Det lange Sigurdskvad

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. mai 2020 kl. 07:34 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Det lange Sigurdskvad[1]

Sigurðarkviða hin meiri (fragmenter)


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.


Sigurds død
fra et 1400-tals håndskrift af Nibelungenlied

— —


1.
Ilden rasede,
jorden skælvede,
de store flammer
strakte sig mod himlen.
Men hvor fandtes
en fyrste, som turde
at trodse ilden
og træde over den?


2.
Med sværdet drev
Sigurd da Grane,
og hvor fyrsten red,
gik flammerne ud;
ilden forsvandt,
da ædlingen kom
— — — —
— — — —


— —


Brynhild sagde (til Gudrun):

3.
»Men slangens død
var Sigurds værk —
det skal mindes evigt
i menneskers tid!
Din egen bror
fandt aldrig modet
til at trodse ilden
og træde over den.«


— —


4.
Efter samtalen
gik Sigurd ud,
og fyrsters ven
var så fuld af sorg,
at den kamplystnes,
kjortel af jern
brast i stykker
på begge sider.


— —


Høgne sagde:

5.
— — — —
— — — —
— — — —
— — — —
»Hvad har Sigurd gjort dig,
siden du mener,
at den brave mand
skal bøde med livet?«


Gunnar sagde:

6.
»Sigurd gav mig
svorne eder —
de eder, han svor,
sveg han alle!
Jeg fandt, han var mig
en fuldtro ven,
men han brød de eder,
han burde have holdt.«


Høgne sagde:

7.
»Jeg véd, at Brynhild
har vækket dit had —
hun ægger alle
til onde handlinger!
Hun under ej Gudrun
et godt ægteskab,
og dig nægter hun
nydelsen ved samvær.«


8.
En ulv blev stegt,
en orm blev skåret,
og Guttorm spiste
af grådyrets kød;
først da magtede
de mordlystne
at vinde over
den vise mand.


9.
Sigurd blev dræbt
sønden for Rhinen;
fra et træ hørtes
høje ravneskrig:
»Blod skal flyde
for brudte eder,
når Atle rødner
odden i drabsmænd!«


10.
Gudrun stod ude —
Gjukes datter —
og da hun så dem komme,
sagde hun straks:
»Jeg ser mine frænder
forrest i skaren,
men Sigurd mangler —
mændenes høvding.«


11.
— — — —
— — — —
Alle var tavse,
undtagen Høgne:
»Med sværd har vi sammen
sønderhugget fyrsten;
Grane står sorgfuld
ved Sigurds lig.«


12.
Da sagde Brynhild —
Budles datter:
»Vel skal I nyde
våben og land!
Havde Sigurd levet
længere end dette,
var det snart ude
med andres ret.


13.
Uden adkomst
ville han ene råde
over Gjukes arv
og goters skare,
skønt der fandtes en flok
på fem sønner —
raske i kamp —
til rigets styrelse.«


14.
Borgen genlød,
da Brynhild lo
en enkelt gang
af al sin styrke:
»Nu, hvor I har dræbt
den djærve fyrste,
skal land og folk,
længe være jeres.«


15.
Da svarede Gudrun —
Gjukes datter:
»Der er ingen ende
på din usle snak.
Må Gunnar mærke
gudernes vrede
og hævnen ramme
dit hadske sind!«


16.
Ud på aftenen
var øllet rigeligt,
og man hørte ingen
hadefulde ord.
Snart faldt de alle
i søvn på lejet,
kun Gunnar sad,
som den sidste, vågen.


17.
Hærmænds rædsel
rørte sig næppe;
i tavshed sad han
og tænkte på det,
som ørnen og ravnen
oppe i træet
begge havde sagt,
da Sigurd blev dræbt.


18.
Så vågnede Brynhild —
Budles datter,
skjoldungers dis,
før dagen gryede:
»Æg eller foragt mig —
ulykken er sket!
Lyt til min klage
eller læg mig i graven!«


19.
Men Brynhilds ord
fik intet svar;
man begreb knap
den kvindes sind,
når hun nu i gråd
nævnte den handling,
som hun før i latter
havde fordret af andre.


20.
»Jeg drømte — Gunnar! —
en grufuld drøm:
Der var køligt i hallen
og koldt i min seng,
og berøvet din glæde
red du — fyrste! —
fanget og bundet
i fjenders skare.


21.
— — — —
— — — —
— — — —
— — — —
så enden er nær
for niflunge-slægten;
de brudte eder
har bragt jer til fald.


22.
Har du ganske glemt —
Gunnar! — hvordan
I begge blandede
blod i jeres spor?
Han undte dig altid
den øverste rang,
men du gav ham til gengæld
en grusom løn.


23.
Det sås jo klart,
at krigeren trofast
holdt sine eder
til den unge hersker,
dengang han dristigt
drog gennem ilden
og trodsede faren
for at fri til mig.


24.
På lejet mellem os
lagde den tapre
sin glinsende sår-stok
med guld på skæftet;
af ild var æggens
ydre hærdet,
med edderdråber
var det indre belagt.«



Om Sigurds død

I dette kvad blev der berettet om Sigurds død, og det fremgår her, at han blev dræbt udenfor, mens andre mener, at han blev dræbt inde, mens han sov i sin seng. Men tyskerne fortæller, at han blev dræbt ude i skoven, og i Det gamle Gudrunskvad fortælles det, at Sigurd og Gjukes sønner var redet til ting, da han blev dræbt. Men alle som én siger, at de andre sveg ham og overfaldt ham, mens han lå ned og var ubevæbnet.




Note:

  1. Det lange Sigurdskvad er desværre kun overleveret fragmentarisk i Codex Regius. De fire indledende vers findes ikke i C. R., men er hentet fra Völsunga saga.