FJ-Litteraturhist.Bd.1-Skírnismál
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 4 De enkelte Eddakvad.
A. Mytiske digte.
d. Skírnismál.
Dette er digtets titel i 748; i cod. reg. er overskriften För Skirnis.(1) Foran digtet står der et lille prosastykke, der oplyser os om, at »Freyr en dag havde sat sig i Hlidskjalf, hvorfra man kunde se over alle verdner. I jætteverdenen så han da en underskøn mø, som gik fra sin faders hus til sit Jomfrubur. Freyr blev med det samme så betagen af kærlighed til den smukke jættekvinde, at han blev elskovssyg. Njörðr, hans fader, sendte Skírnir, Freys skosvend, hen til ham for at spørge om grunden til hans forandrede væsen«. Så begynder digtet. — Skaðe opfordrer Skírnir til at spørge Frey om, hvad han fejler. Skírnir bemærker, at han ikke kan vænte venlige ord af Freyr, men går dog hen og spørger ham, hvorfor han altid sidder så alene i salen. »Hvorfor skulde jeg sige dig, unge ven, min store sorg. Solen skinner hver dag — og dog ikke til nogen fryd for mig«. Skírnir minder Freyr om deres tidligere venskab og fortrolighed. Da fortæller Freyr ham hele sagen:
I Gymes gårde
jeg gange så
en mø, som jeg elsker,
armene skinned,
så at luft og hav
gav deraf et genskin.
Jeg elsker den mø
mer end nogen har
nogensinde elsket;
af aser og alfer
dog ingen vil,
at vi to lever sammen.
Skírnir tilbyder at rejse til Gerðr (Gymirsdatter) på Freys vegne på den betingelse, at Freyr giver ham sin hest og sit gode sværd. Skírnir får bægge dele og rider bort; han kommer uskadt til Gymirs gård. Udenfor Gerðs sal var glubske hunde bundne. På en nærliggende høj sad en hyrde, »som vogtede alle veje«. Ham spørger Skírnir, hvorledes han skal komme frem for hundene. Hyrden svarer: »Er du dødsens eller måske en genganger, du får aldrig en samtale med Gymirs gode datter«.(2) Men Skírnir lader sig ikke skræmme. Nu hører Gerðr hovenes dundren udenfor og spørger, hvad det er for en støj. En tærne svarer og siger, at der er kommen en fremmed. Gerðr befaler, at manden skal føres ind — »dog er jeg bange for, at her udenfor en min broders bane«, siger hun. Hun spørger nu Skírnir, hvem han er, som har redet igennem »vaverluen« omkring hendes sal. Skírnir fremfører straks sit egenlige ærinde og siger, at han har 11 guldæbler med, som han vil give hende, hvis hun vil erklære, at Freyr er hende »den mindst forhadte«. Da svarer Gerðr:
Elleve æbler (3)
jeg ej modtager,
for at tækkes en mand.
Jeg og Freyr
vil aldrig sammen bo
så længe vi lever, vi to.
Nu tilbyder Skírnir hende ringen, som blev brændt med Odins søn (ɔ: Draupnir). Den vil hun heller ikke modtage; der er nok af guld i hendes faders gård. Da Skimir ser, at hun ikke lader sig med det gode overtale, tager han fat på en anden måde. Han anvender stærke trusler, siger, at han vil hugge hovedet af hende med sit skarpe sværd. Gerðr giver ikke efter og henviser til sin fader, hvis Skírnir agter at bruge sit sværd; at dræbe en værneløs kvinde er ikke mandigt er tanken. Skírnir indser det træffende heri og siger da, at hendes fader skal falde for det samme sværd. Mod hende selv anvender han nu kraftigere midler, besværgelser, forbandelser og trylle runers magt. »Jeg vil slå dig med tæmmende vånd, og du skal leve der, hvor ingen mennesker ser dig; du skal bo alene og hade føde mere end menneskene hader midgårdsslangen, føle al mulig sorg og savn og åndelige kvaler, altid græde og så blive gift med en hæslig rimjætte og stadig hentæres. Ja, du skal leve med Rímgrimnir nedenfor Helsport og næres af den væmmeligste føde«. Skírnir slutter med det kraftige vers:
Jeg rister dig turs
og tre staver,
brynde, vanvid, lede.
Jeg rister dem af,
som jeg rister dem på.
hvis det gøres nødigt.
Disse trusler, dette i udsigt stillede elendige liv, disse trylleruners uimodståelige kraft bevirker, at Gerðr bliver bange. Nu tør hun ikke mere stå imod, hendes kraft er brudt. Med venlige ord byder hun Skírnir et bæger: »Tag hellere imod bægeret. Dog havde jeg trot, at jeg aldrig skulde komme til at elske vaningen vel« (vaneætlingen, Freyr). Skírnir ved endnu ikke nok; han vil have et aldeles bestemt løfte af Gerðr om, at hun vil unde Freyr et møde med sig. Da svarer hun, at hun efter ni nætters forløb vil møde Freyr i den stille lund Barre. [Nu rider Skírnir hjem. Freyr stod ude og spurgte utålmodig (prosast.)], hvad han havde udvirket »i jætters verden til din eller min fryd«. Skírnir meddeler ham Gerðs endelige svar. Da udbryder Freyr:
Lang er nat,
lange er to,
hvor kan jeg udholde tre.
En måned tidt
mig tyktes kortere,
end den halve 'hy'nat.
Dette er digtets slutningsvers.
I dette digt har vi først og fremmest med en kærlighedsmyte at gøre af en lignende art, som forskellige kærlighedshistorier i sagaerne. Det er den brændende og blinde elskovs sejr ved hjælp af trofaste venners mellemkomst, som her fejres. Men hvor dyrekøbt er ikke denne sejr. Freyr giver sin hest og sit gode sværd, hvoraf hans eget liv måske afhang i Ragnarökskampen (4). Således har den glædehge sejr en vemodvækkende baggrund«
M. Olsen har (i ovf. anf. afhdl. 1909) gjort det sandsynligt, at til grund for digtet ligger en agrarisk kultus-skik og sætter dermed i forbindelse de mærkelige jordfundne guldplader med fremstillinger af en mand og kvinde.
Over dette i form som indhold lige fuldendte digt, der helt igennem består af dialoger, hviler der en romantisk betagende ynde. Man kunde forbavses over, at de gamle krigerske og hårdføre Nordboer havde så bløde strenge på deres 'barbariske lyre'. Men en sådan forbavselse vilde under alle omstændigheder være grundløs (5). Deres kærlighed var ganske vist meget forskellig fra riddertidens smægtende, sukkende elskov; den var lidenskabelig og kraftig, men som oftest tavs og indesluttet; den var ligesom den jordild, der gemmes under jøkeldækkede isbjærge, men den kunde, ligesom denne ild, undertiden bryde alle skranker. Vi kan minde om Helga og Gunnlaugr, om Oddny og Björn og ikke mindst om den rørende kærlighedssorg, hvoraf skjalden Ivarr Ingimundsson tyngedes (6). Men vi behøver ikke alle disse eksempler. Vi hører om en sådan romantisk kærlighed langt tidligere og det hos ingen ringere end Harald hårfagre selv. Haralds stærke kærlighed til finnepigen Snæfriðr er smukt skildret af Snorre (7). Mindet om denne Haralds kærlighed var o. 1200 endnu så stærk, at forfatteren til Málsháttakvæði (Fornyrðadrápa) kunde synge:
Ekki var þat forðum farald,
Finnan gat þó ærðan Harald,
hánum þótti sólbjört sú.
ɔ: »Det [elskovsforblindelse] var ikke i gamle dage nogen epidemisk syge, men finnepigen kunde dog gøre Harald rasende; han fandt hende så strålende skøn som solen«.
Personernes karakteristik er som sædvanlig fortræffelig. Vi ser gudens stærke indesluttede lidenskab, som dog er så menneskelig ubehjælpsom og rådvild. Lige så stille længselsfuld som Freyr er før Skírnirs rejse, lige så hidsig længes han, efter at han har fået Gerðs endelige svar at vide. Vi ser fremdeles Skínirs opofrende troskab og aldrig svigtende ihærdighed, første gang, da han dristede sig til at spørge Freyr om grunden til hans sorg, dernæst da han så at sige tiltvang sig adgangen til Gerðr og endelig da han tvang hende til at føje sig og modtage Freys kærlighed. Ikke mindst fortræffelig er Gerðr selv skildret. Først er hun den stolte, standhaftige kvinde, som ikke lader sig bevæge ved ydre lokkemidler, ja ikke engang skræmme ved trusler om magt og våben. Men det overnaturlige, de hemmelige magter og ikke mindst runernes skjulte kræfter havde i oldtiden en uimoditåelig magt over folks sind, så vel mænds som kvinders. For denne hemmelighedsfulde magt bøjer Gerðr sig. Derfor er hendes optræden på ingen måde inkonsekvent. Tværtimod, hvor fint er ikke dette opfundet og udført.
Karaktererne er således helstøbte og vidner om forfatterens sikre og dybe psykologiske blik. Handlingen er ligeså fortræffelig. En dramatisk spænding udvikles og stiger, indtil den når sit højdepunkt i truslen om vanvidsrunerne. Tilhørerens og læserens interesse er stadig i tilsvarende stigen og slappes ikke et øjeblik. Fortællemåden og stilen er omtrent ligesom i Þrymskviða.
I alle disse henseender bør digtet regnes til de smukkeste og originaleste eddakvad. Stor er dets betydning også derved, at det giver os et godt indblik i oldtidens besværgelser og runernes magt og den brug, man i så henseende gjorde af dem.
Digtet er sikkert norsk og ikke islandsk. Billedet af den på en høj siddende jættevogter er, som ovenfor bemærket (s. 11), norsk og lå sikkert en islandsk digter fjærnt. Af en endnu større betydning er det, at der omtales en afbrækket tidsel, som er stukken ind over døren (8). Tidslen var ingen islandsk plante, hvad dette særdeles levende billede måtte forudsætte (9).
Hvad affattelsestiden angår, er der ingen som helst tvivl om, at digtet ved sin gammeldags sprogtone, ved sit levende billede af hedenskabet og forskellige dermed nøje sammenhængende skikke, samt ved sin indre lighed med de ældste digte overhovedet må henføres til samme tid som disse, d. v. s., til tiden o. 900. Herimod taler ingenlunde dets ovenfor omtalte romantiske karakter; snarere kunde den tages til indtægt for en så høj alder (10).
Digtet (i ljóðaháttr.) er omtrent fuldstændig bevaret som det fra først af har været. De små prosastykker, som hist og her findes, er ikke bevis for at der mangler noget. Det er også så godt som slet ikke interpoleret; enkelte linjer og måske ét vers (v. 33) er de eneste tilsætninger, der findes.
F. Niedner har søgt at påvise en bestemt systematisk inddeling af digtet. Rigtigheden af denne teori er imidlertid lidet indlysende, navnlig fordi denne forsker på en meget søgt måde prøver at påvise slutning på og begyndelse til afsnit, hvor sådanne aldeles ikke findes og ikke har været påtænkte. I det hele taget er man ikke berettiget til at søge nogen talbestemt inddeling i oldkvad, særlig eddakvad, uden i sådanne, der indeholder ydre tegn (som anbringelse af stef) på en tilsigtet inddeling.
Anm. I Snorra-Edda findes der et kapitel (11), der handler om det samme som digtet (12). Med hensyn til forholdet imellem Skírnismál og Snorres fremstilling er E. Mogk kommen til det resultat, at Upsalahåndskriftets redaktør har haft et simplere digt for sig end vort kvad (teksten er i Ups. langt kortere), men at den “yngre” redaktion (ɔ: codex regius og cod. wormianus af Sn.-E.) har benyttet et digt, som i det mindste meget lignede vort (13).
Den forskel, som der er på cod. reg.-worm. og Ups., giver dog ingen anledning til at antage, at der til grund for de forskellige redaktioner ligger forskellige digte. I Ups. foreligger der nemlig en vilkårlig, men som sædvanlig særdeles uheldig forkortelse af den oprindelige tekst.
Snorre har intet andet digt haft end det selv samme, som vi nu har, men med en anden og rimeligvis udførligere prosaisk indledning. Fra denne indledning har han hæntet sin oplysning om Gymirs slægt og hustru tilligemed bemærkningen om, at Freys syn var straf for hans dristighed, hvis det da ikke er Snorres egen opfindelse. Fra denne indledning har han endvidere den afvigelse i fremstillingen, at det er Njörðr (og ikke Skaðe), som opfordrer Skírnir til at udspørge Freyr. At denne prosaindledning i Snorres eksemplar har været anderledes end i codex regius (af eddakvadene) står i den bedste overensstemmelse f. ex. med den forskel, der er imellem de enkelte prosastykker i heltekvadene og den tilsvarende fremstilling i Völsungasaga. Fordi digtene har været de samme i de - 3 - forskellige eksemplarer, behøver prosaen ikke at have været enslydende.
Men at Snorre har haft det samme digt, synes klart af de tildels ordrette overensstemmelser imellem hans prosa og digtet selv. Således hedder det:
ok bað hann ganga
til Freys ok beiða hann
orða ok spyrja, hverjum
hann væri svá reiðr.
En Skírnir kveðsk ganga
mundu ok eigi fúss ok
kvað illra svara vera
vón af honumgakk at beiða ǀ okkarn
mála mög ǀ ok þess at
fregna, ǀ hveim enn
fróði sé ǀ ofreiði afi.
Illra orða ǀ erumk ón at
ykrum syni.V. 3 svarer til Skírnirs ord: hvi Freyr væri svá hnipinn ok mælti ekki við menn. V. 4—5 havde Snorre ingen brug for; det var ham kun om en kort sammenhængende fortælling af begivenhederne at gøre. Af v. 6—9 har Snorre uddraget hovedindholdet både i begyndelsen af sin fortælling og andre steder, men én ting har Snorre, som ikke genfindes i digtet: Freys befaling til Skírnir. Denne er imidlertid Snorres eget påfund, begrundet på, at Skírnir ifølge hans egen fortælling (jfr. indledningsprosaen) er Freys lydige tjæner (skósveinn). Snorre har her forsætlig overset det i digtet forekommende kammeratlige forhold imellem de to. Fremdeles har Snorre forsætlig undladt at nævne hesten; for ham var sværdet det vigtigste, og atter her træffer vi netop på en ordret overensstemmelse:
þat var svá gott sverð, at sjálft vásk
þat sverð, es sjálft vegisk
(v. 8), jfr. es sjálft mon vegask.Skírnirs rejse fortæller Snorre på almindelig vis blot med de ord: “Nu begav Skírnir sig afsted”; hans modtagelse i Gymirs gård og hans samtale med Gerðr udelades, fordi denne ikke godt egnede sig til at genfortælles i en historisk fremstilling; dertil var den for poetisk. Det er Snorres hensigt kun at give det mytisk-historiske resultat, og dette giver han i fuldstændig overensstemmelse med digtets to sidste vers. Men Snorres udtryk: fekk heitit (heit worm.) konunnar (reg.-worm.), eller, om man hellere vil: kom saman ástum þeira (Ups.) forudsætter netop, at det ikke er gået så ganske let for Skírnir at få Gerðr til at indvillige i giftermålet med Freyr, forudsætter altså, hvad digtet i så henseende fortæller os.
Det sidste vers anføres i reg.-worm., men er ved den gennemgribende forkortelse af den sidste halvdel i Ups. dér udeladt.
Der er således ingen grund til at antage, at Snorre har haft en forskellig redaktion af digtet; men dermed falder atter enhver tanke om et andet og ældre digt af lignende indhold eller om samme æmne.
Noter
1): Ang. digtet kan henvises til Niedner i Zs. f. deut. alt. XXXI (1886), A. Heusler: Der Dialog osv. s. 203, M. Olsen: Fra gammelnorsk myte og kultur i Maal o. Minne 1909, samme i Festskr. til A. Torp 1913 (ang. str. 19).
2): Herefter antager nogle, at der mangler et strofepar.
3): Således som grundteksten lyder bør der sikkert læses uden nogen ændring.
4): Jfr. Lokasenna v. 42.
5): Müllenhoff u. Scherer: Denkmäler etc 2. udg. s. 364.
6): Se f. ex. Heimskringla III 500-01.
7): Heimskringla I 133-34 jfr. Ágrip kap. 3.
8): En forklaring af dette findes i Maal o. M. 1909 s. 23.
9): Den er først sent indført til Island, jfr. St. Stefánsson: Flóra Islands s. 194.
10): S. Bugge henfører digtet til den „første Halvdel af 10de Aarhundred" og mener, at det er af samme forfatter som Lokasenna (Arkiv V, 4). En sådan antagelse er dog kun en hypotese, der ikke støttes af digtenes indhold.
11): Snorra-Edda I, 120—2; kap. 37.
12): Herom kan der henvises til min afhdl. i Aarbøger f. nord. oldk. 1898 s. 348 ff., hvor en udførlig sammenligning af håndskrifterne og kritik deraf findes.
13): Paul-Braune: Beiträge etc. VII, 272—3, jfr. VI, 517. Jfr. B. Symons: Bijdrage etc. s. 12. Jfr. også M. Olsen i Festskrift til Torp 116.
