Didrik af Bern - Iron Jarls Saga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 8. nov. 2017 kl. 15:17 av August (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif
Original.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Sextende Fortælling

Iron Jarls Saga


219. Det var nu engang, at Kong Didrik begav sig paa en Reise nordpaa over Fjeldet[1] og med ham Fasold og Ditlev, og i Alt havde han tredsindstyve Riddere. Han drog nu, til han kom til Borgen Drekanfil[2], og der blev han vel imodtaget. Over denne Borg herskede Kong Drusians ni Döttre, men deres Moder var död af Sorrig over Ekka, som Didrik dræbte. Nu fremkom Kong Didrik med sit Ærende, at han vilde begjere til Hustru Konning Drusians ældste Datter Godelinde for sig, og den anden af Söstrene [for Fasold og, den tredie] for Ditlev. Og de kunde ikke nægte den dem tilbudne Ære, men sagde heller end gjerne ja. Der blev nu anrettet til et stort Gilde, og paa dette Gilde giftede Kong Didrik og Fasold og Ditlev sig. Dette Gilde varede nu i ni Dage, og det tiltog noget hver Dag, saa at der den fölgende altid blev kosteligere bevertet end den foregaaende. Ditlev og Fasold tiltoge sig nu Regjeringen i det Rige, som Kong Drusian havde eiet, og Kong Didrik gjorde dem begge til Hertuger, men selv red han hjem til Bern med sine andre Mænd og med sin Kone, og han sad nu i sit Rige lang Tid i Fred og Ro.


220. I Bertangeland herskede en Konge, som hed Arkimannus[3]; han var en drabelig Mand og var nu temmelig til Aarene. Han havde to unge Sönner, den yngste hed Iron, den ældste Apollonius. Deres Fader blev syg og döde; efter ham kom til Riget en Konge, som hed Isung, med sine elleve Sönner, hvilke alle vare saa store Kæmper, at der neppe fandtes deres Jævnlige, ligesom för blev fortalt[4]. Kong Isung tilegnede sig hele Bertangeland med væbnet Haand, men Kong Arkimans Sönner undflyede med deres Mænd; de fore vide om Land, og naaede ikke at faae noget Rige, för de kom til Huneland, hvor de traf Kong Attila af Svaben[5], [som ei længe] tilforn havde underkastet sig Huneland[6]. Han tog mod dem begge, og gjorde dem til sine Mænd. Siden gav Kong Attila hver af dem et Rige. Han gjorde Iron til Jarl, og gav ham Brandenburg og det Land, som der ligger til. Apollonius satte han til Jarl over Tyra[7] ei langt fra Rinen, og gav ham det Rige. Apollonius var den skjönneste Mand, man kunde see for sine Öine, stor og stærk og en fortrinlig Ridder, den tappreste af Mænd og meget mandhaftig i Kamp. Iron Jarl var anselig, stærk og meget færdig i Legemsövelser, og det var hans störste Lyst at jage Dyr, og deri viste han sig meget tapper.


221. Ved Apollonius's Land var en Skov, som hed Valslöngeskov[8], som laae mellem [hans Land] og Vester-Frankland, der da beherskedes af Kong Salomon, der bar Fortrinnet blandt Konger i Rigdom paa Lösöre og i Tapperhed. Hans Kone [og Datter] hed begge Herborg. Möen var den favreste af Kvinder, og Kongen elskede hende meget. Mange Kongesönner og Hertuger havde beilet til hende, men saa meget elskede Kong Salomon hende, at han ikke vilde bortgifte hende til Nogen. Om denne Mö fik Apollonius Jarl Efterretning. Han sendte da sine Mænd til Frankrige til Kong Salomon at beile til hans Datter for ham. De Riddere, som Jarlen sendte i dette Ærende til Kong Salomon, bleve vel modtagne, men ved deres Ærende gjorde Kongen Vanskeligheder; de droge derpaa hjem med uforrettet Sag, og bragte denne Efterretning til Apollonius.


222. Ilde tilfreds hermed reiste Apollonius til sin Broder Iron, og fortalte ham hele Sagen, hvorledes det var gaaet, og tilmed at han ikke havde sat sig nogen Ting saa fast i Hu som at faae denne Mö, hvorfor han bad sin Broder hjælpe ham dertil, da han vilde drage derhen med en Hær, og saaledes faae Kvinden. Iron Jarl gjorde ham opmærksom paa, hvor mægtig Kong Salomon var, og at de ikke kunde faae hans Datter med væbnet Magt, saa stor Magt han besad og saa talrigt et Folk han raadede over. Da tog til Orde Iron Jarls kone Isold[9], som var den deiligste Kvinde man kunde see for sine Öine og fuldkommen i alle Ting: „Jeg vil give eder to Brödre et Raad,“ sagde hun, „I skulle ei drage med en Hær til Frankrige, thi skjöndt I ere store Kæmper, saa er dog Konning Salomon meget mægtigere end eder begge, og I ville ikke kunne holde Stand mod hans Hær. Tager hellere faa Riddere og udruster dem vel; rider saa til Konning Salomon, og beder ham give Apollonius sin Datter tilægte; thi gaaer denne Sag saaledes vel af, da er det en god Beslutning, ei at have draget med væbnet Magt mod saadan en Konning. Men om Salomon nægter ham Kvinden, da vil jeg give eder et Raad: En Fingerring vil jeg give dig, den gav min Fader min Moder til Fæstensgave; i denne Ring er en Steen, hvis Natur og Indretning er saa, at dersom en Mand sætter den paa en Kvindes Finger, da skal hun elske ham saa meget, at hun fremfor alle Ting önsker hans Kjærlighed, hvad enten det er hendes [Frænders] Villie eller ei.“ Iron Jarl og hans Broder Apollonius takkede Isold meget for hendes Raad, beredte sig og deres Mænd og droge til Frankrige til Kong Salomon. Han tog vel imod dem, som udmærkede Hövdinger, der vare komne at besöge ham, og indböd mange Mænd til sig, og gjorde et stort Gjestebud. Iron Jarl og hans Broder Apollonius fremförte nu deres Ærende for Kongen, om han vilde give Apollonius sin Datter tilægte. Men Kong Salomon sagde Nei til hans Andragende, fordi han kun var Jarl og bar ei Kongenavn, dog blev der talt derom mange Dage, og Apollonius saae Herborg og fandt hende særdeles deilig, ligesom det var ham fortalt. Hans Hu blev nu henvendt paa at faae hende en halv Gang mere end tilforn. Han fremförte sit Ærende for hende, men hun svarede, at hendes Fader maatte raade for hende, ligesom han vilde, og lagde til, at hun ei vilde give den Mand sit Ja, hvem Kongen havde givet Nei. „Frue!“ sagde da Apollonius, „det er nu vel saa, at din Fader ei vil give mig dig tilægte, men du er en beleven Mö, og höit elsker jeg dig, og om jeg end aldrig faaer dig, saa vil jeg dog vise min Kjærlighed;“ og han tog nu Guldringen og satte den paa hendes Finger, og sagde, at denne vilde han give hende til Pant paa sit Önske, og han böd hende nu leve vel, men hun böd ham at fare vel. Derefter beredte Jarlerne sig til Bortreisen heelt misfornöiede med deres Færd. Da Apollonius Jarl og alle de Övrige vare komne [paa deres Heste], sagde han: „Konning Salomon har gjort os Vanære af vor Færd, i det han holdt det for en Skam for sig at give os sin Datter; men nu kunde det gjerne hænde sig at jeg fik hans Dotter med Vanære [for ham selv], og end kunde det nok hænde sig, at hans Rige nöd kun kort Tid Fred.“ Kong Salomon bröd sig kun lidt om, at Jarlerne truede ham med Leding; og derpaa skiltes de, og Jarlerne drog hjem. Fru Herborg havde den Guldring, som Apollonius Jarl gav hende, og saasnart hun fik den, elskede hun Apollonius Jarl saa meget, at heller vilde hun leve med ham i natligt [Mörke], end hjemme hos sin Fader ved Dagens [Lys].


223. Den gang Apollonius red ut af Borgen, var Jomfru Herborg kommen imod ham, havde kysset ham og lagt et favert Æble, rödt som Blod, i hans Haand. Som nu Jarlen om Dagen red, legede han med Æblet, kastede det op i Luften, og tog det, naar det kom ned, og engang tog han saa haardt ved det, at det gik i to Stykker. Han lagde nu Stykkerne inden i sin flade Haand, saae paa dem, og fandt, at der var et Brev i Æblet. Han tog det og læste; og Indholdet af dette Brev var, at Jomfru Herborg sendte Apollonius Jarl sin Hilsen, og svor ved Gud, at, om Apollonius Jarl elskede hende, saa elskede hun ham en halv Gang mere, og dersom han vilde mage det saa, at han kom lönligen, naar hun sendte ham Bud, da vilde hun möde ham uden sin Faders Villie, men han maatte ikke gjöre nogen Skade paa Kong Salomons Rige. Jarlen var nu meget gladere end tilforn, men lod dog for Andre, som han var misfornöiet med sin Færd, og dvælede hjemme i sin Borg en Tid. Iron Jarl var i sin Borg, og holdt sig beredt til Ledingetog, naar hans Broder önskede det. Apollonius svarede, at de vilde vente et Halvaar og da först ruste sig; og saa gjorde de.


224. För endnu et Halvaar var forlöbet, traff det sig en Aften, at en Mand, der saae ud som en omstreifende Spillemand, kom til Apollonius, og gav ham lönligen et Brev, hvis Indhold var: „Jomfru Herborg sender Apollonius Jarl sin Hilsen. Konning Salomon er reden bort fra sit Rige til Gildes i Romeborg hos Konning Ermenrik. Nu skal du drage afsted med dine tolv Riddere, og ride saa hurtigt det lader sig gjöre, dog lönligen, til Frankrige; da vil det nok lykkes, at vi træffe hinanden.“ Da Jarlen havde læst dette Brev; blev han glad, og strax om Morgenen derpaa lod han sine Riddere gjöre sig færdige, og red ud af Borgen, og han sagde intet Menneske, hvorhen han vilde ride. De rede ad Ubygder og Skove, saa meget de kunde, og mest om Natten, indtil de endelig naaede Frankrige. De rede da til et Krat, som var i Nærheden af Borgen, paa hvilket Sted Fru Herborg havde bestemt, at de skulde mödes; men de traf Ingen der, og de stege af deres Heste og skjulte sig i Krattet. Jarlen kunde da ikke ret forstaae, hvad Aarsagen var til, at Ingen kom til dem. Der dvælede de nu om Natten.


225. Om Morgenen sagde Jarlen, at Mændene skulde blive der, men han vilde alene drage ud, og söge hvad han kunde faae at vide. Han gik da hen i en liden Landsby, og traf der i et Huus en Kone, og sagde til hende, at hun skulde give ham sit Hovedklæde og sin Kaabe, saa vilde han give Hende sin Guldring og sin gode Kappe. Nu tog han Hovedklædet og svöbte det om sit Hoved og kastede Kaaben over Hovedet, gik siden til Borgen silde paa Aftenen. Borgporten stod aaben. Han gik til den Hal, som Dronningen eiede, og gik der ind til Kvinderne. De spurgte da, hvad det var for en Kvinde, men hun nævnte sig Heppa. Dronningen mindedes nu, at hun ofte havde hört nævne Heppa Farende - Viv eller som vi kalde Landstrygerske, som havde været den störste af alle Skjöger. Hun var den höieste af alle Kvindfolk, saa at næsten ingen Karl var höiere eller förere end hun; derfor tog Jarlen ogsaa hendes Navn. Mange Möer talte til Konen og havde Morskab af hende, og tyktes, at det var noget Nyt, at denne Kone var kommen der. Fru Herborg tog Ordet og talte til Konen, ligesom og de Andre: „Hvor mange Mænd,“ spurgte hun, „tog du i een Nat?“ Kvinden tyktes, at hun [ikke] kunde svare saa smukt i Frankernes Tungemaal, som det sömmede sig at svare en Kongedatter; thi hævede hun begge Hænderne og holdt Fingrene i Veiret. Da lo Kongedatteren og alle Möerne, thi de tyktes deraf at vide, hvor mange hun tog i een Nat; men Kongedatteren forstod nu, hvor mange Mænd Jarlen havde med sig hjemmefra.


226. Kort derefter gav Fru Herborg enhver Kvinde, som var i Salen, et Æble, og da hun havde givet dem Alle, kastede hun og eet til Landstrygersken. Hun tog Ærblet, skar det i Stykker, og aad det som de andre Kvinder, der vare derinde. Hun fandt da deri et sammenviklet Brev, og tyktes da at vide, at Fru Herborg havde kjendt hende, stod op og gik bort, og böd Kongedatteren og dem alle at leve Vel. Dronningen tog en stor og god Serk og et Hovedklæde og gav hende, og saaledes skiltes de. Apollonius læste Brevet saasnart han kunde faae Leilighed, og Indholdet var, at Fru Herborg vilde komme til ham om Natten paa det mellem dem aftalte Sted. Jarlen drog nu tilbage til sine Mænd, og dvælede der om Natten. Ved Midnat hörte de to Mennesker nærme sig, og den ene at sige, da de kom nær til Krattet: „Træffer jeg dig her, min Elskede! og hvo ere hos dig.“ Da svarede Jarlen: „Her er jeg med mine Riddere;“ og han sprang derpaa op og gik imod hende, kastede sine Arme om hendes Hals og kyste hende. Derpaa befalede han, at Ridderne skulde gjöre sig færdige saa hurtigt det var muligt. Da Apollonius nu var kommen paa sin Hest tilligemed sin Frue, og alle Ridderne vare færdige, da tiltalte Jarlen den Kvinde, som havde fulgt hende, og spurgte, hvo hun var. Hun sagde, at hun var en fattig Kone fra Borgen. Da tog Jarlen Særken og Hovedklædet, som Fru Herborg havde givet ham, og gav Konen dem. Han gav hende tillige et Brev og bad hende bringe det til Dronningen. Konen gjorde saa. Dronningen var nu sorrigfuld og bedrövet over at hendes Datter var draget bort. Brevets Indhold var: „at Herborg ikke skulde være bekymret for den Sag, da hendes Datter var kommen i gode Hænder; thi hun var i Tyra[10] hos Apollonius Jarl.“ Saaledes aabenbaredes deres Anslag. Jarlen drog nu hjem, og han tilligemed Iron Jarl og hans Landsmænd bleve alle vel modtagne, saasnart de kom i hans Borg Tyra.


227. Apollonius Jarl talte nu med sin Frue og sagde, at han vilde ægte hende, men hun bad ham vente og sende Mænd til Kong Salomon, og forlige sig med ham; thi saa vilde dette Giftermaal være hæderligere. Han vilde ikke gjöre uden hvad der var hendes Villie, baade i dette og alt Andet. Da Kong Salomon spurgte denne Tidende, var han meget ilde tilfreds dermed. Men da Fru Herborg havde været en Maaned i Tyra, blev der sendt Mænd til Kong Salomon, og Apollonius Jarl vilde indgaae Forlig med ham. Dette Andragende optog Kong Salomon vel, og de bestemte et Sted, hvor de skulde mödes. Da Sendemændene kom tilbage til Tyra, var Frue Herborg bleven farlig syg, og döde faa Dage derefter, og det var Aarsag til, at der blev intet af Forliget; og fra den Tid stod det stedse slet til imellem Apollonius Jarl og Kong Salomon.


228. Iron Jarl af Brandenborg red hyppig ud paa Dyrejagt med sine Höge og Hunde. Saa megen Lyst havde han til Jagten, at han ofte var i Skovene syv Nætter, otte endog ti, ja undertiden hele tolv Dögn, uden at han kom hjem til sin Borg, og i den Tid red han vidt omkring i öde Skove. Dermed var hans Kone Isold ilde tilfreds, da han foer varlig afsted og var oftest borte og sjelden hjemme hos hende. Det var nu engang, at Iron Jarl beredte sig og sine Mænd, og agtede sig atter paa Dyrejagt, og han lod sin Færd berede til at blive tolv Dage borte. Dette hörte hans Kone Isold og talte da saa: „Herre!“ sagde hun, „ilde gjör du i at kæmpe mod de vilde Dyr og ride ude i öde Skove med faa Mænd, saa meget som du lader efter dig hjemme, dit Land og dine Mænd. Du rider ofte i de Skove, som ei ere langt fra dine Uvenner, Konning Salomon og hans Mænd, og han er ei ringere Mand end du. Bliv derfor hellere hjemme, Herre! og pas dit Rige, thi af Dyrejagten vil der komme en stor Ulykke, om du ei lader af med den.“ Da svarede Iron Jarl: „Frue! Jagten er min störste Fornöielse, og den Fornöielse vil jeg vist ikke saa let opgive; thi ei er jeg bange for Konning Salomon eller hans Mænd, og ei tykkes det mig værre at jage i hans Skov end i min egen.“ Dermed sluttede de denne Samtale, og Dronningen var meget vred. Dette foregik om Vinteren, da der var falden Snee. Aarle om Morgenen derpaa stod Jarlen op af sin Seng og gik hen at spise, og kaldte paa sin Jæger. Da Jarlen var gaaet af Sengen, stod Dronningen op og gik ud af Borgen. Nærved Borgen stod et favert Lindetræ. Hun gik hen under Træet, trak sine Klæder af, og strakte derpaa sine Arme ud og lod sig falde i Sneen saa lang som hun var; siden stod hun op og iförte sig igjen Klæderne. I Sneen saaes da et Billede, saa at der var tydeligt Mærke paa, at en Kvinde havde ligget der. Hun gik derpaa hjem til Borgen og til Jarlen, som sad ved Bordet, og sagde da til ham: „Herre! hvi spiser I saa tidlig?“ „Hvad vil du, Frue!“ sagde han, „jeg agter at ride ud i Skoven som jeg pleier.“ Da sagde Dronningen: „Hvi rider du om i öde Skove, og jager ikke efter de Dyr, som ere her i Nærheden, da kunde du ride hjem hver Aften og sove i din Seng.“ „Ei ere her saadanne Dyr,“ svarede Jarlen, „som man kan have nogen Ære af at gaae paa Jagt efter; alene Smaadyr löbe her omkring, som jeg ikke vil slaae mine Hunde lös efter.“ „Et saadant Dyr löber her ved din Borg,“ sagde hun, „at du neppe, hvor langt du end rider i öde Skove, vil faae bedre Fangst end den, som du fanger dette det bedste blandt alle Dyr. Dette Dyr, som jeg nu fortæller dig om, saae jeg for kort Tid siden, da jeg gik ud af Borgen, og om du vil skynde dig lidet, vil du endnu kunne fange dette Dyr, hvis du vil jage efter det; men ei skal du gjöre dine Heste svedige, eller udsætte dig for at miste dine Hunde for den Sag, thi du alene kan tage det, om du vil; men om du ei vil jage efter det, da siger jeg dig for vist, at en Anden jager det.“ Jarlen stod nu strax op, og gik ud af Borgen og hen til Lindetræet. Da sagde Dronningen: „See her nu til, hvor dette Dyr har faret, og see efter, hvad Dyr det monne have været!“ Jarlen saae i Sneen, og blev vaer, at et Kvindemenneske havde ligget der nede i Sneen. „See nöie paa det!“ vedblev fremdeles Dronningen, „om du nogensinde har seet dette Dyr, som her har faret. Vil du ei jage det, da jager anden Mand det.“ Da svarede Jarlen: „Frue!“ sagde han, „dette Dyr, som her har faret, skal ingen Mand jage uden jeg;“ og han gik derpaa tilbage til Borgen, og böd sine Mænd at tage Sadlerne af Hestene og binde hans Hunde, da han nu ikke vilde ride ud paa Dyrejagt.


229. Iron Jarl forblev nu et heelt Halvaar i sit Rige uden at han nogensinde kom i Skoven at jage Dyr. Da hændte det sig, at en Gaardsvend en Aften kom til Iron Jarls Hird og tog der Natteherberge. Jarlen spurgte ham om mange Tidender, blandt andet, hvor han för havde været, „For kort Tid siden,“ svarede han, „saae jeg Hædersmændene hos Konning Salomon i Fransien[11], og hos ham var jeg hele vinteren igjennem, og nöd god Behandling.“ Da spurgte Jarlen: „Er Konning Salomon en stor Hövding; med hvilken Skjemt og Syssel forslaaer han helst Tiden?“ „Herre!“ svarede Gjesten, „vist er han en stor og dyrebar Hövding. Hans Lyst er at jage Dyr, og han bærer Fortrinet for alle Jægere, og paa Jagten udförer han stedse Heltedaad.“ „Hvor rider Konning Salomon mest at jage Dyr?“ spurgte Jarlen fremdeles. Hin svarede: „Han rider mest i Valslöngeskov, vel ogsaa andre Steder, men der jager han dog mest.“ Da spurgte Jarlen: „Hvilke Dyr i denne Skov, ere de störste og stærkeste?“ „Der ere mange Slags Dyr,“ svarede hin, „Hjorte og Björne, og der er en Böffeloxe, som er det störste af alle Dyr, som Folk have seet, og faa Mænd tör komme imod den. Denne Böffel har Konning Salomon i sin Skov.“ „Rider Konning Salomon da ikke paa Jagt efter Böffelen?“ spurgte Jarlen. „Han vil ikke lade den dræbe,“ gav hin til Svar, „thi den gamle Böffel har gaaet drægtig med Unger, og den har nu födt dem, saa at der nu ere ti Böfler; tilmed fordrister Ingen sig til at ride ind paa Konning Salomons Eiendom.“ Om Aftenen drak de og forslog Tiden saa godt som de kunde, men om Morgenen gik Gjesten aarle bort. Men Jarlen tænkte meget over dette.


230. Jarl[12] Apollonius's Mænd vare dragne ud i Skoven at jage Dyr, og da de rede omkring den, traf de paa döde Dyr, Hjorte og Björne, og saae, at de vare revne ihjel af Hunde. Da Ridderne rede tilbage til Borgen, traf de nogle Mænd, [som boede] ved Skoven, hvilke de spurgte, om de vel vidste, hvo der vare saa dristige at fare ud i Apollonius Jarls Skov. De svarede, at det kunde man vente, at de vidste, hvo der havde jaget der, thi det havde Kong Salomons Franker gjort. Dog sagde de, at de ikke vidste, om han havde været der selv med [eller ikke]. Ridderne rede nu til Borgen Tyra, og fortalte Apollonius Jarl, hvad de havde hört, at Kong Salomon i Fransien havde redet i hans Skov og ödelagt hans Dyr. Ilde tilfreds hermed sendte Apollonius Jarl Brev til sin Broder Iron Jarl, og lod sige ham denne Tidende, og bad ham komme til ham med sine Hunde og Jægere, da Apollonius vilde fare ud i Forbindelse med ham at jage Dyr. Da Iron Jarl havde hört denne Tidende, raabte han sin bedste Jæger Nordian til sig [og sagde]: „Gjör mine Hunde snart i Stand; tag nu Staffa, min bedste Stöver, og saa Stut, ham maa jeg have med, thi ham holder jeg for bedre end min raskeste Hest, og saa Brakka og alle mine bedste Stövere; tag nu og Luska, som jeg veed er den bedste af alle Tæver og Ruska; [og selv er] du den tappreste alle Riddere.“ Dronningen kastede begge Armene om Jarlens Hals og sagde: „Min kjære Herre! gjör nu hvad der er bedre, bliv hjemme i din Borg og rid ei ud at jage Dyr for den Sags Skyld.“ Da svarede Jarlen: „Frue! ud maa jeg nu ride; min Broder Apollonius har sendt mig Bud; han vil jage Dyr og vi skulle fölges ad.“ „Herre!“ sagde da Dronningen grædende, „faaer jeg dig ikke overtalt til at opgive Jagten, rid da med din Broder, og jag i dit eget Land, men far ei i Valslöngeskov med dine Hunde, thi om end Konning Salomon har redet i din Broders Skov, saa maa du finde dig deri.“ „Nei Frue!“ svarede Jarlen, „saa kan ikke skee, at jeg ikke skulde yde min Broder Hjælp.“ „Kommer du i Valslöngeskov med dine Hunde,“ sagde Dronningen, „da vil der skee en stor Stöi efter den store Böffel, og faaer Konning Salomon Efterretning om, at hans Dyr ere dræbte, vil deraf opstaae stor Uenighed.“


231. Iron Jarl kaldte nu sine Riddere, og böde dem berede sig paa det hurtigste; og de rede derpaa ud af Borgen med deres Hunde, og det er fortalt i Sagaer, at der ei har været fundet bedre Jagthunde end han havde; tolv iblandt dem vare især fortrinlige, hvilke alle ere nævnede i tydske Kvad; men i Alt havde han tredsindstyve Jagthunde med sig. Han red nu sin Broder Apollonius i Möde, og da de rede ind i Skoven, havde de i det Hele tredsindstyve Mand; de rede först i deres egen Skov, som hedder Ungareskov, hvor de opholdt sig nogle Dage, og stegte Dyr til Spise. En Dag stege de paa deres Heste, og rede hele den Dag og Natten derefter og hele den anden Dag, indtil de kom til Valslöngeskov. Der sloge de deres Hunde lös og fældede nu Hjorte og Björne, Hinder og alskens Dyr, og de vare der mange Dage. Da de saaledes en Dag havde redet vide om i Skoven og fældet mange Dyr, kom de paa en Sti, hvor der havde löbet et Slags Dyr, hvis Spor vare langt större, end de för havde seet. De lode Hundene forfölge Sporene, og rede alle derefter. Silde paa Dagen saae de, hvor Hundene löb og foran dem mange og store Dyr; det var en Böffel saa stor, at ingen af dem havde seet saa stort og frygteligt Dyr, og med den fulgte Ungerne, saa at der i Alt vare ti Dyr. De rede nu efter Dyrene og hidsede Hundene stærkt paa dem, men Dyrene ödelagde der mange gode Hunde, og alligevel undkom de, undtagen de tre mindste, som bleve nedlagde. Jarlerne fældede i Valslöngeskov i Alt tredsindstyve store Dyr, Hjorte og Björne; Böflerne iberegnede, og hvert Dyr, som de havde fældet, lode de blive liggende der, og de toge ei mere deraf end deres Hunde aade, [og Drengene stegte dem til Mad]. Da de nu havde været i Valslöngeskov en Maaned, sagde Apollonius Jarl: „Vi have her dvælet længe i Konning Salomons Rige; nu er det mit Raad, at vi drage tilbage, thi vi have ikke Mandskab imod Konning Salomon, om han spörger vor Færd; men vi have nu gjort i hans Jagtskov en halv Gang saa megen Skade, som han har gjort i vor.“ Da Sagde Iron: „Vil du nu ride hjem i vort Rige; det tykkes mig ilde, at vi saaledes skulle opgive Konning Salomons Jagt efter at havne mistet saa mange Hunde for de store Böfler, at Dyrene dog, ere undkomne.“ „Skulle vi da nu saa iilsomt skynde os hjem til vort Rige,“ vedblev Iron, „uden at have udrettet mere, da lover jeg for vist, at jeg en anden Gang, hvis Hilsen mig skjenkes, skal ride i Valslöngeskov, og ei holde op, för jeg kommer denne Böffel saa nær, at den skal falde for min Haand.“ De toge derpaa deres Heste, og beredte sig til Hjemreisen efter saa forrettet Sag. Alle vare de muntre tilmode.


232. Nu spurgte Kong Salomon denne Tidende fra Valslöngeskov. Mænd, som vare dragne omkring i Skoven, havde der fundet saa mange Dyr, baade store og smaae, at Ingen vidste Tallet paa dem. Kong Salomon var meget ilde tilfreds hermed, og syntes, at der var gjort ham stor Skade og Vanære. Han kaldte sine Riddere til sig, og böd dem ride ud i Skoven. Og selv red han med tredsindstyve Mand og en stor Mængde Hunde ud i Valslöngeskov, og han saae da, at den Tidende, som var ham berettet, var sand, og at en saa stor Mængde Dyr vare fældede, at man neppe kunde tælle dem. Han saae ogsaa mange Ildsteder, og at Skoven var hugget. Kongen dvælede nu en kort Tid i Valslöngeskov, og red dernæst til Ungareskov, hvor han med sine Mænd jagede Dyr, og gjorde saa megen Skade, at Skoven næsten blev ganske öde for Dyr.


233. Apollonius Jarl havde udsendt sine Jægere under Anförsel af en Mand, som hed Rolf. Han böd ham ride med nogle Riddere ud i Ungareskov og der jage Dyr. Men hvor langt de end rede omkring i Skoven, fik de dog intet; thi de faa Dyr, de traf, vare alle döde. Omsider kom de paa en stor Sti, hvor de saae Spor af mange Mænd. Rolf red da vidt omkring i Skoven og sögte efter Mændene, og kom endelig til en aaben Plads, hvor han saae for sig mange Mænd og mange Hunde; men Rolf var saa tapper en Mand, at heller vilde han miste sit Liv, end ikke kunne sige sin Herre, naar han kom hjem, hvo der havde gjort ham den Vanære, at jage Dyr i hans Skov uden hans Tilladelse. Rolf red da djærvelig ind i Skoven til dem, og traf der Kong Salomon for sig. Da spurgte Rolf, hvi Kong Salomon var kommen der, men Kongen sagde, at han vilde hevne sig, fordi Apollonius Jarl og hans Broder Iron havde redet i hans Skov og der fældet mange Dyr, og endogsaa dem, over hvilke Kongen og hans Mænd lode frede, Böflerne nemlig. „Tör I töve her,“ [sagde derpaa Rolf], „indtil jeg rider hjem og fortæller Apollonius Jarl dette.“ „Din Herre Apollonius,“ svarede Kong Salomon, „vilde ei bie efter os i Valslöngeskov, da han havde fældet vore Dyr; derfor vil jeg nu heller ikke bie efter ham her, men bring ham den Tidende, at Kong Salomon i Fransien har nu hevnet sig, og er fra sin Side vel tilfreds.“ Salomon lod derpaa tage sine Heste, og red tilbage til sit Rige, og havde nu gjort megen Skade.


234. Derpaa drog ogsaa Rolf hjem, og berettede Jarlen denne Tidende, hvad der var skeet ham, at alle Dyrene i hans Skov vare ödelagte af Kong Salomon, og at han havde truffet Kongen selv i Skoven. Han fortalte dernæst hele den Samtale, de havde havt med hindanden. Jarlen sagde da, at han vilde sende ham efter Iron Jarl, som nu skulde komme og udföre sit Löfte. Han böd ham sige, hvad Kong Salomon havde gjort. Da Iron Jarl saae Brevenes Indhold, blev han meget vred, og kaldte sin Jæger Nordian til sig, böd ham tage sine Hunde, og sagde, at man skulde berede sig til at blive borte i to Maaneder. Nu græd Isold bitterlig, og slyngede begge Armene om Iron Jarls Hals: „Min kjære Herre!“ sagde hun, „rid ei ud som du siger, bliv heller hjemme og fornöi dig i din Seng, og far ei paa Dyrejagt! thi af den vil der komme stor Ulykke for dig selv og for mig, hvis du ei vil opgive den.“ „Ei kan jeg nu,“ svarede Iron Jarl, „opgive at jage Dyr.“ Da sagde hans tolv Vintre gamle Datter[13]: „Herre! der vil komme Ondt af denne Dyrejagt; vil du ei tilstaae min Moder sin Bön og forblive her, da vil du dog gjöre det for min Skyld.“ „Ei maa du bede mig,“ svarede Jarlen, „om ikke at ride og udföre mit Löfte. Staa nu op, alle I Riddere, som skulle drage med, og bered eder; ei skulle Kvinder standse mig.“ Da sagde Dronning Isold: „Du jager omkaps med Konning Salomon, og veed du, at han er en vældigere Mand and du er, og om du nu ei veed det, da faaer du det siden at pröve, för eders Skifte er sluttet.“ Iron Jarl red nu ud af Brandenborg med mange Riddere. Han havde mange Hunde med sig. Han red til Tyra til Apollonius Jarl. Da han kom til Tyra, var Apollonius Jarl syg, og formaaede ei at ride med ham. Iron Jarl vilde dog ikke töve, men tog af hans Riddere saa mange som han vilde.


235. Nu red Iron Jarl ud i Skoven med tredsindstyve Riddere. Han red til han kom i Valslöngeskov, og begyndte strax at jage Dyr. Og hvor de kom paa Spor efter Dyr, forfulgte de dem strax, og intet Dyr undkom, hvor de kom frem i Skoven. Som Jarlen nu en Dag red om i Skoven med sine Hunde, kom han paa en Sti, hvor de store Böfler havde faret. Han slog da mange Hunde lös efter Sporene, og red heftig til. Hundene vare saa hurtige, at de i föie Tid indhentede Böflerne, men [den store] Böffel vendte sig om imod Hundene og værgede sig med Hornene; dog satte Hundene rask ind paa den. Den förste Ridder, Jæger Nordian, kom til, og havde i Tömmen to Hunde Stut og Staffa[14]; og dernæst kom Jarlen, og havde i Tömmen de to bedste Stövere Paron[15] og Bonikt; derpaa red Jarlens Drost, og holdt i Haanden Brakka og Possa[16]; derefter red hans Mundskjenk, ham fulgte Luska og Buska[17], to Tæver, af hvilke de bedste Hunde ere faldne, og som begge vare fortrinlige Jagthunde. Da sagde Jarlen til Drosten: „Slaa nu dine Hunde Brakka og Possa[18] lös.“ Hundene löb hidsig mod Dyret, hver paa sin Side. Böflen dreiede Hovedet til höire Side, og stak Hornene unden Brakkas Bov, saa at den stak ham igjennem og kastede ham over sit Hoved, dernæst dreiede den sig til venstre Side til Possa, og stangede ham i Siden med Hovedet, saa at den rystede ham död af Hornene. Saaledes vare nu de to bedste Hunde tabte. Da raabte Iron Jarl til Skjenkeren, at han skulde lade Tæverne Luska og Buska lös, han gjorde saa, og de löb begge paa eengang til Dyret. Luska löb under Dyret, og bed i Underlivet, saa at Dyret gav sig derved. Dyret sprang med sine Bagbeen op paa Luskas Ryg, saa at Ryggen brödes sönder, og hun saaledes fik sin Bane. Buska stödte det med Hovedet, saa at hun deraf döde. Derpaa slap Nordian Staffa og Stut, der vare de bedste af alle Hundene. Staffa sprang saa höit op paa Dyret, at han satte sig ovenpaa dets Hals og mellem Hornene, og bed der fast, men Dyret kastede ham saa langt op i Luften med sit Hoved, at da han faldt ned, brödes hvert Been i ham. Nu vilde Stut löbe op paa Dyrets Hals, men Dyret stödte ham med Hornene, og kastede ham, saa at han kom död ned. Nu undlöb Dyret og blev bange for Hundene, Da slog Iron Jarl sine Hunde Paron[19] og Bonikt[20] lös; Dyret löb nu, men Hundene sögte efter det. En Ridder havde fulgt Jarlen, som hed Vandilmar[21]; han var stor og stærk, dog var han af alle den feigeste. Han var meget bange for Dyret, og saasnart han saae det, undlöb han, og, da han saae, at det kunde indhente ham, sprang han af Hesten op i et Træ. Dyret löb nu efter ham hen under Træet; da blev han endnu dobbelt saa bange som tilforn, og kravlede op i Træets Kviste, men disse kunde ikke bære ham, og han faldt da ned. Dyret stod neden under Træets og havde vendt sig mod Hundene. Ridderen faldt da ned, og kom imellem Dyrets Horn med et Been paa hver Side af dets Hals. Han spændte da Hænderne om Hornene, og holdt saa fast, han kunde. Da blev Dyret meget bange og löb, men Hundene efter. Jarlen og hans Mænd ilede nu efter Hundene, og fore saaledes lang Vei. Da sagde Jarlen til sin bedste Jæger Nordian: „Jeg seer hvor Dyret löber, og det er forskrækkeligt, der ligger en Mand paa dets Hals.“ Da saae og Nordian det samme som Jarlen saae. Jarlen raabte höit: „Lader os sætte efter Dyret, thi nu maa det trættes, da een af vore Mænd er kommen op paa det.“ Da ilede Nordian og enhver Ridder afsted saa rask, som Hestene kunde fare. Ogsaa Dyret löb saa stærkt det kunde med Manden, og efter det fulgte de syv unge Böfler og alle Iron Jarls Hunde, og der var nu stort Raab og Hundeglam og Skraal af Jægerne. Dyret löb nordpaaa ad Heden til Ungareskov. Vandilmar var nu saa bange for at falde af Dyret, eftersom dette Dyr var saa stort, at han saae sin visse Död, om han faldt ned, og det vidste han, at om han holdt sig fast, vilde Dyret trættes. Paa den Maade löb Dyret, indtil de kom til Ungareskov; der indhentede Hundene Paron og Bonikt det, og drev Dyret tilbage, og da var det Dyret tungt at röre Halsen og Hovedet, hvorpaa Manden sad. I det samme kom Iron Jarl til, og med sit Jagtspyd stak han Dyret igjennem. Ved dette faldt Böflen. Da sagde Iron til Vandilmar Ridder: „Du er af alle Mænd holdt for den feigeste i Kamp; her har du nu udfört det Værk, at Ingen er saa djærv eller tapper i mit Land, at han har vundet mig saa stor Hæder som du ved din Tapperhed, og for denne Mandhaftighed og Stordaad skal du nyde godt, naar vi komme hjem.“ Nu red Nordian og andre Riddere til, hvor Dyret tar falden, og de roste da meget den Daad, som Jarlen havde udfört; men ingen af dem uden han alene vidste, hvorledes det var gaaet til. De toge Dyret, lavede dertil Mad [for sig], og gave ogsaa deres Hunde deraf, og vare nu meget fornöiede. Derpaa red Iron Jarl med alle sine Mænd hjem, efter saaledes vel og hæderlig at have udfört sit Löfte.


236. Da Iron Jarl kom hjem i Brandenborg, gik hans Frue og hans Datter Jomfru Isold imod ham, modtoge Jarlen vel og bleve nu meget glade. Han tog Isold i Haanden og ledte hende til Ridder Vandilmar, og sagde, at denne Gave vilde han give ham. Vandilmar takkede Jarlen meget derfor, og derefter blev deres Bryllup holdt, og han fik Jarlens Datter Isold tilægte. Saaledes lönnede Jarlen Vandilmar, fordi han ved hans Medvirkning fik den store Böffel fældet. Vandilmar var siden Iron Jarls Greve. Efter nogen Tids Forlöb talte Jarlen til sine Jægere, og henvendte sig til Nordian: „Mindes du det, at de unge Böfler bleve [tilbage] i Ungareskov. Der vilde nu være god Leilighed til at fange dem, ligesom den gamle.“ Nordian sagde, at han var heelt beredt, saasnart Jarlen vilde drage afsted. Dette hörte Isold og græd nu meget bitterlig, gik til Jarlen og bad end som för, at han ei skulde drage paa Dyrejagt; men Jarlen vilde bestemt drage, som han havde besluttet. Da sagde Isold, at hun havde drömt en Dröm, hvoraf hun sikkert vidste, at der vilde fölge meget Ondt af, at Iron havde fældet de store Dyr. Jarlen svarede, at han vilde ride i sin Skov at jage Dyr, men ei vilde han drage længere dennesinde, og derpaa gav han hende sin Ed. Da blev Isold glad, og tillod ham nu at reise. Jarlen red da bort i Fölge af tolv Riddere med sine Hunde, og red [tre] Dage, til han naaede Ungareskov, da red han om Aftenen ind i Skoven, og saae mange og store Ildsteder.


237. Det fortælles nu om Kong Salomon, at han spurgte, at Iron Jarl havde dræbt hans store Böffel, ödelagt alle hans bedste Dyr og gjort megen Skade i hans Rige. Og da han hörte denne Tidende, kaldte han sine Riddere til sig, og bad dem væbne sig, og sagde, at han nu vilde hevne sig paa Iron Jarl og hans Broder Apollonius. Han gjorde sig da i en Hast færdig, og havde med sig fem hundrede fuldtvæbnede Riddere. Derpaa red han uafbrudt, til han en Aften naaede Ungareskov, hvor han opslog sine Telte. Silde om Aftenen red Kongen selv ud af Skoven, og vilde om Natten brænde den Böigd[22], som Apollonius Jarl eiede. Iron Jarl var da kommen i Skoven og red imod dem. Da Jarlen og hans Mænd saae meget Mandskab ride imod sig, flyede alle Ridderne ind i Skoven, men Jarlen var saa tapper en Mand, at han heller vilde döe end flye; og hans gode Ven Nordian vilde ei flye fra ham. Da tog Kong Salomon dem begge til Fange, og lod dem binde, hvorpaa han vendte tilbage til sine Mænd. Derefter drog han hjem med sin Hær til sit Rige, og förte Iron Jarl med sig, og lod ham kaste i et underjordisk Fængsel. Jarlens Svigersön Vandilmar kom hjem med de Riddere, som vare undflyede, og bragte Isold denne Tidende; og stor Sorg udbredtes da vidt over Landet, fordi Jarlen var fangen. Da Iron Jarl havde ligget tre Nætter i Fængslet, kom den Mand, som vogtede Taarnet, og bragte Mad til ham. Da spurgte Jarlen ham, om han vilde bringe, hvad Ærende han önskede, til Kong Salomon. Manden sagde, at han gjerne vilde sige Kong Salomon hvad Jarlen önskede. Da sagde Jarlen, at han skulde bede Kongen at komme og tale med ham Dagen efter. Manden gjorde som Jarlen bad; han sagde Kongen, at Jarlen önskede at tale med ham. Kongen gik da til Taarnet, hvor Jarlen sad, og spurgte; hvad han vilde ham, og hvorfor han sendte ham Bud. Da sagde Jarlen, at han vilde gjöre ham en Bön, om han vilde tilstaae ham den, men den Bön var, om han vilde löslade Nordian, da han vilde sende ham til Brandenburg[23] i sit Ærende. Da sagde Kongen, at om end Jarlen ikke havde forskyldt noget Godt af ham, vilde han dog tilstaae ham denne Bön. Nordian blev nu lösladt, og der blev givet ham en Hest, og han skulde nu ride til Brandenborg i Jarlens Ærende, og frembære Isold hans Hilsen, at hun skulde samle alle de bedste Klenodier, som vare i hans Land, og komme og byde for at udlöse Jarlen.


238. Nordian red da sin Vei, indtil han kom til Ungareskov; der traf han Apollonius Jarl og hans Riddere fuldtvæbnede; han agtede nu at drage med sin Hær til Frankland efter sin Broder. Da Nordian kom til Hæren, var Apollonius Jarl falden i en svær og farlig Sygdom, af hvilken han faa Dage derefter döde. Da standsede Hæren, og da de nu vare uden Hövding, droge de hjem igjen. Nordian red nu til Brandenborg og berettede sit Ærende. [Dronningen] tog vel imod ham, og sagde, at hun ikke skulde dvæle med at udlöse Iron Jarl, om det paa nogen Maade lod sig gjöre, og hun sendte Bud nu over hele Riget, og lagde Skat paa hver Mand, baade rig og fattig. Hun sammenbragte saa meget, at hun ladede en Vogn med Guld og Sölv. Först drog hun til Kong Attila, og sagde, at hun aldrig havde bedet og agtede heller ikke nu at bede Kong Attila om Understöttelse i Pengegaver, ei heller i Vaabenhjælp mod Kong Salomon, men at hun derimod bad [om hans Medvirkning, saa] at han vilde formaae Kong Salomon til at tage til Takke med hvad Guld hun kunde byde, og derfor löslade Iron Jarl af Fængselet. Det gjorde ogsaa Kong Attila, saa han sendte Brev til Kong Salomon. De havde i Barndommen holdt meget af hinanden og derfor havde Kong Salomon aldrig hærjet paa Iron Jarls og hans Broder Apollonius's Rige, fordi Kong Attila eiede hele dette Rige, omendskjöndt Jarlerne vare satte til at have Opsyn dermed.


239. Dronning Isold drog nu Veien frem, til hun naaede Frankrige og Kong Salomons Borg. Der blev hun vel modtaget, og Kongen satte hende hos sig og sin Dronning. Samme Aften, som hun kom til Kong Salomon, viste hun ham Kong Attilas Brev, stod op fra sit Sæde, og faldt paa Knæ for ham, og sagde: „Min gode Herre, Konning Salomon! lang Vei har jeg faret og det med stor Bekymring, for at komme hid til dig, og jeg förer med mig store Kostbarheder i Guld og Sölv, Purpur og Atlask[24] og gode Heste og gode Harnisker og mange höviske Riddere, alt dette förer jeg til dit Rige. Hör du Herre! en Bön, som jeg beder dig om, löslad min Herre Iron Jarl, og modtag alt dette Gods og de Eiendele, som vi have fört med til eder.“ „Frue!“ svarede da Kong Salomon, „du er en beleven Kvinde, drag heller tilbage til dit Rige, og för alt dit Guld og dine Kostbarheder med dig; Iron Jarl har gjort saa megen Skade paa mit Rige, og mig til Beskæmmelse, at han nu vel fortjener at undgjelde derfor, og neppe vil jeg löslade ham.“ Da stod Kong Salomons Dronning op, gik for Kongen, og kastede begge sine Arme om hans Hals, kyssede ham og sagde: „Milde Herre! os har den herlige Frue Isold besögt; hun ligger nu grædende for eders Födder, og faaer ikke sin Bön opfyldt af eder. Tilstaa nu denne Bön for min Skyld og for din Ven, Konning Attilas, Ordsending!“ Da sagde Kong Salomon til sin Frue[25], at de skulde gaae ud i Taarnet, og tage Jernet af Iron Jarl og lede ham ind for Kongen; og saa gjorde de.


240. Da nu Iron Jarl stod for Kong Salomon, sagde Kongen til Isold: „See der nu, Frue! Iron Jarl, din Kjæreste, ham vil vi nu sende tilbage med eder til sin Herre, Konning Attila, hvem vi vil skjenke ham, for hans Ordsending og eders Belevenhed.“ Isold takkede nu Kongen meget for hans Velgjerning. Kong Salomon lod derpaa Iron Jarl sætte sig i Sædet hos sig, og lod sine Kammertjenere opvarte ham, og han forblev der om Natten. Om Morgenen stod Iron Jarl op for Kongen og med ham alle hans Riddere, som havde fulgt Isold hjemmefra. Da sagde Kong Salomon, at han vilde, at Iron Jarl skulde sværge ham den Ed, at han for Eftertiden ei vilde hærje paa hans Rige. Iron Jarl og tolv Riddere med ham svore denne Ed, at de nu for Eftertiden skulde være forligte, og at Iron Jarl ei skulde söge at hevne dette, at han var sat i Taarnet. Iron Jarl og hans Kone Isold gave Kong Salomon mange Gaver, för de droge bort. Iron Jarl drog nu hjem til Huneland til Kong Attila, og fortalte ham, hvor megen Hæder Kong Salomon havde viist hans Ordsending; han sagde nu, at han var kommen i Kong Attilas Vold og spurgte, hvad han vilde gjöre af ham. Herpaa svarede Kong Attila: „Iron Jarl skal drage tilbage til sit Rige i samme Stilling som för.“ Da takkede Iron Jarl Kong Attila meget for alt det Venskab, som han havde viist imod ham i denne Færd, og de skiltes nu saaledes som gode Venner.


241. Iron Jarl styrede nu lang Tid sit Rige. Ei længe derefter faldt Dronning Isold i en Sygdom, der blev hendes Död. Dette ansaae Iron Jarl for et stort Tab. Kong Attila skulde nu drage til Romeborg til Gildes hos Kong Ermenrik, og med ham droge mange af hans Hövdinger, iblandt hvilke Iron Jarl af Brandenborg, og de havde i Alt hundrede Riddere og mange Svende. Kong Attila kom syd til Ömlungeland til den Borg som kaldes Fritila. Der anrettede Ake Örlungetröst, Kong Ermenriks Broder, et Gjestebud for ham. Der var et meget anseligt Gilde om Aftenen, og god Viin var der til at drikke i Overflödighed. Hertug Akes Kone Bolfriane skjenkede om Aftenen. Hun var den deiligste af Kvinder og af höi Byrd. Hun saae der med Kong Attila en stor Mand, der havde meget favert Haar, deilige Öine og hvide Hænder, og i Skjönhed var Ingen i denne Forsamling hans Lige; men denne Mand var Iron Jarl af Brandenborg. Bolfriane saae ofte [venlig] til Iron Jarl, naar hun troede, at de Andre ikke lagde Mærke dertil. Iron Jarl saae, hvor faver denne Kvinde var, og han agtede lidt paa at drikke om Aftenen, thi han fattede stor Kjærlighed til Kvinden, saa at han endog blev syg deraf. Alle de andre Mænd vare muntre. Og omsider bleve de alle drukne, paa de to nær. De talte da indbyrdes med hinanden om, hvad Sindelag de nærede den ene for den Anden. Iron Jarl gav Bolfriane den Guldring, som hans Broder Apollonius havde eiet og givet Herborg. Morgenen derpaa drog Kong Attila til Gildes til Romeborg. Paa dette Gilde var og Kong Didrik af Bern og med ham Vidga og Heimer; det var nemlig den Gang, da Ditlev Danske og Valter af Vaskasteen, som för blev fortalt[26], kappedes i mange Slags Idrætter.


242. Da Kong Attila drog hjem fra Gjestebudet, red de til Fritila til Gildes med Hertug Ake Örlungetröst, og der bleve de bevertede. Ved dette Gilde magede Iron Jarl det saa, at han kom til at tale med Bolfriane, og Slutningen af deres Samtale var, at de ved Tegn indbyrdes forbandt sig, saa at de skulde elske hinanden. Kong Attila og alle hans Mænd rede nu hjem til Huneland, og Iron Jarl drog hjem til Brandenborg med sine Hunde. Han red ofte i Skoven at jage Dyr.


243. Noget derefter beredte Iron Jarl sig til en Reise, og med ham hans Jæger Nordian og nogle Riddere, og de havde mange Hunde med sig. De beredte sig til at være borte i to Maaneder. De rede nu langt bort ad öde Skove at jage Dyr og forlyste sig. Iron Jarl red sydefter ad alle de öde Skove, de kunde træffe, ligetil de kom til Ömlungeland[27] til Ake Örlungetrösts Rige. Da spurgte Jarlen, at Kong Ermenrik i Romeborg havde et stort Gjestebud, hvortil Kong Didrik og Hertug Ake vare indbudne at komme. Og Iron Jarl sendte een af sine Riddere til Borgen Fritila med det Ærende, at Iron Jarl sendte Bolfriane sin Hilsen, [og spurgte], hvorledes de skulde træffes, naar Ake Örlungetröst var dragen hjemmefra. Denne Ridder fik sig en omstreifende Spillemands Klæder, og gik som Spillemand ind i Borgen, hvor der da var et stort Drikkelav i Akes Hal. Fru Bolfriane stod og skjenkede for Hertug Ake. Og da hun gik frem [at tage] imod Drikkekarret, som Kammertjeneren bar ind i Hallen, da kom Iron Jarls Afsending til hende; og sagde hende Jarlens hemmelige Tegn, og overrakte hende Brevet. Hun lagde det i sin Pose og sagde til Ridderen, at Iron Jarl skulde ride til Borgen om Natten, naar Ake var bortreden. Ridderen drog skyndsomt bort af Borgen. Fru Bolfriane tog Bordkarret og skjenkede [for Ake]. Han tog ved det og sagde: „See her Frue! drik til Halvs med mig.“ Hun tog ved og drak hele Aftenen, og fra den Tid lod Hertugen hende drikke til Halvs med sig, og för de holdt op, var Bolfriane drukken, saa at hun sov fast. Ake böd Ridderne tage Bolfriane og bære til sin Seng, og selv gik han derpaa ogsaa til Sengs. Ridderne lagde Bolfriane i Sengen med alle Klæderne, siden gik de at sove. Men han tændte et Lys, löste hendes Pose op, fandt Brevet og læste det, og Indholdet var: „Iron Jarl af Brandenborg sender sin Hilsen til sin elskede Bolfriane; han er kommen til den Skov, som ligger nær herved; hvis Hertug Ake rider til Gildes i Morgen, da skal du see mig i Morgen Aften, naar det bliver mörkt, men hvis han opsætter Reisen længere end det er bestemt, send mig da i Morgen en Mand, som du vel kan troe!“ Hertugen lagde nu Brevet sammen, som det var för, og lagde det i Posen, lagde sig siden ned og sov til Dag; da vækkede han Bolfriane, og var meget venlig i sin Tale, spögte med hende, og bad hende staae op med ham, thi han vilde nu gjöre sig færdig. Han havde med sig tyve af de tappreste Riddere, vel udrustede med Vaaben.


244. För Middag red Ake ud af Fritila, og red hele Dagen til Klokken tre efter Middag. Da sagde han til sine Mænd: „Vist rider jeg nu som en Taabe, at jeg ei skulde vente efter min Frænde Didrik af Bern, og ride med ham til Gildes. Og om Konning Didrik kommer til Fritila, og jeg ei er hjemme, da er det usömmeligt. Nu vil jeg vende tilbage og vente paa ham hjemme.“ Han vendte nu sin Hest om, og saa gjorde de alle. Og da de kom i Skoven paa den nordre Side i Nærheden af Borgen, og Solen alt var gaaet ned, saae de en Mand komme ridende, og foran ham löb to Hunde; paa hans venstre Haand sad en Hög; han havde en faver Hjelm og et nyt Skjold, paa hvilket Hög og Hund vare mærkede med Guld. Deraf kjendte Ake da, at det var Iron Jarl af Brandenborg, og raabte nu paa sine Mænd, at de skulde drage hen og dræbe ham; hvorpaa Ake blottede sit Sværd, og alle Ridderne rede imod Iron Jarl. Denne kjendte nu den förste af disse Mænd, som havde et rödt Skjold, mærket med en gylden Löve, det var nemlig Ake, den fortrinligste blandt Kæmper. De stödte sammen ved Veien og kæmpede. Iron Jarl værgede sig paa det mandigste i lang Tid, men Enden blev, at han ikke kunde holde sig paa Hesten, men styrtede til Jorden, efterat have faaet mange store og frygtelige Saar. Hertug Ake [red bort derfra, og lod Iron Jarl ligge död tilbage]; han red til en Gaard, som han eiede der ved Skoven, og tog der Herberge om Natten.


245. Samme Aften kom Kong Didrik af Bern til Fritila med sine Mænd, og med ham Vidga hin stærke og Heimer. De forbleve der den Nat over i Akes Hal og bleve godt bevertede. Tidlig om Morgenen gjorde Kong Didrik sig færdig med sine Mænd, og vilde ride efter sin Frænde Ake. De rede ud af Borgen Veien frem, til de kom i Skoven. Der fandt de for sig en död Mand, og da de rede til Manden, saae de en Hest med Riddersadle; den bed og slog til dem og vilde forhindre dem at ride til dens Herre; der vare og to Hunde, som hylede og tudede mod dem, og vilde anfalde dem, og to Höge sade oppe i Træet over ham og skrege meget höit. Da sagde Kong Didrik, at de skulde stige ned, og see, om de kjendte Manden. „Han har en anselig Rustning,“ sagde han, „og maa være en fortræffelig Hövding, da hans Höge og Hunde og Hest elske ham saa höit.“ De hævede da Manden op, og saae, om de kunde kjende ham. Da sagde Kong Didrik: „Her er falden en dyrebar Helt og stor Hövding, Iron Jarl af Brandenborg, hvo der saa har dræbt ham. Lader os tage og berede hans Lig et Leie.“ Da opbröde de store Træer i Skoven og gjorde deraf en Grav, hvori de lagde Iron Jarl i hans fulde Hærklædning, lagde siden Stene og Træer derpaa, og mærkede det saa, at man kunde kjende, hvo der laa. Og nu kom Ake til med sine Mænd, og hilsede vel sin Frænde Didrik, og sagde, at de skulde nu ride alle sammen til Romeborg. Da spurgte Kong Didrik, om han skulde vide, hvo der havde dræbt Iron Jarl, men Hertug Ake sagde, at han og hans Mænd havde dræbt ham. Da spurgte Kong Didrik: „Hvad Sag havde du imod ham?“ Han svarede: „Han vilde jage i min Skov uden Forlov, medens jeg var borte.“ [Kong Didrik og med ham hans Frænde Hertug Ake rede nu ad Veien til Romeborg].


246. Nordian og de övrige Riddere syntes, at Iron Jarl blev længe borte, sögte efter ham og kom derhen, hvor Jarlen var dræbt; da hörte de, at Hundene tudede over hans Gravsted, de ryddede det da op, og fandt deres Herre med store Saar, og de syntes da at vide, at Ake maatte have dræbt ham. Mændene toge nu hans Hest og Hunde med sig, og rede tilbage til Huneland med denne Tidende og fortalte det til Kong Attila. Han satte da en anden Hertug over Brandenborg, og denne styrede nu det Rige, som Iron Jarl havde eiet.


247. Den Tildragelse hændtes i Langbardeland [28], at der döde en Hertug, som hed Ake Örlungetröst. Han efterlod sig med sin Kone to Sönner, som vare Börn af Alder. Den ene hed Edgeir[29], den anden Ake ligesom hans Fader. Deres Moder hed Bolfriane, og var den favreste af alle Kvinder og Ungmöer. Den gamle Ake var Kong Ermenriks Halvbroder paa Mödreneside, og var en mægtig Mand. Nu drog Kong Didrik og med ham hundrede Riddere og hans gode Ven Vidga til Romeborg til Kong Ermenrik. Og de fremkom nu med deres Ærende for Bolfriane[30] og Kong Ermenrik, at Didrik vilde beile til hende for Vidga. Til dette Giftermaal gav Kong Ermenrik med Glæde sit Samtykke, og sagde: „Om Vidga vil være mig saadan Mand, som han forhen har været Didrik, og mig saa god en Ven, da vil jeg give ham denne Kone og dermed Borgen Gregen[31], hvorover han skal være Greve.“ Saa blev nu bestemt, at Vidga ægtede Bolfriane, og blev Kong Ermenriks Greve, men Kong Didrik drog hjem, og styrede sit Rige i lang Tid.




Noter:

  1. Alperne.
  2. Jfr. Kap. 40.
  3. Artus, B, P.
  4. Kap. 149, 178.
  5. Af Susa, B; i Susa, P.
  6. Jfr. Kap. 63.
  7. Thüringen.
  8. Maaskee Schwarzwald.
  9. Isod kaldes hun ofte i A.
  10. I Ablativ nævnes Borgen Tyro, i Accusativ Tyram.
  11. Frankland.
  12. rettet fra Konning.
  13. Isold P.
  14. Stappa, P.
  15. Faron
  16. Polli, B; Thor P.
  17. Ruska, P.
  18. Porla, P.
  19. Parme, B.
  20. Bonicke, P.
  21. Valdimar, P.
  22. ɔ: beboet Landstrækning.
  23. med sine Riddere, A.
  24. Perler, B, P.
  25. Riddere, B, P.
  26. Kap. 105.
  27. Örlungeland, A.
  28. Lombardiet.
  29. Eggard, B; Egard, P.
  30. P tilföier: af Drekanfil; jfr. Kap. 40.
  31. Greings, B.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.