? Ej ven eller fjende
- mægted med råd at gøre jer ræd
- for den brydsomme færd i bølgernes favn;
- armene strakte I, stift over strømmen,
- hænderne stemmed I hårdt mod vandet
- og gled gennem bølgernes brusende brænding
- og vinter-fråde. I vandenes vold
- syv nætter I sled; men sejrens ry
- blev hans, den stærkeres. Havbølgen bar ham
- ved gry til de krigerske raumers kyst;
- derfra til sin elskede odel han drog
- i de brandingers land, hvor hans byrd havde rod,
- til sin fagre by, hvor folk ham elsked,
- og borg han ejed. Baunsteins søn
- løste med dåd det løfte, han gav.
- En krankere lykke forkynder jeg dig, -
- om end du stod dig i hver en strid
- under gny og gru, - hvis med Grendel du vover
- i midnattens mulm at mødes til stævne!"
- 529-558
- Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:
- "Hej, hvor du snakked, herlige Ufred,
- ruset af øl, både ordrig og længe
- om Brekes søfart! Sandt er mit ord:
- mer styrke mod striden strøm jeg øved,
- mer nød på bølgen end nogen jeg døjed.
- End var vi gutter i ynglinge-årene,
- unge knøse, da kækt vi loved,
- at vi på sø ville svømmefærd øve,
- vovende livet; og løftet vi holdt.
- Det blottede sværd vi svømmende fatted
- fast i hænde til forsvar og værn
- mod hvalernes flok. Ej fjernere fra mig
- på rullende bølger, ej rappere bort
- han evned at svømme, end selv jeg ville.
- Så var vi sammen på salten hav
- fem nætters frist, til flodstrømmen skilte os,
- svulmende vover og isnende vejr
- og bælmørk nat; - og den bidende nordvind
- barsk os mødte, og bølgerne syded.
- Havfiskenes vildsind blev vakt og ægget:
- der var min kampsærk, knyttet med snilde,
- værge og værn mod vilddyr-sværmen;
- ringflettet brynjen om brystet spændte,
- herligt guldsmykt. Til havbunden trak mig
- med knibende kralle og klemmende tag
- et hæsligt udyr; dog undtes det mig
- ved et stingende stød af min stridsklinges od
- dets bane at vorde: tilbage i stævnet
- blev ved min hånd det mægtige havdyr.
- Bjovulfs kamp med Grendel IX.
- 559-606
- Således trued og trængte de lede mig
- rastløst, hidsigt. Jeg gav dem mit herlige
- sværd at smage, som sømmeligt var;
- fattig fryd kun fik de af sviren,
- de grådigt vented: at gribe mig grisk
- og svælge i braden på havets bund; -
- om morgenen lå de, mærket af sværd-od,
- hen langs bredden, hvor bølgerne slipper,
- dødssøvn slumrende: aldrig siden
- hindred de færden for farende folk
- på det uhyre hav. Fra øst steg lyset,
- Guds blinkende bavn, og bølgerne tystned,
- og snart kunne brinker og sønæs jeg se,
- de stormslagne skrænter. Hel ofte skærmes
- en dådkraftig stridsmand af styrende skæbne!
- Med sværdet slog jeg - så blev min lykke -
- utysker ni. Aldrig har jeg hørt om
- en kamp så hvas under nathimlens hvælv,
- en mand så usalig på svulmende hav.
- Fra de fules favntag jeg frelste dog livet,
- skønt mødig af farten; - til finnernes land
- blev jeg båret og drevet af bølger og strøm
- og vuggende vover. Forvist har aldrig
- slig færd mod fjender og farefuld sværdkamp
- om dig jeg hørt; - ej heller Breke
- i hidsig kamp, - hverken han eller du
- har mægtet så dristig en dåd at øve
- med blodige sværd (uden bram skal det siges),
- endskønt dine brødres bane du blev,
- din nærmeste slægt, - og sent skal i Helved
- du sukke for drabet, hvor snild du så er.
- Jeg siger forsand, du søn af Egglaf:
- aldrig havde Grendel, den grufulde trold,
- sligt hærværk voldt mod din herre og drot
- i Hjorthal her, hvis din hu havde været
- så fuld af manddom, som selv du mener.
- Helt vel har han nemmet, han lidt kun har nødig
- at frygte for fældende fejde og hug
- af skærende klinger fra skjoldunge-folket;
- sin skat han tager og skåner ingen
- af danernes kæmper; han dræber med lyst
- og frådser i bytte og frygter kun lidt
- spyd-danernes gengæld. Men geaternes manddom
- og styrke i striden skal straks jeg i hallen
- til gavns ham lære. Så gå, hvem det undes,
- frejdig til mjøden, når morgenens lys
- den strålende sol, skinner fra syd
- over menneskens børn i den blinkende dag!"
- 607-610
- Gavernes giver, glad i sinde,
- danernes gamle, grånede drot,
- på ny fatted håb; folkets hyrde
- skønned det faste forsæt hos Bjovulf.
- 611-630
- I hallen var latter og larmende gny
- og frydfulde ord. Frem tren Valthjov,
- Hrodgars dronning, med høviske lader;
- guldsmykt hun hilste de helte i salen;
- bægeret bød den byrdhøje viv
- først til øst-danernes odels-værge;
- frit hun ham bad være fro ved laget
- og venlig mod folket, og frydefuld nød han,
- den sejrssæle drot, af drik og bæger.
- Den højbårne viv af de hemingers æt
- gik om til dem alle, unge og gamle
- med funklende skål, til det føjed sig så,
- at den kronsmykte dronning med kvindelig tække
- rakte til Bjovulf bægret med mjød;
- geaten hun hilste, og Gud hun frembar
- sømmelig tak, at det timedes hende
- håb og trøst hos helten at fange
- for grummeste ondsind. Så greb han bægret,
- den vældige kæmpe, fra Valthjovs hånd,
- og kækt han kvad, til kampen beredt.
- 631-661
- Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:
- "Så var min hu, da til havs jeg drog
- ombord på min skude med mændenes skare,
- at fuldt og helt fremme jeg skulle
- jert folks begær eller falde i kampen,
- knust af troldeklo. Kækt skal jeg øve
- mandig dåd eller møde rolig
- min sidste time i salen her."
- Valthjov tyktes vel om hans tale
- og frejdige løfte; og fager, guldsmykt
- gik folke-dronningen frem mod sin husbond
- til sæde hos drotten. Men siden som før
- blev herlige ord i hallen talt
- under gammen og jublende gny, til brat
- Halfdans søn fik hu til at søge
- hvile for natten; - han vidste, at trolden
- lured på hadefuld kamp mod hallen,
- når solens lys af syne var svunden,
- og midnattens mørke mulmslørte alle,
- og skygge-skabninger skridende kom
- dulgt under himlen. Hirden stod op.
- Helt hilste helt, og Hrodgar Bjovulf;
- han ønsked ham held i hallen til dåden,
- sejr i salen, og sålunde taled han:
- "Aldrig i tiden betroede jeg nogen,
- siden i hånd jeg skjold kunne hæve,
- danernes højsal: du er den største.
- Skærm og beskyt da det skønne hus!
- Mandsdåd du mindes, og mod du vise!
- Våg mod den onde! Hvert ønske skal times dig,
- hvis du består hint storværk med livet."
- Bjovulfs kamp med Grendel X.
- 662-670
- Så gik Hrodgar af salen ud,
- skjoldung-folkets skærmer, med skaren af mænd;
- ved sin hustrus side leje han søgte,
- hos Valthjov, Dronningen. Vagt var i hallen
- sat mod Grendel, som sagnet går,
- af den vældige Gud, - vagt imod jætten
- til værn for danernes drot og herre:
- geate-høvdingens håb stod trygt
- til hans egen manddom og Skaberens miskund.
- 671-687
- Rolig krænged han ringbrynjen af,
- strøg hjælmen af panden og rakte sit prægtige,
- smykkede sværd til sin svend i salen
- og bød ham at vogte værge og brynje.
- Og Bjovulf mæled et mandigt ord,
- før han på lejet sit legem strakte:
- "Jeg regner mig ikke af ringere værd
- i stridende krigsdåd og kampværk end Grendel;
- thi vil jeg med sværd ej såre hans hud
- og øde hans liv, skønt evne jeg ejer.
- Han kender ej kamp med kraftige sværdhug
- mod mand og mod skjold, skønt mægtig han er
- i nærkamps dyst: i natmulmet lader vi
- sværdet hvile, ifald han vil vove
- en kamp uden våben; og Gud i sin visdom,
- den drot over jorden, får dømme i dysten
- og sejren skænke, som selv han tyktes."
- 688-709
- På bænk han sig strakte, og bolstret støtted
- mod heltens hoved. I hallen omkring ham
- slængte sig på lejet hans sømands-flok;
- der var ingen, som troede, det times ham skulle
- atter at nå til sit elskede land,
- sit folk og sit hjemsted, hvor fostret han var;
- thi vel de vidste, at voldelig død
- i vinsalens rum havde ranet hobevis
- danernes hirdmænd. Men Herren skænked dem
- kamplykkens væv, - vedernes folk
- sendte ham sin hjælp, så de sejrende betvang
- alle deres fjender ved én mands kraft
- og én mands snilde; - sandt er det sagt,
- at den mægtige Gud for menneskens slægt
- evindelig råder. - Vandrende i natten
- kom trolden mulmdækt. Trygt de slumred,
- de, som skulle værge Hjortetaks-våningen, -
- alle uden én. Åbenbart blev det,
- Herren ej ville, at harm-forøveren
- skulle dem dølge i dødsnattens skygger; -
- men kæmpen, der våged til vånde for jætten,
- stridslysten bied på stævnets udfald.
- Bjovulfs kamp med Grendel XI.
- 710-719
- Under tågedækt skrænt, forskudt af Gud,
- sneg sig Grendel fra sumpede kær;
- med rænker og vold ville ransmanden øve
- svig og fordærv mod salens mænd;
- han skred under sky, til han skued til sidst
- vin-salen grant, guldgave-hallen,
- i funklende pragt. Ej første gang nu
- han luskende vandred til Hrodgars våning;
- men aldrig han fandt, hverken før eller siden,
- kækkere helt eller kæmper i hallen.
- 720-757
- Til våningen kom han, våndefuld stedt.
- Døren, den stærke, stænget med jernbånd,
- hærded i ilden, sprang op for hans hånd;
- tilbage han rev den, rugende vildt over
- død og fortræd. Over tærsklen tren
- trolden brat på det tavlede gulv,
- ondsindet, gram; - af øjnene stod ham
- grufuldt lys som en luende flamme.
- I hallen skued han heltenes skare,
- stalbroder-flokken, frejdigt slumre
- i fællig tilsammen. Da jubled i sindet
- den fule fjende, og frådsende håbed han,
- grådig og grisk, før den gryende dag
- liv fra legem og lemmer på hver en
- kæmpe at skille; - men skæbnen ej undte ham
- flere mænd at fange i vold
- efter hin nats rov. Hugleiks frænde,
- stærk og vældig, vogted imens
- men-volderens færd og krystende favntag.
- Ej tænkte trolden at tøve længer;
- men fluks han greb i det første tag
- en slumrende kæmpe og sled i hans lemmer
- og bed i hans krop; blodet han drak,
- og kødet han slugte, og snart var den døde
- helt af trolden fortæret og slugt,
- både hænder og fødder. Fremad skred han
- og retted sit tag mod den tapre helt
- på løjbænkens hynde, langende mod ham
- sin stærke klo. Da stemmed Bjovulf
- armen med kraft mod den onde trold.
- Snart følte hin fyrste for fuleste rænker,
- at aldrig i verdens videste egne
- havde han truffet et hårdere tag
- af anden mands hånd; angst og rædsel
- lammed hans fod, så han ej kunne fly;
- han længtes bort til sit bo i mulmet,
- til djævelens flok; aldrig tilforn
- i sit liv var han stedt i så stingende nød.
- 758-790
- Da huskede Hugleiks herlige frænde
- aftenens ord; op da stod han,
- og fast han greb ham, så fingrene knaged.
- Jætten ville bort, men jarlen trængte på.
- Den lede helst ville liste sig ud,
- hvor han evnede bedst, og med brådhast fly
- til sit mosely; han mærked, hans hånd
- var i en anden mands vold. På en ynkelig færd
- var jammerfuldt jætten til Hjorthal kommen!
- I hallen det drøned, og danernes skare,
- der dvæled i borgen, de djærve kæmper,
- af rædsel blev slagne. Rasende stred de
- om sejren med bulder og bragende tummel.
- Et vidunder var det, at vinsalen holdt mod
- de kæmpendes styrke, at ikke den styrted
- til jorden i stumper; men stærk var den bygt
- og sindrigt fæstet med smedede jernbånd
- inde og ude. Ølbænke, smykte
- med gylden pragt, i gulv blev slængte
- (så har jeg spurgt), hvor de tvende tog spændtag.
- Forvist havde danernes vismand troet,
- at ingen mægted med magt eller list
- at bryde og søndre den besmykte hal, -
- intet uden slikkende, slugende flammer
- og sværtende røg. Sælsomt drønende
- lød der en larm; og lammende rædsel
- og navnløs angst nord-danerne greb,
- som hørte fra hallen det høje veråb,
- hørte Guds fjenders forfærdelses-skrig,
- da, svigtet af sejren, i smerte og vånde
- han hylende jamred, hin helvedes træl; -
- thi fast blev han klemt af den kraftigste mand
- i hine stunder under himlens hvælv.
- Bjovulfs kamp med Grendel XII.
- 791-824
- Ej ville mændenes værn den mordlystne
- lade fra dysten levende slippe, -
- han regned hans liv til ringe nytte
- for nogen mand. Helt mange af Bjovulfs
- kampfæller svang deres slægtgamle sværd;
- høvdingens liv, den herlige helts,
- ville frygtløs de skærme, ifald de mægted;
- lidet de vidste, mens løs de hug,
- de modige mænd, og mente at nå
- gennem muskler og sener til sjælens bo,
- at ikke det hvasseste våben på jord
- eller ypperste jernsværd i jættens hud
- sår kunne ridse; ved sejdkunst havde han
- skærmet sit skind mod skade og mén
- fra ægg eller od. Ynkelig død
- i hine stunder under himlens hvælv
- hans lod skulle blive; den luskende trold
- i djævelens vold måtte drage fjernt.
- Nu mærked han grant, han, der mangen stund
- med skadefro lyst havde skændselsdåd øvet
- mod menneskers hob i hån mod Gud,
- at hans legem ej ville lystre ham mer;
- thi hårdt blev han krystet af Hugleiks frænde
- med knugende hånd. Hadsk mod hinanden
- om livet de kæmped; og kval og pine
- blev Grendels lod; med en gabende flænge
- hans skulder blev søndret, så senerne sprang,
- og kødet brast. Bjovulf vandt sig
- ry ved sin dåd; men risen flygted,
- dukkende dødsramt i dyndkærets slam
- til sit ve-fyldte bo; fuldt vel han vidste,
- at nu var hans livsens bane løbet,
- hans dage rundne. Men danernes attrå
- og længsel var stillet, da striden var endt.
- 825-836
- Så havde da han, der højsindet, klog,
- fjernt fra var draget, friet for ufred
- Hrodgars hal. Fro var hans hu
- over nattens gerning; - geaternes høvding
- øved den dåd, han danerne loved,
- frelste dem fra al den ynk og jammer,
- forsmædelsens smerte og svare nød,
- som i trængsel og tunge tider de før
- havde lidende tålt. Så lagde han højt
- under breden tag som tegn på sin dåd
- Grendels arm og aksel og hånd,
- hele den fule jættes fangtøj.
- Bjovulfs kamp med Grendel XIII.
- 837-852
- Om morgenen stimled de stridsmænd i flok,
- så sagnet går, om gave-hallen;
- fyrster kom dragende, fjernt og nær fra,
- yderst om lande, og undrende skued de
- sumptroldens fodspor. Slet ingen fandt
- hans bortgang fra livet bitter at bære,
- alt mens de fulgte den fældedes spor,
- så, hvor han, knægtet i kamp og lammet,
- røvet sit ry og dødelig ramt,
- havde slæbt sig til kæret, hvor sø-vætter huser.
- Blandet med blod boblede vandet,
- brused og bølged og brød sig stygt,
- hvirvlende vildt med det varme blod; -
- farvet det blev af den flygtende trold,
- da dødsdømt, fortvivlet han dukked i sumpen
- og hengav til Helved sin hedenske sjæl.
- 853-863
- Fra kæret drog nu de kæmper alle,
- gamle og unge, med gammen i hu,
- ridende strunk, de stærke helte,
- på hvide foler. Om Bjovulfs færd
- de talte med pris, og tit blev det sagt,
- at næppe nogen i nord eller syd
- på den vidtstrakte jord ved det vældige hav
- under himlens hvælv blandt væbnede mænd
- havde højere ret til at herske end han; -
- men ikke dadled de derfor drotten,
- den gode Hrodgar, så glad i hu.
- 864-897
- Stundom gav heltene hesten tøjlen,
- hvor vejen tyktes dem tjenlig og god,
- og de vældige hors i vædderidt for.
- Så var der en hovmand i kongens hird,
- forfaren i frasagn fra fjerne tider,
- kyndig i kvad og kæmper og helte; -
- nu fandt han andre ord end tilforn
- og bandt dem i rad: om Bjovulfs stordåd
- kvad han med kløgt og kunstrigt snilde,
- flinkt og færdigt føjende talen.
- Om Sigmunds bedrifter han sindrigt sang, -
- alt, hvad han vidste om Volsungers kampe
- og fjerne farter og fejder og mandsdåd,
- om nidværk og had og nød og fare,
- ukendt for mængden af menneskens børn; -
- til Fjøtle ene, der fulgte hans færd,
- stundom om sligt Sigmund mæled,
- frænde til frænde; i fællig de to
- som stalbrødre stedse i strid holdt sammen:
- af jætters kuld havde kækt en hob
- med sværd de fældet. Sigmund vandt sig
- ud over døden ære og ry;
- thi vældig i kampfærd vog han dragen,
- guldskattens vogter; ene han voved
- hin drotbårne helt, den dristige dåd,
- under grålige fjeld, - ej Fjøtle var hos; -
- og det føjed sig så, at det funklende sværd
- med sin spids gennem ormen, den spraglede, jog
- og sad fast i væggen, - og vætten segned.
- Så havde da helten ved herlig idræt
- ringskatten vundet med ret til brug,
- som selv han lysted: til snekkens favn
- volsungen bar de blinkende smykker; -
- men ormen ødtes i egne flammer.
- 898-915
- Fjernt og vidt blandt folk over jorden
- var han kendt ved sin stordåd, den stærke helt;
- fast stod hans ry i den rindende tid,
- mens Hermods manddom og heltekraft svandt,
- og hans hæder veg, - Hermod, som listigt
- blev lokket med svig og i landflugt sendt
- i fjendernes vold. Ve og kummer
- bed i hans sind; bitter sorrig
- og kvide voldte han kæmper og folk.
- Ofte rådsnilde ædlinge græmmed sig
- dybt ved hans fart; frelse fra knugende
- vånde havde de ventet af Hermod,
- håbet, at han, deres herskers søn,
- faderens land i fred skulle eje
- og råde for skatte og skærmende borg
- og for skjoldunge-folket. - Men Hugleiks frænde
- var højere elsket af ædlingers skare
- end Hermod, hvis sind blev smittet af brøde.
- 916-924
- Til væds de red på de vælige skimler
- ad grålige vej; og den gryende dag
- skød stråler over land. I stimlende hob
- ædlinger hasted til hallen, den høje,
- dåden at skue; og drotten selv
- med flok ifølge fra fruer-bur tren,
- guldskattens vogter, den gæve hersker
- og vennefro helt; og hans viv ved hans side
- med alle sine møer til mjødsalen skred.
- Bjovulfs kamp med Grendel XIV.
- 925-956
- Og drotten standsed ved dørtrin og hjald
- og skued det guldsmykte, skrånende tag
- og Grendels hånd, og højlydt han mæled:
- "For dette syn være salighedens herre
- signet og lovet! Svig og fortræd
- har fra Grendel jeg døjet; men Gud kan virke
- under på under ved sin almagts bud!
- Nys da den herlige hal stod stygt
- besudlet af levret og slimet blod,
- jeg tænkte, at aldrig i tiden mer
- jeg bod ville få for den bitre ve;
- hver rådvis mand var af rædsel slagen,
- og føje de vented, at folkenes borg
- kunne værges og værnes mod vætter og turser
- og hæslige trolde. En helt har nu
- ved gudsendt kraft en gerning øvet,
- som ingen af os med al vor kløgt
- evned at virke. Forvist den kvinde,
- som fødte slig søn blandt slægter på jord,
- med ære kan sige, hvis end hun lever,
- at Herren var hende huld og god
- ved det barn, hun gav liv. Nu, Bjovulf, dig,
- ypperst blandt helte, af hele min sjæl
- som søn vil jeg elske; - så søg at bevare
- det nye frændskab! Ej nægtes dig skal
- et eneste ønske, jeg evner at fremme.
- Helt mangesinde for mindre skænked
- jeg rige gaver til ringere kæmpe
- og svagere stridsmand. Selv har du nu
- øvet slig dåd, at til evige tider
- din lov skal leve. Så lønne dig Herren
- og give dig held, som han hidtil har gjort!"
- 957-979
- Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:
- "Med fryd vi øved hin farlige dyst
- og kæmped med lyst, og kækt vi prøved
- mulm-åndens vælde; forvist jeg dog undte,
- at du havde set ham selv, da trolden
- vakled afsted i sit stridsmands-udstyr!
- Brat jeg tænkte med bastende greb
- til hans dødsens leje at lænke ham tungt,
- så klemt af min hånd han kæmpende skulle
- i dødskval ligge, hvis lykke mig undtes;
- men ikke jeg mægted - thi Gud det formente -
- hans flugt at hindre; ej fast nok holdt jeg
- i risens krop; for rap i farten
- min blodfjende var mig. Tilbage han lod dog
- sin hånd for livet i hast at redde,
- sin arm og sin aksel; men ynkelig hjælp
- og usselig trøst sig trolden vandt:
- ej længer den lede skal leve nu,
- syndebesudlet; svidende smerte
- har knuget ham hårdt med klemmende tag,
- i tvingende bånd; brødebetynget,
- skal angstfuld han vente den evige dom,
- den strålende Herres straffende vrede.
- 980-990
- Egglafs søn blev så stille nu,
- som så djærvt havde pralet om dristig dåd,
- da heltene højt under hallens loft
- så hver enkelt finger på udyrets næve;
- som hårde sporer var hedningens klør,
- hårdere var de end hærdet stål.
- Da kunne alle heltene indse,
- hvorfor klingen ej fordum bed på de kløer,
- hvorfor skarpeste sværd ej skade ham volded,
- hvorfor aldrig de før havde evnet at øde
- det fule udyrs fægte-lem.
- Bjovulfs kamp med Grendel XV.
- 991-1019
- Bud blev der bragt, at brat skulle Hjorthal
- herligt af hurtige hænder smykkes,
- og svendes og terners travle flok
- gjorde gæstehallen rede. Guldvirket lyste
- vævede tæpper langs væggenes flade,
- et underfuldt skue for krigernes skarer.
- Stygt hin stolte, strålende våning
- med smedede jernbånd var søndret og ødet
- og hængslerne sprængte; helt var kun taget,
- da risen, den fule, til flugt sig vendte,
- med ugerningsattrå, i angst og vånde,
- vis på døden. Og hvem formår vel
- at undgå den, om han end ville prøve?
- Hver eneste en, der ejer en sjæl,
- hvert menneskens barn, der bor på jord,
- skal finde det sted, der rede ham står,
- hvor lænket til lejet hans legem skal hvile
- i slum efter livs-gildet. - Snart blev det stunden,
- da Halfdans søn i hallen tren, -
- ved bord ville selv han bænkes i laget.
- Tættere skare trængte sig aldrig
- mer høvisk i kreds om den gavmilde konge.
- Fluks de ved disk og ved fad sig bænked,
- glade i hu; deres gæve frænder,
- Hrodgar og Hrodulf, på rettelig vis
- tømte så mangt et mjødfyldt krus
- i den vældige sal. Venner alene
- Hjorthal rummed; rænker og svig
- blev dengang ej øvet blandt danernes folk.
- 1020-1029
- Så skænked jarlernes skærmer Bjovulf
- som gave for sejren et guldvirket banner,
- brynje og hjelm og et blinkende sværd:
- for alles blik blev de bårne til helten.
- Bjovulf løfted sit bæger i sal;
- ej han behøved for hallens kæmper
- at skamme sig over den skænk, han fik.
- Forvist har ej mange med mere huldsind
- skænket en anden på ølsalens bænk
- fire guldsmykte gavers skat.
- 1030-1034
- Rundt om hjælmens krone en kant sprang frem
- med jerntråd omvundet at vogte hovedet
- mod filenes arbejd, det ægg-blanke sværd,
- når den dristige helt, dækket bag skjold,
- mod fjendernes flok skulle gå frem.
- 1035-1049
- På dankongens ord blev otte heste,
- herligt med strålende hovedtøj guldsmykt,
- ført ind i hallen; på én var der lagt
- en sadel, prydet med funklende pragt:
- dette var kongens kriger-sæde,
- når Halfdans søn i sværdenes leg
- kasted sig kækt, - og i kamp-hærens spidse
- ej svigted hans mod, mens de segned omkring ham.
- I Bjovulfs eje de ingviners værner
- vennesæl gav både våben og heste
- og bød ham med mildhed bruge dem vel.
- Så højmodigt lønned den herlige konge,
- kæmpernes guldvogter, kampdystens stormløb
- med hors og med skatte, at ingen med skel
- kan dadle drotten for dådens løn.
- Bjovulfs kamp med Grendel XVI.
- 1050-1062
- End skænked kongen hver kæmpe god,
- som med Bjovulf drog over bølgernes vej,
- på hallens mjødbænk et herligt stykke,
- gammelt i slægten, og i soning han bød
- kosteligt guld for kæmpen, som Grendel
- grumt havde fældet, - og flere var faldne,
- hvis ikke Gud Herren og heltens mod
- havde skæbnen vendt: over hver mands lod
- rådede Gud, som han råder endnu; -
- derfor er indsigt og åndens omtanke
- allesteds bedst. Af ondt og godt
- skal meget møde den mand, som længe
- nu i kampens dage dvæler på jorden.
- 1063-1068
- Og sang og klang gennem salen steg
- om Halfdans hærfører, helten den stærke,
- gammenstræet klang, og kvad blev der lagt,
- da Hrodgars skjald lod røsten gjalde
- langs mjødbænkes rækker til mændenes fryd
- om Finn og hans æt, da de faldt i strid:*)
- 1069-1094
- "Efter skæbnens råd skulle skjoldunge-helten
- Hnæf, i fejde med friserne segne.
- Svart måtte Hildeburg sørge ved frisernes
- troløse skamdåd: skyldfri blev hun
- røvet i kamp sit kæreste eje,
- søn og broder; - såret af pile-od
- sank de i døden, og sorg hende ramte.
- Hok’es datter sin hårde lod
- bittert begræd, da det gryede i øst,
- og sine dræbte frænder under daghimlens hvælv
- blodige fandt hun, hvor før hun ejed
- sin første livsfryd. I stridsfærd segned
- fast alle af flokken, Finn havde om sig,
- så ikke han mægted at møde på valen
- Hengest i kamp, ej heller fra kongsmandens
- harm at frelse sine usæle få.
- Men friserne bød nu villigt i bod
- til Hengest en anden hal med højsæde,
- hvis halvdel danerne skulle dele
- på lige fod med frisernes kæmper;
- og Folkvalds søn, Finn, ved festlag i salen
- hædred med gaver og gyldne ringe
- danernes hærmænd, Hengests stridsflok,
- i samme mål og med samme kostbare
- funklende skatte, som frisernes folk
- han med ildnende færd i ølsalen skænked.
- 1095-1106
- Løfte de gav om forlig og fred,
- friser og daner; og Finn med dyre,
- højt-svorne eder Hengest loved
- varsomt på trofast vis at røgte
- ædlinge-flokken, så ingen brød
- i dåd eller tale den trygge fred,
- ejheller den krænked med svigefuld kunst,
- skønt de fulgte, uden fører, de folk, som havde dræbt
- deres skatte-deler, thi skæbnen jo tvang dem;
- og hvis med æggende ord nogen friser
- minded om kampstævnets morddåd og had,
- skulle gerningen sones med sværdklingens ægg.
- 1107-1124
- Edsløfter gaves, og guld blev draget
- fra skathobens gemme. - Skjoldunge-folkets
- bedste krigere på bål var strakt;
- blodig brynje og blanken guldgalt,
- det jernhårde hjelm-svin, med jarl og kriger,
- segnet for dræbende sår på valen,
- lå ved det rejste ligbåls sted.
- Hildeburg bød så på bål at lægge
- ved siden af Hnæf hendes sværddræbte søn
- og brænde hans legem i luende flammer; -
- bøjet mod hans skulder bittert hun jamred,
- da bleg og kold han på bål blev lagt.
- Knitrende ligbålets luer steg
- mod grånende sky ved gravhøjens rand;
- ho’derne brast, og blodet sived
- fra sårenes læber; - luerne frådsede,
- glubske vætte grådigt fortærte
- begge folkenes bedste mænd.
- Bjovulfs kamp med Grendel XVII.
- 1125-1141
- Med vånde i sind over vennernes tab
- drog kæmperne frem for Frisland at skue,
- kongsborg og våninger. Vinteren lang
- Hengest hos Finn fredeligt dvæled;
- hans længsel dog fløj mod den fædrene kyst,
- skønt ej over hav han evned at styre
- ringstævnet snekke; rasende vildt
- stred vove mod vind, og vintren knuged
- med isbånd bølgen, til atter en vår
- strøg ind over gård, som end det sker, -
- thi stedse røgtes stunder og tider
- og strålende vejr. Vinter var leden,
- og jorden stod fager; jarler higed
- fra hus og fra bo; men Hengest tænkte
- mere på hævn end på havets vej,
- om han i stridende stævne kunne
- fremme sit had mod frisernes æt.
- 1142-1159
- Men skønt den ædle modtog den ære,
- at Hunlaf gav ham en herlig klinge,
- hvis ægg var berømt blandt alle friser,
- så traf dog skæbnen den tapre Finn
- i hans egen gård, da Gudlaf og Aslaf,
- såsnart de til kysten med snekken var nået,
- begyndte kampen med kval i hjertet.
- Da slog de kong Finn, og hans flyende sjæl
- kunne nu ej i hans åbnede bryst
- længere dvæle. Hallen var dækt
- med fjendernes lig; Frisernes drot
- blev dræbt i sin hirdkreds, og dronningen bortført.
- Skjoldungfolkets skarer til skibene bragte
- alt, hvad Finn på sin odel ejed,
- alt, hvad de fandt af funklende smykker
- i bur og i hal. Bort de førte
- den ædle dronning til danernes land
- over vuggende søvej."
- 1160-1187
- Sangen var endt, kvadet forbi. Fra bænkene steg der
- en skingrende jubel, og skafferne skænked
- vin af kunstfuldt virkede kummer.
- Guldkronet vendte Valthjov sit fjed
- mod frænderne to; troskab og fred
- var der end dem imellem. Ufred sad
- som styrer i laget ved stridskongens fødder:
- de troede på hans kækhed, skønt i kampen han sveg
- med skændsel sin slægt. Den skjoldung-viv mæled:
- "Modtag dette bæger, min byrdhøje drot,
- du gavernes giver; vær glad nu i sinde,
- og føj dine ord, o fyrste god,
- med vennesæl mildhed, som mænd det sig sømmer!
- vær huld mod gæsterne, gavmild og god; -
- fjernt og nær fred du nu ejer.
- Sagt det mig blev, du til søn ville tage
- den kampkække jarl. Hjorthal er renset,
- den fagre ring-sal; nu fryd dig i laget,
- så længe du må, og lad så din slægt
- få land og folk, når dit liv rinder ud,
- og dommen dig venter! Forvist jeg ved,
- min Hrodulf med glæde de unge gutter
- i agt vil holde, hvis du før han,
- o dannerfolkets ven, må verden forlade;
- jeg tror, han som gengæld godt vil øve
- imod vore sønner, hvis selv han mindes,
- hvordan i hans barndoms dage vi mildt
- føjed hans vilje og fremmed hans vel."
- 1188-1191
- Did, hvor hendes sønner sad, hun gik,
- Hredrik og Hrodmund og rigets ungflok,
- jarlernes sønner, jævnsides dem;
- hos broderparret nu Bjovulf sad.
- Bjovulfs kamp med Grendel XVIII.
- 1192-1214
- Et bredfuldt bæger blev budt ham høvisk
- og ringsnoet guld blev rakt ham med tække,
- armsmykker tvende og tvundne ringe,
- en kjortel fin og en fager halsring,
- stor og strålende, større ej findes.
- Aldrig under himlen har jeg hørt om en helt
- med så herlig en skat, siden Hejme bar
- til den strålende borg Brisingemen, -
- for Jormunreks fjendskab han flygtende veg
- og valgte den evige vinding til sidst. -
- Hin halsring blev båret af Hugleik, geaten,
- Svertings ætling, for sidste gang,
- da under sit banner han byttet værged
- og skatten skærmed; skæbnen tog ham,
- den gang han stridslysten stedtes i vånde
- ved frisernes kampmod; - den funklende, stensatte
- ring havde høvdingen ført over havets
- mægtige skål; - bag skjold han nu segned.
- I frankernes vold faldt fyrstens lig,
- hans herlige brynje og halsringens smykke:
- plumpe stridskarle plyndred og raned,
- da gnyet var endt, geate-hærens hobe af døde.
- 1215-1231
- Halsringen tog han.
- Og Valthjov mæled for mængden i salen:
- "Bær denne halsring, Bjovulf, ven,
- under blideste kår! brug denne kjortel
- og nyt disse gaver! alt godt dig times!
- stig så i kraft, og vær kærlig i råd
- mod drengene her! - Da skal dyrt jeg takke dig!
- Slig er din færd, at du fjernt og nær
- til alle tider skal æres af mænd,
- så vidt som voverne vuggende skyller
- mod vindslagne skrænter. Vær, mens du lever,
- signet af lykken! Forsandt jeg ønsker dig
- rigdom og guld. Vær god mod min søn,
- og hjælp ham med dåd! I jarler i hal,
- stå støt i strid ved stalbroders side,
- vær milde i tanke og tro mod drotten,
- endrægtige, rede til dåd, når det gælder,
- I gildes-fæller! Følg nu mit ord!"
- 1232-1241
- Til sit sæde hun gik. Der var gammen i sal,
- og vin blev der drukket. De vidste kun lidt,
- at når kvelden var ledet, og kongen var skredet
- trøstig til ro, så trued den samme
- lurende skæbne, som lumsk havde ramt
- så mangen en hirdmand. I hallen en flok
- af ædlinge blev, som så ofte tilforn:
- de flyttede bænk, og de bredte tilje
- med hynder og bolstre. Blandt heltene én,
- som der søgte hvile, var dødsens-dømt.
- 1242-1250
- De stærke skjolde af skinnende ved
- ved hoved de stilled; den herlige hjelm,
- der knejste i kampen, det kraftige spydtræ
- og fletværks-brynjen på bænk var lagt
- over hver mands leje. Vedtægt var det,
- at kæmperne stedse til strid var rede,
- i hal og på hærtog, hvor helst det sig føjed,
- så tit deres drot var i trang til værn; -
- og folket var flinkt i færd og dåd.
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XIX.
- 1251-1278
- Så sank de i slummer. Men svart en hirdmand
- betalte sin kveldsro, som tit det var sket,
- siden Grendel blev gæst i guldgave-hallen,
- stærk i udåd, til straffen ramte ham:
- døden efter brøden. Brat blev det kendt
- for helte og hird, at en hævner der leved
- i fuldeste kraft efter fjenden, som veg
- fra den grufulde kamp: Grendels moder,
- en hæslig heks, husked sin vånde,
- hun, som i dyndkærets dybeste, iskolde
- strøm måtte bo, siden brødefuldt Kain
- var bleven sin eneste broders bane,
- sin faders søns; - fredløs han flygted,
- mærket som morder, fra menneskers fryd
- til den yderste ørk. Der udsprang fra ham
- en dybets troldflok; blandt dem var Grendel,
- den jætte så gram, der i Hjorthal fandt
- en vågende mand, som vented på kamp.
- Den hæslige vætte med vold ham mødte;
- men helten ihukom sin herlige styrke,
- den rige gave, ham Gud havde skænket,
- og trygt han stoled på støtte og hjælp
- fra almagtens drot; derfor han vandt mod
- hin Helvedes ånd, som i ynkelig vånde
- drog til det sted, hvor døden ham vented,
- hin menneskers fjende. Og moderen gav sig,
- med hævngerrig hu, med harme i sind
- på den sorgtunge færd, sin søn at hævne.
- 1279-1291
- Så kom hun til Hjorthal, hvor ringdaners jarler
- i salen slumred. Og snart blev der røre
- og tummel og gru, da Grendels moder
- først var derinde; men frygten var mindre, -
- så meget, som kvindens kampmod er mindre
- end mandens mod og mægtige kraft,
- når det blinkende sværd med den blodige sved,
- smeddet med hammer og hærdet i flammer,
- hugger den gyldne galt af hjelmen.
- Da blev i salen sværdklinger dragne,
- skærende skarpe, og skjolde blev løftet
- fast i hænde; frygtslagne glemte de
- breden brynje og blanken hjelm.
- 1292-1309
- I brådhast ville hun bjerge livet
- ved flugt fra salen, da set hun blev;
- men snelt, før bort hun til sumpen jog,
- hårdt hun sin hånd om en hovmand slog. -
- Kong Hrodgars kæreste kæmpe og hirdmand,
- hans bedste ven ved det vældige hav,
- en højbåren høvding og herlig helt,
- på bolstret hun vog. Ej var Bjovulf der;
- thi da gaver var givne, fik geate-høvdingen
- andensteds ly og leje for natten.
- Der blev gny i Hjorthal; Grendels blodige
- hånd hun røved; rædsel og sorg
- var på ny til huse; og hårde kår
- det tyktes forvist: med venners liv
- dobbelt at bøde. Hjertensbedrøvet
- blev den gamle drot, den gråhærdede kriger,
- da bud blev ham bragt, at hans bedste høvding,
- hans dyreste hirdmand, var død og livløs.
- 1310-1315
- Brat blev til bure Bjovulf hentet
- den sejrstærke helt. Og ved solgry-tide
- gik han med fæller i følge did,
- hvor drotten dvæled i dyreste tanker:
- ville almagtens Gud ændre de kår,
- som trængsels-tidender tungt havde meldt ham?
- 1316-1320
- Så skred over gulvet den gæve helt
- med de prøvede fæller, - plankerne drøned;
- han vendte sit ord til den vise drot,
- de ingviners fyrste, og spurgte, om fredeligt
- natten var runden i rolig tryghed.
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XX.
- 1321-1382
- Hrodgar, skjoldungfolkets skærmer, mæled:
- "Spørg ej efter fred! Nu er angsten og sorgen
- igen over danerne. Død er Asker,
- ældre broder til Yrmenlaf,
- mine løn-tankers fælle, min fuldtro råder,
- min stalbroder stærk, når i stridens stund,
- hvor vrimlen var tættest, vi værged vort hoved
- og hjelmene knuste; - hver jarl skulle være,
- som Asker var, så ærlig og god!
- I Hjorthal myrded en mordlysten trold ham
- i vildeste harm; og jeg ved ej, hvorhen
- lumsk med liget hun lønlig er lusket,
- glad over byttet. Grumt har hun hævnet
- gårsnattens kamp, da Grendel du dræbte
- med knugende krysten og klemmende tag,
- fordi i mit land så lang tid folket
- han mindsked og myrded. Mat og dødsmærket
- ned han segned, og nu er der kommen
- en hæslig heks for at hævne sønnen;
- fejden vil hun nu føre os videre.
- Det må da synes en såre bitter
- hjertesorg for mangen en jarl,
- der er tung i sind for sin skatte-deler.
- Den hånd nu fattes, som forhen hjalp.
- folk i mit land, som lever og bygger
- i hal og i hytte, har jeg hørt sige,
- at tvende sådanne sælsomme riser
- stundom de skued langs skellene snige sig
- ved dyndkær og moser: af dem var den ene,
- hvis ret de skønned, som kvinde skabt;
- den anden, usselig, arm og fredløs,
- vandred ad vildsomme veje i mandsham,
- men større i krop end den største mand.
- Grendel ham kaldte de grufyldte bønder.
- Ingen det ved, om de ejer som fader
- en mulmets ånd fra tidernes morgen.
- I ukendte, mørke afkroge bor de
- langs ulvefyldt stenskrænt, ved stormslagne næsser,
- i farlige moser, hvor fjeldstrømmen styrter
- med brus og brag gennem brinkernes tåge
- dybt under mulde. Ej mange mil
- fjernet herfra er den frygtelige sump,
- rimdækte lunde luder derover,
- rodfaste skove skuler over vandet.
- Hver nat der lyser en lue på floden
- som varslende vartegn; så vis er ingen
- af menneskenes børn, at han bunden har målt.
- Når hede-traveren, trængt af hunde,
- den kronstolte hjort, mod kratskoven jager
- i hastig flugt, heller den lader
- sit liv på bredden, end ly for sit hoved
- den søger sig der: så dystert er stedet.
- Blåsorte bølger bryder og vælter
- og stiger mod sky, når stormene driver
- uvejret sammen, så luften sortner,
- og himlen jamrer. Hjælpe os atter
- kan ingen uden du! Men end er dig ukendt
- det farlige sted, hvor den fule bor:
- stævn did, hvis du tør, trolden at finde!
- Din kamp skal med gaver og gods jeg lønne,
- med fortids-skatte, som før jeg har gjort,
- og med blinkende guld, hvis tilbage du kommer."
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XXI.
- 1383-1396
- Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:
- "Sørg ej, du vise! Forvist er det bedre
- sin ven at hævne end vegt at sørge;
- hver en iblandt os skal ende sit liv
- engang her i verden; lad enhver da, som kan,
- vinde ære og ry, før han rammes af døden!
- For den henfarne helt er hæder det bedste.
- Rejs dig, o konge, og rask vil vi drage
- i sporet efter Grendels grufulde moder.
- Et jeg dig lover: ej ly skal hun finde
- i jordens favn eller fjeldets skov
- eller havets dyb, hvorhen hun så flyr.
- Endnu i dag - føj mig i dette -
- med tålsomt sind du din smerte bære!"
- 1397-1407
- Op sprang gubben, og Gud han takked,
- herlighedens Herre, for heltens ord.
- Hrodgars hest med den hårfagre manke
- på stand blev bidslet. Og statelig red
- fyrsten afsted; til fods en flok
- af krigere fulgte. Fjernt og vidt,
- over mark og vej, gennem vildsom skov
- var der spor at finde, hvor frem hun var skredet
- gennem sorten sump, slæbende livløs
- den herligste hirdmand og helt blandt dem,
- som med Hrodgar værned og vogted hjemmet.
- 1408-1421
- Ædlinge-ætlingen ilede frem
- over snævre stier og stejle skrænter,
- langs mandsbrede slugter og mulmdulgte veje
- og svimlende næsser og søvætters huler.
- Fremst han gik i en fåtallig flok
- af kyndige folk på den forskende færd,
- til brat han skued en dunkel skov
- fra skrænten lude med skumle træer
- over grålige klipper - og kæret derunder
- boblende blodigt bittert det var
- og drøveligt tungt for danernes skare,
- en skærende vånde for skjoldungens venner,
- for mangen en hirdmand og helt og jarl:
- på havbrinken Askers hoved at skue.
- 1422-1441
- I bølgen hvirvled det varme blod.
- Lydt fra kamphornet klang der gjalded;
- og flokken tog sæde og så på bredden
- slanger sno sig snelt gennem vandet,
- sælsomme sødrager svømme i dybet,
- søuhyrer baske på brink og næs,
- de, som så ofte ved årle morgen
- volder søfolk ved på skibenes vej,
- og vilddyr og orme: vrede og bistre
- bort de styrted så brat, som de hørte
- gjaldet af hornet. Men geate-høvdingen
- ranede et af de udyrs liv
- ved et buesendt skud, så den skarpe pil
- gennem tarmene skar; og træg til svømning
- i dybet det blev, mens døden tog det.
- Snelt og behænde den sælsomme svømmer,
- våndefuldt stunget af vildsvinespyd
- med sværdskarpe hager, blev halet fra dybet
- ind over næsset: med undren de så på
- det rædsomme udyr.
- 1442-1454
- Så rusted sig Bjovulf rolig til færden, frygtløs for livet:
- nu skulle brynjen, bred og kunstfærdigt
- knyttet af hånd, gennem kæret fare, -
- vel kunne den knokkel-kamret værne,
- så ikke den tirrede trold med sit greb
- og sit tunge tag skulle true hans liv;
- den skinnende hjelm, som skærmed hans hoved,
- skulle i brydende bølger dukke
- til kærets bund; med klare guld-bånd
- var kanten smykket; en duelig smed
- i gamle dage den sådan danned,
- bræmmet med vildsvine-billeder rundt,
- så sværd ej bed på det blanke malm.
- 1455-1464
- End øgtes hans styrke i strid, da Hrodgars
- styrer i laget ham lånte sin hjælp
- et randslebet skaftsværd, Hrunting kaldet
- og nævnt som ypperst blandt oldtidsskatte:
- æggen var jern, med edder hvas,
- og hærdet i kampsved; hidtil det aldrig
- dem havde svigtet, som svang det i strid:
- mænd uden frygt for det farlige stævne
- blandt fjendernes mylder; ej første gang nu
- skulle i stridsfærd det storværk øve.
- 1465-1472
- Ikke mindedes Egglafs søn,
- frisk i sin kraft, hvad han før havde talt,
- ruset af vin, nu, han redebont lånte
- det blinkende jern til en bedre sværdhelt:
- ej voved han selv under søens brænding
- den tapre dåd, - og tabt han gik
- af sejrsæl ry; - ej så med den anden,
- da rustet han stod og rede til kampen.
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XXII.
- 1473-1491
- Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:
- "Husk nu, Halfdans herlige ætling,
- nu, jeg til dåden står rede, drot,
- gavmilde fyrste, hvad før vi har talt,
- hvis jeg mit liv skulle lade for din skyld,
- at du mig stadig i faders sted,
- selv når jeg dræbes i dysten, vil være!
- Våg og værn om min venneskare,
- min stalbroderflok, hvis i stævnet jeg segner!
- Og send så de skatte, du skænked mig, Hrodgar,
- til Hugleiks gård, at geate-kongen,
- Hredels søn, når det røde guld
- han undrende skuer, kan skønne på stand,
- at jeg en god og gavmild drot
- fandt på min færd til fryd for mig selv!
- Lad Ufred eje mit arvede våben,
- mit sværd med runer kunstigt ristede,
- kamphårdt og hvast, - herligt jeg vinder
- med Hrunting ry eller ranes af døden."
- 1492-1496
- Da ordet var talt, skred ilsomt han frem,
- den geate-høvding, i hasten ikke
- han bied på svar; de brusende bølger
- sig lukked om helten. Men ledet var dagen
- og sol i bjerge, før bund han kendte.
- 1497-1505
- Snart mærkede hun, som i hundred år
- hadsk og grum havde hersket i kæret,
- at et menneske vandt sig vej fra oven,
- svømmende snelt mod de sø-vætters bo.
- Så greb hun om kæmpen med knugende tag
- og klemmende klo; men kroppen blev uskadt;
- Brynje-ringene brystet skærmed,
- ej kunne hun nå gennem kamphammens net
- og leddede fletværk med fjendske fingre.
- 1506-1517
- Så bar den sø-ulv, da bund hun kendte,
- hin ringenes fyrste fluks til sit bo,
- så ikke han mægted, hvor modig han var,
- våben at svinge; en vrimmel af udyr
- med skarpe hugtænder hastigt sig trængte
- om helten i havet og hugged og napped
- og bed i hans brynje. Og brat han så,
- at han stod i en sal af sælsom art,
- hvor intet vand kunne volde ham men,
- hvor lofthvælvet hindrede havets pludselig
- fangende tag; - og et funklende lys,
- et strålende skær han skued derinde.
- 1518-1528
- Den dristige skued dybets ulvinde,
- den hæslige hav-kvind, og ej lagde helten
- fingre imellem; men frygteligt hug han,
- så klingen en hvinende krigssang gol
- mod troldens hoved. Men helten fornam,
- at det blinkende kamplys ej bed med skærende
- ulivssår; æggen svigted
- i nøden fyrsten, skønt fordum tit
- det i drønende dyst den dødsdømtes hjelm
- og ringbrynje kløved; - dets ry i kamp
- falmed og blegned for første gang nu.
- 1529-1536
- Men Hugleiks frænde var fast i sit forsæt,
- og stordåd og stridsry stod for hans tanke:
- harmslagen kasted i hast han sværdet,
- klingen med stål-æg og kunstige slyngetegn,
- trøstig til jord i tro til sin næves
- slagstærke kraft. Så skal der handles
- af den, som vil vinde sig varigt kampry, -
- lidet han ænser sit liv, hvor det gælder.
- 1537-1544
- I akslen greb så, uskræmt af faren,
- geate-høvdingen Grendels moder;
- kamptapper slynged han, slagen af vrede,
- dødsfjenden tungt med sit tag i gulvet.
- Fluks til gengæld greb hun ham fat
- og klemte ham hårdt i sin hæslige klo;
- skønt knuget af kummer, med kampsikker vælde
- kasted hun omkuld kæmpernes høvding.
- 1545-1556
- Med knæ på hans krop drog hun sit kortsværd,
- bredt og blankt, for sit barn at hævne,
- sit eneste barn; - men brynjens fletværk,
- som spændte om skuldren, skærmed hans liv
- og stod sig mod æg og mod stingende od.
- Ilde var det gået Eggders søn,
- geaternes helt, på havdybets bund,
- havde jernbrynjens kamp-net ej hjulpet ham der
- med sin hærdede ham, havde himlenes styrer
- ej sejr ham givet; Gud, den alvise,
- rådende drot, øved ret og skel,
- da kæmpen først var kommen på fode.
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XXIII.
- 1557-1569
- Da så han dernede et sejrsignet sværd,
- et jættesmedet værge med hvasseste æg,
- en ældgammel kamp-pryd, et ypperligt våben,
- så vældigt, at ingen anden mægted
- at bære det til stævnet, hvor stridslegen går, -
- et fagert og slagdygtigt smedeværk af riser.
- Om kæde-hæftet greb han, den kække kriger;
- kamphidsig, bister klingen han svang;
- tungt hug han til med fortvivlelsens mod,
- og hårdt i halsen heksen han traf,
- så knoklerne brødes, og klingen skar
- gennem muskler og sener; dødsdømt hun segned;
- blodstænkt var klingen; men kæmpen var fro.
- 1570-1590
- Lysskæret flammed med funklende glans
- og tindred i hulen, som himmelbuens kerte
- stråler fra sky. Han skued omkring sig,
- skred hen imod væggen, og værget han tog,
- ved hæftet og løfted det, Hugleiks stridsmand,
- dådfast og gram. Da blev den hvasse
- klinge til gavn for kæmpen den vældige:
- gengælde ville han Grendel på én gang
- al den udåd, han øved mod danerne
- så mange sinde, og mer end just den gang,
- da Hrodgars hirdmænd i hallen han vog
- i den dybeste slum og åd mens de sov,
- femten af vest-daners flok derinde
- og slæbte så femten i favnen bort, -
- et hæsligt blodran. Hævn han tog,
- den harmslagne helt, da henstrakt han så
- Grendel ligge på lejet, kamptræt,
- røvet sit liv af den rasende strid
- i Hjorthals borg; brat med et sæt
- hæved sig liget ved hugget, det fik,
- da det højt svungne sværd skar hovedet af.
- 1591-1599
- Snart de rådsnilde mænd, som med Hrodgar
- stirred på vovernes hvirvlende syden,
- så, hvordan blod i bølgen sig blanded,
- strømmende rødt som striber i vandet:
- om kæmpen de grånede gubber talte,
- aldrig de vented den ædle at skue, -
- ej skulle sejrsæl atter han hilse
- den fjernkendte drot; de fleste vel tænkte,
- at hav-ulven helt havde helten søndret.
- 1600-1604
- Og dagen led. Forladt blev næsset
- af skjoldunge-folket, og fyrsten styred
- mod hjemmet sin færd. Men de fremmede blev,
- og med sorgsygt sind på søen de stirred,
- lidt kun de vented vennen og høvdingen atter at se.
- 1605-1617
- I sværdet som Bjovulf
- løfted, åd sig den levrede kampsved
- ætsende ind; på underfuld vis
- helt det smelted, som isen smelter,
- når Faderen bryder frostens lænke
- og bølgernes bånd, - han, der byder og råder
- for stunder og tider, den stærke Herre. -
- Helten, hin unge, lod urørt ligge
- de dynger af skatte, han skued i hulen,
- kun hovedet tog han og hæftet af sværdet,
- kunstigt smykket; klingen var smeltet,
- sværdbladets jern af det sydende, giftigt
- ætsende troldeblod helt fortæret.
- 1618-1631
- Da først han i kamp havde fældet de lede,
- op han snoede sig snelt gennem vandet:
- dybets hvirvlende vover og vidtstrakte
- huler var renset, da havtroldens dage
- til ende var løbne, og hans livsfrist var endt.
- Så svam han til land, de sømænds skærmer,
- sejrsfro ved byttet, søen havde givet,
- jublende ved byrden, han bragte fra dens bund.
- Kæmpernes hob hasted ham i møde,
- takkende Gud i glæde ved hans genkomst,
- fro, at de fandt ham frelst og uden men.
- Hurtigt de løste af helten, den stærke,
- brynje og hjelm; og blodfarvet vand
- strømmed i havet, som stille nu lå.
- 1632-1643
- Sæl i sinde drog sammen tilbage
- fællerne ad stien, de før havde trådt,
- langs velkendte vej; de våbenkække hærmænd
- har med møje fra brinken ved havet
- Grendels hoved, de gæve helte:
- fire kæmper af flokken slæbte
- tungt på et spydskaft troldens hoved,
- styrende gangen mod guldgave-hallen;
- snarlig de kom til salen den høje,
- skridende frem, de fjorten geater,
- stærke i hærkamp: høvdingen vandred
- med i sin flok over mjødsals-vangen.
- 1644-1650
- Så tren han i hallen, den tapre fyrste,
- stridskæk og stovt og i strålende sejrs-ry,
- rask til stordåd, for Hrodgar at hilse;
- Grendels hoved ved hårtot blev båret
- frem over gulvet, hvor folkene drak:
- sælsomt og grufuldt var synet at skue
- for kæmper og jarler, for kongen og hans viv.
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XXIV.
- 1651-1676
- Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:
- "Glade vi her, o Halfdans ætling,
- skjoldungfolkets herre, havbyttet bringer dig,
- sejrsdådens tegn, som du ser ved din fod.
- Knebent med livet jeg kampen bestod,
- voved under vandet et værk, som kosted
- yderste nød, og nær kunne stævnet
- galt være endt, hvis ej Gud havde hjulpet.
- Intet jeg evned at øve med Hrunting
- i kampens stund, skønt klingen var god;
- men menneskens Herre, som mangesinde viste
- den venneløse udvej, undte mig brat
- at øjne på væggen et ældgammelt, vældigt,
- funklende sværd, som jeg svang til værn.
- Havhulens bofolk, da held bød sig til,
- vog jeg i striden. Men værgets stål
- brændtes og smelted, da blodet sprang ud,
- den hede kampsved; heftet har med
- jeg fra vætterne bragt; deres vold mod de danske
- har svart jeg hævnet, som sømmeligt var.
- Forsandt jeg dig lover, at sorgløs du nu
- i Hjorthal kan slumre med jarlernes skare,
- med hirdmænd og hovmænd og heltenes flok,
- både gammel og ung, uden gru for de tvende,
- så ej du skal frygte, som før du har gjort,
- for ædlingers dødsvånde, skjoldunge-drot."
- 1677-1686
- Så gav han i hænde den gamle kampdrot,
- den grånede gubbe, det gyldne hjalte,
- underfuldt smedet af urtids jætter:
- ved utyskets død i dankongens eje
- sværdheftet faldt, da den fule trold,
- Guds arge modkæmper, mordlysten gram,
- både han og hans moder, var heden draget, -
- i hænde det faldt den bedste fyrste
- blandt verdens herskere mellem hav og hav,
- der skænked skatte på Skandia-øen.
- 1687-1698
- Hrodgar frydefuld fæstet betragted,
- det ætgamle sværdgreb med sælsomme skrifttegn
- om urtidens første fejde, da floderne
- voldsomt hvirvlende drukned de vilde
- risers slægter, der rasende stred mod
- den evige styrer, som straffed med vælde
- de frække i bølgernes frådende syden.
- I fæstets plader af funklende guld
- var ristet med runer på rettelig vis,
- for hvem det fra første færd var smedet,
- det sjældne værge med vredet hefte
- og slange-slyngning.
- 1699-1739
- I salen talte nu Halfdans søn, og hirden tav:
- "Se, han kan sige, som sandhed og ret
- i folket fremmer, som fortiden mindes,
- den gamle høvding, at helten her
- er ypperst blandt ædlinger. Ud over verden,
- Bjovulf, min ven, dit ry skal bredes,
- blandt folkenes vrimmel; og vel skal du hævde
- din manddom og kløgt. Min tak skal du eje,
- som før jeg har sagt; til fryd skal du blive,
- mens tiderne rinder, thi trøst for din hird
- og for hele dit folk. Ej Hermod var slig
- mod skjoldunge-ætten, Eggveles sønner;
- en dårlig drot var han danernes folk;
- han voldte dem vånde og ve og drab;
- barsk og grum sine bordfæller vog han,
- sine udvalgte stalbrødre, indtil han alene
- fra livet og menneskers lykke drog heden;
- skønt den mægtige Gud havde magt ham skænket
- og hævet ham højt ved herlig kraft
- over alle mænd, var hans ånd dog grisk
- efter blod og rov; ej ringe han gav
- på vanlig vis til vinsalens mænd;
- for sit grumsind han bøded med glædeløs kummer
- og nagende kval. Så nem du af dette,
- hvad mænd bør gøre! gammel og viis
- gennem mange vintre for dit vel jeg taler.
- Underligt er det, hvor Gud med sin ånd,
- den mægtige, giver til mennesker visdom
- adel og ejendom, - alting han styrer.
- Ofte han til en ædlingbåren
- kæmpe sit hjertes kærlighed giver,
- skænker i hjemmet ham jorderigs fryd,
- lader i borg ham bo med sin hird,
- øger hans vælde over verdens vide,
- udstrakte egn, så hans eje og magt
- i hans dårlige enfold ham endeløs tykkes;
- så færdes han i fryd, al fare synes fjern
- både sot og ælde; ingen sorg eller frygt
- tynger på hans sind, ingen tanke om strid
- eller våbengrisk had; al verden er ham god
- og føjer hans vilje; han ved ej af modgang.
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XXV.
- 1740-1784
- Og dybt i hans hu flyder hovmodet frem
- og vokser og trives, mens vogteren slumrer,
- sjælens hyrde, sover så fast,
- døvet i dvale, til drabsmanden kommer
- og slipper fra buen den susende pil.
- Her hjælper ej harnisk; i hjertet trænger
- den skarpe pil, - han skyer ingen dåd,
- som arge djævle indgiver ham.
- Kun fattigt ham tykkes, hvad fordum han ejed;
- gerrig og sur aldrig han giver
- guldsmykke skatte med højsindet glæde,
- har ej tanke for kommende tiders ry
- og spotter hver hæder, Gud-Herren ham gav.
- Så sker det til sidst, mens mod slut det stunder,
- at lemmerne lammes, og legemet slappes
- i afmagt og død; og en anden træder til,
- som sorgløs spreder de sankede skatte
- og ænser ej arven i sin ødsle færd.
- Så var dig for ondsind, min elskede Bjovulf,
- du ypperste kæmpe, men kår dig det bedste,
- den evige vinding, og værg dig mod hovmod,
- du fejrede helt; i sin fagreste blomst
- står din kraft en stund; men der kommer en tid,
- da af sot eller spyd din sejrskraft røves,
- af funklende flamme eller frådende bølge,
- af sårende sværd eller susende pil
- eller årtung ælde, og øjnenes glans
- svækkes og svinder, og snart kommer døden
- og kryster dig, kriger, i knusende favntag.
- Selv har som danernes drot jeg hersket
- i halvhundred vintre under himlens hvælv
- og mod fjendeflokkes fejde dem værnet,
- mod jernsværd og pil over jordens kreds,
- så jeg troede mig fri for fjender under sky.
- Se, da ændredes alt på min odelsgrund;
- der kom kvide for gammen og kummer for fryd,
- da Grendel grumsindet gæsted min borg;
- og svart i mit sind sad sorgen dybt
- ved den tyngende ve. Tak være da Gud,
- den evige Drot, at der undtes mig stund
- til at fæste mit blik efter fortidens kval
- på det sværdramte, blodige sumptrolde-hoved!
- Gak nu til sæde i salens festlag,
- smykket med kampry: af kostbare gaver
- skal mange dig skænkes, når morgenen gryr."
- 1785-1798
- Geaten gik fluks med frydefuld hu,
- som drotten havde sagt, til sæde i hallen.
- Og siden som før blev på sømmelig vis
- inden vinsalens vægge de vældige kæmper
- beværtet på ny. Natmulmet sænked sig
- dunkelt over heltene. Hirden stod op;
- den grånede gubbe, den gamle skjoldung,
- gik til sit leje. Og geaten længtes,
- den sejrstærke kriger, svarligt efter hvile;
- hallens høvedsmand hurtig den vejtrætte,
- fjernt fra ledne, til lejet førte;
- på vanlig vis han varetog flinkt
- heltens tarv, som til tid og sted
- det skyldtes de farende skuders mænd.
- 1799-1806
- Så hviled i våningen, vid og guldsmykt,
- storsindet gæsten i stille søvn,
- til den kulsorte ravn forkyndte med jubel
- himmel-frydens komme. Og højt over hvælvet
- gled strålende lys. De stridsmænd hasted:
- atter nu ville de ædlinger drage
- til frænder og folk, og den fremmede høvding
- fjernt ville føre hin farende snekke.
- 1807-1812
- Den sejrsæle ædling bød Egglafs søn
- Hrunting tilbage, bød ham hans kære.
- trofaste våben med tak for lånet:
- Kampvennen, kvad han, var kraftig til hug
- og god til dåd, og han dadlede ikke
- æggens hvashed, vennesæl i hu.
- 1813-1816
- Rede og rustet til rejsens færd
- stod krigerflokken; den kække helt
- hædret af de danske, til højsædet tren
- og hilste Hrodgar, den herlige helt.
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XXVI.
- 1817-1839
- Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:
- "Nu siger vi dig, vi sø-ledne mænd,
- som fjernt fra er farne, at færden atter
- til Hugleik går. Godt blev vi bænket
- og gæstfrit mødt af din mildhed, drot.
- Ifald jeg på jord, du jarlers herre,
- kan vinde mig mer af din venskabs-hu,
- end jeg før mig vandt, er jeg fluks beredt
- igen til kampfærd og krigerdåd.
- Og hvis over vuggende vover jeg spørger,
- at nød dig times fra nære stammer,
- som fjender dig stundom tilforn har trængt,
- jeg bringer dig tusind tapre stridsmænd
- til hjælp for din hær. Om Hugleik ved jeg,
- geaternes fyrste, folkets værn,
- at, om end han er ung, vil i ord og i dåd
- han fremme min færd, så jeg fuldt og helt
- kan bi dig stå med stang og med spyd
- og en modig flok, når du mænd har behov.
- Og kommer så Hrédrik, kongesønnen, did
- til vedernes hovgård, til visse han finder
- venner i flok: til fremmed land
- er det godt at drage for dygtig svend."
- 1840-1865
- Hrodgar til svar sålunde mæled:
- "De ord, du taled, den alvise Herre
- skød dig i hu. Aldrig jeg hørte
- klogere ord af så ung en helt:
- du er kraftig i dåd og kløgtig i tanke
- og vis i tale. Forvist jeg tror,
- hvis ske det skulle, at skarpen pil
- eller sværdført kamp eller sot eller jern
- raned din herre, Hredels søn,
- folkets drot, og du er i live,
- at geaterne aldrig så god en mand
- kunne vælge til konge, til værner for kæmper
- og funklende skat, hvis i frændernes rige
- at styre dig lyster. Dit storsind huer mig
- bedre og bedre, Bjovulf, du kære!
- Fuldbragt har du, at fred skal bo
- og spredes blandt geaters og spyd-daners folk,
- at fejde og fjendskab og fule rænker,
- som før de har døjet, skal fly og svinde.
- Så længe jeg vogter det vidtstrakte rige,
- skal der bringes budskab og byttes skatte
- mand mellem mand over mågernes bad.
- Over sø skal den ringklædte snekke føre
- fredstegn og gaver. Folkenes skarer
- mod fjende og ven skal stå fast og støt
- i fællig og flok på fortids vis."
- 1866-1880
- End skænked ham folkenes skærmer og herre,
- Halfdans søn, tolv herlige skatte
- og bød ham god fart til sit folk og sit land
- med gavernes hob og hurtig genkomst.
- Så kyssed den byrdædle konning og drot,
- skjoldung-folkets herre, den herlige helt
- og tog ham om halsen; og tårerne randt
- fra den grånende gubbe; på gensyn han håbed,
- gammel af år; men angst betog ham,
- at aldrig siden de ord skulle veksle
- på kæmpers vis. Så kær var ham helten,
- at sindets svulmen han svært kunne tvinge;
- men dulgt i hans bryst mod den dyrebare ven
- der bølged en attrå og brændte en længsel
- i hans bankende blod.
- 1881-1887
- Bjovulf frejdig, stolt af sit guld, over græsvangen skred,
- glad ved sine gaver: gyngende for anker
- den bundne bølge-hest bied på sin herre.
- Tit blev på vejen den vennesæle Hrodgars
- guld-gaver lovprist: god og ædel
- og dadelfri var kongen, til kraften blev ham ranet
- af alderdommens tag, som har tvunget så mange.
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XXVII.
- 1888-1895
- Så kom da til havet heltenes flok,
- de raske kæmper med ringsærke på
- og nittede brynjer. Nu som før
- blev strandvagten var stridsflokkens genkomst;
- ikke med hånsord fra højen brink
- han mændene hilste; i møde han red dem
- og venligt han kvad, at til vedernes fryd
- til skibs de nu stævned i strålende jern-ham.
- 1896-1904
- Den bugede snekke på sandet stod,
- den ringklædte skude, med skatte ladet,
- med foler og rustninger: masten ranked sig
- højt over Hrodgars herlige gaver.
- Til skibsvagten gav han et guld-heftet værge,
- et slægtgammelt sværd, som blev svenden til ære
- og kostelig ros, når i kredsen af mjødsalens
- kæmper han sad. Og snekken kløved
- bølgernes dyb, mens fra Danmark han stævned.
- 1905-1913
- Surret til masten var sejlets breddug,
- med hårdt-tvundet tovværk, - havtræet knaged.
- Hindrende modbør ej hæmmed den ilende
- skudes fart; skumhalset skød
- bølgehesten god over brusende vand,
- den jernklædte stævn over strømmende vover,
- så geaternes klipper og kendte næs
- de snart fik at skue. Så skurede snekken
- og stod med sin stormslagne stævn på stranden.
- 1914-1924
- Hurtig var ved stranden havnevagten rede,
- han, som alt længst over havet havde spejdet,
- stirrende så vide mod de ventede mænd;
- i strandkanten bandt han den bugede snekke
- med ankertove fast, at det ypperlige skib
- af bølgernes vælde ej bort skulle drives.
- De skinnende skatte lod fra skuden han bære,
- gaver fra Gud; - til den gæve kong Hugleik,
- ringenes giver, Hredels søn,
- var farten ej lang: med fællernes skare
- boede han på borgen nær bølgeslagne brink.
- 1925-1944
- Herligt var huset, hvor heltedrotten dvæled
- i hallen med Hygd, Hareds datter,
- hans unge viv, vennesæl, rådsnild
- og vis i sind, skønt kun vintre få
- hun i borg havde levet; - ej lavsindet var hun,
- ej karrig på guld og kostbare gaver
- til geate-folket. Men grumhed og ondskab
- fyldte Tryde, hin fagre dronning:
- ikke den kækkeste kæmpe voved
- frejdig sit blik at fæste på hende, -
- ingen af hirden, kun hendes husbond:
- snerrende bånd, snoede af hånd,
- vented straks den forvovne mand, -
- og så som sværdets sårende æg
- og dødende klinge og dømte i sagen
- med dræbende slag. Slet det sig sømmer
- en dronnings færd, hvor fager hun er,
- at hun, freds-nærersken, hadefuldt røver
- mandsliv for skyld, som har skin kun af brøde; -
- ilde det hued Hemmings frænde.
- 1945-1962
- Men andet frasagn i ølhal meldtes:
- at mindre hun øved af ondskab og rænker,
- da først hun var givet som guldsmykt brud,
- den højbårne mø, til helten hin unge,
- da først hun var draget på faderens råd
- over havets grålige, gyngende bølger
- til Uffes sal, hvor siden, kendt
- for sin milde dåd, på dronninge-sæde
- hun leved til ende sit livsens mål
- og elskede ømt de ædlingers herre,
- den bedste mand blandt menneskers flok
- ved det vældige hav, så vidt jeg har spurgt; -
- i fjerneste egne blev Uffe prist,
- den spydstærke konge, for kamp og for gaver
- og sejr i strid; med snilde han røgted
- sin fædrene odel, hvor Jomar fødtes
- til værn for heltene, Hemmings frænde,
- Garmunds sønnesøn, gæv i kamp.
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XXVIII og XXIX.
- 1963-1976
- Så skred da helten med hele sin flok
- over kystbræmmens sand ved den salte sø,
- over breden havstrand. Himmelbuens kerte
- skinned fra syd; og med skyndsomme fjed
- vejen de drog didhen, hvor de vidste,
- at kæmpernes værn, kongen, hin unge,
- Anganthjovs bane, i borghallen venligt
- gav ringe til hirden. Hurtig blev Hugleik
- bud der bragt om Bjovulfs genkomst,
- at krigernes skærmer, hans egen skjoldfælle,
- uskadt fra striden styred sin gang
- karsk og sund imod kongens borg.
- Snelt blev i hallen på herskerens bud
- rum for den farende flok gjort rede.
- 1977-1983a
- Så sad hos drotten den sejrsæle kæmpe,
- frænde ved frænde, da fyrsten havde
- med fejrende velkomst og fager tale
- i møde ham hilst. Med mjødskål i hånd
- gik Hareds datter over hallens gulv:
- vennesæl og mild hun mostkanden rakte
- heltene i hænde.
- 1983b-1998
- Hugleik begyndte
- venlig tale med videlysten hu,
- mens det brandt ham i sinde, i salen den høje
- at fritte sin fælle om farten, de var draget:
- "Hvordan gik færden, Bjovulf, min frænde!
- da brat du fik sind til at søge dig dyst
- fjernt over sø og salten vove,
- kampdåd i Hjorthal? Kunne du bøde
- Hrodgar hans vidtkendte ve og vånde,
- den herlige konge? Sydende kummer
- sved i mit sind; sorg kun jeg vented
- af venners langfærd; længe jeg bad dig
- ikke at møde den mordgriske trold,
- men lade de syd-daner selv om det grufulde
- stævne med Grendel. Gud jeg nu takker,
- at atter jeg ser dig sund og karsk."
- 1999-2019
- Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:
- "Ej er den dulgt, den dåd, jeg øved,
- Hugleik konning, men kendt af mange,
- stævnet, jeg hist bestod med Grendel,
- han, som med knugende kval og vånde
- og jammer og skræk havde skjoldung-folket
- ondsindet ramt; - at jeg hævned,
- så ingen af Grendels grufulde slægt,
- hvor længe de lever, de lede jætter,
- i svig og brøde, skal brammende prale
- af tusmørke-kampen. Da tiden var inde,
- i ringsalen tren jeg for Hrodgar at hilse;
- og snart, da Halfdans herlige ætling
- først havde nemmet mit forsæt og mål,
- hos sin egen søn han sæde mig bød.
- Der var jubel blandt skaren; aldrig jeg skued
- under himlens hvælv mellem helte i hal
- større mjød-fryd. Stundom gik dronningen,
- folkenes fredspant, fager over gulv
- og talte til ung-hirden; tit hun en armring
- skænked en helt, før hun skred til sit sæde.
- 2020-2031
- Stundom til hirdens stridsmænd ved borde
- dankongens datter drikken bar,
- hun, hvem jeg hørte af hovmænd i hallen
- Freyvar blev kaldt, når et kosteligt smykke
- hun heltene gav: guldprydet, ung
- fæstet er hun til Frodes søn; -
- skjoldung-folkets ven, skærmeren af riget
- tykkes det ret, og han regner det for held
- ved ungmøens fæstepagt fejde og strid
- og ondsind at sone. Men ofte det sker,
- når fred er stiftet, at stakket kun hviler
- det blanke spyd, om end bruden er fager!
- 2032-2040
- Vel må det krænke kampbardernes drot
- og hver kæmpe i hal, når ved kongsdatt’rens side
- en ædelfødt dansk træder ind over gulv
- frem blandt hirden, mens herligt et sværd
- ham funkler om lænd, deres fædres arv,
- hærdet og ringsmykt, de hadbarders eje
- den gang, de sejrende svang deres våben,
- (Kvad XXIX) før de til skjoldkamp fællerne førte,
- før i en usæl fejde de segned.
- 2041-2056
- Så skuer ved øllet en ældgammel kæmpe,
- bister i hu, det blinkende sværd,
- og brat han mindes den blodige spydkamp;
- tynget af rugende tankers vånde
- ægger han hadsk den unge helt
- til morddåd og strid og mæler sålunde:
- "Kender du, ven, hin klinge god,
- værget, din fader til valen bar,
- smykt under hjelm for sidste gang,
- han, som dræbtes af danernes flok,
- skjoldunge-folket, der fælded for fode
- heltens hær, mens hævnen tøver?
- Glad ved stadsen på guldet træder
- her nu en søn af de samme drabsmænd, -
- skrydende frækt med den skat han bær,
- som rettelig du burde råde selv!"
- 2057-2069a
- Sådan han minder og maner stadig
- med tirrende ord, til tiden er inde,
- da dronningens hirdmand for hug af sværd
- må blodstænkt lade sit liv og bøde
- for faderens dåd; - men flygtende haster
- kæmpen, der ægged, ad kendte løn-stier.
- Nu brydes der ed på begge sider,
- nu svulmer der had og harm hos Ingeld;
- og under de stridende stunders tummel
- hans elskovs-hu til hans hustru kølnes.
- Thi regner jeg hadbarders huldskab og venskab
- for skrøbeligt, - det, som de danerne svor,
- men nidfyldte brød.
- 2069b-2100
- Dog nu jeg atter
- om Grendel skal mæle, du giver af skatte,
- at ret du kan nemme nærkampens gang
- og de helledes kår. Himlens karfunkel
- gled over vange, og grumsindet jætte
- stævned imod os, mordlysten, lumsk,
- hvor karske og sunde vi salen vogted.
- Ve og voldsdød voldtes da Handskjo,
- kæmpen, som hviled med værge ved bælte
- forrest i hallen; den herlige helt
- Grendel greb i sit grådige gab,
- mordgrisk i sind, og slugte hans krop.
- Med blodig tand og med brødefuld tanke
- det tyktes ham end ej tid at drage
- med tomme hænder fra guldgave-hallen;
- men risestærk, rovgrisk han rakte mod mig
- sin vældige næve. En vante hang ham,
- fæstnet ved bånd, fast om kroppen;
- sælsom og vid var med snilde den virket
- ved djævlekunster af drageskind:
- ind i dens dyb ville udåds-øveren
- slænge mig selv, skønt mit sind var skyldfrit,
- sammen med andre; - ej så det skete,
- da bister i hu jeg brat sprang op.
- For langt er at melde, hvorlunde mén-volderen
- gengæld jeg gav for hans grumheds værk;
- dine kæmper, o drot, blev dåden, jeg øved,
- til hæder og ry. Risen flygted,
- og snart fra livsens lykke han veg;
- men i borgen hans højre hånd blev tegn
- på hans færd i Hjorthal, og jammerfuldt stedt
- i dybet han sank for der at dø.
- 2101-2114
- Skjoldung-folkets ven med skænk og med gave
- af kosteligt guld min kampdåd lønned,
- med skatte i mængde, da morgenen gryede,
- og glad vi os bænked ved gildet i hal.
- Der var gammen og sang; og den gamle skjoldung
- fritted om mangt og meldte om fjernt;
- stundom den stridskække stemte harpen
- og strengene rørte; stundom et sørgeligt
- sandsagn han kvad; eller kongen meldte
- på sømmelig vis om sælsom færd.
- Stunddom kongen, knuget af år,
- klagende kvad om kraften, der svandt;
- dybt i hans sind det svulmed og bølged,
- når ældet og grå på sin ungdom han tænkte.
- 2115-2134
- Sådan i hal den hele dag
- laget vi nød, til natmulmet atter
- gled over jorden. Grendels moder
- snart dog, i sorg over sønnens død
- ved vedernes kamphad, kummerfuld, hævngrisk,
- gav sig på vej. Den grufulde troldkvind
- hævned sit barn, og en hirdmand hun vog
- med ubøjelig kraft: bort veg livet
- fra Asker, viis og ældet i lønråd.
- ej heller de danske, da dagen kom,
- kunne brænde den faldne i flammernes glød,
- kunne lægge hans legem på ligbål, den grånede,
- elskede kæmpe: hans krop hun slæbte
- under bjergstrømmens bølger bort i sin favn.
- Det var den dybeste, drøjeste ve,
- som end havde ramt Hrodgar, drotten; -
- så bad mig kongen med bønlig tale,
- sorgfuld i hu, i havstrømmens hvirvler
- stordåd at øve og stridsry at vinde,
- vovende livet; og løn han mig loved.
- 2135-2143
- Så fandt jeg i dybet, som fjernt er kendt,
- i havstrømmens hvirvler den vilde jætte.
- Der brødes i spændtag vi bistert en stund,
- og bølgerne bobled med blodrigt slim;
- hendes sværd jeg greb, og af Grendels moder
- hovedet hug jeg med hævet klinge;
- med livet jeg undslap; - endnu var ikke
- min dødsstund kommen; og kæmpernes værn,
- Halfdans søn, gav mig hobe af skatte.
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XXX. **
- Note ved Adolf Hansen:
- [Ved en fejltælling i det angelsachsiske Bjovulf-MS. er XXX sprunget over.]
- Bjovulfs kamp med Grendels moder XXXI. (første del).
- 2144-2151
- Så sad den hærdrot i hal med hæder;
- ej glip jeg gik af den gode løn
- for min kække kampdåd; kostbare skatte
- Halfdans ætling i hænde mig gav;
- dem bringer jeg dig, du drot over kæmper,
- som høvisk gave. Med hele min hu
- på ny er jeg din; af nære frænder
- knap flere jeg har end, Hugleik, dig!"
- 2152-2162
- En værnende hjelm med et vildsvin på,
- et stadseligt stridssværd og en stålslagen brynje
- han bad dem hente ind, og atter han kvad:
- "Hrodgar rakte mig ringbrynjen her,
- den vise konge, og vennehilsen
- bød han mig først at bringe dig fra ham,
- kvad, at kong Hjorgar kampskjorten ejed
- i år og i dage, danernes drot:
- jernbrynjen ej dog til Hjorvard, sønnen,
- kæk, som han nævntes, og kær, som han var ham,
- give han ville. Godt nu du nytte den!"
- 2163-2171
- End har jeg hørt, at de herlige gaver
- fulgtes af fire foler i rad,
- med abildgrå lød; alt han gav ham,
- foler og skatte. Så frænde skal handle
- mod frænde, ej flette et fjendskabs fangnet,
- ej lure med rænker og list på død
- over håndgangen fælle. Hugleik elsked,
- sejrsæl og kæk, sin søstersøn højt, -
- begge de undte hinanden vel.
- 2172-2176
- Hørt jeg har, at den herlige halsring,
- som Valthjov, den højbårne viv, ham skænked,
- gav han til Hygd samt tre gode skimler
- med strålende sadler; - stedse hun siden
- bar på sit bryst det blinkende smykke.
- 2177-2189
- Således Eggders ædle søn
- ry sig hented ved heltefærd
- og ved adelsdåd; aldrig han vog
- rusede bordfæller, rasende, vild;
- skønsomst af alle han skærmed og vogted,
- rådsnild og kæk, sin kæmpestyrke,
- den gave, som Gud ham gav i sin nåde.
- Geaterne lang tid kun lidet ham agted,
- og hirdens herre holdt ham af ringe
- og mådelig værd blandt mjødsalens mænd;
- dådløs og dorsk og dvask de ham troede; -
- snart dog hans vanry vendtes til hæder,
- hæder og ry for den herlige helt.
- 2190-2199
- Krigernes værn, den kampkække konge,
- bød da i hast at hente Hredels
- guldsmykte æt-sværd: blandt geater en skat
- ej fandtes så fager i form af et sværd.
- Det lagde han blankt i Bjovulfs skød
- og skænked ham syv tusind skillemøntspenge,
- bosted og høvdingstol. Begge ædlinge
- ejed blandt folket æt-arvet jord,
- gods og rettighed; mest af riget
- tilkom dog ham, som var højest høvding.
- Bjovulfs kamp med dragen XXXI. (anden del).
- 2200-2206
- Siden det hændte i hærtid og ufred,
- at Hugleik faldt, og Hardråd også
- segned bag skjold for skarpe slagsværd,
- den gang de skilfingers dristige flok,
- de vilde kamp-ulve, vej sig baned
- blandt sejers-folket med fældende magt
- og hærkamps vælde mod Hereriks frænde.
- 2207-2220
- Så kom det vidtstrakte, vældige rige
- Bjovulf i hænde. Han hersked fuldgodt
- i halvhundred vintre og værned sin odel
- med snilde og kløgt, til i sorte nætter
- grufuldt en drage begyndte at rase
- som vogted en skat i en skummel gravhøj,
- stensat og stejl, - en sti førte did,
- skjult og forborgen. Til skat-hulen kom dog
- en ukendt mand; - hans attrå blev vakt
- af hedninge-guldet; med hånd han greb
- et gyldent bæger og gemte det fluks; -
- men dragen, med svig i sin søvn bestjålet,
- blev harm i hu og hadefuld rased
- i frygtelig vrede mod folk over lande.
- Bjovulfs kamp med dragen XXXII.
- 2221-2266
- Af egen drift var til drage-hulen
- han flygtet i ve og farefuld vånde, -
- en træl, der var stedt i tvingende nød:
- af frygt for sin herres flængende svøbe
- han søgte sig skærm og skjulte sig der,
- skyldbetynget. I skælvende angst
- og rædsel for vætten, der ruged på guldet,
- og al den gru, der gemtes i hulen,
- listed sig ind den ubudne gæst
- og skued i gravhøjens grålige mulm
- et funklende bæger. Der fandtes af slige
- herlige skatte i hulen en dynge,
- en mægtig hob, som i henfarne tider
- en ukendt mand af ædel byrd
- med skønsom hu havde skjult derinde,
- en kostelig guldhob. Hans kære var alle
- af døden ranet i svundne dage,
- og ene tilbage af ædlinge-flokken,
- med vemod og vånde ved vennetabet,
- det lysted ham dog for en liden stund
- at glædes ved skatten. Hans gravhøj stod rejst
- på den vide vang ved det vuggende hav
- og det stormslagne næs, stærk og fastbygt:
- Derind han bar en byrde så tung
- hin ringenes vogter, af vægtige skatte
- og kostbart guld, og kortelig kvad han:
- "Gem du nu, muld, hvad mænd ikke mægter,
- heltenes eje; - i henfarne tider
- de drog det af dybet. Den dystre kampdød
- røved hver eneste en af mine fæller; -
- fra livsens lysende lyst de veg.
- Jeg har ikke den, der kan drage mit sværd
- eller rense mit bæger, så blankt det skinner, -
- hver hirdmand god er gangen af live.
- Fra stærken stridshjelm, der stråled gylden,
- guldbladene drysser; dødssøvn slumrer
- de svende, der hjelmens jern skulle blanke;
- kampskjorten smuldrer, nu kæmpen er død,
- den, som fik skår under skjoldenes gny
- af det bidende sværd; brynjens ringnet
- følger ej færd så fjernt og vide
- ved heltens side; harpen ej klinger
- med fryd i sal; falken ej svinger
- sig højt gennem hal; hesten ej springer
- med stampende gjald. Stridende færd
- vog så mange af menneskens hær."
- 2267-2277
- Sådan han kummerfuld klaged sin smerte,
- ene tilbage; bittert han jamred
- ved dag og ved nat, indtil dødens bølge
- greb ham om hjertet. - Den gyldne skat
- blev fundet under muld af en mørkekær vætte,
- som, funker spyende, spejder ved nat
- efter gravhøjshuler, en glødhedt luende,
- skældækket drage, der skrækslår menneskers
- tanker og sind. Den søger i jorden
- højens skat, og på hedninge-guld
- ruger den glædesløs, gammel af år.
- 2278-2286
- I tre hundrede vintre vogtede uvætten,
- grisk og grådig, gravhøjens skat,
- den mægtige hob, indtil harm den slog,
- da til bod for sin brøde en bortrømt træl
- bragte sin herre en blinkende guldskål,
- røvet fra hulen. Højen blev plyndret,
- ring-hoben ranet og redebont opfyldt
- den jamrendes bøn; - jarlen skued
- med glæde i hu den gyldne oldskat.
- 2287-2311
- Men dragen vågned, og vild af vrede
- den snuste til klippen, og snøftende fandt den
- sin fjendes fodspor; frem var han lusket
- listende dulgt nær dragens hoved:
- sådan kan den, hvis død end er fjern,
- lettelig værnes mod ve og våde
- ved den styrendes gunst. Over sten og muld
- søgte guld-vogteren glubsk efter ham,
- der i dens slummer sorg havde voldet den;
- gram og bister om gravhøjen jog den
- i hele dens omkreds; men ingen den fandt
- på den vildene hede; ingen der var da,
- som sejrsglæden fik; så for den tilbage
- til højen og søgte i hulen om skålen;
- og snart den mærked, at menneskehånd
- havde mindsket dens guld. Den mægtede knap
- at bie, til kvældstid kom over land;
- af harme svulmede højens vogter,
- med hede luer den hadsk ville hævne
- mjødskålens ran. Da rundet var dragen,
- der lysted den ikke længer at dvæle
- bag gravhøjens sten; men med glødende luer
- af sted den fløj. Dens første færd
- blev folket til gru, og guldgave-drotten
- tungt skulle rammes, før rædslen endte.
- Bjovulfs kamp med dragen XXXIII.
- 2312-2323
- Dragen begyndte fra gabet at spy
- gnister og glød over gård og bo,
- i flammende ildsluer; den flyvende lindorm
- hvert et levende liv ville øde.
- Vættens værk kunne vidt om ses,
- dens fjendske færd både fjernt og nær,
- hvordan med sit had og sin harm den knuged
- geate-folket; men før det blev gry
- hasted den atter til hulens skatte.
- Med bål og med brand havde bredt over lande
- hærværk den øvet; den håbed på værn
- bag sin hules stenmur, - men håbet brast.
- 2324-2332
- Sorgbud bares til Bjovulf fluks,
- at hans eget hus, hans herlige bo
- og hans guldgave-stol var i glødende, bragende
- flammer fortært. Tungt på sinde
- drotten det faldt, og dybt det naged ham:
- forvist han troede, den vise konge,
- han havde fortørnet ved trods mod loven
- den evige styrer; - stormende tanker
- steg i hans sind som sjælden før.
- 2333-2344
- Stygt havde ild-dragen ødet med flammer
- fyrstens borg og folkenes bo
- ved det vide hav; - og vedernes drot,
- den gæve kampkonge, grunded på hævn.
- Så bød han at hamre, de hærmænds fyrste,
- jarlernes skærmer, et jernskjold med snilde
- til værn i striden; thi vel han vidste,
- at ved ej båded mod hvirvlende gnister,
- bast imod brand. Men brat skulle ædlingen
- skilles fra livsens beskikkede stunder,
- og lindormen med, skønt længe i hulen
- den grisk havde skærmet skattens guldhob.
- 2345-2354a
- Stolt han formåede, den stærke herre,
- med stridshærs følge at stævne til kamp
- mod den flyvende vætte; han frygted ej mødet
- og regned for ringe det rasende udyrs
- kraft og vælde; thi vovet havde han
- fejde og fare og frygtelig kampdåd
- med gny og med drøn, siden den gang som yngling
- han sejrsæl rensede Hrodgars højsal
- og greb i spændtag om Grendels moder
- og vog den lede.
- 2354b-2372
- Og visselig ej
- det hærslag var ringest, hvor Hugleik faldt,
- hvor geaternes fyrste, folkets ven,
- Hredels søn, segned i Frisland,
- af dødshug ramt i det drønende stævne,
- hvor sværd drak blod; - Bjovulf svømmed
- bort gennem bølgernes brusende strøm
- ved egen dådskraft; i havet han dukked,
- mens tredive brynjer han bar i sin favn.
- Ej skulle de hetvarers hær dog prale
- af stævnet, der stod, da de stridende løfted
- skjold imod kongen: fra kampen mod helten
- kun så slap frelst til det fædrene hjem.
- Så svømmede Eggders søn over hav
- til hjemlandets kyster, kummerfuld, ensom:
- der loved ham Hygd både land og rige
- og skattens hob; - efter Hugleiks død
- troede hun ej, hendes unge søn
- mod fjendernes flok kunne folket værne.
- 2373-2378
- Ikke dog mægted de modløse veder
- at bøje heltens hu, så han selv
- lod sig kåre til Hardråds herre og løfte
- på konninge-sædet; - på sømmelig vis
- han råded ham snildt, til selv han kunne
- som ældre værge vedernes folk.
- 2379-2390
- Til fyrsten, hin unge, fredløse drog
- Ottars sønner vidt over sø:
- de skilfingers skærmer med skam de sveg,
- den fjerntkendte hersker, den herligste havdrot
- af dem, der i Svearig sjældne gaver
- skænked i hal. Men for Hugleiks søn
- blev det livsløbets grænse: for gæstfri færd
- fik han dødens sår af det svungne sværd;
- så drog Anganthjovs ætling bort
- til sit hjem over hav efter Hardråds fald
- og lod Bjovulf herske som høvding og drot
- over geate-folket; - og godt var hans styre.
- Bjovulfs kamp med dragen XXXIV.
- 2391-2396
- Men Bjovulf huskede sin herres død,
- mens stunderne randt, og støtted og hjalp
- den fredløse Adils. Med folk han bistod
- Ottars søn over salten hav,
- med hirdmænd og våben: så hævned han blodigt
- den svundne dåd og dræbte kongen
- 2397-2400
- Sålunde havde hin søn af Eggder
- stærk bestået hver stormende strid
- og mandig i stordåd, til stunden randt,
- da han sværd skulle løfte mod leden orm.
- 2401-2416
- Selvtolvte i hoben med harm i hu
- geaternes drot mod dragen stævned.
- Klart han kendte, hvor ufreden kom fra,
- den folke-ødende, - han havde i eje
- det herlige kar fra finderens hånd.
- Han, der fra først var fejdens grund,
- som trettende mand i toget drog;
- våndefuldt bastet vise han måtte
- vej over vangen; vrangvillig gik han
- til grant han kendte gravhøjens hvælvede
- rum under jord, nær de rullende bølger
- og hvirvlende vande; det vrimlede fuldt
- af ringe og smykker. Rugende lå
- den vældige vogter og værned om guldskatten
- dybt under mulde, mordgrisk, kamprede:
- vanskeligt var det værk, der vented dem.
- 2417-2424
- På næsset den kampkække konge tog sæde
- og ønsked alt held over hirdmænd og hovmænd,
- den gavmilde drot: døden han aned
- og sværmod og sorrig ham sindet knuged, -
- skæbnen var nær, der ned skulle slå
- på hans sjæle-skat og skille gubbens
- liv fra hans legem: ej lang tid end
- var konningens sjæl i kød-ham gemt.
- 2425-2443
- Til orde tog Bjovulf, Eggders søn:
- "I ungdommens stunder bestod jeg hel mangen
- stridsfærd og kamp, som klart jeg mindes.
- Syv vintre jeg var, da med vennesælt sind
- folkefyrsten fra min fader mig tog;
- Kong Hredel vogted og værned min ungdom,
- og med frændekær hu i hal han mig bænked
- og guld mig skænked; blandt skjoldkæmper var jeg
- så kær for hans sind som sønnerne selv:
- Herebald og Hadkyn og Hugleik, min drot.
- For den ældste søn blev på sørgelig vis
- ved frændes drabsdåd dødslejet redt;
- thi Hadkyn med pil fra hornbuens streng
- ramte ved våde sin ven og broder,
- fejlende målet sin frænde han dræbte,
- broder traf broder med blodig od:
- en brøde, som ingen bod kunne sone,
- rugede tungt over Hredels hu; -
- og uden hævn måtte ædlingen dø.
- 2444-2459
- Thi grufuldt det er for en gubbe at se
- den unge knøs, som han avled, dingle
- fra galgens træ: trist må han kvæde
- en sorrigfuld sang, når sønnen svinger
- til fryd for ravne, mens rådløs han står,
- og han, bøjet af år, ikke evner at hjælpe.
- Han mindes - hver eneste morgen, der gryr, -
- sin ætlings bortgang; om barn skulle fødes
- på ny i hans borg som bod for hans tab,
- han ænsed det ej, når den ene har fundet
- på skæbnens bud så bitter en død.
- Med bævende sorg han i sønnens bo
- ser vinhallen tom; der klager nu vinden,
- glæden er borte; i graven slumrer
- helte og riddere, harpen ej klinger.
- Ej er fryd mer i hallen, som forhen der var.
- Bjovulfs kamp med dragen XXXV.
- 2460-2468
- Så søger han lejet, og sorgtunge sange
- han våndefuldt kvæder: for vide tykkes ham
- vange og gård. - Så vedernes værn
- bar jammer og ve i hjertets dyb
- efter Herebalds død; af drabsmanden kunne
- ej bod han kræve for blodet, der randt,
- ej heller med harm og med had ham jage,
- skønt ukær var ham den unge kæmpe.
- 2469-2471
- Og knuget af sorgen, som såret havde ramt ham,
- vandred han heden og valgte Guds lys;
- efter rig mands skik han skænked sin slægt
- borge og land, da fra livet han drog.
- 2472-2489
- Strid blev der ført over strømmende sø
- mellem geater og sveer, grufuld fejde
- og rasende had, da Hredel var død; -
- Anganthjovs kampkære, krigskække sønner
- holdt ikke fællig og fred over hav,
- men øved ved styrtbjerg stridsfærd og svig
- bitreste ufred og blodig kiv.
- Så tog mine frænder, som fjernt det spurgtes,
- hævn for al deres hadske vold; -
- dog bøded den ene af brødrene dyrt
- for sejren med livet: usalig blev kampen
- for Hadkyn, de gæve geaters drot.
- Ved gry blev frænde af frænde hævnet
- med fældende slag af funklende klinge,
- hvor Jofur af Anganthjovs jernsværd var blevet ramt:
- strids-hjelmen brast, og blegnende segned
- den gamle skilfing; - godt havde hånden
- husket sin hævn i det hug, den slog.
- 2490-2509
- Hugleik jeg gjorde gengæld i kamp
- med det glimtende sværd for de gaver, jeg fik:
- land han gav mig og gård og odel.
- Ikke han havde behov forsand
- at fæste for løn og leje for hyre
- svagere stridsmænd i Svea-riget
- eller hos gepider eller hos daner:
- stadig forrest i stridende stævne
- ene jeg stod, og end skal jeg stedse
- møde, hvor kampen kalder, så længe
- dette mit værge varer og holder,
- det, som har fulgt mig fra den gang, jeg vog
- hugernes kæmpe, Dagravn, i håndkamp.
- Ej fik han held til at hente smykket,
- den fagre halsring, til friseres drot; -
- brat han segned, bannerets vogter,
- den mandige jarl. Ej jern ham fælded; -
- hans livsens strøm og hans legem blev brudt
- i nævetags-stævne. Men nu skal med sværd
- og klinge og hånd der kæmpes om skatten."
- 2510-2515
- Bjovulf mæled med mandig hu
- kække løfteord: "Kampdåd øved jeg
- tit i min ungdom; nu vil jeg atter
- fejde søge som folkets gamle
- styrer og vogter og stordåd øve,
- hvis vætten vil stævne til strid fra hulen!"
- 2516-2537
- Så hilste han hver af hirdmandsflokken,
- de hjelmklædte stridsmænd og stalbrødre tro,
- for sidste gang: "Ej sværd eller våben
- mod ormen jeg bar, hvis blot jeg mægted
- på anden vis i den onde trold
- et greb at tage som dengang med Grendel.
- Med glødende gnister og giftåndes edder
- fra dragen venter jeg: derfor brynje
- og skjold jeg fører. Ikke et fjed jeg
- viger for hulens vogter og værner, -
- så får det ske os, som skæbnen vil
- og den højeste herre. Min hu er fast, -
- jeg vrager al bram mod den vingede kamp-trold.
- Så bi på brinken, I brynjeskærmede
- kæmper, og kend, hvem karskest og bedst
- efter stridens stormende stævne bær sine
- vunder og sår! Det værk, der skal øves,
- er ikke eders, men ene mit, -
- kun jeg formår imod jættens vælde
- til gavns at stævne. Jeg guldet skal vinde
- ved stordåds kraft, eller stridende færd
- og livsfjendsk kamp skal jer konge rane!"
- 2538-2541
- Støttet på skjold den stridshelt rejste sig,
- fast under hjelm, i jernflettet brynje,
- og tren under stenhvælvet, stolende trygt
- på egen manddom, som modig mand gør.
- 2542-2553
- Og helten, den stærke, der stod i kampfærd
- så mangen en stund, når de stridende tumled
- i stævnet sammen, så under højens
- stenede bue en strøm fare ud
- fra hulens dyb, og de hastende hvirvler
- var hede af flammer: de fygende gnister
- fra dragens gab ved guldskattens hob
- ville ynkeligt drotten til døde brændt.
- Fra brystets hvælving lod vedernes konge
- da ordet drøne, - thi drotten var vred;
- vildt stormed hans hu, og stemmen gjalded,
- gungrende lydt under grålige sten.
- 2554-2568
- Den rasende skatvogter røsten fornam
- af en råbende mand; ej mer var der stunder
- til fred at kræve. Frem brød vættens
- hede ånde og hæslige edder
- fra stenhulens dyb, mens jorden drøned.
- Skjoldet holdt helten skærmende frem,
- geaternes drot, mod den grufulde orm,
- som i bugtende ringe med bister hu
- til stævnet jog. Med jernsværdet draget,
- det slægtgamle værge med hvassen æg,
- stod høvdingen rede: hadsk de pønsed
- i afsky og gru på ondt mod hinanden.
- Støt han stod bag det stærke skjold,
- fællernes herre, da hurtigt dragen
- ringled sig sammen: rustet vented han.
- 2569-2591
- Bugtet og krummet, i brændende gnist-regn,
- skød vætten sig frem. Da værned skjoldet
- drottens liv og legem en stund,
- dog ringere tid, end han tænkte det selv.
- For første gang nu det føjed sig så,
- at ikke i strid den styrende skæbne
- ham sejrsry undte. Sin arm da løfted
- vedernes drot, og til dragen han hug
- med skarpen sværd; men den skinnende æg
- gled af på benet og bed ej så hvast,
- som hærkongen havde behov i den truende
- fare og nød. Men fluks efter sværdhugget
- gravhøjens vogter med grimslagen hu
- kasted omkring sig knitrende døds-ild,
- så gnisterne lyste: lidet sig fryded
- geaternes konge ved kampvunden sejr, -
- thi sværdet sveg, da han svang det i striden,
- som jern ej burde. Skønt bittert at bære,
- måtte dog Eggders mandige søn
- vige fra grunden med glippende held, -
- og ormen til vilje han vej måtte træde
- til andet bosted, som alle engang
- skal skilles fra livsens beskikkede stunder.
- 2592-2601
- Snart stormed de atter til stævnet vildt.
- Hvæsende, fnysende vætten tog fat
- med nyvundne kræfter; i nød da stedtes
- folkenes fyrste i fygende ild.
- Og ikke stimled hans stalbrødres flok,
- de ædlinge-fødte, i fællig omkring ham
- til skærmende kamp: til skovs de flygted
- for livet at bjerge. Dog brændte hos én mand
- svidende sorg, - thi slægtskabs krav
- ej sviges af ham, hvis hu tænker ret.
- Bjovulfs kamp med dragen XXXVI.
- 2602-2625a
- Viglaf kaldtes han, Vésteins søn,
- en elskelig skjoldkæmpe, skilfinge-høvding
- og Alvars frænde: fyrste han så
- under hården hærhjelm af hede martres.
- Han husked, hvad jordlod hans hersker gav ham,
- vidtstrakt bo for Vægmunding-slægten,
- hver ret blandt folket, hans far havde nydt; -
- ej længer han tøved, han løfted sit skjold
- med den grågule bast og rev sværdet af balgen,
- det sværd, der én gang var Eymunds eje,
- Ottars søn, usæl og fredløs,
- Véstein vog ham, hvor våbnene mødtes, -
- og røved fra hans slægt hans ringvævs-brynje,
- hans strålende hjelm og jættesmedede,
- ældgamle sværd: Anele gav ham
- sin frændes rustning og rige stridstøj, -
- og intet ord han ytred om kampen,
- skønt Véstein hans broders barn havde dræbt.
- I mange vintre han våbnene ejed,
- brynje og sværd, til hans søn en gang
- kunne fjender møde som faderen før;
- så skænked han ham en skathob rig
- af glimrende krigstøj, da gammel af dage
- han heden for.
- 2625b-2630
- For første gang nu
- den unge helt med sin herre og drot
- skulle krigsfærd prøve og kampdåd øve;
- ej smelted hans mod, ej svigted hans frændes
- ætgamle sværd: det sandede ormen,
- den stund de stødte i sværdet sammen.
- 2631-2660
- Tung i sind, men på sømmelig vis
- Viglaf kvad til de vigende fæller:
- "Jeg mindes den tid, vi af mjødkruset drak,
- mens i hallen vi loved vor hersker og konge,
- som skatte os skænked, at skulle engang
- slig nød ham ramme, med råd og dåd
- vi ville ham hjælpe for hjelm og for sværd
- og for kosteligt krigstøj; blandt kæmperne kåred
- han os til færden af egen drift
- og ildned vort mod, som han øged vort eje;
- for stærke hjelmmænd og stridskække spydmænd
- regned han os; men som rigets herre
- og folkets værner valgte han selv
- denne stordåd at øve, - thi ypperst blandt mænd
- har i herligste kampfærd han hævdet sit ry
- ved fejreste dåd. Dagen er kommen,
- da kongen har kække krigeres dygtige
- kræfter behov: i hast nu af sted
- til hjælp for vor høvding, som gnisternes hærgende
- glød-regn kvæler! Gud er mit vidne,
- at før end jeg svigter, skal flammerne favne
- også min krop hos den gavmilde konge.
- Skændsel det er, om vi skjolden bær
- frelste til hjemmet, før fjenden er fældet,
- før vi i kreds om kongen har skærmet
- og værget hans liv. Vel jeg ved,
- ej det sig sømmer, at ene han
- blandt vedernes ædlinge vånde skal lide
- og segne i striden: med sværd og med brynje,
- med stridshjelm og skjold vil jeg stå ved hans side!"
- 2661-2668
- Gennem kvælende dunster med knejsende hjelm
- skred han kongen til hjælp, og kort han mæled:
- "Elskede Bjovulf, øv nu i dåd
- løftets ord fra din ungdoms tid,
- at så længe du leved, dit lysende ry
- ej skulle sluknes: med sindet fast
- og af al din kraft må, ædling, du nu
- værne dit liv; - jeg værger det med!"
- 2669-2687
- Ormen brød atter, da ordet var talt,
- rasende, hævngrisk, hadsk og ond,
- i spillende flammers sprudende gnisthvirvler
- løs på fjenden; i luerne skjoldet
- til aske brændtes; og brynjens ringe
- var ingen hjælp for den unge kæmpe;
- men brat sprang ynglingen bag sin frændes
- skærmende skjold, da hans eget var skørnet
- og smuldret i flammen. Og fyrsten ihukom
- sit manddoms-ry, og med mægtig styrke
- svang han sit sværd, så det sank i dragens
- pandeskal ned; men Nægling brast, -
- Bjovulfs sværd svigted i striden,
- gammelt, grå-ægget. Der gaves ham ej
- støtte i stævnet af stålhærdet klinge;
- for stærk var hans arm: ej det ypperste sværd
- holdt for hans kraft, når til hug han det hæved,
- så sagnet vidner, - det hvasseste værge,
- han greb i sin hånd, var gavnløst i kamp.
- 2688-2693
- For tredje gang den tirrede drage,
- nyttende stunden, nidfyldt og grum,
- for løs på helten med luende gab;
- med skarpen bentand den bed om hans hals,
- så livsens-blodet hans brynje pletted
- og vælded i stride strømme ned.
- Bjovulfs kamp med dragen XXXVII.
- 2694-2706
- Hørt jeg har, at i hærdrottens nød
- kendtes klarlig den kække ædlings
- kraft og mod, som i kødet var født ham:
- han for sit hoved havde ej frygt;
- men i den frist, han sin frænde hjalp,
- den ædelig helt fik hånden afsvedet.
- Den pansrede kæmpe pressed i det hævnfyldte
- udyr sit herlige sværd ind til heftet,
- så heden blev mindre. Og hurtigt kom atter
- drotten til samling svang sit kortsværd,
- bidende hvast, som ved brynjen han bar:
- vedernes værn hug vætten sønder,
- fældede fjenden, så livet flygted.
- 2707-2723
- Så havde de frænder i fællig dræbt
- dragen med sværdhug: så skal af helte
- der handles i nødstund. Nu havde kongen
- vundet sin sidste sejr i kamp; -
- hans værk i verden var fuldbragt. - Men vunden
- som dragen ham bed, brændte og sved,
- svulmed og bulned. Og snart i brystet
- fornam han jagende, nagende kval
- af den giftige edder. Til gravhøjens vold
- hærkongen gik, og med grublende hu
- han satte sig stille og stirred mod hulens
- stenbue-hvælv, der var støttet af søjler. -
- den ældgamle jordhal, af jætter bygt.
- Den brave hirdmand med varsom hånd
- vasked af høvdingens vunder blodet
- med lindrende vand og løste hjelmen
- på kongen, den milde, der kamptræt hviled.
- 2724-2751
- Og Bjovulf mælte, blodig og bleg
- af de svare vunder, - fuldt vel han vidste,
- han havde i de tilmålte timer nu ejet
- lykken på jorden, - ledet var nu
- hans dages tal, og døden var nær:
- "Ifald nu en søn var mig født i mit bo,
- en arvelods-værner, avlet af mig,
- jeg skænke ham ville mit våbenskrud,
- som i fejde jeg bar. I femti vintre
- jeg styred mit folk; og der fandtes ej drot
- over lande og stridslystne stammer omkring mig,
- som voved med hvasse våben og kampgru
- at øde min fred. På min odel jeg blev
- min beskikkede tid og skærmed mit eje
- og søgte ej strid og smedded ej rænker
- og svor ikke mened. Såret til døden
- føler i sindet jeg fryd over dette;
- thi mord på frænder skal menneskens styrer
- til last mig ej lægge, når livet skal
- fra mit legem skilles. Men skynd dig nu ind
- til guldskattens hob under grålige sten,
- elskede Viglaf, nu ormen er fældet,
- ramt af dødssår og ranet sit gods!
- Hast nu, il, at den ældgamle skat
- af guld jeg kan skue, den glimrende hob
- af strålende sten, så at stille og let,
- nu skatten er vundet, vandre jeg kan
- fra mit liv og mit land, som længe jeg styred!"
- Bjovulfs kamp med dragen XXXVIII.
- 2752-2772
- Mig er det meldt, at da ordet var mælet,
- Vésteins søn rask adlød den sårede
- fyrste og tren med sin flettede brynje,
- jernring-snoet, under jordhøjens tag.
- Da så han, den modige, sejrsfro helt,
- da forbi han var skredet, hvor Bjovulf sad,
- solrunde guldsmykker, sælsomme skatte
- blinke fra væg og fra bund i den gamle
- mulm-flyvers hule; mjødkander var der,
- fade og skåle fra fortidens slægter,
- irrede, skørnede, - ældgamle hjelme,
- matte af rust, og et mylder af armringe,
- skønsomt flettede. Let kan skatte
- i højene koste helten hans hoved.
- Han gemme på guldet, som glædes derved!
- Højt over skatten han skued et banner,
- gyldent virket og vævet med kunst:
- ud fra det skød sig et skinnende skær
- hen gennem hulen, så helten skelned
- alle dens rigdomme. Ormen var borte:
- skarpen sværd havde skilt den ved livet.
- 2773-2787
- Hørt jeg har, at i hulen han ene
- ranede alt, hvad af riser var smeddet,
- fyldte sin favn med fade og bægre,
- som lysten ham bød; - selv banneret tog han,
- den strålende dug; thi med stingende jern
- og med dræbende æg havde drotten den gamle
- vætten med hvasse våbenhug fældet,
- hin guldskattens vogter, som grumt havde spredt
- gruelig glød og gnistrende flammer
- på sin midnats-flugt, til den mødte sin død. -
- Ungersvenden iled for atter med guldskatten
- bort at kunne drage: det brændte ham i sinde,
- den våbenkække helt, om vel han skulle finde
- vedernes drot, af dødsvunden ramt,
- levende på stedet, hvor han lod ham tilbage.
- 2788-2808
- Favnende skatten fandt han sin herre,
- den vidtberømte drot, dødbleg og blodig
- nær livsens ende. Atter med vand
- hans åsyn han stænked, til ordets od
- brød gennem brystet. Med brudt røst mæled
- den gamle Bjovulf, mens på guldet han stirred:
- "For rigdommens hob, som her jeg skuer,
- vil tak jeg vide til verdens styrer,
- den evige herre, al herligheds konge,
- fordi det mig undtes, før dødsdagen kom,
- slig funklende skat til mit folk at vinde.
- Givet jeg har mine gubbeårs livsrest
- for guldskattens vinding, - så virk nu I
- til folkets tarv! Min tid er omme.
- Byd mine kæmper kaste en høj
- på brinken ved hav, når på bål jeg er brændt;
- højt skal den hæve sig, herligt og frit,
- på hvalnæssets grund, et varigt minde;
- og sejlende skarer, som skumhvide snekker
- fjernt fra bærer på bølgen i mulmet,
- skal nævne brinken som Bjovulfs Høj."
- 2809-2816
- Så drog den kampkække drot af sin hals
- en gylden ring og gav den til jarlen,
- hin glavind-kriger ung, samt en guldprydet hjelm
- og brynje og ring - bad ham bruge dem vel:
- "Du er den eneste ætling af Vægmund,
- som end er tilbage; alle mine frænder
- til død og dom dreves af skæbnen; -
- og nu skal jeg selv efter slægten følge."
- 2817-2820
- Det var det sidste, han sagde, gubben,
- hans sidste ord, før de susende, hvirvlende
- bålflammer greb ham: fra brystets dyb
- søgte hans sjæl de saliges fred.
- Bjovulfs kamp med dragen XXXIX.
- 2821-2845a
- Ond var den lod, der ynglingen traf,
- nu han på jord lå jammerfuldt henstrakt,
- mærket af døden, den, som han elsked
- højest af alle. - Høvdingens bane,
- dragen, den lede, lå livsranet hos,
- i blodstævnet knægtet: den bugtede orm
- råded ej længer for ringhobens guld; -
- jernklingers æg havde jaget den heden,
- hamrenes kamphvasse, hærdede værk,
- så den vingede vætte vundedræbt segned
- tyst på tuen nær guldskattens tærskel.
- aldrig mere ved midnatstider
- bredte den vingen vidt gennem luften,
- stolt af sit eje: for stridsfyrstens hånd
- og dødende jern til jorden den sank.
- Så kun om lande det lyktes forvist
- blandt væbnede helte, så vidt jeg har spurgt,
- var end til dåd og bedrift de rede,
- ind mod en gift-drages edder at trænge
- eller mod ring-salen rovhånd at løfte,
- hvis de fandt vogteren vågen dybt
- i sin hules bo. - Bjovulf måtte
- købe med døden den kostbare skat; -
- nu var de begge nået til ende
- med livsens løb.
- 2845b-2859
- Ej lang tid efter
- forlod de kamprædde kæmper skoven,
- den troskabs-brydende ti-mands flok,
- som før ej voved at værge med spyd
- dens høvding og konge i hårdeste nød;
- fulde af skamhu, med skjold og rustning
- did de tren, hvor drotten lå død, -
- og de stirred på Viglaf. Stridstræt sad han,
- helten, nær ved sin herres skulder;
- forgæves han væded med vand hans åsyn;
- hvor dybt han ønsked det, evned han ikke
- på jord at holde sin høvding i live
- og vende den styrendes viljes-bud:
- Guds vælde råder for hver mands liv, -
- som dengang det skete, så sker det end.
- 2860-2891
- Brat fra ynglingen barske ord
- strømmed mod hver, som veg i fejghed.
- Viglaf mæled, Vésteins søn,
- mens sorgfuld i sind han så på de rædde:
- "Så kan den sige, som sandt vil tale,
- at kongen, der gav jer de kostbare smykker
- og herlige kampskrud, som her I står i,
- dengang på ølbænk ofte han skænked
- jarler i hal både hjelm og brynje,
- dem, som drotten fandt dygtigst og ypperst
- i mændenes flok både fjernt og nær, -
- at ilde havde han ødt sine gaver
- af kosteligt krigstøj, da kamp blev nødig.
- Ej skulle folkets fyrste forvist
- sine stridsfæller rose; dog Gud, der råder
- for sejren, undte ham ene at øve
- hævn med sværds-æg, da heltekraft trængtes.
- Lidet jeg mægted hans liv at værge
- i stridens stævne; - dog stræbte jeg strengt,
- af fuldeste evne min frænde at hjælpe:
- min sværdklinge ramte den rasende drage,
- så kræfterne veg, og de hvirvlende, glødende
- funker stilned. For så til værn
- slog kreds om kongen, da kampstunden kom.
- Nu skal gaver af guld og sværd,
- hjemstavns-glæde og gammel bo-ret
- fattes jer slægt: fredløs enhver
- af jer æt skal vildsomt vandre sin vej
- uden jord-ret og hjem-ret, når jarlerne først
- i det fjerne får hørt om jer fejge flugt
- og skændige dåd. Død er bedre
- for ærlige helte end hæderløst liv!"
- Bjovulfs kamp med dragen XL.
- 2892-2913
- Så skikked om kampen til kløften han bud
- over havklippens brink, hvor hærflokken sad
- fra den gryende morgen, mod i sind,
- med hånden på skjold og med skiftende hu:
- om den elskede drot skulle ende sit liv
- eller atter dem møde. Manden, der red
- over næs og skrænt, om nyt, som var hændt,
- sanddru ord til dem alle mæled:
- "Nu ligger vedernes vennefro herre,
- geaternes drot, på dødslejet strakt, -
- dræbt af dragen i dysten slumrer han;
- jævnsides hviler vætten, den livsfjendske,
- ramt af hans kortsværds klinge til døden:
- thi ikke med langsværd han uhyret mægted
- vunder at slå. Viglaf sidder,
- Vésteins søn, ved Bjovulfs side,
- levende jarl ved den livløse drot; -
- lammet af sorg ligvagt han holder
- for ven og for fjende. Ventes der kan nu
- kamptid og krigstid, når kendt det bliver
- for franker og friser fjernt om lande,
- at kongen er faldet. -
- 2913b-2921
- Fejde blev ført
- med hugernes folk, da Hugleik sejled
- frem med sin flåde mod frisernes land:
- helten blev fældet af Hetvare-stammen,
- der mødte til kamp med en myldrende hær,
- så drotten brynjeklædt brat sank sammen
- og segned i stævnet: siden aldrig
- han gaver skænked; god var os ej
- merovingernes slægt efter våbendysten.
- 2922-2945
- Heller ej venter jeg venskab og fred
- af sveernes folk. Thi fjernt er det kendt,
- at Anganthjov ramte ved Ravneskov Hadkyn,
- Hredels søn, med dræbende sværd,
- den gang de skilfinger dristigt drog
- mod Geate-folket med fejde og ufred.
- Ottars fader, den ældede gubbe,
- bister i hu gav Hadkyn dødshug.
- Fælded søkongen og fried sin viv,
- der var ranet i ufred, fra usle træls-kår,
- Ottars og Aneles aldrende moder; -
- snelt forfulgte han fjendernes skare,
- indtil med nød og næppe de nåede
- Ravne-holtet høvdingløse.
- Så lagde han hær om den lille flok,
- som sværd havde levnet, og sår havde mattet,
- og hele natten han hødende loved
- dem dødende sværdhug ved dagningstide
- og grufuld død i galgens træ
- til fuglenes gammen. Da gryet brød frem,
- meldtes der hjælp for den modløse flok:
- de hørte Hugleiks horn og lur
- gjaldende klinge, - den kække kom
- og jog med sin hird hæren på flugt.
- Bjovulfs kamp med dragen XLI.
- 2946-3027
- Blodige spor af spydkamps-stævne,
- sværdkamp og strid mellem sveer og geater
- fjernt kunne ses, mens de fejdende mødtes.
- Nu drog den grånede gubbe, drotten
- Anganthjov, sorgfuld i sind, med fællerne
- længere bort imod borgens værn;
- hørt han havde om Hugleiks krigskunst,
- spurgt den stoltes stridsfærds-snilde,
- håbed kun lidt mod de havfarne sømænd
- børn at værge og viv og skatte, -
- jarlen veg om bag jordvoldes skærm.
- De flygtende sveer af flokken fulgtes,
- og banneret Hugleik i hænde faldt;
- hredlinge-folket for mod værnet,
- myldred i flok over fredsvangen hen.
- Af sværdenes æg blev Anganthjov tvunget,
- den grånede stridsmand, til standsning i flugten,
- og snart måtte jarlen for Jofur segne:
- vredt havde Alf, Vanråds søn,
- ramt ham med sværd, så det røde blod
- stridt under håret i strømme randt.
- Ej blev han ræd dog, den ældede skilfing,
- hurtig han vendte sig, hærkongen kæk,
- og hugged til gengæld et grammere hug
- end det grufulde slag, der ham selv havde ramt:
- ej mægtede Vanråds modige søn
- igen at såre den gamle kæmpe, -
- hans hjelm var kløvet af kongens sværd,
- og med blødende vunde han vakled og segned; -
- dog ikke var den gang hans dødsstund kommen,
- trods svidende sår kom han snart til sig selv.
- Men brat, mens broderen blodig lå,
- Hugleiks hirdmand sig hug gennem skjoldmuren
- med sit svungne sværd, der var svejset af jætter,
- og sin kamhårde hjelm, - og kongen sank,
- folke-drotten, til døde ramt.
- Redebont kæmperne rejste den unge,
- blodstænkte bror og forbandt hans sår,
- da sejren var vundet, og valen var deres.
- Men Jofur Anganthjovs jernbrynje tog,
- hans hjaltede sværd og hans hjelm tillige,
- og alt den grånede gubbes krigstøj
- hen til sin herre Hugleik han bar.
- Skatten han tog og til tak ham loved
- hæder til gengæld og holdt sit ord:
- gaver han skænked, geate-drotten,
- Hredels søn, for den raske kampdåd
- Jofur og Ulf, da hjem han var kommen:
- hver fik i boland og bøjede ringe
- mange tusinde mønters værd,
- og ingen undte dem ilde for dåden;
- end gav han sin elskede, eneste datter,
- hjemmets smykke, Jofur til viv. -
- Det er den fejde, det fjendskab og had
- og den nidfyldte kiv, som nu jeg venter
- af sveernes folk, når først de spørger,
- at døden har ranet vor drot og herre,
- han, som før mod fjendernes hob
- værgende skærmed skatte og rige
- og friede skjoldunge-folket for nød,
- værned om landets vel og øved
- fuldgod mandsdåd. - Nu må vi ile,
- drotten at skue, hvor død han hviler,
- og ham, som gav os de gyldne ringe,
- til ligbål at bære. Ej liden småting
- skal smelte med helten, - en smykkehob er der,
- en dynge af guld, som dyrt er vundet,
- og ringe, købte med kongens liv:
- dem skal brændende bål fortære
- og hylle i flammer; - ej helt skal dem bære
- fyrsten til minde; ej fager kvinde
- om halsen skal lægge den herlige ring;
- men tung i sinde skal tit hun træde
- på fremmed grund uden guld i eje,
- nu, folkets fører sin fryd og jubel
- og latter har endt. Ak, ofte skal spyddet,
- iskoldt, ved gry gribes i hænde
- og hæves højt; ej harpen skal vække
- kæmpen af søvn; men sorten ravn,
- lig-grisk under sky, skal skrige til ørnen
- og melde, hvor lifligt i lig den svælged,
- mens vildt med ulven den valen plyndred."
- 3028-3037
- Så han mæled, den mandige kriger,
- med varslende ord, og ikke han løj
- i fremsyn og tale. Flokken stod op,
- og, tynget af kummer, med tårefyldt blik,
- langs Ørnenæs skred de for rædslen at skue.
- Der fandt de på sandet, sjælsrøvet, livløs,
- fyrsten udstrakt, som før havde skænket dem
- kostbare ringe: kommen var nu
- den sidste stund for stridskongen god,
- da vedernes drot i døden sank.
- 3038-3057
- End så de et mere sælsomt væsen,
- så led en orm, ligge på vangen
- overfor drotten: dragen var det,
- den grufulde vætte, våndefuldt svedet
- af flammer og gnister; femti fod
- var den lang, hvor den lå; i luften den tit
- havde tumlet ved nat, før ned den fløj
- i sin hules dyb; nu døden bandt den,
- og aldrig i muldhøje mere den dvæled.
- Kander og krus omkring den der stod,
- fade der lå og fagre sværd,
- som rust havde gnavet, mens gemt under muld
- i tusind vintre de hviled derinde:
- al den vældige urtidens arv
- og ældgamle guldhob var omgærdet af galder,
- så ingen turde i skatte-graven træde
- og åbne for guldet, hvis ikke Gud selv,
- den mægtige sejrsdrot, menneskens værner,
- gav den, som hans valg og vilje traf,
- ret og lov til at løfte skatten.
- Bjovulfs kamp med dragen XLII.
- 3058-3075
- Nu så alle, at han, som med uret i bjerget
- skatten havde skjult, skabte ej lykke.
- Skattens vogter først vog nogle få;
- det hærværk med hårdhed blev hævnet nu.
- Altid er det et under, hvorledes
- den ædle helt med herligt ry
- møder sin skæbne en skønne dag,
- når ej mer han skal mødes i mjødsal med frænder.
- Det så man med Bjovulf, da bjergets vogter
- han søgte med våben i vældig kamp.
- End vidste han ej, hvordan han fra verden
- skulle engang skilles. Hin hersker over skatten,
- som gemte den i hulen, havde hæftet til den
- en gruelig forbandelse, som gjaldt til dommedag:
- at han, som betrådte den plet, skulle tynges
- af synder til helved og søges af plager. -
- Grisk efter guld var den gæve dog aldrig,
- han havde kun stræbt efter Herrens nåde.
- 3076-3109
- Viglaf mæled, Vésteins søn:
- "Ofte bliver mangen ved én mands vilje
- sænket i sorg, som os selv det er sket.
- Ikke vi mægted vor elskede drot,
- rigets hyrde, at råde til gavn,
- så fjernt han holdt sig fra hulens vogter
- og lod den ruge i ro på den vældige,
- gyldne hob i gravhøjens dyb
- til verdens ende: vundet blev skatten,
- men dyrt har den kostet; til kummer for os
- droges vor drot til den dræbende kamp. -
- Jeg var derinde, og alt jeg skued:
- højens guld-skat, da jeg var gået
- ind under jorden, hvor ingenlunde
- jeg venligt blev hilst. Hurtigt jeg greb
- i favn og hænder en fuldgod byrde
- af herlige skatte, og hid jeg bar dem
- ud til min konge, som end var i live,
- bevidst og ved samling; mangt han sagde
- bøjet i kummer, bød eder hilset
- og bad, at I ville på bålstedet rejse,
- hans livsværk til minde, en mægtig høj,
- der fjernt kunne ses, så sandt som han var
- vidt over verden den vældigste kriger,
- så længe han råded for rige og land. -
- Lad os med il nu én gang til
- gå til den underfuldt glimrende skathob
- hist under hvælvet, - vej jeg viser jer; -
- der kan I nærved nøje skue
- guldet og ringene. Hav så til rede
- båren brat, når tilbage vi kommer; -
- da vil vi løfte drotten, den elskede,
- bære ham hen, hvor helten længe
- under Guds værge skal hvile trygt."
- 3110-3119
- Vésteins søn, den sejrstærke kæmpe,
- bød så, at bud skulle bæres snelt
- til jarler, der ejede jord og folk,
- at fjernt fra de bål-ved fluks skulle bringe
- til kongens ligfærd: "Luende hvirvler,
- stigende dunkelt, skal drotten fortære,
- ham, som holdt stand under jernbygers stormsus,
- pile, der skokkevis skar gennem luft
- over skjoldenes mur, mens skaftet, det fjedrede,
- sused med flyvende fart på sin vej."
- 3120-3136
- Derpå den snilde søn af Véstein
- kaldte blandt kongshirdens kæmper frem
- syv af de herligste hovmænd og trådte
- ind under troldhulens tag selv-ottende; -
- han, som gik forrest i flokken af kæmperne,
- løfted i hånd en lysende brand.
- Da var det ej nødigt at vælge ved lodkast
- de helte, som skulle skattene sprede,
- da de blev var, at den uden vogter
- lå udbredt i hulen; og ingen sørged,
- da heltene hurtigt fra højen førte
- de dyre skatte; - Dragen vælted de
- ud over brinken, lod bølgerne tage
- og havstrømmen favne den hæslige skatvogter.
- Guldsnoede ringe i rige dynger
- på karre blev lagt; og kongen, den grånede,
- våben-fro helt blev til Hvalnæs båret.
- Bjovulfs kamp med dragen XLIII.
- 3137-3155
- Så rejste hans folk ham et fastbygget bål
- højt over jord, og helt omkring det
- hjelme de hængte og herlige skjolde
- og funklende brynjer, som fyrsten bad.
- Og med klagende veråb kæmperne lagde
- udstrakt på bålet den elskede drot.
- Så tændte de hovmænd højt på brinken
- et vældigt vedblus i den vindstille luft:
- sortvæltende bålrøg og bragende luer
- hvirvlende steg, med veråb blandet,
- til heltens ben-borg af hede flammer
- var skørnet og smuldret. Med smerte og sorg
- over drottens død de hjertensbedrøvede
- krigere græd. Den gamle dronning,
- med håret bundet på hovedet op,
- i sorg og kvide en sørgesang kvad;
- hun ængstedes nu for onde dage,
- ydmygende trældom, blodbad og indfald
- af fjendtlige hære. - I himlen svandt røgen.
- 3156-3168
- Og vederne bygged på brinken en høj,
- som bredte sig rundt og rejste sig vidt
- og fjernt kunne ses af farende søfolk:
- i ti dages stunder den stridskækkes bavn
- var højnet og bygget. Bålbrandens rester
- de gærded med vold og værned med diger
- så sindrigt, som mænd blandt de snildeste evned.
- Ned i højen lagde de halsbjørge,
- dertil benskinner - alle de blanke
- kostbare ting, som de kække kæmper
- forhen havde fra højen taget;
- det grov de i jorden, som gemmer det end,
- så unyttigt for folk, som det fordum var.
- 3169-3177
- Rundt om højen red nu sønner,
- tolv i tal, af de tapreste ædlinge;
- bittert ved drottens død de klaged,
- mæled om fyrsten i fagre ord,
- priste hans færd og fejred hans stordåd
- med signende kvad; thi sømmeligt er det,
- at kæmpen lover sin konge og ven
- og elsker ham dybt af sin inderste hu,
- når ud han løses af legemets ham.
- 3178-3182
- Sådan de geater sørged og klaged,
- hovmænd og hirdmænd, ved høvdingens fald,
- kaldte ham bedst og blidest af konger,
- elsket af folket og ærekær,
- nævnte ham mildest af mænd på jorden.
Fodnoter:
*) Se her: Kampen i Finsborg
**) Note ved Heimskringla.no (Carsten Lyngdrup Madsen, 2006): Den fejltælling i nummereringen af kvadene i det angelsaksiske manuskript, som Adolf Hansen her refererer til, løses af Andreas Haarder ved, at kvad nummer XXIX hos ham kaldes den "29. og 30. sang." Til gengæld slår Haarder ikke kvadene XXVIII og XXIX sammen, således som Adolf Hansen gør og opdelingen af kvad nummer XXXI i to selvstændige dele er mere skarp i Adolf Hansens oversættelse end hos Andreas Haarder. (Andreas Haarder: Sangen om Bjovulf, 2001)
Sproglig bemærkning:
Der er foretaget afvigelser fra Adolf Hansens retskrivning på følgende punkter:
- - aa er ændret til å
- - ö er ændret til ø
- - navneord er ikke skrevet med stort begyndelsesbogstav.
- - kunde, skulde, vilde er ændret til kunne, skulle, ville