Forskjell mellom versjoner av «De to brødre»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(De to brødre)
 
 
Linje 11: Linje 11:
  
  
<big><big>'''De to brødre'''</big></big><ref>Teksten findes sammen med en række andre Marialegender overleveret i det islandske håndskrift [https://handrit.is/da/manuscript/view/AM02-232 AM 232] (med varianter i AM 234) fra omkr. år 1340-1350.</ref>
+
<big><big>'''De to brødre'''</big></big>
  
 
''Af brœðrum tveim''
 
''Af brœðrum tveim''

Nåværende revisjon fra 11. jan. 2021 kl. 17:44

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Marialegender


De to brødre

Af brœðrum tveim


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Maríu saga, Christiania, 1871


Sjæle i skærsilden
Miniature fra ca. 1450

Nu skal der fortælles om to brødre, der boede i byen Rom. Den ene hed Peter og var ærkediakon i Peterskirken. Han havde god forstand på verdslige ting og var pengegrisk og ærekær. Den anden hed Stephanus. Han var dommer, men uretfærdig i udøvelsen af sit embede, og han tog ofte imod bestikkelse for at afsige lovstridige domme. Han var dårlig til at betale sin gæld, og han tog penge fra folk med tvang. Han holdt sig heller ikke fra den hellige kirkes ejendom, og han havde tilegnet sig tre gårde fra Laurentiuskirken og en frugtgård fra Agneskirken.

Så skete det, at ærkediakonen Peter blev syg og døde, og hans sjæl drog til pinslernes sted i skærsilden. Kort tid efter blev Stephanus syg og døde. Men da hans sjæl forlod kroppen, blev den stillet for Guds domstol, hvor Herren sad i sit sæde omgivet af sine helgener. Og da Laurentius[1] så Stephanus, gik han hen til ham og greb ham tre gange i armen, og det gjorde så ondt på Stephanus, at han syntes at føle smerte over det hele. Og den hellige Agnes[2] vendte ryggen til ham og ønskede ikke at se på ham. Da sagde Herren: »Eftersom denne mand ofte tog imod bestikkelse for at dømme i strid med loven og solgte retfærdigheden og sandheden for penge, er det min dom, at han skal sendes til det sted, hvor Judas befinder sig — ham, der solgte mig for penge.« Derpå blev Stephanus ledt bort og ført til dette sted, som det var blevet bestemt.

Mens han levede, havde Stephanus af al sin evne og kærlighed tilbedt Guds martyr, den hellige biskop Præjectus[3], og på hans helligdag havde Stephanus holdt et stort gæstebud til ære for Præjectus med mange fattige klerke og ulærde mænd ved sit bord. Og da Stephanus blev ført hen til pinslerne, da lød det fra helgenerne: »Hør — du, den hellige Præjectus! — hvorfor træder du ikke frem for den nådigt dømmende Herre og beder om skånsel for Stephanus, når han nu viste dig stor kærlighed ved sine tjenester?« Da rejste den hellige Præjectus sig og gik hen til den hellige Laurentius og bad ham om at tilgive Stephanus. Det samme bad han Agnes om. Og de tilgav straks det, som var blevet gjort imod dem. Derefter bad Præjectus den hellige Maria om at gå med ham hen og bede Herren om, at Stephanus blev skånet for sin straf. Og da den herlige dronning, Guds moder gik i forbøn for Stephanus hos sin søn, blev hun og Præjectus tilstået, at Stephanus skulle vækkes til live og leve i 30 dage for at angre sine synder og betale de penge tilbage, som han uretmæssigt havde taget fra folk.

Men da Stephanus blev ledt på vej, hørte han ynkelig jamren og så mange steder, hvor folk blev pint, og derimellem var hans bror Peter. Da spurgte Stephanus: »Peter, min bror! Hvorfor er du endt så ondt et sted? Vi troede jo, at du levede som en retskaffen mand.« Han svarede: »Jeg undgælder for det, at jeg var grisk.« Så spurgte Stephanus, hvad der skulle til, »— for at du hurtigst muligt kan slippe for disse pinsler?« Peter svarede: »Hvis selveste paven synger sjælemesse for mig sammen med kardinalerne, så forventer jeg, at mine pinsler får ende, for selv om jeg var noget grisk, så gjorde jeg dog også meget godt til gavn for den hellige kristendom.«

Derpå blev Stephanus ført til det sted, hvor den usalige Judas blev pint. Dér kom en dyb og forfærdelig afgrund med alskens lidelse til syne for ham, og dens inderside forekom ham så ujævn, som bestod den af ene pigge ved siden af hinanden. Men da Stephanus var kommet frem til kanten, fik han besked om, at Gud havde påbudt, at hans sjæl skulle vende tilbage til kroppen og manden vækkes til live. Han blev da ledt ad den samme vej tilbage. Og da Stephanus stod foran den hellige Maria, da påbød hun ham, at han hver dag i den måned, han var blevet givet til at angre i, skulle prise hende ved at synge salmen Beati immaculati.[4]

Efter dette blev Stephanus levende igen, og han opsøgte paven og fortalte ham om den åbenbaring, han havde haft, og bad ham synge sjælemesse for broderen Peter. Og han viste paven sin arm — den, som den hellige Laurentius havde klemt om — og den var så blå og svullen, som var det en levende mand, der havde gjort det. »Og som bevis på, at dette, som jeg har fortalt jer, er sandt,« sagde Stephanus til paven, »— skal jeg ikke leve længere end 30 dage.« Og i dette tidsrum betalte Stephanus pengene tilbage til dem, han havde stjålet fra, men på den tredivte dag kaldte Gud ham i evig hæder til sig på fru Sankt Marias forbøn.




Noter:

  1. Laurentius (d. 258) var en romersk skatmester. Han delte kirkens midler ud til de fattige og blev derfor stegt ihjel på en jernrist efter ordre fra kejser Valerian.
  2. Død ca. 305. Agnes var en ung romersk jomfru, som afslog en bejler med den begrundelse, at hun var Kristi brud. Som straf blev hun anbragt nøgen på et bordel, men Gud lod hendes hår vokse hurtigt for at beskytte hende. Hun blev siden pint med ild og glødende jern og fik halsen skåret over.
  3. Eller Projectus. Biskop i Clermont. Han blev dolket ihjel i 676.
  4. Salige er de uplettede.