Den gale kone

Fra heimskringla.no
Revisjon per 10. des. 2020 kl. 16:30 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Den gale kone)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Marialegender


Den gale kone[1]

Frá riddara konungs


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Maríu saga, Christiania, 1871


Der var en kone, der hed Murieldis. Hun var gift med en ridder, der hed Rodgeir. Hun drømte, at det var, som om hun havde et mærke på sig, som var rødfarvet, og at hun var svanger og ventede sig et drengebarn. Men da hun vågnede, blev hun afsindig og kom med megen forrykt tale og sagde, at det forekom hende, at den tro, hun havde, strømmede ud af kroppen på hende mellem brystvorterne. Og Fanden indjog hende flere lignende skræmsler.

Lidelsen gav hendes slægtninge og hendes mand mange sorger. Hun blev derpå ført til flere hellige steder, for det syntes mest sandsynligt, at hun kunne blive helbredt dér. Lærde folk gav hende viet vand, men hver gang hun drak af dette, blev hendes sygdom værre, og hun begyndte at slå og kaste med hovedet. Hun blev ført til den by, der hedder Fiskanum, og dér i byen findes en domkirke, som er viet til den hellige treenighed. Selv om konen kom derhen, blev det ikke bedre med hendes lidelse, og hendes mand overlod det derfor til hendes mor at tage vare på hende.

Da det nærmede sig kyndelmisse[2], førte hendes slægtninge hende ud til Mariakirken, der lå i skoven, og på selve messedagen blev konen helbredt. Denne kirke lå for sig selv på et ubebygget sted og var meget gammel, og grækerne havde ladet den bygge. Men på grund af dette mirakel blev kirken meget besøgt igen, og alle takkede Gud og salig Maria for denne hændelse.




Noter:

  1. Teksten findes sammen med en række andre Marialegender overleveret i det islandske håndskrift AM 232 (med varianter i AM 234) fra omkr. år 1340-1350.
  2. 2. februar. Missa candelarum til minde om Marias renselse og Jesusbarnets fremstilling i templet 40 dage efter fødslen.