Vis kilden til Christendommens indförelse paa Island

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  [[Fil:Original.gif|32px|link=Kristni saga]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om kristendommen]] !!  [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kristendomssaga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Kristni saga (svensk)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Christendommens indförelse paa Island]] !!  !! 
|}


<center><big>'''[[Udvalgte sagastykker]]'''</big>


fordanskede af Mag. [[Grímur Thomsen biografi|Grímur Thomsen]]


Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug<br>
Kjöbenhavn 1846


<big>'''Christendommens indförelse paa Island.'''</big>


''(Kristnisaga cap. 11 , smml. Fornmannasögur II., c. 228—229, og Njáls saga c. 106, samt Ari Fródi, Islendingabók c. 7.)''


— — —</center>

''Kong Olaf Tryggvason betroede til tvende islandske hövdinger, Gissur hin hvide og Hjalti Skeggjason det hverv at indföre christendommen paa Island, efter at den norske præst Thangbrandur först forgjæves havde forsögt derpaa. Aar 1000 blev den ogsaa antaget paa altinget, og det er denne begivenhed, som her skildres.

<center>— — —</center>


[[Bilde:Sturlunga Saga kort over Altingsstedet.jpg|thumb|right|400px|<center>''Kort over Altingsstedet''</center>]]Thormodur hed den præst, som kong Olaf havde givet Gissur hin hvide og Hjalti Skeggjason med paa reisen; han sang messe paa Almannagjauens (&#0042;) rand, ovenfor Vestfirdingernes telt paa altinget. Derpaa gik de til Lovbjerget; syv af dem vare iförte messedragt, de bare tvende kors foran sig, hvoraf det ene angav kong Olaf Tryggvasons, det andet Hjalti Skeggjasons höide. Paa Lovbjerget var hele folket forsamlet. Hjalti og Gissur frembar da sit ærinde, og man har sagt, at de talte med overvættes ordsnilde. Men der de havde talt, blev der megen allarm og uenighed paa tinget; den ene tilkaldte vidner efter den anden, de christne frasagde sig de samme love som hedningerne fulgte og omvendt; da kom en mand löbende dertil og sagde, at en jordild var udbrudt, at lavaströmmen flöd allerede gjennem herredet Ölvus, og truede goden Thoroddurs gaard. Da reiste en af hedningerne sig og sagde: »det er intet under, at guderne fortörnes over saadanne taler, som dem Gissur hin hvide og Hjalti Skeggjason have holdt idag«. Goden Snorri Thorgrimsson svarede ham: »hvorover vare da guderne vrede, da den lavaström brændte, hvorpaa vi nu staa?« Derpaa gik man fra Lovbjerget. Da bade de christne Hallur af Sida om at han skulde forkynde de love, der skulde fölge med christendommen. Men han henvendte sig til lagmanden Thorger Ljosvetningagodi, og formaaede ham til at forkynde de ny love, der baade skulde gjælde for hedninger og for christne. Men da folk vare komne ind i sine telte, lagde Thorger sig tilsengs og tog sin kappe over sig; han laa den dag ud og natten efter uden at mæle et ord. Men næste morgen reiste han sig og lod folk sammenkalde til Lovbjerg. Da alle vare forsamlede, stod han op og talte saa: »dette land ser en mörk fremtid imöde, om vi ikke alle skulde leve under de samme love; efterdi först vil deraf fölge splid og uenighed, men dernæst saadanne kampe og borgerkrige, at landet vil lægges öde deraf. Det er eder bekjendt, at tvende konger, den ene i Danmark, den anden i Norge, levede længe i ufred og förte en langvarig krig med hinanden, indtil landsfolket blev paa begge sider enigt om at slutte fred imellem dem, imod begge kongers vilje; först vare de uvenner som för, men lidt efter lidt begyndte de at sende hinanden gaver, og holdt freden hele sit liv; derfor synes mig, at vi ikke bör lade dem raade, som ere mest imod fred og orden, men at vi mægle saaledes imellem christne og hedninger, at de, hver for sig, beholde nogen ret, men at vi i det hele alle optage een lov og een tro; thi det vil vise sig, at splitte vi loven, splitte vi og freden. Nu spörger jeg christne mænd og hedninger: ville I holde de love, som jeg forkynder?« Da Thorger havde sluttet sin tale, vare begge parter enige i, at alle skulde være de samme love undergivne, og at de vilde alle overholde de love, som han forkyndte. Thorger lod dem stadfæste deres löfte med ed. Derpaa vedblev han: »det er da ophavet paa vore love, at vi skulle alle være christne i dette land, alle lade os döbe og tro paa een gud fader, sön og helligaand; med hensyn til at udsætte börn og spise hestekjöd skulle de gamle love staa ved magt; hemmelig maa hvo der vil offre til guderne, men landflygtighed skal det gjælde, om det opdages«. Alle nordlændinger og sönderlændinger bleve döbte i den varme kilde ved Rekjar i Lögardalen, da de rede fra ting; thi de vilde ikke lade sig neddyppe i koldt vand. Da goden Runolfur, som för havde været den ivrigste hedning, blev döbt, sagde Hjalti: »ha! nu fik vi den gamle gode lært, at vrænge munden over det svovlede vand«.


'''Note:'''

&#0042;) En dyb fjeldklöft i nærheden af det sted, hvor Islands gamle alting holdtes.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
[[Kategori:Grímur Thomsen]]