Eskimodigte fra det sydlige Østgrønland

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

William Thalbitzer
(1873-1958)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Eskimodigte fra det sydlige Østgrønland

i gengivelse efter dr. H. Rinks oversættelser
(udgivne i hans Eskimoiske Eventyr og
Sagn 1866, Supplement 1871.)

William Thalbitzer

Helsingør
1908

(Rink lod disse digte optegne efter de Østgrønlændere, der kom rejsende omkring Kap Farvel til Vestkysten for at handie med Evropæeme. Om sproget i dem siger han, at de var "affattede i et Slags Digtersprog og vare meget vanskelige at forståe". Han oversatte dem i prosastil, jeg har her forsøgt at forme nogle af dem i bunden stil. Selve de eskimoiske digte har andre rytmer og digteriske midler end dem, vi bruge, og rim forekommer kun undtagelsesvis. De synges enten med trommeledsagelse og dansebevægelser, til praktisk brug i trommesangkamp (eskimoisk rettergang), eller blot til fornøjelse, uden brug af dans og tromme (f. eks. de to første her anførte). Gennem hver sang strækker sig et stadigt gentaget omkvæd.)

__________

1. Østlændingens kajaksang

(mens han ror.)

(Rink nr. 136.)

Langt nordpå, nordpå

ijah ajah

langt sydpå, sydpå

ijah ajah

min sang mig fryder

ijah ajah

langt østpå, østpå

ijah ajah

den store lysning

ijah ajah

solen og dagen

ijah ajah

blinker og svinder

ijah ajah

min sang mig fryder

ijah ajah

min jubel råber

ijah ajah

se, havet svulmer

ijah ajah

og nær jeg kæntrer

ijah ajah

hvor er min tromme

ijah ajah

min arm vil jeg bruge

ijah ajah

som trommestok bruge

ijah ajah

min hånd som tromme

ijah ajah

__________

2. En Østlændings sang om dem, der går i konebåde på handelsrejse til Vestkysten

(Rink. nr. 132).

Når vesterrejsende drager afsted,

venter vi på dem med længsel

sänwnaija

en sommer drog de for alvor afsted

langs isen, der spærrer,

de rejste et år og nåde tilsidst

til Qalhlunakkerne, vesterlands herrer,

som aldrig kender fornødenheds-brist

sänwnaija

dær købte de rigelig jærn og tobak,

ja nåle og perler, i vesterled,

så rejste de atter mod hjemmet afsted —

sänwnaija

de kom, da vi længtes, jeg sagde dem tak;

jeg så dem fra fjældet og jublede kåd:

der kommer en båd, der kommer en båd!

sänwnaija

__________

3. Trommestrid mellem Koungaq og Erhlavik (trommesange)

(Rink nr. 133.)

Koungaq har, som det synes, slået en af Erhlaviks konebådsledsagere (en af hans slægtninge?) ihjel, og Erhlavik har derfor ønsket, at han ikke skal følge tilbage med deres konebåd som ledsagende kajakmand. Koungaq synger ham på for at udvirke, at han alligevel må få lov at følge tilbage sammen med konebåden, og minder ham om, at han selv engang har været nærved at dræbe sin egen fætter.

Koungaqs digt:

(Omkvædet udeladt.)

Jeg beder derom, jeg er frygtsom,

lad mig følge din båd i kajak.

De syngendes båd vil jeg hjælpe på vej,

jeg er ydmyg og skylder dig tak.

Intet under, at du blev glad,

da jeg dræbte ham — bad du mig ad?

du som selv i forgangene nætter

havde nær harpuneret din fætter!

Erhlaviks svardigt:

Hvi er du så vred — jeg må grine,

kan ej holde latteren nede,

at, Koungaq, du er en drabsmand

og derfor raser af vrede.

Stakkel, du må nok vredes

og blive vredagtig af sind,

som kun har tre koner at sove hos

og ikke flere, dit skind!

Lad andre mænd gifte sig med dem,

så vil du få medpart i fangst —

ved at lytte lidt til, hvad andre siger,

slippe for sult og angst.

Nu æder de mange koner

dig ud af dit eget hus,

så du stadig må sulte, og lider af spleen

ja slår godtfolk ihjæl som lus. — —

Koungaq, jeg kan ikke andet,

du volder mig styrtende grin. — —

__________

4. Trommestrid mellem kvinder.

(Rink nr. 131)

To kvinder, der boede syd på Østkysten, så skævt til hinanden. Saqaq, som holdt meget af hundekødsuppe, vidste, at Pigitjartoq havde denne ret i huset, og var viss på, at hun for gammelt venskabs skyld vilde blive trakteret dermed, hvis hun besøgte hende. Men hun fik ikke andet end et tørt stykke kød til mundbid. Deraf fjendskabet. Siden sang de hinanden på, og Saqaq åbnede angrebet, som følger:

Saqaqs angreb:

Det var, da jeg besøgte Pigitjartoq

i håb om hundekødsuppe,

anwanaija ahja hraija

jeg synger derom, det kan jeg nok,

men jeg fik kun i halsen en skrubbe

anwanaija ahja hraija

Pigitjartoq har sin gæst forlystet,

for suppe gav hun mig trykken for brystet

anwanaija ahja hraija

hun har ingen mand, men kun tørret kød;

den suppe jeg fik var nær blevet min død

anwanaija ahja hraija.

Pigitjartoqs svardigt:

Saqaq lyver — imaqaija hajja

Saqaq sværter — imaqaija hajja

da Saqaq holdt bryllup, minsandten om ikke

at både hun og manden straks skulde stikke

i nysyede klær »forat barnet, hun bær på,

skal blive en dreng og en sælfanger«. — Dærpå

kom tiden, men barnet kom aldrig — o ve!

for egen skyld kun holdt de bryllup — o ve!

de fine klæder — ja nu må jeg le —

var kun syt for dem selv, kun en pynt til at se,

kun for egen skyld holdt de bryllup — hajjaee imaqaija hajja.

__________

5. Trommestpid mellem Angangak og Sujorakitsoq.

(Rink nr. 135.)

Angangak følte sig utryg i huset; han havde fået indtrykket af, at nogle af hans egne husfæller stræbte ham efter livet; han beskyldte Sujorakitsoq for, at han vilde ha druknet ham (kæntret hans kajak), og denne beskyldning gav anledning til trommestrid mellem dem. Angangak synger angrebsdigtet, Sujorakitsoq svarer på angrebet ved modangreb, og tilsidst træder Angangaks slægtning Ersarsimassoq frem, griber trommen og synger Sujorakitsoq på.

Angangaks Angreb.

(Omkvædet udeladt.)

Det folk derude ved Storøen

dem frygter jeg aldrig, lystrer jeg ikke —

hvor gærne de end vilde vække min frygt. —

Jeg synger dig på, du pletfrie mand,

der nær havde druknet mig ret som en hund,

synger dig på, skønt jeg slet intet veed

af ondt, du har øvet, at digte til hævnsang —

du vilde kun dræbe mig, ganske uskyldigt,

som mine andre husfæller, vilde efterstræbe mig.

I venter kun, til hunden får nye hår i pelsen — —

Du mandige mand, som da din kone døde,

skvat i besvimelse og nær var kreperet!

awaja ijah ijah ameerajee awaija!

Sujorakitsoqs moddigt:

Sålunde takker Angangak for føden, jeg gav ham —

for kødet, jeg har skænket ham , takker med beskyldning —

at jeg er hans fjende og pønser på at dræbe ham —

af medynk maa jeg synge dig på, din sølle stakkel!

du får vist aldrig gaver mere — vogt jer for at gi ham —

selvom i nød han kommer, giv ham aldrig gaver —

løgnagtig vil han atter bagtale sine slægtninge —

Angangak, den store løgner — lån ham aldrig øre!

— Jeg trænger (sådan tigger han) til jærn — luk øret til!

ti hvis I gir ham, synger fluks han smædesange om jer.

Ersarsimassoq

(griber trommen og danser):

Rigtignok burde jeg ikke synge, jeg —

forstår vist ikke kunsten — men Sujorakitsoq

tvinger mig med nidsang at prøve derpå —

de folk, jeg synger på, er altid svage stakler,

dårlige til brydekamp og ganske uden kræfter —

jeg burde ikke synge, men Sujorakitsoq tvinger mig,

han synger mig på, fordi jeg gav ham navnet

Stumpsnude Kortnæb — af hans sære, lille næse.

Den bør I skam fodre med snus og trind tobak,

købt omme på Vestkysten, finmalet snus —

når han har fyldt sin snude, vil næbet nok vokse,

og, hører I, så sætter I en pind gennem næsen

og stopper den fuld, som man stopper en spækpose.

__________

6. Trommestrid mellem Säwhlät og Pulángitsisoq

(Rink nr. 137)

Säwhlät havde tidligere bot sydpå, men bosatte sig blandt "Mellemkystboerne" i nord. Her blev han fornærmet eller følte sig krænket af Pulángitsisoq og åbnede sangkamp mod ham. P. minder i sit moddigt Säwhlät om, at han (P.) engang havde reddet ham fra at kæntre og drukne i kajak. — Digtet indeholder nogle interessante oplysninger om dialektforskelligheder i Østgrønland.

Säwhläts digt:

Syden, Syden, o Syden hist nede!

den kyst, jeg forlod, for på mellemkysten

at leve og se denne flynder-fede

Pulángitsisoq —

disse mellemkystboer, som man kender på røsten,

som taler undseligt, et sprog, som de laller,

som om de var dumme, med hver sin art skrål,

nordlandsk og sydlandsk, som bedst det dem falder,

— det er svært at forstå deres kragemål —

o Syden hist nede!

Pulángitsisoqs moddigt:

Jeg mindes en dag, da Säwhlät kun ønskede

dette, at jeg var en mester-kajakmand —

for mange år siden, vi jagede sammen,

hans gamle kajak blev nok læk og trak vand!

da blev du til grin og begyndte at flæbe —

jeg bandt dig til min og begyndte at slæbe,

skrækslagen sad du og græd i kajakken,

nærved at kæntre glemte du snakken,

min stærke kajakrem du krammede fast —

sikken mester du var i at bære en last!

Jeg mindes en dag, da Säwhlät kun ønskede — —

__________

7. Spottesang over dem, der snobber for Evropæerne.

(Rink, side 349, nr. 170.)

Ifølge Rink er det følgende digt en spottesang over en pige, der var stolt af at tjene hos Evropæerne, og det betegner et af de sidste glimt af en selvstændighedsfølelse, der nu så godt som ganske er hensygnet (på Vestkysten). Sangens "store huse“ betyder evropæiske huse, og "kvidre" betyder at tale dansk eller evropæisk.

Jeg er ikke en, som læser skrift

hå hå hajja hai

ikke en, som drikker sødt tevand

hå hå hajja hai

ikke en, som slikker sukkervand

hå hå hajja hai

ikke en, som guffer lækker mad

hå hå hajja hai

ikke en, som kommer i store huse

hå hå hajja hai

ikke en, som ligger i fine senge

hå hå hajja hai

ikke en, der kvidrer som fugle

hå hå hajja hai

Kilde

Uddrag af William Thalbitzer: Hedenske digte fra Helsingør til Østgrønland, Helsingør, 1908.