Drychthelms vision
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Drychthelms leizla
(Brudstykke)
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2020
— — blev på bedrøvelig vis slæbt af sted af djævlene, og disse onde styrtede dem med hånsord ned i Helvede. Andre ganske sorte ånder dukkede samtidig op fra afgrundsdybet, mens de blæste stinkende flammer ud af næse og mund og havde til hensigt at gribe mig med deres glødende tænder, og jeg blev mere skræmt, end man kan forestille sig. I samme øjeblik kom min vejviser, og de krøb da alle ned i pølen, mens de vrælede fælt, og straks forsvandt al min rædsel.
Men fra dette mest rædsomme sted og væmmelige mørke blev jeg ført til den nordlige del og til et sted, hvor jeg så et lysskær og en mur, der var så høj, at det forekom mig, at den måtte nå op til himlen. Og da så jeg en smuk slette, der var så stor og bred, at jeg ikke kunne se enden på den, og den var helt dækket af lyse, yndige og velduftende blomster, iblandt hvilke glædestrålende flokke sang den sødeste lovsang — og dette måtte være Himmerige, mente jeg.
Men min vejviser sagde: »Dette er ikke Himmerige.« Da vi forlod dette skønne sted, åbenbarede der sig et endnu mere skinnende sted for os med en helt ubeskrivelig pragt, og vi blev mødt af så stærkt et lys, at det overgik al stråleglans, som jeg hidtil har set. Det var så dejligt dér, at jeg blev aldeles fyldt af glæde. Velsignede skarer sang dér ledsaget af alskens strengespil, og således var denne herlighed, at al den glæde, som jeg hidtil havde set, forekom mig ubetydelig i forhold til denne.
Da jeg havde allermest lyst til, at vi skulle træde ind i denne ophøjede glæde, veg min vejviser tilbage til det skønne sted, som vi så før, mens han spurgte mig: »Véd du, hvad de ting, du har set her, betyder?« Jeg sagde, at det vidste jeg ikke. Han siger: »Den dal, som du så var fuld af ild og frost, er beregnet til dem, som først angrer deres laster og bekender deres synder, når de ligger på det alleryderste før døden. Så slipper de for Helvede, men fordi de ikke gjorde fuld bod, skal de renses ved disse pinsler. De kan også få gavn af alt det gode, der i den hellige kristendom gøres for at skaffe dem nåde — så som at holde hellige messer og bede bønner og give almisser — således at deres straf bliver kortere og mildere. De folk, der dør uden anger eller nogen forberedelser, bliver sendt til Helvede, hvorfra de aldrig skal undslippe, men de, som er fuldkomne i deres levevis, bliver til gengæld straks sendt til Himmerige. Nu kan du vende tilbage til dit legeme, og hvis du herefter lever et pletfrit liv, skal du dvæle blandt dem.«
Siden viste manden, så længe han levede, at han ikke havde glemt, hvad han havde set, og han endte sine levedage vel — og dermed slutter denne fortælling.
Note:
- ↑ Fortællingen om Drychthelm (eller Dryhthelm) stammer fra den ærværdige munk Bedas Historia ecclesiastica gentis Anglorum (Det engelske folks kirkehistorie) fra omkring år 731. Den norrøne tekst findes overleveret i det islandske håndskrift AM 657 a-b 4to fra 1300-tallet. Desværre er kun afslutningen bevaret. Drychthelm dør (midlertidigt) efter at have været syg og bliver derpå vist rundt i skærsilden af en vejviser. Efter rundvisningen og en formaning vender han tilbage til livet og kan fortælle sine nærmeste, hvad han har oplevet.
