De indiske ædelsten
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Af gim steínū af india lande
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2021
.jpg)
Der var en almuemand i Danmark, som fik lyst til at forlade landet og rejse sydpå i verden for sin fornøjelses skyld. Han drager gennem det ene land efter det andet, indtil han kom helt ud til Indien. Og da han var kommet derud, rejste han rundt mellem borge og byer, indtil han kom til et respektabelt sted. Dér tog han herberg hos en husherre, som var en af byens rådmænd. Han faldt i snak med husherren, og denne mand spurgte danskeren: »Hvilket land kommer du fra?« Han sagde, at han var dansker. Husherren sagde: »Du må kunne fortælle os mange underholdende ting fra dit hjemland.« Han svarede: »Jeg synes ikke, at der er noget dér, som er en fortælling værd.« Manden sagde: »Findes der ædelsten i det land, du kommer fra?« Danskeren svarer: »Jeg kender ikke til, at der skulle findes ædelsten dér.« Manden sagde: »Jeg vil give dig tre ædelsten, og dem skal du aflevere til din konge.« Han tog derpå tre sten, som ikke så ud af meget, og gav dem til den danske mand, og da denne var rejseklar, drog han af sted, indtil han kom til Danmark. Han opsøger kongen og hilser venligt på ham. Kongen tager godt imod ham og spørger til hans rejse, og hvor langt han har været væk. Det fortæller han kongen. Kongen sagde: »Når du nu har rejst i Indien, så må du have nogle sjældne kostbarheder med hjem til mig.« »Det er nu ikke noget særligt,« sagde han. Han finder derpå stenene frem og rækker dem til kongen. Han tager imod dem og ser på dem og siger: »Jeg kan ikke se, at disse sten skulle have nogen videre værdi, og jeg tror næppe, at jeg vil bytte dem for noget af mit, for jeg kender ikke stenenes egenskaber. Men jeg skal tage vare på dem, for jeg tror, at den mand, der har sendt dem, vil have noget til gengæld.«
Tiden går, og en dag, hvor kongen sidder ved bordet, sker det, at en ukendt mand kommer ind i hallen og går hen foran kongens bord. Han hilser venligt på kongen, hvorefter han siger: »Herre! — har du modtaget nogle sten fra landene sydpå?« Kongen sagde, at de var kommet. Den ankomne mand spørger: »Vil du give nogen belønning til ham, der sendte dig stenene?« Kongen svarer: »Jeg véd ikke, om jeg synes, at de er en belønning værd, for jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge dem til.« Han svarede: »Lad mig se dem!« Det gjorde kongen. Da denne mand havde fået stenene, lagde han dem i sin hånd og sagde til kongen: »Du mener — herre! — at disse sten er værdiløse, men nu skal jeg — med forlov — fortælle om deres egenskaber.« Han holder derpå en af stenene op og siger: »Denne sten har den egenskab, at hvis man afvejer en tilsvarende mængde guld, og lægger stenen sammen med guldet, da øges guldmængden, så der snart er dobbelt så meget, og så længe stenen ligger dér, bliver der hele tiden dobbelt så meget.« Kongen blev forbløffet og sagde: »Dette er en kostbarhed for konger!« Manden tog den næste sten og sagde: »Denne sten har den egenskab, at hvis du er i kamp, gør det ingen forskel, om du bærer skjold og brynje eller ej, for du kan ikke blive såret, hvis du har denne sten på dig.« Kongen var målløs og fortrød, at han havde givet stenene fra sig. Manden tog den tredje sten og holdt den op foran kongen og sagde: »Denne sten har den egenskab, at nu er jeg her, men i næste øjeblik er jeg ude i Indien.« Derefter forsvandt han bag lukkede døre, og man så ham aldrig siden.
Jeg er ikke i stand til at fortælle, hvilken konge dette var, men nogle har ment, at det var Valdemar den Gamle[2], for han rådede over sjældne genstande, som var kommet ude fra Indien — men jeg kan ikke sige det med sikkerhed.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra midten af 1300-tallet.
- ↑ Valdemar Sejr, konge 1202-1241.
