FJ-Litteraturhist.Bd.1-Völsungakviða hin forna
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 4 De enkelte Eddakvad.
C. Heltekvad.
b. Kvadene om Helge hundingsbane.
1. Völsungakviða hin forna.
Dette digt består, ligesom Helgakviða Hjörv., af lutter større og mindre brudstykker med forbindende prosastykker imellem (1).
Det første og indledende prosast. meddeler, at Sigmundr Völsungsson havde en søn med Borghild af Brålundr, som blev opkaldt efter Helge Hjörvarðsson, og at denne Helge blev opfostret i Hagall. Kong Hundingr i Hundland havde mange krigerske sønner; der var ufred mellem kongerne Sigmundr og Hundingr [i hvilken Sigmundr faldt]. Helge begav sig på spejderfærd til kong Hundings hird. Da han drog bort, talte han til en hyrdedreng og bad ham »sige Heming, at Helge husker, hvem der var hans faders banemand« (v. 1).
I det 2. prosast. hedder det, at Hundingr sendte folk til Hagall for dér at søge efter Helge; han undslap ved at forklæde sig som en trælkvinde og stå ved kværnen og male. De søgte, men fandt ikke Helge. »Da udtalte Blindr den ondskabsfulde (bölvísi)« (v. 2. 3) en formodning om, at det forholder sig ikke rigtig med den store og stærke trælkvinde ved kværnen og udtaler uforblommet, at det må være en fyrstebåren person. Hagall svarer (v. 4), at det er en trælkvinde, som Helge har taget tilfange, og at hun ganske rigtig er af fyrsteslægt, nemlig en søster til Sigarr og Högne [her forudsættes en tidligere kamp med og en sejr over disse personer]. Det 3. prosast. meddeler, at Helge undslap og fældede kong Hundingr, hvoraf han fik sit tilnavn.
Til de 4 første her omtalte vers findes intet tilsvarende i Helgakviða hund. og følgelig heller ikke i Völsungasaga. Symons har allerede formodet (2), at disse vers er en rest af de i det sidste prosast. omtalte Káruljóð; det samme har G. Vigfússon udtalt (3). Symons har i sin anmeldelse af Corp. poet. bor. (4) fastholdt sin formodning og føjer til, at v. 5 — 13 rimeligvis også er en rest deraf. For nu at kunne gøre dette rimeligt, må flere ting, særlig de egennavne, som forekommer, forandres, foruden at den gamle, til grund liggende tradition agtes for ringe. Allerede dette er en mislig sag og berettigelsen deraf kan ikke indses. Hvad der har ført til denne antagelse, er sikkert det, at i Hrómundr Greipssöns saga, efter fortællingen om Helge haddingjaskate og Kára, berettes, hvorledes Hrómundr føres hen til en gammel mand ved navn Hagall, for dér at blive helbredet for sine sår. Men Blindr den onde (hinn illi) fortalte kong Haddingr, hos hvem Helge havde været, at Hrómundr endnu var i live hos Hagall. Blindr begav sig med nogle mænd derhen og søgte efter Hrómundr, men kunde ikke finde ham, ti konen havde skjult ham under sin ølkedel. Blindr begav sig bort med uforrettet sag, men vendte om igen; men nu havde de forklædt Hrómundr som kvinde og lod ham dreje en kværn. Blindr fandt heller ikke denne gang den eftersøgte og begav sig bort som før og hen til kongen. Nu fortælles nogle drømme, som Blindr havde og som spåede hans og kongens død. Den ondskabsfulde Blindr findes også hos Saxo, men med det omvendte navn: »Bolvisus luminibus captus« (ɔ: Bölviss hinn blindi). Her knyttes han til sagnet om Hagbard og Signe, hvor han spiller en forræders rolle overfor Hagbard.
Hvis vi nu ikke vil antage, at Hrómundarsaga i senere tider (i det 14. el. 15. årh.) er blevet interpoleret med alt, hvad der vedkommer denne Blindr (5) synes det under alle omstændigheder at være klart, at denne Blindr er en af hine almindelige, hvad man kunde kalde — sagnhistoriske gengangere (6), om hvilke det ofte er umuligt at sige, til hvilket sagn de oprindelig og egenlig var knyttede. Der forekommer intet i Hrómundars., som afgjort viser, at Blindr hører udelukkende til den. Der synes således ikke at være nogen gyldig grund til at forlade den tradition, som vi har i codex regius, og som sikkert går tilbage til det 12. årh., og da naturligvis endnu længere tilbage i tiden, så meget mindre som stærke navneændringer så skal foretages i teksten, for at få denne til at passe.
V. 1 — 4 (ligesom også de følgende, v. 5 — 14) betragter jeg som en del af et digt om Helge hundingsbane.
Efter at Helge havde hævnet sin fader, hedder det videre i prosast. 3, lå han i Brunavágar. Da kom Sigrún, en i luften ridende valkyrje, hen til ham og spurgte: »hvem er I, hvor er I fra, hvem vænter I på, hvorhen skal I« (v. 5). Helge svarer, at det var Hamall (han nævner ikke sig selv) (7), de havde hjemme på Læssø, at de væntede på bør, de kulde til østerleden (8) (v. 6). Sigrún spørger om deres sidste kamp; Helge svarer på en forblommet måde derpå (de har kæmpet »vest for havet« og fanget bjørne i Bragelund). Hun siger da, at hun godt ved besked med den sidste kamp, og at den, hun taler med, er Helge selv — »Jeg var ikke langt borte i gårmorges fra kongens [ɔ: Hundings] fald. Jeg har set dig før på langskibene« (v. 7 — 13).
Der er i disse vers noget så betagende skælmsk, som man næppe finder det andre steder, og de er en overordenlig vellykket skildring af det første møde mellem Helge og Sigrún, en smuk indledning til deres følgende kærlighedshistorie.
Prosast. 4 fortæller om en kong Granmarr og hans sønner, hvoraf én, ved navn Höðbroddr, på et kongestævne fæster sig Sigrún Högnesdatter som brud (9).
Da Sigrún får det at vide, rider hun hen til Helge og træffer ham efter kampen ved Luefjiældene (se Helge hund. I, som her er benyttet af prosaens forfatter). »Hun faldt ham om halsen og kyssede ham og fortalte ham sit ærinde, således som det hedder i det gamle Völsungekvad«. I v. , 14 —18 meddeler Sigrún Helge, at hun på ingen måde vil have Höðbroddr og at hun hader ham som en jættes søn, men Helge trøster hende — »din slægt er jeg ikke bange for«.
Prosast. 5 fortæller om Helges stormfulde sejlas, hvorledes Sigrún beskytter ham og hvorledes han lander ved fjendernes land. Granmarssønnerne sad på en klippe og betragtede den fjendtlige flåde. Så hedder det — håndskriftets egen fremstilling følges her — »Da kvad Guðmundr, som det før er skrevet i Helgakviða [ɔ: Helg. hund. I]: Hvem er den fyrste, som flåden styrer og fører hid en talløs hær. Sinfjötle Sigmundsson svarede, og det blev ligeledes skrevet. [Herved sigtes til Guðmundr og Sinfjötles skænderier i Helg. hund. I, som samleren har ment her at kunne udelade og blot henvise til, hvad han før havde skrevet]. Guðmundr red hjem; da samlede Granmarssønnerne en hær; deriblandt var Sigrúns fader og hendes brødre Brage og Dagr. I den påfølgende kamp faldt de alle med undtagelse af Dagr, som fik sit liv mod at sværge aldrig at ville hævne de faldne«. Nu anføres der et vers (v. 25), hvori Sigrún tiltaler den døende Höðbroddr, som aldrig vil få hende til ægte. Da traf hun Helge. Han trøster Sigrún med, at hvad der er sket, er skæbnens tilskikkelse og at skæbnen kunde hun ikke modstå (v. 26, 28; v. 27 er en interpolation). Da græd Sigrún. [Et vers i ljóðaháttr (v. 29) anføres, som naturligvis er af et andet digt].
Nu hedder det, mærkeligt nok, i håndskriftet: »Dette kvad Guðmundr Granmarssön: Hvem er den skjoldung [konge], som skibe styrer osv. (v. 19). Sinfjötle kvad: Her kan Höðbroddr Helge kende osv. (v. 20) ; Guðmundr svarede, at så skal de kæmpe jo før jo heller ved Frekasten (v. 21), Sinfjötle svarer atter med at skælde Guðmundr ud for at være en gedehyrde, hvem det passede bedre at klatre i klipperevner med en hasselkæp i hånden, end at tænke på at lade sværdet dømme dem i mellem (v. 22). Disse 4 vers hører sikkert sammen som udgørende Guðmunds og Sinfjötles ordstrid, og denne har aldrig bestået af flere vers i dette digt. I Helge hund. I findes derimod en længere ordstrid, en hel senna, mellem de to; men det er let at se, hvad Symons allerede har bemærket (10), at denne kortere ordveksel er den ældste og oprindeligste ; deri er intet uædelt eller groft, intet udtværet eller »uklassisk«, hvorimod Helge hund. I har nok af bægge dele. Efter disse 4 vers kommer endvidere to (v. 23, 24), bægge af Helge, som træder til og afbryder Sinfjötle. Disse to vers genfindes så godt som uforandrede i Helg. hund. I. Her foreligger ét af to tilfælde. Enten er disse to vers indsatte efter Helg. hund. I, eller de har oprindelig hørt til Völs. fom. og er derfra gåede over i Helg. hund. I. Det første er sikkert tilfældet. For det første var der efter ordstridens karakter i v. 19 — 22 så godt som ingen grund for Helge til at afbryde den på en for Sinfjötle lidet smigrende måde, hvorimod der var al mulig anledning til det efter den uædle og alt andet end tiltalende måde, hvorpå Sinfjötle og Guðmundr i Helg. hund. I udskælder hinanden. For det andet findes der i disse vers enkelte afvigende læsemåder, som er tilstrækkelige til at vise, at redaktionen i Helg. hund. I er den oprindelige (11).
Samleren har rimeligvis først haft i sinde helt at udelade disse vers som i hvert fald tildels — det egenlige forhold har han ikke gennemskuet — identiske med de tilsvarende vers i Helg. hund. I (dette digts vidtløftige og saftige samtale har rimeligvis også tiltalt ham mere), men fandt bagefter ved en nærmere overvejelse og sammenligning, at forskellen var for stor til, at versene, som de var i Völs. forn., helt turde forbigås (12).
Det følgende prosast. meddeler, at Helge ægtede Sigrún, men at han ikke blev gammel, ti Dagr »blotede Odin til faderhævn«; -Odin lånte ham sit spyd og Dagr gennemborede Helge dermed. Han bragte nu sin søster denne tidende (v. 30). Da svarede Sigrún med kraftige forbandelser over Dagr (v. 31 — 3): »Dig skal alle eder bide, de som du havde til Helge svoret ved den klare Leiptrs bølge og ved den kolde Unns sten« osv. Dagr undskylder sig med at give Odin skylden, »som mellem svogre skyldruner bar«. Han tilbyder Sigrún bøder (v. 34 — 5), men hun er utrøstelig og udtaler, at intet kan erstatte hende Helge; herpå mindes hun denne og beskriver ham med al sin lidenskabs og kærligheds glødende varme (v. 36 — 8). Disse vers hører til de allerskønneste og mest ophøjede i eddakvadene ved deres ægte lidenskab med hensyn til det udtryk, som både vreden og kærligheden dér får.
Nu meddeles i et prosast., at Helge blev højlagt, men da han ”kom til Valhal, bød Odin ham at dele magten med ham. Helge befaler Hundingr i et vers, som sikkert aldrig har hørt med til dette digt (13), at udrette de laveste trællegærninger.
En tærne gik en aften forbi Helges høj. Hun så ham komme ridende til højen med mange mænd. Da spurgte tærnen, om det var svig og sansebedrag, når hun så afdøde komme, eller om fyrsterne havde fået lov til at rejse hjem (v. 40). Helge svarede, at det havde de fået (v. 41). Tærnen gik da hjem og fortalte Sigrún det hele (v. 42), men Sigrún gik ind i højen til Helge og kvad:
Nu ved vort møde
er jeg så glad
som Odins hungrige
høge det er,
når de véd valens
varme bytte,
eller dugbesprængte
daggry ser.
Hun vil kysse Helge, før end han kaster sin blodige brynje. Helge svarer, at det er Sigrún, der volder, at han er blodig, ti, før end hun går til sængs, græder hun og enhver af hendes tårer falder blodigt, koldt på hans bryst (14). Men nu vil han være glad og drikke herlig mjød; nu skal ingen synge sorgens sang, da fyrstekvinden er i højen hos ham. Sigrún reder dem en sæng i højen — »jeg vil sove i din arm, som jeg vilde det, hvis du var levende«. Henimod morgen vågner Helge og hans mænd og rider bort — »de skal være vest for Vindhjælmsbro [Bifröst], før end Salgófnir [Valhals hane] vækker kampfolket [Einherjerne]« (v. 43 — 49).
Dagen efter kom Helge ikke, hvorover Sigrún, der væntede ham, udtaler sin skuffelse, men tærnen råder hende til ikke mere at begive sig alene til »genfærdenes hus« (v. 50 — 1). I et slutningsprosast. hedder det, at Sigrún døde kort efter af sorg og længsel, men at hun og Helge blev genfødte, »skønt dette nu kaldes kællingesnak«. Helge hed da Helge haddingjaskate, men Sigrún Kára Halfdansdatter, »således som det siges i digtet Káruljóð«,
Alle disse vers (v. 1 — 51), med undtagelse af v. 23, 24, 27, 29, 39, kan jeg ikke betragte anderledes end som brudstykker af et og samme digt (jfr. ovf.), af det digt, som i prosaen foran v. 14 kaldes Völsungakviða hin forna (15). Det er ganske vist påfaldende, at navnet først kommer så sent, men når man tager hensyn til samlerens ubehjælpsomhed i at redigere sine prosastykker i det hele taget, bliver denne omstændigheds betydning så godt som ingen. Et er sikkert, at alle versene er som støbte i en og samme form. Digtet er således at betragte som ét kvad, der handler om Helges hele liv, i det mindste fra faderhævnen, til hans død. Jeg må fastholde dette overfor den modsatte mening, som især Symons har gjort gældende (i Einleitung s. CCCXXV), hvorefter versene skulde falde i 3 grupper: v. 1 — 13 til Káruljóð, v. 14 — 24 (Symons: v. 13 — 16, 22— 27) til Völsungakv. hin forna og endelig det øvrige til et særskilt Helgekvad. Jeg henviser til H. Ussings træffende bemærkninger i hans bog, som jeg i det hele er enig med. Kun mener jeg, at der må være tale om 2 møder mellem Helge og Sigrún, det tror jeg ikke man kan komme udenom. Jeg ser heller ikke noget imod det. Det er ved det andet møde, at Helge bliver betaget af elskov, hvorimod Sigrún alt ved det første møde, eller endogså før hun havde set ham (v. 15), blev grebet af elskovens magt og fryd.
Det er i dette digt vi får det skønneste og mest ophøjede billede af den elskende valkyrje både som sådan og som kvinden, hustruen, efterat hun er bleven forenet med den, hun elsker. Men hendes valkyrjenatur bryder frem i hendes dæmonisk-kraftig virkende forbandelser mod sin broder, Helges banemand. Hendes kvindelige elskovs inderlighed og trofasthed finder sit hjærtegribende udtryk i scenen med den afdøde ægtefælle. I sandhed har den digter, der skabte dette skønne kvad, hørt til sin tids ypperste, både som digter og menneske, med dybt kendskab til kvindelig psychologi og natur.
At dette digt er norsk, er ingen tvivl underkastet. Billedet af gedehyrden med en hasselkæp i hånden, klatrende op gennem bjærgkløfter, er et tilstrækkeligt bevis herfor. Også forestillingen om geder, som i en rasende fart flygter for ulven ned ad fjældet, om det herlige asketræ og den knejsende hjort, om ørnen sovende på asketræets grene — alt dette er udelukkende norsk og forudsætter norske naturforhold; så levende er de (se ovf. 62).
Om tiden, når det er digtet, får vi ingen direkte oplysning ; men navnet V. hin forna antyder en relativ høj alder. I alle tilfælde er det betydelig ældre end Helg. hund. I og er næppe yngre end fra det 10. årh.s midte.
Noter
1): Ang. digtet henvises til S. Bugge: Helgedigtene, især kap. IX, X og XVII, Niedner: Zur liederedda, Neckel: Beiträge s. 292 ff., Symons: Einleitung s. CCCXXIV ff., H. Ussing: Heltedigtene, kap. 2 og 4.
2): Paul-Braune: Beiträge osv. IV, 194.
3): Corp. poet. bor. I, 148—50, 494.
4): Zeitschr. f. deut. Phil. XVIII, 117 ff. Jfr. Einleitung CCCXXV.
5): Det findes også i rimerne, der er ældre.
6): Ligesom den onde rådgiver i de Isl. folkesagn altid hedder Rauðr.
7): Jeg betragter ikke dette navn som et, Helge påtager sig selv, men han mener virkelig den unge Hamall, som prosast. nævner; det bliver gætteværk, hvorfor Helge ikke nævner sig selv; det hele — de andre af hans svar er forblommede — synes kun at være skælmeri.
8): Det er disse vers, som genfindes hos Saxo; dér er det Bessus og Gro, som siger dem, se ovf. s. 58.
9): Herved antydes, at Höðbroddr har haft ufred med hendes fader Högne, og at de slutter fred. Giftermålet skal besegle freden. Sigrún er et slags Margrete fredkulla.
10): Paul-Braune: Beiträge osv. IV, 171.
11): Således står orðum at deila i l. 6 (for o. a. bregðask), men, som Bugge i sin anm. anfører, er deila her stødende, da l. 8 hedder: heiptir deili; men hverken bregða eller bregðask passede, da Ykr i 1. l. er ændret til þér.
12): Jfr. Zarncke i Berichte der kgl. sächs. Gesellsch. der Wiss., phil.-hist. Cl. 1870; s. 193 f., B. Symons i Paul-Braune: Beiträge IV, 170.
13): Se Symons Paul-Braune: Beiträge osv. IV, 171—2.
14): Hermed kan sammenlignes de dejlige vers i folkevisen »Fæstemanden i graven«, hvor Grundtvig mener at finde en genklang af vort digt (Danm. gml. Folkev. II, 493—4).
15): Jfr. Symons Paul-Braune: Beiträge osv. IV, 171, 172; og R. Keyser: Efterl. Skr. I, 173. Senere har Symons, som ovenfor bemærket, ændret sin anskuelse. Også Mogk (Litt. gesch.) antager ét digt.
