Det korte Sigurdskvæde (Sigurþarkviþa en skamma)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
Heimskringla Reprint
oversatt av
G. A. Gjessing
Kristiania
1899
(Sigurþarkviþa en skamma)
1.
I old Sigurd
søgte Gjuke,
Volsung unge,
som vóg til seir;
tryghed tog han
af to brødre,
vexled eder
veldige kjemper.
2.
Mø de bød ham,
mengde af skatte,
Gudrun unge,
Gjukes datter;
drak og drøfted
døgn mangt sammen
Gjukes sønner
og Sigurd unge.
3.
Til de til Brynhild
at beile fór,
saa dem Sigurd
ved side red;
Volsung unge,
vei han kjendte;
han skulde vundet,
var det ham undet.
4.
Svend fra syden
sverd lagde bart,
malmlagte blad
imellem dem;
ei den mø han
monne kysse,
Huners drot ei
hende favne,
gjemte han ungmø
for Gjukes søn.
5.
Lyde i livet
lidt hun kjendte,
intet til skaar
i skjebnen sin,
skyld som tynged,
ja, tenktes blot —
brød der imellem
barske norner.
6.
Ene om aftnen
hun ude sad,
aabent saa hun
til orde tog:
«Have skal Sigurd,
svenden unge,
jeg mig i arm —
eller han dø!
7.
Ord jeg nu mælte,
angrer dem alt:
Gudrun hans viv er,
og Gunnars jeg;
lengsel os lang gav
lede norner.»
8.
Tidt gaar hun ud
af ondt opfyldt,
af isens kuld,
hver aftenstund,
han og Gudrun
ganger til hvile,
og hende Sigurd
svøber i lin —
Huners høvding
sin høie viv.
9.
«Brudgom og lykke
begge jeg savner;
faar jeg mig trøste
med trods i sind.»
10.
Blev af den harm hun
hidset til drab:
«Ganske miste
skal, Gunnar! du
alt landet mit
og mig saa selv;
aldrig jeg lever
med ædling glad.
11.
Hjem vil jeg fare,
hvor før jeg var
hos nærfødte
frænder mine;
der vil jeg sidde,
sove livet,
lader ei Sigurd
du segne død
og staar som drot
større end andre.
12.
Lade vi fare
med fader søn,
ungen ulv ei
ale du lenge;
hvem af helte
blir haand lettet
siden til forlig,
om søn lever?»
13.
Mørk blev Gunnar
og mod i hug
sank i tanker,
sad al dagen;
ingenlunde
det laa ham klart,
hvad ham høved
helst at gjøre,
hvad ham baaded
bedst at gjøre:
vidste med Volsung
sig ven ei mér,
og af Sigurd
et savn saa stort.
14.
Tenkte jevnlangt
han til og fra:
saa det var ei
sedvane før
at dronning sig
fra drot skilte;
hented han sig
Hogne til samraad,
havde i ham han
saa huld en ven.
15.
«Ene er Brynhild
bedst mig af alle,
Budle baaren,
det bolde viv;
før mit liv jeg
lader fare,
end jeg mister
møens skatte.
16.
Vil du, vi drotten
dreber til vinding?
godt er at raade
for Rínens malm
og i gammen
gods at styre
og i fred faa
frydfuldt leve.»
17.
Saa ham ene
svar gav Hogne:
«Os ei sømmer
sligt at øve,
søndre med sverd
svorne eder,
eder svorne,
ydet tryghed.
18.
Ser vi paa jord ei
mer sæle mænd,
mens vi fire
folket styrer,
og hin hunske
høvding lever,
paa jorden ei
mer ædel slegt;
faar vi fem os
fostre frem sønner,
en æt saa god
vi øge fik.
19.
Ved jeg det vel,
hveden vei ligger:
Brynhilds tryglen
for tung falder.»
20.
Gunnar kvad.
«Guthorm til drab
vi drive skal,
vor ukloge
yngre broder;
ei ham binder
eder svorne,
eder svorne,
ydet tryghed.»
21.
Let var at egge
ustyrlig svend —
Sigurd staalet
stod til hjertet.
22.
Helten i hallen
hevn sig sig søgte,
slengte efter
ustyrlig svend;
fór mod Guthorm
«Gram» med velde,
lynblank klinge,
af kongens haand.
23.
Styrted hans fjende
i stykker to,
én vei hænder
og hoved sank,
underhelvten
faldt om paa sted.
24.
Sovnet Gudrun
i sengen var
hos Sigurd sin
for sorg saa fri;
men fjern fra fryd
hun fór af søvn,
der i flom hun flød
af Frey's vens blod.
25.
Saa slog saart hun
sine hænder,
at hugsterke
støtted mod seng sig
«Græd ei, Gudrun!
saa gremmelig,
du brud saa ung!
brødre dig lever.
26.
Har for ung jeg
arvetager,
ei han fly kan
af fjenders gaard;
skjebnesvangert
og skjemmeligt
end de nys sig
tog nye raad.
27.
Rider ei siden,
om syv de faar,
søstersøn dem
slig til thinge;
ved ret vel jeg,
hvad verk her er:
ene Brynhild
alt ondt volder.
28.
Mig for hver mand
havde møen kjær.
dog ei Gunnar
jeg gjorde mén,
sveg ei maagskab,
svorne eder,
skulde mindst hede
hans hustru's ven.»
29.
Kvinden stønned,
kongen slukned;
saa slog saart hun
sine hænder,
at kalker klang
i kraa derved,
og gjalled til
de gjæs paa tun.
30.
Lo da Brynhild,
Budles datter,
den ene gang
af al sin hug,
der til leiet
lydt hun hørte
Gjukes datters
graad den skingre.
31.
Kvad da Gunnar,
gjæves høvding:
«Ler du ei derfor,
du lede viv!
nu glad paa gulv,
at dig godt varsles;
hvi skifter du
din skjere lød,
misfosters mor?
mener jeg feig dig!
32.
Var du af kvinder
verdigst til det,
at Atle vi hug
dig for øine ned,
blodigt saar du
paa broder saa,
blødende hugg
du binde fik.»
33.
Brynhild kvad.
«Djerv er du, Gunnar!
godt du har kjempet;
lidt dog din avind
Atle ræddes;
lengst af Eder
han leve vil,
overmagten
altid have.
34
Sagt være, Gunnar!
selv du det grant véd,
hvordan brat I
til brøde greb;
ei var jeg trykket,
ei trengt for haardt
i broders gaard,
Paa guld fuldt rig.
35.
Ei jeg ønsked,
mig eied mand,
før Gjukunger
mod gaard hen red,
thjodkonninger
trende til hest;
var deres ferd
til fromme lidt.
36.
Sagde Atle
i énrum mig:
ikke sit eie
agted han skifte,
guld eller jorder,
gav jeg ei hen mig,
ja ei den ting
af tilfaldt gods,
hvad han mig, ungbarn,
til eie gav,
talte op mig, ungbarn,
for tider lengst.
37.
Tvilraadig fór
min tanke da:
husbond velge
eller hær felde
bold i brynje
for broders skyld;
det da vidkjendt
vorde skulde
saa mangen mand
til mødig hug.
38.
Forlig vort da
fast vi slutted:
mér mig fristed
fange skatte,
Sigmundsønnens
sølverringe —
andens gods ei
gad jeg eie.
39.
Fested jeg da mig
den folkedrot,
som sad med guld
paa Grane's ryg;
ei var i øine
han Eder lig,
og af ydre
ingenlunde,
tykkes end I
trøste konger.
40.
En jeg elsked
og éne ham,
ei løs af sind
var smykkers dís;
sande vil Atle
det siden alt,
hører ret han
om helferd min
41.
Saa dog skal ei
svaghjertet viv
andens husbond
eie i livet —
for min harm da
hevn det være!»
42.
Op stod Gunnar,
gjæves høvding,
om hustru's hals
hænder han lagde;
én efter anden
de alle gik
hende at trøste
af trofast sind.
43.
Bort hun fra sig
brat hver stødte,
lod sig ei lokke
fra lange ferd.
44.
Hented han sig
Hogne til samraad:
«Vil jeg, hver svend
i sal treder —
dine med mine,
dyrt det nu trenges -
frister at holde
fra helferd viv,
før med tide
os times vé —
faar saa skjebnen
skifte siden.»
45.
Saa ham ene
svar gav Hogne:
«Lok ei hende
fra lange ferd,
hvor atter født
aldrig hun blive!
til mén hun kom
af moders liv,
for al sin tid
til uferd født,
saa mangen svend
til sjælevé.»
46.
Mod i hug han
fra mødet gik,
der skat skifted
den skrudfagre.
47.
Alt sit gods hun
overskued,
døde terner
og trælkvinder;
guldbrynjen tog,
- Var ei godt i hug -
før hun sig stinged
med staalets odd.
48.
Sank hun mod bolster
til siden hen,
ruged paa raad end
rammet af sverdet.
49.
«Trede til død nu
hver terne min,
som guld af mig
vil i gave faa;
hver jeg giver
gyldensmykke,
lin og lagen,
lyse klæder.»
50.
Til det ord de
alle tied —
og alle gav
som én det svar:
«mange nok døde,
monne vi leve,
salterner stelle
din sidste ferd.»
51.
Da med lempe
linsmykt kvinde
ung af alder
til orde tog:
«Vil ei, tryglet
og træg nogen
skal for vor skyld
skilles fra livet.
52.
Med Eders ben
brende dog da vil
mindre rigdom,
ei Menja's gods,
der frem I naar,
at finde mig.
53.
Sæt dig, Gunnar!
siger jeg nu dig
uden livshaab
din lyse brud;
dog helt ei er
i havn jert skib,
om jeg mit liv
end lade maa.
54.
Fred med Gudrun
faar du, før tenkt:
troldklog dronning
dulmer hos ungviv
mørke minder
om mandens drab.
55.
Mø vorder født
— moder fostrer —
det er Svanhild,
hin solstraale,
mere fager
end friske dag.
56.
Gudrun du giver
til gjæven helt,
for mangen mand
til mén saa saart;
vorder til vilje
hun velgift ei;
hende til ægte
vil Atle faa,
Budle baarne
broder min.
57.
Mangt jeg mindes,
hvor med mig I fór,
der mig sorgfuld
I sveget fik;
blev mig lykken
for livet spildt.
58.
Oddrun til viv
du ønske vil,
Atle dog ei dig
under hende;
søge vil I
sammen i løn,
hun vil dig elske,
som jeg skulde,
om skjebnen var
os vorden god.
59.
Atle med dig vil
ilde fare,
ind du stenges
i ormgaard trang.
60.
Saa vil snart og
siden komme,
at Atle maa
aand opgive,
sin lykke sæl
og sønners liv;
thi gram i hug
Gudrun volder
vé paa seng ham
med snaren egg.
61.
Sømmed Gudrun,
søster jer, mér
følge sin faldne
første husbond,
gaves hende
af gjæve raad,
eller hun hug
havde lig min.
62.
Djervt jeg nu taler,
dog vil neppe
for vor skyld hun
skilles fra livet;
bære vil brede
bølger hende
til Jónakrs
odelsjorder.
63.
Afkom faar hun,
arvtagere,
arvtagere,
Jónakrs sønner;
Svanhild vil hun
sende af lande,
sin og selve
Sigurds datter.
64.
Bide hende
vil Bikke's raad,
thi Jormunrek
til illt lever;
al er Sigurds
æt da borte —
grund har Gudrun
til graad desmér.
65.
Den ene bøn
jeg beder dig,
vil den i verden
være min sidste:
bygge du borg
saa bred paa vold,
at os alle
er jevnstort rum,
dem, som søgte
med Sigurd døden.
66.
Tjelde den borg de
med tjeld og skjold,
velfarvet vælsktøi
og Vælskes flok;
ved ene haand
mig Hunen brend.
67.
Ved anden haand
af Hunen brend
sølversmykte
svende mine,
to os ved hoved
og to høge;
da delt er alt
til jevning ligt.
68.
End da ligge
os imellem
(ringsmykte staal)
egghvasse jern,
som engang lagt,
da paa bolster
vi begge steg,
og hed vi da
husbond og viv.
69.
Raster dog ei
ringblinkende
ham i hæl da
hallens gitter,
naar min flok ham
følger heden —
fattig dog vil ei
vor ferd være.
70.
Thi terner fem
ham følger da,
otte træle
af ædel byrd,
min fostermø
i fadersarv,
som Budle gav
til barnet sit.
71.
Mangt jeg mælte,
mér vel var der,
lód min lod mig
lenger tale;
saar nu svulner,
svigter røsten,
sandt jeg kun sagde -
saa faar jeg fare.»
Noter:
Jvf. Bugge: Sievers Beitr. XXII heft. 1. — Finnur Jónss. Aarb. 1897. 1.
1): som vóg til seir ɔ: som havde drebt Faavne - to brødre ɔ: Gunnar og Hogne.
4): malmlagt ɔ: indlagt med figurer af andet metal.
24): Freys ven: jvf. Helgekv. I. 55: «Yngves frænde».
26, 5—8): jvf. str. 12.
35): «thjodkonninger» ɔ: folkekonger.
41): «svaghjertet viv» ɔ: Gudrun. — «andens» ɔ:Brynhild, som hevder sin tidligere ret til Sigurd.
52): Menja's gods ɔ: guld. Jvf. Grottesang.
54) : «troldklog dronning» ɔ: Grimild, Gjuke's hustru.
58): Oddrun ɔ: Atles søster.
63): Jónakr, jvf. Gudruns egging, prosa.
65): borg ɔ: ligbaal
66): Vælskes flok ɔ: mange træle af britisk herkomst.
69): «halllens» ɔ: Hel-hall’s.
