Det indre højland. Landet i almindelighed (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det indre højland
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Det indre højland
Landet i almindelighed



Under beskrivelsen af landets fire fjærdinger er som regel medtaget, foruden den bebyggede del af landet, de nærmest ovenfor bygderne liggende græsgange, der, om end ubebyggede, dog ingenlunde er herreløse eller ubenyttede. Derimod er i det hele omtalen af midtlands-ørknerne opsat, hvorvel et og andet vedrørende disse lejlighedsvis kan være taget med. For en stor del ere disse højtliggende strækninger, der optage øens indre, blottede for plantevækst og derfor værdiløse, men i mange henseender påtrykke de øen dens ejendommelige præg.


Island med sin i det hele og store regelmæssig-ovale øform hæver sig som et svagt hvælvet, bølgeformigt højland, hvis højeste partier nå op over snelinjen og derfor er bedækkede med evig sne; op fra højlandet hæver sig endvidere hist og her høje tinder og fritstående fjælde. Mod øst og vest (særlig nordvest) løbe mørke basalt fjælde stejlt frem mod kysten, der på østsiden er indskåren af en række ensartede, forholdsvis korte og smalle fjorde, hvorimod vestsiden er karakteriseret ved de to store bugter Faksefjord og Bredefjord, der begrænses af de tre langtudskydende halvøer: Reykjanæs-halvøen, Snefjældsnæs-halvøen og den nordvestlige, stærkt forgrenede, ved mangfoldige mindre fjorde sønderdelte halvø, hvor de stejle fjælde næsten overalt som lodrette mure falde af mod havet. Hele den mellemliggende dels hovedmasse består af tufdannelser, hvis grundbestanddele, vulkansk sand og aske, i mange tilfælde efterhånden er hærdet til fast klippe. Dog også mod nord løber en række, til dels af anselige fjælde opfyldte, halvøer frem, adskilte ved dybt indskårne fjorde. Mod syd mangler derimod fjordene, og en bræmme af vulkansk sand ligger da nærmest kysten, ovenfor hvilken et enkelt sted et større lavland strækker sig. Her — i landets sydvestlige del, i Ånæs og Rangåvolde sysler — findes egenlig Islands eneste sletteland, men desuden fortsættes så godt som enhver fjord af en beboelig dal, og omkring de større kan endog ganske anselige lavlandsstrækninger findes samlede, således omkring Borgefjorden mod vest, omkring eller ovenfor de fleste af Nordlandets fjorde, fremfor alt Skagefjorden. Af Østlandets bygder må især Fljotsdalsherredet med Lagarfljotsdalen som midtpunkt fremhæves. I den sydøstlige del af landet (Skaftafellssyslerne) er bygden hovedsagelig en bræmme langs højlandsaffaldet.


I landskabet næsten overalt på Island spille vulkankraterne og de fra dem udflydte lavastrømme en stor rolle, og det så vel i de bebyggede egne som i ubygden. Et stort vulkansk strøg går fra landets sydvestligste pynt (Reykjanæs) i nordøstlig retning til op i højlandet hinsides Tingvoldsvejten, et andet i landets nordøstlige del med retning fra nord til syd, med Myvatnssvejten til centrum. Desuden findes vulkaner spredte vidt om i landet, dog — så vidt vides — ingen på den nordvestlige halvø (Vestfjordene).


Op over de øvrige fjælde hæve sig jøklerne, den evige sne, der i Island bliver liggende, hvor højden når omtrent 3000 f. Selve det store plateau i sin helhed når vel ikke en sådan højde, men op fra dette hæver sig igen fjældknuder, til dels vistnok gamle vulkankratere, der til stadighed dækkes af sne. Disse jøkler have en overordenlig udstrækning, til sammen dække de henimod 270 kvadratmil. Et par sådanne findes på den nordvestlige halvø, en yderst på Snefjældsnæshalvøen, en større jøkelgruppe i den sydligste del af landet, men hovedsagelig findes de store jøkler i en række fra vest til øst på det indre højland, der jævnt falder af mod nord og syd. Fra disse, der efter deres beliggenhed angive vandskellet mellem Nord- og Sydlandet, falde Islands største floder, hvis løb således i de fleste tilfælde bliver nordligt eller sydligt. Deres længde er 20—30 mil, og de større af dem kan i følge S. v. Waltershausen måle sig med Rinen i dens mellemste løb. Alle have de en skidengrå mælkefarve på grund af det medførte, af skridjøklerne sønderdelte jøkelgrus.


Vestligst af midlands-jøklerne, ovenfor Borgefjordsbygden og Tingvoldsvejt, ligger Langjøkel (Lángjökull) med de foranliggende karakteristiske, fritstående jøkelfjælde: Eriksjøkel med sine murlignende klippevægge, det kuppelformige Ok (ɔ: Åg) og det ligeledes svagt hvælvede Skjaldbred, der allerede tidligere er omtalte. Omkring denne jøkelgruppe når plateauet en højde af 1000—1700 f.; jøklerne selv derimod rejse sig til en højde af omtrent 3500—5500 f. over havet (med Erikfjøkel som den højeste). Langjøkel, der strækker sig i sydvest-nordøstlig retning, har for sine forskellige dele særlige navne; således kaldes den sydvestligste del Gejtlandsjøkel, den nordligste Bald- eller Balljøkel. Fra jøklens vestside udspringer den til Borgefjorden strømmende Hvitå, fra østsiden, hvor en skridløkel sænker sig ned mod den store sø Hvitåvatn (Hvítárvatn), den Ånæs syssel gennemstrømmende Hvitå, der længere nede får navnet Ölveså. — Øst for Langjøkel, netop i midtpunktet af landet, ligger Hovsjøkel (Hofsjökull), hvis sydvestligste del kaldes Blågnypujøkel (BIágnýpujökull), den sydøstlige Arnarfellsjøkel (-jökull, denne — ifg. Kjerulf — vistnok 5500 f.). Også fra den får Hvitå-Ölvesåen tilløb; i forening med Langjøkel danner den desuden Hunavatns syssels største å Blanda. Endvidere er den kilden til de Skagefjords syssel gennemstrømmende Herredsvande , og fra dens sydøstlige del har Tjorså sit udspring. Her hæver sig det kegleformige takkede Arnarfell, til bægge sider omgivet af en fremskydende skridjøkel, men med en frodig vegetation ved sin fod i denne ellers trøstesløse ørken [1]. — Sydøst for Hovsjøkel ligger en mindre jøkel Tungnafellsjøkel (Túngnafellsjökull — temlig høj, men kun 3—4 mil i omkreds), fra hvis nordvestlige del den Sønder-Tingø syssel gennemstrømmende elv Skjalvandafljot har sit udspring, hvorfor også disse egnes beboere skal nævne jøklen Fljotsjøkel (Fljótsjökull). Ved et snævert pas er Tungnafellsjøkel skilt fra den nordvestligste del af den uhyre Vatna- eller Klovajøkel, der når herfra helt ud mod kysten. Dennes ismasse anslås til en udstrækning af 150 kvadratmil, medens derimod Langjøkel og Hovsjøkel — Islands næststørste jøkler — kun når c. 25 kvadratmil hver. Vatnajøkel giver Tjorså betydeligt tilløb; fremdeles udspringer herfra Jøkelså på fjældene, Jøkelså »på bro«, Lagarfljots kildefloder, Jøkelså i Lón, samt Øster-Skaftafells syssels andre jøkelelve, særlig Jøkelså på Bredemarkssand og Skejdarå, endvidere Nupsvandene, Hvervesfljot m. fl. og Skaftå. — Vatnajøkel med omgivelser i den fra bygden vendende del er kun højst ufuldstændig kendt. Dog foretoges i årene 1830—40 nogle rejser langs dens nordrand [2], og i året 1875 lykkedes det den engelske turist lord Watts fra gården Nupstad i Vester-Skaftafells syssel at arbejde sig frem tværs over jøklen (se herom hans bog: Across the Vatnajdköll. London 1876). I nordkanten af Vatnajøkel omtrent syd for Udådehraun hæver sig et fjæld Kistufell; på strækningen mellem dette og jøklens nordvestlige hjørne er der udflydt talrige lavastrømme. Mellem Kistufell og de østligere, omtrent midtvejs i jøklens nordrand stående Kverkfjælde (Kverkfjöll) skyder sig derimod en betydelig skridjøkel frem, ligesom også skridjøkler gå frem på hele strækningen øst for disse [3]. Kverkfjældene selv, der har fået navn af en fra nord til syd gående kløft, synes at være et kraterfjæld, fra hvilket lava er udflydt. [Fra kløften (klofi) i Kværkfjældene vil Sig. Gunnarssön udlede navnet Klofajökull.] — Desuden traf Watts på sin vandring over den mere end 6000 f. høje jøkel, omtrent midtvejs, et kraterfjæld, som han efter en af sine ledsagere benævnte Povlsfjæld (Pálsfjall, Mount Paul), og mente tillige at se adskillige andre kraterkegler i jøklen. Virkelig har man også gentagne gange iagttaget vulkanudbrud i disse fjærne egne, hvad enten de nu skyldes udbrud i de jøklen nærmest omgivende fjælde eller stamme fra kratere i selve denne.


Da væsenlig det beboede land som en bræmme, om end af meget forskellig bredde, omslutter det ubeboede indre, måtte man fra gammel tid være betænkt på at søge sig veje gennem højlandet til lettelse af samkvemmet mellem den nordlige og sydlige del af landet, og navnlig måtte også da de forskellige mellem midlandsjøklerne skillende pas frembyde sig som naturlige, om end besværlige forbindelseslinjer. Af sådanne hedeveje er den forholdsvis korte og bekvemme vej over Holtavardehede mellem Norderådalen i Myresyssel og Hrutefjorden (Hv.) tidligere omtalt Ligeledes er også alt den meget benyttede Grimstungehedevej mellem Borgefjorden og Hunavatns syssel (med forgrening til Skagefjords syssel, over Store Sand) beskreven. Foruden disse må navnlig de to længere, mellem midlandsjøklerne førende veje: Kølvejen og Sprengesandsvejen, fremhæves, endvidere kendes fra Ldn. Vonarskardsvejen, ligesom man også har gjort forsøg med den såkaldte Vatnajøkelsvej, en vej langs nordkanten af Vatnajøkel til Østlandet (Fljotsdalsherred). Så vel Kølvejen som Sprengesandsvejen har fra gammel tid af været kendte og brugtes måske da mere end nu, hvor kun af og til en enkelt rejsende foretrækker disse for tidsbesparelsens skyld.


De vigtigste fjeldruter
Kølvejen og vejen over Sprengesand

Kølvejen (Kjalvegr, Kjölr), der forbinder de øvre egne af Ånæs syssel med Hunavatns og Skagefjords sysler (samt ved en forgrening Øfjords syssel), omtales i mangfoldige sagaer, hvorfor også lejlighedsvis endel er meddelt om denne. Udgangspunktet for en rejse til Nordlandet ad den hen mod 20 mil lange Kølvej er sædvanligvis Hamarsholt, den øverste gård i Hrunamanna hrepp. Derfra følger man Hvitåens østre bred mod nord; på flere steder vises tomter af gamle ødegårde, og egnen synes i det hele ikke at være så særdeles afskrækkende; i nordøst, ved sydenden af Hovsjøklen (Blågnypejøkel) har man de høje, takkede, snedækte Kerlingarfjælde, mærkelige af deres mange varme kilder. Et enkelt sted findes et godt vad over det fra Hovsjøkel kommende tilløb til Hvitå Jøkelkvisl (Jökulkvísl), og hinsides dette nærmer man sig nu vejens midterparti, det mellem Langjøkel og Hovsjøkel liggende Kølhraun (Kjalhraun), op fra hvilket Kølfjæld (Kjalfell) hæver sig. Foruden vejen over hraunet findes en vej øst for dette, hvilken sidste skal være den bedste. Strækningen synes forholdsvis ikke lang. Inden Jøkelkvisl passeres (mellem denne og Grjotå — Grjótá), har man et bedested ved Fosslæk(r); nord for hraunet er et andet (Biskupstúnga). Her passerer man Blanda, og vejen fortsættes nu mod nord til Hunavatns eller Skagefjords syssel. Til Øfjorden fører den såkaldte Vatnahjallavej nordøst om Hovsjøkel.


Også sagaernes omtale af Sprengesandsvejen (Sprengisandsvegr, Sprengisandr; i sagaerne: Sandr, Gásasandr) er tidligere fremhævet og en foreløbig omtale af vejen givet. Denne vejs sydlige udgangspunkt er sædvanlig Ånæssyssels nordøstligste bygd Gnupverja hrepp. Man passerer da først den for længst ødelagte Tjorsådal og drager dernæst i nordøstlig retning vest for Tjorså, over vidtløftige strækninger, der give en god forestilling om højlandet med dets åse, banker og fugtige lavninger, medens de helt ufrugtbare strækninger efterhånden blive talrigere og større (en sådan er Fjórðungssandr med Norðlingaalda). Sydvest for Arnarfellsjøkel (Hovsjøkel) søger man sædvanligvis at sætte over Tjorså på vadet ved Soløhøvde (Sóleyjarhöfði) — her en Biskupsþúfa — , da vejen mellem Arnarfellsjøkel og Tjorsåen er meget besværlig på grund af de mange fra jøklen kommende kildefloder til denne elv. Vælger man imidlertid denne sidste vej, har man et bedested under Arnarfell; øst for Tjorså træffer man omtrent i linje med Arnarfell ligeledes græs (i det såkaldte Eyvindarkofaver, stundum også i det lidt nordligere Tómasarhagi). Men derefter møde kun aldeles ufrugtbare strækninger — den egenlige »Sprengesand« — indtil Kiðagil ovenfor Bårdardalen i Sønder-Tingø syssel. Denne lange ørkenstrækning, der næppe kan tilbagelægges i mindre end 20 timer, er det, der gør Sprengesandsvejen så farlig og besværlig. Efter det forcerede ridt gennem ørkenen må hestene have en dags rast, og således kan hele vejen næppe tilbagelægges på mindre end 3 — 4 dage[4]. — Passet mellem Hovsjøkel og Tungnafellsjøkel, hvorigennem Sprengesandsvejen ligger, danner vandskellet mellem Tjorså og Skjalvandafljot; Tungnafellsjøkel er ikke alene kilden til Skjalvandafljot, men sender også (gennem Fjórðungakvísl) Tjorså et tilløb. Mellem de to jøkler når plateauet sin største højde, 2200 f. — Nordefter ligger vejen omtrent parallel med Skjalvandafljot, dog noget vest for denne elv. Den mest karakteristiske højde på denne strækning er den såkaldte Fjórðungsalda; er den passeret, mærkes højlandets aftagende højde nordefter tydelig, og flere af højderne ovenfor Bårdardalen skimtes.


Blandt de i sagalitteraturen forekommende veje er endvidere den i Ldn. nævnte vej gennem Vonarskarð, som Gnupa-Bård benyttede, da han — ved hjælp af slæder — med gods og kvæg drog fra Bårdardalen til sit nye hjem på Gnupar i Fljotshverve (VSkf.). I en nyere tid er passet mellem Tungnafellsjøkel og Vatnajøkel af Bj. Gunnlaugssön bleven bestemt som Vonarskard, efter at han under sine forsøg på at få en ny hovedvej mellem Sydlandet og Mulesyslerne (den såkaldte Vatnajøkelsvej) nord om Vatnajøkel optaget, havde undersøgt det. For at gøre den ny Vatnajøkelsvej (Vatnajökulsvegr) bekendt drog han to år i træk (1838—39) nord om Vatnajøkel til Fljotsdalsherredet, første gang oven om Tungnafellsjøkel, anden gang gennem Vonarskard. Efter Sig. Gunnansöns (Bj. Gjb ledsagers) anvisning er retningen for Vatnajøkel-Vonarskardsvejen følgende. Man drager op fra Rangåvoldesyssels nordvestligste bygd Landsvejten. Først møder man da den vest fra kommende Tungeå, der kun med vanskelighed kan passeres på et enkelt vad, ikke langt fra hvor den forener sig med Tjorså, i det de to elve indeslutte et langagtigt højdedrag Búðarháls. I Tungeå falder nordfra den fra Vonarskardet kommende Kaldakvísl, imellem hvilke to elve Fiskevandene ligge — i forfærdelig øde omgivelser. Vejen fortsættes langs Kaldakvisl; kun på et enkelt sted nord for denne sidste elv, i Klifshagavellir, findes græsgange. Lidt ovenfor ligger det lave fjæld Saudafell, ligeledes med et par græspletter omkring. Længere mod nord møder et besværligt hraun, og hinsides dette åbner sig det mellem Tungnafellsjøkel og Vatnajøkel indesluttede, som Vonarskard betegnede, pas, knap en mil bredt, aldeles opfyldt af nøgne fjældtoppe og tinder, hvorimellem man må sno sig frem, så at — har Bård virkelig foretaget sin rejse gennem dette pas, må den synes næsten et vidunder[5]. Fra Vonarskard fortsættes vejen langs randen af Vatnajøkel: mellem denne og fjældet Tindafell, i jøkelranden videre mod øst til Kistufell og derfra til en fra Kverkfjældene fremløbende hals. Øst for denne ligger græspladsen Hvannalindar med varme kilder, det første bedested siden egnen om Saudafell[6]. Derfra tages vejen mod nord gennem flere dalstrøg (Gæsadalr, Fagridalr, Vestridalr) til Laugarvalladal(r), en sidedal fra Jøkuldal, hvis øverste gård Brú må betragtes som det nordlige endepunkt for denne hedevej.


Uagtet Bj. Gunnlaugssön omtaler den af ham udforskede Vatnajøkelsvej ret gunstig, vil den dog næppe få nogen betydning. Det eneste forsøg, der senere er bleven gjort på at benytte den, fik i al fald et højst uheldigt udfald, hvorved dog må bemærkes, at foretagendet hjemsøgtes af ganske særlige uheld og vistnok, iværksattes for tidlig på somren. Det var den danske naturforsker Schythe, som allerede året efter B. G.s rejser (1840) ad Vatnajøkelsvejen besluttede fra Reykjavig at begive sig til Østlandet. Indtil nord for Tungnafellsjøkel fulgtes Sprengesandsvejen, derfra bøjede han mod øst til randen af Vatnajøkel og fulgte nu den nys beskrevne vej; men frygtelige snestorme, bevirkede af den ved kysten liggende grønlandske drivis, umuliggjorde næsten enhver fremtrængen, dræbte flere heste for de rejsende, uagtet man med usædvanlig forsynlighed havde medtaget hø, og lod den lille karavane først efter store besværligheder nå igennem til Jøkeldalen.

Det i anledning af Vatnajøkelsvejen nævnte Saudafell er sikkert det i Hrk. (s. 12) forekommende fjæld af samme navn. Det er et af de punkter, som Såm passerer på sin vej til altinget, da han vil komme sin modstander Ravnkel i forkøbet, der drager den sædvanlige tingvej så vidt mulig igennem bygden. Såm vælger Sprengesandsvejen, men således at han går fra Ravnkelsdalen over Mödrudalshede, derfra til Herdebredstunge, hvor der da rimeligvis har været vad over Jøkelså på fjældene, — derfra langs nordkanten af Udådehraun til Kroksdal oven for Bårdardal, så syd på over »Sand«, til Saudafell og derfra til altingsstedet. Denne vej mellem Sprengesand og Jøkeldal skal jævnlig være benyttet af Skålholtsbisperne på deres visitatsrejser til Østfjordene, således endnu i det 17de århundrede. Vejen er formodenlig opgivet, ved at vadestedet over Jøkelså på fjældene er bleven ubrugeligt.


Islands størrelse, der efter en senere udregning[7] skal være 1903 kvadratmil, har hidtil, efter en af adjunkt Haldor Gudmundssön på grundlag af Bj. Gunnlaugssöns kort udført beregning, været anslået til hen imod 1870 kvadratmile[8]; folkemængden beløber sig nu til noget over 72000. — Hvert syssel er af den nævnte forfatter særskilt målt, således at ingen del af landet er ladet ufordelt mellem dettes 18 sysselmandsdistrikter; åernes udspring danner da grænsen i ubygden. Landet er efter dets beskaffenhed delt i tre klasser bebygget land, avrett og ubygd. Til det bebyggede land regnes dog ikke alene tun og enge, men samtlige den enkelte gård tilhørende besiddelser og de af denne til stadighed benyttede græsgange. Til avretten regnes fjældene og hederne ovenfor bygden og en stor del af hraunene, til ubygden alle jøkler, det 60 kvadratmil store Udådehraun, sandene og ørknerne i det indre højland, samt de store sande ved kysten. Således kommer det bebyggede land til at udgøre ikke mindre end 764 kvadratmil, i følge forfatteren næsten 300 kvadratmil mere end efter den tidligere almindelige antagelse, efter hvilken kun ¼ af landet kunde anses for bebot. Ved denne beregning er dog utvivlsomt for stor en del af landet henført til bygden, og adskillige vegetationsløse egne i bygderne er medregnede til disse. — Den egenlig frugtbare del af landet, nemlig tun og enge, kan næppe beregnes til mere end c. 20 kvadratmil, hvoraf henved 4 kvadratmil kommer på den virkelig dyrkede (d. v. s. gødede) del af arealet, nemlig tunene.


Avrettens størrelse bliver efter samme beregning 682 kvadratmil ubygdens 421 kvadratmil, så at af hele landet omtrent 2/5 er bygd, 2/5 avret, 1/5 ubygd.


Hele landets areal er af adjunkt H. Gudmundssön fordelt mellem de enkelte sysler (ɔ: de 18 daværende jurisdiktioner) på følgende måde:


Guldbringe og Kjos syssel
Ånæs syssel
Rangåvolde syssel
Vestmanøerne
BorgeJfjord syssel
Myre og Hnappadals syssel
Snefjældsnæs syssel
Dala syssel
Bardestrand syssel
Isefjords syssel
Stranda syssel
Hunavatns syssel
Skagefjords syssel
Øfjords syssel
Søndre og Nordre Tingø syssel
Norder Mule syssel
Sønder Mule syssel
Øster og Vester Skaftafells syssel
36 kvadratmil.
156 —
163 —
0,3 —
32 —
60 —
28 —
38 —
49 —
72 —
51 —
141 —
94 —
96 —
313 —
208 —
72 —
258 —


Husdyrholdet i hele landet beløber sig til godt og vel 20.000 kør (stort hornkvæg), rimeligvis omtrent 800.000 får, samt 30-40.000 heste. Hertil kommer et par hundrede geder, og endelig en mængde hunde, formodenlig 15-20.000 stykker.


Af Islands klima, plante- og dyreliv, samt befolkningens levevis og sæder skal — efter bogens plan — ikke her gives nogen fremstilling, så meget mere som hver enkelt side af disse forhold kunde kræve en egen afhandling. I de fleste rejsebeskrivelser og andre værker angående Island vil man også finde noget herom. En klar og pålidelig geografisk beskrivelse af landet foreligger desuden nu i Th. Thoroddsens »Lýsing Íslands«. Kbh. 1881.


Da så ofte under beskrivelsen af de enkelte bygder den grønlandske drivis’ (havisens) skadelige følger, navnlig for Nordlandets og Østlandets vedkommende, har været fremhævet, kan det imidlertid måske have sin berettigelse sluttelig at fremhæve de interessante resultater, der er fremgåede af de senere års undersøgelser af havet omkring Island, hvoraf det ses, at landet dog i henseende til de fra havisen truende farer er langt gunstigere stillet end man efter dets beliggenhed kunde vænte. Ikke alene beskylles Islands vest- og sydkyst af en arm af Golfstrømmen, men den langs vestkysten løbende forgrening fortsætter sig øst om kap Nord (Horn) langs hele nordkysten. Vel kan isbjærgene fra den langs østkysten af Grønland mod syd gående kolde strøm stundum skyde sig frem over den varme strøm, ja endog blive førte af denne øst efter ind mod nordkysten; men efter en tids forløb får dog den varme strøm fuldstændig magt over dem og driver dem igen fra landet[9]. For den lille under polarkredsen liggende Grimsø er endog havet en sådan varmekilde, at luften ikke en gang i sommermånederne når dettes varme, og endog ved vintertid har havet her en varme af 3-5° C.


Denne nyopdagede varme strøm, der må kæmpe om herredømmet i Danmarksstrædet med den nordfra kommende kolde, og som uden at blande sig synderlig med denne indtager den Island nærmeste side af strædet, har man efter den af undersøgelserne i havene omkring Island højt fortjænte admiral Irminger foreslået at kalde Irmingers strøm.


Trods alt hvad Golfstrømmen udretter nord for Island, er imidlertid, som det af mange steder i Islandsbeskrivelsen fremgår, havisen en skadelig og besværlig gæst, og den skyldes det vel for en stor del at forskellen i middeltemperatur for Nord- og Sydlandet er så stor (4° C. på en afstand af 2 ½ brgr.); navnlig er vinteren og foråret koldere på Nordlandet end på Sydlandet Også sommerens middeltemperatur på Nordlandet står tilbage, uagtet sikkert somren her i almindelighed opviser flere smukke klare dage end på Sydlandet, hvis sommer nærmest kan sammenlignes med et mildt, men ustadigt forår, som vi kender det. Mærkelig nok viser forskellen i temperatur mellem landsdelene ikke nogen indflydelse på den indenlandske vegetation, der synes fuldt så frodig på Nordlandet som andensteds, derimod måske nok hvad dyrkning af køkkenurter o. d. l. angår. Kolde forår og mangel på virkelig sommervarme må overhovedet hele landet siges at lide under, og om Islands vejrforhold lader sig kun altfor ofte det velbekendte udtryk anvende »9 måneders vinter og 3 måneders ikke sommer«, i det forår og efterår som særlig udprægede årstider, navnlig på Nordlandet, næsten ingen rolle spille. (Til oplysning af årstemperaturen kan for Reykjavigs vedkommende eksempelvis nævnes: Juli, den varmeste måned, har en middeltemperatur af 13° C, februar, den koldeste, er ÷2; middelvarmen i månederne november — marts ligger under frysepunktet.) Nærmere indblik i de store hindringer for landets opkomst, som naturforholdene lægge i vejen, fås gennem inspektør P. Feilbergs to afhandlinger »Om Forholdene paa Island«. Kbh. 1878 (Confidentiel Meddelelse til det kgl. Landhusholdningsselskab) og »Bemærkninger om Jordbund og Klima paa Island« (Tidsskrift for Landøkonomi). Kbh. 1881.




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Når man hos fremmede forfattere kan finde angivet et vulkansk udbrud fra Hofs- og Balljökull 1716, er dette en blot og bar misforståelse beroende på ukendskab til landets topografi. Udbruddet tilhører sandsynligvis Vatnajøkels nordlige del.
  2. De betydeligere af disse rejser foretoges af Björn Gunnlaugssön (1838—39) og Schythe (1840), bægge ledsagede af den senere provst Sig. Gunnarssön, der i det isl. blad »Norðanfari«, 1877, har beskrevet Islands indre højland, således som han under disse års rejser lærte det at kende. Om Björn Gunnlaugssöns rejser her findes nogle oplysninger i det islandske litt. selskabs, de pågældende årgange af Skirnir vedføjede »Skýrslur og Reikningar«. Schythe har i Kröyers Nathist Tidsskrift III beskrevet sin rejse.
  3. Vest for Kverkfjældene og ikke (som på kortet) ved Kistufell skal Jøkelså på fjældene have sit udspring.
    Ved at omtale de herværende skridjøkler bemærker Sigurd Gunnarssön, at man i Fljotsdalsherredet kalder sådanne stenbanker og rygge, som jøklen efterlader, »hraun«. — De ved jøkelløbene (og de dermed forbundne vulkanudbrud) efterladte banker kaldes i Vester-Skaftafells syssel »öldur« — ekt. alda (ɔ: bølge).
  4. En udførlig beskrivelse af Sprengesandsvejen — tilfældigvis dog ikke benyttet i dette arbejde — findes i tidsskriftet Ný félagsrit VIII (1848).
  5. Rigtignok kun ved gætning tillægger Bj. Gunnlaugssön dette pas, som hvis genopdager efter Bård han betragtede sig, navnet Vonarskard. Dog også Svend Povlssön gætter på, at denne indsænkning mellem jøklerne, hvorom han havde erfaret nogets måtte være det da ubekendte Vonarskard. I Virkeligheden vil man efter Ldn’s fremstilling heller ikke godt kunne henlægge det andensteds.
  6. I bladet »Norðlingnr« 28's 80 fortælles om en undersøgelsesrejse, der i avgust måned samme år foretoges af fire mænd fra Sønder-Tingø syssel for at undersøge det ovenfor liggende indre højland. I Hvannalindar, hvor der var rigeligt græs, fandt de en temlig stor, tredelt tomt, der øjensynlig havde været indrettet til beboelse, samt to kreaturfolde (byrgi) og et indelukke (rétt) til at samle fårene i; endvidere fandtes i en klippehule (hellisskúti) meget af fåre- og hesteben. Men hvem disse lævninger skyldes, derom vides intet.
  7. Af de tyske geografer Behm og Wagner (Petermanns Mittheilungen, Ergänzungs-Heft No. 62. 1880).
  8. I en afhandling i »Skyrslur um Landshagi á Islandi« I, Kph. 1858, hvor også forskellige andre udregninger angående forholdet mellem bebygget og ubebygget land, folketallet pr. kvadratmil m. m. findes, hvoraf i det følgende en del vil blive meddelt.
  9. Se Hoffmeyer: Havets Strømninger ved Island (Geografisk Tidsskrift, Kbh. 1878).