Dalvík-fundet - en gravplads fra hedenskabets tid på Island

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Finnur Jonsson
(1858-1934)

Daniel Bruun
(1856-1931)

Dalvík-fundet
En gravplads fra hedenskabets tid på Island

Af Daniel Bruun og Finnur Jónsson

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og historie
Det kongelige nordiske oldskrift-selskab
II. Række, 25. bind

Kjøbenhavn
1910

På gården Brimnes i Dalvík, yderst i Svarfaðardalen (på den vestlige side af Øfjorden, i det nordlige Island), var der i året 1908 ved udjævning af et stykke jordsmon, nærmest kysten, fundet nogle grave med knogler af menneske og hund, som derefter straks var bleven tildækket igen. Da vi dengang lå ved Mývatn for at udgrave hovtomten på gården Hofstaðir (se dette tidsskrift 1909), fik vi gennem provst Árni Jónsson på Skútustaðir meddelelse herom. Vi besluttede da at søge tilladelse til nærmere undersøgelse, for så vidt det måtte vise sig, at meddelelsen var rigtig. F. Jónsson indhæntede da på stedet oplysninger, efter hvilke det måtte anses for meget ønskeligt at foretage en udgravning af pladsen. En af de omtalte grave (dysse VII) blev nemlig nu atter åbnet, og i den fandtes, som angivet, rester af et menneske, der tilsyneladende havde været anbragt i sammenbøjet eller omtrent i siddende stilling. Mellem benene fandtes rester af en hund. Der blev nu gjort aftale om, at pladsen, på hvilken der skønnedes at være adskillig flere lignende grave, skulde få lov til at blive liggende urørt til sommeren 1909, der da bl. a. skulde anvendes til dens udgravning.

Fig 1. Dalvík, set fra nord mot syd. I forgrunden gården Upsir med kirke. I mellemgrunden Brimnesá. Syd for den gården Brimnes. Noget længere tilbage, ved stranden, ligger Höfs og gravpladsen. På Dalvíkens samlede bund ses handelshusene.

Undersøgelsen fandt da sted i dagene fra den 25. juli til den 5. august, hovedsagelig ved Daniel Bruun, idet F. Jónsson først kunde komme til stede ved undersøgelsens slutning, således at vi i forening kunde gennemgå fundet og besigtige fundforholdene på stedet. Den stedlige distriktslæge, Sigurjón Jónsson, tilkaldtes gentagne gange og deltog velvilligst i bedømmelsen af tandforholdene for menneskeknoglerne.

Dalvík er en større bugt, der på Øfjordens vestside skyder sig ind i landet mod sydvest. I den udmunder Svarfaðardalur, skuepladsen for Svarfdælasagas og Valla-Ljóts sagas begivenheder. I dem bægge, som også i Landnámabók, omtales gården Upsir, der endnu er til og ved hvilken der findes en kirke. Den ligger på underlandet ved Dalvíkens bund og på dennes vestside i en afstand af omtrent 1 kilometer. Tæt syd for gården kommer Brimnesá ned fra fjældene gennem en kløft og løber mod nordøst ned til kysten. Mellem Brimnesá og stranden, nærmest førstnævnte, ligger gården Brimnes, som ikke omtales i sagaerne og som åbenbart er af senere oprindelse. Dalvíkens bund optages af en flad, sandet kyst, der i Svarfdælasaga nævnes Sandr og hvor der nu er bygget handelsetablissementer og boliger for fiskere, altsammen på jordsmon, der endnu tilhører gården Böggu-staðir (ældre: Böggvis-), hvilken ejes af den islandske landskasse, således at tilladelse til husenes opførelse er givet af denne.

Fig 2. Gravpladsen ved Höfn. a, b, c, d huse og skur fra nutiden. A, B, C grupper af dysser. I-XIII dysserne.

Noget lignende er tilfældet for et par handelshuse, der ligger på Brimnes' ejendom. Et af disse er bygget af Sigurður Jóhannesson. Det kaldes Höfn og ligger tæt ved kysten lige ved en dæld, der nu kaldes låg (bægge ord betyder det samme: "fordybning, lavning"), i hvilken der synes at have været afløb for Brimnesá. I denne lavning, nærmest kysten, har der været god plads for både, og her må vistnok søges de i Svarfdælæsaga omtalte Hyltinganaust, hvor Karl den røde blev dræbt (herom senere). De antages at have ligget i mundingen af lavningen, lige ved stranden, hvor der nu er bygget nogle skur. Nord for lavningen ligger huset "Höfn", ca. 40 meter fra stranden. Sidstnævnte optages af store og små rullesten, der er ualmindelig glatte og afrundede.

Fig 3. Gravpladsen ved Höfn, set fra Dalvíkens bund.

Ovenfor den ganske smalle fjære (forstrand) står en gennemgående 8 à 10 meter høj skrænt, fra hvis overkant terrænet går jævnt ind efter mod fjældene, idet det først i større afstand fra kysten hæver sig op mod dem. Kun hvor Brimnesåen løber gennem landskabet, findes en større sænkning. Lige nord for lavningen, fra Höfn og i en linje langs med stranden, kun i kort afstand fra denne, er overfladen svagt bølgeformet, ligesom der N-V for huset ligger to små grusbanker, således som det fremgår af kortskitsen (fig. 2) og afbildningen (fig. 3). På hver af disse banker (dysse XII og XIII) fandtes en grav fra hedenskabets tid, ligesom der i en række fra disse i retning N-Ø, langs stranden, på det omtalte let bølgeformede terræn fandtes 11 andre grave (dysse I-XI) dysser eller grave.

Undersøgelsen begyndte i de nordligste dysser og strakte sig sydefter til dysserne på de to småbakker. Sig. Jóhannesson havde, som berørt, i sommeren 1908 begyndt at rydde en del af partiet langs stranden nord for de to banker, for dér at anlægge et tun. Det havde vist sig, at store dele af jordoverfladen var dækkede af hidførte lag af rullesten (tig. 4). En stor del af disse lag var blevet bortryddet, ved hvilken lejlighed det, som antydet, var blevet opdaget, at der under stenlagene fandtes begravelser, åbenbart stammende fra den hedenske tid. Men desværre var der, som det siden viste sig, samtidig sket nogen forstyrrelse af disse, idet man under rydningsarbejdet var kommen lidt ned i den øvre del af en og anden af gravene. Gravgods var dog efter sigende ikke optaget.

Fig 4. Stendækket i dysse II før udgravningen.

Undergrunden på stedet viste sig at være blåt moræneler, blandet med store og små sten. I dette var gravene anbragte; i og over dem var der fyldt med gullig jord og jordtorv, hvorover der igen var anbragt et eller flere lag af rullesten fra stranden. Derover var yderligere dækket med græstorv. Begravelserne dannede på denne måde flere lave, meget flade dysser, som yderligere gruppevis synes at have været forenede ved lag af rullesten, hvorom straks nedenfor. I tidens løb var åbenbart lagene sunkne sammen, således at det ikke længere var muligt at skælne de enkelte dysser eller begravelser som særlige forhøjninger i terrænet. En undtagelse herfra dannede dog de to sydligst beliggende dysser (XII og XIII), ti her var det åbenbart, at der af menneskehånd var anbragt stensætninger på toppen af de små bakker (fig. 5). De fremtrådte tydelig som to små langhøje. En arbejder, som havde udført det meste rydningsarbejde, forklarede vedrørende de omtalte rullestenslag, at han havde bortryddet store mængder af sten, hvilke havde dækket jordoverfladen i et som oftest enkelt lag (sten ved sten), især på to steder: ved A og B (jfr. fig. 2). Det viste sig ved nærmere undersøgelse, at der netop indenfor hver af de af ham angivne begrænsninger for disse lag fandtes en gruppe dysser, medens ingen fandtes udenfor, hvilket tyder på, at hans iagttagelse har været rigtig.

Fig 5. Dysse XIII før udgravningen.

Gruppe A omfattede 3 dysser (I-III) under et fælles stendække, der i retning langs stranden var omtr. HV2—12 meter langt og hvis største bredde var omtr. 8—9 meter.

Dysse nr. I (fig. 6). I moræneler- og gruslaget var gravet et foroven nærmest ovalformet, 1,36 m. langt og 0,7 m. bredt hul, der grubeformet sænkede sig i jordsmonnet til en dybde af 0,45 m. Hovedsagelig i grubens nordlige halvdel fandtes knogler af et voksent menneske og af en hund. Øverst lå menneskekraniet (hovedskallen for sig, underkæben for sig), til siden og under dette lå dele af de øvrige menneskeknogler på en sådan måde, at det må formodes, at liget var blevet begravet i siddende stilling med front mod nordøst — altså i retning ud efter fjordmundingen, hvilken tydelig ses fra gravpladsen. Gravens længde var i sig selv for ringe til, at et voksent menneske kunde ligge udstrakt; men hertil kom, at den måde, hvorpå knoglerne lå i graven, lod formode, at skeletdelene var sunkne sammen og skredne fra hverandre fra en oprindelig siddende stilling eller en stilling på hug. Det var i øvrigt øjensynligt, at rydningsarbejdet ikke havde forstyrret denne grav.

Fig 6. Dysse I, snit. Indenfor den punkterede linje er fundet menneskeknogler (a) og hundeknogler (b). 1 vægtlod af bronce, 2 træ, 3 glas- og ravperler.

Nederst mellem menneskeknoglerne fandtes knogler af en hund. Spredt ved knoglerne i lidt forskellig dybde fandtes10 perler, rimeligvis af et halsbånd:

• 1 større, rund, skiveformet ravperle (1,7 cm. i diameter og indtil 0,5 cm. tyk)

• 1 ottekantet, flad ravperle med hul i den ene ende til ophængning (fig. 7) ; 2,7 cm. lang og 8 cm. bred foroven ved hullet, 1,2 cm. bred forneden, samt 0,5 cm. tyk

• 2 runde perler af blåt glas (1 cm. i diameter og 0,6 cm. tykke)

• 1 cylinderformet perle af blåt glas med en indsnevring eller rille på midten (1,2 cm. lang, 0,7 cm. i diameter)

• 5 små runde perler af grønt glas, hvoraf én ubrudt og én fastsiddende på følgende stykke (c. 0,7 à 0,8 cm. tykke og c. 1,2 cm. i diameter). Foruden disse perler fandtes: et næsten kugleformet metalstykke (fig. 8), der synes at være støbt om en kærne af jærn, meget lig et vægtlod (1,5 cm. à 2 cm. i diameter). På dette stykke var, som anført, fastiddende en glasperle, ligesom rester af tøj og jærn. I perlens hul sås rester af den snor, som havde holdt perletraden sammen; den var gjennemtrukken af jærn.

Fig 7. Ottekantet, flad ravperle.

Endelig fandtes et par brudstykker af træ gjenem det ene sås rester af en jernnagle, måske fra en kasse. Efter gravgodset at dømme synes dysserne at indeholde liget af en kvinde, der har været begravet med sin hund.

Fig 8. Et næsten kugleformet metalstykke.

Dysse II. Tæt N-Ø for foregående og nordligst i gruppen A fandtes en grubeformet fællesgrav (Fig. 9), hvori skelettet af et fuldvoksent menneske i liggende stiling (sydligst), samt en hest (nordligst).

Gravens længde var ialt 3, 5 m., bredden varierede fra 0, 8 m., i søndre ende til 1, 35 m. i den norde ende, hvor der måtte være litt mere plads til hesten. Dybden var indtil omkr. 0, 45 m. Fællesgraven var i nordenden afsluttet med større sten. Menneskeskelettet var endnu for en del ret vel bevaret, idet som regel kun de mindre knogler var ødelagte. Det lå åbenbart på ligets oprindelige plads. Hovedet var drejet litt til venstre, og højre underarm var anbragt tværs over den underste del af brystet. Højre bens lårknogle fandtes dog ikke på stedet, men var opgravet og bortkastet til siden, da arbejderen foretog den første rydning af overfladens stenlag; det fandtes et stykke vest for graven. Som det ses på grundplanen er stendækket i dyssen også borttaget netop her.

Ved ligets højre side, omtrent ved hoften, fandtes en tynd, flad, aflang, i enderne afrundet brynesten med hul i den ene ende til brug ved ophængningen (7,3 cm. lang, 1,6 cm. bred, 0,7 cm. tyk).

Fig 9. Dysse II. Dobbelt grav for hest (A) og mand (B). Dobbeltskravering antyder området, indenfor hvilket hesten fandtes med hovedet ved X.

Ved ligets venstre side lå:

• 1 enægget, stærkt forrustet jærnkniv med træskaft; spidsen af bladet var afbrudt (det hele 9 cm. langt); tæt derved fandtes

• 8 stykker af bly, utvivlsomt vægtlodder

• 1 større dambrikformet (fig. 10), 1,8 cm. i diam., 0,9 cm. høj og med vægt 23,45 gr.

• 1 mindre dambrikformet, 1 cm. i diam., 0,4 cm. høj og med vægt 3,47 gr.

• 1 mindre dambrikformet, 1 cm. i diam., 0,4 cm. høj og med vægt 3,15 gr.

• 1 cylinderformet, 0,35 à 0,4 cm. i diam., 1,7 cm. lang og med vægt 2,63 gr.

• 1 cylinderformet, 0,5 cm. i diam., 1 cm. lang og med vægt 1,7 gr.

• 1 prismatisk (noget afrundet), 0,65 à 0,7 cm. i diam., 1,3 cm. lang og med vægt 6,25 gr.

• 1 afrundet kalotformet, 0,7 cm. i bunden, 0,45 cm. høj og med vægt 1,64 gr.

• 1 afrundet kalotformet, 0,8 cm. i bunden, 0,4 cm. høj og med vægt 0,56 gr.

Fig 10. Et større dambrikformet vægtlodd.

De fleste af disse lodder er iltede op. Førstnævnte er støbt over en kærne af oprullet kobber- eller broncetråd, hvilken lå blottet på den ene side; flere af de andre stykker bærer vidne om noget tilsvarende. Der sporedes således forirrede pletter på blyets overflade. I bunden af fællesgraven på dennes østlige side og under hesteskelettet fandtes et i fire dele brudt spydblad af jærn (23,5 cm. langt), forsynet med dølle (7 cm. 1., 2,7 cm.i diameter), i hvis hulhed sad rester af spydskaftet og gennem hvilken var anbragt en nagle. Spydbladet lå i flugt med gravens; spidsen fremad. Afstanden fra ligets hoved var omtr. 2 m. Det lå utvivlsomt på den plads, hvor det oprindelig havde været anbragt. Der kan næppe være tvivl om, at spyd med spydstage oprindelig har været lagt ved ligets højre side, forinden hesten blev nedlagt i graven. Derved er spydbladet blevet dækket.

Det fremgår i det hele af menneske- og hesteknoglernes indbyrdes beliggenhed, at hesten blev lagt ned, efter at manden var blevet anbragt. Dele af hesteskelettet ragede nemlig ud over den nederste del af mandens ben.

Nogle få jærnnagler eller rester af sådanne, blandt hvilke en omtr. 4 cm. lang dobbeltnagle, fandtes ikke langt fra spydbladet mellem hesteskelettets knogler. Måske hidrører de fra en mandssadel af træ (södull, hnakkur). Det skal i den anledning bemærkes, at hestens ryg netop lå langs gravens østside. Hvad hesteskelettet i øvrigt angår, var det straks påfaldende, at hovedet var løsnet fra halsen og anbragt ved bugen. Dette gentog sig ved alle de senere fundne hesteskeletter på en sådan måde, at der ingen tvivl kan være om, at hovederne med forsæt har været aftagne og anbragte under bugen eller midt på kroppen. Der skal her erindres om, at en afhugning af en hests hoved, når denne skulde dræbes, omtales i Njålssaga kap. 59, der handler om Gunnars hestekamp.

Den her nedlagte hest var sandsynligvis dræbt og falden sammen på stedet, idet nemlig benene, både for- og bagben, delvis var trukne ind under kroppen, der lå på højre side, halsen noget fremefter mod nord.

I øvrigt havde arbejderen taget enkelte spadestik ned i hestegraven, hvorved et par knogler var fremdragne. De fandtes i nærheden på overfladen af jorden. Ribben og andre mindre modstandsdygtige knogler var her, som ved de fleste hesteskeletter, forsvundne eller kun tilstede i meget medtagen tilstand. I øvrigt lå skelettet på den oprindelige plads og havde ikke været genstand for forstyrrelse. Hovene manglede her som ved alle andre dysser med heste; sandsynligvis er de smulrede hen.

Ligesom ved alle andre dysser var graven fyldt med gullig muldjord, samt store og mindre sten, hvorover jordtorvlag og stenlag. Af dette var der endnu tilbage, da undersøgelsen begyndte, en ikke ringe mængde rullesten, der havde dannet en ovalformet dysse.

Fig 11. Dysse III, snit og grundplan.

Dysse III (fig. 11). Tæt syd for II og øst for I fandtes en 1,6 m. lang, i grundplanen ovalformet grav, hvis største bredde foroven var c. 0,9 m. Den sænkede sig grubeformet indtil 0,5 m. i den nordlige ende, medens den i den sydlige kun var nogle få cm. dyb. Ved gravens nordvestlige hjørne fandtes en stor sten, og langs randen — især mod øst — nogle mindre sten.

I graven fandtes knoglerne af et menneske på en sådan måde, at det sandsynligvis må have siddet halvt oprejst i graven. Som det fremgår af grundplanen fandtes kraniet liggende med pandeskallen nedad i den ene ende af graven, medens underkæben lå hen mod den anden ende. Dele af bækkenet fandtes endvidere adskilte ved en afstand af 0,6 m. Arm- og lårknogler lå endelig krydsvis ud til bægge sider. Distriktslæge Sigurjón Jónsson, som var tilstede ved udgravningen, mente, ligesom vi, at liget måtte have været anbragt i siddende stilling, og udtalte yderligere, at knoglerne vistnok var af en mand, hvilket han navnlig sluttede af det højre lårben.

Fig 12. Bikubeformet vægtlod.

Måske har liget været omgivet af en træbeskyttelse, t. eks. et halvtag eller lignende. Rester af træ fandtes i gravens vestlige udkant; der har været plads for knoglerne til at glide bort fra hverandre efter ligets forrådnelse og under trykket fra de ovenpå hvilende jord- og stenmasser. Ned i denne grav havde arbejderen ikke gravet under rydningsarbejdet, og der sås i det hele taget i gravfylden ikke tegn til, at graven tidligere havde været forstyrret. Af gravgods fandtes rester af træ, sikkert af en spydstage, der havde været anbragt efter gravens længderetning. Det dertil hørende spydblad (1) (fig. 12) fandtes udenfor den egentlige grav, indelukket i moræneleret, lige under dettes overflade, således at spydspidsen vendte mod N. Spydstage med spydblad havde åbenbart været lagt tæt hen ved siden af liget i dets halvt siddende stilling. Spydbladets længde er 36,5 cm., bladets største bredde 5,8 cm., dets længde 20 cm.; døllen er 16 cm. lang, og forsynet med en nagle. I dens hulhed sad rester af spydstagen.

Fig 13. Spydblad, fandtes udenfor den egenlige grav, indelukket i moræneleret, lige under dettes overflade, således at spydspidsen vendte mod N.

I graven fandtes endvidere: en dobbeltnagle af jærn (4 cm. lang) ved nordenden; — et forrustet stykke jærn, rimeligvis af en jærnnagle, nær østsiden, ligesom der sås spor af jærn, omtrent midt i graven. Endelig fandtes ved nordenden af den tre blystykker, der utvivlsomt er vægtlodder; ét bikubeformet (fig. 13), bredest på midten, 1,4 cm. i diameter forneden, 1,5 cm. højt; dets vægt er 23,36 gram. På underfladen skælnes kobber fra en indre kærne, — det andet dambrikformet, 1 cm. i diameter, 0,7 cm. høj, vægt 5.5 gram, — det tredje et uregelmæssig formet, fladt stykke, der åbenbart var støbt om en oprullet kobbertråd, 2 cm. langt, 1,4 cm. bredt og 0,7 cm. højt, vægt 6,78 gram. Graven indeholder utvivlsomt liget af en mand.

__________

Fig 14. Dysse IV, båd. a Knogler af hest, hovedet ved X, b af hund, c af menneske. Findested for jærndobbeltnagler er angivet, ligeså for træværk i bådens ræling.

Gruppe A indeholder altså 3 dysser, forenede under et fælles stendække. Gravene kan med sikkerhed bestemmes som to mandsgrave og én kvindegrav. To af ligene, den ene mand og kvinden, synes at have været anbragte i halvt siddende stilling, medens den ene mand øjensynlig har været lagt omtrent udstrakt i graven. Kvinden har fåt sin hund med i graven, den ene af mændene sin hest.

Gruppe B, hvis nordligste grav begyndte c. 10 meter syd for gruppe A, indeholdt, ligesom den første gruppe, en del begravelser under et fælles dække af rullesten. Nordligst blandt disse fandtes:

Dysse IV. Den indeholdt rester af et i en båd (fig. 14) begravet lig af et menneske sammen med hund og hest. Undergrunden var udgravet nøjagtig i bådform, og her havde været opstillet en klinkbygget båd, hvis længde var godt 7 m., og hvis største bredde på midten havde været 1,50 m. Den erkendtes under udgravningen gennem mængde dobbelt-jærnnagler (fig. 15) af samme slags som de, der bruges i både nu til dags og som også kendes fra de norske og danske båd- og skibsfund (klinksøm, hnoðsaumr). Ved de fleste af naglerne sås endnu rester af træ, ligesom der især sporedes træ langs bådens ræling, men også på flere andre steder. Bådformen kunde på denne måde med tilstrækkelig sikkerhed konstateres, navnlig ved den søndre ende og i et parti i midten, skønt bådens træ i sin helhed var rådnet væk, så at der ikke kunde blive tale om at optage selv mindre dele af fartøjet. De forefundne trærester i forening med jærnnaglerne var dog tilstrækkelige til at få et formentlig rigtigt billede af den oprindelige båd. Dybden af udgravningen til båden i undergrunden oversteg intetsteds 0,5 m., men det kan vel antages, at bådens ræling har raget noget op over grunden, således at dens dybde har været større end de 0,5 m. Meget kan det dog næppe have været, eftersom rælingen, tiltrods for det svære tryk af de overliggende stenlag, dog ikke er bleven ødelagt ret meget. Grundplan og snit viser dette. Rimeligvis har agterstavnen været i bådens sydligste ende og forstavnen i den nordlige. Bådens retning har været SV-NØ, og stævnen har peget lige mod Øfjordmundingens østlige begrænsning.

Fig 15. Nagle.

Partierne nærmest nord for midten og ved agterstavnen havde lidt mindst, og her fandtes mange af naglerne siddende omtrent på den oprindelige plads eller i alle tilfælde kun i mindre grad forskubbede nedad og til siden. Forinden den hele afdækning var sket, kunde man tydelig se agterstavnens ræling. Ikke blot fandtes der her nagler i samme plan og med omtrent samme indbyrdes afstand (25 à 30 cm.), men ved at skrælle jorden plan kunde man ganske tydelig skælne bådformen derigennem, at, medens jordsmonnet udenfor bådens begrænsning (ræling) havde undergrundens blågrå farve, var alt indenfor den opfyldt af gullig-brun jord, der tilligemed større og mindre sten sås at være fyldt inden i båden efter dens hele længde. I alt fandtes 52 hele og c. 70 brudstykker af nagler, der vistnok alle har været klinknagler med uregelmæssig kantede og flade hoveder. Enkelte større nagler var 5 cm. lange, men gennemgående var længden 2,5 cm. à 3,5 cm. (fig. 15).

Ved langs siderne at sætte små hvide pinde (lig. 16) ind på de steder, hvor nagler fandtes, kunde man — efter at hele bådens indre var tomt for jord, sten, knogler m. m. — se bådformen (fig. 14).

Fartøjet har kun haft ringe dybde. Selv om man antager, at bådens øverste rand oprindelig har ligget højere, og at den er trykket endel ned, bliver dybden dog næppe mere end c. 3 meter. Naglernes ret regelmæssige afstand på agterstavnens sideflader viser, at der næppe har været mere end fire sidefjæl fra køl til ræling. Kun på et enkelt sted i agterstavnen sås spor af kølen. Forstavnen var kun kendetegnet ved nogle få nagler, der lå i niveau med agterstavnens ræling. I partiet mellem bådens midte og forstavnen var der på en længde af 1,6 m. ganske tydelige spor af ræling, ligesom der her sås nagler ned mod bådens bund.

Således som man efter det foregående er i stand til at karakterisere båden, har den åbenbart været en såkaldt seksåring til 3 mand, idet det på grund af den ringe bredde må anses for udelukket, at to mand kunde sidde ved siden af hinanden og ro. Den synes at have været af en lignende form som Færøbåden i vore dage — men den repræsenterer jo også oldtidens bygningsskik sammen med Nordlandsbåden fra Norge. At båden heller ikke er islandsk, men udenlandsk, og da vel snarest norsk, er heldigvis sikret ved docent, dr. Kolderup-Rosenvinges undersøgelse af lævnede trærester; herved er det godtgjort, at båden er af eg; altså kan den ikke være islandsk, hvad man heller ikke på forhånd måtte være tilbøjelig til at tro. Men i dette tilfælde var det særlig vigtigt at få sagen fastslået, da netop Svarfdælasaga omtaler et skib, bygget i Svarfadardalen, af træer, der skulde have vokset i en "stor og tæt skov, men til kølen anvendtes den 'eg', som stod nede i Eikibrekka ovenfor Blakksgerði. De førte 'egen' i det vandløb, som er syd og nedenfor Grund, og som kaldes Eikisik osv". Hele denne beskrivelse er imidlertid vistnok kun digt; så meget er sikkert, at egetræer ikke har eksisteret i dalen; eik brugtes (og bruges) om træer i almindelighed.

Fig 16. Dysse IV, bådplads efter udgravningen.

I bådens agterende fandtes, som berørt, knogler af et menneske. De var dog kun få og indskrænkede sig til en enkelt benknogle, som lå temlig langt nede i båden, nær bunden — og til nogle hensmulrede rester i agterstavnen, i højde med rælingen, hvilke antagelig hidrører fra kraniet. Afstanden mellem dette og benknoglerne var c. 1,5 m., så at et voksent menneske ikke på den afstand kunde ligge helt udstrakt. Der er derfor en vis sandsynlighed for, at liget her har siddet op i bådens agterstavn med benene skudt frem for sig. Den omstændighed, at kroppen måske har raget noget op over rælingen, kan let forklare, at liget i tidernes løb så at sige er forsvundet på svage rester nær. Våben eller smykker var der ej heller noget af. Om de i sin tid er plyndrede, kan nu ikke siges. Måske har arbejderne også (i 1908) forstyrret graven noget. I øvrigt var der fyldt en mængde sten, både store og små, i bådens agterstavn , — ligesom også i den øvrige del af båden. Ved liget lå nogle rester af et hundeskelet, repræsenteret bl. a. ved en af kæberne. Dette lå nær bunden af båden, hen imod dens midte. Herfra til hen mod bådens forstavn, i en længde af c. 3 m., lå skelettet af en hest. Ligesom på den i grav II omtalte hest var hovedet aftaget og lå imellem knoglerne i midterpartiet. Halsen har vendt frem efter i båden. Såvidt skønnedes, manglede der en del knogler både af hest og hund.

Af oldsager fandtes kun: Et buggjordsspænde (4,8 cm. X 5 cm. i tværmål) af jærn, hvilket lå omtrent midt imellem hesteknoglerne.

Det skal sluttelig anføres, at båden har været støttet af småsten udvendig.

Da der ikke er fundet nævneværdigt gravgods, kan man ikke sige, om det har været en mand eller kvinde, som har været højsat i båden, dog vel nærmest det første. Det er første gang, man med sikkerhed har konstateret denne begravelsesmåde på Island. I sagaerne derimod omtales den for højbårne høvdinger, hvorom nærmere nedenfor.

Dysse V (fig. 17). Godt 3 meter syd for grav IV lå nordenden af den dysse, som indesluttede to grave, hvilke bægge, ligesom de andre på gravpladsen, var orienterede i NØ-SV. Nordligst lå en 1,5 m. lang, 1 m. bred og indtil 0,45 à 0,5 m. dyb, grubeformet grav, indesluttende skelettet af en hest, hvis hoved (35 cm. langt) var aftaget og anbragt ved bugen på samme måde som for de to foregående. Underkæben var stærkt sammenpresset, ved tryk fra stenlaget over graven. Hestens hals vendte mod NØ. Skelettet var i det hele meget opløst.

I hestegraven fandtes: En nagle og et som af jærn i gravens nordende (henholdsvis 3,5 cm. langt med et 3 cm. bredt hoved og 5,8 cm. langt samt 1,3 cm. bredt foroven), — et buggjordsspænde af jærn (fig. 18), ganske vel bevaret (5,7 cm. X 5 cm.), — og et større brudstykke af et andet (4,7 cm. bredt), bægge ved gravens østside. Omtr. 50 cm. syd for hestegraven og orienteret i samme retning som denne lå en grubeformet grav med menneskeskelet, 1,8 m. lang, 0,8 m. br. og indtil 0,4—0,5 m. dyb. Den indesluttede skeletdele af et lig, som havde været anbragt i liggende stilling — måske dog med hovedet lidt højere end kroppen. Kraniet og en del af benknoglerne forefandtes, foruden at der sås opløste rester af det øvrige skelet.

Ved ligets venstre side, omtrent ved hoften, fandtes: en forrustet jærnkniv med træskaft og stærkt slidt, enægget blad (ialt 13,3 cm. lang, bladets længde 5,3 cm.). — Tæt op til kraniet fandtes: et smukt, skålformet bronzespænde (fig. 19) med løs overflade (11 cm. langt, 6 cm. br. og 3 cm. højt), af den slags, som brugtes i hele Norden og hvoraf der tidligere er fundet en del, også på Island. Det havde på den gennembrudte, ornamenterede overflade, hvorpå sås rester af forgyldning, 5 knopper. I den hule bagside fandtes ikke helt ubetydelige rester af vævet uldtøj af to slags, et finere og et grovere, hørende til en klædning, samt af flettede snore, hvilke sad fast ved en jærntorn med tilhørende bronzeskede, ganske på samme måde som ved et spænde fra Brú. Spændet fandtes således liggende under kraniets hage, at dets længderetning var på tværs af ligets længde. — Brudstykker af en gryde af blød stenart, hvoraf der dog manglede en del af den ene side, fandtes nordlig i graven. De manglende stykker er rimeligvis afhuggede af spaden ved den ofte omtalte bortrydning 1908. Grydens dimensioner var: 22 cm. bred foroven, 10 cm. høj; dens tykkelse var foroven ved randen 1 cm., i bunden 2 cm.

Endnu skal omtales, at der i graven fandtes: et stykke forrustet jærn, ikke langt fra 5 (8,4 cm. langt, 1,9 cm. bredt og 0,5 cm. tykt), måske af en kniv.

Dyssen må antages at indeholde et kvindelig, begravet sammen med en hest.

Dysse VI var c. 5 m. lang, orienteret NV-SØ. Den indeholdt en dobbeltbegravelse, beliggende c. 7 m. SV for foregående.

Nordligst lå

a) en grubeformet 2,1 m. lang, c. 1 m. bred og 0,4 m. dyb grav, hvori skeletdele af en hest, der havde ligget på højre side med halsen fremefter mod NØ. Dele af hovedet fandtes også her i gravens midte imellem knoglerne og ikke på plads ved halshvirvlerne. I graven fandtes ellers intet.

b) sammenhørende med denne grav var den SV derfor beliggende menneske grav (c. 1,5 ni. lang, c. 1 m. br. og c. 0,4 m. dyb), i hvilken der fandtes menneskeknogler, men ellers intet.

Fig 17. Dysse V. A Knogler af hest, hoved ved X. 1 og 2 jærnnagler, 3 og 4 jærnspænder. — B skelet af et menneske (kvinde), 5 kar af blød stenart, 6 jærnstykke, 7 forrustet jærn, 8 jærnkniv med træskaft, 9 skålformet spænde.

Manglen på bevaret gravgods var ikke blot karakteristisk for denne dysse, men også for de følgende 5:

Dysse VII. Graven heri (1,6 m. lang, 0,8 m. bred og c. 0,2 m. dyb) var, som berørt, delvis udgravet 1908, hvorefter knoglerne var blevne tildækkede igen. Der forefandtes bl. a. kraniet af et menneske, samt knogler af en hund. Liget havde været anbragt i siddende stilling med hunden mellem benene. Gravranden mod N og NØ havde været støttet af mindre, noget flade rullesten, stillede på højkant.

Dysse VIII, SV for foregående, havde — ligesom de tidligere omtalte — en grubeformet (1,9 m. lang og c. 1 m. bred) grav, i hvilken der havde været nedlagt et menneske i udstrakt stilling med hovedet i SØ. Dele af kraniet og knoglerne skælnedes, ligesom lidt træ; ellers intet.

Dysse IX indeholdt en grubeformet grav (2 m. lang, c. 1,2 m. bred og c. 0,4 à 0,5 m. dyb), hvori skeletdele af en hest. Hovedet var aftaget og anbragt ved bugen. Sandsynligvis hører denne grav sammen med den følgende, fra hvilken den var adskilt ved nogle få meter.

Dysse X indeholdt en grubeformet grav (2,3 m. lang, 1,2 m. br. og indtil en dybde af c. 0,5 m.). Der fandtes nogle rester af et menneskekranie i gravens søndre ende. Ellers intet.

Dysse XI lå vest for VII og indeholdt en grav i grubeform (1,8 m. lang, 0,9 m. br. og 0,4 m. dyb), hvori spor af menneskeknogler, samt lidt jærn i bunden. Desuden enkelte trækulstykker.

Fig 18. Et buggjordsspænde af jærn fra Dysse V, ganske vel bevaret.

Fig 19. Skålformet bronzespænde fra Dysse V.

Gruppe C. Omtrent 50 meter SV for foregående gruppes sydligste dysse (X) ligger der to — forhen omtalte — små grusbakker, hvis højde over havfladen er c. 15 meter. Den ene (XII) ligger nær det omtalte hus, Höfn, den anden (XIII) lidt vestligere. Tæt syd for dem bægge går den, ligeledes omtalte, lavning (dæld) ned til stranden. Ved velvilje fra bonden på Brimnes erholdtes tilladelse til udgravning, eftersom jorden her endnu hørte ind under gården.

Dysse XII, nærmest huset, viste sig, forinden udgravningen, som en i grundplanen ovalformet, godt 6 m. lang og på midten c. 2 m. bred langdysse på bakkens overflade. Den var kendelig ved et lag af større rullesten, af hvilke der i tidens løb var borttaget enkelte. Dyssen indesluttede to begravelser, en i hver sin ende (fig. 20):

Sydligst lå en 2,15 m. lang og 1,2 m. bred, samt c. 0,45 m. dyb grubeformet grav, hvori rester af et menneskeskelet (jfr. Herluf Winges meddelelse om knoglerne i fundet, bilag I). Sydligst i graven lå hovedskallen og nærmest t. h. derfor højre overarm, højre lårben og højre underarm, medens venstre lårben lå mere t. v., derimod havde v. overarm og v. skinneben forskudt sig noget fremad t. h., hvilket måske er fremkommet ved, at liget oprindelig har været anbragt med overkroppen i lidt hævet stilling.

Fig 20. Dysse XII efter udgravningen. A knogler af menneske, B af hest. 1 brynsten, 2 jærn 3 do., knogler af hundehovd samt spillebrikker af ben, 5 gryde af sten. I B er fundet et stangbid.

Ved ligets side fandtes en brynesten (11,5 cm. lang, 1,6 cm. à 2,3 cm. br. og 1 cm. tyk). På to steder fandtes rester af jærn, i det ene tilfælde rimeligvis af en kniv. Ved ligets fødder fandtes liggende i en klump, stærkt sammenfiltret med jordtorven: 19 drejede benbrikker til brætspil eller stykker deraf — af lidt forskellig størrelse, alle med cirkelrund underflade og hævende sig skjoldbuleformet opefter, nogle endende i en lille spids eller knop. Brikkerne bestod af: 8 mindre, hele og beskadigede (gennemgående c. 2 cm. i tværmål forneden og c. 3 cm. høje; fig. 21—22) med et i underfladens midte boret indtil 1,5 cm. dybt hul, vistnok bestemte til at fæstes på stifter i spillebrættet, således som de er fundne i Danmark og Norge. Underfladerne var i øvrigt glatte; — 1 lille, forholdsvis høj (bunden 1,7 cm. i tværmål, 1,9 cm. høj) med korsformet indridsning på bundfladen (fig. 23); — 1 lidt bredere (bundens tværmål 2,5 cm., højden 1,8 cm.) med korsformet indridsning, som foregående, noget beskadiget; — 1 større (bunden 2,2 cm., højden 2,8 cm.), på hvis bund: 2 parallele linjer, der skæres af to andre under en ret vinkel (fig. 24); — 1 større (bunden 2,6 cm., højden 2,5 cm.), på hvis bund: 3 parallele linjer, der skæres af to parallele under ret vinkel (fig. 25); — 1 større (bunden 2 cm., højden 2,6 cm.), på hvis noget ødelagte bundflade der ses rester af 3 parallele linjer; om de har været skårne af én (eller to?), kan ikke siges (fig. 26); — 1 større, hvoraf godt halvdelen forefindes (bundfladens tværmål har været 2 cm. højden 2,3 cm.); på bundfladen ses 3 parallele linjer, der ved den ene side har været overskårne af en linje (fig. 27); — 1 større (bundflade 2,6 cm., højde 1,9 cm.), på hvis bundflade, der er medtaget, ses rester af en radius ; — 1 mere pæreformet, hvis bund er 2,5 cm. i tværmål og som højere oppe har 3,4 cm. i tværmål; højden er 2,8 cm. Det er den største af samtlige brikker; på bundfladen ses 3 streger, ikke helt parallelt løbende og stående på en dyb tværfure; — 1 brudstykke af en c. 2 cm. høj brik af pæreform, hvis bund er ødelagt; — 1 brudstykke af en henved 2 cm. høj brik; — 1 brudstykke af en i bunden c. 2,2 cm. bred brik.

Fig 21 til 24. Spillebrikker fra Dysse XII.

Af brikkerne er der således: a) 8 små uden streger på bunden og forsynede her med et hul til en tap, — b) 8 er af noget vekslende størrelse og alle forsynede med streger på bunden, medens c) 3 kun forefindes i sådanne brudstykker, at det ikke kan afgøres, om de har haft streger på bunden; for to's vedkommende kan det dog med sikkerhed siges, at de ikke har haft hul i bunden, medens dette ikke kan afgøres for den tredje.

Fig 25 til 27. Spillebrikker fra Dysse XII.

I graven fandtes endvidere: rester af en gryde af lignende art som den fra dysse V. Endelig lå længst mod nord, nærmest gravens rand, rester af et hundehoved (jfr. bilag I).

Omtrent 0,8 m. nordligere lå den anden begravelse, som dyssen indesluttede. Den var dog ikke som førstnævnte uddybet i undergrundens moræneler, men på dennes overflade sås skeletdele af en hingst (jfr. bilag I). Den lå på venstre side med halsen strakt fremefter mod NØ og med hovedet aftaget og anbragt ved bugen, hvilket ses på det på stedet tagne fotografi (fig. 28). Skeletdyngens længde var 1,8 m., bredden fra 0,6 til 0,8 m. Mellem hovedet og bugen lå dele af et jærntangbid; den ene ring (7 cm. i diameter) og et stykke af stangen forefandtes.

I dyssen har rimeligvis været højsat en kvinde med sin hund og hest. Ligesom ved de tidligere omtalte dysser var der fyldt muld og sten (disse dog i mindre grad) i graven og på ligene, hvorpå der var anbragt et lag af store rullesten som dække.

Dysse XIII, ikke langt vest for foregående, lå på toppen af en grusbakke og var af ganske lignende art. Den langagtige, for enderne afrundede dysse var 7,5 m. lang og godt 2 m. bred.

a) Sydligst lå en i undergrunden anbragt grav, hvori rester af et menneskeskelet (hovedskal og enkelte andre knogler), liggende NØ-SV. Ved skelettets sydligste dele fandtes 5 glasperler, hvoraf en større kugleformet med riller og af hvid farve (1,5 à 1,7 cm. i diam.), samt 4 mindre (c. 1 cm. lange og 0,5 cm. brede), indknebne på midten; blandt disse var 2 blå, 1 grøn og 1 gul. Endvidere fandtes i graven et forrustet jærnstykke (c. 5 cm. langt, 1 cm. bredt og ganske smalt), måske af en kniv, — et c. 2 cm. langt benstykke, med et hul igennem, rimeligvis en knap; endelig stykker af en muslingeskal. Graven lå noget til den ene side af dyssen; dens længde, bredde og dybde var ret ubestemmelig, da den gik jævnt over i jordoverfladen.

b) Nordligst lå et hesteskelet på undergrundens overflade. Hovedet var, ligesom i de andre grave, aftaget og anbragt ved bugen, men halsen vendte sydefter og ikke, som ellers, nordefter.

Gruppe D. Nord for Brimnesá, på Lækjarbakki, ikke langt fra åens udløb i fjorden og c. 500 m. nord for gruppe A, lå en i grundplanen ovalformet dysse af lignende udseende som XII og XIII. Den var noget ødelagt, 51 1/2 m. lang, 2 1/2 m. bred på midten og c. 1/2 m. høj. Den var orienteret i NØ-SV. I øvrigt fandtes intet i dyssen.

Fig 28. Dysse XII, hesteskelett ser fra N. mot S. Halsen ses forneden t.h., hovedet midt i dyngen.

Syd for Brimnesá sås på et par steder lignende dysser, men gravning i dem gav intet udbytte.

__________

Det vil af foranstående redegørelse fremgå, at der ved Höfn i Dalvík er fundet 12 menneskegrave, hvortil kommer graven ved Brimnesá. Efter gravgodset at dømme kan to af disse med sikkerhed betegnes som mandsgrave (II og III), eftersom der i disse er fundet våben, medens 3 må bestemmes som kvindegrave (I, V og XIII), eftersom der i disse er fundet kvindesmykker; hertil kommer én (XII), der nærmest må antages at være kvindegrav; mangelen på våben og tilstedeværelsen af gryde kunde tyde derpå.

Tilstedeværelsen af flere mands- og kvindegrave på samme plet gør det i høj grad sandsynligt, at vi her har at gøre med en begravelsesplads, på hvilken efterhånden befolkningen fra et bestemt område er bleven begravet. At dette har været gården Upsir, på hvis oprindelige grund gravene ligger, må betragtes som utvivlsomt.

Dr. K. Kålund har (i Aarbøger 1882) gjort opmærksom på, at man på Island kendte et fælles begravelsessted for frænder, hvilket antydes i Vatsdæla saga kap. 41, men ellers ikke.

Dertil kommer, at der efterhånden på Island er blevet påvist, gennem fund af grave, større samlede gravlægninger (jfr. Kålunds afhandling). Ved Berufjord (på Vestlandet) konstaterede Daniel Bruun f. eks. 28 grave i 4 nærliggende grupper; andre steder har man truffet noget lignende, om end ikke et så stort antal. Det må i så henseende erindres, at noget meget stort antal grave på et og samme sted kan man ikke vænte at træffe, eftersom det tidsrum, i hvilket hedensk gravskik anvendtes på Island, kun var kort, i det hele kun godt og vel 100 år. Men da landet først ved år 930 siges at have været fuldt bebygget, vil det for forskellige egnes vedkommende ikke engang dreje sig om så mange år. Det er derfor ikke så underligt, at hedenske grave ikke træffes i større antal på Island. Da gravene fra hedensk tid som regel kun er lave og flade, stundom helt sammenfaldne dysser, er det tilmed kun lejlighedsvis, at de opdages ved arbejde i jorden, eller når sandflugt eller vandet har blottet dem. At der på steder, hvor der er opdaget endel sådanne grave, ofte findes forholdsvis lidt gravgods, bør ikke forundre, eftersom ikke alle grave behøver at indeslutte højbårne mænd eller kvinder; de kom tidt rimeligvis ofte til at gemme husbond og tyende, hvortil da føjedes heste og hunde, som havde tjænt ejeren i livet og måske var bestemt til at gøre det samme efter døden.

Svarfadardalen blev, efter hvad der kan antages, taget til bebyggelse henimod slutningen af 9. årh. Tidsrummet skulde altså for dens vedkommende være c. 100 år, hvilket svarer til omtrent 3 menneskealdere: man måtte altså vænte at træffe 6 til 8 højbårne mænd og kvinder foruden endel andre af den pågældende gårds beboere. Men et omtrent dertil svarende antal grave er jo nu fundet ved Dalvík. Til disse gravlægninger, som fandt sted under mere almindelige forhold, kunde komme gravlægninger af mere tilfældig art, som når drab fandt sted i nærheden. Ifølge Svarfdæla saga fandt der nu netop en kamp sted lige ved gravpladsen, måske endog tildels på samme.

Blandt gården Upsir' s ejere i hedenskabets tidsrum var høvdingen Karl den røde, en søn af dalens første landnamsmand (født c. 910—20, død c. 960—70), den mærkeligste. Det siges om ham, at da han aner sin forestående død, giver han sin hustru, Torgerd, besked om, at hun, hvis han bliver dræbt, skal føre hans lig "ud på stranden, hinsides den derværende å (Brimnesá) og begrave det der på et sted, hvorfra han kunde se de ind og ud gennem fjorden sejlende skibe". Det gik som han havde formodet, og sagaen siger derefter, at han blev ført op til KarIsá og lagt i et skib (båd) og begravet med meget gods sammen med nogle med ham faldne nordmænd, "stedet kaldtes derefter Karlsá", hedder det udtrykkelig. Karlsá er i vore dage en gård, hvis bygninger ses fra vigbunden (jfr. fig. 3); den ligger ved elven af samme navn 1/2 à 3/4 times ridt fra Upsir mod nord. Denne gård ejedes også af Karl den røde. Efter denne bestemte udtalelse i sagaen skulde Karl altså ikke være begravet på gården Upsir's grund. Man påviser endnu i Karlsá land tæt ved stranden på et sted, hvor der er god udsigt til fjordmundingen, den høj, hvori Karl skal være lagt i skib. Tæt syd for en topformet grusbakke, lige ved stranden, ligger en lav gravhøj, der er dækket af lidt jord, sparsomt bevokset med græs. Her påpeger traditionen Karl den rødes gravhøj; men ved foretagne gravninger på stedet, hvilke dog ikke kunde foretages mere indgående, var det ikke muligt at konstatere nogen kunstig opført høj eller dysse, sålidt som der i øvrigt fandtes noget, der tydede på, at der her overhovedet var begravet nogen. Ikke heller i egnen deromkring var det muligt at påpege noget sådant sted.

Hvordan man nu end vil bedømme forholdet, ét er mærkeligt, at just den eneste højlægning i skib (båd), som hidtil med sikkerhed er konstateret på Island, knytter sig til en lokalitet, som har tilhørt Karl den røde, om hvem det i sagaen udtrykkelig siges, at han højlagdes i skib. Denne begravelsesmåde, som jo har sine ypperste repræsentanter i de store norske skibsfund (Gokstad, Tolne, Oseberg) og i norske og svenske bådfund (f. eks. Gloppen i Norge, Vendel i Sverrig), omtales også for Islands vedkommende i sagaerne, således, foruden nys nævnte tilfælde, i Gisla saga Súrssonar (Torgrim Torsteinsson), i Landnámabók (Åsmundr Atlason og flere), i Laxdælasaga (Audr, Ketil flatnefs datter) osv..

Hvis dysse IV skulde have indeholdt lævningerne af Karl den røde, måtte det antages, at sagaens fremstilling af Karlsá som stedet for hans gravlægning var urigtig. Da sagaen er meget ung og meget upålidelig (jfr. F. Jonssons afhandling i Aarbøger 1884), vilde det ikke være synderlig vovet, at antage, at så var tilfældet. Det skal i så henseende bemærkes, at stedet passer lige så godt til sagaens udtryk om udsynet over fjorden som det ved Karlsá. Vilde man nu henføre Karl den rødes og Nordmændenes grave til Höfn, lå det nærmest at antage, at de grave, i hvilke der intet gravgods er truffet, har indeholdt de sidstnævntes lig, eftersom de forefundne mandsgrave med våben på grund af deres beliggenhed nærmest synes at høre sammen med de nærliggende kvindegrave, altså at skrive sig fra gårdens egne beboere. Det får imidlertid stå hen, hvorvidt gravpladsen ved Höfn gæmmer den bekendte høvdings og Nordmændenes lig eller ikke. Gravpladsen er den største hidtil på Island fundne, som det er lykkedes at få udgravet således, at en nøjagtig beskrivelse kunde gives. Den er, som allerede berørt, især mærkelig derved, at der her findes en dysse, i hvilken der fandtes rester af et menneskeskelet nedlagt i en egetræs båd (jfr. bilag II), sammen med hest og hund; men også ved den, som det synes, nogle gange gentagne skik, at liget ikke har været anbragt i vandret, men i siddende eller bøjet stilling.

Dette kan ikke forbavse, eftersom en sådan gravlægning kendes fra sagaer. I Njála (kap. 79) hedder det således, at Gunnar på Hliðarendi begravedes på den måde: "De kastede høj efter Gunnar og lod ham sidde op i højen"; i Fornaldarsagaerne omtales en sådan skik nogle steder (som i Hrómundarsaga). Adskillige gange har det endvidere været berettet, at sådan gravlægning har været iagttaget på Island. Dette var også tilfældet på Valtjovstad i Nordre Mulasyssel, hvor der i sin tid gjordes et fund, der nu beror i Nationalmuseet i København.

Gravpladsen ved Dalvík frembyder også megen interesse ved den flere gange gentagne skik, at heste og hunde har fulgt menneskene i graven. Tidligere er der, som berørt, vel konstateret noget tilsvarende på Island (jfr. Kålunds afhandlinger), men ikke i et så stort omfang.

I de senere år var det blevet godtgjort, at hesten ikke blot var nedlagt sammen med lig af mænd, men også med kvinder, stundom i en særlig rund dysse ved siden af kvindens dysse; således som ved Sturlaflötur i Nordre Mulasyssel, eller i samme dysse således, som ved Brú, samme syssel

Det har også her på Upsir været en almindelig skik, at ikke blot mænd, men også kvinder fik deres mest skattede husdyr, navnlig ridehesten, men også hunden, med i graven. I samtlige tilfælde har hestene her været nedlagte i deres helhed, som oftest i samme dysse som mennesket, ja i et enkelt tilfælde i samme grav. Kun i ét tilfælde var der en særlig dysse til hesten. Den andensteds fra på Island kendte skik, at kun hestens hoved var nedlagt i graven, blev ikke truffet her. Derimod var i samtlige tilfælde fra Upsir hestenes hoveder aftagne og nedlagte ved bugen.

Hvorledes det forholder sig med aftagningen af hestehovederne har foreløbig ikke kunnet afgøres, idet man på det eneste her til København midlertidig fra musæet i Reykjavik udlånte hesteskelet ikke har kunnet skælne spor af hug (jfr. bilag I). Mulig vil man senere, når undersøgelse af de øvrige hesteskeletter, som beror i Reykjavik-musæet, har fundet sted, kunne få løsningen på spørgsmålet.

Hestekroppene var ojensynlig som regel væltede om på den ene side med halsen strakt frem efter i retning fra dens herre (ud mod fjorden); kun i et enkelt tilfælde vendte halsen imod hestens herre.

Hestene er formodenlig bleven dræbte ved eller i graven, efter at deres herre var højlagt. I grav II sås det tydelig, at hesten var bleven nedlagt efter manden, eftersom den ikke blot dækkede over mandens nederste del, men også hans spyd.

Af de fundne rester af hunde i gravene ses det, at dette husdyr i 3 tilfælde har været nedlagt i hel tilstand, medens det i ét tilfælde (XII) er tvivlsomt, om der har været dysset mere end hovedet (jfr. bilag I). I alle 4 tilfælde lå hunden i samme grav som dens herre.

I en enkelt grav (dysse IX) fandtes på bunden trækulrester, hvilket, såvidt vides, er enestående på Island. Fra Norge omtaler O. Rygh, at man enkelte gange har fundet kul ved ubrændte lig (jfr. Aarbøger 1877 s. 168). Selv gravgodset er i øvrigt ret fattigt. Der er dog i sig selv ingen grund til derfor at antage, at gravpladsen har været genstand for plyndring, ti de øvrige fund fra Island viser som oftest kun det samme forhold, en gennemgående tarvelighed i udstyr.

Enkelte stykker af gravgodset skal nærmere omtales.

Det skålformede spænde, som utvivlsomt er kvindesmykke, hører til de forholdsvis almindeligere på Island. Det findes her som i det øvrige Norden ofte parvis og har da, som S. Müller udtaler (Ordningen af Danmarks Oldsager) formentlig været anvendt til "at fastholde en overklædning på bægge sider af brystet". Men i adskillige tilfælde er smykket fundet enkeltvis på Island, således f. eks. i den for omtalte grav ved Bni og i Dalvík gravpladsens dysse V. Da der ikke er grund til at antage, at der oprindelig har været to smykker i disse grave — dette må i alle tilfælde bestemt udtales vedrørende dysse V —, må slige smykker have været anvendte også enkeltvis. I dysse V fandtes det, som anført, højt på brystet ved halsen.

Såvel i dette smykkes hule bagside som og i det tilsvarende fra Brú fandtes, foruden rester af vævet uldtøj af mindst to slags (snarest til kjole og overkappe?), uldne flettede snore, som var fastgjorte til den i hulheden siddende torn. Som det tydelig fremgår af afbildningen af Brú-smykkets bagside, var snorene anbragte på en ejendommelig måde, der gjorde det sandsynligt, at de enten havde omsluttet midjen, eller været anbragte på brystet for at holde et overstykke sammen. Efter spændets beliggenhed i dysse V må det antages, at det i det foreliggende tilfælde har fastholdt en overklædning højt oppe på brystet ved halsen, idet snorene da må være udgåede fra overstykkets to sider. Til kvindeudstyr må dernæst henregnes de fundne perler, som har været anbragte i halsbånd. De er, som bemærket, enten af glas eller rav. Endvidere jærnknive og endelig gryder af blød stenart.

At Nordmændene til Island overførte brætspil og tavl fremgår af fund af spillebrikker; således f. eks. af Baldursheim-fundet (en tærning, 24 brikker); herom vidner også de mærkelige brikker, 19 i alt, der fandtes i dysse XII ved Dalvík. Bortset fra hvad der er fundet i Danmark, har man også enkelte fund af brikker i Norge; herom har musæumsbestyrer K. Rygh givet os en velvillig meddelelse. I et fund fandtes 8 sorte brikker af ensartet glas (endel gul- og blåstribede), i et andet 13 brikker af ben, størst vidde ved midten og lidt smallere forneden, omtrent 3 cm. i tværmål; disse stemmer ikke synderlig med de islandske. større lighed er der med et fund på 13 (mulig 14, en ikke indkommet til musæet) kalotformede benbrikker med hul på undersiden, en dobbeltring (på de fleste) på oversiden om en grube. Det er dog klart, at der ikke foreligger det samme brætspil som det på Island fundne. Ser vi os om i litteraturen for om muligt der at få klaret, hvad for et spil der her kunde være tale om, bliver vi også dér 'ladt i stikken". Vi skal her give en kort oversigt over, hvad litteraturen i så henseende byder.

Der er, bortset fra skakspil, der ikke her kommer i betragtning, egenlig kun tale om ét slags brætspil, det såkaldte hnefatafl eller hneftafl (stammen hnefa- forkortet til hnef-, jfr. bogmaðr og lign.); ved assimilation blev hneftafl til hnettafl (også skrevet nettafl). Ordet findes følgende steder: konungr sat ok teflði hneftafl (Fms. VI 29; der er tale om kong Magnus den gode); teflig hneftafl betr (Mork. 186; kong Eysteins ord under mandjævningen); pær léku at nettafl i (Gullþ. 27; der er tale om to jættekvinder); S. og H. sitja at hneftafli (Ragnarss. 161—62); pat (tanntafl; et spillebord af tand) var bæði hneftafl ok skáktafl (Krokar. 23; der er her tale om et dobbelt spillebord). Om Fridtjov hedder det, at da kongernes sendemænd kom til ham, sad hann at hnefatafli (Fas. II 67, Larssons udg. s. 5). Her er der særlig tale om en hnefi, hvoraf det fremgår, at dette er navnet på en hovedperson i spillet; her hentydes der ved hnefi til kong Ring, der bejlede til Ingeborg. Men desuden er der tale om "den røde (eller fagre) brik" , hvorved der sigtes til Ingeborg. Herved synes en (den?) anden hovedperson i spillet at være antydet. Det samme fremgår af en gåde blandt de såkaldte Heidreksgåder. Den lyder: "Hvilke er de kvinder, der uden våben kæmper omkring deres herre? De brune værger ham alle dage, medens de lysere stormer frem (til angreb)"; løsningen er: "det er hneftafl-, brikkerne slår hinanden våbenløse ihjæl omkring hnefi, og de røde (ɔ: brune) følger ham". Så meget er klart, at der er tale om to partier, der bekæmper hinanden, og hovedpersonen på den ene side synes hnefi at være; til det parti synes også den brik at høre, der repræsenterer "dronningen". I en anden gåde, samme samling, hedder det: "Hvad er det for et dyr, der dræber folks fæ, og som er udvendig beklædt med jærn; det har 8 horn og intet hoved og løber, når det kan?" Løsningen lyder: "det er hunn i hnefatafl, den hedder som bjørnen" (húnn = bjørneunge). Det ligger nær at antage, hvis stedet er rigtigt, at det er denne "bjørn", der er hnefins (og hans partis) modstander. Om brikkernes form gives der, for et enkelt tilfældes vedkommende ialfald, i Grettissaga (s. 161; Sagabibliotheksudg. s. 251) en oplysning; her kaldes hneftafl for halatafl, fordi de enkelte brikker havde en "hale", ɔ: en spids; en kvinde siges at have taget en af brikkerne og kastet den således, at "halen" ramte en mand i kinden og øjet, så at dette sprængtes ud.

Det ved Dalvík fundne spil kunde for en del svare til, hvad der her er fremført. Som det af den ovenfor givne beskrivelse fremgår, synes brikkerne at falde i to partier, 9 (med hul i bunden) mod 9 (der har forskellige streger eller mærker på bundfladen; — desværre kan der her være lidt tvivl tilstede, fordi 2—3 er beskadigede), foruden den 19. og største; denne kunde svare til hnefi (og den næststørste til "dronningen"?). Men der er en ting, der strider imod at identificere vort brætspil med hnefatafl, den, at de fundne brikker ikke bærer præg af at have været forskellig farvede; muligheden for, at farven, hvis den har været tilstede, helt er ødelagt ved den lange henliggen i jorden, turde dog være ret stor. De tvivl, der således kan siges at være knyttede til disse brikker og den måde, hvorpå de har været brugte, må blive stående, indtil andre fund mulig kan give noglen til den rette forståelse. Til trods for denne mangel må disse brikker siges at høre til det værdifuldeste, Dalvík- fundet har ydet.

Til mandsudstyr må selvfølgelig regnes spyd, hvortil kommer jærnknive, brynesten og vægtlodder af bly. I dysse II findes 8 sådanne, i dysse III 3. Det mindste lod vejer, som anført, 0,65 gram, de 2 største 23,36 gr. og 23,45 gr., med andre ord: næsten 42 gange så meget. De mellemliggende lodder repræsenterer, som det ses af fortegnelsen s. 71, forskellige mellemliggende værdier, hvilke ikke nøjagtig er et multiplum af den mindste vægtværdi, men af hvilke flere dog tilnærmelsesvis er det. Der findes således 2 lodder, et på 1,64 og et på 1,7 gr., hvilket omtrent er 3 gange så meget (1,68 gr.) som mindste vægt osv. Blylodderne er for de flestes vedkommende iltede en del op, hvorved vægten er bleven mindre, hvilket også gælder det mindste lod.

Medens samtlige blylodder ses at være knyttede til mandsgrave, hører det store metallod, hvis overflade er bronze, men hvis kærne åbenbart er jærn, til en kvindegrav (I). Med påsiddende glasperle vejer det 40,95 gr. Perlen vejer (efter vægten af en tilsvarende løs glasperle) omtrent 2 à 2,5 gr., hvorefter selve loddets vægt bliver 38,95 à 38,45 gr.

Kun i én grav (XII b) er fundet rester af jærnstangbid; i flere andre (II, III, V) er fundet rester af jærnnagler og lign., som muligvis er fra sadler af træ. Ved hestene er i to tilfælde (IV og IV b) fundet buggjordspænder, hvilket altsammen lader formode, at ridetøj er fulgt med i graven. Stigbøjler er ikke fundne, ej heller beslag til hovene. Beslag har da næppe heller været benyttede af folkene på Upsir i hin ældste tid på Island, i hvilken jærn havde stor værdi. Stigbøjler kan derimod godt have været brugte f. eks. af horn, således som de også i senere tider har været benyttede, hvilket bl. a. fremgår af eksemplarer i musæet i Reykjavik. Dalvík-fundet vil blive indlemmet i Oldsagsamlingen i Reykjavik. Dette sker ikke blot ifølge den sædvane, som vi hidtil ved vore udgravninger ufravigelig har benyttet, men også ligefrem fordi en ny lov påbyder, at slige fund ikke må føres ud af landet for bestandig. Straks efter udgravningen blev største delen af knoglerne afleveret til musæet i Reykjavik, hvor de vil blive sagkyndig undersøgte; kun knoglerne fra dysse XII, hvor hesteskelettet syntes at være bedst bevaret, blev foreløbig medtaget til København, for at blive undersøgte (jfr. bilag I), hvorefter de vil blive sendt tilbage til Island. Det samme gælder om samtlige stykker gravgods, som ligeledes har været medbragt herned.

__________

Bilag I.

Knogler fra grav XII, Dalvík, Øfjord.

Hund, af middelstørrelse. Stykker af højre mellem- og overkæbe og af venstre underkæbe. Længden af nedre rovtand 19 1/2 millim.

Hest, lille. De væsenligste dele af et helt skelet, af en hingst. Af hovedskallen mangler det meste af overansigtet og hjærnekassen, af halshvirvlerne mangler to; af ribben findes kun endel stumper; af bækkenet findes kun venstre halvdel; af alle fire lemmer mangler de yderste tåled. Skelettet er en del større end det tidligere hjembragte skelet fra en grav i Fljotsdalen (længden af 3. mellemfodsben , i midtlinjen, 266 millim. mod omtrent 243; hos en islandsk hest, han, fra nutiden er længden omtrent 244); derimod stemmer det så godt som ganske med det største af skeletterne fra Nydam-fundet; knoglerne er lidt sværere end hos Nydam-skelettet.

Menneske. Det meste af en hovedskal, uden underkæbe: stump af et højre skulderblad, bægge over- og underarme, bægge lårben, venstre skinneben.

Alle knoglerne er meget forvitrede, delvis opløste.

På hesteskelettet er der ingen mærker af snit eller hug. Særlig er der intet tegn på, at hovedet har været afhugget. Den bageste del af nakkebenet og de to forreste halshvirvler foreligger, men uden snitmærker af nogen slags, såvidt det kan skønnes for forvitringen.

1/11 1900. Herluf Winge.

Bilag II.

Fra hr. kaptajn Daniel Bruun har jeg modtaget til undersøgelse nogle træprøver af et gammelt skib fundet på Island. Skønt de er i høj grad destruerede, viser de dog endnu sådanne bygningsforhold, at der kan være tale om at bestemme træets art. En undersøgelse med blotte øjne eller med lup viser tydeligt, at træet indeholder store kar, at det altså må være et løvtræ, og på en velbevaret træsnitsflade i nærheden af en af jærnnaglerne ses karrenes dimensioner og ordning at være de samme som hos eg. Ved den mikroskopiske undersøgelse viste en stor del af veddets substans sig at være opløst, så at mange strukturforhold var gået tabt eller var stærkt forandrede. Dog var det muligt at erkende flere forhold, hvorved overensstemmelsen med eg bekræftedes, således navnlig ringporerne (eller deres udfyldninger), deres størrelse og fordeling på karrenes og trakeidernes vægge, og der fandtes intet, som talte imod antagelsen af at træet var af eg. Af andre nordiske træer kan der kun være tale om at sammenligne det med ask, men dette kan det ikke være, på grund af den skarpe modsætning mellem karrene i vårveddet og i høstveddet, og på grund af de forholdsvis store ringporer, medens disse er meget små hos ask. Det må således antages, at det foreliggende træ er egetræ.

4. marts. L. Kolderup Rosenvinge.

---