FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Egils saga ok Ásmundar

Fra heimskringla.no
Revisjon per 15. jan. 2013 kl. 21:07 av Jesper (diskusjon | bidrag) (FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Egils saga ok Ásmundar)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
B. Sagaer uden historisk grundlag


6. Egils saga ok Ásmundar


Til de foranbehandlede sagaer slutter sig nu nogle, hvor de velvillige fostermødre blandt jættekvinderne spiller en hovedrolle, og efter hvem fostersønnerne tildels har fået deres tilnavne.

6. Egils saga ok Ásmundar. Den findes i AM 343, 577, 589 e; 4°. Udg. i Fas. III. — Ásmundr, en søn af Óttarr, konge i Hålogaland, kaldt »bersærkebane«, og Egill »med den ene arm«, en søn af kong Ring i Småland, er sagaens hovedpersoner, der efter en kamp bliver hinandens fostbrødre. Bægge heltene optræder straks som voksne, men deres ungdomshistorie findes i en selvfortælling langt inde i sagaen; de fortæller den i en jættekvindes bolig, der også giver sit lævned1) til bedste. Kong Hertrygg i Russia har to døtre, Brynhild og Bekkhild (jfr. de tilsvarende navne i Völsungas.), der bægge bortføres af jætter. Fostbrødrene drager ud for at lede efter dem, og så begynder de sædvanlige rejsefarer og æventyrlige hændelser. De er imidlertid så heldige at træffe en jættekvinde, der hjælper dem, og det viser sig nu, at Egill engang tidligere har ydet hende bistand; det er hende, der har gæmt Egils afhuggede arm og bevaret den mod forrådnelse; han får den nu igen, og jættekvinden lader den gro fast til stumpen. Så frelser de kongedøtrene og ægter dem. Det hele er et æventyr, men sagaen er påvirket af fremmede æventyr og sagn. Således optræder en konge Rodian2) af Tartariet og dennes søn Aran, der blev Asmunds fostbroder og hos hvem Asmundr måtte sidde nogle dage i gravhøjen, efter at han var død og højlagt; hvorvidt dette er et nordisk træk, er tvivlsomt. I Egils historie har man fundet genklang af Polyfemossagnet3) (jætten, hvis øjne stikkes ud osv.). I øvrigt er sagaen ret underholdende fortalt og i sin gang ret simpel. Asmund gøres til slutning til samme mand som Gnóðar-Ásmundr, der vistnok er en ældgammel nordisk sagnperson, men dette er uden al tvivl forf.s eget påfund. I sagaen tales der om en lagmand hos jætterne, hvorved de islandske lagmænd efter 1272 forudsættes. Sagaen behøver dog ikke at være yngre end omkr. 1300. M. h. t. ejendommelige træk, der findes i den, skal til slutning bemærkes, at forf. lader en jættekvinde påkalde Tor, der har legemlig omgang med hende og alle hendes søstre, — dette er tilvisse intet gammelt træk, — samt at det i isl. folkesagn forekommende (fremmede) motiv med dugen, som fører de derpå stående personer bort gennem luften4), også findes her.



Noter:
1) Dette er jo et almindeligt æventyrmotiv; her er det i reglen de slette personer, der tvinges til at fortælle, hvad de har gjort, og så sker det også med Vilhjálmr i Göngu-Hrolfss.
2) I rimerne, der i øvrigt er temmelig unge og i indhold omtr. ens med sagaen, Rudent. Jættekvindens datter hedder i rimerne Skinnvefja (ikke -nefja). Rimerne ender i 15. kap. noget afbrudt, men har aldrig været længere.
3) Kr. Nyrop: Tidsskr. for Phil. og Pæd. N. R. V.
4) Jfr. Blávussaga.