FJ-Litteraturhist.Bd.1-Baldrs draumar
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 4 De enkelte Eddakvad.
A. Mytiske digte.
b. Vafþrúðnismál. Grímnismál. Baldrs draumar. Hárbarðsljóð.
3. Baldrs draumar.
Dette lille digt, som nu kun findes i 748, består af 14 vers. Det begynder med at omtale en gudeforsamling, i hvilken aserne rådslår om, hvorfor Baldr havde haft faretruende drømme (1). Odin rejser sig, sadler Sleipnir og rider ned til Hel; her møder han Hels hund, der er blodig foran på brystet og hyler heftig mod galdrenes fader — bægge dele er et ulykkesvarsel. Odin red videre og kom til Hels høje hus. Øst derfor vidste han var en vølves grav. Hende fremkaldte han nu med sine mægtige tryllesange. Hun kommer op af jorden og siger: »Hvad er det for en mig ubekendt mand, som har voldet mig så vanskelig en færd?« Odin svarer:
Vejtam jeg hedder.
jeg er Valtams søn,
fortæl mig fra Hel,
jeg fortæller dig fra jord.
For hvem er(Hels)bænke
med ringe prydet?
de er jo med gyldne
ringe smykkede.
Vølven giver det frygtelige svar, at det er Baldr, som væntes hos Hel og hvem der her beredes en festlig modtagelse. Odin lader imidlertid, som om det er ham en ligegyldig sag, og spørger, hvem vil blive Baldrs banemand. Vølven siger, at det er Höðr, »som vil Odins søn alder berøve. Nødig talte jeg, tie jeg nu vil«. Odin spørger: »Hvem vil hævne Baldr?« »Rinds søn Váli« (2). Herpå følger et meget dunkelt vers, som ifølge Bugges sandsynlige opfattelse (3) handler om Baldrs bålfærd, er altså i fuld overensstemmelse med de foregående spørsmål og disses fortsættelse. Herpå findes et halvvers, hvori vølven åbenbart genkender Odin. Der kan imidlertid ikke være nogen logisk sammenhæng mellem dette vers og det foran stående; spørsmålet om Baldrs bålfærd kan ikke, mere end de andre, oplyse vølven om, at det er Odin, hun taler med. Der må være udfaldet et helt stykke, en hel række af vers, der har sluttet med et sådant spørsmål, at vølven derpå kunde genkende Odin, et spørsmål i lighed med det, hvorved han overvandt både Vafþrúðnir og Heiðrekr. Som digtet nu er, slutter det med en opfordring af vølven til Odin om at begive sig bort.
Digtet er, så vidt ses kan, i teknisk henseende særdeles godt anlagt, smukt og kraftigt i tonen, og fortjæner således, ialfald til en vis grad, N. M. Petersens ros: »et af de skønneste og mest fuldendte« (4). Det er i form og indhold særdeles gammeldags. Det begynder med et vers, som på de to sidste linjer nær genfindes i Trymskvadet (v. 14) og handler om gudernes rådslagning. Selvfølgelig kunde det tænkes, at disse linjer var på ét af stederne et lån fra det andet; i så fald vilde dét være vanskeligt at afgøre, hvilket digt var ældst. Men en anden forklaring er også tænkelig, den nemlig, at bægge digte er af én og samme forfatter, som, fordi den samme situation (guderne samlede til rådslagning) forekom i bægge digte eller i de til grund for disse liggende sagn, bægge gange brugte den samme beskrivelse (5).
Bægge kvad opviser en ejendommelig kortfattet måde at fortælle på, som i en meget høj grad er éns. Man lægge således mærke til overgangen mellem v. 1 og 2 i bægge kvad osv. En sådan lighed vilde næppe være fremkommen ved en blot og bar efterligning. Dernæst er der en stor lighed tilstede i tone og fremstilling. Fram reið Óðinn foldvegr dunði i v. 3,5-6 minder stærkt om Trymskvadets (9,1-2): þá fló Loki fjaðrhamr dunði. Fremdeles forekommer i bægge kvad et adjektivum brugt som substantivum (f. ex. nam vittugri = den troldkyndige [kvinde], B. dr. 4,5, og es harðhugaðr = den ubetvingelige [gud, Tor], Þry. 31,3. Herved bliver det ikke umuligt, at bægge digte stammer fra en og samme forfatter. Naturligvis kan disse ting bero på åndeligt slægtskab. Det sidste eksempel har dog en særlig betydning. Under alle omstændigheder må digtet sættes i klasse med den ældste række af eddakvad, og henføres til tiden for denne. (6)
Anm.
I papirshåndskrifter findes flere vers tilføjede, men de er tildigtninger fra det 16. og 17. århundrede, hvad sproget og metrikken tilstrækkelig viser. Det samme gælder om det makværk, der i almindelighed kaldes Hrafnagaldr Óðins, som også benævnes Forspjallsljóð, da det skal danne et slags forspil eller en indledning til Baldrs draumar. Der er ingen grund til her at tage disse vers nærmere i betragtning. Se mere herom Bugge i fortalen til hans udgave s. XLVI fg.
Noter
1): Sml. Gylfaginning kap. 49, Snorra-Edda I, 172. Jfr. Niedner: Baldrs tod Zs. f. deut. alt. XLI, 310 ff. Den stærke modsætning, som forf. ser mellem v. 1—5 og resten, kan jeg ikke se.
2): Det er dette vers, som i en lidt forandret skikkelse findes indsat i Völuspå 32/33. Niedner (Edd. fragen 38) mener, at verset bægge steder beror på et fællesgrundlag (lån fra et 3. digt).
3): Studier etc. I, 252.
4): Den oldnordiske litteraturs historie s. 106.
5): Dette har G. Vigfússon i Corp. poet. bor. I, 181 antaget.
6): A. le Roy Andrews har (Mod. langu. Notes, febr. 1911) behandlet forholdet mellem Bdr. og Vspá; han mener, at Bdr. er ældst af de to og er mulig benyttet af Vspás forf. Neckel (Beiträge s. 59 f.) benægter identiteten af forfatteren til digtene. Han mener, at Bdr. efterligner Vspá og stammer fra det 12. årh., noget, som der efter min mening ikke kan være tale om. A. Heusler (i Archiv se ovf.) nægter også, at Bdr. har samme forf. som Þrymskv., men udtaler sig ikke bestemt om digtets alder.
